Maybe..?

[Silia D. Diamaqima]

Solen var netop gået ned. På trods at aftenen var klar til at skulle indtræffe, så var himlen endnu kun efterladt i en let dunkelblå nuance. Stjernerne var endnu ikek begyndt at titte frem det var for tidligt til det, månen kunne kun let skimtes bag en hinde af de skyer som var på vej bort. En frisk vind, den blide brise, ikke varm ikke kold, noegt et sted imellem, og havets bølger som dovent slog mod breven rev alle former for små sten og tangplanter med sig ud i det store hav. For i aften havde Faith besluttet sig for at søge uden for drypstenshulerne. Det var ikke tit det skete med mindre det var med et ærinde som fulgte med den stilling hun atter var i besiddelse af, men hendes søn - Cedric behøvede virkelig den friske luft. Stille stod hun og betragtede den legende lille dreng, som måtte kravle rundt i det lune sand og plaske let rundt i vandkanten mens alt han var iført var den lille stof ble hun havde fikset til ham, mens et tæppe lå klart ikke langt fra hende, til at svøbe omkring hans krop når turen ville gå hjem. Et lille smil spillede omkring hendes rosa læber, et om det havde taget hende frygtelig lang tid at blive i stand til at skulle få frem. Tanken om at hun rent faktisk hverken havde set eller hørt til Kimeya i det som efterhånden måtte minde om godt og vel et halvt år nu, det var underligt.. En tanke som stadig sårede hende mere end det som man nok ville kunne gætte sig frem til. Vinden blæste i hendes lange flammerøde lokker, lod en lang kjole som smygede sig om hele hendes slanke skikkelse blafre let et sted ved hendes side, fulgte den lille skikkelse, det var længe siden hun vel havde været så yndefuld, lige for i dag ønskede hun det. De smaragdgrønne øjne endte med at glide ud over det hav som for hende virkede så uendeligt, det at være i stand til at se frem for sig det var en ubeskrivelig følelse. Mørket var slut. På alle måder. Hun kunne ikke længere sætte sig tilbage og klage over Kimeyas manglende tilstedeværelse, hun kunne ikke længere græde over han ikke kunne holde om hende, hun var den som var gået den aften. Det snit over hendes kind som nu var blevet til et ar og en lang stribe rundt om hendes hals efter hans forsøg på at skulle kvæle hende.Om han overhovedet var i live endnu var noget som hun var ganske meget i tvivl om. ærlig talt måtte hun erkende at hun ikke længere tænkte specielt meget på ham, ikke i dagstimerne, det var først om aftenen når hun faldt til ro, hun begyndte at skulle drømme sig tilbage til den fortid de havde sammen, altid ville hun savne ham og selv nu hvor han ikke længere var et par så fik hun ikke sig selv til at skulle opsøge nogen anden mand. Han var den eneste hun ville have, faren til hendes søn og kunne hun ikke få ham så var kærlighed slet intet hun ville hue efter. Den lille dreng kravlede rundt i vandkanten greb fat om en klump der strøg som sand gennem hans små fede hænder "De ma!" udbrød han begrejstret og vente den nu kun halv fyldte hånd mod hende "Det er flot kære" endte hun med den blide melodiske tone, dog så underligt forandret. Ingenting ville nogensidne blive det samme igen det var noget som hun udemærket var klar over. Hendes nøgne fødder begravede sig stille i de små sandkorn, hun trådte tættere på vandet, lod det omslutte hendes fødder,følte den lette kulde imod mens bunden af den lange kjole endte i en mørkere farve en stoffet da vandet greb fat omkring det. På ydersiden var alt som altid perfekt, den samme facade hun kastede omkring, men inderst inde græd hun hver eneste dag, tårer som hun ikke turde lukke ud kun fordi det var meningen hun skulle stå stærk.

[Kimeya Marvalo]

Hvor lang tid der var gået, vidste Kimeya virkelig ikke.. Han vidste bare, at fuldmånen ville tage hans tid rundt regnet 2 dage om måneden og at han havde siddet i buret rundt 10-14 gange.. Så i alle fald, var der gået rundt et halvt år efterhånden. I det indre, var han virkelig knust. Han var knust som han aldrig nogensinde havde følt det før. Det var virkelig den første gang, at Faith for alvor bare var gået fra ham, også af den grund, at han slet ikke havde fået sig selv til at skulle søge efter hende, som han jo ellers ville have gjort det i den anden ende. Månen var hård ved ham, den var virkelig ekstrem hård ved ham og det var i den grad også noget af det værste ved det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han så gang efter gang, at Junior sad ved Cayla fra månen ville tage fat i dem til den ville forsvinde igen, for derefter at hjælpe hende tilbage på værelset.. der stod han alene om det hele og det var virkelig noget af det som slog hårdest ind på ham. Han havde endda været der under Caylas fødsel af den smukkeste lille pige som han nogensinde havde set.. Hun mindede ham så skræmmende meget om Nalani og det var nu også noget af det som gjorde det hele så meget værre for hans vedkommende.. Han kendte virkelig ikke til hans søn, hvor han var, om de overhovedet var i live eller noget som helst, det hele var virkelig helt ukendt for ham og det var virkelig noget af det vørste ved det hele og det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. Hans eneste redning var og blev hans eget kolde hjerte.. De gamle facader som han endnu en gang havde valgt at skulle tvinge op. Følelser var ikke noget som han tog sig af. Han måtte lige så ærligt erkende, at han ikke tænkte så meget på Faith om natten, det var mere når han lagde sig til sengs, hvor han virkelig måtte erkende, at han manglede at have hende i favnen, men det var mere eller mindre også det, der var ikke rigtigt mere i det end det. Hans ansigt og bryst var tydeligt præget af de mange tydelige ar efter hans mange måneforvandlinger. Om halsen havde han selv de tydelige mærker efter den rivende lænke og det samme om hans håndled. Han nægtet virkelig at skulle skade flere end det som han ellers havde gjort. End ikke jagtede han for blodet.. Der slog han dyr ihjel, selvom det i den grad ikke havde den samme mættende effekt som alt det andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde i denne aften valgt, at skulle begive sig udendørs. Drypstenshulerne var noget som han undgik for al del, udelukkende fordi at han vidste, at det var der at dæmonerne ville holde til og han ønskede faktisk slet ikke at skulle støde på hende.. Nu var der gået så ekstrem lang tid. Det var vel bare på tide, at skulle komme videre derfra, glemme hende og finde en ny? Det var bare helt umuligt for ham! Turen var gået til Manjarno da det var sikkert nok for ham at komme ud.. Solen ville han aldrig nogensinde være i stand til at skulle se igen, selvom det nu var mindst af hans problemer. Kappen hvilede tæt omkring hans skuldre. At se de mange par i byerne gå hånd i hånd, skænke hinanden de store ord og kys, var virkelig et stik i hjertet og væk havde han været. Han kunne simpelthen ikke holde ud, at skulle se på det! Han var blevet tydeligt mere maskulin og stærk i hans bygning. Det kostede klart krævfter at skulle være en varulv, det var virkelig noget af det som han skulle vænne sig til. Kun under fuldmånen havde Nathaniel og Liya den lille døve tøs. En engel med andre ord, for hun var virkelig noget af det smukkeste som han længe havde set. Nathaniel brugte mange tider med dem. Det havde også kun lige været med nød og næppe, at Kimeya selv havde klaret at skulle få dem med sig væk fra henrettelsespladsen og tilbage til Marvalo Mansion hvor Nathaniel med det samme var gået igang med Caylas ansigt og han måtte erkende, at manden gjorde det godt.. Ensomhed var i den grad et begreb som Kimeya var blevet kendt med.. kun alt for godt kendt med efterhånden, det var heller ikke nogen hemmelighed. Han bevægede sig stille langs den sandede strand og smagte let på den salte luft med sin egen tunge. Han gik mere eller mindre i sine egne tanker. Han stoppede dog op ved lyden af det som måtte lyde som et lille barn, hvor blikket måtte falde direkte til de to skikkelser lidt længere henne af stranden.. den lille var noget af det som han så først. Han rokkede sig stadig ikke det mindste overhovedet. Han var bleg som et spøgelse, hans øjne var mørke og tænderne var at spore i hans mundvige. Han var og blev en levende død og vandrende fra Dvasias.

