Almost like home

[Einar Calder Vali]

Artémis Poésy

---

"Er her nogen?" Selvom det var en lavmælt stemme, så var det alligevel som om at tonaliteten og volumen i stemmen blev over fordoblet i grotterne her omkring. Det var en mandlig stemme, men ikke en, der ville være kendt for resten af dæmonerne. Den var fremmed og ny, skønt det ikke just var et barn, som stemmen tilhørte. Tvært imod, så var Einar en voksen og lærd mand, der havde sine kvinder og sine børn. Men denne tur til fastlandet havde han taget alene. Det var ikke første gang og blev nok heller ikke den sidste. Han kom fra det kolde nord, længere nordpå end mange ville kunne tro, man kunne komme. Men som isdæmon, så var havet nemt at komme tværs over og det blev aldrig for koldt til at tage rejsen den lange vej.
Båden var stødt på breden i Manjarno. Eller det, der plejede at være Manjarno. Stemningen på fastlandet var anderledes end han huskede den og der var sat skiltninger op med diverse raceopdelte territorier. På sin vej, havde han mødt en kvinde, der havde fortalt om hvordan landene var ved at smadre landegrænserne og i stedet gruppere sig efter deres racer fremfor at have en konge og dronning og diverse andre adelige titler. Så, han var da med så langt. Selv havde han på sit sidste møde på fastlandet hørt om dette dæmonsted, så nu havde han også forhørt sig på sin vej om direktioner og endt her. Det var tydeligt, at her var dæmoner, for han kunne fornemme det. Dog var han specielt tiltrukket af den ene hule. Han kunne mærke kilden på lang afstand. Et sted, der var køligt og han søgte derfor automatisk den vej som isdæmon. Da han nåede kilden, så stod han bare og gloede ned i vandet. Her var magisk på en måde og han følte sig ret tæt med sit element.

[Artémis Poésy]

Artémis rendt ned ad gangen med yndefulde og næsten hoppende skridt. Som resultat hoppede hendes blonde lokker og lyse nederdel i bevægelsen. Som så ofte var hun i et let humør. Uden bekymringer så hun også ud med sit lille dådyransigt, det svagt pjuskede lange år, og de bløde klæder i pastelfarver. Størstedelen af hendes liv var muligvis under jorden, men det havde bestemt ikke påvirket hendes sind. Under armen i sin favn bar hun en bog. Tanken om den tyngede hende end ikke, som hun elskede sine studier! Hun var elev på den talentfulde dæmonskole, Seadore, og det så hun ikke ilde på! Hun smilede stille for sig selv. Et lille smil på den yndige lille mund, der ofte lignede, at den truttede svagt. Hun drejede om hjørnet på gangen. Selv lod hun sig sjældent forvirre af gangene i Appolyon. Hun var født og opvokset her. Hun kendte derfor størstedelen af gangene her, og hvor de førte til. Som hun gik, kunne hun mærke, hvordan kulden langsomt tog til. Kulden var bestemt ikke hendes element, men ikke desto mindre kunne hun finde den smuk. Den kolde kilde var et smukt område. Hun gik et stykke længere, til hun kom til hvælvingen der ledte ind til selve kilden. Et lettere ujævnt gulv, en kilde med glinsende blåt vand, og for oven de smukkeste frosne drypsten, som man kunne tænke sig! Et par meter ind nåede hun dog kun, inden hun opdagede manden der stod foran kilden. En svag rødmen lagde sig hen over hendes lyse kinder. ”Undskyld.. Var De på vej til at tage et bad?” spurgte hun ham høfligt. Hendes mentale kraft havde allerede sanset hans race. Isdæmon. Personligt var vandet alt for koldt til hende, men hun vidste, at kilden her var det foretrukne badested for isdæmonerne. For hendes vedkommende var det blot et umådeligt smukt sted.

