When the sun rises

[Tiyanna Direshade Acheron]

Kniven mod Tiyannas strube, gjorde at hun ingen modstand kunne gøre, men hun vidste samtidig også at det satte Sephiran i en situation, som bare ikke gavnede nogen denne her gang. Hvor hun dog hadede at de konstant skulle være så udsatte! Hun havde jo allerede for længst sagt, at man ikke kunne stole på en Marvalo! Nu lærte manden vel også på en hård måde? Kimeya kunne jo ikke engang reddes, og så var hun ligeglad med det forhold som de engang havde haft! "S-slip mig..!" Maven var i vejen. Hun kunne ikke gøre nogen modstand!
Lionell forholdt sig rolig, mens Irina fik Kimeya bundet op og trak ham med sig længere væk. I takt med at han kom fri, forsvandt dragen af ild også. Det passede Lionell fint. Nu var han klar til næste skud på stammen - og det var at få Sephiran med sig væk derfra, hvilket heller ikke kunne gå hurtigt nok lige nu! Hans fokus lå på Sephiran. En mand, som han vidste, var farlig. Tiyanna slog hovedet ind mod warlocken i et forsøg på at få den kniv bare lidt på afstand. "Sephiran lad væ..!" Hun tav, da kniven advarende blev presset ind mod hendes hud. Det her var overhovedet ikke meningen! Øjnene lod hun kort glide i denne gang.
"Hvis du vil have at hun skal overleve, Sephiran.." hvæsede Lionell med en advarende stemme. Nicks handling, havde han ikke set, og det havde warlocken, som holdt Tiyanna fast heller ikke. Manden som dog stod ved hans side, så derimod meget mere. Warlocken reagerede ved at hæve en mur, så ingen kunne ramme dem. Tiyanna stivnede, hvilket også gjorde at kniven borede sig en smule ind i hendes hals. "S-stop det!" vrissede hun denne gang. Lionells øjne skød lyn. "Det vil jeg ikke gøre, hvis jeg var dig." Han vendte blikket mod manden som holdt hende, og nikkede. Mere insisterende, borede de kniven tæt ved hendes hals.

[Sephiran Acheron]

