When the sun rises

[Sephiran Acheron]

Kimeya Marvalo

---

Sephirans planer havde været af den mere langtrukne art. Men nu hvor flere ledere rundt omkring tog fat, så kunne han tydeligt mærke presset på sine egne skuldre. Han havde siddet oppe i sene nætter og skrevet og tænkt, snakket med Tiyanna, snakket med sine sønner og sin bror, samt prøvet på at finde den bedste løsning. Allerhelst ville han jo gerne have ligestilling mellem racerne, i og med han var gift med en speciel kvinde, der havde flere racer. Så det, at lederne nu løsrev sig og gjorde territorierne til race-steder, det gjorde ham arrig. Men det var ude af hans hænder, såvel som enhver landeleders - ingen kongehuse rørte på sig og kunne heller ikke gøre det. Ikke uden at starte en krig og det var han heller ikke interesseret i. Dog ønskede han ikke kun at beholde warlocksne her, selvom han havde taget posten som deres leder. Han ønskede stadigvæk at fremme varylerne og give dem et sted, som det hele tiden havde været meningen at Imandra skulle være, fordi tendensen med raceadskillelsen var sket. Ikke at han forstod hvorfor længere, han kunne bedre lide raceblandinger. Det var langt mere spændende. Dog var de også kommet frem til i hans lille hjemmeråd bestående primært af familie, at de blev nødt til at have en hvis retningslinje. Så for at blive her, skulle man også have warlock i sin blanding. Så var de resterende racer i ens blanding ligegyldig, så længe man kunne indordne sig. Det var noget, han skulle annoncere i dag. Han havde flere gange sendt ud omkring i New Dale og Valvor Pairo, at der ville være en stor begivenhed på slottet, hvor alle var velkomne i slotsgården.

Midt i slotsgården var sat en slags scene op. Folk stimlede til og der var mange, der snakkede frem og tilbage. Det lignede mest af alt et skafot, men der var hverken galger eller andre dødsmaskiner sat op. Der stod 4 vagter omkring stedet, en af dem værende Samuel. Der gik ikke længe, før snakken kraftigt tog til i det at Sephiran trådte ud fra slottet og søgte til skafottet. Bag sig havde han sine to sønner. Nick på højre side og Romeo på venstre. Tiyanna blev inde på slottet, da hun efterhånden var næsten højgravid, så hun passede Mérandon og Mériahna i øjeblikket. Han trådte op på skafottet midt i gården og hævede sine arme, hvilket endte i konstant ro. "Kære medborgere af Imandra. Mange racer er søgt hjem til deres egne, som territorierne er blevet opdelt. Det er beklageligt, at det har taget fart og racerne isolerer sig, men tendensen er for kraftig til at modvirke nu. For at vi kan have et sted at være, så overtager jeg og warlocksne hermed New Dale og Valvor Pairó som vores eget." Snakken startede igen, selvom folk nærmest havde holdt vejret under hans første annoncering. "Fra denne dag vil jeg som warlockernes leder og overhoved at vores territorie gerne sige, at alle, der har warlock i blodet - renracet eller blandingsrace, er velkomne her. Såfremt nogle, der ikke er warlocks ønsker at blive i det land vi kendte som Imandra, så er de velkomne til audiens inden næste fuldmåne - ellers er jeg nødsaget til at sætte jer på porten. Jeg vil først og fremmest foreslå jer at søge til jeres egen race, men ser i ingen udvej, så mød op på slottet," fortsatte han. Snakken fortsatte blandt mængden, men som en summende hvisken, mens han stod og kastede om sig med de mange informationer og krav til det nye territorie. "Velkommen til en ny æra og warlockernes territorium - New Pairó!" kaldte han som det sidste og en jubel brød ud over forsamlingen. Det gik da så langt så godt. "Som første led i New Pairó, vil jeg samle et råd. Jeg vil indkalde nogle af jer til at starte rådet og med tiden, så vil det blive sådan, at alle, der har lysten, kan blive valgt ind i rådet såfremt resten af rådet er enstemmigt enige. I dag vil vi starte dagsordenen med en gammel sag - domsagen omkring Kimeya Marvalo, der forpestede vores land med magtgale ideer og syg magtovertagelse. Det er op til jer, der har mødt frem i dag, at være med til at bestemme hans skæbne! Bring fangen ud!" kaldte han som det sidste. To vagter kom da gående med Kimeya og bragte ham op til skafottet. Han var bastet og bundet og med den magiske ring om halsen, der låste hans magi. Han smilede indvendigt, men så professionel ud udadtil.

