Just you and me..

[jasper]

Solen var kun lige søgt over den store himmel. Sneen var ved at skulle trække sig tilbage fra Procias. Jasper havde valgt at skulle søge ud i skoven. Han havde virkelig bare brug for en pause fra den opgave, af at skulle oplære.. eller i det mindste hjælpe med oplæringen. Giften fra hans eget uheld, da han skulle hente Amaryllis havde han fået ud af kroppen og nu var det på tide, at skulle genoptage dansen og komme igang med det igen, det eneste som virkelig formåede, at skulle holde ham rolig igen. Skoven stod tydeligt for hans blik, en blid vind som måtte rive ganske så let og stille i det halvlange hår som hvilede skjult og gemt under hatten som efterhånden. Det varme og blide smil hvilede som fast på hans læber, da han trak sig ind mellem træerne. Det var her at det var gået galt sidste gang. Han trak vejret roligt og dybt. Han forlod roligt og stille den store sti og bevægede sig ned mod bækken. Det var det her sted, at han nød mest at skulle være. Det var virkelig ikke ofte, at han blev forstyrret på disse steder. Det iskolde vand som måtte løbe, var noget som meget hurtigt måtte nå og fange hans opmærksomhed, hvilket så kun måtte få smilet til at brede sig en anelse mere end det som det havde gjort allerede fra før af. Hatten tog han af hovedet og lod den falde mod en gren, hvor den hurtigt og tydeligt ville gå i hvile. Han trak vejret dybt ind og lod sig roligt glide ned i stilling nede på græsset. Han lukkede øjnene stille og trak vejret roligt og dybt. Han førte hænderne roligt op mod sin krop, næsten som en form for yoga bevægelse inden han rejste sig roligt op. En dans som han havde arbejdet længe på i det sidste og de dansetrin som han ønskede at skulle øve uden en partner, så det ikke ville blive alt for pinligt hvis det skulle gå galt. Han fortsatte roligt og sitlle med de lukkede øjnene, alt for at skulle kunne være i stand til at koncetrere sig helt og holdent. Han holdt hænderne som havde det været i en smuk og yndig vals. En rolig nynnen brød roligt hans læber og med det varme smil på læben, som han måtte følge sin 'partner' rundt i den rolige og smukke dans langs bækkens smukke og rolige bred. Han var i den grad vant til at skulle danse, det var tydeligt på hans krop og hans stærke ben og arme som havde klaret utallige løft igennem årene nu. Han nød af det, det var virkelig hans liv.

[alice]

At Jasper for tiden skulle oplære, tog tiden fra deres dans. Og det irriterede egentlig Alice, selvom hun bare holdt sig tavs og accepterede det. Det var pligter, intet andet, vel? Hun havde idag sat håret op. Havde strøget alt hår og pandehår over hovedet og samlet det i en høj hestehale. Den var stram, og det lange hår bevægede sig ved hvert skridt hun tog på den ujævne bund i skoven. Her var rart. Og den friske luft gjorde godt ved hendes lunger. Det var rart at trække vejret dybt ind, få masser af ny frisk luft og den gode lugt af skovens specielle essens. At vinteren var ved at være borte nød hun i den grad godt af! Det grønne græs var i hvert fald en savnet ting i hendes hverdag. Og at høre fuglenes kvidren i de spirrende trætoppe var et syn, og en lyd for guder. Hun gik roligt over skovbunden. Bar et bar helt flade sko idag. Hun havde iført sig et par tætsiddende bukser, en bluse og en trøje. Tynd, dog varm. Hun dukkede sig under det tætte krat, og sørgede for ikke at få noget i hovedet. Det lykkedes dog ikke hele tiden og en gren gav pludseligt bag-(eller for) slag, da den svirpede hende over kinden og lavede en lang revne. Hun sukkede og tørrede blodet væk i hendes håndflade. Da hun nåede ud til bækken knælede hun og vaskede hendes hånd fri af blodet fra hendes kind. Hun dyppede hendes kind til, og så kunne blodet forhåbentligt hurtigt fortage sig. Hun rystede fingrene og små vanddråber ramte den rislende overflade. Hun nød den lette lyd af åen. En næsten sød og forførende melodi. Hun rankede sig op og drejede blikket hen langs bækken hvor Jasper faldt hende i blik. Hendes rosa læber brød ud i et smil og hun satte hendes yndige og lette gang hen imod ham. Det var næsten som om hun slet ikke berørte jorden. Ben af en danser måtte man sige. Hun kunne ikke undgå at grine lidt, og da hun kom helt hen hoppede hun ind i hans favn og tog pladsen fra hans usynlige parter. Hun lagde hænderne til rette om ham, og faldt hurtigt ind i hans rytme. Hans lette nynnen hørte hun, og hun smilede blidt til ham. Lige nu holdt hun ikke hovedet i rigtig position, hun ønskede bare at betragte hans milde ansigt. Hun så det ikke ofte. Fordi når de øvede, skulle hovedet være i position til siden. Stift og smukt. Lige nu var det egentlig bare fødderne som gjorde arbejdet, og hans stærke krop som førte hende rundt. Hun lukkede øjnene stille i og smilede for sig selv. Hun kunne bag hendes lukkede øjne se ham og hende sammen, her ved bækken. Men alle lyde blev forstærkede. Bækken rislede en sang, og hun kunne i sin fantasi fremstille frøer der sad og sad 3-stemmig kort på et anemoneblad. Hun smilede større, og kom til at grine stille. Fuglenes kvidren var solostemmerne og alt lød så smukt. Alt var bare.. godt lige nu. Hun åbnede øjnene og hendes havblå øjne bølgede med en stærk glæde og varme. Ikke sagde hun et ord. Tavsheden sagde meget mere end ord. I hvert fald lige nu.