[Einar Calder Vali]

Her mellem gangene i Appolyon, der var alt faktisk ganske fredeligt. Det syntes Einar i hvert fald og det var rart. Han følte, han kun havde hørt en brøkdel af, hvad der foregik på fastlandet og han var i den grad interesseret i at finde ud af, hvad der foregik. Men lige nu ville han sunde sig. Det havde været en lang rejse hertil fra det kolde nord, så nu ønskede han faktisk bare at slappe lidt af og så ville han nok finde ud af mere omkring situationen her i landene. Let vædede han sine læber. Han hørte nogle komme og vendte sig med det samme rundt mod lyden. Han havde stadig fuld oppakning på, ligeså vel som hans våben sad på kryds og tværs af ham. Han så nok i virkeligheden ret farlig ud. Hans isblå øjne skinnede kraftigt i skæret fra vandet og lyset, der kom fra drypstenshulen selv. Hans hår var trimmet på en måde, der syntes mærkelig for mange: Skaldet på begge sider og med en kraftig række hår på toppen af hovedet. Håret blev samlet i en hestehale, der hang ned langs hans ryg. Dertil havde han et fuldskæg, der ikke var til at tage fejl af og så var han tatoveret diverse steder. De var dog ikke rigtigt sorte, de var nærmere blå. Hans hoved gled på skrå. "Nej," svarede han kortfattet. Okay, han var måske ikke ligefrem venlig i sin attitude, men han var heller ikke den typiske landboer, for han var jo sjovt nok ikke herfra oprindeligt. "Du er ikke isdæmon," kommenterede han.

[Artémis Poésy]

Artémis’ hjerte slog et slag over, som den fremmede mand vendte sig om. Fremmede. Det var han på alle måder! Selv havde hun boet i dæmonernes by, Appolyon, hele sit liv, og aldrig havde hun set denne mand før. Hun havde heller aldrig hørt rygtet om en mand af dette udseende før. Det var på alle måder fremmede for hende! Nysgerrigt kunne hendes himmelblå øjne ikke undgå at falde over hans skikkelse. Hun var ung. Hun kunne ikke gøre for det. Hans tegn på kroppen.. Hans frisure.. Hun mindedes ikke, at hun nogensinde havde set noget lignende før, og hendes hukommelse var særdeles god! Hvem var han? Hvor kom han fra? Var han en af de dæmoner der altid havde levet frit omkring, men nu – efter landenes fald – søgte hjem til sin race? Hun var høflig, så hun undlod at finde svaret på det på egen hånd. ”Nej, det er jeg ikke,” svarede hun ham høfligt igen. Han var ældre end hende, så han skulle naturligvis behandles med respekt. Dog var det en generalitet hos hende, at hun var høflig. ”Hvem er De?” spurgte hun nysgerrigt. Hun kunne ikke lade være. ”De er ikke herfra.” Bogen i sin favn havde hun for nu glemt. Den fremmede forekom hende alt for spændende. Han så næsten helt … farlig ud, men alligevel fornemmede hun ikke nogen aggressioner fra hans side. Hænderne placerede hun foran sig med bogen i hånden. De himmelblå øjne lod hun for en stund hvile ved hans hoved. Håret der kun fandtes på en lige linje på hans hoved. Det tykke skæg. De blålige tegn. Hans isblå øjne. De var intense og smukke. Han havde generelt et barskt ydre.. men det virkede spændende.

[Einar Calder Vali]

