Calm before the Storm

[Maurus Josephiax Igleéias]

Maurus havde aldrig brudt sig om, at hun havde grædt, eller fældt tårer overfor ham, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Faktisk var det en tanke, som gjorde ham virkelig ked af det. Men hun var der virkelig.. Det alene, var stadig ikke en tanke, som han helt kunne forstå, men han fandt den jo rar. Et sted var det lettende for ham at vide, at hun rent faktisk var der, og at det ikke bare var ham, som havde præsteret at bilde sig selv alt muligt ind.
Hænderne strøg hendes kinder, inden han slap hende. Hun skulle slet ikek undskylde. Det var slet ikke nogen nødvendighed ved det her. Det var i hvert fald slet ikke hans mening. "Det.. det er okay, Cayenne." forsikrede han hende. Der kunne jo opstå situationer, hvilket han havde forståelsen for, men alligevel. Det havde jo alligevel præsteret, at gøre ham utrolig ked af det.
Armene lod han denne gang falde om hendes skikkelse, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Hendes korte fortælling skar i hans hjerte. Havde døden sågar været hendes favn? Ligesom det havde været hans? Han havde derfor ikke kunne beskytte hende. "Det er min skyld," lød det denne gang tavst fra ham. Han trykkede hende ind mod sig. Hun havde også søgt efter ham? Han havde jo dengang opgivet at søge efter hende! "Døden har haft os begge, min kære," fortalte han denne gang. Det var jo bestemt heller ikke en tanke, som han i dag, var særlig stolt af. Langt fra faktisk. Han rystede kort på hovedet. Han var virkelig, virkelig ked af det.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Cayenne var virkelig ikke en pige der ofte græd men hun kunne ikke lade være. Hun følte sig både ked af det og fuldstædig uduelig over hvad der var sket med hende. Hun var en kriger, havde altid været soldat og alligevel så havde hun ikke kunne forsvare sig selv. Det havde virkelig været en sur tanke at vågne op med og især når hun ikke kunne finde Maurus igen og forklare ham hvad der var sket.
Svagt rystede hun på hovedet ved hans ord. "Det er ikke iorden at forlade den man elsker, Maurus. Aldrig nogensinde" påpegede hun stille. Selv havde det gjort hende utrolig ked af det og utilfreds at hun havde skulle møde sit endeligt på den måde. Hun havde jo på ingen måder ønsket at lade ham alene på den måde men hun havde ikke haft så meget at sige.
Hans favn var kærkommen og hun puttede sig ind mod hans skikkelse. Hun havde savnet ham noget så frygteligt! Hovedet hvilede mod hans skulder som han snakkede. Han havde selv været udsat for døden? Det forklarede hvorfor hun ikke havde kunnet finde ham. Hun løftede den ene hånd og lod den blidt falde mod hans kind mens hendes blik søgte hans. "Det var ikke din skyld. Jeg var uheldig og måske en smule uforsigtig. Undskyld" forklarede hun stille og strøg ham blidt over kinden. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham hvem der havde slået hende ihjel eller om hun bare skulle lade det ligge. Hun ønskede ikke ligefrem at Maurus skulle vide at det var hans bror som, den gang, havde revet dem fra hinanden.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Maurus kunne ikke lide, at hun gik rundt og gav sig selv skylden, for at være faldet i denne situation og i denne problematik, for det var ikke hendes skyld. Han vidste godt, at han selv var meget anderledes end så mange andre, og frygten for, at hun havde fundet noget mere spændende derude, kunne han jo ikke rigtigt undgå at bide sig fast i. Særligt ikke, når det var på denne her måde.
At hun stod tæt ind mod ham, fandt Maurus utrolig rart. Det skulle da endelig ikke være for det i hvert fald. Han lukkede øjnene for et øjeblik. Selv var han langt fra så følsom, som han engang tidligere havde været, me det var jo så bare det. Han vendte blikket mod hende igen. "Du har vel nok haft dine grunde til det," fortalte han denne gang. Han ville ikke klandre hende for så gammel en ting. Han var her nu, og det samme var hun, hvilket også var det vigtigste.
At hun havde været uforsigtig, var jo ikke noget nyt! Han rystede denne gang på hovedet. Ale de undskyldninger. Et sted gjorde de jo heller ikke nogen forskel. "Det er okay, Cayenne.." Et sted også for at få hende til at stoppe med det her igen. Det var jo slet ikke meningen at hun skulle stå der og undskylde overfor ham!
