Calm before the Storm

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Cayenne havde altid været en regelrytter og som tidligere soldat så var det bare naturligt for hende at følger regler som hun ikke selv havde været med til at lave. Nu var det dog anderledes. Hun ville ikke benægte at han havde ret. Der var ikke noget de kunne stille op overfor dem så derfor måtte lave deres egne. De var alligevel ikke velset nogen steder. Hun kunne ikke lade være med at ytre en mild latter og vende blikket mod hans skikkelse. "Lad det nu ikke stige dig til hovedet. Det er ikke sikkert at det vil ske for tit" pointerede hun drillende.
Hun var endt på jorden og kunne ikke lade være med atter at le en smule. Hun var blevet klodset eftersom hun ikke brugte hver eneste dag på at træne for at holde sig kampklar. Det kunne hun da tydeligt mærke. Hun lod ham hjælp sig på benene og fulgte roligt efter ham. Hun ville ikke have noget imod at dele kropsvarme med ham igen. "Lad os finde et sted" lød det blot blidt fra hende.
Denne gang kunne hun virkelig ikke holde latteren tilbage og hun sendte ham et kærligt smil. "En kvinde er jo nød til at være påpasselig, ikke sandt? Jeg har stadig mit sværd, vi kan altid gengive successen?" drillede hun ham og og gav hans hånd et kærligt tryk. Hun satte i gang igen og efter de havde gået lidt nåede de den lille klippe. Hun kiggede kort på Maurus og var det ellers hendes tur til at hive ham med sig den ene vej rundt. Hun fandt en sprække i klippen, den var ikke voldsomt stor men stor nok til dem og til et lille bål i åbningen hvis de havde brug for det. "Her kan vi søge ly" sagde hun og åndede en smule lettet op.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Maurus havde normalt heller ikke noget imod regler, men når det var umuligt for alle at færdes frit, så var han heller ikke med mere. Det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre noget som helst ved det, og det var også det, som især kunne mærkes nu. "Lad mig lige leve lidt højt på den, ikke?" endte han denne gang med et morende smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være.
Nu var hun kommet ned, og de skulle finde ly, og gerne inden det ville begynde at stå ned i stænger. Desuden var det begyndt at blæse op, hvilket han heller ikke ligefrem ønskede at blive fanget midt i. Derfor nikkede han og gav hende ret. "Vi forsøger den her vej," meddelte han denne gang, inden han roligt førte hende med sig. Han havde ikke rigtigt nogen anelse om, hvor de var på vej hen, og det var det, som i den grad også godt kunne mærkes lige nu. Det hele var næsten som nyt og fremmede for ham.
Cayenne fandt hurtigt en klippehule, hvor han heller ikke kunne lade være med at grine. "Det ville du kunne lide, ikke?" sagde han morende. At gentage den hændelse, stod nok ikke lige højt på hans ønskeliste. Han trak hende med ud mod den udvalgte sprække. De ville nok lige kunne være i den. "Gå du ind først." Den var ikke særlig stor, men hvad.. De kunne jo bare sidde tæt, og så skulle han nok sidde tættest på huleindgangen. Hvis det sikrede, at hun kom igennem det her, uden at blive syg, så var han glad.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Hun kunne ikke lade være med at grine en smule af hele situationen. Det var næsten som det havde været i gamle dage og det var noget hun kunne lide. Hun sendte ham et drilsk smil og blinkede til ham. "Okay så, men kun denne ene gang så" gav hun ham blidt igen og lod den frie hånd falde mod hans overarm og gav den et blidt strøg før hun lod hånden falde igen.
Hun lod ham føre sig mod klippen og herefter trak hun ham med sig rundt for at finde en hule som de kunne være i. Selvom den ikke var så stor så kunne de sagtens være der og hun havde ikke noget imod at sidde tæt med ham. Vingerne forsvandt endnu en gang fra hendes ryg sådan så der ville være mere plads til dem. Meget kunne man sige om englevinger men de var pokkers upraktiske.