Einar tog den unge kvinde foran ham i blik. Hun lignede allermest en usleben, dog ganske køn, diamant. Hun så ung ud, en del yngre end ham selv, skønt hans alder mest stammede fra krige og rejser, da oplevelserne satte sine ar på hver deres måde. Hans ældste var vel efterhånden på hendes alder, hvilket fik ham til at smile lidt skjult, da han tænkte på sit folk derhjemme. Han lod hovedet søge på sned, mens han kiggede indgående mod hende. Hun var ikke isdæmon, så meget kunne han fornemme. Men en anden dæmontype var hun i hvert fald, især fordi han vidste, han var i Appolyon. At skulle møde en anden race her ville være virkelig underligt, endnu mere underligt med det, der foregik på fastlandet, som han endda ikke havde helt styr på endnu. Hans grundviden var dog, at racerne havde grupperet sig og landegrænserne var begyndt at smuldre. Forunderligt. Det var næsten som i norden. De delte allesammen den isbelagte landjord. De to største klaner om ikke andet, skønt forskellen var, at deres racer var blandede. De havde været opdelt engang. Han nikkede mod hende, som hun svarede på hans ord. Godt nok havde han ikke som sådan lagt op til nærmere diskussion, da han udmærket kendte svaret, men hun var da høflig og det satte han om ikke andet pris på. Selv kommenterede hun ham til gengæld, så sådan kunne de jo så fint få det hele til at gå op. "Mit navn er Einar," præsenterede han sig. Han trak vejret roligt. Han så farlig ud, det syntes mange. Han var det vel også i bund og grund, da han var oplært som kriger. Men han kunne også være en ret passioneret og filosofisk mand, da han var en eventyrer uden lige. "Og det er korrekt. Jeg er fra Norden... Langt mere Nord, end du nok kan forestille dig," svarede han hende høfligt. Han tiltalte hende dog ikke med den samme høflighed, da han var mere ligepå.

[Artémis Poésy]

Einar. Selv hans navn lød anderledes! Det var interessant.. Han lignede, hvad Artémis tænkte måtte være en vildmand. Synd var det trods alt at sige, at der fandtes mange af dem her i Appolyon. Appolyon havde trods alt længe været et yderst civiliseret samfund. Hun sendte ham et lille smil. Hendes ansigt så ikke andet end åbent ud. ”Jeg hedder Artémis,” præsenterede hun sig selv. Han havde muligvis ikke spurgt til hendes navn, men det var det høflige at gøre. At præsentere sig. Nysgerrigt lyttede hun til ham. Han var fra Norden? Mere nord end dette? Appolyon lå trods alt nordligt i forhold til så mange andre byer her på fastlandet. ”Har De deres hjem på et kort?” spurgte hun ham nysgerrigt. Hun ønskede at vide, hvad han mente, og eftersom hun var en flittig studerende, spurgte hun naturligvis efter et kort. Der var selvfølgelig også en anden måde, at han kunne vise hende det på.. Han kunne lukke hende ind i sit sind, og vise hende vejen på den måde. Det ville i hvert fald tiltale hendes mentaldæmon. Hendes hoved søgte en anelse på sned. Hans ydre var stadig skræmmende, men så længe, at hun ikke fornemmede nogen former for aggression hos ham, forholdt hun sig ganske roligt. ”..Eller De kan lade Deres tanker vise mig vejen.” Hun foretrak den metode. På den måde ville hun også få et syn at se, som hun aldrig før havde set. Hun ville kunne se alt, hvad han tænkte, og hvad han følte omkring det. Det var altid interessant! ..og selvfølgelig også på sin måde intimt. Det var trods alt en anden person, der åbnede sig fuldstændigt op for en.

[Einar Calder Vali]

Der var stor forskel på deres navne. Einar selv studsede et øjeblik over den unge kvindes navn, da det lød langt mere... eksotisk. Ja, eksotisk måtte være det rette ord til beskrivelsen. Hans var koldt, kontant og meget nordisk, som selvfølgelig gav mening, da han jo var født og opvokset der. Der var bare ikke mange, der kendte til det kolde nord, fordi mange fastlændere fra de tidligere 4 store lande aldrig havde bevæget sig bort. Kun Tayevania var blevet afsløret og hvor mange år havde den ø ikke ligget og ulmet, ventet på at blive fundet? "En fornøjelse," hilste han hende. Det gjorde jo intet at være imødekommende, for han elskede at lære noget nyt om steder han besøgte. Og hun virkede på sin udstråling til at kende Appolyon godt. Hun så nemlig ud som om hun følte sig hjemme her. Han så mod hende. Et kort? Hvad skulle man dog bruge det til! "Jeg har det ingen andre steder end herinde," endte han og klappede sig selv på brystet, lige hvor hjertet var placeret. Han lod hovedet søge på sned. Hvem hun var, det anede han ikke, men at hun var ung, det var tydeligt. Hun udstrålede en lettere barnlig naivitet, som han bestemt ikke ejede og nok i virkeligheden aldrig havde haft. Han tog en rolig vejrtrækning. Det var dog ikke før hendes ord faldt, at det faktisk gik op for ham, hvilken slags dæmon hun var. Om hun så alene var mentaldæmon eller også havde andre evner, det kunne han ikke sige endnu. "Hvis du begynder at rode i andet end det, jeg viser dig, så ryger du i vandet," kommenterede han sagte. Han rakte hende en hånd. Hun blev nødt til at komme hen til ham, så han ville have muligheden for at skubbe hende i, hvis hun begyndte at snage.