Strøgene over kinden, var virkelig rart. Hovedet lod han stille søge i retningen af det. Han havde virkelig manglet hende. Det var jo helt utroligt! "Vi skal have fundet sted du kan sove.." sagde han denne gang. Han gik ikke umiddelbart ud fra, at hun havde noget sted at være. Særligt ikke sådan, som hun måtte se ud.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Hun gik virkelig med følelsen af at det hele var hendes skyld. Hun kunne et sted slet ikke lade være. Turen ud havde kostet hende livet og tiden sammen med ham og selvom de stod her sammen igen så kunne hun ikke undgå at føle at hun havde svigtet. Hovedet lod hun hvile mod hans skikkelse. Det var rart at vide at det ikke virkede som om at han bebrejdede hende. Hun sukkede svagt og bed sig kort i læben. Det kommer ikke til at ske igen. Jeg vil ikke lade mig selv blive sendt tilbage i døden igen på den måde. Jeg vil ikke efterlade dig her igen" sagde hun stille men dog også en lille smule bestemt. Hun ville ikke lade Matthew skille dem ad igen.
Hun lukkede øjnene og lyttede. Hun vidste godt at alle undskyldningerne kunne være irriterende men det var virkelig det hun mente. Hun følte at hun var nød til at undskylde men tvang dog sig selv til at stoppe. Hun løftede hovedet let og vendte de blå øjne mod hans skikkelse. "En gang i mellem er du for god af dig, kæreste Maurus" lød det en smule kærligt fra hende. Hun rettede sig en smule op og strakte sig hvorefter hun plantede et lille kys mod hans ene kind. Hun havde virkelig savnet ham.
Hånden lod hun blidt stryge mod hans anden kind. Hun mærkede hvordan han søgte mere og det var noget som hun ønskede at give ham. Fra den første dag de havde mødt hinanden så havde hun aldrig ønsket at skænke sådan nogle ting til nogen som helst anden. Hans ord fik hende til at smile stille. "Jeg ved ikke med dig men jeg har ikke en øre. Det har været forfærdeligt svært at finde arbejde efter alt dette .... Racehad, er blusset op. Jeg er ikke velkommen nogen steder" forklarede hun roligt. Det var ikke noget at være ked af men mere bare fakta. Der var ikke så meget andet for hende at gøre for nu.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Der var virkelig ikke noget af det her, som måtte være hendes skyld, og det var heller ikke noget, som skulle have lov til at blive hendes skyld. Om han havde vidst, at hans egen broder, var involveret i den sag, så var det nok en lidt anden sag, men det ivlle uanset aldrig nogensinde blive hendes skyld.
Hun ville ikke forlade ham igen. Det var uden tvivl ord, som betød så meget for ham at høre. Han trak denne gang mere varmt på smilebåndet. Med andre ord, var han ikke grunden til at hun havde valgt at søge væk. Men.. hvad var det så, som havde gjort det? "Jeg er, hvor jeg hele tiden har været," sagde han denne gang. Han vendte blikket mod hende igen. "Hvis det er noget, som du stadig vil lade mig være." sagde han denne gang. Han ville hende jo gerne. Hun havde altid været hans nummer et.
At han var god af sig, var ikke ligefrem noget, som kunne komme bag på nogen, kunne man sige. Han rystede denne gang på hovedet. Det var i hvert fald ikke første gang, at han fik den smidt i hovedet. Han tog det nu slet ikke som noget negativt. Tvært imod faktisk. "Hvor ofte, har du ikke måtte fortælle det til mig?" spurgte han denne gang.
Hånden mod hans kind, var virkelig kærkommen. Det var særligt noget af det, som Maurus havde savnet. Øjene lukkede han let nydende i denne gang, hvor han dæmpet måtte slippe et suk. Racehadet var han ikke ramt af. Det var mere hadet til hans familie. "Der sker mange ting derude nu, Cayenne." Det bekymrede ham. Han vidste jo ikke rigtigt, hvad det betød som sådan. Han hævede hånden og tog om hendes. Han lignede jo heller ikke ligefrem en, som havde noget sted at være. "Kroen her, har smidt mig ud på grund af Matthew. Jeg kan ikke bære det navn." Igleeias var et forfærdeligt navn at bære. Han førte hende med sig videre. Han ville heller ikke stå stille for længe, i tilfælde af, at de andre nu fulgte med.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Selvom det måske ikke var hendes skyld eller ikke kun var hendes skyld så kunne hun ikke undgå at føle det sådan. Dog kunne hun ikke lade være med at gengælde hans smil. Der var ingen tvivl om at hun havde savnet ham noget så frygteligt og at hun virkelig havde manglet ham. Ordene som han tildelte hende fik hende omgående til at rødme kraftigt men hendes blik søgte ikke væk fra hans ansigt. "Du vil altid være min første prioritet. Jeg har manglet dig ved min side. Bliv hos mig endnu en gang" bad hun blidt før hun strakte sig op og lod sine læber møde hans i et kort men kærligt kys. Han var og ville altid være den som hun ville have.