Sephiran hadede dette. Det var altid Tiyanna, det skulle gå udover, når folk ønskede noget af ham. For folk vidste udmærket hvor stærkt han stod magisk og det var ikke blevet mindre med årene. Han kneb øjnene sammen og stirrede mod Lionell. Eftersom hans fokus primært lå mellem Tiyanna og Lionell, så håbede han, at nogle var smarte nok til at overveje at stoppe Irinas forsøg på at få Kimeya med sig væk, hvis det vel og mærke var ude af Lionells øjenvide. Men så kloge var folk nok ikke. Man skulle virkelig gøre alt selv nu om dage. Let vædede han sine læber. Selv ænsede han godt at Nick forsvandt. Desværre lykkedes knægtens forsøg på at redde sin mor ikke som forventet og det irriterede ham voldsomt. Han følte virkelig, at han hang i en tynd tråd og balancen mellem om den holdt eller knækkede var virkelig hårdfin. "Lad hende være!" beordrede han med en kraftfuld stemme. Ikke at det dog hjalp som sådan, især ikke da Nick prøvede at slå warlocken omkuld. Folk på pladsen flygtede, hvor andre stod som forstenede. Uroen bredte sig og folk begyndte at panikke, da de godt kunne se hvor dette førte hende og de vidste ikke hvad det betød for dem.
"DET ER NOK!" endte han med en magtfuld stemme, der fik hele pladsen til at gå i stå. Alt var stille i et ganske øjeblik, før folk overhovedet turde trække vejret igen. "Jeg skal nok gå med dig... Og lad så min kone gå," endte han.
Nick knyttede irritabelt en næve, da hans forsøg på en redning ikke havde hjulpet. Han rejste sig fra mængden igen og trådte frem. Folk havde givet mere plads omkring skafottet. Han så intenst på det der skete.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna gispede smertefuldt idet at hun blev trykket mere ind mod den mand, som nu holdt hende fast. Hun ville ikke have det.. Hun ville ikke være det punkt, som man bare kunne ramme, for det var hun ærlig talt ved at være træt af. Et kraftigt slag faldt til mod hendes knæ, hvor hun denne gang måtte give efter, og ende i knæ foran warlockerne. Hun knælede for dem, selvom det slet ikke var noget som hun havde lyst til. Her stirrede hun i retningen af Sephiran ved hans opbrøl. Svagt rystede hun på hovedet. "Lad nu være..!" bad hun, da han indvilget i at lade sig følge med af dem. Kunne han ikke se, at de kun gjorde det for at ramme dem?
Lionell kunne ikke lade være med at smile et tilfredst smil. Sephiran indvilget i det. Kimeya var blevet trukket med væk, hvilket skam også var noget som passede ham mere end fint. Med andre ord, så havde han fået det som han ville have det. Lige nu, gik han umiddelbart ud fra at Faith havde opsøgt slottet for at få Evan ud. Det derimod, var ikke en sag, som han havde tænkt sig at blande sig i. "Det anede mig, at du ville komme til fornuft." De havde jo længe vidst hvad mandens ømme punkt havde været. Ja, tænk at der i det hele taget havde været et punkt at ramme! Her vendte han sig mod warlockerne. "Giv hende samme behandling," beordrede han denne gang. Manden som stod lige ved, smilede et skadefro smil. Uden at tøve, trak han kniven til sig, hvorefter han jog den direkte ned i hendes lår og vred kraftigt til.
Tiyanna nåede knapt at ænse hvad der foregik, før hun sad igen med en kniv i låret. Et kraftigt skrig brød hendes læber, idet hun knækkede sammen på jorden. Folk var panikslagne. Romeo kunne slet ikke finde ud af hvordan han skulle reagere. Lionell viftede med hånden, hvor de kraftige reb i stedet lagde sig om Sephirans skikkelse. Han tog selvfølgelig heller ikke nogen chance.

[Sephiran Acheron]

Sephiran hadede dette. Men han vidste også, at uden Tiyanna som sit svage punkt, så ville han slet ikke stå så stærkt i sidste ende. Eller ville han? Hans tanker måtte spille ham et puds. Han kunne og ville ikke undvære Tiyanna. De havde været for meget igennem. Selvfølgelig var hun dog ikke enig i hans beslutning, det var han udmærket klar over. Det hujede ham heller ikke ligefrem, men hvad pokker skulle han gøre?! Han havde ingenting at gøre! Han fnøs. "Du kommer til at fortryde denne dag," svarede han ham køligt. Hvad Lionell først mente med 'samme behandling' var han ikke klar over, før han så at de hævede kniven. Han løftede en arm for at forhindre dem i det, men nåede det ikke, da Lionells næste besværgelse fangede ham i stedet. "Nej!" vrissede han.
Benene blev som fejet vej under ham, da rebene greb fat i ham og bandt ham. Her spredte panikken sig for alvor og alle løb skrigende fra pladsen... faldt over hinanden og forsøgte at komme væk på den ene eller anden måde. Han nægtede, at lade sig slå af dette, uanset hvor ydmygende det hele føltes netop nu hvor han lå her, bundet som et andet byttedyr, der skulle slæbes hjem til trofæ. Han hadede det!
Nick hastede mod sin mor og greb ud efter hende. Det her var da på ingen måder sundt!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna gik direkte i jorden med et skrig, idet at kniven blev sat direkte i hendes lår, hvor hendes ben tydeligvis måtte give efter under hende, og med skriget som brød hendes læber. Warlocken slap hende, kun for at søge hen til Sephiran i stedet for, for at tage fat i ham. Nej.. Tiyanna vendte blikket direkte mod dem. Forbandet være de skide warlocker! De skabte jo for pokker heller ikke andet end problemer lige nu!
"Lad være... Lad være.." Hun forsøgte at kravle henover jorden, men måtte alligevel hurtigt opgive, for hun kom ikke nogen vegne med det her. Nick kom rendende og satte sig ved hende, hvor hun denne gang hævede blikket. De måtte ikke tage ham fra hende igen! Det var jo ikke første gang, at det her skete! "Nick.. De må ikke..!" udbrød hun denne gang.
Lionell var oprigtigt ligeglad med hvordan Tiyanna havde det.. Nu var de to i hvert fald beskæftiget med noget andet. Romeo stod stadig og var forvirret over alt det her. Lionell gjorde et vip med hånden, hvor han smed Romeo af pommern til, hvor han slog hovedet direkte ned i jorden, hvilket slog ham ud. Han vendte sig mod Sephiran i stedet for. "Og nu skal du med os, min fine ven.." Han gjorde endnu en bevægelse med hånden, hvilket hævede Sephiran fra jorden, hvor de denne gang søgte derfra.
Tiyanna blev siddende, hvor hun denne gang tog sig til maven. Sephiran var væk... Nu? Hvorfor lige nu?! Hun vendte blikket ned af sig. "Nick..." Hun så ned af sig, og ned på den pøl af vand, der lå under hende.

