Calm before the Storm

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Maurus Josephiax Igleéias & Cayenne Madelaine Dormingos

---

Selvom dagen stadig var i fuld tag så var vejret endnu en gang overskyet og gråt i Dvasias. Solens stråler kunne ikke trække igennem de meget mørke uvejrsskyer som hang hen over folks hoveder. Selvom dagens dyd stadig skulle gøres så befandt de fleste sig indendøre i frygt for at regn, lyn og torden skulle falde ned over dem snarest. Ikke mange ønskede at blive fanget udendøre når uvejret var over dem. Dog kunne man ane en enkelt skikkelse vandre igennem en lille landsby. Stille var vedkommende om gik igennem byen og ind på den lille dertilhørende kro. Dog blev vedkommende der ikke længe. Et lille suk undslap den kutteklædte skikkelse før denne vendte væk fra kroen og begyndte at søge længere ud. Dette skete flere og flere steder. Hun var blevet spurgt om hun var af ren race og da hendes svar som altid havde været et nej, så var hun blevet smidt på porten igen. Det pinte hende at folk var begyndt at udvise så meget racehad som de var begyndt på. Flere og flere racer rev sig fri af landende og hun vidste ikke hvor det skulle ende henne.
Hun nåede ud af byen med rolige skridt og dog gik der ikke længe før lyden af skridt lød bag hende. Den velkendte lyd af sværd som blev trukket nåede hendes øre og roligt vendte hun sig om for at se hvad der forgik. En lille flok på 4 mænd stod bag hende, alle med våben hævet mod hendes skikkelse. Hendes øjne blev en smule smallere og hovedet søgte let på sned. "Jeg går ikke ud fra at vi kan snakke om det her stille og fredeligt?" spurgte hun med en rolig stemme. Hendes venstre hånd dukkede frem under kappen og løftede sig let op og klar til at løsne hægten der holdt hendes tunge kappe om skulderen. Den højre var stadig gemt under det mørke stof, den hvilede trygt på hiltet af hendes sværd der som altid befandt sig på hendes hofte. Hun var klar til kamp hvis der skulle gå hen og blive ballade.

[Maurus Josephiax Igleéias]

"Du og din familie, er slet ikke velkommen her..!" Dørene blev revet op, hvor lyset stod ud, fra den fine kro, som Maurus havde søgt ly i for vejret, hvilket var grumt nok, som det var i forvejen. Det lagde op til regn og grumme ting, men det var end ikke noget som de tog særlig tungt.
Maurus blev smidt ud, hvor de med en latter klaskede døren i. Maurus blev kastet udover den halvvåde jord. Efteråret var kommet, og selv det, var begyndt at blive koldt i vejret nu. Han havde jo selv brug for at søge lidt indenfor. Han rettede sig op. Forsøgte om ikke andet, hvor han derfra forsøgte at tørre jord og mudder af. Han var beskidt. Han havde ikke noget fast sted at være, og hans familienavn var ikke just noget, som gavnede ham på sigt. Han sukkede. Hvor var det hele svært lige nu.
Maurus rullede let på skuldrene. Matthews ry og rygte, gik jo langt, hvilket jo heller ikke var nogen nyhed. Han søgte ned igennem gaderne. Der var stille i aften, selv på trods af, at det her jo var Dvasias. Det var jo slet ikke nu, at det burde være så stille. Han bed tænderne en smule sammen og skuttede sig. Det var også ved at blive halvkoldt, og han duede slet ikke til det med kulde.
Stemmerne som han hørte, fik ham dog meget hurtigt tli at stoppe. Ikke fordi at de sagde ham noget, men det var nogen af de meget få stemmer, som i det hele taget var at høre. Her drejede han blikket. Han var beskidt, og han var træt, men hvad.. sådan var det jo bare med ham. Skikkelsen som stod med ryggen til ham - en kvinde af hvad han kunne se, sagde ham intet. Virkelig intet endnu og dog.. Der var noget underligt velkendt ved hende. "Lad hende nu være..!" kaldte han denne gang. En kvinde rørte man ikke. Det havde han da for længst lært!

