Almost like home

[Artémis Poésy]

Fascinerende var det at lære om et samfund der var så fjernt Artémis eget. Ikke kun samfund, men land. Det var jo et andet land han kom fra. Herhjemme var landene dog blevet fuldstændigt nedbrudt. De forskellige racer havde trådt til og nedkaldt territorier. Det svarede egentligt til, hvad Einars folk var gået fra med stammesamfund. Personligt følte Artémis dog ikke den helt store forandring. Hun var dog også ung, og det var alligevel relativt, hvor meget hun havde været uden for Appolyon. Hendes kønne ansigt røg i tænksomme folder. ”Det er sjovt.. Hvad der har virket for jer, syntes at have mislykket for os,” begyndte hun at sige. ”Her blev racerne vrede over, at deres egne idealer ikke blev varetaget, og derfor nedlagde de kongehusene. I er gået et skridt frem i forhold til, hvad vi havde før, hvor vi er gået et skridt tilbage til det I havde.” Det var interessant.. Hvordan to lande havde byttet holdninger. Måske ville det der ikke havde gået for den ene part, gå for den anden part? Det havde i hvert fald været således for Einars land. Hun smilede til ham. Hun nød det, som han var åben over for hende. ”Hvad er det for nogle tegninger du har på hovedet? Hvad betyder de?” spurgte hun ham nysgerrigt. Mændene her i Appolyon havde ikke den slags. De havde for den sags skyld heller ikke den frisure, som han havde. Det fascinerede hende. Hun ønskede at se nærmere på det. Studere det.. for det havde vel noget med hans samfund at gøre? Det tænkte hun i hvert fald, at det havde. Dog blev hun høfligt siddende. Man rakte trods alt ikke bare ud efter folk, og nærstuderede dem i flere forskellige vinkler. Nej.

[Einar Calder Vali]

Einar så på Artemis. Hun var en fascinerende ung dame og viste stor interesse for det fremmede, hvilket ikke gjorde ham noget. Det var sjældent han havde fået lov til at fortælle og vise så meget om hans ishjem. Han vædede roligt sine læber og så ud over issøen de sad ved. "Jeg tænkte netop det samme," medgav han i en rolig tone. Dog mente han bestemt ikke, at det var den bedste måde at løse tingene på. Han gik ind for at blande sig og han ville ærlig talt heller ikke holde sig væk fra de forskellige territorier, hvis det var der han endte med at ligge til land, for han kunne trods alt i et godt stykke tid spille dum og fremmed, selvom han i princippet vidste bedre. "Jeg håber det vil fungere for jer. Det fungerede ikke i Norden," endte han sagte. Hvis folk var utilfredse, så måtte de jo ændre på slagets gang fremfor at isolere sig! Det mente han i hvert fald. Han vendte blikket mod hende igen ved hendes næste spørgsmål. Han glemte oftest, at han havde dem, fordi de jo bare var en del af ham. Han var i hvert fald ikke vant til at blive spurgt ind til på den måde. Han så på hende og lod hovedet søge på sned. "Det er vores indfødtes skrift og tegnsprog, der er markeret af isdæmonen, der hersker i mit indre. Jeg er høvding, far, onkel og mange titler, som alle er printet. Ligeså har jeg vundet mange krige og det er også en del af mig. Tegningerne skjuler på sin vis de ar, jeg har fået gennem tiden såvel som det fremhæver mine styrker og titler."