[Silia D. Diamaqima]

Den lille barnlige latter var det eneste ud over vindens susen, bølgernes brusen og mågernes klagen som faith kunne høre omkring sig. Hun nød virkelig synet af den lille dreng som plaskede rundt, der var ingen kære mor længere, Nathaniel opsøgte hende når han fandt tiden til det og ligeså gjorde Cayla og Junior, men hun var virkelig tvunget til at skulle være mor nu, en ting var at hun virkelig nød den rolle det var, en helt anden ting var at hun ikke havde den mest fjerne idé om hvordan man tog sig af et barn men hun forsøgte virkelig sit bedste. Hvad værre var så bare at denne lille unge lignede hans far på en prik, at se på ham, at se i hans dybe øjne det var virkelig et stik i hjertet, på trods det var lettende at være i stand til at følge hans udvikling, hun var ikke længere blot ene svag blind kvinde, den del var slut. hele 2 gange havde hun haft æren af at skulle holde hendes lille niece i favnen, den smukkeste lille pige på trods hun var døv, en skat som kun kærlighed kunne have skab.. Ligesom det var meningen med Cedric. Han var skabt i en kærlighed som nu lvede i en fantasi verden, en kærlighed Faith ikke længere kunne knytte sig til og det gjorde forbistret ondt. Hun hverken turde eller ønskede sig en anden mand, slet ikke i tvivl om at kvinde efter kvinde måttehave befundet sig i Kimeya's seng, hun prøvede ikke at skulle tænke på det, men selv efter alt den tid var det en tanke som kunne få kniven til at bære sig dybt ind i det bankende hjerte. Det var følelser som Faith virkelig for alt del var tvunget til at skulle gemme af vejen både for hendes søns skyld, men ikke mindst også for hendes stillings skyld, hun kunne ikke tillade sig at ade tankerne kredse om en fortid når hun var den som bad alle om at tænke fremtid, kærlighed var virkelig en svaghed og først nu igen indså hun det. At hun ikke længere var komplet alene gik hurtigt op for hende. Efter hun havde måttet undvære synet var det blot en selvfølge, ikke at det var underligt, det var trods alt et ganske besøgt sted, og præcis hvem det var vidste hun heller ikke, hun var alligevel ganske meget på vagt. Stille greb hun om den lille skikkelse for hendes fødder, trak ham stille op for at sidde mod hendes hofte og have et fast greb omkring ham "Mors store dreng" endte hun med en stille hvisken og et lille smil som måtte spille omkring de rosa læber, før hun stille plantede et kys mod drengens pande. Han klappede hende roligt på skulderen, begyndte at lege med en tot af det lange røde hår. Stående i vinden det de andre lange lokker blafrende omkring sig og med den lange kjole som gjorde det samme, med det barn på armen, lidt gudinde agtigt kunne det vel forekomme mange et sted? Tungespidsen strøg stille over for at fugte. Hun sukkede roligt. Alt kunne se så perfekt ud det var jo et sted bare så typisk hende at putte den facade op når et stort tomrum var det eneste som hendes hjerte egentlig var, uden Kimeya var det som at vandre rundt som en død skal mildest talt. Cedric's hovede gled mod hendes skulder, Faith lod hånden roligt falde mod stryge ham over det mørke hår som derefterhånden var kommet frygtelig meget af måtte hun indrømme.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var mildest talt knust, selvom det var facaden som han havde tvunget op, som klart måtte lægge skjul på det. Der havde ikke været så meget som en eneste kvinde i hans seng. Den mand var han bestemt ikke længere. Han klarte sig selv, selvom det var fuldmånen som i den grad var noget af det hårdeste af det hele, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det at skulle forvandle sig på den måde, var virkelig så forbandet smertefuldt, selvom det slet ikke kunne måle sig med den som han måtte føle så dybt i sindet og i hans eget hjerte, også selvom det ikke måtte banke mere, det var gået død efter at Cayla havde taget livet fra ham. Han betvivlede end ikke, at han var hadet.. han var virkelig hadet og kun af den grund, så lod han også være med at skulle opsøge Cayla og Junior, selv ikke Nathaniel og Liya så han det mindste til. Han gik mere eller mindre mellem værelset og kælderen og det var egentlig bare det. Det var i aften, at Nathaniel havde tvunget ham ud for at få noget luft og komme bare lidt ud igen, selvom det havde været tydeligt, at det slet ikek var ønsket. Hans verden var virkelig bare faldet sammen, det var fuldstændig umuligt for ham, at skulle fungere optimalt uden Faith, selvom han nu måtte prøve. De gange han jo egentlig kom udendørs var for at strække på benene efter fuldmånerne. Aldrig havde han nogensinde forestillet sig, at de mange forvandlinger skulle koste ham så frygtelig meget som de havde endt med at skulle gøre i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Blikket som hvilede på den lille knægt.. På størrelse og alder med hans egen hvis han ikke huskede helt forkert. Han havde aldrig været den bedste til datoer og tid, men her var han nu ganske sikker, selvom det var noget af det som slog ind på ham selv som det hårdeste. Han var virkelig tvunget til at skulle stå med det hele selv efterhånden og det var virkelig noget som var hårdt nok i sig selv. Hendes stemme var noget af det som slog kraftigst ind på ham. Han knyttede hænderne let. Igennem måneder havde han fortalt sig selv igen og igen, at det var slut, at der ikke var noget at skulle komme efter den vej. Hun var gået fra ham og endda uden at tildele ham så meget som et eneste ord. Månen dagen forinden var stadig noget som påvirkede ham. De dybe rifter i hans ansigt og nedover hals og bryst, var ikke til at tage fejl af. De kom af forvandlingen. De forsvandt sikkert heller aldrig igen, og det var han klar over. "Han er blevet stor.." sagde han toneløst. I det ydre så han jo trods alt ud til at have det helt fint, uden noget varrigt af konsekvenser efter bruddet med hende.. Der var gået lang tid.. uendelig lang tid hvor de intet havde set til hinanden. Han vidste at Nathaniel lige så også opsøgte hende til tider for at sikre sig. Han ville intet vide.. han ville virkelig ikke holde fast i de minder som de havde været.. de ville nok aldrig nogensinde ske igen. Han rokkede sig ikke det mindste, ej heller viste han noget andet livstegn end det som allerede måtte stå så tydeligt i hans blik, for det var jo trods alt også det eneste. At skulle støde på hende her, var heller ikke lige det som han havde ventet, specielt ikke når hun gik rundt med en lille baby på armen, selvom han i den grad var blevet godt stor efterhånden. "Jeg hørte at Nathaniel gav dig synet igen.." Han nikkede blot stille. "Glimrende.." tilføjede han som det eneste. Han havde virkelig ikke tid til at stå og sludre, selvom det nu var det som faldt ham mest naturligt.. Han måtte jo bare tage det som det kom. Hun havde valgt at gå.. det var hendes fejl alt sammen.