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Cayenne var ikke velkommen mange steder med hendes blandede race. Ikke nok med at hun i mange år ikke havde hørt til i Procias på grund af dødsenglen i hendes race men nu når hun gik rundt ude så blev hun ligeså kigget skævt til fordi hun også havde englen i sig. Det var ikke længere muligt for hende at finde et tilholdssted med mindre hun løj om sig selv hvilket hun fandt unaturligt. Hendes racer var jo en del af hende og de havde gjort hende til den hun var. Dog var det ikke alle som kunne se det gode i blandingerne længere og jo flere racer der rev sig løs, jo svære blev det at eksistere for hende. Hun sukkede svagt som den ene af mændende trådte hende nærmere med hævet sværd. "Blandinger er ikke velkommende her" pointerede han dystert. Cayenne vendte øjne af den fremmede og rystede på hovedet. "Så er det jo godt at jeg er på vej væk, ikke sandt?" pointerede hun en smule flabet hvilket ikke faldt i hel så god jord. En af de andre mænd trådte frem med sværdet hævet. Det blev svunget mod hende. Han var hurtig men ligeså var hun. Der gik ikke mange øjeblikke før kappen var begyndt sit fald mod jorden, hendes eget sværd trukket og parreret mod den angribende. De to klinger mødtes med en høj lyd og hun tog en lidt dyb indånding.
Endnu en gang skulle hun til at åbne munden da lyden af en velkendt stemme nåede hendes øre. Af erfaring vidste hun godt at man ikke skulle tage øjnene fra sin modstander. Dog lod det ikke til at hendes angribere kendte til den taktik. Alle som en vendte de sig mod den som havde råbt op. Selv kunne hun ikke se ham så godt fra hvor hun stod men der var alligevel noget som var hende yderst velkendt ved den fremmede. "Bland dig uden om! Dette vedkommer ikke dig!" hvæsede manden som stod hende nærmest og hvis klinge hvilede op af hendes egen. Det lod dog til at han var mere optaget af manden end hende selv og uden meget besvær bøjede hun sig let ned i knæene, løftede det ene ben og fejede benene væk under ham så han endte nede i mudderet. En let latter kunne hun ikke undgå som han begyndte at rode rundt dernede. Sådan en lille grissebasse!

[Maurus Josephiax Igleéias]