Et lille fnis undslap hendes læber og hun nikkede kort. "Meget ofte endda" sagde hun mildt og fortsatte med nusse ham på kinden. Roligt lyttede hun til hans ord mens han valgte at føre hende videre væk fra byen. Ingen af dem lod til at være velkommende der hvilket var trist. De små byer havde jo altid været et sted man havde været velkommen før hvis man havde været et ordenligt menneske. Men ikke længere. Nu gik det hele op i race og familienavne. Det gribbede kort i hende ved lyden af Matthews navn. Den mand var virkelig ikke en som hun ønskede at komme på tværs af igen. Ikke overhovedet.
En svag rødmen meldte sig i hendes kinder og hendes blik søgte mod jorden mens hun tænkte let for sig selv. "Men .... Så bær mit i stedet? Så ville din brors eftermægle ikke kunne røre dig" pointerede hun roligt og bed sig let i læben.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Hvis skyld det var, var ikke noget som de rigtigt kunne blive enige om uanset, kunne man sige. Maurus ønskede ikke, at det var noget, som hun skulle gå rundt og have det dårligt med. Det havde i hvert fald aldrig nogensinde været hans hensigt med det i hvert fald.
Hendes ord, gjorde ham faktisk glad. Det var helt lettende at høre, at det alligevel var den måde, at hun så ham på. Uanset hvad, så vile det ikke blive hendes skyld, og hvis de rent faktisk kunne finde ud af en løsning på det her, var det så ikke det værd, at tage med? Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det. "Hvis du vil lade mig indtage den," sgde han denne gang. Han mente det. Han havde jo manglet hende!
Kysset som hun skænkede ham, var derst kortvarig, men dog utrolig rart. Han gengældte det kun kort, inden han denne gang tog omkring hendes hånd, for at føre hende med sig videre. Her kunne de ikke blive, hvilket han jo udmærket godt vidste. Det handlede jo om hurtigst muligt at komme derfra nu.
Matthew havde ødelagt det for ham. Mandens ry og rygte, var det som gik udover ham. Her vendte Maurus sig igen mod hende. Denne gang med hamrende hjerte. Hvad mente hun helt præcist? Tage hendes navn? Det var højest utraditionelt at tage en kvindes navn! "... Hvad mener du?" spurgte han denne gang, mest for at sikre sig, at han jo faktisk havde hørt rigtigt.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Hun havde det dårligt med det hele men dog så kunne hun tydeligt mærke at han lettede hendes samvittighed blot ved at være tæt sammen med hende. Hun nød hans selskab mere end noget andet og nu, for alvor kunne hun mærke hvor meget hun egentlig havde savnet ham. Den betydning som han havde for hende var helt igennem enorm. Hovedet lænede hun let mod hans skulder som de gik. Kort lukkede hun øjnene og kunne ikke lade være med at smile kærligt. "Der er ikke noget jeg hellere vil" pointerede hun uden at tøve. Der var sandhed i ordene. Der var virkelig ikke noget hun hellere ville.
Det kortvarige kys var det eneste hun kunne skænke ham for nu men bare det at det var gengældt fik hendes hjerte til at hamre helt voldsomt i hendes bryst. Hun nød virkelig hans nærvær mere end noget som helst andet. Dog lod hun ham føre sig videre væk fra byen. Hvor de skulle søge hen anede hun ikke men det var ligegyldigt. Så længe han var der sammen med hende så kunne det være ligegyldigt hvor de var. Selv ikke regnen generede hende.
