Someone to help?

[Deleted]

Dage var gået siden ulykken i de mange gyder i Manjarno by, selvom tilstanden dog ikke havde forbedret sig for Ilarias vedkommende. Det brændte som en i helvede i hendes ene ben og hun kunne virkelig ikke støtte på det længere! Betændelsen havde tydeligt sat sig i det voldsomme brandsår og det, at Nates kugle havde sprængt med den kraft, viste sig tydeligt i form af det brækkede ben. Gyderne var hun endnu ikke kommet fra. Ingen måtte da se hende på denne måde! Tydeligt udmattet, gled hun ned langs væggen på den store bygning som hun stod lige ved.. for nu, var det ganske enkelt en rolig aften og det var i den grad noget som hun agtede, at skulle nyde af, det var der ikke nogen tvivl om. Måske, at det ville være hende muligt, at skulle komme til kroen og sætte sig? Hun ville i det mindste gøre et ihærdigt forsøg. Hun kæmpet sig skælvende op på benet igen og med en kraftig smertefuld grimasse. Brystet var stadig godt rødt og voldsomt irriteret og det samme med hendes ansigt, da hun varsomt måtte kæmpe sig videre ud af gyden og stille ned langs gaden. Hun nåede kun lige at skulle åbne døren ind til kroen - eller rettere, så røg hun direkte ind i den, fik den tvunget op idet hun igen kraftigt måtte ryge direkte ned i gulvet med endnu en kraftig og smertefuld grimasse. Hvis hun nogensinde ville se Nate igen, så slog hun virkelig manden ihjel! Hun satte hænderne i gulvet, greb kraftigt omkring et bord som stod ikke så forfærdelig langt fra hende, også selvom krofatteren så hurtigt måtte komme hende til hjælp, selvom hun kraftigt afviste ham. "Lad mig være!" sagde hun med en fast, dog lettere skælvede stemme. Betændelsen var gået i og hun vidste det, det var virkelig bare noget som hun kunne mærke efterhånden og følelsen var bestemt ikke behagelig! Tvært imod! Hun blev alligevel hjulpet hen et sted hvor hun kunne komme ned at sidde. Hun bed sig kraftigt i læben. Den smerte skulle ingen på nogen måde få lov til at se!

[lysander]

Dagene gik efterhånden med ensomhed. Nu da han ikke havde et job at tage sig af, gik Lysander egentlig bare rundt alene. Han havde ikke set Junior i et stykke tid, og syntes det var underligt at være borte fra ham. Han var jo bare... væk for ham? Var det bare det. Ikke mere venskab. Intet. Det var en skræmmende tanke, eftersom han havde kendt Junior siden han var nyfødt. Og nu havde han ikke set ham i lang, lang tid. Han var draget fra Procias af, da der ikke var noget at gøre for ham mere. Landet var jo ikke noget for ham, han havde været der som en stor tjeneste for Elanya. Men det var klaret nu. Så måtte han jo klare sig selv. Han følte sig dog utrolig rastløs efter så lang tid. Og nu havde han bare intet at lave. Han kom riddende igennem Manjarno. Det var ved at være aften, og derfor måtte han overnatte på kroen. Han fik hesten opstaldet i deres stald, og havde nøglen i sin lomme. Han gik ind i kroen, og kom lige til at høre en kvinde hvæse af krofatteren, som jo faktisk bare hjalp hende. Han kunne ikke direkte se på hende, at hun havde ondt. Men med den tone, måtte der gå hende noget på eller også var det bare sådan hun var. En fra Dvasias, vel og mærke. Han gik over gulvet og op imod baren. Han betalte for et værelse, som han fik nøglen til - den røg også i lommen - og bagefter købte han 2 glas vand. Han gik ned til bordet hvor den 'hvæsende' kvinde sad. "En lille forfriskning. Jeg gi'r," sagde han kortfattet og sendte hende et beroligende smil. Han drak noget af sin eget glas. En lille svedperle dryppede fra hans hårgrænse, men det gjorde ham ikke frastødende. Han sendte hende et svagt smil, og satte sig ned på stolen overfor den hun sad på. "Noget går dig på.." konstaterede han. Han kunne se hendes sammenbidte mine. Det var vel at holde på et eller andet, som gjorde ondt.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig formået at skulle kæmpe sig hele vejen til kroen, selvom det i den grad havde kostet hende kræfter. Henes ben var tydeligt brændt og brækket, hele halsen og brystet var rødmalet af den voldsomme irritation som de mangle ildkugler havde haft på hende. Det var virkelig som om at Nate havde prøvet at skulle skrue op for temperaturen. Hun sad med en tydelig sitren, hun var i den grad bare vred! Vred som hun aldrig nogensinde kunne huske, at hun havde været tidligere, og med alle de år som hun havde på bagen, så var det bestemt nget som ikke sagde så lidt. At den anden mand fik sin nøgle til sit værelse, to glas med vand for at sætte sig ned ved hende, var først noget som hun ænsede, da han kom hende i møde. Ikke sagde hun noget som helst til ham, før han havde taget plads og selv valgt, at skulle lade ordene flyde på denne måde. Hun tog roligt fat om glasset med en næsten uhyggelig rolig hånd, hævede det, kun for at skulle smide hele glassets indhold mod sin hals og bryst. Det brændt helt af helvede til! Hun lukkede øjnene stille og ganske let sammenkneben. Hun hævede brystet varsomt inden hun igen valgte at skulle se på ham, da hun havde sat glasset fra sig igen roligt og stille.. Det hjalp da en smule for hende, selvom det nu ikke var meget man ligefrem skulle gå hen og prale af. Hun foldede hænderne roligt foran sig og uden at skulle tage blikket fra ham det mindste. "Det hjalp faktisk.." sagde hun roligt. Ikke noget tak eller noget som helst, hun måtte virkelig bare køle ned igen og det i sig selv, kunne fint vise sig, at være en ekstrem langsom proces. Hun hævede sigende det ene bryn. "Foruden at jeg er blevet brændt og med et godt brækket ben efter mødet med Lestats Juniors lillebror.. så nej.. så har jeg da absolut ikke nogen grund til at klage," sagde hun sarkastisk. Hun rullede let med øjnene. Benet gjorde ondt som en i helvede og de mange brændemærker over hendes bryst og hals, gjorde det ikke ligefrem lettere. Nate havde virkelig vist sig at være en hårdere modstander end det som hun lige havde gået og regnet med.