[Sephiran Acheron]

Om dette havde været det rette valg, det vidste Sephiran ikke. Til gengæld, så vidste han, at Lionell nemt og ufortrødent kunne have slået Tiyanna ihjel - ja, hvis ikke ham, så Irina og det irriterede ham grænseløst! Kimeya og Irina var sikkert allerede over alle bjerge og hvor Lionell gerne ville have ham med hen, det anede han ikke. Han vendte blikket mod Tiyanna. Hendes skrig ramte ham dybt indeni, for han kunne ikke fordrage når noget skulle gå udover hende, selvom han vidste, at hun var en stærk kvinde. Hun havde trods alt overmandet ham i sin tid og overgået ham et par gange med list, selvom han var magisk stærkere. Men dengang havde han fundet ud af, det ikke altid kun handlede om at være stærkest magisk, hvilket jo havde gjort, at de havde endt med at træne hinanden. Han havde lært meget fra sin kone faktisk. Men nu hjalp det ham jo så ikke alligevel. Han var blevet narret i sit eget spil... eller faldet for sin svaghed, hvilket hans værste fjender tydeligvis godt vidste. De var snu nok til at gå direkte til kilden og ikke starte i det små. Han rullede med øjnene og spændte i kroppen, da han blev hævet fra jorden. Han sagde ikke så meget, som et eneste ord...

//Out.

[Nick Direshade Acheron]

