Hvad gemmer sig i mørket?

[lysander]

Lysander havde sagt vi ses til Ilaria i Manjarno byen. At hun havde taget imod hans hjælp havde glædet ham. Han ønskede hende jo kun godt. I byen havde han sadlet hans hest op igen, og redet imod Dvasias. Han måtte jo bare videre. Han skulle alligevel også finde et sted at være, og måske skoven var et godt sted at bygge et lille sted? Han kunne jo på få dage stable et hus sammen. Med magien ville det jo blive holdbart, hvis han bare fik lavet nok bræder. Han sad lige nu i sadlen og skridtede igennem Dvasias. Han tænkte ikke rigtig på noget, andet end det blide gyngen. Hans trofaste sorte ganger, gik under navnet Thunder. Den havde han haft de sidste par år, og den var en stærk og smuk hest. Han sad godt i sadlen. I hans bælte hang hans sværd, og han havde også 2 knive. Han sad med løse tøjler, så Thunders hoved kunne bevæge sig fra side til side. Det var begyndt at blive mørkt. Da han nåede skoven var mørket allerede godt lagt over Dvasias. Ikke at det skræmte ham. Tvært imod var det en utrolig savnet ting! Det var der ingen tvivl om. Han smilede skævt, og hoppede af hesten da krattet blev for tæt. Han holdt dens tøjler, og gik lige ved dens hoved. Den var højere end ham, men den havde alrig skadet ham. Så hvorfor skulle den nu? Hestens skridt var lette at høre på stien, så han førte den ud i græskanten. Nu var der kun en lille knasen fra hans egne skridt, og det var ikke særlig tydeligt. Han så rundt i området. De isblå øjne betragtede træerne og de skygger som de sendte. Om han skulle være uheldig at møde nogen her, valgte han at holde lav profil og ikke tænde en fakkel. Det ville afsløre ham for let. Og han var måske ikke så velset her længere, efter at have været omkring… 35-40 år i Procias. Han trak vejret dybt. Måske skulle han bare vende om, men igen.. Her var han født, her havde han hjemme, ikke sandt? Han strøg tungen let over læberne og da han nåede et mere åbent område, bandt han hesten til et træ og satte sig hen på en lille skråning. Hans øre var slået ud. Alle sanser var parate. Han tog et stykke træ, og begyndte at sidde og snitte i det med en af sine knive. Selvom han gjorde det, mistede han dog ikke koncentrationen for sine omgivelser.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var langt om længe kommet ud af de former for lænker som holdt ham selv fast til Anastasia. Han havde fået sit eget evige liv tilbage, magien havde han endnu en gang fået igen og han havde endnu en gang et forfærdeligt rygte at skulle bygge op. Han agtede bestemt at gøre det, det var virkelig kun på tide, at tage ordentlig fat i tingene og sørge for at disse mange små fejl ikke skulle gå hen og blive en vane! Stillingen som leder havde han endnu en gang gjort krav på som sin egen og han havde i den grad den forventning at skulle leve op til. Lysanders gøremål i Procias, var aldrig noget som han havde set på med et positivt blik, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Det var bare ikke før nu, at han havde fået muligheden for at skulle tage ordentlig fat i tingene og sørge for at disse tøjler endnu en gang blev strammet godt ind, for de havde været alt for løse i alt for mange år. Han havde taget dagens afsked med Faith og deres lille derhjemme hvor han derefter havde valgt, at skulle søge ud. Cayla og Junior var der jo trods alt, selvom han bestemt ikke brød sig meget om deres forhold overhovedet! At Cayla selv ventede sig, var virkelig også det eneste som direkte måtte få ham til at skulle bide det så kraftigt i sig for nu. Han ville virkelig ikke skille dem, da det virkelig så ud til at de kom godt overens med hinanden. Måske at dette også ville kunne bringe dem tættere på hinanden i den anden ende, det var i hvertfald det som han ville håbe på. Hans budskab skulle trods alt også bringes ud, warlockerne skulle endnu en gang samles og det var i den grad det som han selv måtte agte at gøre! Igen kunne han finde den onde og kyniske mand frem, ikke noget med at lægge ham i lænker og tvinges til at være en anden 24 timer i døgnet, det var slut! Hans vandring førte ham igennem mørket af den mørke skov i Dvasias. Her var stille.. skræmmende stille, selvom det nu var noget som faldt ham ganske så godt i smag i den anden ende. De gråblå øjne.. Der havde han klart sin fars øjne.. Den eneste mand som han direkte havde frygtet igennem hans eget liv. De sidste rester af sneen som hvilede i Dvasias, knaste tydeligt under hvert eneste af hans skridt, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Det lange mørke hår blafret i binden og med den samme faste mine i ansigtet. Han gik ganske formelt klædt. Han var stolt af manden han var, selvom han vidste, at han bestemt ikke var velset i Kongehuset. I hans hånd hvilede den klare blå flamme som næsten fik hans eget ansigt til at virke mere bleg end det som det egentlig måtte være, den intense mine som spejdede ud i mørket og med ørene på stilk. Han ville i den grad ikke lade noget som helst overraske ham. At hans færd ville bringe ham tættere mod Lysander for øjeblikket, var virkelig ikke noget han vidste. Han vidste blot at han før eller siden skulle tage godt og grueligt fat i den mand og vise ham hvor han hørte hjemme!