[lysander]

Lysander vendte kort blikket op imod faklen der hang på væggen lige ved bordet og flimrede med sit rødgule skær ned over det slidte træbord. Han hævede brystet langsomt, og pustede så ud igen. Hver gang døren åbnede, flakkede flammerne endnu hurtigere, fordi de blev generet af vinden. De gik dog ikke ud, da folk som regel ikke åbnede døren helt. Men kun så de lige selv kunne komme ind. Han lod blikket følge en stribe i bordet, og så da hun tog om glasset. Han hævede derfor blikket og tog en slurk af hans eget vand. At hun så smed det på brystet undrede ham ikke. Han kunne godt se de røde irritations plamager. Han hævede et kort bryn af hende, men tænkte bare at det måtte hjælpe lidt. Dog måtte hun vidst ligge under noget koldt vand i længere tid, før irritationen ville fortage sig. "Selv tak," svarede han hende. Nok sagde hun ikke tag, men hun var jo oppe på et kogepunkt. Det var jo ikke nemt at vrisse et: mange TAK! Han betragtede hende. Ganske køn egentlig, selvom han aldrig havde haft nogen. Følelser skræmte ham, da det kun gjorde at man mistede hovedet. Og han havde brug for ikke at kunne blive distraheret hvis han endte i en kamp. Han endte dog med at blive tavs ved hendes forklaring. Lestat Juniors.. LIILLEBROR?! HVAD pokker snakkede hun om? Junior havde da ingen bror. Nej, det var umuligt. Han havde jo selv opfostret Junior. Han rystede på hovedet af hende. "Lestat Junior har altså ingen bror," sagde han og kneb øjnene i. Han rystede dog tankerne væk, lagde hovedet bagover og bældede det sidste af hans glas vand. Han satte glasset på bordet med et klonk, og skubbede sig op at stå. "Nok om det, jeg hedder Lysander.." præsenterede han sig. Han gik om til hendes side, knælede og betragtede hendes ben. "Avs.." mumlede han og skubbede sig op, stod nu for enden af bordet og med fronten imod hende. "Hvis jeg må, kan jeg hjælpe dig..?" tilbød han og så på hende.

[Deleted]