//I denne tråd har Sephiran netop gjort krav på New Dale og Valvor Pairó til Warlockernes Territorie, som led i bølgen af ledere, der frariver sig kongehusene rundt omkring. Velkommen til New Pairó!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde forsøgt at vænne sig til tilværelsen med tanke på det, som han havde oplevet. Den stump af en sjæl, som var revet så brutalt fra ham, og nu sad han så her. Alt var revet fra ham. Sågar hans egen familie, var gået imod ham. Selv hans søn, hvilket næsten var det, som han havde været mest skuffet ved, ved dette.
Selv fra kælderen, som han i øjeblikket sad placeret i, kunne han høre, hvad der skete. Han kunne høre hvordan de andre samlede sig, for selv blev han jo holdt lidt i skyggerne. Han havde ondt. Han havde det virkelig dårligt med det her, og ja.. ikke engang hans egen familie, kunne han regne med! Knoglen, som var blevet brækket, var da heldigvis ved at være i orden. Hans knogle var bare groet lidt forkert sammen. Han havde jo trods alt heller ikke kunne gøre noget som helst med det, hvilket var irriterende!
Cedric stod blandt befolkningen, som skulle høre på. Romeo havde indtaget pladsen ved sin fars side, også selvom han endnu havde svært ved Nick og det forhold som han havde til deres fader.. Og familien generelt, for så godt var det heller ikke blevet for ham endnu. Hænderne foldede han over ryggen i stedet for, hvilket gjorde, at han så langt mere mandig ud. Den stump af sjæl, var uden tvivl kommet godt med.

Folket sagde ikke så meget som et ord under Sephirans tale. Der var uro stort set over det hele, og det vakte da uden tvivl en kæmpe uro for rigtig mange af dem. At de skulle blande sig i hvad der skulle ske med Kimeya Marvalo overraskede dem da tydeligt. Flere gispede, og med Sephiran på posten som leder, begyndte de også at juble. Han fik stående bifald og jubel af rigtig mange af dem.
Vagterne greb brutalt fat i Kimeya, og tvang ham på benene. Den magiske ring omkring hans hals, hindrede at han kunne gøre nogen anden modstand, end med sin fysiske krop. Han blev bastet og bundet, hvor hans arme blev låst tæt ind mod hans krop. Ikke sagde han så meget som et ord, idet at han blev ført direkte op mod skafottet midt på pladsen.
"Dræb ham!"
"Brænd ham!"
"Sørg for at han aldrig nogensinde bliver husket!"
"Skån ham!"
Flere forskellige tilråb kom. Kimeya kunne høre dem. Ikke frygtede han for sit liv, men mere for konsekvenserne af det. Han blev ført op på skafottet, hvor han blev tvunget direkte ned i knæ. En af vagterne tog fat om hans hår, og tvang hans ansigt tilbage, så han nu var tvunget til at se på Sephiran. Manden stirrede han på med vrede i blikket. Han ville ikke tilgive ham for det her!

[Sephiran Acheron]