[lysander]

En grund til at Lysander havde taget roligt til Procias i sin tid, var også pga. at der ingen leder havde været. Kimeya havde vidst stået som leder i tiden før det, også en grund til at han havde holdt sig i Dvasias. Holdt si g ’på pinden’. At det så aldrig var blevet set på som noget godt, var han dog udmærket klar over. At tage direkte over til fjenden og bo der i 35-40 år. Det måtte bestemt ikke være velset. Ikke at det gjorde ham noget dog. Han kunne jo ikke lave det om nu. Og han ville heller ikke. Han havde jo holdt af at opfostre Junior. Han holdt jo af knægten, og håbede stadigvæk at blive husket, ligesom han huskede sin mester. Hvor Junior var nu, havde han ingen idé om. Det bekymrede ham faktisk. Knægten var jo ikke velset i Dvasias? Ikke når han havde Procias’ blod i årene. Det ville han da ikke tro. Han trak vejret dybt endnu engang, og fortsatte sin snitten. At lederne var tilbage igen, havde han ingen idé om. Han havde ikke lige holdt sig ’up-to-date’. Om det at have været i Procias ville give bagslag, var han dog uvis om. Måske ville det. Specielt nu han valgte at sætte sit liv her i Dvasias igen. Han skulle måske bare have holdt sig væk! Sandt at der var frygteligt stille i skoven. Også en god grund til at holde sig i uden at trække opmærksomhed til sig, ved at lyse sig selv op. For en ikke velset mand, var det ikke klogt. Resterne af sneen kunne han godt se. Der lå små plamager på jorden af dem. Ikke at det gjorde noget. Vejret havde en behagelig temperatur og luften var frisk. Ikke frygtede han direkte nogen. Han kunne kæmpe med stort set alt. Så gjalt det kun, om hvis magi der var den mest overlegne. Igennem træerne fra det mere åbne område kunne han se den blå flamme, og det fik ham hurtigt til at smide træet han snittede i. Han satte kniven tilbage i holderen som hang i hans bælte, og han skubbede sig op at stå. Hans hest stod faktisk nærmest stien, så skikkelsen der nærmede sig ville nok se den. Han rejste sig op og gik hen imod Thunder. Han klappede den beroligende langs halsen og drejede de isblå øjne mod skikkelsen. Smilet falmede, erstattet af en mere kold og afvisende facade. Ikke sagde han et ord. Han endte dog med at danne et lys i hans hånd. En ildrød magi der blussede op og lyste hans skikkelse op.. Han betragtede den anden skikkelse. Kunne det være..? Han var ikke sikkert på om det var Kimeya, men i det blegende skær fra den blå flamme, kunne det se sådan ud. Om hans færd her var fjendtlig eller ej, kunne han ikke direkte se. Han tog en dyb vejrtrækning og trak sig lidt bort fra Thunder igen og han slukkede sin flamme ved at lukke hånden i.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke bage Junior som stod med Procias' blod i årene. Det gjorde Kimeya lige så, selvom det nu ikke var noget som nogen direkte valgte, at skulle tage op med ham. Det var desuden også noget af det som han havde valgt at skulle undertrykke, der lignede han jo så desværre sin far mere end det som han lignede sin mor. Junior var tryg i Marvalo Mansion sammen med Cayla og deres kommende lille ny. Ingen tvivl om, at knægten var godt beskytett og selv Kimeya måtte stå fint ved, at knægten gjorde det fint selv. Han ville i hvertfald ikke blande sig, han var jo trods alt også frygtelig meget imod deres forhold allerede fra før af, og selv Faith vidste og kendte til det, så var det vel også en stor ting, at han faktisk bare valgte, at skulle bide det i sig? Han lignede kun sin mor på et punkt og det var omkring børn og unge. Hvad Faith dog ikke vidste, var at han havde mistet foruden de 2 knægte som han havde sammen med hende og endda flere år inden