[jasper]

For Jasper var det her virkelig et 'point of no return'. De mange opgaver som han havde fået udenom sin egen dans og med sin dansepartner, så havde det i den grad kostet meget af tiden som en danser, selvom det nu i den grad ikke var nogen tanke som han var særlig glad for. Det var virkelig bare at bide det i sig og komme igennem det så hurtigt som muligt. Det var først nu at han følte sig rask nok til at skulle tage endnu en tur med de lette dansetrin efter at have været en anelse sløj de sidste dage. Det at bringe Amaryllis hjem, havde klart kostet ham mere end bare tiden som det ville gøre at få hende fragtet hjem. Det angreb som de havde været ofre for på vejen og giften som havde ramt ham i nakken, var noget af en effekt som kun nu havde valgt at søge helt væk fra hans ellers så lyse sind. Han vågnede stadig til tider med en lettere hovedpine, selvom det bare var noget som han bed i sig. Det var kun på tide, at komme ud igen og komme igang med den indlæring af de dansetrin! Han fortsatte dansen roligt og stille. Hofterne i perfekt stilling, rank i ryggen, stiv i nakken og formelt i blikket, nøjagtigt som altid når han var ude og danset for de kongelige i Procias, selvom det nu efterhånden var ved at være længe siden sidst. Det lette grin var dog noget som han tydeligt måtte genkende, hvilket kun fik ham til at smile yderligere. Han fortsatte dog med lukkede øjne med at føre hen i dansen, rundt i pirruetterne og i det hele taget de glatte og så yndige bevægelser. Det var virkelig som om at de ikke gik på jorden, men måtte svæve over den.. og sandt for Jaspers vedkommende, så holdt han sig de 2-3 centimeter over jorden når han først endelig måtte falde i takt til dansen igen. Det var virkelig alt for længe siden sidst han havde gjort det. De dage hvor han havde været tvunget til at undvære det på grund af det ene og det andet, havde klart gjort hans mange muskler en anelse stive, så de skule så sandelig blødes op igen. At hans usynlige partner blev erstattet med Alice, fik ham virkelig kun til at smile. Hånden lod han roligt føres omkring hendes liv, hvor han lukkede sin egen om hendes. Han åbnede øjnene stille og med det varme smil på læben. En bedre partner kunne han virkelig ikke bede om overhovedet. Han lod de skinnende blå øjne falde til hendes skikkelse og med det varme smil så tydeligt på læberne. Han stoppede roligt sin nynnen. "Så må vi se om jeg kan få det til at fungere denne gang.." Han førte hende roligt hen i en dans som de havde danset så mange gange tidligere, slap roligt hånden omkring hendes smukke og slanke talje, hvor han derefter lukkede hånden omkring hendes, førte hende ud fra sin krop og lod hende dreje roligt rundt inden han igen trak sig tæt på hende og lod armen søge mod hendes liv - kun for at fortsætte den blide vals.

[alice]