Som jublen brød ud så kæmpede en solstråle sig også gennem skydækket på himlen. Det var tørt, men gråt og lidt kedeligt, så solen gjorde uden tvivl en god hjælp. Imandra var familiens hjem og derfor var Sephiran også hurtigt blevet klar over, at han måtte gøre krav på sit territorie som de andre ledere, for ellers ville han pludseligt stå uden tag over hovedet endnu engang og warlockerne skulle have et stort område. Dog ville han ikke udøve, at kun de renracede måtte færdes på territoriet - alle med warlock i blodet måtte være her, hel eller halv eller kvart var irrelevant for ham. Hans familie var alligevel lidt broget, men med warlocken fortsat i blodet. Hans børnebørn var jo endda blevet rene warlocks, da elvergenet ikke var blevet ført videre fra Romeo til ungerne. Et smil forplantede sig på hans læber, da folket jublede for ham og for annonceringen. Noget, der heldigvis blev taget godt imod, hvilket bestemt ikke gjorde ham noget, for han ville gerne have folket med.
Kort udvekslede han et blik med Nick, før han vendte sig mod Kimeya, der blev ført op på skafottet på pladsen. Folket gik amok og kaldte mange forskellige tilråb. Flest ønskede ham det ondt, men enkelte ønskede også nåde, hvilket ikke var underligt. Sådan ville det jo nok altid være, men så måtte de jo se hvilken holdning der var flest støttere til.
Som Kimeyas hoved blev tvunget tilbage, så kiggede han direkte ind i hans øjne. Kimeya havde endnu ikke forstået, hvad han egentligt ville gøre for ham, så derfor havde han for nu holdt igen med at prøve på at redde ham, selvom han allerhelst ville det. Han kneb øjnene sammen og sagde så direkte til ham: "Du får lov til at tale din sag i 2 minutter for folket. Så er det op til dem at bestemme om du skal leve eller dø." Han vendte sig ud mod folket igen og gjorde en gestus til Kimeya om at måtte tale.

[Kimeya Marvalo]

Uanset hvad, vidste Kimeya jo godt, at det ikke gjorde nogen forskel, hvordan han valgte at gribe denne sag an. Det ville jo være det samme uanset hvad. Han hævede blikket direkte mod Sephiran. De mange forskellige råb hørte han. Han vidste at han var en hadet mand. Det havde han jo været mesteparten af sit liv, så det var heller ikke noget, som kom bag på ham. Og nu ville han have ham til at tale hans sag? Når han vidste, at det ikke ville gøre nogen forskel alligevel?
Denne gang trak Kimeya på smilebåndet. Han fandt den tanke helt igennem morende. Han kunne i hvert fald slet ikke lade være med at føle det. "Skulle det virkelig gøre nogen forskel? Jeg nægter at tigge på mine grædende knæ for mit liv, Sephiran." Hvis manden virkelig troede, at det var den reaktion der ville komme ud af det, så kunne han da godt tro om igen!