Det hele gik for stærkt. Det hele var for uoverskueligt og Nick hadede, at han ikke kunne redde situationen i øjeblikket. Hans far blev taget, Kimeya var undsluppet og hans mor var nu såret oveni hendes graviditet. Selv følte han slet ikke, at det var fair. Romeo var stadigvæk ikke specielt med på noget og havde ikke direkte nogle impuls selv. Han blev fejet af banen og Samuel samt de andre vagter blev holdt tilbage af Lionells få mænd.
Han rejste sig op og kastede magiske kugler efter dem, men de fleste blev afværget. Han fik dog ramt den ene warlock lige i hovedet, så han faldt på næsen, men vedkommende var hurtigt oppe. En anden warlock kastede Nick tilbage og han følte sig ydmyget over, at kunne blive nedlagt så nemt. Han var tumlet ind i skafottet og kom hurtigt til sig selv igen. Nu var hans far i hvert fald væk, ligesom Kimeya. Hvor mon de tog ham hen? Det var pokkers frustrerende! "Jeg skal ære vort navn," hviskede han lavmælt og knyttede en hånd, som han kom op at stå. Han vendte sig mod sin mor, der kaldte. På tonefaldet lød det bestemt ikke lovende og da hun så ned af sig, så forstod han også med det samme, hvad der skete. Hun skulle føde. Han havde jo set det med Sasha. "Mor," endte han fast og hastede til hendes side. Samuel kom til og sammen fik de hende op at stå, så de nærmest kunne bære hende indenfor. Og de gjorde de, eftersom kniven i hendes lår også skulle tilses og forhindrede hende i at gå.
De fik hende eskorteret op til hendes soveværelse, hvor hun blev lagt i sengen. Samuel forlod dem hurtigt for at hente hjælp og Nick lignede mest af alt bare et spørgsmålstegn. "Jeg ved ikke... Jeg aner ikke... Jeg kender ikke..." Han startede på en masse usammenhængende sætninger, han ikke kunne færdiggøre og gloede bare på hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det hele var et kæmpe kaos, som Tiyanna på ingen måder have været forberedt på. Hvorfor var det ikke bare, at de kunne få lov til at opleve det godt for en gangs skyld?! Det her var virkelig ved at blive for meget for hende! Kniven gjorde, at hun ikke rigtigt kunne gøre noget som helst, og maven gjorde hende fuldstændig ukampdygtig. Sephiran og Kimeya var væk, og hun kunne intet stille op. Romeo så hun blive slynget igennem luften som en anden slaskedukke og faldt slapt til jorden, da han blev slået ud. Endnu forvirret over alt det som han følte. Og hvad så nu, hvor Sephiran heller ikke ville være der til at hjælpe?
Tiyanna var virkelig en stresset kvinde lige nu, og hun vidste, at det hurtigt kunne vise sig, at blive farligt for hende, hvilket skulle vise sig, at være den udløsende faktor, som satte det hele igang.
Fødslen var igang. Smerten meldte sig, og det løb af vand ned af hendes ben.. Hvor var det her typisk! Øjnene klemte hun sammen. "S-stop det.." Her var det nemlig hende, som var sårbar, og Sephiran var der heller ikke til at hjælpe hende igennem det! Ville han overhovedet komme hjem igen? Hun tvivlede.. hun svor virkelig at få sin hævn over Marvalo-familien nu! Samuel og Nick bar hende indenfor. Hvor var tvillingerne henne? Alt for mange tanker kværnede pludselig rundt i hendes hoved, uden at hun egentlig kunne gøre særlig meget for det! Hun gispede svagt, hvor hun så mod Nick, da hun blev lagt i sin seng. Hun havde gjort det her før.. heldigvis. "H-hør efter..! Vand, tæpper.. håndklæder." remsede hun op. Hvis der ikke var nogen til at hjælpe ham, så skulle hun nok guide ham igennem det. Hovedet slog hun tilbage i sengen. Hvor var det hele bare et helvede lige nu! Og mere dårlig timet kunne det bestemt heller ikke blive!

[Nick Direshade Acheron]