Hun morede sig gevaldigt ved tanken om deres første møde. Det var virkelig der hun havde indset hvor stor en indflydelse som han havde på hende og hvor god han var til at berolige hende. "Jo, Det kunne da være sjovt" grinte hun mildt. Han bad hende gå ind først og hun søgte så langt ind som hun kunne sådan så der var så meget plads til ham som muligt og sådan så han heller ikke ville blive for kold. Hun kiggede lidt bekymret på vejret udenfor. "Nu må du ikke blive kold, vel?" pointerede hun bekymret og vende blikket mod hans skikkelse. Hun ville heller ikke have at han blev syg.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Det hele var jo ligsom deres fortid om igen, og Maurus kunne jo godt lide det. Det var jo ikke småting de havde været igennem kunne man sige. Han smilede let for sig selv. "Jeg kan tage det. Jeg er jo ikke min bror," forsikrede han hende denne gang. Han sendte hende et smil. Igen var han en glad mand og han måtte jo sande, at han virkelig elskede den fornemmelse, som det efterlod ham med.
Klippehulen var blevet fundet, og derfor synes han også bare, at de skulle se at komme derind, så de kunne komme i læ. det var begyndt at trække godt op til storm, hvilket nok var meget typisk om efteråret, men ikke desto mindre, så var det bare meget lidt, som han lige kune gøre ved det nu. Han lod hende denne gang søge ind først. "Se.. Og uden at blive truet med et våben for struben først." pointerede han drillende, da hun søgte ind, og han kom lige efter. Han selv ville nok komme en smule tættere på udgangen, men hvad.. Det havde jo ikke ligefrem slået ham ihjel endnu. Vigtigst var det bare for ham, at hun havde det godt, og så måtte de tage resten derefter.
Maurus rystede denne gang på hovedet. Han skulle nok klare sig til trods for det her. "Jeg klarer mig," sagde han denne gang. Han møvede sig så tæt på hende, som han kunne. Okay, det var faktisk pænt koldt mod ryggen, men det var slet ikke noget, som hun behøvede at tænke på. Det var bestemt ikke meningen, at hun skulle være bekymret for ham. Ikke nu hvor de havde fundet hinanden igen.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Cayenne havde virkelig gode minder fra den gang også selvom det ikke havde været sjovt at blive gennemblødt i regnen. Hun kunne ikke andet end at smile lidt for sig selv. De havde nu gjort det gang den gang med hvad de havde. Det skulle nok komme til at gå igen. Hans kommentar fik hende dog til at tænke på Matthew og frygten meldte sig igen. "Heldigvis er du ikke som ham" pointerede hun sigende og gav hans hånd endnu et lille klem. Hun kunne virkelig ikke fordrage den mand. Han var bare forfærdelig!
Hulen var ikke voldsomt stor men den ville være fin nok til det som den skulle bruges til. Hun kravlede ind i den under en mild latter ved hans drillende ord. "Jeg er sikker på at det kan nås endnu" gav hun ham drillende igen. Hun dumpede ned på rumpen og betragede ham som han kom hende helt tæt. Hun nød tanken, nøj hvor hun virkelig nød den! Sageligt puttede hun sig ind mod ham, også for at give ham noget af den varme som hun besad. Dog kunne hun ikke lide at han sad så tæt på udgangen. Han ville helt sikkert blive kold! Lidt akavet fandt hun sin kappe frem og med lidt besvær kom hun op på knæene og fik den bakset rundt om hans skuldre sådan så den dækkede den del af ham der vendte ud af mod uvejret. Det var ikke meget men alt hun kunne gøre. "Det siger du jo men du må heller ikke blive syg" mumlede hun bekymret og lod sig falde tilbage mod hans skikkelse og puttede sig ind til ham. Hvor havde hun bare savnet det her. Det var da helt vildt!