Kimeya fnøs, idet han rev i de lænker, som han var lagt i, men blev hurtigt holdt tilbage af vagterne, som endnu måtte have fat i ham. Han kom med andre ord, slet ikke nogen steder lige nu. At hans fader skulle vise sig at være blandt tilskuerne, vidste han ikke. Den mand kunne rende ham! For alvor denne gang! Aldrig i hans liv, ville han have noget med den mand at gøre igen! "Så du kan lige så godt dømme mig nu, og få det overstået.. Jeg giver ikke dig, eller dem hvad I vil have." afviste han. En del af sjælen var revet fra ham, og givet til den unge mand, som selv stod og kiggede på ham.. og kiggede væk igen, men uden at sige noget. Skammede han sig? Kunne han føle nu? "Jeg håber virkelig at dig og din familie, er storslået tilfreds med, hvad I har præsteret at opnå," vrissede Kimeya med en fast tone. Han spyttede efter Sephiran. Denne gang i et forsøg på at ramme ham direkte i ansigtet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran følte selv, han var et godt sted for tiden. Selvom tabet af Kimeyas venskab var værre for ham end han selv ville indrømme, så gik det fremad for familien og det glædede ham allermest. Romeo var ved at komme godt efter det, selvom der var lang vej endnu og Tiyanna stod overfor at skulle føde ham endnu en til arvefølgen af Acheron navnet, hvilket i den grad glædede ham... Nu om ikke andet. Da han lige havde fået nyheden, havde han ikke anet hvad han skulle stille op. Tanken om at få et barn, der var yngre end sine børnebørn, var en meget mærkelig tanke. Men på den anden side kunne de stadigvæk nå at vokse lidt op sammen. Blikket drejede han direkte til Kimeya. "Jeg neder dig ikke om at tigge for dit liv, Kimeya, jeg beder dig om at tale din sag for folket, så vi kan løse din skæbne på en demokratisk måde," forklarede Sephiran. Folket var nok ikke direkte med på hvad demokrati var, men Sephiran havde lært en del om det på Tayevania af Demarcus og hvordan hele rådet fungerede på Tayevania. Han ønskede noget lignende for New Pairó. En ny ære for warlocks og varyler med warlock i deres årer. Han selv stod uden at rykke sig en tomme, som Kimeya prøvede at gøre modstand - ikke at det rigtigt hjalp hans sag, for vagterne holdt ham jo tilbage. Det var desuden ikke ham, der ønskede at dømme ham, for han ville allerhelst have Kimeya til at overleve... Til at blive normal, så de kunne opbygge et forhold som førhen. Men det virkede ikke som om Kimeya ønskede det. Der var for meget vrede, for meget hævn og for meget påvirkning af hans familie og fortid, der nu spillede ind mere end nogensinde før. "Vi er ganske tilfredse og vi arbejder kun for den bedst mulige fremtid," endte han sigende. Ja, han sagde selvfølgelig det som folket ønskede at høre allerbedst, men sådan vandt han deres hjerter bedst. Han var trods alt stadigvæk dygtig til at sno folk om sin lillefinger og manipulere med folk til sin fordel. Han trådte frem, som Kimeya spyttede efter ham og klatten ramte ham slet ikke. Han så ud over folkemængden.
"Kære borgere af New Pairó... Hvad ønsker I? Skal Kimeya Marvalo leve?" spurgte han som det første. En svag stemning summede, men ingen direkte jubel eller opbakning. "Eller skal han dø, som den usle forræder han er?!" Som en bølge, så bragede folket igennem med hujen og jubel og fortsatte tilråbene fra før. 'Han skal dø' 'Slagt ham' 'Få os til at glemme ham'.