Nick følte sig presset. Romeo var ikke i en position til at overtage efter Sephiran og ville folket overhovedet lytte til nogle af dem, når de var varyler? Godt nok havde deres far jo offentligt sagt, at folk med warlock i blodet var velkomne her.. Men ville folk også agere derpå? Han sukkede. Den tid, den sorg. Han måtte gøre det offentligt tilkende, at man kunne komme til ham i stedet for Sephiran, mens de fandt ud af hvad Lionells plan var med det hele. Det var ikke ligefrem betryggende, at de havde frigjort Kimeya og nu havde Sephiran. Fuldstændig omvendt situation. Han håbede ikke de ville gøre Sephiran ondt... skade ham og torturere ham. Hævntogtet var jo endeløst! Det var faktisk frustrerende. For det stoppede jo aldrig, når de blev ved med at køre hårdt mod hårdt. Det ville han ændre. Demokratiet måtte sejre i sidste ende, det havde hans far arbejdet så hårdt for.
At skulle stoppe Tiyannas fødsel var dog direkte umuligt, så det kunne han bestemt ikke gøre. Desuden var det vel heller ikke så farligt igen, for hun var jo sat til næste måne, som var lige om hjørnet? Sammen med hans onkel fik de båret Tiyanna op i seng. Samuel løb, det virkede dog til at han havde et mål. Det var ubegribeligt, at han skulle have en ny bror eller søster. Der ville være yngre end hans niece og nevø. Han rystede på hovedet og stirrede på sin mor, da hun remsede op hvad de skulle bruge. Han nikkede, vendte om og hastede afsted.
I hans fravær, kom en ganske velkendt skikkelse dog til: Clemency. Hun trådte ind og hastede hen til Tiyanna. "Samuel holder øje med ungerne. Jeg er her for at hjælpe dig," endte hun blidt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste allerede nu, at det her ville blive et kæmpe kaos. Det var i hvert fald overhovedet ikke meningen at det her skulle ske. At hendes søn og svoger skulle løfte hende indenfor, havde nu heller ikke været intentionen på noget tidspunkt. Hun lagde sig denne gang på sofaen og med hænderne mod maven. Uanset hvad, så var det slet ikke meningen at hendes søn skulle hjælpe hende igennem det her!
Sephiran var atter revet fra hende, og i et kort øjeblik, måtte hun jo alligevel frygte, at hun ikke ville få ham at se igen. Det var den frygt som nok fyldte mest i hende lige nu, og det var næsten det værste af det hele. "Bare hent det," bad hun denne gang. For nu, forsøgte hun at bide det hele i sig, for han skulle slet ikke være bange for det her.
Clemency kom.. Det hele var et kaos! Hvem fanden havde nu tvillingerne? Og hvad med Romeo? Lå han stadig derude i et kæmpe kaos af alt muligt? Hun trak kort på smilebåndet, også selvom det døde lige så hurtigt igen. "Jeg troede for et kort øjeblik, at min egen søn skulle indtage den plads." endte hun med en mere sammenbidt stemme. For nu var hun forholdsvis rolig. Nu var det jo heller ikke ligefrem første gang at hun lå i en lignende situation. Hun var ked af det.. Igen blev Sephiran revet fra hende, og hun kunne slet ikke klare den tanke! "De tog ham, Clemency.." sagde hun denne gang. Hvor følte hun sig forsvarsløs.. Det var jo meningen, at han skulle være der!

[Nick Direshade Acheron]

Clemency så på Tiyanna. Hun kom hen til hende og satte sig, hvor hun tog hendes hånd. Hun fik set mere ned af hende og skar en grimasse, da hun så kniven, der stak ud af hendes lår. Det var da bestemt ikke normalt! Selv havde hun søgt i sikkerhed med tvillingerne, da de havde taget Tiyanna, men hun var blevet holdt tilbage af en warlock-mand. Hendes magi var ikke særlig stærk, så han havde været hende stærkt overlegen. Dog var hun nok sluppet med nogle blå mærker og små skræmmer. "Hvilken plads?" spurgte hun lidt uforstående. Hun havde jo ikke set alt, der var foregået ude i gården, men hun vidste godt at Sephiran var væk. Det havde Samuel sagt, da han havde taget over med tvillingerne. "Det ved jeg, Tiyanna. Men Sephiran er en stærk mand og han skal nok komme tilbage," endte hun. Sephiran havde jo selv været død... og kommet tilbage. Skræmmende at tænke på, når det lige strejfede hendes tanker. Hendes sønner, kom altid tilbage, så meget vidste hun!

