Once again I cry for you

[Silia D. Diamaqima]

Mørket havde lagt sig over den store og næsten tunge nattehimmel. Udenfor kunne man skimte de mange stjerner som havde lagt sig omkring en bleg måne som for i aften var efterladt halv, noget som et sted måtte lettet kun med tanken om hvilket væsen der levede under taget, den forvandling Cayla måtte gennemgå for hver gang månen var fuld, det var virkelig forfærdeligt. Faith sad roligt inde i det store soveværelse i Mansionet. Gardinet var trukket for, og faklerne dæmpet, ikke at det gjorde nogen forskel for hende, hun kunne absolut intet se, dømt til at skulle leve i det som hun frygtede mest, tanken om mørket som måtte fortære hende hver dag. Hendes tomme grønne øjne hvilede fast mod den lille skikkelse i hendes favn, som hun blidt måtte vugge frem go tilbage, de små klynkende lyde var efterhånden ved at skulle foretage sig, noget som var virkelig lettende, udmattelsen efter endnu en lang dag var virkelig noget som hun begyndte at føle nu, ikke mindst efter alle de pligter som hun atter var begyndt at måtte fører igennem nu hvor lederstillingen atter var hos hende, noget som Kimeya slet ikke var klar over og som hun mest af alt ønskede at lade værre med at skulle nævne for nu. En ting var at han var ebgyndt at være en smule mere hjemme, men det var ikke fordi hun var specielt tilfreds med et par timer om dagen, hun savnede ham var det så svært at skulle se? Stille rejste hun sig, bøjede sig stille ned og følte den varme babyhud ramme hendes læber uden hun stille lod hendes lille søn glide ned i vuggen som var blevet placeret netop ved siden af sengen, noget som var en fordel for hende om han pludselig endte med at skulle vågne om natten, vuggen ville ikke være langt væk og selv på trods hun intet kunne se var hun på den måde i stand til at skulle tage den lille knægt i favnen og blidt vugge ham til han atter ville falde til ro. Efter fødslen var der i det mindste lidt selvskab når hun endelig var hjemme, for tiden var det langt fra meget, noget som Cayla mærkede sig godt af, og den kvikke efterhånden unge kvinde som allerede havde gættet grunden til det fravær Faith i den grad havde fra hjemmet af. Det lange flammerøde hår hang løst omkring hendes ryg, bølgede smukt hele vejen ned kun for at svirre ved lænden og med en sort silkenatkjole svøbt omkring den slanke skikkelse, uden tvivl i klar til at skulle finde ro under dynerne. Faith følte sig roligt frem til hendes side af sengen hvor Kimeya's endnu engang måtte henligge tomt, sådan havde det været i årervis, noget som hun virkelig hadet over alt på jorden. Hun slog stille dynen væk, gled roligt ned i den bløde madras og med hovedet der måtte lande mod puden. Hun kunne falde i søvn nu og her, det var virkelig første gang i frygtelig læange at hun havde været så udmattet, men de mange sår og rifter over hendes krop sammentidig med den måde Samule havde rørt hendes krop på, det var endnu tanker og billeder som hjemsøgte hende og kun gjorde hende langt mere ivrig efter at skulle drukne sig i det arbejde, havde det ikke været for Cayla og Nathaniel ville hun virkelig ikke have vidst hvordan pokker hun skulle klare sig igennem en hverdag. Et stille suk forlod hendes læber, hun trak stille dynen omkring kroppen, puttede sig godt ned i sengen, og kun for at skulle lade øjenlågene stille synke i, finde den hvile hendes krop virkelig skreg efter, nætterne var efterhånden søvnløse, hvis ikke fordi den lille vågnede i et skrig og nægtede at sove, så fordi det enten var for tomt, eller fordi for mange billeder hjemsøgre hende, men lige i aften var un virkelig slet ikke it vivl om at der intet skulle til før hun falde i den stille søde søvn