[Kimeya Marvalo]

Uanset hvad, vidste Kimeya jo udmærket godt, at det her ikke gjorde nogen forskel. Han foragtede Sephiran og alt hvad den mand ville stå for! Den mand havde da kun formået at ødelægge alt.. selv taget hans egen søn til sig, som han vidste, måtte stå blandt mængden et eller andet sted. Nød han at se sin far på den her måde? Nød han at se hvad han havde været med til at gøre, for og mod hans egen familie? Modstanden var nytteløs. Han sad så fast, som en mand overhovedet kunne komme til det, og hvor frustrerende var det ikke lige?
Han spyttede efter ham, også selvom han tydeligvis ikke ramte.. Men hvad fanden. Han forsøgte. Han havde ikke tænkt sig, at sidde på sine tiggende og grædende knæ, for sit liv. Han var ikke bange for døden, og den glæde, ville han så sandelig heller ikke give nogen af dem. Ej heller Sephiran! "I så fald, ved du lige så godt som mig, at det ingen forskel vil gøre." vrissede han. Hvorfor lod han det være op til folket hvad der skulle ske? Var han ikke warlockernes store leder, og nu kunne han ikke engang tage en beslutning på egen hånd? Var det underligt, at han fandt den tanke en anelse pinlig? Han fnøs, inden han kort så ud mod folket.
De få som ønskede at skåne hans liv, var fuldstændig overdøvet af dem, som ønskede det stik modsatte. Han spændte svagt i kroppen. Ikke ønskede han jo at lade livet. Det var jo noget af det sidste, som han ville! Tænderne bed han derfor fast og kraftigt sammen, inden han igen så mod Sephiran. "Det ser ud som folket har talt.. Så hvad siger den store leder?" Hans stemme dryppede af sarkasme. Han så bestemt ikke nogen stor leder i Sephiran, og om han ville komme til det? Aldrig!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne mærke Kimeyas had. Det var ikke som førhen, hvor de for sjov havde haft deres sammenstød, men det var ægte dybfølt had, hvilket han ikke vidste hvordan han skulle rette op på. Han ønskede jo Kimeya ved sin side, men desværre ville manden aldrig kunne indfinde sig som ligemænd, som Sephiran havde prøvet på at indføre mellem dem - selvom det jo aldrig var hundrede procent muligt at være lige. Men nu var rollerne byttet om for deres vedkommende og det var tydeligvis ikke noget, som Kimeya kunne slå sig til tåls med på nogen måde. Han så på ham og kneb øjnene sammen. Den mand, der engang havde været som hans bror, da Samuel ikke havde været det. Nu stod Samuel ham nærmere, fordi de havde en fælles "fjende" i Kimeya. Dog følte han, at de efterhånden stod lige, selvom Kimeya dog nok aldrig ville slå sig til tåls.
Sephiran havde en forkærlighed for sit folk og det ville han ikke ændre på nu, selvom han var warlockernes leder. Han ønskede ikke at dominere sine mænd. Beslutninger kunne han sagtens tage og hans beslutninger var faldet på demokratiet, som han ønskede at efterligne. Et råd, der skulle bedømme sager i fællesskab og ved afstemning komme frem til det, der var bedst for landet. Sådan kunne han bedst lide det. Et smil passerede kort hans læber inden han vendte sig mod Kimeya og sænkede sine arme igen. Han trådte hen til ham og greb fat i hans strube, hvor han hev ham op at stå på sine ben. Vagterne holdt ham dog stadig i hans arme, så han ikke kunne kaste sig mod ham. "Jeg siger, du skal brændes, så du kan lide en langsom og smertefuld død, for al den smerte du påførte mit land og min familie," endte han med en lavmælt stemme direkte i Kimeyas ansigt. Han slap ham igen. "Bring bålet ind... I skal alle være vidne til, at Kimeya får den straf han fortjener!" En flok vagter gik i gang med at bygge et sted op på skafottet, hvor Kimeya kunne komme til at brænde.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya følte ikke noget andet end det rene had mod Sephiran, hvilket normalt slet ikke lignede ham, men han kunne heller ikke gøre noget ved det. Det var bare så indgroet efterhånden, uden at han egentlig kunne gøre noget. Han stirrede vredt i retningen af Sephiran. Han var bastet og bundet og han kunne uanset ikke gøre noget som helst, hvilket han igen kunne takke Sephiran for. Manden ønskede at straffe ham.. Han vidste det inderst inde, og så håbede han da virkelig på at Cedric ville fortryde det bittert, at have valgt dem over sin egen familie. Ja, ikke engang hans egen familie, kunne han jo stole på, og den tanke irriterede ham faktisk pænt meget!
Brændes.. Han skulle brændes? Her stirrede han direkte mod ham, idet at Sephiran tog om hans strube og tvang ham op på benene. Han spændte kraftigt i sin krop. Hvorfor ikke bare tage hans hoved fra starten af, istedet for at lade ham lide?! Han fnøs. "Du nyder det her alt for meget, Sephiran.. Jeg vidste, at du havde det i dig.. Du gør ikke andet end at gøre skade på alt omkring dig." Han forsøgte at skubbe sig fri, men opgav meget hurtigt det igen. Han kunne ikke komme fri, uanset hvad han gjorde.
Kimeya vendte blikket mod bålet som var igang med at blive bygget lige ved, hvor man samtidig skulle kunne se alt hvad der skete. Ikke en tanke som han brød sig om! Bålet blev færdigbygget denne gang, inden hans hænder blev løsnet, og han blev ført direkte til bålet. Her bandt de ham om en stor pæl som stod midt i bålet, hvor de bandt ham fast, så han ikke kom nogen steder. Faklen blev skænket til Sephiran. "Herre," sagde den ene vagt ydmygt.

[Sephiran Acheron]