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig begrænset hvor meget Faith efterhånden kendte den mand som var endt tilbage, hun havde næsten ikke set ham det sidste ekstremt lange stykke tid de havde været sammen, den ene undskyldning på den anden hvorfor pokker han ikke kunne være hos hende det havde ærlig talt drevet hende til vanvid! Nu stod hun alene uden at forvente at han kom tilbage et sted lettende men stadig en tanke og en følelse som gjorde mere ondt end det som hun nok selv ønskede at skulle erkende, den stolthed var virkelig hendes eneste skjold nu, stadig med så mange venner men også med så mange fjender, den eneste som fik lov at se den rigtige blide side af hende, en side som altid havde været tildelt til Kimeya, hun havde ændret sig selv Nathaniel go Cayla havde påpeget det overfor hende så mange gange. Den facade som atter var blevet tvunget op og kun bygget på den lederstilling hun endnu engang var bære af, noget som hun tydeligt spillede på, efterhånden de fleste overlegne og man var klar over det, end ikke Samuel havde turdet opsøge hende, en tanke som hun nød frygtelig godt af. At han var endt med at skulle træde tættere på var intet som hun havde ladet bide mærke i, ikke før den velkendte stemme bag hende talte. Det gav et sæt i hende. Det kunne ikke være..? Hun bed sig fast i læben, hendes hjerte satte omgående i en mere fast og rytme, noget som hun udemærket var klar over ahn ville lytte på, hun kendte til den horrorrace han var blevet til den aften. Cayla havde reddet hendes liv endnu engang, og det var noget hun var ganske taknemmelig for. Hun vendte sig roligt om mod ham, lod både hendes eget og deres fælles lille søsns ansigt afsløres for ham. Hun nikkede stille "Han vokser så stærkt" medgav hun roligt, i den blide tone. Det var akavet at stå foran ham sådan uden videre, hun huskede end ikke hvornår hun sidst havde set i hans blik som hun gjorde nu. Hans kulde opfangede hun så ganske hurtigt, hvis det var sådan han ville køre det så skulle han være ganske velkommen, men hun var ikke svag. Som han stod der foran hende kunne han så frygtelig død ud, intet gnist i hans blik, ingen varm tone, ingenting, ikke at det forundrede hende, hun havde trods alt kendt ham allerede dengang. Et sted havde hun lyst til at fyeer af - 'Ja så jeg kan tydeligt se hvor ynkelig du ser ud, men hun øsnkede virkelig ikke at skulle skabe sig den ballade, hun elskede ham trods alt stadig det var hun aldrig i livet stoppet med, det var det som gjorde så ondt "Det er ganske udemærket" svarede hun sammenbidt. Smilet var falmet. Hvordan kunne hun stå uforberedt foran en mand som næsten virkede som var hun gået helt i glemmebogen? Som stod så følelseskold ovefor hans egen søn? Han var virkelig ikke til at kende. Det ar over hendes kind efter at han havde ladet kniven glide over var endnu ganske tydeligt det samme med det mærke omkring den slanke hals, Hun ønskede ikke at glemme hvad der var sket, den tråd som var blevet klippet over det gjorde helvedes ondt og hvad værre var jo så at der absolut intet var at gøre ved det. Den lille dreng rakte armene ud efter ham som havde han næsten genkendt manden foran hans egen far, Faith prøvede dog så vidt som muligt at ignorere Cedric's ønske. Det var Kimeya som valgte at svigte, det var ham som havde valgt ikke at stole på hendes ord, det var ham som siden havde været komplet ligeglad med både hende og deres lille søn, efter alt hun havde fundet sig i og gået igennem for ham så var det det som hun fik igen.. Hvorfor overhovedet spilde sin tid?

[Kimeya Marvalo]

Facaden var og blev Kimeyas redning. Til tider ville han jo faktisk have ønsket at Cayla havde taget hans liv istedet for at skulle lade ham gå rundt her alene. Han havde ikke set det mindste til sin søn efter at Faith bare var endt med at gå og de gange hvor hun havde været i nærheden af huset, så havde han selv valgt, at skulle søge væk fra huset, for at undgå at møde hende. Han måtte virkelig kæmpe for at bare få sagt til sig selv, at det var slut og at der ikke var mere at skulle hente der. Den facade var mere eller mindre blevet hans liv efterhånden. Det var den mand som han havde været, selvom der var visse ændringer. Han nægtet at gå rundt med andre tøser og kvinder, han nægtet overhovedet at lade dem komme tæt på ham. Kunne han ikke få Faith, så ville han heller ikke have nogen og længere var den virkelig ikke og det var sådan som han gerne ville have at det skulle forblive i den anden ende. At Faith virkede overrasket over at skulle se hm igen, var nu alligevel en tanke som måtte more ham ganske betragteligt. Han var allerede faldet ud af søgelyset ved Jaqia og Samuel, hvilket han jo selvfølgelig var glad for, for det gav straks ham selv en anelse mere ro end det som han ellers ville have haft, og det sagde virkelig heller ikke så lidt. Han havde været i søgelyset for længe og nu var det endelig slut.. Han kunne faktisk trække sig tilbage bare en anelse og det var hm virkelig en glædelig tanke, selvom det nu ikke var en tanke som han kunne glæde sig ved overhovedet. Hans eget ansigt var tydeligt medtaget af hans mange forvandlinger og de tog bestemt også på hans energi, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Arrene i ansigtet var mange, men lukket og dog tydelige at se i det blege måneskær. "Det kan jeg se.. en stor og flot dreng," sagde han kortfattet. Knægtens navn kendte han jo stadig ikke, han havde aldrig nogensinde kendt til den lille eller noget som helst, det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket søgte stille ned mod den lille. Han kæmpet virkelig for at skulle få hende ned i glemmebogen, nøjagtigt som da hun havde været dronning og han havde kaldt hende ved den kongelige titel istedet for navn og kælenavn, det var jo mere eller mindre på det sted de måtte stå igen. Hun var ham jo trods alt overlegen på alle måder, ikke blot som leder, men han måtte helt tæt på nu for bare at have muligheden for at skulle skade nogen som helst. At knægten vendte sig mod ham og rakte armene ud mod ham, var knapt nok noget soms han reagerede på. I hans øjne var han slet ikke knægtens far. Han havde aldrig nogensinde fået muligheden for at skulle komme tæt på eller lære den lille at kende på noget tidspunkt, selvom det i sig selv, var noget som gjorde ondt. Af hjertet vidste han, at det var hans fejl og han ventede mere eller mindre bare på, at hun ville smøre den ud i hans ansigt, for han kendte hende godt nok til at vide, at det var noget som hun ville og noget som hun ønskede et sted dybest sted. Han ignorerede Cedrics ønske om at komme til ham. Han var ikke knægtens far.. der var vel en anden som tog sig af den plads istedet for ham selv vel? "Det kunne jeg lige forestille mig. En forfærdelig ting at mangle.." Han vendte blikket væk fra dem, en tydelig afvisning til Cedric idet han selv vendte blikket stille i retning af vandet istedet for og mod de mange bølger og den store horisont med et roligt og fattet blik. Sårene nedover hans hals og kinder var ganske nye. Han græd indvendig, selvom det i den grad var noget som han nægtet at skulle vise det mindste til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lukkede hænderne stille idet han stille vendte blikket mod hende endnu en gang. Han holdt stadig masken i ansigtet, ingen følelse.. ingenting. Det var afgået ved den død som Cayla havde givet ham. Dømt ham til den evige vandring, selvom han mest af alt havde lyst til at kaste håndklædet i ringen. "Han ser lykkelig ud," bemærkede han stille. Det var trods alt noget som tydeligt kunne ses. Han var glad for sin mor, ligesom han selv elskede kvinden som holdt og beskyttet ham. Han ville og han nægtet bare at vise hende det. Det var slut.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste at på trods af det faktum at Cayla et sted hadede Kimeya, så ville hun aldrig kunne have fået sig selv til at skulle tage livet fra ham, noget hang så tydeligt i hende fra Moniqe, det sidste hun bar med sig af nogen form var i det mindste egosime, Kimeya var endnu i det levende live, på trods han for hende så frygtelig død ud, uden det glimt i hans øjne, med den kolde afvisning at han direkte skænkede hende, tydeligt at han egentlig ikke ønskede noget som helst at gøre med hende, noget som virkelig kun gjorde ondt at de var gået fra ta være direkte afhængelige af hinanden og nu stod de her direkte kølige. Han var den eneste mand hun med hundrede procent havde givet sig hen til både af krop sind og hjerte, og det havde ikke været nok, hvad mere ville han forlange? Tårer var dem som hun mest af alt følte for at skulle lade falde, men hun ville ikke vise sig sårbar overfor ham, ikke når han var så vanvittig kold. For hende havde der ærlig talt ikke været den mindste smule ro, som leder så var der nye ting på tepetet hver dag hun var den som kanpt fik søvn, den som endnu måtte kæmpe for landet i den krig som efterhånden ikke var noget at prale af, det var som om den gik lidt i sig selv jo længere tid der egentlig gik. Han var ikke længere i søgelyset, nu var hun det istedetfor, det var ikke længere hende som levede i skyggen af ham, et sted en ting som morede hende hun var blevet alt for vant til det. De mange ar og rifter var hende ganske tydelige hun valgte dog ikke at skulle kommentere det, livet var hårdt ved ham mens hun selv så ud til at leve et ganske idylisk liv.. På ydersiden. Indsiden græd hun dag og nat lå og bad til den gud et sted over hende at hun ville ham tilbage i hendes liv, at deres hjerter ville finde vejen sammen igen, det her gjorde pinefuldt ondt. Et lille træk i mudvien endte hun stille med at foretage ved hans ord. Han lignede sin far mere end noget andet, så ja i den grad en stor og flot dreng.. "Hans navn er Cedric" informerede hun roligt, strøg den lille dreng enendu engang over håret. Ikke at hun regnede med Kimeya overhovedet ville interessere sig for det, men det var hans søn det var hans ret at vide det. Faith måtte erkende at hun virkelig bare ønskede at skulle råbe det hele ud til ham, så mange tanker og følelser hun sad med hvor hun endnu engang følte at han bare legede med det hele, det var dog intet hun tillod sig det mindste. Den tydelige afvisning til deres søn gjorde virkelig ekstremt ondt, o selv Cedric så ud til at opfatte det for han trak med det samme armene til sig igen og puttede sig ind mod hendes bryst "Det ved du det var.. Sig mig, Kimeya hvornår har du tænkt dig at stoppe med at lade som om du ikke aner hvem jeg er?" spurgte hun. Det var almindelig kendt at hun var mere direkte end godt var og hun kendte Kimeya's punkter hun var virkelig ikke bange for at skulle tage det op, hun var ham overlegen til enhver tid, og den faste tone der hørte med, visse fordele var det at have lederstillingen, at gøre som gjorde med Kimeya nu var det præcist samme hun i sin tid havde gjort med Memphesto, stille dem i den direkte situation. Hun engang ned mod den lille dreng i hendes arme "Jeg håber virkelig han er" sukkede hun stille. Alle vidste hvordan hendes moderevner var, og det var ikke specielt udviklede sager som foregik der men hun gjorde virkelig sit bedste. at føle hans afvisning var noget hun virkelig bandede så langt væk.. Ville han nogensinde indse at hun elskede ham? AT hun manglede ham?

