Many thoughts, in this cold winter.

[Riniya Roshia Cramenor]

Thranduil Íl Aleazea Devárniä


Det var bestemt ikke en af de ’varmer’ vinter dag, tværdig mod så var der pænt koldt denne formiddage. Det var en tør kulde, en rigtig gennemtrænge en så det var med og have godt med tøj på. Riniya var iklædt en mørk rød kjole med grønne ærmer ganske simpel og med et lille læder bælt rundt om livet, hun hade sin tykke mørke grønne vinter kappe på dejlig tyk og varm når man gik ude i sådan en kulde. Håret hang løst over hendes skulde runder hætten, hænderne holdt hun under kappen for at holde dem varme. Hun gik enlig lidt på må og få lig nu, hun hade være på vej til byen for at købe lidt mere mad med hjem hun mangle lidt mere til brød og gerne urter vis hun var heldig. Men hendes mange tanker hade endt med og få hende til og tage en vandre tur i steden for.


Mange ting var sket siden hun mødt Thranduil første gang, første og fremmeste var hendes storebror komme hjem. hvilke hade være helt ufattelig efter så mange år, men hans personlighed var ikke længer den samme og hun var ikke længer sikker på, at den mand hun så var hendes elskede bror eller ej.. han var så.. ødelagt. Ud over det hade Thranduil erklærer at de nu var et selvstændig folk, og hade løsreven sig fra konge huset. Dette hade skabt en del uro i folket, de hade virkelig fundet det bekymerne for kunne de nu også klar det, hvordan ville det påvirke deres liv? Osv. Her hade Riniya også ganske kort vær bange, men hun hade fundet trøst i at hun kendt Thranduil, og hun vist han gjord hvad han fandt bedste for dem. så hun hade gået og sagt sin mening når hun snakke med kunder eller venner, prøve og sprede en ro om at alt nok skulle gå og Thranduil jo gjord det han fandt rigtig, hun hade vist gået noget op i at give andre en peptalk for at hjælp på Thranudils omdømme så han kunne få det lidt letter.

Ud over det så hade hun jo også det med Mørk elverne Valandil, hvilke virkelig var en af de mere farlig ting i hendes liv. At skjule en mørk elver lig for næsen af Tharnduil.. hun vist det ville give hende så mange problemer vis han nogle sinde opdage det! hun hade gjort alt for at holde det skjult, og sikker sig inden så Valandil vis de kom hjem til hende, hun hade bedt ham blive på værelset og ikke sig en lyd så vidt muligt. Men skovens dyr kunne jo have set ham den dag hun bragt ham hjem, eller set ham gennem vinduet hvem vist! Det hade virkelig gjort Riniya tit hade sov dårligt fordi hun hade mareridt om den ballade der kunne ramme hende vis det blev opdage.

En af de nok meste positiv ting der var sket, var hun forsat hade set Thranduil så ofte de nu kunne efter alt det med de var bleven et selvstændig folk, og hun selvfølgelig hade sit arbejde og tænke på. for hverdag der var gået, hade hun følt hun kom tætter på ham som den mand han var og hun hade måtte indrømme over for sig selv hun var gået hende og falde pladask for ham. og alt hade jo virke til og gå fint, hun hade lytte til og støtte op omkring hans beslutninger, og give sin mening når han ønske det. men hun hade også bare nydet og side og snakke med ham, om alt der ikke behøve og handle om hans titel eller hvad der forgik i hans lille nye rige. Selv om Thranudil ikke var sådan en plaber mund, så hade hun nyt disse små samtaler. Hun hade også være komme med ting til ham, når hun besøgt ham mest sådan noget som brød i sær solbær brød man kunne godt kalde det for en form for ’kage’ for det var jo søder ind normalt brød. Hun syntes virkelig at det hele hade udvikle sig godt, og rygterne gik jo for hun hade selv svagt hørt dem selv om folk jo stoppe med og snakke når de så hende. Folk hade opdage de to brugt tid sammen, og de var groet tætter på hinanden. Det hade bare fået Riniya til og rødme vær gang hun tænkt på det, folk så dem som et ’par’ og tja det kunne man vist godt kalde dem et sted, de hade ikke just lavet noget ’intimt’ de hade kysse og snakke men alt var gået stille og roligt for deres egen skyld, og det hade Riniya respekter for hun vist jo Thranduil var bange for og miste igen og det forstod hun godt, så hun lod ham styr tempoet.