[Artémis Poésy]

Det var uden tvivl en interessant fornøjelse at møde Einar. Det var ikke hver dag, at der kom fremmede som ham hertil. Det var forfriskende. Der var dog kommet en del nye dæmoner til siden racerne havde løsrevet sig. Der var dem som havde strømmet hertil, som visse områder var blevet lukket af for omverdenen. Personligt havde det ikke ramt hende selv. Hun havde altid primært holdt til blandt dæmonerne. Det var også her, at hun læste. Hun nikkede, som han fortalte, at han ikke benyttede sig af kort. Han var ingen boglig mand, som hun var en boglig kvinde. Han var nærmere en … eventyrer. Det havde hun aldrig selv fået udforsket. Hun blinkede let med øjnene, som han tilbød hende adgang til sit sind. ”Jeg ryger ikke i vandet,” endte hun roligt med at sige. Hun var ærlig. Hun behøvede ikke at se andet, end det hun havde spurgt til. Derudover var der det faktum, at hun kunne nå at læse det i hans sind, hvis han ønskede at skubbe hende i vandet. For det tredje, så kunne hun faktisk modificere hans ønske, til hvad hun ønskede. Det var mindre svært når først, at man var blevet lukket ind og havde kontakten. Hun trådte frem mod ham. Det fik alligevel hendes hjerte til at slå hurtigere. Han var en spændende mand. Sin egen lille fine hånd rakte hun frem, men ikke for at tage fat i hans. Hun rakte den i stedet op. Op mod hans hoved, hvor hun blidt trykkede sin håndflade mod hans skaldede side af hovedet. Hun sendte ham et let smil. ”Vis mig vejen,” bad hun, inden hun lod øjnene glide i. Hun ville se, hvad han viste hende. Hvad han huskede.. og det ville være, som hun selv var der.

[Einar Calder Vali]

Einar var aldrig bleg for at opleve nye ting og han var en eventyrer uden lige. Alt i livet var en udfordring og han prøvede at klare så meget som muligt. Han lærte alt han vidste på sine rejser og af dem, han omgik sig med, hvilket gjorde ham til en af de mest lærde i Norden. I forhold til de boglige fastlændere, så var han dog bestemt ikke lærd på den måde. Men han var en alvidende person, der vidste lidt om meget - i stedet for en hel masse om et specifikt emne. Hvad hun mente med sine ord præcist, det vidste han dog ikke. Det lød som et kryptisk svar, selvom det egentligt var meget ligetil i ordvalget. Den almene betydning af hendes ord ville være, at hun ikke ville ryge i vandet, da hun ikke ville snage. Men han følte alligevel, der lå en anden betydning bag hendes ord, skønt han dog ikke spurgte ind til det. I stedet rakte han sin hånd frem mod hende som gestus. Hun tog også gestusen, i hvert fald til at hun kom tættere på. Dog tog hun ikke hans hånd, men rakte i stedet op og lod hånden hvile mod hans ene skaldede side af hovedet, hvor nogle af hans isblå, grå og mørkeblå tatoveringer var placeret. Han lod øjnene glide i ligeså og lukkede hende ind i sine tanker.
Turen startede bagvendt. Strandbreden i Manjarno, ved foden af bjerget hvor Appolyon lå, hvor hans båd lå. Derefter var det som om han tog sejlturen hjem igen i sine tanker, som han jo havde gjort før, da han havde besøgt fastlandet et par gange efterhånden. Turen over havet var smuk, men lang og bar meget forskelligt vejr med sig. Både smukt, klart vejr og regnvejr. Jo længere nordpå de kom, jo koldere blev det, såvel som regnen også blev til hagl og sne. Stedet de endte var hans hjemby. En lang kyst dækket af is og bjergene dækket på samme måde, så der kun var få buske og træer, der kæmpede sig vej gennem sneen. Folk boede i træhytter og omkring i byen myldrede det med folk, der var dækket i pelskapper og tykke støvler. Mange både lå ved havnen, hvor han også lagde til.