[Kimeya Marvalo]

Faith var ham overlegen og det var noget som han var udmærket klar over og det var nu heller ikke noget som han direkte ville stå ved måtte hue ham. Han havde fred nu. Han havde endelig fået den fred som de længe havde søgt efter og han var glad for det. Han kunne gå i seng om aftenen og faktisk sove trygt uden at skulle bekymre sig for det ene eller det andet ville ske på vejen. Nu havde han heller ikke nogen at skulle bekymre sig om. Junior og Cayla vogtede begge to om deres lille og deres forhold og Nathaniel og Liya passede og plejede deres eget. Han følte sig virkelig som en outsider i hans eget hjem og det var i den grad også noget af det som klart måtte slå hårdest mod ham selv, selvom det nu var noget som han bare måtte bide i sig. Cayla hadet ham for hvad han havde gjort, og han klandrede hende virkelig ikke det mindste.. han klandrede ikke nogen efterhånden. Han var bare faldet tilbage i rollen som den enspænder som han havde været dengang, også selvom han var udmærket godt klar over, at før eller siden, så måtte han vel få øjnene op? Faith var stadig hans største svaghed, selvom han direkte nægtet, at skulle lade denne facade falde fra nu. Det var det som han havde at skulle holde fast i, og det var sådan som han valgte, at skulle holde det. At Cedric valgte, at putte ind mod hende da han selv havde afvist, var noget som et sted gjorde ondt..Han var ikke knægtens far, han kunne ikke stå der så længe han ikke fungerede med Faith og han havde vel bare indset, at det aldrig nogensinde ville ske alligevel? Så hvorfor skulle man overhovedet gå så langt som at give det et forsøg egentlig? "Cedric? Det er et flot navn til ham.." sagde han dæmpet. Han havde aldrig haft sit at skulle sige, når det kom til valg af børnenes navn, det havde altid været Faith som havde stået for den del. Han trak ej på smilebåndet. Han stod fuldkommen roligt og uden at skulle rokke sig ud af stedet. Han ville ikke være den som skulle tabe mælet først, også selvom han klart måtte stå ved, at han stadig måtte elske hende og det var mere end havd godt var. At det jo så måtte frustrere ham, at han ikke kunne få hvad han ville have, var virkelig bare noget som han måtte bide i sig og bare aacceptere, selvom det i den grad havde været noget af det sværeste ved det hele. Selv ikke Nathaniel kunne tale ham til fornuft længere. "Jeg ved da udmærket godt hvem du er Faith," afveg han med en rolig stemme. Han havde i den grad ikke nogen intentioner om at skulle hidse sig op, det var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg ved hvad du er, hvem du har været og hvad du er nu," påpegede han med en rolig og fattet mine. Ikke at det ændrede sig det mindste, hverken i hans blik eller i hans stemme på noget tidspunkt overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Blikket faldt til knægten. Han var i den grad knyttet til hende, det var der heller ikke nogen tvivl om, og det var noget som han var glad for at se, selvom det nu gjorde mest ondt, at det ikke direkte var noget som han selv kunne tage en del i. Hun havde afskærmet ham fra barnets liv og hendes eget, så var der ikke noget mere som han kunne gøre ved det. "Hvad mere vil du kræve af mig? I alle de år som er gået, har jeg lært en ting eller to, Faith.. Jeg begår aldrig nogensinde de fejl igen," tilføjede han kortfattet og bestemt mine. Han ville ikke føre det ud i diskussion eller skænderi og bestemt ikke foran den lille. Han havde mistet nok i forvejen, også selvom dette nok var en søn som han ikke ville have den største indflydelse eller kendskab til alligevel, uanset hvor meget han så end måtte ønske det af hjertet.. Det var dødt.. ligesom forholdet.

[Silia D. Diamaqima]