Racehadet, var uden tvivl begyndt at boble i folk igen. Dette skete jo af mange årsager, desværre. Ikke rigtig tnoget, som Maurus havde blandet sig i. Dødens favn, havde været hans havn i mange år nu, og hvorfor han var endt her.. Ja, det måtte guderne jo vide.
Hvem end denne kvinde var, havde han slet ikke nogen anelse om. At det skulle være en, som var ham så bekendt, kunne han jo ikke vide. Han kendte jo stort set ikke nogen i denne her verden. Selv forsøgte han jo bare at håndtere tingene på egen hånd Eller så godt, som det nu var ham muligt. Svagt himlede han med øjnene. Han skulle ikke blande sig? Men det gjorde han nu alligevel! "Så lad hende da fordufte i stedet for," sagde ha nddenne gang. Uanset hvad, så var det bare ikke kvinder man gik efter. Hvad fanden skete der for dagens generationer? Det var jo helt forkasteligt, at det skulle være på den måde, og det var da også tydeligt!
Maurus trådte denne gang tættere på. Desuden havde han ikke rigtigt noget at give sig til alligevel, så hvorfor ikke? Han kneb øjnene svagt sammen. Døden havde jo alligevel gjort noget ved det. Selvom han var en skygge af den mand, som hans bror var, så var han blevet mere hårdfør end tidligere. "Jeg ved ikke hvem pokker I er, eller hvad pokker I vil.. I lader hende gå.. Find noget bedre at give jer til!" Før han vidste af det, blev den første tvunget i jorden af hende. Hun grinte.. Den latter.. Den havde han hørt før. Han vendte blikket modh ende, spørgende denne gnag, hvor den anden mand reagerede. Han fremdrog en kniv, hvor han gjorde et kraftigt udfald mod hende.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Livet havde ikke ligefrem været særlig pænt overfor hverken hende eller Maurus. Selv havde de fundet hinanden i en tid med krig og had. Selv var hun død for hånden af hans bror og siden da var der sket meget. De seneste år havde hun vandret uden nogen form for mål eller mening. Det havde været svært, det var der ingen tvivl om og selv kunne hun virkelig ikke lide at hun intet hjemsted havde. Det havde dog været muligt for hende at finde arbejde hist og her så hun havde da overlevet men nu, ja nu var det bare svært. Folk holdt sig til deres egne og hun var ikke længere velkommen nogen steder. Hendes udseende bar også præg af det. Hun var beskidt og hendes tøj laset. Hun var iført et par gamacher med en alt for stor bluse ud over hendes krop men ud af det havde hun kun sit sværd og kappen.
Den første mand endte i jorden med lethed og fremdrog en hjertelig latter. Hun havde intet til overs for folk som blot angreb hende uden grund og hun nød at jorde dem. Dog måtte hendes blik falde på den fremmede som havde kommet hende til undsætning. Den velkendte følelse vældede ind over hende og hun faldt næsten i trace. Kort gled hendes tanker på Maurus, han var den eneste som hun ville kunne genkende men han kunne ikke være her. Han var død og borte, det vidste hun godt. Lyden af den fremmede som svang sig mod hende med kniven rev hende dog tilbage. Hun hoppede et skridt baglæns for at undvige kniven men var dog ikke så heldig denne gang. Bladet skar sig med lethed ind i hendes overarm og hendes lasede bluse fik endnu et hul. Blodet begyndte at løbe varmt ned over hendes arm og ligeså fra bladet af kniven. De blå øjne gled fra kniven og til manden der næsten virkede overrasket over at han ramte. Hun fnøs en gang hvilket fik hans opmærksomhed igen. Han gjorde et udhug mere men denne gang undgik hun ham uden problemer. Dog søgte hun ikke længere væk men tættere på ham. Med en hurtig bevægelse løftede hun det ene ben og lod hendes knæ synke så højt op i hans manddom som hun kunne. Et ynkeligt hyl kom fra ham og han faldt for hendes fødder som den første, dog var denne mand kommet til skade hvorimod den anden blot lå og vred sig rundt. Hendes blik gled tilbage på manden der tydeligt prøvede at hjælpe. "Hvem er du?" spurgte hun roligt og ignorerede tydeligt de andre mænd omkring dem. Det var sikkert at hun ikke var det mindste bange for dem selvom de stadig var i overtal. Hendes fokus lå udelukkende på ham.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Selvom man var blandinger og alverdens andet, så var det ikek ensbetydende med, at man var en skidt person. Sådan så Maurus på det.. nu havde han jo altid været stemplet som et eller andet afskum på grund af hans bror. Han var da heldigvis reddet af så amnge andre ting i denne forbindelse. Han var renracet, men slet ikke spor velset blandt hans egne. Det gjorde det i hvert fald ikke nemmere for ham af den grund.
Maurus nåede jo knapt at reagere på noget, før den anden mand havde gjort et udfald mod hende. Hvorfor han pludselg skulle blive så hidsig, forstod hana ikke. Normalt skulle der faktisk meget til, før han blev hidsg. Kniven satte sig i hendes arm. "Lad hende nu bare være!" endte han denne gang med en fast tone.
Kvinden synes dog at have kontrol på det hele. Det tog hende i hvert fald ikke særlig lang tid, at få manden lagt ned, hvor han denne gang også blev liggende. Han synes i hvert fald ikke at man kunne behandle nogen på den måde! Desuden.. reagerede han lngt hårdere her, end hvad han typisk ville have gjort. Af grunde, om han ikke rigtigt kunne finde ud af. Han vendte sig mod hende denne gang. Hans krop dirrede. Selv på grund af det, som han lige havde set, men også fordi at hun vækkede det i ham.. På en eller anden ubehagelig måde. Hvem han var? Det var lang tid siden, at han overhovedet havde fået det spørgsmål.
"Maurus Igleéias," svarede han denne gang oprigtigt. Han trådte et skridt tættere på. Han var et sted slet ikke i tvivl om, at han kendte hende, og havde set hende før, men lige nu.. nej, det kunne ikke være hende. Det var simpelthen umuligt! ".. Jeg har set dig før." konkluderede han denne gang. Det var svært.. Det var virkelig, virkelig svært det her! Han kiggede på hende.. Nej.. Kunne det virkelig være hende? Det.. Nej, det kunne han slet ikke tro, at det var.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Cayenne var ikke velset fordi hun var den blanding som hun var. Ikke en gang blandt sine egne havde hun nogensinde været helt velkommen. Hendes blanding var også kontroversiel. Hun var to racer der hadet hinanden og selvom hun bar mest præg af englen i hendes indre så var der ingen tvivl om at dødsenglen også havde hold i hende. På denne dag ønskede hun ingen konflikt men hun var virkelig ikke bange for at tage en kamp op eller tage et liv hvis hun følte at det var nødvendigt.
Den fremmede blev ved med at blande sig og det irriterede hende en lille smule. Hun var ikke en jomfru i nød som skulle redes, nej hun skulle nok selv klare det. Hun råbte dog ikke op omkring det. Der var virkelig noget så forbandet velkendt over ham!
Manden som havde angrebet hende og ramt hendes arm lå nu på jorden og vred sig. Selv frydet hans smerte hende en smule. De burde bare have ladet hende være. Hendes opmærksomhed vendte sig mod manden som havde forsvaret hende men svaret som han gav på hendes spørgsmål havde hun alligevel ikke forventet. Hun frøs næsten fast på stedet. For hende var det næsten som om hele hendes verden stod stille for en stund. Kunne det virkelig være rigtigt. Uden at hun bed synderligt mærke i det slap det faste greb sig langsomt om hendes sværd hvorefter det faldt til jorden med et hårdt klonk. De blå øjne hvilede på hans skikkelse og hun end ikke skænkede de resterede mænd en tanke.
Hun lod ham komme nærmere for hun var ikke i stand til at bevæge sig lige nu. Hans ord kørte rundt i hovedet på hende. Maurus. Var det virkelig ham. Hans konklusion bragte hende lidt tilbage til bevistheden selvom hun stadig var i tvivl om hvilket ben hun skulle stå på i det hele taget. "Maurus?" endte hun blot med at spørge igen for at få bekræftet hvad hun egentlig havde hørt.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Det var tydeligt for Maurus at denne kvinde var kommet til skade. Lige umiddelbart, vidste han jo stadig ikke hvem hun var, men en ting var sikkert; Hun skulle ikke være der, når mændene på et tidspunkt ville være i stand til at rejse sig op igen. Slet ikke. Han rystede kort på hovedet af sig selv. Var det ikke bare typisk ham, at lege helten, eller prinsen på den hvide hest på den måde, og så alligevel uden at blande sig alt for meget.
Mændene havde hun jo selv fået lagt ned, uden at han havde haft behov for at blande sig, som havde han været en ægte mand. Det var bare ikke sådan at det hang sammen denne gang, kunne man sige. Han rystede kort på hovedet. Hans navn sagde hende jo tilsyneladende mere, end hvad han lige ønskede det skulle, men det var derimod også meget lidt, som han lige kunne gøre ved det nu.
Langsomt nikkede han dog. Han kunne jo ikke rigtigt benægte sit navn, kunne man sige. Han hævede blikket mod hendes skikkelse denne gang. "... Ja?" svarede han blot. Hvad skulle han da ellers sige? Kort så han ned mod mændene igen, som forsøgte at rejse sig. Desuden burde han også få hende med sig væk herfra, før de begyndte at gale højt. Man kunne nemlig ikke stole på nogen som helst længere. "Du skal ikke stå her.. Kom med." Hurtigt søgte han derfor hen til hende, for at tage omkring hendes ene arm, og den anden som han førte om hende, for at guide hende med sig, før mændene ville kunne nå at gøre noget som helst ved hende. "Det er farligt at være her nu.." forsøgte han denne gang. Han rystede denne gang på hovedet. Det her, var jo heller ikke noget, som han ønskede skulle ske. Intet skulle ske hende!