Det iskolde blik, hvilede stadig meget fast på Lysanders skikkelse. Hvem han var, var hun virkelig ligeglad med, men at han tildels havde hjulpet hende med det forbrændte bryst og halsen, var hun dog taknemmelig for. Hun havde vel bare 'glemt' at skulle sige tak til ham? Hun lod hovedet søge let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra ham overhovedet. Benet og hendes nu betydeligt svagere tilstand gjorde, at hun virkelig bare var nødt til at gå forsigtigt frem. Det kunne virkelig gå noget så gruelig galt ellers og det var virkelig noget som hun helst og for al del hellere ville undgå, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun måtte virkelig bare køle ned, den brændende fornemmelse var virkelig noget som mildest talt kunne skræmme hende. Hun elskede alt som var koldt og mørkt, og det var virkelig ikke hvad hun ville definere med dette, det var der eller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun så roligt på ham. En køn mand måtte hun dog erkende og det var virkelig ikke ofte, at hun kunne sige det til nogen som helst. Kræsen var hun virkelig og ingen havde til nu formået at skulle tilfredsstille hende bedre end de få fyre som faktisk måtte befinde sig på H-huset i Dvasias.. Alt andet havde til nu formået at skulle kede hende og endda noget så grusomt. "Så lidt.." svarede hun med et næsten halvvejs provokerende smil. Ingen havde formået at smelte det iskolde hjerte som måtte hvile i hendes bryst.. Hun var virkelig en ren isdæmon og hun nød i den grad også af tanken og fornemmelsen af det, det var der i den grad heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Den tydelige blege tunge, lod hun stryge henover de blege læber. Noget at drikke ville gøre godt, selvom hun nu helst ville ønske, at få dden brændende fornemmelse væk! Den gjorde ondt! Følelser skræmte nu ikke just hende, der var bare ikke faldt nogen i hendes smag.. Ingen som have formået at holde fast ved hendes interesse eller opmærksomhed på noget tidspunkt. Hun hævede kort det ene bryn ved hans udtalelse. "Det troede jeg virkelig heller ikke.. Knægten har en tvillingebror.. Nate Malfoy Maloya.." Hun skar en grimasse ved det navn. En køn fyr havde han lige så også været, men hans personlighed og ekstremt provokerende optræden under deres møde, havde virkelig pisset hende af mildest talt. Hun lod blikket følge ham. "Hyggeligt at møde dig Lysander.. Jeg er Ilaria," sagde hun med en rolig og fattet stemme og tydeligt med en vis stolthed at skulle spore også, det var bare ikke noget som hun formåede, at skulle lægge det mindste skjul på. Hun var stolt af sit navn, ingen tvivl. "Du vil hjælpe mig?" Hun hævede sigende det ene bryn. En hjælp ville gøre ondt, ikke nogen tvivl om det. "Hvordan kan og vil du?" spurgte hun videre. Hun var ikke dum og hun tog bestemt ikke nogen chancer.

[lysander]

Lysanders eget blik var meget roligt. Han tog sig ikke det mindste af hendes iskolde blik. Han var sådan set ligeglad. Hun måtte da se på ham som hun havde lyst til. Han kunne jo ikke gå rundt og beordre den ene og den anden til at opføre sig som han ville have det. Nok havde han været i Kongehuset i Procias i hele Juniors barndom, men han var i den grad ikke kongelig. Og ej heller lys. Det havde været en venlig tjeneste. Ellers havde han virkelig aldrig sat sin fod i Procias. Hvem denne kvinde var, gjorde ham lidt nysgerrig. Han var sikker på hun var fra Dvasias. En kold skabning også. Men hvilken? Vampyr, Spide eller Isdæmon? Hun lignede mest af alt en isdronning, så han skød meget godt hen imod isdæmonen. Yndig så hun ud, trods de røde irritationsplamager efter en ildkugle vel? Hun havde været forbrændt, om de havde været de andre to racer. Han kendte jo meget til de forskellige racer, havde længe studeret det hele. I den grad også stolt af sin viden, og sin fortid sammen med sin egen lærermester. Han kunne kun håbe, at Junior ville huske på Lysander ligeså. At hun havde glemt at sige tak til ham, gjorde ham nu intet. Høfligheden nu om dage, var efterhånden en sjælden ting. Derfor var han meget overrasket om han skulle finde nogen, der rent faktisk takkede for at han hjalp dem. Hendes tilstand var forslået, ja. Et brækket ben var virkelig noget af det værste, så selvfølgelig måtte hun være forsigtig. Og af hans mørke race, havde hun vel også en god grund til det? Hun måtte reagere som hun ville, men hun kunne ikke benægte, at hun faktisk havde brug for hjælp! Han gengældte hendes rolige blik. Hans egne isblå øjne hvilede på hende. Køn var hun dog.. det kunne han stadigvæk ikke komme udenom. Han lænede sig lidt tilbage i stolen og strøg en hånd igennem hans halvkorte strittende brune hår. Hvad der løb igennem hendes tanker, vidste han ikke. Han var faktisk usikker på, om han nogensinde havde været sammen med en kvinde. Han huskede jo ikke selv den aften, han faktisk havde haft en affære med Elanya. Hvilket havde resulteret i Junior, og den ukendte tvillingebror Nate. Den historie kendte han virkelig ikke. Han strøg kort hans tunge hen over sine halvblege læber. Hvad som skræmte hende, kunne han ikke sætte sin finger på endnu. Af et førstegangsmøde at være, så var dette faktisk på meget grundbasis hvor man snakkede om alt, der ikke havde noget at gøre med sig selv. Ikke personligt i hvert fald. Han sad ganske stille og lyttede til hendes ord. ”Det.. lyder højst usandsynligt, men hvem ved,” sagde han stille. Ja, ikke engang ham, som havde opfostret Junior. Han sendte hende et smil, nu da han stod ved bordenden. ”Hyggeligt at møde dem, Ilaria,” sagde han med et sigende bryn og smilede med en skjult venlighed til hende. Han nikkede til hende. ”Du ønsker måske ikke at komme af med irritationen på brystet? At ligge i koldt vand kan både rense dit ben og tage irritationen. Jeg tilbyder dig blot at låne badet på mit værelse. Jeg skal nok holde mig væk,” sagde han. Hun tog vel sine sikkerhedsforanstaltninger. Om hun så ville lænke ham til sengen, så måtte hun jo gøre det.