Så meget var sket på de måneder, blandt andet det faktum at deres roller var bytet helt og aldeles ud, hun var den som nu måtte se sig over skulderen hver eneste gang hun trådte udenfor hendes eget kammer nu, og det var det liv hun nød at skulle leve, den risiko, den spænding som hun var så afhængelig af, den Kimeya også havde hindret hende i at skulle søge, hun burde vel være lykkelig for at hun endelig var fri? Men hvorfor var hun det så ikke? Hvis det brude lettende, hvorfor følte hun sig så spærret langt mere inde i en bås? Cayla havde flere gange fortalt hende om den kolde luft som befandt sig Mansionet, fortalt at hend eog Junior op til flere gange havde overvejet at skulle søge for sig selv, og at Nathaniel og liya blandede sig helt uden om, ingen turde tale med ham, ingen ønskede at skulle tale med ham, især ikke Cayla det var tydeligt at se at den vrede endnu måtte hænge ved, men igen det var hendes store forbillede hun havde set været ved at kvæle hendes 'plejemor'. Efter alle de år de havde tilbragt sammen så var hun udemærket godt klar over hans svage punkter ligesåvel som han var bekendt med hendes, at hun så kraftigt altid havde valgt at skulle udnytte hans i skænderier var jo så en helt anden ting, det var ligefør hun til tider selv savnede at råbe og skrige af ham og ham af hende, i det mindste var de endnu sammen på de tidspunkter. Måske at Fabian, Nathaniel og Junior virkelig søgte til hende ofte, men det var bare ikke det samme, han behøvede en far og det var hun udemærket klar over, også det at hun rent faktisk bare ville kunne gå ud og finde en, det at skulle finde en partner havde aldrig ligefremværet hendes største problem, men hun fik ikke sig selv til direkte at skulle søge til andre end Kimeya, de sidste var ikke endt specielt heldige, hun ville ikke være skyld i flere mord, desuden uanset om Kimeya ville dræbe den næste eller ej, så ville det kvæle hende selv med tanken om at skulle lade som om hun elskede en eller anden mand "Vi nåede aldrig at finde et til ham inden vi.. Ja" uden rigtigt at være klar over det så hun næsten usikkert væk fra hans blik og ned i jorden, fik sig ikke til at skulle færdiggøre den sætning, det gjorde ondt at skulle sige 'før de var endt med at bryde op for alvor', fast bed hun sig i læben, virkelig kæmpede med de stik i hjertet som han direkte skænkede hende, ikke at det var den første gang - Så langt fra, men det gjorde stadig lige ondt. Hun rystede opgivende på hovedet "Og på trods af alt det lader du som om jeg var en vidt fremmede.." ikke ændrede hendes tonelje sig på noget tidspunkt, hun nægtede at skændes foran deres.. Eller hendes lille skat om ikke andet, den forblev ganske rolig noget som hun et sted vidste at han altid havde fundet irriterende, hun vidste at han til tider hadede hendes direkte ærlighed. Måske hun havde valgt at gå fordi hendes grænse var nået, hun var træt af at blive trådt på som var hun ingenting, og tilbage ved den gamle Faith som nu tøvede hun end ikke, men aldrig havde hun forbudt ham at skulle se hans søn, alt han kunne have gjort var at bruge Nathaniel som budbringer, sende et brev eller blot noget i den stil, aldrig havde hun hindret ham. De sidste ord gjorde virkelig ondt, for hende var det som han stod og sagde at det hele var en fejltagelse.. Hver gang han havde direkte havde valgt at knuse hende, valgte hun bare at vende den anden kind til og tilgive, og nu kom det hele tilbage i hovedet på hende sådan? "Hvor er det dog skønt at få at vide man ikke spildte sin tid for hver gang man lagde sig ned på knæ kun for en ting" mumlede hun med en tydelig ironisk tone. Så mange gange hun var gledet på knæ for ham kun i frygt for at miste og nu fik han hende til at lyde som hele fejlen, det gjorde faktisk pokkers ondt! Hun elskedeham for pokker! Hun trykkede den lille dreng ind til sig, det kunne se ud som han var ved at falde rigtigt til ro. Begges hjerter var døde.. Uden ham at holde om, ham at snakke med, ham at elske.. Så var det virkelig tabt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig bare accepteret at det hele var tabt og at der ikke rigtigt var noget som han kunne eller ville gøre ved det. Knægten ville han ikke opsøge hvis han ikke kunne holde ud, at skulle være i nærheden af Faith, for det kunne han virkelig ikke. Det gjorde ondt, selvom det i den grad var en følelse som han nægtet at skulle lade komme til udtryk. Knægten havde det godt sammen med hende, det kunne han da tydeligt se, og det var i den grad også noget som han var så ektremt glad for i den anden ende, det var ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. De mørke øjne hvilede på hende, selv uden at skulle se det mindste væk. Han rokkede sig ikke, hverken ved at skulle gå væk fra hende eller det at skulle komme tættere på. Han vidste virkelig ikke hvad der ville være det rigtige for ham, det var virkelig også noget af det værste ved det hele. Han var faldet tilbage i rollen som den store stygge warlock, selvom han ikke kunne gøre brug af magi, så var det virkelig bare noget af det som han bare måtte bide i sig for tiden og det var virkelig også noget af det som var så ekstremt besværligt for ham, at erkende. At hun måtte være stærkere end ham psykisk og magisk vis, selvom han klart havde musklerne efterhånden og de var efterhånden også ganske tydelige at skulle se. Han holdt sig væk fra familien hjemme, han holdt sig for sig selv, snakket ikke med nogne - selv ikke Junior snakket han det mindste med. Sad han ikke på sit eget værelse.. så stort, tomt og ensomt, så sad han på børneværelset, hvor han lod tårer falde for en gang eller to, inden han tog sig sammen igen. Nathaniel havde fanget ham mange gange på det led, selvom det nu ikke var noget som han brød sig det mindste om overhovedet, så var det virkelig bare noget som han måtte bide i sig. Nathaniel var den eneste som opsøgte ham efterhånden, selv ikke Cayla havde han set det mindste til. Fødslen og det at redde hende fra den såkaldte henrettelse.. det var det som han havde set til hende, og så de gange hvor de skulle i burene under fuldmånen for at holde sig på et kontrolleret niveau.. Den forvandling alene, var virkelig noget af det værste, selvom han efterhånden var vant til det. Han trak let på skuldrene, som havde det ikke haft nogen betydning. "Det at vælge navn, har altid været din opgave.. Bare trist jeg først finder ud af det efter flere måneder.." Han betragtede hende med et roligt blik. Ikke at det var noget som han rigtigt ville reagere på, det var jo egentlig bare et tabt løb for hans vedkommende vel? Han vendte sig denne gang med fronten mod hende. Han blev dog stadig stående fuldkommen stille. Han ville ikke tættere på, han vidste at det ville bare gå galt før eller siden og det ønskede han i den grad heller ikke. "Gør jeg virkelig? Jeg har aldrig nogensinde fremstillet dig sm en fremmed for mig. Jeg ved da bedre end det, gør jeg ikke? Jeg levede da for pokker en hel menneskealder eller to sammen med dig," afveg han endnu en gang. Han ville ikke bringe det op til en diskussion, han hadet virkelig den tanke og specielt foran små børn. Hvis det ikke var fordi at Cedrick puttede ind mod hendes favn lige i øjeblikket, så havde han nok ikke tøvet med at skulle gøre det ene eller det andet lige i øjeblikket. Han hadet virkelig den tanke om at skulle stå så tæt på hende i øjeblikket. Han var virkelig mest fristet til at søge væk. Han elskede hende og han elskede hende af hele det døde hjerte.. hvis det nogensinde ville være i stand til at skulle føle for noget som helst igen. "Så ved du hvordan jeg har det med de gange jeg valgte, at falde på knæ.. Det har ikke været andet end for ren motions skyld.. Det har virkelig ikke været andet end en fejltagelse.. Min far havde vidst ret.. Det burde have stoppet for længst," afsluttede han kortfattet. Måske hårde ord, men det var der jo så ikke noget som han rigtigt kunne gøre noget ved, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han slog de stærke arme over kors. De mange forvandlinger og varulven i ham, gav ham de lidt større muskler. Han havde skudt sig selv i foden ved hans handlinger og han vidste det. "Jeg ved du meget gerne vil tvære den ud i mit ansigt Faith.. giv mig dit bedste forsøg og gå igang.. Jeg ved at du vil." Han så på hende med det samme faste blik. Hovedet søgte let på sned. For ham havde det været afsluttet, uanset hvor ondt det egentlig fjorde, for det at mangle hende, var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde været igennem!

[Silia D. Diamaqima]