Hans reaktion var ikke underlig. Hvad hun forslog var .... underligt og utraditionelt men hun følte bare at det kunne hjælpe ham. "Jeg ... Jeg mener bare at det kunne hjælpe dig når du tager rundt. Matthew's ry og rygte har altid gået dig på og er altid kommet dig i forkøbet. Folk dømmer dig på det og det er ikke noget jeg ønsker" forklarede hun roligt og lod sine fingre flette sig ind imellem hans efter han havde grebet om den. Igen bed hun sig lidt i læben. "Desuden så .... Så .... Så ville jeg ikke have noget imod det." Hun vidste godt at det var lidt sært men hun havde altid været en pige som var meget ligefrem og dette var ikke en undtagelse.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Maurus var vant til at blive dømt, og det var bare meget lidt som han kunne gøre ved det. Hans bror, havde jo ødelagt det for ham, allerede dengang han ikke havde været særlig gammel. Sådan havde det jo bare været, stort set hele hans liv. For nu, var det bare ikke lige de tanker, som han tænkte. Det var Cayenne, som fyldte det hele ved ham, og han kunne jo virkelig godt lide den fornemmelse. Det var jo helt fantastisk! han smilede svagt for sig selv. "Det glæder mig virkelig." Kunne man sige, at de allerede havde fundet hinanden igen? Maurus havde måske tendenserne til at være naiv, men hun ville ham jo. Og han ville jo hende.
Kysset havde ikke været for lang tid, men ikke desto mindre, så havde det været en kæmpe bekræftelse, som selv for ham, var noget, som betød en verden til forskel. Han var glad lige nu. Bare den tanke om, at han skulle have lov til at nyde hende på den her måde, var jo helt igennem fantastisk! Der var ikke nogen tvivl om det.
Dog var det en glæde, som havde meldt sig lidt for tidligt, i og med, at hun denne gang opfordrede ham til at tage hendes navn. Det.. forvirrede ham. Det var jo utrolig utraditionelt at en mand gjorde det. "Mit ry er så ødelagt i forvejen," fortalte han denne gang. Det at blive dømt, var nok bare noget, som man alt for hurtigt måtte blive vant til - desværre. "Det rører mig ikke.. Ikke længere." Nu havde han ikke nogen grund til at lyve sig indendøre, når han havde hende. Det var det, som han anså som det vigtigste lige nu. Han sendte hende et smil. Det var bare for mærkeligt. "Det er virkelig sødt af dig," forsøgte han denne gang. Han fandt tanken underlig. Virkelig underlig.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Matthew var virkelig skyld i meget, det vidste Cayenne kun alt for godt. Det gjorde ondt på hende at vide at Maurus var berørt af det som han var. Det var virkelig ikke fair at Matthews ry og rygte skulle komme her og bide Maurus i røven på den måde. Hun sukkede lydløst og rystede på hovedet. Selvom han end ikke var tilstede kunne den mand virkelig ødelægge meget. Dog var Cayenne ikke andet end lykkelig for at han stadig gerne ville hende for hun ville i særdeleshed også gerne ham. Han var så dejlig og kærlig hvilket var noget som hun virkelig godt kunne lide. Maurus sind var ikke hvad man kunne forvente af en Warlock men han var der og han passede på hende hvilket var noget af det vigtigste.
Lysten til at skænke ham flere kys var der i hvert fald hos hende men nu var ikke tiden til det. Det var da helt sikkert. Mørket ville snart falde på og hun ønskede ikke at være udendørs ved den tid hvis hun kunne blive fri. Dog var det ikke så skræmmende nu hvor Maurus var der. Hun vidste at han ville beskytte hende.
Hun lyttede til ham. Hun vidste at det var underligt at tilbyde men så igen, for hende gjorde det ingen stor forskel. Hun var alene, ingen familie som kunne komme og ødelægge hendes ry eller omdømme. Hun gav hans hånd et lille klem og vendte blikket mod hans skikkelse. Hun sendte ham et stort opmuntrende smil. "Det var også kun et tilbud for at gøre det lettere for dig. Jeg ønsker bare ikke at han skal ødelægge mere for dig end han allerede har gjort" pointerede hun blidt og lod hovedet falde mod hans skulder igen. Han havde i det mindste fået muligheden og for hende gjorde det virkelig ingen forskel. Hun gik lidt i sine egne tanker før hun vendte blikket mod stien de gik på igen. "Jeg er glad for at du ikke er som din bror, Maurus" lød det stille fra hende. Hun brød sig virkelig ikke om Matthew og slet ikke efter det som han havde gjort.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Matthew havde været efter Maurus siden han ikke havde været særlig gammel, hvilket skam også godt kunne mærkes nu. Det var ikke fordi at det som sådan rigtigt rørte ham i dag, for det var der slet ikke nogen grund til at det gjorde. Han havde jo klaret sig igennem sit liv til trods for det. Selvom.. det var jo Matthew der for alvor havde gjort, at han have opgivet sit liv allerede dengang. I dag, kunne han jo kun være utrolig ked af, at hans liv havde taget den drejning.