Nu hvor de stod her, så vidste Sephiran udmærket godt, at der ingen vej tilbage var. Han havde fået Kimeyas død udsat i en betragtelig tid ved at indlægge små ekstra planer undervejs, men det havde ikke været nok til at få Kimeya tilbage på hans side og nu virkede det til at være helt og aldeles for sent. Så nu måtte han lade Kimeya dø for sin hånd, som det var blevet valgt af folket. Han skulle dog ikke benægte, han også ønskede at se Kimeya lide og få det, han fortjente og mere til, men han ønskede ham ikke død. Ikke inderst inde i hvert fald, men der var meget langt derind igennem de mange lag efterhånden. Kun Tiyanna så så langt ind i hans sjæl. Han smilede kynisk. "Din skæbne har du selv forsaget Kimeya, ved at tage dårlige valg og ved at lægge din tillid ved din mor," vrissede han lavmælt, kun for Kimeyas ører. Derefter lod han vagterne føre Kimeya til bålet, hvor de fik ham fæstnet til pælen, der stod midt i det opbyggede bål. Måske han havde taget den skridtet for langt ved at vælge at brænde ham. Måske han burde have givet Kimeya en kort og smertefuld død... Men nej, det var ikke godt nok længere! Faklen der blev han skænket tog han i hånden. Det var som om hele pladsen stilnede hen og nærmest holdt vejret, som det hele skulle til at ske for deres øjne. "For al den svig og smerte, du påførte vort land, da du troede du skulle regere. Så idømmer jeg dig, Kimeya Marvalo, til at dø på bålet... Må du blive brændt ren, så du ender hos vores gode guder!" Han hævede fakler og kastede direkte på bålet, der begyndt at brænde faretruende. Folket jublede igen omkring ham og ilden blandet med folkets stemme var som et rædselsinferno.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Blandt de forreste rækker med borgere der var kommet for at vidne denne afbrænding, stod en højest uvelkommen gæst gemt bag en mørk hætte der skjulte både hendes flammerøde lokker og grønne øjne. Lionell havde bedt om hendes hjælp her, utroligt hvordan skæbnen somme tider kunne fører fjender sammen for at bekæmpe en endnu større. Hun stod med hovedet bukkede og lyttede dog uden at overvære selve ceremonien så at sige, det var frygtelig højtidigt næsten en smuk måde at gå væk på, tænkte hun for sig selv, men Kimeyas tid var endnu ikke forbi og hun havde stadig hans ryg som hun altid havde haft, desuden ville hun nyde for et øjeblik at warlockerne var afhængig af hendes hjælp.
Kort så hun op under sine bryn og så Sephiran blive skænket faklen som skulle taget livet af hendes sjæleven. De gjorde det næsten for nemt for hende. Stadig skjult under klæderne smilede hun flygtigt for sig selv og tegnede diskret i luften med sin ene finger. Flammen fra den tændte fakkel bredte sig sig hastigt væk fra faklens træ og sammensluttede ovenover med formen af en drage som styrtede direkte ned over Kimeya som en kugle men uden at røre ham overhovedet. Dragen tog atter form, og fløj omkring bålet og antændte et par af grenene på vejen. Hver gang den passerede Sephiran snakkede den hidsigt ud efter ham. Dets spidse hale brændte de reb der holdt Kimeya bundet til pælen og frigjorde ham. Meget mere end det kunne hun ikke gøre. Hun så gennem mængden hen på Lionell der stod ikke langt derfra og forsøgte at få øjenkontakt som tegn på at han måtte træde til nu. Her stod hun omringet af warlocker, omtrent det værste sted for hende at være. Hun vendte om og maste sig vej gennem mængden for at komme væk, dog med rolige bevægelser, det var ikke besværligt eftersom hun var både lille og spinkel. Den sidste kæde af folk brød hun igennem hvorefter hun skyndte sig i den modsatte retning. Tænk sig at hun var nødt til at sætte sin lid til Lionell.

//Out

[Kimeya Marvalo]