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kæmpet virkelig for at få det hele til at fungere. Efterhånden var han jo kun mere og mere hjemme sammen med Faith og deres lille søn. Denne gang ønskede han virkelig ikke at miste. Han nægtet det virkelig! Selv hadve han fået tildelt lederstillingen igen efter at Nathaniel havde været ham en uvurderlig hjælp for at skulle få det evige liv tilbage uden at det ville koste ham i den anden ende og det var nu efterhånden også ved at skulle gå op for ham, at den mand virkelig ikke var så slem endda. Han var stresset, det var der ikke nogen tvivl om. Dette var endnu en aften som direkte måtte kræve, at han måtte søge ud af huset ved nattetid, selvom han nu helst ønskede at skulle blive hjemme sammen med familie og deres lille søn. Lysander og Maurus stod på hans eftersøgningsliste og han havde i den grad også noget af en udfordring ved at skulle bevise at han var den leder som skulle til og at andre ikke havde nogen grund til ikke at skulle følge efter ham! Han slog ihjel uden tøven hvis de stillede spørgsmål ved hans autoritet, det havde allerede til nu skaffet ham en respekt ved enkelte som han ikke ønskede at skulle give slip på bare sådan uden videre. Warlocken var endnu en gang født i ham, han var ved at etablere sig godt i Dvasias, også selvom han vidste, at det automatisk kunne sætte ham i Jaqia og Samuels søgelys, hvilket ikke gjorde ham det mindste. Efter at han havde fundet Faith og det var blevet gjort tydeligt for ham, at det var Samuel, vidste han udmærket godt hvad der var sket, selvom hun nu ikke havde valgt, at skulle sige det med nogen former for ord, så vidste han lige netop hvad den mand havde gjort, også selvom det nu ikke var ham selv nogen trøst. Han tøvede virkelig ikke med at slå den mand ihjel hvis det virkelig skulle ende med at gå helt galt i den anden ende! Spioner havde han fået sendt ud, han havde fået mange beskeder og specielt denne ene var i den grad noget som havde slået mod hans ansigt som havde det været en syngende lussing. Han kunne næsten føle og høre orden igen og igen i hans eget hoved: Faith siddende i en anden mands arme, stryget over maven og tildelt kys, samt at nogen havde leget med hans lille søn.. Enkelte havde faktisk indrømmet, at de havde set det som måtte være en ring på hendes finger.. Ikke en som Kimeya havde givet hende. En anden mand havde faktisk været i huset! Han var virkelig ikke tøvet med at skulle tage hjemover. Han var frustreret fra før af, han havde været så voldsomt irriteret mere eller mindre hele dagen efter det som var begyndt med et mindre skænderi med Junior også. Han sad utrætteligt ved siden af Cayla når fuldmånen måtte rive i hende, og det var virkelig noget som han havde en respekt for. Døren nede i stueetagen endte med at blive tvunget op idet at en vred Kimeya måtte gøre entreen hjemme. Han ville bestemt ikke høre noget som helst om, at nogen anden skulle være i nærheden af hans familie.. ikke på vilkår! Han gik med de faste skridt op af trappen. Vreden stod i de grågrønne øjne. Det var virkelig en ekstrem dårlig dag at skulle bringe de nyheder hjem til ham, det var der ikke nogen tvivl om. Han havde måtte kæmpe og slås for at skulle få muligheden for bare at blive en anelse accepteret udelukkende på grund af hans fejl og misforståelser i hans fjerne fortid som mange af de ældre warlocks i den grad ikke havde ladet gå i glemmebogen og nu måtte han endnu en gang bevise sit vær, selvom det i den grad var svært! Det lange hår blafret efter ham i takt til den mørke og tunge kappe som han måtte bære om sin egen krop. Kursen sat direkte mod soveværelset. Hvorvidt om hun lå og sov, eller om nogen af de andre gjorde det, ragede ham lige i øjeblikket. Det her var virkelig bare grænsen for ham! Han nåede døren, greb i håndtaget, hvor han med et kraftigt slag med skulderen, tvang døren op, hvor den måtte brase direkte ind i døren. Han vendte sig direkte mod sengen, hvor Faiths sovende skikkelse tårnede sig for ham. Hænderne knyttede han med en kraftig vred mine. "Hvornår havde du i sinde, at fortælle mig det, Faith?" spurgte han med en næsten uhyggelig rolig stemme. Der var ingen tvivl om, at han i den grad befandt sig oppe i kogefeltet.

[Silia D. Diamaqima]