For Nick kørte det i hans hoved 'vand, tæpper, håndklæder' gentagende gange, da han ikke ville risikere at glemme en af tingene. Han kneb øjnene sammen og hentede tæpper i stuen, håndklæder i vaskerummet og så fyldte han en spand vand ved den lille fontæne i kælderen, før han hastede op til sin mor igen. Da han kom ind, var Clemency der. Hans farmor. Han kunne dog slet ikke smile i denne situation og han kom hen til dem, hvor han satte spanden med vand. Han lagde tæpperne og håndklæderne i en bunke på gulvet. "Andet jeg kan gøre?" spurgte han neutralt. Han kunne slet ikke forholde sig til dette. Men hendes ben måtte vel vente til efter fødslen?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var slet ikke meningen at hendes søn skulle indtage den plads, som hjælper under en fødsel, hvor det derimod burde være Sephiran som sad der. Sjovt nok var det bare ikke en plads, som han kunne indtage lige nu. Var det underligt at hun frygtede for at han ikke ville komme hjem igen? Selvom han altid havde gjort det. Hun frygtede for hvad Marvalo-familien kunne finde på at gøre ved ham.. Det var nok bare hormonerne, som var igang for alvor, for hun kunne ikke styre noget som helst. "Det er slet ikke ham, som burde sidde her," fortalte hun. Tanken om at hendes søn skulle se hende dernede.. og på den her måde.. Det var slet ikke det billede, som hun ønskede at han skulle have af noget ved hende!
Hun lukkede sin hånd omkring Clemencys, kun for at have noget at holde i. For nu gik det stille og roligt. Nu var det jo heller ikke en ukendt situation for hende at befinde sig i, så at sige.

Endnu en gang kom Nick retur med alt det, som hun havde bedt ham om at hente. Glimrende! Så langt så godt. Her tog hun endnu en gang den moderlige maske på, til trods for, at hun faktisk havde utrolig ondt. "Godt, min dreng," sagde hun denne gang. Hun lagde sig denne gang mere til rette - det som hun kunne med en kniv i benet. Lige nu var det noget, som hun faktisk havde glemt. "V-vask dine hænder og hav tæpper og håndklæder klar.. Jeg ved ikke hvor lang tid det her kommer til at tage." endte hun. Hendes søn skulle tage imod.. åh gud.. Det var simpelthen forkert det her. "Clemcy.. Du må hjælpe ham," bad hun denne gang. Resten skulle hun nok selv ordne. Hun ville bare ikke have at noget skulle gå galt.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency så på Tiyanna. Måske burde Nick i teorien ikke være den, der skulle sidde her, men uanset hvad så indvilligede han jo selv i det og de kunne uden tvivl bruge de ekstra hænder. Selv havde hun dog tænkt sig at skulle tage imod selve barnet, da hun trods alt havde prøvet det før ligeså, så Nick måtte være den der holdt sin mor i hånden. "Men vi kan godt bruge hans hjælp," endte hun insisterende. Hun kunne bestemt ikke klare det hele selv... Tænk hvis hun sad med en baby halvt ude og manglede en ting... Så ville det da gå galt. Hun så roligt på hende og trak på mundvigen, som hun rejste sig. Hun så mod Nick og sendte ham et kærligt smil. Det var jo hendes barnebarn trods alt. Clemency hjalp derefter Tiyanna helt til række og trak lidt mere op i hendes kjole, så der var lidt mere frit. Hun puslede rundt med at sætte vandet og lægge tæpperne og håndklæderne rigtigt. "Hold din mor i hånden Nick, så skal jeg nok klare resten," omdirigerede hun. Nick behøvede ikke at sidde og tage imod. Samuel havde trods alt hentet hende af en grund. Hun selv satte sig parat... til hvad end, der måtte komme. Af hvad hun huskede, så havde Tiyannas sidste fødsel af Nick ikke været let, så hun håbede det ville være nemmere trods omstændighederne med hendes ben.