At Faith og andre skulle være blandt folket, som egentlig bare stod og gloede på ham og den skæbne, som han nu skulle udsættes for, vidste Kimeya slet ikke. Det eneste, som han vidste, var at han slet ikke brød sig om at være fanget i denne situation, og han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, så at sige. Han rystede kort på hovedet, hvor han denne gang bed tænderne sammen.
Han blev bundet til pælen, ude af stand til at komme nogen vegne, selvom han faktisk forsøgte. Selvom han ikke var bange for døden, så var det jo ikke en, som han havde særlig meget lyst til at møde på den her måde. Sephirans blik mødte han med en dræbende mine. At vise frygten, var slet ikke noget, som ville komme til at ske! Det var i hvert fald overhovedet ikke hvad han ønskede for sig! Han stirrede i hans blik, da faklen blev kastet på bålet, som omgående tog fyr.
Øjnene klemte Kimeya sammen, som han spændte i kroppen, men.. han blev ikke brændt? Hvad pokker? Øjnene tvang han op, idet han så hvordan ilden nærmest havde lagt sig som en beskyttelse omkring ham? Det forstod han ikke! Dertil vendte han blikket mod en alt for velkendt skikkelse, som stod blandt tilskuerne. Faith? Var det? "Faith." Han begyndte igen at kæmpe for at komme fri. Det var uden tvivl også blevet bedre nu hvor hans reb var blevet noget svitset. Cedric så han også deriblandt. Ilden snappet kraftigt ud efter Sephiran når han kom for tæt på. Det var en beskyttelse som Faith havde kastet omkring ham. Et sted vidste han vel også at han var.. sikker?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det som skulle have været en rolig tid, havde vist sig at være det stik modsatte. Grundet den store mave, havde Tiyanna været nødsaget til at fravælge den store ceremoni med Sephiran, for sin egen sikkerheds skyld. At det jo så havde vist sig at være fuldkommen dumt, var jo så en anden side af sagen!
Den største modstand, havde hun ikke kunne gøre, idet at slottet var blevet stormet af warlocks. Det væsen som Sephiran synes at skulle have styr på nu! "Slip mig..!" vrissede hun kraftigt, men uden held. De holdt så fast i hende, at hun ikke rigtigt kunne gøre nogen modstand. Og med det, så var hun blevet ført ud til pladsen.
Hænderne var kraftigt ført bag på hendes ryg, hvor hun stod i en stærk warlocks arme. Med et greb omkring halsen, var hun tvunget til at blive stående fuldkommen stille. Et sted var det jo en tanke, som gjorde hende helt igennem vred!
"Sephiran..!" Denne gang var det Lionell der trådte frem af folkemængden, som han bevidst havde gemt sig en smule i. Han gjorde en voldsom entré, som kun han kunne gøre. Han pegede kraftigt mod ham. "Lad min søn gå.. Hvis du vil gøre dig nogen forhåbninger om at se din kvinde igen!" udbrød han. Folket så tydeligt forvirret ud. Flere warlocker indtog pladsen. Warlocken der holdt Tiyanna fast, lagde en kniv for hendes hals, hvilket fik hende til at stå fuldkommen stille. "I kan lige vove..!" hvæsede hun med en fast og kraftfuld stemme. Det gjorde hende faktisk vred at tænke på! "Jeg advarer dig.." hvislede Lionell med en fast tone. Selv Romeo reagerede på dette. Det var jo hans mor, det gik udover!

[Sephiran Acheron]