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Cayenne stod virkelig som fastfrosset. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle håndtere denne her situation og det var hende en ukendt følelse. Hun var en som altid havde styr på situationerne og vidste hvordan hun skulle handle men nu så tvang han hende næsten ned i knæ ved hans bare tilstedeværelse. Maurus? Det gjorde næsten helt ondt på hende. Lysten til at fortælle ham hvem hun var faldt over hende men samtidig så var hun også bange. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere. Svagt bed hun sig i læben som han kom hende helt tæt på. Mændende på jorden var borte for hende for hun var fanget af ham endnu en gang.
Hun sukkede svagt som hun begyndte at høre den ene mand komme på benene. Hvor var det irriterede! Hun havde ikke mere tid til dem ligenu og dog så synes Maurus at have helt andre tanker. Han kom hende helt tæt og hun mærkede hans tag om hendes arm og hvordan hans arm gled om hende for at føre hende med sig. Hun stoppede kort op, dog kun for at gribe sit sværd og sin kappe hvorefter så at følge med ham. De blå øjne hvilede på ham som var hun i trance. Han var lige her foran hende? Det var virkelig en tanke som var hende noget så fremmet! Endnu en gang bed hun sig let i læben og lod derefter blikket falde til jorden som de gik. "Du er altid så beskyttende, Maurus" pointerede hun stille. Sådan havde han altid været. Det var en af de ting som hun rigtig godt kunne lide ved ham. Selvom hun anså sig selv som værende stor og stærk så var det et sted rart at have en som ham ved sig. Det var noget hun havde savnet utroligt meget.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Det var slet ikke gået op for Maurus, at han i øjeblikket stod overfor en gammel kending. Og ikke bare hvem som helst, men en kvinde, som igennem store dele af hans liv, havde haft en kæmpe betydning for ham. Han ville bare gerne have hende væk nu, og gerne inden at de andre ville komme tilbage på benene.
Derfor tøvede han bestemt heller ikke med at søge tættere på hende, for at tage mere fat, dog uden at gøre det hårdt, for at føre hende med sig væk derfra, før der ville ske yderligere med hende! Det var i hvert fald ikke meningen. At han jo så i øjeblikket, skulle have fat i den gamle flamme.. Den kvinde, som selv havde haft den betydning for ham, var oprigtigt, slet ikke en tanke, som slog ham på noget givende tidspunkt.
Igen at høre hendes stemme.. Altid så beskyttende? Det var noget de færreste havde fundet ud af om ham. Men den stemme. Han var overbevist om, at det var en af slagsen, som han havde hørt før. Han førte hende med sig videre. Jo hurtigere de begge kom væk, des bedre ivlle det uden tvivl også blive. "Du lyder næsten som en, der kender mig,?" Her vendte han blikket mod hende, hvor han lod hånden gribe om hendes overarm, igen for at stoppe hende. Hun måtte forklare sig. Han anede jo ikke hvem hun var.. Og de tanker som han gjorde sig, kunne det jo slet ikke være! Hun var jo... død?
"... Hvem er du?" spurgte han denne gang. Han var jo den eneste af dem, som havde tilkendegivet sit navn. Nu var det da også på tide, at hun gjorde det samme.