Kysset havde været rart, og lige nu glædede Maurus sig bare til at være lidt sammen med hende, hvor de kunen finde ud af det hele sammen igen. Det var lige præcist det, som han havde brug for lige nu, og ikke alt det andet der. "Det er virkelig også sødt af dig," sagde han denne gang. Han var oprigtigt glad for muligheden, men det var bare.. underligt og ikke mindst forkert. Hvilket også var derfor, at han ikke kunne, selvom det var så fristende at gøre det.
".. Lad os finde vores eget," sagde han pludseligt, idet han vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var da en idé måske? Noget som inge ville dømme nogen af dem på - af navn om ikke andet.
Maurus var ikke sin bror, hvilket han udmærket godt vidste, men det var stadig meget svært det her. Han rystede kort på hovedet. "Han har valgt en vej, og jeg valgt en anden.. Cayenne.. Vi er nødt til at finde et sted at sove." sagde han denne gang. Det var begyndt at buldre i det fjerne, hvilket gjorde ham tildels bekymret. Ville der også komme den slags i aften? Det var en tanke, som han faktisk måtte finde utrolig.. frustrerende. De havde jo intet fast over hovedet lige nu!

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Et sted kunne Cayenne ikke andet end at være en smule bange for Matthew. Manden var farlig og han havde jo før givet udtryg for at han ikke ønskede hende sammen med Maurus. Dette var dog ikke noget Maurus kendte til. Hun var stadig i tvivl om hun skulle sige det eller lade være. Ville det gøre noget ved ham at vide det? Hun ønskede jo ikke ligefrem at han skulle gøre noget dumt.
Tilbudet havde været der også selvom han valgte ikke at tage imod det. Det gjorde hende ikke noget. Bare det faktum at hun havde været i stand til at give ham den mulighed var virkelig det hele værd. Hun sendte ham et smil ved han ord. Hans hånd gav hun endnu en gang et lille klem. Hun ønskede virkelig at tilbringe mere tid sammen med ham og det havde hun en mulighed for nu. Hans strø tanke fik hende dog til at stoppe lidt forbavset op. Hun kiggede nysgerrigt på ham og tænkte lidt over hans forslag. "Kan man det? Jeg mener, er det overhovedet lovligt med alle deres nye og mærkelige regler?" spurgte hun tænkende. Hun var absolut ikke afvisende overfor tanken man samtidig så ønskede hun heller ikke at bringe nogen af dem i problemer.
Hendes blik faldt ligeså på buldret i det fjerne som kun truede med at komme nærmere. Hun nikkede ved hans ord. "Jeg tager lige et kig ovenfra. Måske jeg kan se et sted hvor vi kan søge ly" sagde hun blidt. Roligt slap hun hans hånd og de hvide vinger dukkede op på hendes ryg. Hun sendte ham et smil før hun satte af fra jorden og nåede et stykke op i luften. Hun spejdede rundt i et lille stykke tid før hun søgte tilbage mod jorden. Hendes landing var dog mindre elegant og hun landede hårdere end forventet hvilket resulterede i at hun endte på knæ ved hans side. "Puha. Vingerne bliver tunge i denne her regn" klagede hun sig en smule utilfreds og sendte ham et lidt opgivende smil. "Men dog så fandt jeg hvad der kunne minde om en lille klippe i den retning." Hun pegede en smule øst for den vej som de var gået. "Måske vi kan finde en hule der? Det er forsøget værd."

[Maurus Josephiax Igleéias]

Enhver der ikke var bange for hans bror, var tåbelige, for Matthew var i sandhed en virkelig farlig mand, så det var jo slet ikke det. Han selv var jo et sted bange for ham, også selvom han aldrig som sådan personligt, havde gjort ham noget. Nu stod han her med Cayenne.. En kvinde, som han ikke ville slippe, og selv ikke, hvis det var noget som Matthew ville bede ham om at gøre!