For nu var dette en ganske fredelig og stille aften, hvor Faith virkelig bare havde set frem til at skulle putte sig under dynen trykke sig ned i madrassen og blot denne ene nat få en ordenlig natsøvn, at det så ikke var helt meningen hun skulle gøre det var noget som hun endnu ikke var klar over, at Kimeya var på vej hjem og langt fra i det bedste humør. Trygt puttede hun sig under dynen, med et lille træk i mundvien kun lettet over hun endelig fik muligheden for bare sove lidt, og med den afslapning som endte med at skulle tage til i kroppen, åndedragende som endte tungere og tungere og den hjerte rytme som straks endte langt mere rolig. At døren blev slået op et sted nedenunder bed hun virkelig ikke mærke i, det var intet nyt, Cayla og Junior vandrede mere eller mindre ud og ind hele tiden hun var mere end vant til det, ligesom det ej heller var noget hun bed det mindste mærke i da vandringen blev taget op af trappen. Først da døren til det store værelse blev slået op, endte hun med at skulle sætte sig op i et sæt, og med en hjertebanken der kun hårdt og fast slog mod hendes bryst. Hun kunne tydeligt høre vreden i den alt for velkendte stemme, hvorfor var han vred?Hun kendte trods alt ikke til de rygter som gik omkring hende uden for disse murer var virkelig intet hun vidste eller kendte det mindste til, den eneste mand som for tiden var i hendes liv var Nathaniel uden ham ville hun virkelig ikke vide hvad hun skulle gøre. Ham og Liya tog sig glædeligt af deres lille søn når hun selv havde travlt med at skulle passe de pligter som hørte med den lederstilling som havde været nedlagt i ekstremt lang tid, en ære var det virkelig for hendes del at have den ved sig igen, hun var ikke længere landsforvist tvunget væk, desuden var det en skøn tanke at hun kunne opsøge de eventyrer fordi hun var nødt til det, blindheden var hende jo så et enormt problem som Nathaniel også arbejdede på. At komme hjem, sætte sig ned kun for at tale med ham ven til ven, blive rådet igennem det, at have en favn at søge til når hun havde brug for den omsorg Kimeya ikke kunne skænke hende, og en mand der ville bruge lidt tid med hendes søn, men der var i den grad ingen ring med i spillet! Hans ord slog kraftigt ind på hende.. Hvorfor blive så sur? Han var den som gang på gang søgte på eventyrer, og numåtte hun ikke engang påtage sig en stilling som gav hende noget at få dagen til at gå med? Som gav hende den selvtillid hun efterhånden manglede? Det skabte en gnist, ikke mindst at han endte råbende i døren når den lille endelig var faldt til ro "Gider du dæmpe dig, du vækker ham?!" hviskede hun arrigt. Slog dynen let af kroppen kun for at skulle rejse sig op, kun for at skulle føle sig frem stille imod døren, og dermed tættere på ham kun så de ikke behøvede ende med at vække den lille "Er det virkelig den største katastrofe for dig Kimeya, at jeg endelig har fået blot en enkel drøm i opfyldelse? Du er for pokker selv leder" hviskede hun surt. Hun var virkelig ikke i humør til hans sure maske, det var typisk. At han endelig kom hjem når hun savnede ham mest og så var han ude efter et skænderi. Blikket søgte omkring, dog uden at se noget som helst, end ikke sikker på at han stod netop foran hende, det irriterede hende i den allerhøjeste grad "Jeg kan virkelig ikke se hvorfor det er et problem at jeg også er røget tilbage i den position" endte hun stille, stadig i en hvisken, lige for i aften ønskede hun virkelig ikke bøvl med det skænderi. De slanke fingrer søgte stille gennem håret, strøg de røde lokker let på bag øret, mens hun kun afventede hans næste ord, næsten i håb om at han ville blive en del mere rolig, bare trække hende i hans favn og ligge hende med sig på sengen, var det virkelig for meget at skulle forlange?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde i den grad ikke nogen grund til at skulle tage hende i favnen, at ønske hende tillykke og så lægge sig ned sammen med hende, selvom det at ligge der med hende i favnen, var noget af det som han havde mest lyst til. Lige nu nægtet han virkelig bare at komme tæt på hende og lige nu var han virkelig for langt oppe i det røde felt, til at han ville være i stand til at skulle falde til ro igen. Han vidste, at Nathaniel og Liya tog sig af den lille i tide og utide, hvilket han var glad for. Selvfølgelig skulle Faith også have lov til at være sig selv bare lidt. Han vidste jo trods alt udmærket godt hvordan hun havde det med børn og det var virkelig noget af det som i den grad gjorde, at han var så forsigtig som han var og så beskyttende normalt, selvom det ikke lige var den side som han viste sig af lige i aften. Hendes stemme og ordbrug gjorde det i den grad heller ikke bedre for hans vedkommende, tvært imod, så gjorde det virkelig kun det hele så meget værre og det var i den grad ikke hvad han havde brug for lige i øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans hjerte hamrede mod hans bryst og det lynede i den grad så frygteligt i hans blik. Hvor vovet hun at tage den tone overfor ham?! Hvis hun virkelig havde fundet en anden og endda stod foran et giftermål med en anden mand og uden at skulle fortælle ham noget som helst! Han knyttede hænderne med den faste og kraftige mine. Lige nu var det mindste han tænkte på, var den lille, selvom han nu ikke ønskede, at skulle skændes med hende foran den lille. Var der noget som han ikke kunne fordrage, så var det at hidse sig op overfor små børn og da specielt ikke hans egne, men denne gang var virkelig et lille undtag; han havde været så vred inden han overhovedet var kommet hjem! At hun overhovedet ville blande hans lederstatus ind i billedet, var i den grad ikke noget som glædet ham det mindste, det var virkelig en lam undskyldning! "Du kan lige vove på at blande min stilling ind i det her, Faith! Hvorfor pokker har du intet fortalt mig?!" hvæsede han med en mere fast hvisken. Det frustrerede ham virkelig! Her gik han rundt og prøvede, at skulle få det hele til at hænge sammen igen, at få det arbejde op som en leder til at køre bare lidt i harmoni med det at være en familiefar og hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham! "Hvis det er din drøm, så burde du virkelig have fortalt mig noget, så jeg vidste hvad jeg ville komme og gå til, ikke? Jeg er for pokker da ikke tankelæser!" Den svagt sorte dis som havde lagt sig omkring hans hænder, vendte han direkte mod vinduet, da den magiske ladning blev stor nok. Var han først vred nok, havde han det samme problem som Junior havde haft i sin tid; Han mistede virkelig bare kontrollen og det var i den grad også besværligt for ham at genvinde den igen. Ladningen forlod hans krop og sind og knuste vinduet i løbet af ingen tid som det rene ingenting. Hurtigt var han henne ved hende, lukkede sine næver omkring hendes skulder, hvor han gav hende et kraftigt rusk for derefter at skubbe hende ned i sengen. "Røget tilbage i den position? Du mener virkelig ikke, at dette er noget som er sket før? Fordømt være den stolthed som intet vil fortælle mig om dine menneskelige fejl!" hvæsede han med en fast tone. At den ligge sikkert ville vågne af det her, var virkelig ikke noget som han tænkte ver lige i øjeblikket. Han måtte virkelig bare få den frustration ud, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok for nu! Hans øjne gnistrede og de slog kraftigt lyn. Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at han i den grad var så voldsomt rasende. Hele hans krop skælvede og den rystede.. Hvis det ikke var fordi at han var bare lidt hen af sin mor, så havde Faith ikke siddet der lige nu. Endnu en ladning dannede sig i hans hænder og med blikket så fast hvilende på hende. Han græd på indsiden. Det her kunne virkelig bare ikke være rigtigt!