At Jasper måtte klare sine ekstra pligter på slottet ærgede i den grad Alice. Men hun kunne på den anden side heller ikke gøre noget ved. Det var dog irriterende at miste så meget tid med hendes dansepartner, så derfor måtte hun danse rundt med sig selv. Flere gange når han ikke var på sit værelse, havde hun sneget sig ind på hans værelse. Enten dansede hun rundt med en af hans jakker, ellers så havde hun lagt sig under hans dyne. Bare for et par minutter og mærket den søde duft af ham. Den savnede følelse af hans nærvær, i den intime dans de førte sammen. Og når de lige stødte på hinanden på gangen med et 'hej', 'hej', og så videre igen fordi han havde pligter at nå. Hvad det end måtte have kostet ham at få den nye kongelige pige hjem vidste hun ikke. Men han havde været væk i længere tid, så det havde til sidst bekymret hende. Hvad der direkte var hændt ham havde hun fanget på vejen, og hun brød sig ikke om det. Om aftenen ville hun komme ind til ham og snakke med ham ligeså stille. Den eneste tid de egentlig havde haft. En kort snak om aftenen. Det var dog meget lidt i forhold til hvad de plejede. De dage hvor de havde øvet dans sammen, det var jo en hel dag. Ingen tvivl om at hun savnede ham. Men hun overlevede. Han var jo på slottet ikke, bare optaget. Og det ville jo ikke vare evigt. Når den kommende dronning var øvet, ville hun jo klare sig selv og ikke have brug for Jasper. Så kunne hun få ham igen. Hendes dansepartner. Hvilket de havde været igennem lang tid. Og siden deres dansetimer sammen som yngre, smeltede de i hver dans sammen til én. Da hun faldt på plads i takten med ham, forsvandt lyden fra jordbunden under deres fødder. De blev løftet blot små 2-3 cm over jorden, og hun fulgte ham yndigt rundt i den blide dans. Han var den perfekte fører, og den perfekte partner. Og hun holdt af at danse med ham. Både at de var dybt alvorlige på gulvet, men ved siden af også gode venner. Hun trykkede sig mod ham, da han trak hende nærmere. Og hendes øjne faldt i hans. Hans smukke og kønne øjne. Hendes egne bølgede som havet, og hun så kun glad ud. Endelig en tid for bare ham og hende alene! Det gav et kort sug i maven, da hun blev slynget ud fra ham. Drejede en yndefuld omgang, og endte tæt ind mod hans bryst igen. Først landede hendes hånd mod hans bryst, men den faldt hurtigt på plads mod hans skulder igen. Hun rankede sig, og med de smidige hofter som hun også tog brug af. De var perfekte sammen. Hun lo varmt og fulgte ham rundt i valsen. "Du ved hvor meget jeg holder af den..." sagde hun dæmpet til ham. Han var nu bare skøn. Og dygtig ligeså. Derfor holdt hun så meget af at danse med ham også. Fordi at de 2 sammen.. Når de var sammen, så følte hun at intet kunne ramme dem. Intet ondt. Hun hørte kun en blid melodi, og så følelsen af de forførende bevægelser sammen. Alt andet var bare.. sort.

[jasper]

Hvad Alice gjorde når han ikke var til stede på værelset, vidste han ikke. Han vidste dog en ting og det var, at det i den grad var på tide, at han skulle tage dansen op, så han ikke endte med at blive alt for stiv til at han overhovedet ville være i stand til at skulle føre dansen for hende. Hun var i den grad den perfekte partner og nu hvor de havde danset igennem så ekstremt mange år som de nu havde gjort det, så var det virkelig kun den ting og den tanke som måtte gøre det hele så meget bedre for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Opgaverne som var blevet ham påført, at han måtte lære Amaryllis den ynde som det var krævet af en dronning, samt det ene lille faktum, at han også dansede med hende til tider da det selv var krævet af en dronning at kunne føre disse danse når det var krævet ved de mange specielle anledninger. Han havde jo ført Elanya til tider også i sin tid, selvom det nu i bund og grund var en tanke som var faldet ham helt og holdent bort nu om dage. Ikke var det noget af det som han tænkte mest over overhovedet. Han lod hånden trygt hvile mod hendes slanke talje og med blikket hvilende i hendes eget. Han kunne virkelig ikke lade være.. Ikke at det var krævet af dem for nu, at holde den facade som de måtte når de endelig danset de to sammen. Han nød virkelig af det, det var virkelig også hans måde, at skulle vise disse følelser på og det var noget som han i den grad måtte agte, at skulle holde helt og holdent fast ved, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Dansen havde ført dem sammen på sit vis, han nød selv når hun søgte til ham om aftenen kun for at snakke, selvom det virkelig ikke var fordi at han magtede at danse efter en hård og lang dag. Han holdt af hende. Det ville i den grad være en klar løgn hvis han overhovedet vovede at påstå noget andet. Han sendte hende det varme og venlige smil. Han var i den grad et frygtelig lyst væsen og han var så sandelig også stolt af det. Stolt af hvad han overhovedet formåede, at skulle præstere på denne her måde overfor hende.. hun var glad, det stod virkelig så tydeligt i hendes blik. Han førte dansen videre sammen med hende, forlod bredens trygge placering under deres fødder og kun for at føre den videre over vandet.. Stadig de samme svævende 2-3 centimeter over overfladen. Dette var klart noget som måtte kræve en voldsom koncentration, selvom han nu agtede at give hende det. "Det er jeg da virkelig kun glad for at høre, Alice.. Du ved hvor meget jeg selv nyder af det," påpegede han med en rolig og blid stemme. Han hævede sigende det ene bryn. Han førte hende endnu ud fra sin egen krop, endnu en gang måtte hun tage den smukke og elegante omdrejning inden han igen trak hende ind mod sin egen krop igen og endte med at stoppe op, kun ved at lade den nu frie hånd varsomt glide mod hendes kind og selv næsten med sin pande hvilende over hendes egen. Han smilede let, han kunne virkelig ikke lade være. "Nyder at danse med dig," tilføjede han med en rolig og blid mine. Han tog hendes hånd, sammenflettede dem roligt og lod dem stødt hvile mellem dem. De var virkelig et makkerpar, et sted vel i den grad også bedstevenner.

