Gone With The Wind...

[Autumn Melanie Warley]

Gabriel Maloya Nicomendes
Kl. 21.30
Ved Dæmningen

Stjernerne var netop kommet på himlen denne aften, som Autumn roligt sad ved vandsiden og kiggede op i mod de mange træer. Det var ikke altid nemt at være ung i denne verden og slet ikke med den familie hun havde. Hun brød sig ikke om sin vand, eller om det liv hun levede.
Hun vidste jo ikke engang om der mon var noget bedre, men det måtte der være. Dét her kunne ikke være den eneste måde at leve på og hun vidste allerede nu at hun ville gøre næsten alt for at slippe ud af det som hun var blevet en del af.
Det var ikke altid nemt at være en datter i denne her verden, og hun gik dagligt og drømte om hvordan det mon ville være, hvis hun var født et helt andet sted.


Det var ikke først gang hun var stukket af, heller ikke 3. 4. eller 5. gang. Faktisk var hun stukket af så utroligt mange gange at hun ikke engang kunne tælle det mere, og alligevel vidste hun at det hele bare ville blive værre når hun engang valgte at finde hjem igen, med mindre de selvfølgelig fandt hende først. 
Hun sukkede ud i natten så man kunne se hendes ånde, og hun lod igen blikket glide ned i mod søen. Hun havde så mange drømme, og lige nu vidste hun at chancen for de blev til virkelighed, var nærmest ikke eksiterende.


Nogengange var det nok bare ikke meningen at drømme skulle blive til virkelighed...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var langt hjemmefra, da han søgte over den mørke himmel, hvor kun stjernerne var der til at vise ham vej. Under normale omstændigheder, ville han ikke have gjort det her ellers. Han var blevet frisk igen efter længere tids sygdom, og nu skulle han igang igen.
Vingeslagene som bragte ham over jorden, var tunge og de var krævende. Nu hvor han havde ligget syg så længe, som han havde, grundet magter og evner, som han selv ikke var herre over, og ej heller naturen var, men alkymi. En farlig kombination af alverdens urter og lignende, som havde været tæt på at koste ham livet.
Landene var i fuldstændig opløsning. Den verden som engang havde været, kunne Gabriel slet ikke genkende, og han havde faktisk svært ved det. Hvad var det lige der skete?

Gabriel lagde an til landing denne gang. Han sænkede langsomt hovedet og søgte derfor mod jorden. Her svajede han i ryggen i en kraftig, men smuk og elegant bue, idet han landede direkte på jorden med et bunk.
De kraftige sorte vinger lagde han tæt ind mod sin ryg, som en anden fjerklædt kappe, som ville sikre, at han ville holde varmen her i den kolde tid. Sneen var endnu ikke kommet her, hvilket faktisk var imponerende nok! Hvor ville han mon finde dødsenglene?
Ved dæmningen løb vandet stille og roligt forbi, hvilket hurtigt fangede Gabriels opmærksomhed. Han søgte derned med rolige skridt. Hans ben sitrede under ham. Det havde kostet kræfter at flyve på den måde. Her stoppede han op. Månen og stjernerne kastede en svag silhuet tværs over området. Foreløbig synes han ikke rigtigt at bide sig fast i andres tilstedeværelse her i mørket.

[Autumn Melanie Warley]

