miss you all me heart

[Elena Marina Elton]

Elena sad nede ved havnen, hun så ud over vandet. hun er kommet her ofte for at se efter et bestemt handelsskib. hun. savnede ham selvom hun viste det var forket nu når han var en gift mand. hun savnede enlig ikke øen hun fandt fastlandt hyggeligt hun havde ikke mødt nogen fare endnu. det var enlig kun ham hun savnede.
Elena havede ikke rigtig kunne spise hun havede igen regtig nogen appetit, havde hun ikke haft siden de havde sagt farvel til hinanden. hun havde sørgt for mad man hun havde kun spist nogen bider vær gang hun havde prøvet at tvinge mere mad ned i sig var det kommet op igen. han fungt meget i hendes tænker skyndt hun viste at han ikke burde.
hvis en levene død kunne tabe sig havde hun tabt sig over 10kg. hun havde ikke brug for det og var ikke stolt over det.
mens hun sad der og nynnede og kigge ud over vandet efter skibende,.et eller andet sted følte hun at hun kunne vente på ham i en evighed.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Øen.. Det havde været Demarcus' hjem i frygtelig mange år, og det var det hjem, som han konstant ville fortsætte med at passe på, samt beskytte, og det havde han også tænkt sig at gøre i den forstand, at det var ham muligt. Hans handler med fastlandet, var gået lidt i stå. Det hele var jo blevet et kaos der, så han så hellere, at han blev væk fra det sted.. Virkelig langt væk fra det sted, og det var det, som han selv stod fast på, når det endelig skulle være.
Han søgte ned mod havnen i hans vogn. En kulsort hest trak den, og kusken sikrede sig, at alt forblev som det skulle være. Han var en rigmand, og han gjorde bestemt også meget ud af at vise det tydeligt. Ja, så tydeligt, som han overhovedet kunne komme til at gøre det, så blev det også gjort.
Nede ved havnen gjorde de holdt. Vognen blev åbnet, og tillod Demarcus at træde ud. Her rettede han sig op. Uanset hvor koldt og varmt det var på fastlandet, var øen her stort set altid med den samme temperatur. Det var rart, varmt og behageligt. Præcist, som han godt kunne lide det. Iklædt det hvide klæde og sandalerne, som sikrede sig, at han ikke kom til skade under fødderne og på de skarpe sten, søgte han ned mod vandet, hvor han kunne høre bølgerne slå. "Jeg klarer mig selv herfra," meddelte han denne gang. Selv havde han ikke haft meget med Elena at gøre, siden han havde sat hende af på fastlandet. Gad vide hvordan hun egentlig havde det lige nu?

[Elena Marina Elton]

elena fik øje på Demarcus der steg ud af hans vogen ikke så langt fra hende. hun kunne næsten ikke fatte det hvir længe havde han været på fastlandet?.
siden han ikke kom med et skib.
hvis han havde været her et stykke tid hvorfor.havde han så ikke prøvet at opsøge hende? havde han glemt hende?. hun gik ned mod vogen "Demarcus?" hun stopper op ikke langt fra ham, hun havde mesdt lyst til at løbe i armene på ham, men hun måtte styre sog han var en gift mand jo, "hvad laver du her?"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus drejede hovedet hurtigt, da hans navn blev kaldt. Hertil valgte han også at stoppe op. Elena? Var hun kommet hjem igen? Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han måtte dog erkende, at det var rart at se hende igen. "Jeg havde ikke hørt, at du var kommet retur til Tayevania," informerede han hende, hvorefter han søgte mod hende. Bange var han jo ikke for hende. Det havde han ikke haft nogen grund til.
"Jeg er blot ude for at vandre. Det er jo den perfekte tid til at gøre således," fortalte han sandfærdigt. Han så rundt omkring i området. Her var smukt, og det var tydeligt. Han var virkelig glad for at være tilbage på øen nu. Nu handlede det jo så bare om at få den under kontrol, nu hvor resten af fastlandet særligt, var henlagt i intet andet end et kaos. "Hvornår er du vendt retur til vores dejlige ø?" spurgte han denne gang med en oprigtig nysgerrig stemme. Det måtte han faktisk erkende, var kommet bare en smule bag på ham. Han havde jo trods alt intet hørt fra hende i det, som jo var lang tid efterhånden.

[Elena Marina Elton]

Elena så på ham "jo alså ikke så længe bliver her nok heler ikke længe"hun holde en pause." jeg tænkte bare jeg havde ikke hørt fra dig længe og tænkte om alt var vel"sagde hun mens hun kørt en hånd ignennem sit lange sorte hår. "så hvordan har dig og konen det "hun lage hovet på skrø . hvor havde hun savnet ham denne mand denne fantastiske dejlige mand på tros af han var gift.
hun tog nogen skidt tætter på ham. hun synde det virkede som om der var noget aldrenes ved ham, men hun kunne ikke sætte fignerne på hvad dette var "er der sket nofen spænede ting mens jeg hr vært væk ?"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At stå overfor Elena igen, havde Demarcus det svært ved. Ægteskabet gik da, men Yelena og ham, havde da stadig deres ting at slås med. Der kunne man i hvert fald godt mærke, at de var drag er deres sted så at sige.
"Jeg havde ikke hørt at du var kommet retur. Forventer du at tage af sted igen?" spurgte han videre. Det forvirrede ham. Selv ønskede han naturligvis at øens borgere også blev det!
Kort trak han på skuldrene denne gang. "Vi har vores udfordringer," fortalte han med en sandfærdigt stemme. Yelena var han glad for, så det skulle da ikke være for det. Derimod, ønskede han at det skulle blive bedre. "Fortæl mig hvad du oplevede på fastlandet," opfordrede han med en rolig mine.

[Elena Marina Elton]

Elena kunne mærke hun blav noget trist over at han stadigvæk var sammen med sin kone, men hvad havde hun forventet at de skulle finde sammen? det hviste hun snart ikke, hun hiv op i sig selv og rømmede sig " ikek det store endnu, så det blive vist kun et hurtigt vesit jeg gør her hjemme, men jeg måtte en persoen i en mørk skov der fortalte mig en trakisk fortæling om hvordan folk der ikke var magiske blev jagte væk fra deres hjem. og alt blev øddelagt " sagde hun .
hun havede ikke fundet ud af så meget men hun ville gerne lære mere.