[Artémis Poésy]

På sin egen måde stolede Atrémis på, at hun ikke blev gjort fortræd. Derfor søgte hun også tættere på ham. Hun havde ikke muskler, som dem han havde. Hun havde allerede set, hvor stor han var. Selv ejede hun ingen muskler. Hun var lille og fin. Vel som en typisk kvinde? Hendes styrke lå desuden også i hendes sind. Hun var mentaldæmon. Hun var ikke fysisk, og hun kunne ikke kontrollere naturens elementer, som han kunne. Hånden lagde hun imod hans hoved, og øjeblikkeligt kunne hun fornemme kulden ved den fysiske kontakt. Det fik hende til at gyse svagt, men derfra bed hun det også i sig, og lod ham vise hende, hvad hun skulle se. Selv opsøgte hun sin egen indre ro, alt imens hun fyldte hans sind med sin egen tilstedeværelse. Han ville svagt kunne fornemme hendes væsen i sit hoved. Stille stod hun, imens de mentale billeder tog over. Havet. Båden af træ, som han havde sejlet på. De vuggende bevægelser, som han drev hen over vandet. Både de blide bølger der knap var til at mærke, og de hårde der ruskede voldsomt i båden, som om de ville sænke den. Den varme sol der brændte imod huden. Det hårde hagl der pryglede huden. Selv havde hun aldrig sejlet.. Hun havde aldrig været ude på det åbne hav eller ude i en sø.. Hans hjem. Isen der prydede jorden i stedet for græs. Det perfekte område for en isdæmon. Træhytterne der var hans hjem i forhold til grotterne her i Appolyon. Hun trak vejret roligt. Hun elskede det. Han viste hende noget, som hun ellers aldrig ville kunne få at se. Hun havde aldrig set et område som det. Vinteren her kunne muligvis også være slem, men vinteren i hans hjem var for evigt.

[Einar Calder Vali]

Einar lukkede øjnene. Det var som om hele turen stod tydeligere i hans hoved, nu hvor han kunne fornemme hendes tilstedeværelse. Billederne stod skarpere og det var som om hun forstærkede visionen af den lange rejse over vandet. Langt mod Nord var vejret noget anderledes end her. Det haglede, sneede og var som et hvidt drømmelandskab. Af og til blev det dog også en smule mildere i vejret, men sneen nåede aldrig at smelte helt.Da hun havde set hele turen, så trak han sit hoved til sig, så kontakten ville blive brudt. Hun var måske mentaldæmon, men hun var ung endnu, så hvorvidt hun kunne holde den mentale kontakt uden den direkte berøring, var ham uvist. Han åbnede øjnene og så på hende. "Sneen ligger i det samme tykke lag næsten året rundt. Når vi siger, det er sommer, betyder det bare, at det ikke hagler og regner i et par måneder ligeså ofte som om vinteren," fortalte han hende. Hans fastlandssprog var rimelig godt, men man kunne næsten høre på hans accent, at han også var en fremmed. Han havde ordforrådet, men udtalen og den korrekte måde at tale, var ikke indfødt på den måde. Sproget havde han lært under sine mange rejser hertil. Han vædede sine læber og studerede hendes ansigt. Hun var en utrolig yndig ung pige.