Når man ikke kunne bruge sit eget navn, kunne man vel vælge sit eget, kunne man ikke det? "De mærkelige regler giver jo uanset ikke nogen mening, Cayenne.. Hvorfor følge dem, når vi ikke har været med til at bestemme dem?" pointerede han denne gang med en rolig stemme. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre det problematisk, men når man intet havde haft at sige, så ville han da heller ikke følge dem, hvis han kunne blive fri for det.

Her slap Maurus hendes hånd, og lod hende tage turen mod himlen. "Pas nu på.." bad han denne gang. Han havde lige fundet hende, og derfor ønskede han bestemt heller ikke at skulle ende med at miste hende igen! Det begyndte at dryppe.. og ganske kort efter, der begyndte det også at regne.
Hurtigt var Maurus henne ved hende, da hun nærmest kollapsede på jorden. Han bed tænderne sammen denne gang. Han fulgte hendes finger. En hule? Det var jo ikke første gang de sov i sådan en. "Det er bedre end åben himmel.. Kom," sagde han denne gang, inden han begyndte at trække hende mod øst.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Cayenne var bange for Matthew men hun havde jo også mærket hans evner på egen krop. Selv havde hun aldrig været svag, hun var god til at slås og ferm med våben men hun kunne virkelig intet stille op overfor en magikyndig. Hun blev jordet med det samme og den gang havde hun overvurderet ham. Det ville ikke ske igen. Hun ville gøre alt for ikke at støde ind i ham igen men hun vidste at muligheden var der, i hvert fald så længe hun var sammen med Maurus. Det hele var så problematisk.
Hans kommentar fik hende til at grine let. Han havde jo ret! Ingen af dem havde noget at skulle sige til andres regler så hvorfor ikke bare lave deres egne? Hun havde altid været en regel rytter men desperate tider kræver desperate handlinger? "Du har ret min kære. Lad os finde vores eget navn" medgav hun roligt og sendte ham et kærligt smil.

Hun søgte hurtigt til himmels og mærkede hvordan regnen gjorde hendes vinger tunge. De var gode at have så længe at vejret var godt men når det var sådan her så ville hun egentlig langt hellere være fri. Hun kom på benene igen som han begyndte at hive hende mod øst og i den retning hun havde peget. Det var ikke ligefrem første nat hun skulle tilbringe i en hule og det ville med garanti heller ikke blive den sidste. Det er meget bedre end at være ude i uvejret" pointerede hun roligt. Hun satte farten lidt op for at komme så hurtigt hen til hulen som muligt. Hun ville i hvert fald ikke være ude i det uvejr! Et lille smil kunne dog ikke lade være med at brede sig på hendes læber. "Kan du huske .... Vejret var lige sådan den første gang vi mødtes?" spurgte hun blidt.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Hvorfor underlægge sig reglerne, som i forvejen slet ikke var nogen, som de havde været med til at beslutte, men derimod så mange andre? det var forkert. Helt igennem forkert, og derfor fandt Maurus bare, at det var på sin plads, at de fandt på deres egne. Folk hadede dem jo alligevel, så hvorfor ikke? Et kort smil passerede hans læber. Hun var da i det mindste med på det, så det passede ham jo mere end fint! "Jeg vidste, at du var enig med mig," endte han denne gang. Han elskede virkelig, når det var den retning, at tingene måtte gå. Særligt fordi at de nu var to om at gøre alt det her.
Maurus fik hende hurtigt tilbage på benene igen. Han kunne ikke lide, at hun sad der. Han rystede denne gang på hovedet. "Du skal i hvert fald ikke sidde her og blive syg. Vi kan jo altid varme hinanden." Han begyndte at trække hende med sig. Det lagde op til et større uvejr, og det ønskede han jo trosd alt heller ikke. Han ville ikke lade hende blive syg!
Maurus følte atter et ansvar.. Det var en underlig fornemmelse, men dog også rar på en eller anden måde. Her så han mod hende. Det var jo rigtigt. "Det er rigtigt.. Foruden, at du denne gang ikke truer mig med et våben, og står plaskvåd i regn - endnu." Han smilede let. Ja, visse ting, kunen man bare aldrig glemme! Han trykkede om hendes hånd. "Og vi er nødt til at finde ly, før vi gentager i hvert fald halve af det." Huler og klipper var der heldigvis en del af rundt forbi. Det handlede bare om at finde de tomme.