[alice]

Nej, Jasper vidste ikke hvad Alice lavede når han ikke var der. Men hun var vel undskyldt? Savnet til sin bedste ven og dansepartner blev for stor. Specielt når hun var vant til at se ham hver dag – hele dagen. Ikke bare hver dag, en kort tid om aftenen. Og så det faktum at han altid så utrolig udmattet ud. Hun syntes faktisk at en anden skulle hjælpe ham. Hun savnede ham i dansen. Fordi de to sammen var bare ikke som andre. De smeltede sammen til en. Som de havde lært allerede for mange år siden, da de var begyndt at danse sammen. Hun håbede at han ville finde mere tid til dansen. Om han skulle blive for stiv i lemmerne ville heller ikke være godt. Derfor strak hun ud hver dag, holdt sig så smidig som altid. Ja, hun var nærmest akrobatisk når hun var alene. Prøvede sig med de underligste ting. Nok så hun ikke ud af meget. En slank kvinde. Men hun havde masser af muskler. Og hun kunne stå på hænder i lang tid. Hun havde jo en yderst fi og perfekt balance. Et svagt suk undslap hendes læber. Han var nu en gang smuk og skøn at danse med. Bare at blive ført rundt sådan her. Det var virkelig det bedste! Hvad han så egentlig skulle lære Amaryllis helt, var hende nogenlunde klart. De snakkede om det om aftenen når hun kom ind til ham. Snart som at.. putte ham i seng? Sige godnat. Vi ses i morgen, og så gå ensomt ind i sin egen seng, i værelse ved siden af. Hun blev stående i hans favn og med hendes havblå øjne hvilende i hans. Hun var i den grad glad. Ligeså var hun lykkelig over at se ham her, og bare forsvinde. Intet kunne ramme dem her. Ingen pligter, inden sure miner der sagde at nu måtte de holde op med ’det pjat’. Det havde hun hørt før. Men dansen for dem begge var en livsstil. Hun trak på smilebåndet. Smilet blev ikke mindre. Hun afslørede lidt af hendes hvide tænder. Et yndigt smil. Men hans eget smil påvirkede hende i den grad kun positivt! Sandt at hun virkelig holdt af ham. Og hun kunne tydeligt mærke at det var gengældt. Det ville være løgn, hvis hun sagde, at hun ikke elskede ham. Det gjorde hun. På hvilken måde var så gåden i det hele. Hun var ikke selv sikker. Vidste bare, at et liv uden ham ville aldrig blive det samme! Selv var hun et klart lyst væsen, og hun stod i den grad ved det. Stolt ligeså. Hun fulgte ham i dansen og at de endte med at svæve ud over vandet, måtte i den grad lade hende holde koncentrationen. Ellers så lå de begge to i bækken lige om lidt. Ikke at det ville gøre noget. Det ville være hyggeligt. Men lige nu stod hun opslugt af den smukke dans. ”Og jeg nyder det ligeså, Jasper,” sagde hun varmt til ham. Hendes stemme som var en fin stemme. Intet ved hende var direkte grovt. Hun grinte varmt da hun igen blev slynget ud. Hun drejede smukt og trak sig ind til hans krop igen. Denne gang hvor hun lod hånden blive ved hans bryst, da den havnede der. Der var intet formelt over denne dans. Hovederne var ikke i position. De så bare hinanden direkte i øjnene. I sandhed en hyggestund, og så bare de to alene. Kunne hun bede om mere? Hun stoppede op sammen med ham og stod lige ved ham. Øjenkontakten mellem dem var dyb og hun tog ikke blikket fra ham. Ikke det mindste. Hun lukkede øjnene i, og lod sin pande møde hans. ”Jeg holder af at det er dig jeg danser med. Ingen anden må det være,” sagde hun blidt og med et bredt smil. Hun sammenflettede sine fingre med hans, og trak hovedet lidt væk. Hun så igen i hans øjne, og hendes kind sitrede under hans hånd. Hendes tommel strøg forsigtigt over hans bryst og hendes smil falmede ikke det mindste.