Uanset hvor meget Faith gang på gang havde prøvet at skulle indse at det var slut, at tråden endelig var cuttet efter så lang tid, at hun egentlig burde være glad for endelig at være fri, så kunne hun virkelig ikke sætte sig tilbage og bare acceptere det, ikke når hendes hjerte ønskede det stik modsatte, det var virkelig ikke meningen at det skulle være gået som det var gået. Cedric var gået hen og blevet en ekstremt glad og livlig dreng, noget som virkelig både glædede og lettede hende umådelig meget, tanken om at hun i det mindste måtte gøre et eller andet rigtigt med ham, en hel elendig mor kunne hun så heller ikke være længere. Den mand han nu fremførte overfor hende var langt fra første gang hun havde stået overfor og det var altid lykkedes hende at skulle bløde ham op, efter så mange år så kendte hun mere eller mindre hver eneste af hans punkter, hvor vidt hun så følte for at gøre brug af dem idag var så jo så spørgsmålet, ærlig talt så følte hun virkelig at hun talte til en kold mur, det gjorde ondt efter alle de år og efter alt de havde været igennem, det gjorde ondt at alt var helt forgæves. De smaragdgrønne øjne, med det så tydeligt provokerende glimt som lå så meget til hende, faldt til hans skikkelse, at søge den øjenkontakt frygtede hun ikke det mindste den selvtillid var tydeligvis tilbage hos hende, noget som kun lavede det skjold af stolthed "Jeg har aldrig forbudt dig i at se din søn" påpegede hun med en sigende tone, han skulle bare sige til og så kunne han tage knægten med sig for en stund, hun ønskede for pokker ikke at Cedric skulle gå som hun havde gjort opbygge et had til sine egne forældre kun fordi hun var klar over det havde været deres valg at efterlade hende helt alene, hun ønskede det virkelig ikke hverken for Cedric, eller for Kimeya. Den lille dreng i hendes arme kom med et lille spjæt for derefter prøve vælte ud af hendes favn og ned i det bløde sand, der hvor Faith uden tøven gav efter og samme ham fra sig, betragtede ham kort begynde at lege med de mange sandkorn, som han fandt ganske morsomt løb igennem hans hånd når han tog det op, den latter kunne få hende til at smile til enhver tid. Kimeya's ord lod hende endnu engang vende opmærksomheden mod ham.. Var det virkelig så længe de havde været sammen? Så meget som de var gået igennem for hinanden den tid ".. Og alligevel.. Har du ikke udvist andet end jeg er en fremmede for dig.. Den aften gik det op for mig hvor fremmede det egentlig var blevet" det var virkelig sandt. Efter den manglende fravær kunne de jo slet ikke genkende hinanden mere detvar tydeligt, når han kunne tro at hun ville gifte sig med en mand som han ikke kendte til og uden at sige et ord til ham, han måtte være rablende sindssyg! Hvor var æren i det? At stå overfor ham som nu var virkelig frygtelig akavet, mere end man ville regne med, to hjerter som havde tilbragt så mange år sammen, delt så mange ting sammen, det gjorde ondt at få det ene efter det andet smidt i hovedet når hendes hjerte endnu slog mod hendes bryst, kun bankende for ham. På trods af alt han havde gjort så bankede det stadig for ham. Hans ord var en direkte lussing, værre end den hun havde fået for noget tid siden, smilet var falmet helt og aldeles. Hun besvarede intet det var som hendes hals var blevet før tør til at ord ville finde vej, der var så meget hun gerne ville kyle i hovedet på ham nu men at stå her og råbe og skrige det, ville ikke hjælpe nogen vejne hun vidste udemærket godt hvordan hun skulle gøre det, for nu valgte hun virkelig bare at tie stille mens talen dannede sig i hendes hovede. Cedric derimod var kravlet mod Kimeya, havde endelig fået kæmpet sig op på de ustabile ben og holde fast i hans bukser han stille måtte trække i. I det han slap det, faldt han direkte på numsen med et lille grin og strakte de barlige arme op mod ham, tydeligt at han endnu ville op.

[Kimeya Marvalo]

Der var i den grad gået ekstremt lang tid. De havde været sammen i århundrede, hvis man da kunne kalde det for et forhold. Kimeya havde tænkt ekstremt meget over det i det sidste og var kun kommet frem til en ting; Det hele havde været hans skyld. Det hele havde været hans fejl, også selvom han ikke ville stå der og erkende det, så var det noget som han vidste med hjerte. Hvad end om han ville det eller ikke, så var Faith hans største og hans svageste punkt, det ville han aldrig nogensinde kunne komme udenom, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget som han kunne eller ville gøre ved det. Hun kendte til hans punkter, hun vidste hvor hun skulle trykke for at få ham til at regere, selvom det nu i den grad ikke var noget som han ville reagere på. Han ville ikke tilfreedsstille hende på den måde ved at reagere som ønsket. Han var sin egen. Det var han atter tvunget til efter hun bare var gået med den lille knægt på armen. Det var stadig noget af det som kunne hjemsøge ham og lade ham ligge fuldstændig søvnløs hvor intet ville hjælpe ham tilbage i søvnen bagefter. Det var endda værre end da han havde gjort Faith et hoved kortere og havde måtte leve dengang i den ensomhed.. det her var virkelig hundrede gange værre. Cedric var noget som han i den grad måtte kæmpe for ikke at se på. Han ville elske at holde den lille knægt og holde ham tæt ind mod sig. Kalde sig for hans far og være stolt af det, selvom det nu ikke var noget som han havde en tro på. Om knægten overhovedet kunne huske ham, var noget som han ærlig talt måtte tvivle meget på, selvom de havde tilbragt meget tid sammen de første uger af hans til nu korte levetid. "Havde du regnet med, at jeg ville stille mig ansigt til ansigt med dæmonerne Drypstenshulerne?" spurgte han videre. Sandt hun ikke havde forbudt ham noget som helst, men han havde virkelig ikke ønsket at skulle opsøge hende. Han nægtet virkelig at skulle opsøge hende. I hans øjne var det slut, uanset hvor hård den tanke så end måtte være, for det var i den grad noget af det hårdeste og noget af det sværeste som han nogensinde havde været igennem. Han bed sig i læben og vendte blikket væk, fra Cedric blev sat ned. Knægten var lykkelig, det stod virkelig så tydeligt Han vendte sig igen mod hende. Undgik endnu en gang, at skulle se på Cedric som måtte sidde selv i sandet. Han trak på skuldrene, som det slet ikke havde haft nogen former for betydning for ham. Han havde virkelig bare valgt at skulle acceptere det, selvom det var den eneste grund til at han vel mere eller mindre havde valgt at skulle græde sig i søvn, for det var virkelig sådan det føles, når hendes side var tom og han vidste, at hun aldrig ville ligge der igen.. Aldrig mere i hans favn, aldrig mere de store ord.. Det var virkelig bare slut. "Jeg høster frugterne af mine egne fejl.. Der er ikke mere at gøre ved det," fastholdt han med en rolig og kortfattet tone. Han nægtet virkelig at skulle hæve stemmen overfor Cedric. Han ville virkelig ikke hæve den overfor børn, også selvom han vidste, at denne lille dreng i den grad vlle gå så langt forbi ham hvad gjaldt styrke mentalt, fysisk og psykisk. Han ville aldrig nogensinde kunne hamle op med sin egen søn når han endelig ville blive stor.. hvis han blev stor. Til nu havde han jo kun erfaret det at skulle miste og tabe og i hans øjne, var både Faith og Cedric mistet. De fortjente vel bedre end det som han var i stand til at give dem? "Det er jo bare at erkende, at det er slut, Faith.. der er ik.." Han tav, da han følte noget rive i hans bukseben og han lod blikket faldem od den lille knægt. Det lille grin, var noget som alligevel måtte lade et næsten usynligt træk finde sig vejen til hans mundvige, idet han varsomt selv måtte gå ned i knæ. I hans sind forbandede han det mere eller mindre, at knægten var kommet så tæt på ham. For han ønskede det.. og så alligevel ikke. Han ville virkelig ikke stå der som den svage, det havde han virkelig fået nok af. Armene faldt under Cedrics, da han varsomt hævede ham op og beskyttende ind mod sin egen favn, idet han varsomt og stille måtte rejse sig op igen. Han vejede stort set ingenting og var enkel at skulle have siddende på armen. "Du må da fryse.." endte han med en rolig og dæmpet stemme. Kimeya var jo trods alt kold.. Vandet var koldt og vinden kunne vel også, selv på trods af, at det var sommer og varmt i vejret. Han sukkede indædt og vendte igen de mørke øjne mod den lille. Han smilede faktisk.. for første gang siden Faith var gået fra ham.