at han havde mødt hende for første gang. Nalani var en smuk lille pige som han havde mistet allerede kort inden tøsen var blevet et år gammel. Det var en tid i hans liv som han slet ikke havde skænket så meget som en tanke her i det sidste, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var først efter at lederstillingen endnu en gang var givet tilbage til ham, at han først for alvor, havde valgt, at skulle tænke tilbage på manden som han havde været dengang. Den kolde og så kyniske mand som man virkelig kun måtte frygte af, han agtede at finde det frem igen! Lysanders ry i Procias var bestemt ikke noget som han brød sig om. Jo tættere han kom på skikkelsen, jo større valgte han at gøre den blå flamme, alt i alt kun for at skulle kunne se denne mands ansigt. Han så ikke det mindste væk overhovedet. Han var et rovdyr på jagt og et bytte var muligvis inden rækkevidde. Ansigtet kunne han ikke forbinde med noget som helst navn overhovedet, selvom han dog i den grad agtede at skulle finde ud af det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Giv dig til kende!" sagde han med en kortfattet og kølig stemme. Dette var virkelig hans es, det var virkelig den mand som han var. En leder af Dvasias, også selvom han vidste, at han ikke direkte var velset ved det mørke kongehus, så var det virkelig ikke noget som gjorde ham det mindste. De skulle nok finde ud af hvilken mand han var. Han var en valgt leder, han havde ledet dem før og han agtede i den grad at gøre det endnu en gang, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet! Han kneb de iskolde øjne sammen, igen der hvor han havde arvet mesteparten fra sin gamle far, en mand som heldigvis havde valgt, at skulle holde sig på en afstand fra ham. Han stoppede op ganske kort afstand til Lysander. Den isblå flamme hvilede stadig i hans hånd, utrætteligt. Det krævede ikke meget energi set fra hans side af overhovedet. Magikyndig var han, det havde han allerede fået konstateret og det mørke sind indikerede kun tydeligt en warlock. En mand lige efter hans smag - forhåbentlig.

[lysander]

Lysander stod stille. Hvilke tanke der løb gennem skikkelsens sind havde han ikke nogen anelse om, og han skulle vist også bare blande sig udenom. Det som mest løb gennem hans tanker, var den bekymring om hvor Junior befandt sig henne. Om han havde det godt eller ej? Men igen, Junior måtte kunne tage sig af sig selv. Alt hvad han havde lært den knægt, måtte da være feset ind på den ene eller anden måde? Han sukkede lavmælt for sig selv og blev stående godt en meter fra hesten. Skikkelsen kom kun nærmere, og da han gjorde lyset skarpere måtte det kun afsløre Kimeya. Det kunne ikke være andre. Han stod ganske stille. Tungen strøg han svagt over sine læber, og bed sig i læben. En svag nervøs trækning strejfede hans ansigt. Han vidste at Kimeya gik op i Warlockernes ry. Derfor var han ikke meget for at give sig til kende. Det var vel kendt. Warlocken der tog til Procias. Rygterne løb hurtigt her omkring, og blev altid værre og værre. Han kneb øjnene svagt i, i det skarpe skær. Han trak vejret dybt og skjulte sin nervøsitet. Skulle han bare afsløre sit navn. Bare få det overstået. At dette så måtte ende i et ubehageligt sammenstød ville han ikke tvivle på. Hans isblå øjne hvilede på Kimeya’s ansigt, som skinnede igennem den blå flamme. Hans eget ansigt var oplyst og de stod med max ½ meters afstand. ”Jeg er Lysander Mairiqu Malfoy,” sagde han kortfattet og med et halvløftet øjenbryn. Hans ansigt fortrak ikke en mine, han havde en halvkølig facade. Han ventede næsten et udbrud. Hvem ville ikke gribe chancen og forbande en forræder?