Riniya slap et lydløst suk, alle de ting der sket for hende hun kunne næsten ikke rumme det i hovedet! Hun var træt for hun sov ikke særlig godt, hvilke gjord flere tanker nemmer hade til og komme frem i hendes hoved. hun gik stille og roligt, mens hun tænkt på hvad hun skulle stille op med Valandil hun hade sagt til ham han kunne blive så længe han ville men det øge bare chancen for nogle så ham, og så ville han blive fange og straffet og Thranduil ville sikkert også straffe hende! Hun gøs kort ved tanken, som hun tråde ned for at tage et skridt. Dog hade hun ikke set sig for, og hade ikke set den gamle ræv hule under hende. Og med et hvin og et bump ja så sad Riniya fast med bene ned i ræv hulen og over kroppen der stak op. Hun så kort forvirret rundt, inden hun sukke og ryste på hovedet af sig selv ”du godets.. tja så kan jeg vel ikke synke laver” mumle hun og satte hænderne på skov bunden og forsøgt bare og trække sig selv op, men ak hun sad enlig godt fast hun sukke og endt med og smide sig tilbage i den sne der var under hende ”skønt.. bare skønt.. ” mumle hun og så op mod træ toppen hun måtte vel enten håbe på nogle fandt hende, eller hun selv fik sig selv op på et tids punkt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alt for mange rygter havde Thranduil hørt igennem den sidste tid, og det var.. forfærdeligt. Han havde tilbragt flere stunder sammen med Riniya, og han måtte jo indrømme, at han var begyndt at åbne mere og mere op med hende, og de tilbragte også mere og mere af tiden sammen med, når han ikke var i gang med det hårde arbejde, som lå i at skulle håndtere et helt folk og en hel race på egen hånd.
Men nu var det gået så vidt, at han havde hørt, at det var Riniya som var indblandet i tilværelsen af denne mørkelever, var noget, som han havde svært ved at håndtere. Det havde han virkelig svært ved at håndtere lige nu. Han trak vejret dybt, mens han egentlig stod og spottede over sit rige. Det var en halvkølig dag, men særlig slem, var den faktisk ikke.
Kronen var kommet tilbage på hans hoved, og håret var ved at få en længde, som han havde nemmere ved at håndtere. Han var i hvert fald ved at komme ud af den skal, som han havde været i, i alt for lang tid. Han var iklædt det smukke og skovgrønne, og det brune, som tydelige farver fra skoven af. Han var jo en stolt repræsentant af det miljø, og han ville gøre alt for det!

Med rolige skridt, søgte han udenfor. Han var langt mere rank i ryggen, end hvad han havde været længe. For nu, handlede det vel om at finde Riniya. Han ønskede at få afkræftet de rygter med det samme, og alligevel, så måtte han jo indrømme, at han var lidt bange for resultatet, når det skulle komme til stykket.
Hænderne foldede han roligt over ryggen, mens han fortsatte frem. Tydelig rank og det hele, mens han roligt kiggede frem for sig. Hvor mon han kunne finde hende? Det var efterhånden ved at være et par dage siden, han havde set hende sidst, og han måtte jo indrømme, at han havde savnet hende i den tid, hvor han intet havde set til hende, og det kunne i den grad også godt mærkes nu. Hvor mon hun havde gemt sig henne i dag?
Bevidst søgte han rundt omkring i byen. Et eller andet sted måtte hun jo trods alt være. Dog selvom han et sted var bange for svaret.

[Riniya Roshia Cramenor]

Rygter var der mange af i elver samfundet, det vist Riniya men hun hade dog ikke hørt rygterne der inddrager hende og mørk elverene Valandil, og hade hun hørt dem ville hun have under sig over hvor det var komme fra? Had nogle set hende med ham? kigge gennem vinduer? Eller hade Valandil være snige sig ud af huset? Det ville vær det der under hende for rygterne var jo sande hun hade jo noget med Valandil og gør, men hvordan folk hade hørt om det ja det var så der hun ville under sig meget. I tiden hun hade brugt med Thranduil, når ikke han hade for travlt med og lede et helt rig og dens folk, efter løsrivelsen, hade hun lagt mærke til han åbne sig mere for hende hvilke blot glædet hende for hun ville jo gerne lære ham beder og kende og det syntes hun var sket ret så godt.
Han hade også ænder sig i udsende, hans hår var jo vokset hvilke var dejligt og klædet ham også beder, men også hans holdning var bleven beder og det var kun sundt for ham. hun følt også han klædt sig beder, hun ville dog ikke giv sig selv den ære selv om hun hade være komme med et par ideer til ham, og han jo hade set nogle af hendes designs fra hendes bog efter en dag de hade være sammen, hvilke hun hade følt som et nervøst øjeblik for hun var altid spændt på hvad folk syntes om hendes stil og ideer.

Riniya sukke, som hun sad fast og lå med over kroppen ned i sneen. Det lod ikke til der ville komme nogle lig nu, hun forsøgt sig der for igen og vrikke og vride sig rundt for at løsne hendes nedre del fri. Og det tog hende et par forsøg inden hun smutte op, hade jorden være våd hade det nok sagt svup men her knase det bare som hun fik heven sig op og røg bag over i sneen, hun endt på ryggen og så lig op i træ toppende, der gik et par sekunder inden hun begyndt og le, noget så meget og højlydt. Det hele var virkelig bare noget hø! Alt det med hendes bror, med Valandil og at komme tætter på Thranudil og samtidig holde den hemmelighed! Det var lig til en ulykkelig roman her! Hun grine som hun fik sig selv op og side og begrave hænderne i ansigt, ”sådan noget hø” mumle hun stille til sig selv mens hun prøve og samle sig og få styr på følelserne og nerverne hun måtte ikke bryd sammen nu, hun måtte hold masken til Valandil var rejst så kunne hun åndelette ud, vis bare ingen opdage at Valandil hade være hos hende, og i sær Thranduil ikke opdage det.. hun frygt virkelig det ville kost hende det bånd de hade skabt sammen i den sidste tid.