[Silia D. Diamaqima]

Så lang tid var gået, på trods man vel kun kunne kalde halvdelen af deres tid sammen for et forhold, resten af den havde de enten været skilt for en stund eller bare alrig så noegt som helst til hinanden især ikke i den seneste tid. Måske hun gang på gang faldt for knæ foran ham kun fordi hun virkelig frygtede at skulle miste ham, men denne gang var det hans skyld og uanset hvordan hun selv vendte og drejede det kunne hun virkelig ikke se hvad pokker hun gjorde galt, andet end hun gang på gang havde prøvet at skulle få det til at fungere selv på trods af det faktum at hun rent faktisk måtte ligge alene i en alt for stor og tom seng, mere eller mindre hele tiden. Faith kunne virkelig ikke tro at det var sådan det skulle være efter alt det de var gået igennem for endnu kunne gå hånd i hånd, det at hun i sin tid havde bedt ham om at kappe hovedet af hende kun for at sikre sin egen overlvelse, det var der det hele på sit vis var startet vel, det havde kørt siden dengang og alligevel vendte de direkte den kolde skulder mod hinanden, og hun hadede det mildt sagt. Hun betragtede ham roligt, det var virkelig en gave overhovedet at være i stand til at skulle se noget som helst, det at leve i et evigt mørke det var ikke noget hun ligefrem kunne skrive under på var det som ville gøre et livt lykkeligt, "Du bor i et hus fuld af sendebud.. Og jeg kender dig udemærket til at vide du både kan læse og skrive, ingen siger at du behøver skulle stille dig personligt der" endte hun kort for hovedet. Det var hende som første spillet ligenu det var der ingen tvivl over, han var ved at tage over og det var noget som hun nægtede. Hans ord var ekstremt hårde, hun nægtede dog virkelig at skulle vise at de gik hende på i sådan en grad det ville trods alt ødelægge den idyl som hun udviste, hun ville ikke lade ham få den magt over hende igen det var slut, uanset at der stadig måtte hænge den følelse ved af savn og længsel. Selv ønskede Faith virkelig ikke at skulle påbegynde et skænderi også derfor hun ligenu stod komplet tavs, på trods det vel ville afsløre mere end det som hun ønskede skulle afsløres overfor Kimeya? Hendes nætter var endnu søvnløse, det som de havde været i det som måtte ligne år nu, ikke kun på grund af Cedric, men mareridt og minder hjemsøgte hende i en så stor grad, hun savnede at have hans favn at søge til, savnede at høre ham hviske at han elskede hende, hun behøvede det virkelig, men at græde var ikke længere noget hun kunne tillade sig, som den kvinde hun var dengang så var det umuligt for hende at skulle fælde tårer, men på indsiden græd hun en flod fyldt. Faith var klar over at alle deres sønner hidtil var mistet men den lille dreng levede så vidt hun vidste i bedste velgående, noget som så alligevel måtte glæde hende ekstremt, endelig at kunne holde hendes lille søn. Endnu forholdt hun sig tavs, så til mens Kimeya stille trak Cedric op til sig, morede sig ved synet af den lills om med smilet på læber straks begyndte at skulle udforske hans ansigt og prøve at gribe omkring hans lange hår, et syn som virkelig ikke kunne holde et smil væk. At se ham stå med deres lille søn, det varmede hendes hjerte selvom hun virkelig bare lystede at skulle lade tårerne falde. Mon det var nu hun skulle tage sit snit? Med rolige skridt gik hun om bag ham, stilte sig tæt til. Hun var kendt for at være provokerende noget som han kun kendte alt for godt og det var igen den side som trådte frem i hende nu " Bare at erkende det er slut?" startede hun roligt med den blide hvisken mod hans ører, ikke specielt provokerende men som havde endnu været et par og hun avr de lykkelige mor som så mod manden hun elskede og deres fælles lille skat "Efter århundrede vil du have mig til bare at glemme at det er slut, Kimeya? Efter vi flere gange har indset døden for hinanden? Efter at vi har ladet os pine go tortuere på de mest bisare måder, bare for at kunne gå hånd i hånd? Efter alle de gange vi hver især er faldet på knæ for hinanden for at tigge og bede.. Og du vil bare have mig til at glemme og acceptere? Jeg gav mig helt hen til dig og du ved det.. Med krop sind og sjæl og jeg fik absolut intet igen. nat efter nat alene i sengen, bare stirrende ud i luften ventende på at du ville komme hjem og holde om mig.. Tårer efter tårer, og jeg ventede stadig trofast på at du ville være den som kom hjem og tørrede dem væk.. Du ved ved at slå mig ihjel Kimeya, på indsiden var det gjort for længst, men den nat.. Se på mine ar, jeg bære dem endnu nægter mig selv at glemme, det var mig som stod trofast, og det var kun mig som viste dig tillid siden du ville tro en sådan ting om mig.. Så hvis du gerne vil høre at jeg bebrejder dig, så ja.. Jeg bebrejder dig alt hvad der skete, jeg bebrejder dig for aldrig at have været der, og jeg bebrejder dig for hvad der er sket med vores lille familie.. og for at tråden er cuttet, og ja du har svigtet mig og du har svigtet Cayla.. og din søn.." tilføjede hun roligt, den blide hvisken mod hans ører, hun kunne tydeligt se hvordan Cedric nød at sidde på armen af hans far, bare det at se Kimeya smile var næsten et stik i hjertet fordi hun vidste at det smil ikke var ment for hende, og aldrig ville blive det "..Og selv på trods af alle de ting.. Så er jeg villig til droppe min stolthed, undskylde for noget som intet har med mig at gøre, atter falde på knæ for dig.. og jeg er villig til at gøre det tusinde gange endnu hvis det betød at du ville bare så meget som komme en smule tættere på mig igen, kun fordi at jeg elsker dig.. Og du ved det.. Så ja Kimeya.. Måske det var spild af tid, Måske at jeg fortjener den kolde skulder du vender mig på trods jeg ikke ved hvorfor.. men jeg vil aldrig kunne glemme og acceptere" afsluttede hun med den fast mine, trak sig blot et skridt væk fra ham. Hvad han ville bruge de ord til måtte han virkelgi selvom nu kendte han sandheden sagt på den typiske måde hun ville sige det, så måtte han vælge eller vrage "Tilbring et par dage med ham.. Han har brug for sin far.. Nathaniel eller Cayla kan bringe ham hjem til mig igen" hun nikkede stille, vendte roligt ryggen til ham, mens hun begyndte at skulle gå. Den kjole og de flammerøde lokker som blafrede et sted næsten langt bag hende, ikke at hun gik specielt hurtigt, trådte ned i det bløde sand, og for første gang siden den aften.. Faldt tårer over hendes kinder.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya stod virkelig fastlåst nu hvor han stod der med sin søn på armen. Det var virkelig den første gang siden han havde set dem gå, at han følte for at smile. Cayla havde han mistet, det var lige så også en kendsgerning som han bare måtte acceptere, uanset hvor ondt det så end havde måtte gøre. Hvad det havde gjort ved hende at skulle finde ham ved at kvæle Faith den aften, havde han aldrig nogensinde fundet ud af. Det var virkelig sjældent de snakket sammen, det var sjældent at han overhovedet så den lille. Det var kun ved de sjældne og små lejligheder når Nathaniel skulle tage den lille og sidde sammen med dem for at give dem mulighederne for at kommunikere med den lille pige. At hun var døv var virkelig noget af en skam, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom det nu ikke var noget som han reagerede synderligt på. De ældgamle facader som en warlock var det som han havde at gøre brug af for øjeblikket. Den lille knægt som hvilede på hans arm og selv med det store smil på læberne, var virkelig kun noget som måtte smitte af for hans vedkommende. Det var virkelig alt for længe siden, at han overhovedet havde siddet med noget så stort i sine arme. Et stort barn var det i hans øjne. Ikke siden Nalani selvom det ikke var noget som han havde fortalt hende nogensinde og det var nu også noget som han vidste, var en forfærdelig fejl set fra hans side af. At knægten måtte føle sig frem i hans ansigt, stryge over hans mange ar, hvoraf at mange af dem har været ganske nye efter den forrige måne som blot havde været et døgn eller to siden. Han havde ikke rigtigt nogen tidssans længere. At han legede med det lange hår, fik kun Kimeya til at smile, selvom det virkelig var så forkert. Han var efterhånden så frygtelig vant til at skulle klare tingene alene, det var jo trods alt det som han havde gjort det sidste