[Deleted]

Lysanders rave, var nu stadig godt ukendt for Ilaria, men hun var i den grad forsigtig med en ekstrem god grund. Hun havde jo kun fået lov til at erfare hvad der skete hvis man ikke var forsigtig nok og hun sad nu alligevel som et levende bevis på at det i den grad kunne gå noget så frygtelig galt, selvom hun virkelig ikke kunne fordrage tanken omkring det! Hun blev siddende og med blikket hvilende på ham. Han var i den grad en køn mand, det kunne hun ikke komme udenom og direkte kunne man vel heller ikke stå ved, at hun havde mistet interessen for ham endnu. Hun kendte ikke til noget andet end mandens navn endnu, hvilket hun i den grad agtede at skulle få lavet om på, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Det gjorde ondt, det klødte og det var i den grad noget så voldsomt irriteret, at man skulle tro, at det var løgn! Hun valgte dog bare at skulle bide det noget så kraftigt i sig, det var der heller ikke nogen tvivl om, også selvom hun vidste, at hun ikke havde noget andet valg for øjeblikket. Lige netop denne mands intentioner vidste og kendte hun virkelig ikke det mindste til overhovedet. Hun lod hovedet søge let på sned. De isblå og kolde øjne hvilede som stift til hans skikkelse og uden at hun så det mindste væk. Ikke at hun kunne få sig selv til det for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. En isdronning kunne man meget vel vælge at kalde hende, der var virkelig heller ikke nogen som helst som havde magtet at skulle få hendes hjerte til at smelte eller gribe det med en varme som ville være mærkbar. Dette var virkelig bare den som hun var, det var ikke nogen facade eller noget som helst, det var virkelig hende som havde og sad med denne voldsome kulde som hun gjorde for øjeblikket. Øjnene kneb Ilaria svagt sammen. Hun studerede ham meget varsomt. Hvad de kongelige gjorde og havde noget med, vidste hun bestemt heller ikke, og det var heller ikke noget som hun ønskede at kende til.. At det var denne mand som havde stået på side med Procias, sågar vogtet og passet på kongesønnen, var ikke noget som hun vidste. Om hun havde gjort det, så havde hun nok slået manden ihjel på stedet og det ville være uden at skulle tøve det mindste overhovedet! "Jeg ved hvad jeg hørte Lysander. Han præsenterede sig som Nate Malfoy Maloya.. Han er af kongelig slægt og Lestat Juniors lillebror," sagde hun med en meget kortfattet og irriteret stemme, det var virkelig heller ikke noget som hun magtede at skulle lave det mindste om på overhovedet. Hun slog armene over kors på hendes bryst, selvom hun for al del undgik at komme i kontakt der hvor hun måtte være så forbrændt og så voldsomt irriteret, det var heller ikke noget som hun måtte ønske noget som helst af for øjeblikket. Hun hævede kort det ene bryn ved hans ord. Det var virkelig de færreste som ville tilbyde nogen som helst noget hjælp nu om dage og specielt ikke til en dvasianer, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du vil lade mig låne dit badeværelse?" gentog hun tydeligt forundret, det var virkelig noget af det sidste som hun lige havde ventet sig, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det glædet hende dog alligevel. Hun satte den ene hånd mod bordet og den anden om ryglænet og tvang sig op på det friske ben, selvom hun tydeligt måtte skære en voldsom grimasse. Benet sad tydeligt forkert. Trykket efter den store eksploderende kugle som Nate havde valgt, at skulle gøre brug af, havde virkelig skubbet benet helt ud af led. Det var i den grad en smertefuld proces med healing som hun måtte gå i møde og hun vidste det. "Jeg takker for hjælpen.." afsluttede hun endeligt, selvom hun bestemt ikke var meget for det.