[Silia D. Diamaqima]

Dag ud og dag ind brugte hun på at afvente tiden til han ville være hos hende og tage hende i favnen, hviske at han elskede hende for tiden var det hvad hun havde brug for at høre, og nu kom hen hjem på denne måde, så ophidset over noget i hendes øjne var en så ganske lille ting. Hans vrede skræmte hende, det var sjældent hun så ham sådan og når det endelig skete var det fordi hun selv valgte at køre ham op, ikke at han selv kom hjem på den måde. Nathaniel og Liya var virkelig hende en stor hjælp de gjorde det muligt for hende at kunne holde det ved lige noget som hun kun måtte være takenmmelig for, og havde det ikke været for Nathaniel som gav hende en venskabelig favn at søge til, som fotest strøg hende til hun ville rolig eller i det lidt bedre humør, de var for pokker som bror og søster, ingen anden mand var i hendes liv, og det var noget Kimeya burde vide, elelrs ville hun da have smidt ham ud for længst. Faith's evner med børn var langt fra de bedste også en grund til hun var frygtelig lykkelig over kunne få lov til at puste ud, Kimeya var jo aldrig omkring, de havde jo end ikke fundet et navn til den lille knægt, som for nu lå og sov trygt i sin vugge, men med det tonelee så var det kun et spørgsmål om tid inden han ville bryde ud i gråd. Den indre gnist begyndte i den grad selv at skulle antændes, dette var virkelig intet som hun ville finde sig i! Han skulle ikke have lov til at kontrollere hende igen! "Jeg har ligeså meget ret til det som du har det, Kimeya!" startede hun denne gang komplet ligeglad med tonefald nu var hun selv sur "Du er så helvedes beskyttende overfor mig, du lader mig ingenting, jeg ville fortælle dig det når synet atter var kommet til mig, Okay?!" råbte hun fast. Det tomme blik blev underligt vækket det var som den flamme kunne spejles i hendes øjnes glans hun følte virkelig for at fælde tårer. Hun sukkede tungt "Du har for pokker hele tiden vidst jeg ønskede det tilbage i Jaceluck!" råbte hun vredt. Dette var virkelig så langt over hans grænse, hun kunne ane at han lavede den sorte dis omkirng hans hænder det eneste hun hørte var det glas som endte med at splintres, noget som helt per automatik fik hende til at hoppe et skridt tilbage med et lille gib i hendes krop, kulden var noget som valgte at omfavne hende, nu måtte dvasianeren i hende selv træde frem den pokkers stolthed hun bar. Den lille endte med at skrige op, hun ville hen og tage ham op da Kimeya endte med at gribe om hendes skuldre og tvinge hende i sengen, noget som fik hende kort sagt til at panikke, efter Samuel havde gjort sit ved hende, noget som hun virkelig for stolt til at indrømme, så frygtede hun alt der hed den form for nærhver når hun selv følte det intenst "Du ved sgu da udemærket det har været sådan før, Kimeya! Hvem pokker har leget med dit hovede?" udbrød hun vredt, ikke mindst fustreret den lille græd i baggrunden hun ville tage ham op "Slip mig, din søn græder!" udbrød hun hårdt og direkte beordrende. En tårer endte i hendes øjenkrog, endte med at skulle søge ned af hendes pludselig blege kind "Fald ned.. Så snakker vi om det.. Jeg er sikker på vi kan få det til at fungere" hviskede hun stille, næsten bedende. Hun orkede ikke at skændes, det her var for meget for hende, kunne hun ville hun forsvinde i det blå, tage sig luft og tid og bare glemme dette, på trods hun mildest talt var fanget i hans greb. Hun endte med at lade varmen glide i hånden hånd, sætte den brændende mod hans bryst velvidende om at han allerede var brændt af hende en gang, men hun måtte virkelig op til den lille, at høre hans gråd det var intet hun klarede og da slet ikke ligenu.

[Kimeya Marvalo]