[jasper]

Jasper havde sine opgaver og han måtte virkelig bare gøre det som han var nødt til. Kongehuset havde denne tillid til ham og det var virkeig kun noget som han var ekstremt glad, det var nu en tillid som han ikke ønskede, at skulle svigte, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han blev stående der stille og roligt sammen med Alice og med det varme smil på hans læber. Han holdt virkelig af hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han elskede virkelig at skulle danse med hende og det at have hende ved sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han elskede, at skulle danse med hende, det var virkelig hans liv, det var hans måde, at skulle udtrykke sig på og der var hun virkelig også en voldsom stor hjælp. Han skyldte hende af hele hans hjerte for det som hun havde gjort ham. Dette var ikke noget som han så på som et job eller en pligt at skulle danse, han havde gjort det af sin egen fri vilje igennem mere eller mindre hele hans liv, og det var noget som han havde gjort siden han var helt lille. Måske at så mange andre kunne skrive det ned, andre snakket om det.. Han danset det, hvis han følte at det kunne hjælpe ham med at udtrykke det og det havde det i den grad altid gjort mere eller mindre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De himmelblå og alligevel så mørke blå øjne hvilede på hendes smukke skikkelse foran ham og med det varme og blide smil på læben, det var virkelig ikke noget som han formåede, at skulle skjule for hende på noget som helst tidspunkt overhovedet, og det var virkelig heller ikke noget som han ønskede at få gjort, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet på noget som helst tidspunkt. Han lod hovedet søge ganske så let på sned. En bedre dansepartner kunne han virkelig ikke forestille sig, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg kunne da ikke forestille mig nogen anden eller bedre dansepartner end det som jeg står med i mine arme," sagde han med et stille smil på læben. Han lod begge arme stille søge omkring hendes slanke skikkelse, hvor han derefter roligt og stille, valgte, at skulle føre hende hen mod breden hvor han stillede sig direkte ned på gresset denne gang. Han stillede sig ved siden af hende, slap hende varsomt i det han måtte strække sig. Han var virkelig ude af form når han nu ikke havde dansen normalt til sin hverdag, da det var fyldt med så mange andre ting som han bare måtte have styr på først, selvom det nu i den grad ikke var nogen tanke som han brød sig meget om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var virkelig træt af det, for ikke at glemme, at bare det at snakke om aftenen var noget som kunne udmatte ham. Han lå jo og halvsov når de snakket om aftenen når de endelig måtte sidde der og snakke. Hænderne faldt mod hans korsryg som han skubbede en anelse til. Han sukkede indædt og rystede varsomt og stille på hovedet. "Jeg må virkelig gøre noget mere med dansen, ellers ender jeg da stiv som et bræt.." Han vendte blikket mod hende og med et let smil på læben. Ikke at det nu var noget som hun skulle vandre rundt og bekymre sig om, det ønskede han bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hvad hun overhovedet lavede ude på denne tid af morgenen, forstod han jo så heller ikke, selvom det nu i den grad ikke gjorde ham det mindste. Han lod hovedet søge let på sned og med det klart blide smil på læben. Han gik igen hen til hende, tog hendes hånd igen og sammenflettede deres fingre. Han magtede virkelig ikke, at skulle give slip på hende bare sådan uden videre. "Jeg er vel bare velsignet med dig som en dansepartner.. Du danser som en engel," sagde han med et blidt smil på læben. Et kompliment som han dog sjældent gav til andre, hvor hun næsten måtte få dem dagligt. Hun fortjente det, hun var virkelig fantastisk, ikke bare som en smuk og uimodståelig danser, men i den grad også personlighedsmæssigt. Virkelig en af slagsen.

[alice]