Autumn forsøgte ikke at blande sig i hvad der skete i verden, sandheden var dog også at hun sjældent fik noget at vide. Hendes familie holde alt skjult for hende.
Hun var trods alt ikke en kvinde der skulle i kamp, hun var en kvinde der skulle blive hjemme og passe børn når den tid kom. Hun havde ikke lyst til at få børn, og da slet ikke med den idiot hun var gift med, desværre var det jo ikke noget hun fik lov at bestemme.
Måske var det også derfor hun nød at stikke af hjemmefra, fordi det gav hende plads til at tænke og det gav hende en fornemmelse af den frihed som hun ellers aldrig fik lov til at smage og føle, på grund af hendes familie.
Autumn kiggede i mod himlen som hun syntes at høre at sus, hun stilnede og lyttede. Hun frygtede altid at nogen ville komme, for alt efter hvem der fandt hende var straffen mere eller mindre behagelig.
I nogen lange sekunder lyttede hun bare, men da hun konstaterede der intet var, vendte hun blot opmærksomheden tilbage til det smukke vand og månens lys der gav genskær ned i det.
Hun stivnede som hun igen hørte skridt, og hun vendte sig rundt i en hurtig bevægelse, som hun fik øje på en skikkelse et stykke bag sig, ikke umiddelbart en hun kendte "Bliv der..." sagde hun og forsøgte at lyde en smule truende, hvilket nok ikke gik så godt for hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ikke været ude på den her måde i virkelig lang tid nu. Det var helt underligt at gøre det, men denne gang også en nødvendighed. Verdenen var fuldstændig i opløsning, og dette ønskede han ligeledes at se med sine egne øjne. For ikke at glemme, at det efterhånden var ham en nødvendighed at søge mod sine egne. Ikke at han vidste hvorfor, men det var et brændende behov han havde.
Roligt søgte han ned mod jorden, hvor han landede med et blødt bump. Vingerne lagde han tæt ind til kroppen. Her i kulden, var de også gode til at holde ham varm. Og lige nu hvor vinteren var på vej, var det bare en tydelig nødvendighed. Ikke bare for ham, men også for alle andre.
Stemmen som lød, da han kom tættere på vandet, fik ham omgående til at stoppe op. Han var med andre ord heller ikke alene. Han drejede hovedet langsomt mod vedkommende. Det var svært at se i mørket. Gabriel var ikke umiddelbart en ond og grotesk fyr. Det var noget som var kommet med årene, men kom derimod også kun til udtryk, når det var nødvendigt. Det ville han ikke just påstå at det var i den her situation. "Og hvem er du?" Hans stemme gav umiddelbart ikke indtryk af noget der mindede om glæde, men når man ikke vidste hvad man havde.. hvad havde man så?
Gabriel vendte blikket ned mod kvinden. Det var en kvinde. Stemmen havde afsløret hende for længst. Hånden lagde han tæt ved hoften. Når man endelig var ude, var det farligt at gøre det, uden at have våben med. Han trak det ikke. Ikke før det skulle vise sig, at være nødvendigt.

[Autumn Melanie Warley]

Et øjeblik havde Autumn troet at manden måske var her for at hente hende, og hun kunne mærke hvordan hendes halvdøde hjerte med det samme begyndte at hamre med hundrede kilometer i timen, uden at ane hvad hun skulle sige til ham.
Som han spurgte hvem hun var, måtte hun dog indrømme at hun kunne ånde lettet op.
"Hvem jeg er?" spurgte hun i en lettet stemme og smilede i mod ham, okay så kunne hun da være rolig lidt endnu.
Hun rømmede sig kort "Jeg er ikke nogen.. Jeg sidder bare lige og slapper lidt af" sagde hun i et smil, og lod kort sit blik glide udover den smukke bred igen, hun elskede at være sådanne steder her, naturen talte til hende, på en helt anden måde end noget andet kunne gøre det.
"Hvem er du da?" spurgte hun i en undrende stemme, det var da ikke så ofte at folk sådan rendte rundt på denne tid.
Han lignede en mand med magt, om hun havde det skulle hun jo ikke kunne sige, men hun kunne bare genkende udstrålingen.
Selv havde Autumn ikke ligefrem noget magt, faktisk havde hun jo ikke engang magt over sit eget liv.
Hun betragtede ham blot her på afstand, blot for at være sikker på han ikke kunne finde på at angribe, men egentligt så så han da sådan ganske fredelig ud, og for det andet så var hun ikke super bange af sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Med den baggrund, som Gabriel nu kunne lægge bag sig, kunne man vel et sted godt sige, at han var en mand med magt? Han havde i hvert fald haft rigtig meget af den så at sige. Han blev stående og kiggede på denne kvinde. Han vidste at selv kvinderne kunne vise sig, at være farlige når det kom til den slags, men hvad.. Sådan var det jo bare i den anden ende, uden at man egentlig kunne gøre noget som helst ved det.
Gabriel lod hovedet tilte lidt på sned. En kvinde, der havde søgt hertil for at slappe af? Ja, så havde man jo set det med. Han trak svagt på smilebåndet. "Det er et meget mærkværdigt sted at gøre det, må jeg indrømme," fortalte han oprigtigt. Armene lod han i stedet for falde over kors. Han ænsede intet farligt ved denne kvinde.
Og hvem han var? Nu var han ikke ligefrem en mand af et ukendt navn her på egnen, og det vidste han jo udmærket også godt. "Gabriel Nicomendes.. Og hvad er Deres navn?" spurgte han denne gang. Her forsøgte han faktisk at agere høfligt, selvom det lå ham fjernt nu. Han havde ikke tiltalt nogen med de høflige fraser på den måde igennem temmelig mange år nu.
Gabriel vovede sig denne gang en smule tættere på. Han ænsede intet farligt ved hende. Desuden var han heller ikke kommet her, for at gøre hende noget ondt. Han havde derimod søgt ud for at finde sin slags.. Det var et underligt behov han pludselig havde fået.