lange stykke tid. Hverken Cayla, Junior, Liya eller Nathaniel havde han nogen kontakt med. Det var bare ham.. og ham alene, efter at Faith bare valgte, at skulle fordufte og lade ham sidde alene tilbage igen med intet andet end fuldmånen at skulle frygte for. Han stod fuldkommen stille, idet hun selv endte med at skulle gå bag ham og hviske i hans øre. Bare det, at skulle have hende så tæt på, var virkelig noget som måtte stikke noget så voldsomt i hans eget hjerte, og følelsen var i den grad ikke just behagelig, det var der heller ikke nogen tvivler om overhovedet. Han vendte kun blikket ganske kort mod hende, blot for at vise at han lyttet. Øjnene var mørke og selv uden den glædelige gnist at skulle spotte det mindste af. Den havde været væk siden den aften og det var nu heller ikke noget som han havde i sindet, at skulle lade komme tilbage igen. Han havde virkelig bare erkendt, at kampen for Faith vr tabt.. kærligheden overgik vidst ikke alt for deres vedkommende. Hendes ord var virkelig noget af det som straks måtte stikke til ham og det stak i den grad dybt. Han vidste udmærket godt, at fejlen var hans, selvom det hele denne gang var endt ud i en stor misforståelse, selvom det først var noget som han havde indset, da det endelig var for sent, og at han absolut intet kunne stille op med det. Det var i den grad noget af det som han måtte anse som noget af det værste ved det hele, og det var ikke noget som han kunne komme udenom. Hånden strøg roligt over Cedrics ryg, roligt og stille, frem til den nåede hans hånd som han strøg roligt og stille, bare for at skulle finde noget at koncentrere sig om. Han brød slet ikke ind med nogen former for ord overhovedet, han ønskede det ikke. De havde mødt døden for hinanden så ekstremt mange gange, han havde jo endda ladet sig torturere for hendes sikkerheds skyld, ladet sig sidde med en blottet ryg, på knæ foran Jaqia og ladet hende piske ham og værre ogs¨å havde han gået i møde, ikke bare med mørket, men i den grad også med lyset, det havde i den grad ikke været nemt altid! Hendes ord var virkelig en kniv i hjertet. Hans greb omkring den lille knægt blev mere stramt, selvom det nu ikke var faretruende på nogen måde. Hvis der var noget som han nægtet, så var det i den grad, at skulle gøre den lille knægt noget som helst, i så fald, ville han aldrig nogensinde tilgive sig selv for, det var der ingen tvivl om. Han lukkede øjnene kort og kun for at skulle kunne falde til ro igen. Hun rev virkelig op i alt for meget og endda ved at lade stoltheden falde på den måde, var i den grad ikke hvad han var vant til. Det tog hende normalt måneder, sågar år at skulle gøre det og nu stod hun der, blottet med sandheden på sin side. En tåre gled stille ned af hans kind, det var virkelig ikke det som han havde brug for nu. At hun bad ham om at tage knægten for nogen dage. Sandt at han bare kunne sende knægten tilbage igen med Nathaniel eller en anden, selvom det i den grad ikke var hvad han ønskede. Han lukkede øjnene stille igen og vendte sig stille mod hende. "Jeg ved udmærket godt at jeg har svigtet alle sammen, Faith.. Jeg ved det.." begyndte han med en mere dæmpet stemme, det var tydeligt, at han var meget mere påvirket af følelserne nu, selvom han klart kæmpet med at skulle holde dem i det skjulte. Han lod bare Cedric lege med det lange hår. Han kunne lige forestille sig, at det var morsomt at lade fingrene glide igennem det. Han holdt knægten tryg ved sig. Han var rastløs.. Han følte sig virkelig så frygtelig rastløs, han steppede lidt frem og tilbage på begge fødder bare for at have noget at give sig til. "Jeg er død Faith.. ikke bare i det ydre, men også i det indre.. Jeg har kæmpet for det her.. Jeg har prøvet og jeg har fejlet.. Jeg har accepteret og jeg har glemt, det er en del af det som vil sige at leve.. Det er en del og det er noget af det som vi alle må igennem.. Jeg har aldrig holdt op med at elske dig.. hvorfor tror du, at jeg aldrig nogensinde har opsøgt dig? Det gør for ondt.." sagde han dæmpet. Han blev stående og så efter hende. Om hun overhovedet havde hørt ham, vidste han ikke, det var bare de ord som var kommet. Død var han.. og det var en tanke som han i den grad havde svært ved at acceptere, også selvom det bare var sådan som det vel måtte være? Hun tog hans hjerte.. han var intet andet end en tom død skal.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste nøjagtig hvornår hun skulle tage hendes chancer hun kendte hans punkter og nu hvor han stod der optaget af den lille dreng i hans favn så havde hun i den grad set hendes chance, hun vidste at han var fastlåst at han ville være tvunget til at lytte til hver et af hendes ord, det at hun overhovedet valgte at åbne sig bare sådan det var ikke noget hun direkte selv brød sig synderligt om, faktisk gjrode det helvedes ondt, men igen alt for at skulle lade det stikke til ham kun for at lade ham vide hvilke følelser hun selv sad med. Han havde været ved at slå hende ihjel om ikke det havde været for Cayla, så turde hun ikke tænke på hvad som kunne have været sket, og stadig kunne hun elske ham? Det var det som hun fandt det mest utrolige, at hune fter alt det stadig kunne elske ham om ikke andet højere end det som det overhovedet var muligt. I Faith's øjne havde hun absolut intet forkert gjrot den aften hun var taget afsted, han var dne som tvang hende til at cutte den sidste tynde tråd, efter alt det hun havde fundet sig i fra hans side så var det vel kun på tide? Ikke at hun aldrig selv lavede fejl - For hun havde lavet ekstremt mange i tidens løb, men hvad angik hele den epsiode så ville hun virkelig ikke påtage sig nogen former for skyld. Kærlighed overgik alt.. Det var i det midnste hvad man sagde.. Nu var selv hun ved at give op.. Kimeya havde altid kæmpet for hende i de perioder hvor de var blevet skilt og kærligheden endnu var der og nu fik hun absolut intet. At skulle elske en som ikke elskede igen, det var hårdere end hvad man lige ville tro. At Kimeya havde hørt hver eneste af hendes ord var hun slet ikke i tvivl om hun kunne se at hans mine fortrak sig, noget som virkelig morede hende et sted, og sammentidig dog lettede tanken om at hun ikke kunne være helt ligegyldig, og ligeså kunne deres søn ikke. Bare det at se ham stå og holde om den lille sjæl skabt i det rene kærlighed det var virkelig et syn for guder, hun vidste at Kimeya ville tage sig godt af ham hun kendte til hans fadergener, og det så allerede nu ud til at den lille knægt forgudede den far som han i den grad manglede i sit liv. Smilet svandt dog hurtigt væk som hendes tale var blevet færdig, og at han ville svare. Hun nåede mere eller mindre kun at høre de første sætninger før hun havde vendt sig om for at gå. Det gjorde ondt. Så hurtigt hun var blevet glemt? Efter alt den tid så så han det bare som en selvfølge at glemme det hele? Hun følte i den grad kniven mod hendes hjerte, lystede at skulle finde tilbage til Dvasias hurtigst muligt og gøre hvad hun havde gjort de sidste par måneder - Drukne sig selv i de pligter som ventede hende der. Hendes målrettede skridt førte hende længere og længere væk, hun nåede langt nok til at kunne holde øje med hans skygge men langt nok væk til at der var et lille rum imellem det, før hun uden videre begav sig en smule ud i det kølige vand, kun for at skulle stikke hovedet under, lade kroppen gyse ved følelsen. Hun ville ikke have nogen skulle se de tårer hun græd, nu ville det være umuligt at kende forskellen, da hun atter rejste sig og det kolde vand løb over den slanke skikkelse gjorde den lange kjole umådelig tung at bære, noget som kunne ses på hendes skridt da hun bevægede sig mod bredden lod sig falde direkte i sandet, hvor de små bitte sandkorn måtte sætte sig overalt over hendes krop. Tårerne fik frit løb, ingen ville kunne se om det var det salte havvand eller den smerte som hun ihærdigt forsøgte at skille sig af med, underligt lettende bare at kunne give frit løb. Hun lagde sig ned, så mod den dybblå himmel som kun blev mørkere og mærkere, hvor den første stjerne nu havde vist sig stod så tydeligt hvor den måtte fange hendes blik. Sandet klistrede til hendes krop, satte sig i det flammerøde hår men for de næste minutter lod hun til at være helt væk, fanget af den aftenhimmel over hende.