Nick så forvirret ud. Men nikkede bare og satte sig på hug ved sin mor, samt tog hendes hånd. Hans fokus lå mest på deres hænder, da han ikke som sådan turde at kigge hverken på hende eller mod hendes nedre liv for meget. Det var jo trods alt hans mor!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Oprigtigt var Tiyanna ikke særlig interesseret i at Nick skulle se det hele dernede, men hvis det var den mulighed der var, så var det jo sådan at det måtte blive. Det var jo bare typisk at end ikke Sephiran ville være der til at se fødslen af sit eget barn! Svagt bed hun tænderne sammen. De kunne stadig bruge ham..Selvfølgelig kunne de da det! Det var hendes søn trods alt! "Selvfølgelig kan vi det," forsikrede hun denne gang, inden hun svagt slog hovedet ned i sengen. Her lod hun Clemency rette på hende, så hun lå ordentligt, og byttede plads med hendes søn. Det derimod, havde hun det langt mere komfortabelt med!
Tiyanna lukkede hånden omkring Nicks. Han var sin fars søn.. Det var jo tydeligt, og hun var uden tvivl også stolt af det. Samt stolt af måden han tacklede det hele på lige nu. "Vi skal nok få vores hævn," vrissede hun denne gang. Hun lod Clemency løfte lidt i kjolen, så hun stort set var blotlagt forneden. Nick havde været en kompliceret fødsel, men han var kommet til verden, og hun håbede selvfølgelig at det her ville gå langt mere smertefrit end dengang.
Tiyanna havde det virkelig stramt med at Sephiran ikke kunne være til stede, når hun havde brug for at han var der. Hun blinkede denne gang let med øjnene, mens hun bare blev liggende der hvor hun lå. Hun trak vejret dybt, idet at veen skød direkte igennem hende. Her pressede hun. Hun pressede hvad hun kunne, samtidig med at hun trykkede så kraftigt i Nicks hånd, selvom det slet ikke havde været meningen. Ikke ønskede hun at noget ondt skulle ske hendes søn! Hun gispede svagt, da hun slet ikke kunne mere.. Her hev hun efter vejret.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency sendte Tiyanna et afmålt smil. Hun skulle nok sørge for, at de ville komme igennem dette. Så snart fødslen var overstået, så ville hun også sørge for at Tiyanna fik tilset det ben med det samme derefter. Hun gjorde klar og puslede rundt med det hele, så alt ville være klar. Der gik ikke længe, før hun faktisk også var klar til at komme helt igang og med veerne så hyppige som de var, så kunne hun tydeligt fornemme, at dette nok skulle blive en af de nemmere fødsler. Det var aldrig let og smertefrit, men det ville ikke blive en svær fødsel, som det havde været for hende sidst.
Som barnet kom, så fik hun taget godt imod. Med det samme hørte man et skrig og barnet gik igang med sine sirener. Med magien fik hun klippet navlestrengen over. "Det er en pige! Tiyanna du har fået en datter," sagde hun med et kæmpe smil på læben. Helt glad på deres vegne, at der kom en datter til børneflokken. Det var jo faktisk gået på samme måde for hende selv, selvom Ravennah var endt opdraget hos Samuel og Malisha og senere afgået ved døden. Hun tørrede den lille pige med et håndklæde og lidt vand. Derefter pakkede hun pigen ind i det andet håndklæde og udover et tæppe. Hun rejste sig med pigen i armene og søgte hen til Tiyanna, som Nick hjalp mere op at sidde igen. Hun rakte hende pigen.
Nick så på Tiyanna. Hun var hævngerrig, det kunne han tydeligt mærke. Om han var helt enig, det vidste han faktisk ikke. Et sted syntes han det skulle stoppe snart, for han gad snart ikke mere. Man kunne seriøst bruge sin tid på noget andet end at planlægge hævn på hævn. Mens Tiyannas veer tog til, så lod han hende trykke alt det hun ville, for han var uanset nok stærkere end hende som alt var lige nu. Han holdt blikket rettet mod deres hænder eller hendes ansigt. Blikket fulgte Clemency da hun kom hen med den lille pige. Hun var så lille! Da Sasha havde født, havde han først set børnene nogle dage efter. Dette var helt anderledes. Han så helt fortryllet på den lille baby. Hans lillesøster!