Det var i den grad helt og holdet umuligt for Kimeya at skulle falde ned og med hendes ord som kun måtte bekræfte mere og mere for ham. At det så var to helt forskellige ting som de valgte, at skulle snakke om, var slet ikke noget som faldt ham ind. Han kunne kun gå ud fra hvad han selv var fortalt og så frustreret og så nedgravet i arbejde som han selv have været i det sidste, så var det i den grad mere eller mindre umuligt for ham, at skulle kunne tænke bare en anelse logisk. Normalt var det ham som kunne holde tonen når de endelig skulle stå på det her sted, men denne gang måtte det i den grad vise sig at være omvendt. Han havde i den grad en stærk ejerfornemmelse over Faith og det var i den grad også noget som han vidste, selvom han jo gjorde det mere eller mindre for hends skyld. Specielt i hendes tilstand ønskede han jo heller ikke, at der skulle ske noget som helst. At deres lille dreng begyndte at skulle græde, var noget som han tydeligt kunne høre og som hele hans krop tydeligt reagerede på, selvom han tvang sig selv til at blive stående. Han var virkelig som sin mor når det kom til det område som havde med børn at gøre, selvom skikke og det hele, virkelig var noget som han havde mistet for længst når han endelig var så vred som han var for øjeblikket, det var i den grad voldsomt for nu! Han kunne virkelig ikke huske hvornår han havde været så sur som det han var i øjeblikket. Han havde heller ikke nogen anelse om hvordan han overhovedet skulle falde til jorden igen og bare prøve at slappe af. Hans øjne slog virkelig gnistre. Da hun prøvede at skulle komme forbi ham, lod han igen hænderne falde mod hendes skuldre og tvang hende til at skulle holde sig stående der. Hun skulle ikke få lov til at komme tæt nok på til at tage deres knægt op i armene, så han intet kunne stille op! Blikket hvilede fast på hendes skikkelse, også selvom han udmærket godt vidste, at hun slet ikke var i stand til at skulle gengælde det. "Du ville først fortælle mig det når du fik synet igen?! Hvor længe havde du regnet med, at du ville være i stand til at holde det skjult for mig, Faith? Hvor dum tror du virkelig at jeg er!?!" hvæsede han med en kraftig og vred tone. Den varme hånd som hun lod falde mod hans bryst, endnu en gang med den så kraftigt brændende fornemmelse. Håndaftrykket hvilede der stadig fra sidste gang, men denne gang var der ingen lille pige i døren til at stoppe ham, ikke en lille pige til at se til hvad der skete uden at skulle stille de mange dumme spørgsmål, som Cayla havde gjort dengang, hvor han virkelig havde været tvunget til at skulle bide det hele så kraftigt i sig. Han kneb øjnene fast sammen, slap hendes skuldre med begge hænder, hvor han med den ene greb ud efter hendes hånd, hvor han med den anden skænkede hende en fast og kraftig lussing. "Du skal ikke tro, at du kan komme her og holde mig for nar, Faith!" Han lukkede hånden fast om hendes strube og tvang hendes blik bare en anelse tættere på sig. Han var virkelig for vred til at han overhovedet var i stand til at tænke over sine handlinger lige for øjeblikket. Disen lagde sig næsten som et tykt reb omkring hendes strube som langsomt og stille bare ville klemme til. "Hvis du nogensinde tror at vi kan få det her til at fungere ved det lille sidespring du har kørende når jeg ikke er hjemme, så må du fandeme tro om igen!" hvæsede han fast. Kniven som sad i hans bælte, endte han med at trække. Den sylespidse kant lod han glide roligt ned langs hendes kind, efterlod sig en smuk lille blodbane. Kimeya så blod på daglig basis efterhånden, det var der virkelig ikke noget nyt i for ham. "Du skal ikke komme og tro på, at det her er noget jeg nogensinde vil komme til at tilgive dig for! At du overhovedet kunne finde på det!" hvæsede han med en hadefyldt stemme og alligevel med det stik af sorg også. Han fortsatte med at klemme til om hendes hals og uden at skulle vise det mindste tegn til at stoppe. Han var virkelig for langt oppe i kogefeltet til at det nogensinde ville blive ham muligt.

[Silia D. Diamaqima]

At han var så langt oppe i kogefeltet var noget som Faith tydeligt havde bidt mærke i, det var skræmmende at se ham som det, at de så talte om to helt vidt forskellige ting var endnu ikke gået op for hende, for nu galloperede hendes hjerte virkelig bare uudholdelgit mod brystet mens varmen virkelig spredte sig i det indre. At føle hans direkte kolde skulder det var noget som gjorde virkelig ondt. Hvad havde hun gjort som var så slemt at hun skulle stå model til dette? En ting var dog sikkert hun fandt sig ikke i det, ikke på nogen måde! Han var den der som regel var den fornuftige i deres skænderier og hende som altid bare rablede kæften af sig mildest talt, det var som om de havde indtaget hinandens roller, hun ønskede bare at snakke med ham omkring det, hvis det gik ham så meget på at hun endelig var gået tilbage i rollen som leder kunne de vel finde en løsning som de begge ville kunne stille sig tilfreds med? Dog så hun virkelig ikke problemet når han var den som gan på gang søgte eventyrer som kun trak dem længere fra hinanden, men for nu lod det virkelig til at dette var det som skulle ende med at klippe den sidste tynde tråd. Gråden fra deres lille søn og Kimeya som absolut gjorde intet, hun kunne ikke tage det, det var som et skingert skrig lige i hendes ører, et sted var hun vel.. bange? Dette var langt fra hvad hun havde ventet sig for i aften, det var dog ikke svagheder hun ønskede at skulle vise nu, hun vidste at han ville udnytte det "Er det virkelig så slemt at jeg render rundt som en leder når du selv gør det?! Er det så slemt at jeg endelig har fået mig et helvedes liv?!" råbte hun direkte i hovedet på ham, som vreden var den som var begyndt at skulle sitre i hendes blod lade det glide op i et direkte kogefelt "Jeg er træt af at komme i anden række! Jeg kan end ikke huske hvornår du sidst har sagt 'Jeg elsker dig', det arbejde er en skøn flugtvej, det er det eneste sted jeg ikke er tvunget til at tænke på dig! Du slår mig ihjel på indsiden Kimeya!" det var slut med at være den fonuftige, nu tog hjertet virkelig over, hun var så træt af hans lille leg, hun ville virkelig ikke finde sig i det! Måske det var hårde ord men de kom fra hjertet, det arbejde var hendes evige flugtvej. Den hånd som endte mod hendes kind, tvang hende til at vende ansigtet den anden vej, hun følte den prikken efter slaget, og endte straks med at holde inde med alle ord. Følelsen var ganske velkendt,mere end det som hun selv ville erkende, en fortid han ikke kendte til. Hendes hjerte hamrede for alvor nu, følte en kvalme trænge op, det blik som atter blev tvunget mod ham, hun kunne føle det greb omkring hendes slanke hals. Ikke at det var den første gang alligevel slog hun overrasket blikekt op dog stadig uden at se noget som helst. Hans ord slog ind på hendes med en overraskelse "Hvad?!" udbrød hun vredt, følte kun grebet blive kraftigere og kraftigere "Sidespring?!" gentog hun fast. Den kniv som faldt mod hendes kind snittede, hvor hun måtte give et gisp fra sig, følte blodet rende stille over hendes kind. En tårer forlod endnu engang hendes øjenkrog. Hvad pokker havde han gang i`? Han var den som gang på gang var hende utro, hun ville aldrig finde på det og nu stod han og bar sig ad på den måde for hende? "Siger du som gang på gang..? Jeg ved virkelig ikke hvor du har det fra, Kimeya.. Men tro mig uanset hvor meget ondt du nogensinde har gjort.. Har der aldrig været en anden, slå mig ihjel om du ikke tror mig, det vil slå tilbage til dig selv og du ved det" de sidste ord endte i en fast hvisken som grebet kun blev strmmet godt omkring struben det som tvang hende til at kæmpe for at skulle blive ved at ånde. Hvem havde plantet det i hans hovede? Uanset hvad så var det stadig den indre smerte som gjorde ondt, den han selv påførte hende var intet, hun havde stået imod værre, men hvorfor ham?