At der var modsvar fra mængden fandt Sephiran først ud af, da en voldsom ilddrage fløj beskyttende om Kimeya, men derimod bed ud efter ham hvis han nærmede sig og bare hver gang den var tættest på ham. Han knyttede næverne kraftigt. "Find synderen!" vrissede han. Samuel og en vagt mere pressede sig gennem mængden for at finde ud af hvor synderen var, men selv afslørede Kimeya selv hvem det var, der havde været på spil. Selvfølgelig var det Faith, det kunne han jo have sagt sig selv. Hun var dog godt nok langt hjemmefra! Han knyttede næverne og skulle til at kaste en mørk kugle direkte mod Kimeya, men nåede ikke længere før han hørte sin navn blive kaldt fra mængden. Han havde håbet, at den lille gruppe warlocks Kimeya havde haft tilbage ikke havde samlet sig fortsat, men det så det dog ud til. At Lionell så stod forrest undrede ham end ikke, for den mand var ikke til at stole på. Det samme havde Tiyanna jo altid sagt. Der var jo en grund til Sephiran ville have givet Lionell en hvis position - et sted, han kunne være blevet holdt i skak. Det gav dog et stik i ham, da han så hvordan Tiyanna stod med en kniv for struben. Hans hjerte slog lidt hårdere i hans bryst og han brød sig virkelig ikke om at se Tiyanna sådan - da slet ikke når hun var højgravid! At vagterne så ikke kunne have kæmpet dem tilbage gjorde ham vred, for han havde da mænd nok gående rundt. Medmindre de selvfølgelig også havde forrådt ham. "Så tag din usle søn og lad min kone være," endte han sagte.
Selv Nick reagerede på dette. Han var klar til at gribe ind hvis det mindste skulle ske hans mor, for han tillod ikke at noget skulle ske hende!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste, at hun var Sephirans ømme punkt. Til tider var det en glæde, og til tider var det en ren frustration, og det var det i særdeleshed her, for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre! Lige nu, kunne hun jo ikke gøre noget ved det. Maven forhindrede hende i at gøre modstand, og hun ønskede jo heller ikke ligefrem at der skulle ske noget med deres kommende barn. Hun stod fuldkommen stille op af warlocken, som holdt fast i hende. "Jeg sværger.. Den dag jeg får den unge ud og finder jer igen..!" hvæsede hun denne gang med en kraftig stemme.
Lionell kunne man ikke stole på. Han var en mand, som gjorde hvad han ville, og særligt hvor han fik tingene ud af dem. Hvilket han gjorde her. Han havde holdt sig på god fod med Sephiran, udelukkende af et formål: At få Kimeya ud derfra, og hurtigst muligt. Cedric var han selv ligeglad med. Han kunne ikke bruge en blandingsunge til noget som helst. Med rolige skridt søgte han op imod Kimeya.
Irina selv, stod blandt folket. Alle som han kunne involvere, havde han valgt at involvere i denne sag. Kun fordi at der kom noget godt ud af det. "Irina, kære." sagde Lionell næsten, som havde det været en venlig opfordring. Det var her, at hun trådte frem i stedet for. "Spar dig for besværet, Lionell." De vidste begge hvorfor de var der. Hun søgte op til Kimeya, for at få ham fri. Lionell stillede sig bevidst i vejen for dem. Her rystede han på hovedet. "Knæl, Sephiran.. hvis jeg skal lade Tiyanna gå, så kræver jeg at du tager med mig." Han stirrede nedladende på manden, mens Irina var i færd med at få Kimeya fri.

[Sephiran Acheron]

Sephiran hadede det her. Pludselig stod han selv for udstilling og de valg han ville tage nu ville få betydning for New Pairó uanset hvordan det ville ende ud. Hvor han dog til tider hadede at være på magten. Det var sådan et tidspunkt her han savnede sin ungdom, hvor han havde haft magt og spredt frygt, men uden at skulle stå med livsbetydende beslutninger. Det var en magt, men ikke på samme måde som at være konge eller leder. Men det var dette liv hans skæbne ledte, det vidste han og derfor fulgte han det også.
Han kneb øjnene sammen. Så nu kom mor og far deres søn til undsætning? Så kunne Kimeya jo passende ende i sine forældres klør endnu engang og han vidste, han skulle være på dupperne for at de ikke lavede rav i hans land. Han knyttede næverne kraftigt og tvang blikket fra Tiyanna og fulgte Lionell med blikket, som han kom op på skafottet. Han tog en dyb vejrtrækning og kneb øjnene sammen. Knæle?! Aldrig i livet! "Aldrig i mit liv vil jeg knæle frivilligt for en ussel mand som dig, Lionell," endte han sagte. Dog havde hans ord bidt sig fast. Han skulle med før Tiyanna gik fri? Det var da ikke det han havde sagt før! Dog var Tiyanna hans største svaghed og der havde Lionell alligevel ramt plet. Han vædede flygtigt sine læber. "Tag din søn og forsvind herfra. Så har vi ikke mere at snakke om," endte han.
Nick vendte om for at søge ned af skafottet, mens hans far og Lionell var optaget. Han gjorde det dog ikke åbenlyst, at han ville sin mor til undsætning. Da han var kommet lidt på afstand mellem mængden lod han sig forsvinde. Han endte dermed i en perfekt skudlinje til warlocken, der holdt hans mor og han sendte en skærende besværgelse direkte mod warlockens ben, så hans læg ville sprættes op og han ville slippe hans mor.