[Kimeya Marvalo]

Rygterne løb ekstremt hurtigt og med en Warlock i Procias, var det bestemt ikke nogen tanke som han bifaldte sig det mindste! Der skulle hans kære halvlillebror Lestat også være glad for at han ikke var en warlock, ellers havde han virkelig været tvunget til at skulle slå den mand ihjel. Ikke bare fordi at han havde haft et forhold til en af lyset - deres fælles mor, men at han havde været gift og endda siddet på tronen i Procias med et lyst væsen, var slet ikke noget som han ville høre tale om! Junior havde forklaret ham det hele med hensyn til de manglende sider i deres kære mors dagbog. Han havde virkelig lært Elanya godt at kende bare ved at kigge i den. I alle fald de sider som han havde haft tid til at skulle læse. Han betragtede sig roligt af skikkelsen som måtte stå foran ham. Ikke med en frygt overhovedet, men klart den faste og bestemte mine. Ved hans præsentation af navn, kunne han virkelig ikke undgå, at skulle smile. Det var jo lige den mand som han havde søgt efter, det var der jo heller ikke nogen tvivl om. "Den kære Lysander Malfoy.. Lærermesteren til min kære lillebror, ikke sandt?" Han hævede sigende det ene bryn. Jovist, ham og Junior havde så sandelig også deres tidspunkter hvor det bare gik galt, men han måtte trods alt holde sig på måtten.. De var jo trods alt familie, selvom det i den grad ikke var en tanke som huet ham det mindste. Han kneb øjnene fast sammen og tog rolige skridt mod ham. Hans kølige facade prøvede klart at skulle nedbryde Lysanders. Ingen skulle nogensinde våge at skulle stille sig op mod ham selv uden at det ville få varige konsekvenser og han tøvede virkelig ikke med at slippe den warlock fri i sindet. Han holdt stadig flammen tydelig i hans håndflade. Hans øjne skinnede af en ren og skær vrede.. At han overhovedet kunne vove at skulle gå til Procias! Hvilket mindet ham om, at han havde mange andre som han også lige så skulle tage fat i. De blev stillet det store ultimatum; Livet eller ej.. Mørket eller lyset. Der fandtes virkelig ikke nogen mellemting. En warlock skulle forblive hvor de var! Om han så skulle jage mørket i dem igen fra start af! "Og lige den mand jeg har søgt.." afsluttede han med en stemme og tone som blot måtte understrege, at dette virkelig ikke måtte tegne godt. Han var vred, han var virkelig vred.

[lysander]