[Deleted]

At Kimeya var hjemme var noget som stod ganske klart for Cayla. Hele aftenen var brugt sammen med Junior på værelset ved siden af, at ligge i hans favn, føle hans strøg over den mave som efterhånden var blevet ganske stor, om ikke andet så tydeligt at hun var gravid. Hun kunne høre de vrede skridt som var vandret op af trappen, hun havde hørt Kimeya's råben lige fra starten. Cayla havde som sådan heller ikke regnet med at han ville tage nyheden om hendes lederstilling specielt godt men. Det sidste kvarter havde hun haft forladt hendes eget værelse og Junior kun for at skulle lytte ved Faith's dør, det så ikke ud til at lyde pænt, lyden af glas som knustes var det som virkelig bekymrede hende mest af alt og gråden fra hendes 'lillebror' som endnu ikke var hørt op, som lå han endnu bare i vuggen og græd alene. Det flammerøde hår var sat op i en fletning som roligt måtte hænge over hendes ryg, hendes hud var næsten langt mere bleg end det som den normalt ville være om muligt om ikke andet. At høre dem sådan var noget som hun var frygtelig vant til, det var det som gjorde hende så usikker på kærlighed. Var det sådan den skulle være? Var den så overhovedet det værd? Tårerne trillede ned over hendes kinder, hun hadede det! Selv på trods af de mange år var det endnu ikek blevet hende tilvænnet, hun ønskede at de bare ville stoppe det! Om det så betød de ville skilte for evigt bare hun slap for at høre Faith's evige gråd go Kimeya's evige vrede, alt for at det ville stoppe. Den stilhed som lagde sig var foruroligende, hun kunne ikke holde det ud. Fast bed hun sig i læben, dette var en af de aftener hun endelig slap for fuldmånens greb og så var det kun værre hun skulle gå igennem endnu engang. Det var nok nu! Hun tog et fast greb om dørhåndtaget, direkte rev døren op for at bede dem om at stoppe, men det syn som mødte hende var noget som omgående fik ordene til at kvæles i hendes hals. Den knuste rude, den lille som lå og skreg i vuggen og Faith som tydeligvis var ved at kvæles. Hendes hjerte begyndte at hamre fast og hurtigt dog uden at pumpe det midnste blod i kroppen, hun sank en klump, klar over at Kimeya ikke havde tænkt sig at stoppe. En gang før havde hun fundet dem som dette, men både hende og Faith var klar over at han ikek havde ment det dengang, det kunne selv hun på afstand se at han gjorde nu, noget som virkelig gjorde ondt. Det var allerede gået opf ro hende at tråden var klippet at Faith ikke blot ville glemme dette og så bare komme videre sådan uden lige, det var gået for vidt for ham nu. Det var hendes instinkt at dræbe for overlvelse især andres, lidt Procianer var der om ikke andet stadig gemt i hende. Uden videre tøvensprang hun bag Kimeya "Du ødelægger altid det hele!" råbte hun med grådkvalt stemme, greb omkring hans skuldre og lod de sylespidse tænder borres direkte ind i hans pulsårer. Hun var ikke vant til at drikke fra ofre som dette, i tvivl om om hn overhovedet ville være i stand til at skulle stoppe. Øjnene kneb hun sammen mens tårerne trillede over hendes kinder, sugede til sig af hans blod til hun sikrede sig at der kun var få slurke tilbage. Godt nok var det en kamp men hun tvang sig selv til at trække tænderne ud, stille slikke over kun for at skulle forhindre det sidste blod i at forlade ham. Aldrig havde hun vidst at hun måtte være den som blev nødt til at tage livet af ham, han gjorde alting værre! Hun kunne ikke slå ham ihjel det var noget som kom hende tydeligt, hun elskede og hadede ham på den samme tid. Hun bed hul i håndledet, lod hendes eget blod komme ham til gode, vidste at hun måtte lade ham gennemgå den forvandling, Han fortjente i hendes øjne endelig at føle den smerte som han evigt og altid bragte både hende og Faith, og nu også deres lille søn "Jeg kan ikke det her!" råbte hun hjælpeløst, sikrede sig at hendes blod var drukket for hun greb fast omkring, kun for direkte løbe med gråden, ud af værelset, hvor man kunne høre hendes egen dør ved siden af smækkes.

// Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kogte virkelig. At Faith overhovedet kunne finde på, at skulle gå til en anden når han ikke var hjemme, var virkelig noget af det sidste som han lige havde regnet med at skulle ske, og nu stod han der.. Alle hendes ord gjorde virkelig ikke andet end at bekræfte hvad han ellers havde fået at vide udefra og det var virkelig noget af det som måtte gøre det hele så meget værre for hans eget vedkommende, det sagde virkelig heller ikke så lidt, det var der heller ikke rigtigt nogen tvivl om overhovedet. Hans øjne slog virkelig gnistre efterhånden som han kun gjorde mere og mere for at det skulle blive umuligt for hende, at få noget som helst som måtte minde om luft. Han var virkelig for vred til at tænke over hans egne handlinger for øjeblikket. Hendes ord, deres søns skrig.. Det gjorde virkelig kun det hele så meget værre for ham, nu hvor han var mest fristet til at skulle vende om og tage knægten op, selvom warlocken i ham i den grad måtte tvinge ham til at blive stående der hvor han stod i øjeblikket og så bare tage det som det måtte komme.. Om hun så skulle falde, så måtte det jo bare være sådan! At Cayla måtte stå udenfor døren og bare lytte, var slet ikke en tanke som faldt ham ind lige i øjeblikket, han var virkelig bare alt for vred til overhovede, at være i stand til at skulle tænke mere over tingene end det som han lige havde i hovedet lige for øjeblikket, for det var bestemt ikke så lidt da! Han fortsatte med at klemme lige ind til at han kunne høre hendes ord. Han elskede hende jo, det var jo udelukkende af den grund, at han gjorde som han gjorde og handlede som han handlede - I ren og skær frygt fordi at han var så skulle ende med at stå alene tilbage uden nogen af dem. Han havde mistet 3 børn til nu og han nægtet virkelig at skulle miste endnu en gang, hende og hans egen søn! Han vidste, at det var længe siden, at han havde ladet ordene blive sagt, det var længe siden de overhovedet havde haft tid til hinanden og det var virkelig også noget af det værste ved det hele. Han blinkede med øjnene. "L-leder..?" gentog han tydeligt overrasket. Han havde da slet ikke tænkt på hende som en leder, havde slet ikke tænkt på. Han havde hørt at de tilbagevendte ledere havde indtaget pladsen igen, men at det var hende, var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind overhovedet. Han nåede kun lige at slippe kniven i gulvet, og bryde den forbandelse som han havde lagt i disen om hendes hals som hurtigt havde fået den til at slippe, så hun atter kunne puste frit. Blikket nåede han kun lige at vende i retning af Cayla, da han hørte hendes faste tone direkte ind i hans øre. Tænderne som sank direkte ned i hans hals, fik det til at stivne helt i ham og med et kraftigt gisp som han slet ikke lagde det mindste skjul på. Øjnene for op idet han endte helt stiv i kroppen. Han fandt næsten ikke luft til at skulle trække vejret, sådan som Cayla bare valgte at skulle gå frem for øjeblikket, det var i den grad ikke ventet. "S-slip m-mig.." endte han med en fast og sammenbidt stemme. Hvor hurtigt det egentlig måtte gå, havde han ikke nogen anelse om, han anede hverken til eller fra, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans ben knak sammen efter ganske kort tid, da han endte i gulvet og med den svage skælven i kroppen. Hans hjerte hamrede mod hans bryst i et desperat forsøg på at skulle holde ham selv i live, selvom det i den grad var en voldsom hård kamp efterhånden. Han klemte øjnene fast sammen og med den samme dirren i kroppen. Caylas blod som søgte ned i hans svælg, hvor han måtte tvinge sig selv til at skulle synke det. Smagen var sød, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Han sank helt ned i gulvet idet at de mange dødskramper pludselig måtte slå ind. Han slap det tydelige og kraftige, samt så smertefulde gisp. Han stivnede helt i kroppen idet at forvandlingen så kraftigt måtte tage til. Det var ikke noget nyt, han havde oplevet en lignende en gang før, men det vari den grad ikke med noget behag på nogen måde! Han tvang sig om på maven, trak sig helt sammen med de kraftige skælvninger. Hans øjne endte helt mørke, tænderne havde vist sig i hans mundvige, sylespidse og skarpe. Han bed tænderne kraftigt sammen, da han endte med at kollapse. Hans hud var helt bleg, hans blodårer og vener var blevet blå. Cayas ord havde i den grad slået kraftigt ind på ham. Hovedet og panden slog han fast ned i gulvet, mens han blot måtte vente på at de sidste krampetrækninger endelig måtte give slip. Han knyttede hænderne fast idet han slap endnu et svagt gisp. En tåre gled ned af hans kind.. Hvordan pokker kunne han få sig selv til at reagere sådan?!

[Silia D. Diamaqima]