Alice tænkte lidt over hele situationen med oplæringen. Det var vel en ære, at få lov at ’opdrage’ en eller anden ung tøs, til at blive kongelig. Det ville hun da tro. Men det ændrede ikke på, at hun syntes det var irriterende, at det tog alt hans tid! Savnet til ham blev jo ikke ligefrem mindre.. og tanken.. bare tanken om at han tilbragte mere tid med Amaryllis, end med hende selv. Det kunne virkelig gøre hende en smule jaloux. Men følelserne blev danset ud. Og her sammen med ham, glemte hun virkelig bare alt. Han var for skøn, for.. sød og uimodståelig. Han gjorde virkelig bare ’hvid skærm’ for hendes sind, lod hende være helt opslugt af nuet. Det nu, som hun ønskede skulle vare for evigt. Hun kunne ikke få en bedre dansepartner end Jasper. Og hun ville bestemt heller ikke ha’ andre. ”Heller ikke mig,” svarede hun ham i en blid tone. En kort trang til at kysse ham ramte hende, men hun holdt igen. Strengt igen. Hun kunne da ikke kysse hendes bedste ven, hvad tænkte hun på?! Hun fulgte ham hen på breden og lod armene falde om i hans nakke. Forsigtigt lod hun fingrene ’flette’ sig ind i hans hår og hun nussede ham blidt. Hendes øjne fulgte hans træk i ansigtet, og søgte bagefter den samme dybe øjenkontakt som de før havde holdt længe. Hun stillede sig på græsset. Stod muligivis en smule på tær, hun kunne ikke helt selv bedømme det. Hun slap ham, da han strak sig. Hun lod armene søge let omkring sig selv, og hun trak sig lidt sammen. Blikket flakkede ud over området, og bagefter landede blikket mod hans hage. Hun så ham direkte ind på hans hage et par sekunder, inden at hun igen søgte hans øjne. De var så smukke. ”Du ved hvor jeg er,” tilbød hun med et sigende smil. Hun ville bestemt også gerne have at de kunne danse lidt mere. Dog med alt den tid hun havde, kunne hun sagtens holde sig smidig og stærk. Hendes læber spillede ud i et større smil, da han kom og tog hendes hånd. Hun flettede sine fingre ind i hans, og betragtede ham. Hun stillede sig helt tæt på ham, og tog begge hans hænder for at holde dem. ”Du danser som en engel,” svarede hun ham igen med et drilsk smil. Hun smilede varmt til ham, og tog dog godt imod hans kompliment. ”Jeg er dog ligeså velsignet, som du,” sagde hun ærligt til ham. Han var selv ’one-of-a-kind’. Ikke mindre. Hun holdt virkelig af ham. Sågår.. at elske. På hvilken måde, kunne hun dog ikke rigtigt sætte finger på.

[jasper]

For Jasper var det i den grad en ære, at han skulle være med til den opfostring og oplæring af den kommende dronning, det var der ikke nogen tvivl om, også selvom det allerede nu havde kostet ham en hel del i den anden ende, så var det virkelig bare noget som han var tvunget til at skulle tage med sig, hvad end om han kunne lide det eller ej. Det gik kraftigt ud over dansen og det var bestemt det som irriterede ham mest, for det var jo trods alt også det som han måtte og skulle leve af i den anden ende, så var det jo bare endnu en lille ting som han måtte bide i sig. Han måtte jo gerne erkende, at det som han var mest bange for, var at Alice skulle finde sig en ny dansepartner hvis dette skulle fortsætte, for han ønskede jo heller ikke, at det skulle gå sådan ud over hende. Han havde kun disse små stunder hvor han kunne lade dansemusen i ham få lov til at komme bare en anelse frem og det var muligheder som han virkelig bare tog til sig når de dukket op for han var virkelig nødt til at skulle holde det hele i live! Han elskede virkelig at danse med hende, hun var virkelig noget af det som betød mest for ham, han ville klart lyve hvis han vovede at skulle påstå det andet og det var virkelig ikke noget som nogensinde ville falde ham ind, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende med et roligt og stille blik, selv uden at det varme smil ville falde det mindste fra. Han tog det nu meget professionelt, ikke at han avde noget andet valg for den sags skyld. De var vel bare dansepartnere og havde været det mere eller mindre igennem hele deres liv og siden de havde været ganske små også for den sags skyld? "Jeg ved hvor du er.. Du står lige foran mig," sagde han med en tydeligt drillende mine som han dog intet gjorde for at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han lod hånden roligt sammenflettes med hendes og uden at skulle se det mindste væk, dette var virkelig kun noget som måtte glæde ham og ganske meget faktisk. For nu kunne man vel pænt sige, at hun var en ekstrem stor del af hans liv? En større del end det som han noo nogensinde ville være i stand til at skulle beskrive det og sikkert også ville beskrive det for hende. Han lod hovedet søge let på sned, lænede sig frem og skænkede hendes pande et roligt og venskabeligt kys. Han lod hende tage stille og roligt omkring hans anden hånd og lod dem sammenflettes lige så. Han betragtede hende roligt. "Næppe så velsignet som jeg føler mig når jeg danser med dig," sagde han med en rolig og blid stemme. Han slap roligt hendes ene hånd og lod den stryge roligt og varsomt mod hendes kind.