[Artémis Poésy]

At befinde sig i Einars sind, var som at befinde sig på rejsen til Norden. Artémis følte, at hun var der, uden at hun egentligt rykkede sig en meter. Det var fantastisk! Hun kunne se verdenen uden at forlade sit hjem. Allerede inden han trak hovedet til sig, vidste hun, at det var det han ville gøre. Hun registrerede nemlig hans handling, inden han gjorde den. Derfor lod hun også langsomt det mentale bånd slippe, og da han trak hovedet, brød hun kontakten fuldstændigt og lod hånden falde samtidig. Hun smilede op til ham. Hun havde stadig evnen til at søge ind i hans sind. Dog ikke ligeså stærkt, som når hun havde fysisk kontakt med ham. "Så I ser andre græsset under sneen, eller bladene på træerne?" spurgte hun ham fascineret. Selv kendte hun ikke til et sted der var evigt belagt af sne. Sommeren kom trods alt altid. Selv tvivlede hun på, at hun kunne leve i komplet istid. Hun kunne lide årstiderne. Særligt foråret og sommeren. I foråret sprang alt liv ud, og om sommeren stod det hele i fuld flor. Plus det var dejligt varmt. Hun følte, hvordan en rødmen igen lagde sig hen over kinderne, som hun fornemmede hans velvilje over for hende. Hun prøvede ikke længere at læse hans sind.. men det var svært at undgå alle fornemmelserne. Hun lod igen begge sine hænder holde om bogen. Han havde afbrudt den mentale kontakt mellem dem, og derfor kunne hun ikke drømme om at tvinge sig ind på ham igen. Den type var hun ikke. "Fortæl mig mere om Deres samfund. Jeg har aldrig oplevet et sted lignende det," opfordrede hun ham begejstret. "Det jeg har set der kommer nærmest det er en isdæmons hjem.. men det har altid kun indskrænket sig til deres hjem."

[Einar Calder Vali]

Einar havde ingen problemer med at vise denne unge kvinde rejsen til Norden. Men han ønskede hende ikke indenfor sine tanker mere end højeste nødvendigt, så det var også rart at komme lidt på afstand igen. Han kunne tydeligt mærke, da hun brød den endelig kontrakt. Han havde dog selv distanceret det ved at trække sig væk, så de ikke havde den fysiske kontakt. Noget, hun jo sikkert havde set komme, da tanken kom før selve bevægelsen. "Aldrig," svarede han hende roligt. Det var jo sandt, for det gjorde de ikke. Jorden var primært sneen. Han selv kunne dog også sagtens forenes med de andre årstider, for dem havde han jo oplevet her på fastlandet. Dog kunne han bedst lide det køligt, for han frøs trods alt aldrig. Han kunne dog sagtens få det for varmt, især hvis det var sommer her. Men han kunne altid køle sig selv ned, så det var ikke så slemt igen. Let vædede han sine læber, mens han lod hovedet søge på sned. Han tog så et valg om at fjerne alle sine våben, så han ikke lignede et pakæsel, der netop var ankommet med båden og han endte med at se ret almindelig ud. Ej, det var måske en løgn, for hele hans fremtoning var fremmed, skønt han godt kunne omgås dem, der var indfødte her. Men nu havde han blot en skjorte og et par bukser på uden at have våben på kryds og på tværs. Det blev nu også nemmere at se, at hans hestehale var ret lang - den nåede ham til midt ryg og havde forskellige læderbånd bunder om sig, så den ikke hang og flagrede. Han tog sin kappe og foldede ud på jorden, hvor han gjorde en gestus til hende. Gulvet var koldt hvis hun ikke satte sig på hans skindkappe. Han satte sig selv ned. "Mit samfund er gammelt. I gamle dage var vi opdelt, ligesom I er blevet her på landet nu. Vi var isdæmoner og formskiftere. Jeg ægtede formskifternes høvdings datter og forenede stammerne, så nu lever vi alle i fred i Norden. Jeg er høvding før begge stammer og ved at oplære mine sønner, så de kan fortsætte arvefølgen. Den stærkeste mand vinder, uanset hvilket navn man bærer, når følgen skal gives videre," fortalte han hende. Samfundet var egentligt enkelt på sin vis i hans hoved.