Lysander måtte virkelig lægge en stærk facade for ikke at skulle ende med at ligne en forskræmt passerende der havde set et spøgelse. Hans facade var kold, og han lod sig ikke bestemmes over. Ikke uden kamp i hvert fald! At en warlock fra Procias måtte stå i en vanskelig situation, var han dog sikker på. Han håbede dog virkelig, at han måtte overleve ethvert sammenstød han måtte ramme. Han ønskede trods alt ikke at miste livet! Elanya’s dagbog havde han aldrig selv haft glæde af at læse, og de udrevne sider var heller ikke nogen han kendte indholdet af. Egentlig ærgede det ham. Elanya havde jo været en nær ven af ham, og da hun personligt havde opsøgt ham og bedt om en tjeneste, havde han glædeligt takket ja. Kimeya’s smil var dog ikke noget han tog på en positiv måde. Kulden i hele hans blik og holdning var nok til at sige, at dette måtte være at klart varsel. Men nu var der jo ingen vej tilbage, vel? Han kunne ikke nå at flygte. Hans øjne kneb han i og han holdt hænderne knyttet ned langs sine sider. Ikke ville han virke svag. Fordi at det var han bestemt ikke. Ikke nok med hans lange magi træning, men også den lange træning i håndtering af våben. Han lod den ene hånd lukke sig om hans sværd, han trak den dog ikke. Den anden hånd var klar på at danne et skjold, eller hvad end der måtte komme imod ham. Han stod parat, og med alle sanser ’slået ud’. ”Sandt,” sagde han stille og med øjnene lignende smalle strejer. De blev dog igen åbne. Ikke sendte han overlegne blikke. Men hans isnende facade blev opholdt. Han ville ikke lade Kimeya nedbryde hans facade. Så ville slaget vidst allerede være tabt. Nervøsiteten faldt, som han fik banket sin egen selvtillid helt op. Han kunne jo godt, ikke? Han var jo dygtig nok. Det håbede han virkelig. ”Er jeg virkelig så eftertragtet?” spurgte han med en neutral mine. Ikke ville han spille sig op til Kimeya, det var der virkelig ingen grund til. Han strøg tungen let over læberne, og de isblå øjne hvilede på hans skikkelse. Han havde stadigvæk hånden lukket omkring sværdets skaft. Han trak vejret dybt og betragtede Kimeya’s kropsprog. *Kend din modstander*, tænkte han for sig selv.

[Kimeya Marvalo]

Hvis Kimeya formåede, at skulle slå Lysander psykisk inden de ville ende i kamp, ville slaget allerede være vundet, det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han var nu kendt for at skulle opsøge faren og den risiko og det gjorde han i den grad også nu ved at tage den stilling til sig, selvom det i den grad gav ham en klar gyldig mulighed for at komme bare lidt ud og væk fra hjemmet af, for det var virkelig også hvad han havde brug for. Junior havde fortalt ham absolut det hele, alt omkring Elanyas udrevne sider, hele historien omkring Lysander, Lestat og Junior, samt Nate.. Det var virkelig en fascinerende historie i sig selv. Ikke at det forekom ham som nogen overraskelse, at hans mor havde været ganske løst i det, det var i den grad ikke noget som han var synderlig stolt af, selvom han dog alligevel måtte stå ved, at han faktis måtte savne hende. Selvom det nu var noget som han aldrig nogensinde havde nævnt med ord. "Min kære brors far.. Lysander Malfoy.." Han gentog navnet tydeligt bevidst. At Junior var opkaldt efter hans egen ældste lillebror, var nu en tanke som frydet ham ganske betragteligt. De var alle sammen levet på en så stor løgn udelukkende på grund af de manglende sider i Elanyas dagbog? Den tanke var virkelig noget som kunne more ham noget så frygteligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik roligt i en cirkel udenom Lysander og uden at skulle tage blikket fra ham. Han var i den grad et rovdyr på jagt nu og byttet var fundet, nu var det bare at komme tæt nok på til at kunne gøre noget som helst. "Du skal virkelig ikke tage det som noget positivt Lysander.. Jeg opsøger dig ikke uden en meget gyldig grund til det.. Desuden.. Det er langt fra velset af nogen.. Og specielt ikke mig," sagde han med en tydelig vred og irriteret tone som alligevel tydeligt måtte forklare ham, at dette var en situation som krævede de tydelige og de klareste svar. Hvorfor pokker han var tagegt til Procias og forladt Dvasias som intet andet end en forræder! Lysander skulle virkelig komme med en ekstrem god grund, hvis han ikke ville ende med at skulle miste hovedet på nuværende standpunkt, for det var i den grad det som Kimeya havde mest lyst til i øjeblikket. Armene slog han over kors, da han roligt var endt med at skulle stoppe op ganske kort foran Lysander og med det klart lynende blik. De små kække kommentarer kunne han godt lægge på hylden igen!