[alice]

Stolt. Ja, det måtte han jo være. Det blev man jo også. Hun ville da selv være beæret over at skulle få sådan en opgave. Hun trak vejret så lydløst noget kunne være, så man kunne næsten være i tvivl om hun overhovedet trak vejret. At det så kostede en masse af ens egen tid og behov, var vel i for sig en stor ofring, man måtte tage eller lade vær. Det som dog var irriterende, var at det gik ud over hans dans. Og han havde det ligeså dan. ”Er ked af, du er så træt om aftenen.. så du mister din dans så meget,” sagde hun stille og løftede en hånd, som hun kort strøg over hans kind. Bagefter fangede hun hans hænder og flettede hans fingre ind i sine. Hvis han bad hende finde en ny partner, så nægtede hun det virkelig. Hun kunne og ville ikke danse med andre end ham, så startede hun hellere forfra. ”Vi må vel bare mødes herude lidt oftere,” sagde hun med en drilsk tone og smilede til ham. Uskyldigt.. men dog også med hundeøjne. Hun lo af hans lille spøg, og lagde kort hovedet mod hans skulder, inden at hun løftede hovedet igen. ”Og du er lige foran mig,” hviskede hun blidt til ham. Hun fik en pludselig lyst til at kysse ham.. men kunne hun? Ville han nogensinde gengælde det, eller betød det der ’bedste ven’, at det var bedste venner og aldrig mere? Hun lukkede øjnene, da han kyssede hendes pande. *Øv* tænkte hun stille. ”Du ved ikke hvor heldig jeg føler mig,” sagde hun og vendte blikket op imod ham igen. Hun lukkede igen øjnene, da han strøg hendes kind. Hendes frie hånd lagde hun mod hans skulder, halvt hvilende mod hans nakke. Hun slog øjnene op og så ind i hans smukke øjne. ”Jeg elsker dig Jasper. Det håber jeg du ved,” sagde hun stille og så på ham. Der var ikke det mindste tegn på løgn.

[jasper]

Dansen var virkelig hans liv, det var der virkelig ikke nogn som helst tvivl om. Han var i den grad forfærdelig ked af, at hans egen ekstra opgave, skulle gå udover hende på denne her måde. Om ikke andet, så kunne hun jo muligvis finde en anden partner i mellemtiden? Han sendte hende et varmt og tydeligt charmerende smil. Det var i det hele taget sjældent, at han ikke smilede overhovedet. Om aftenen var han træt, om dagen havde han meget at lave. Det var virkelig forbandet besværligt, at skulle presse dansen ind noget som helst sted. Det her var jo trods alt en måde at gøre det på, og det var faktisk ngoet som glædet ham. Han var jo i den grad også nødt til at holde bare lidt gang i den på den ene eller den anden måde. Han trak vejret dybt og btragtede hende med et roligt og stille blik, selv uden at det smil ville falme det mindste overhovedet. Hun var i den grad noget ganske særligt for ham, ingen tvivl om det. En dansepartner som han aldrig nogensinde ville miste for noget som helst og han ønskede i den grad heller ikke, at skulle miste hende som sin bedste veninde, det var ikke en plads som andre kunne prale sig med at skulle have. Måske et lysvæsen som han var, men det at lukke folk tæt på sig, var faktisk noget som ha nvar forbandet forsigtig med, også mest for sin egen skyld. "Jeg er herude så ofte som det er mig muligt.. Så ved du nu hvor jeg er, når jeg ikke er på slottet.:" Han hævede sigende det ene bryn og med det blide smil. Var han oppe en time tidligere om morgenen, så var det i den grad muligt for ham, at presse dansen ind i hans ellers ekstrem hårde skema som han var nødt til at lægge for dagen. Armene lagde han stille omkring hende, som hun selv måtte vælge, at skulle lægge sig mod hans skulder. Han kunne virkelig ikke lade være med at smle ved tanken alene. "Hvor heldig du føler dig.. ved du hvor heldig jeg er?" spurgte han roligt. Han lod sine fingre blive sammenflettet med hendes egne og med det samme varme og rolige smil på læben. Hvis der var nogen som kunne få ham til at smle, så var det i den grad hende. Det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet og han elskede det så sandelig også. Han begyndte stille at vugge hende. Så tæt som de stod og på denne måde, så var det jo næsten en dans i sig selv. Hendes ord satte kun en varme i hans sind og en stærkere hjertebanken i hans bryst. Smilet bredte sig kun yderligere. "I lige måde min kære.. Jeg elsker så sandelig også dig. Det er noget som jeg inderligt håber, at du ved," sagdde han med en rolig stemme, så syngende og blid mod hendes øre.