[Artémis Poésy]

En verden uden al det grønne. Selvom Artémis lige havde set eksemplet på et sådant sted, havde hun endnu svært ved at acceptere, at det kunne være således. Is og sne plejede jo at komme og gå. Det var alt sammen en del af årstidernes cyklus.. Bare ikke, hvor Einar var fra. Det fascinerede hende ubeskriveligt meget, og derfor ønskede hun at høre mere om det! ”Fascinerende.. For en isdæmon er det selvfølgelig optimalt.” Hvor udbredt var kendskabet til Einars island i det hele taget? Selv havde hun ikke fornemmelsen af, at isdæmonerne kendte til området. Hvis de fik kendskab til det, kunne hun forestille sig, at mange af dem ville søge dertil. Isen var trods alt deres ideelle klima og længsel. Et smil søgte over hendes lille mund, som Einar spredte sin kappe ud på jorden til hende. Han lignede måske en vildmand, men han havde alligevel manerer. ”Tak,” sagde hun varmt. Med sin ene hånd samlede hun sin nederdels skørt, inden hun gled ned i en siddende stilling på skinkappen. Besynderlig var kappen helt på denne årstid, eftersom det endnu ikke var vinter.. men han kom trods alt fra vinteren. Sit åbne ansigt vendte hun mod ham, som han gav sig til at fortælle. Alt imens valgte hun at lægge sin bog i sit skød. Studierne kunne godt vente lidt endnu.. Dette var også et studie i sig selv! Interesseret lyttede hun til hans tale, hvor hun selvfølgelig først åbnede munden, da han var færdig. ”Hvordan kan det være, at der lever formskiftere der? Formskifterne er ikke immune for kulden, som I, isdæmoner, er?” spurgte hun ham nysgerrigt. ”Og lever I i fred nu hvor, at I har slået jeres stammer sammen?” Selvom mentaldæmoner var logisk tænkende, fandt hun det alligevel for … praktisk, at man blev givet væk som et ærinde. Men hun var også ung og en kvinde.

[Einar Calder Vali]

Einar var en kriger og vildmand af udseende, fordi han levede i et hårdt klima og et svært samfund, hvor man slog hinanden ihjel, hvis man var meget utilfreds med noget og ønskede at lave om på tingene. Dog havde han også en anden viden bag sig, så han havde ført talens måde med sig tilbage til sit folk og efterhånden levede folk i fred og løste deres problemer uden at slå ihjel. Men tog de på togt for at plyndre til deres hjemland, så kunne de sagtens slagte en hel landsby og uden dårlig samvittighed. "Bestemt," medgav han. Han elskede sit is-paradis derhjemme ligeså meget, som han elskede at tage på eventyr og bare efterlade alt til sin familie. Efterhånden var hans sønner dog også gamle nok til at kunne holde skansen mens han var væk, selvom de efterhånden var ret utilfredse med det. Men han kunne ikke blive hjemme for evigt, det var kedeligt! Han trak på mundvigen og lod hende sætte sig ved hans side. Dog hvilede hans blik ikke på hende, men derimod på vandet. Det var smukt og sikkert iskoldt, lige som han bedst kunne lide det. Sjovt var det så måske, at han havde skindkappe med, men det var bare.. det tog de gik rundt i, selvom han jo som sådan ikke frøs. Da han havde fortalt, så vendte han blikket mod hende igen og sendte hende et let smil. Så sød og uskyldig som hun var... Der var han bare alt det modsatte. "De fleste formskiftere har et dyreform, der tilhører isen. Sneræve, sneleoparder og hvad du ellers kan forestille dig af dyr, der lever bedst i sne og kulde... Og ellers holder de varmen i skind og tykt tøj, hvilket sagtens kan lade sig gøre," fortalte han videre. Han nikkede. "Ja, vi er kommet langt. Det er bedre at leve sammen end at bekrige hinanden."