Faith kunne føle grebet om hendes hals. Det var virkelig så frygtelig typisk. At han endnu engang valgte at skulle stole på fremmedes ord frem for hende, hvorfor havde han ikke snakket til hende først? Hun gispede efter vejret, næsten mest fristet til at give op om det ikke havde været for deres søns skrig i baggrunden hvad der var tårer og hvad der var blod fra det snit han havde lagt over hendes kind, hun kendte end ikke forskellen på detmere, det var som hendes krop ganske snart valgte at skulle sige stop. I det midnste døde hun endnu engang for hans fod.. I det mindste fik hun den drøm opfyldt. At Cayla måtte stå uden for deres dør at lytte med var virkelig intet hun tænkte over, hun vidste hvor ondt det gjorde på deres 'lille' pige, hun havde jo flere ganske snakket med Junior hvor han kunne fortælle hvor meget hende og kimeya egentlig påvirkede deres egen datter, sikrede sig at hendes kærlighedsforhold ville være så utrygt, det værste var at enhver idiot kunne se hvor meget hun elskede Junior. At det så endelig lod til at gå op for Kimeya at det hele var en misforståelse at hun snakkede om leder frem for utroskab, det var for pokker aldrig noget hun i livet ville finde på,og det brude han virkelig vide! Men et sted beviste det vel kun hvor meget han egentlig kendte hende efterhånden? At han slap forbandelsen var virkelig en lettelse, hun tog sig til halsen gispede efter vejret, kun for at skulle synke ned i sengen, med et blik så skræmt som noget andet, selv på trods af at hendes blik som oftest henlå tomt.At Cayla brød ind, overraskede hende et sted ikke, hun kunne genkende den vejrtrækning hun selv herfra kunne lytte til. Et sted var hun udemærket klar over hvad hun havde i sinde at skulle gøre, og hun stoppede hende ikke. Det var som om at det for nu bare var ligemeget om Kimeya var levende elelr død. Snoren var endelig blevet klippet, der var i hendes øjne at se ikke mere at komme efter, ikke nu. At Cayla mente han var det ødelæggende fænomen undrede hende ikke, hun måtte til dels give ham ret, hun kunne høre Kimeya's gisp næsten bedende ord, og stadig brød hun ikke ind, kiggede blot væk som prøvede hun at undgå føle hans smerte, den som i øjeblikket fortærrede hende. Hun var klar over hvad hun måtte gøre, det eneste der var at gøre i hendes øjne. Stille rejste hun sig, gik over til vuggen for at tage den lille skikkelse op, vuggede den blidt i hendes favn i et forsøg på at dæmpe gråden, mens tårerne trillede ned af hendes egne kinder. Der var ikke længere nogen vej uden om, i aften var grænsen nået, og hun måtte væk og det kunne egentlig ikke gå for langsomt, så længe han havde været væk og alt hun havde brug for ligenu var en puase fra ham. Hun sukkede, bed sig stille i læben. Hun kunne høre Cayla's skridt fører hende væk fra værelset og lytte til den dør som måtte smække ved siden af. Stille tråde hun forbi Kimeya's stive skikkelse, ud gennem døren. Der var kun et sted at søge til og det var et sted der hvor hun hørte til. Hendes søn nægtede hun at lade blive her. HUn måtte stille føle sig frem, for hver eneste skridt hun ville ned af den lange trappe, målrettet mod den dør som ville fører hende udenfor, lade hende blive fri. Hun kunne ikke det her mere, hendes kærlighed til den mand var ubeskrivelig, den var for stor til at være ugengældt på den måde,for det var hvad den måtte være? Døren bag hende blev stille lukket, hun følte den friske vind mod hendes ansigt, føle hvordan det lod både hendes blod og de salte tårer der lød i såret størknes. Med de samme stille skridt forsvandt hun stille ud i mørket.

// Out.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt klar over, at snoren var kappet denne gang. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at sidde og vente på, at smerterne og kramperne ville tage slut og han selv ville være i stand til at skulle rejse sig op igen, selvom det i den grad havde lange udsigter. Smerten i hans hals, var virkelig frygtelig intens, selvom den dog på ingen måde, kunne overskygge den som han havde i det mørke, kolde og nu så frygtelig døde hjerte, det var i den grad den som var det værste ved det hele lige for øjeblikket. Ikke sagde han så meget som et eneste ord, da Faith tog den lille knægt op i sine arme. Han havde knapt nok fået lov til at se den lille, han vidste end ikke hvad den lille skulle hedde endnu! Han vidste virkelig ikke noget som helst, det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var derh eller ikke nogen tvivl om. En tåre gled stille ned af hans kind.. Det hele bundede jo i en stor misforståelse og det havde han faktisk fundet ud af.. Den første gang, at han virkelig havde ladet fornuften slippe, han havde jo trods alt altid stået der som den fornuftige når de endelig skulle op at skændes og diskutere, hvor hun var den rapkæftede og nu var det stik modsat. Han var direkte knust, han vidste, at dette måtte være slutten, også af den eneste grund, at han ikke gjorde noget direkte ved det på nogen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han slog panden direkte ned i gulvet, idet at Faith passerede ham på vejen og uden så meget som et ord og han gjorde heller ikke noget som helst for at skulle kunne stoppe hende i at skulle gøre det.. Han hverken kunne eller ville. Han græd på indsiden, hans hjerte var helt og holdent ødelagt lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunne han dog tydeligt stå ved også. Han knyttede hænderne stille og roligt og med den samme tydelige sitren og dirren i kroppen som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, også selvom ha nvidste, at det slet ikke ville være muligt for hende at se. Det var nok en af de første gange, at han virkelig måtte græde overfor nogen som helst og deriblandt også hende, det var heller ikke noget som han ville eller kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Igen skulle han vænne sig til tanken om at han slet ikke havde behov for at skulle trække vejret, selvom det nu i den grad var noget som var ham selv et problem.. Han vidste jo hvad han var blevet nu.. vidste hvad mørket og fuldmånen ville gøre ved ham og det var i den grad ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet! Han kravlede mere eller mindre i retning af den store seng, greb fat om sengegavlen i et forsøg på at skulle rejse sig op, selvom det nu kun måtte gå halvt om halvt. Han bed tænderne kraftigt sammen. Tårerne trillede lydløst ned af hans kinder, da han endelig kom op på sengen, hvor han lagde sig til rette. Kulden af vinden som stod ind af vinduet, var slet ikke noget som ramte ham. Han var død.. ikke bare i det ydre, men i den grad også noget så voldsomt i det indre.

//Out