[alice]

Det var udelukket at Alice skulle finde sig en ny partner. Det ville aldrig komme på tale! Ingen ville danse ligeså fantastisk som Jasper, og hun ville slet ikke tage chancen i at finde en ny. Hun havde hendes Jasper, og sådan skulle det i den grad forblive. Dansen var begge deres liv, og det var dét som i første omgang, havde koblet dem sammen. Selvom det var besværgeligt for ham, så måtte de bare mødes herude noget oftere. Det ville i den grad glæde hende, at de kunne danse herude. Lige før, havde været fantastisk. At danse ud over åen, og holde koncentrationen havde været utroligt. Lyse væsner var i den grad ikke en undervurdering. Og deres race var en bogstavlig præcision af hvordan de var. Lyse. Rene. Hun smilede til ham, ikke at hun kunne lade vær. Han var så sød at se på, og så skøn som nogen mand kunne være. Hun var sikker på, at hun virkelig elskede ham. Og på mere end bare ’jeg elsker dig min ven’ måden. Det var hun for betaget af ham, til at være. Der var noget mere og en dybere følelse, som boblede i hende og ønskede at hun skulle kysse ham. Men ville det ødelægge noget? Hun måtte vel bare tage chancen, og følge hendes ’instinkt’. At hun var den eneste nære af ham, var hun et sted sikker på. Så godt de havde det sammen og så tætte det var, samt at han ikke bare åbnede sig for enhver. Så dum var hun i den grad heller ikke selv. ”Det glæder mig,” sagde hun stille og smilede blidt til ham. Ikke at hun kunne andet, ikke med hans charme. Og det smil der, det smeltede hende fra inderst til yderst. ”Kom til mig så ofte du kan,” bad hun og hendes øjne skinnede af lykken, over at stå her med ham igen. Hun holdt sine fingre sammenflettet i hans et lille øjeblik, inden hun slap dem og lod hendes hænder falde til hans nakke. ”Jeg ved ikke hvor heldig du er,” sagde hun drilsk. Hendes hjerte som hamrede hurtigere, da han gengældte hendes ord. Det var i den grad en glæde han øre. Og også et lille skub i ryggen, i hendes usikkerhed, over at kysse ham. Hun løftede sig lidt på tå og endte med at kysse hans læber, ganske kort og prøvende. Hun søgte hans reaktion, og stod ganske stille.

[jasper]

Jasper ville nok erkende, at de var noget af det mest lyse som man kunne gå under når det kom til racer. Det var han slet ikke i tvivl om. End ikke engle kunne være så lyse som dem. De havde ingen nemesis. De var bare.. lyse væsner? Det varme smil hvilede så tydeligt på hans læber. I sig selv, var det slet ikke noget som han kunne få sig til at skulle falme det mindste. Han lod hende blot stå tæt på sin favn. Det var klart de færreste som han overhovedet ville lukke så tæt på, at de kunne stå i hans favntag. Lige der var han ganske lukket omkring tingene og det var sådan som han ønskede, at det skulle være. Han lod armene hvile godt omkring hende, selv da hun valgte, at skulle slippe hans hånd og lod den glide omkring hans nakke istedet for, som havde dette været en dans nok i sig selv. Det var det som havde bragt dem sammen og det var så sandelig også noget som han håbede, ikke ville ødelægge noget som helst. Hvis han havde for travlt, ville han næsten bede hende søge en anden partner, til han kunne få det hele på plads igen. Nu hvor han også lige var kommet over hans sygdomsforløb, så blev det nok også en hel del nemmere for ham. Han holdt virkelig forbandet meget af hende. Han ville i den grad lyve, hvis han vovede, at skulle påstå noget andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Så ofte jeg har mulighed for det, så kræver jeg en dans... og at se dig," lovede han oprigtigt. Han blinkede til hende, næsten som der havde været en hentydning til noget bag dette. I sig selv, var det virkelig ikke noget som han kunne komme udenom. Hvis han mistede hende som sin dansepartner, så ville han gå knust resten af tiden. Der var virkelig ikke nogen som hende! Hovedet søgte let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra hende overhovedet. At hun stillede sig på tå og valgte, at skulle kysse hans læber. Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst og mere end det som det nok havde gjort nogensinde før. Ikke at han nåede at skulle reagere inden hun havde valgt, at skulle trække sig væk igen. De dybblå øjne hvilede roligt i hendes blik. Hvad skulle dette da kunne ødelægge? Et sted.. lettede det her faktisk også en hel del. Han smilede let, hævede den ene hånd og lod den stryge mod hendes kind. Blot for at sige, at det var helt okay at gøre det som hun havde gjort. Han lænede sig forsigtigt og varsomt frem, lod læberne møde hendes i et roligt og gengældende kys. Han holdt det i et stille øjeblik inden han valgte at trække sig. 'Jeg elsker dig', var vidst en ting som havde en lidt større betydning end det som lige var kommet frem. "Nu tror jeg godt du ved hvor heldig jeg er," hviskede han roligt til hende. Stadig varmt og blidt og uden at skulle slippe hende.. han var lettet.. dybest inde var han virkelig bare lettet.