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Det hele var syrealistisk. Begge stod de i en meget underlig situation. Hvad pokker var der dog sket? Deres tid sammen havde været en som Cayenne havde nydt virkelig meget men den var blevet revet fra dem begge af Maurus bror, Matthew. Hun var død og borte men havde fået en chance for at komme tilbage igen kun for at finde ud af at Maurus havde lidt samme skæbne. Tanken havde gjort ondt på hende for hun havde følt at hun havde svigtet.
Svagt bed hun sig i læben som han søgte tættere på hende. Der var ikke en strejf af tvivl i hende længere. Det var ham. Som altid gav han hende den meget beroligende følelse som han altid havde formået at gøre. Et enkelt dryp ramte hende hoved og hendes blik søgte op. Regnen begyndte stille at falde men begyndte langsomt at tage til i styrke. Det bragte minder tilbage.
Hans kommentar fik hende til at udstøde en lille lyd som kunne minde lidt om en svag latter. Hun kendte ham bedre end så mange andre. Stille lukkede hun øjnene som han stoppede op. Greb i hende blev en smule mere fast og hans spørgsmål lød i hendes øre. Hvad skulle hun sige? Sandheden? Hun var jo bare forsvundet den gang. Det var umuligt noget som han kunne tilgive hende. Blikket faldt til jorden igen som regnen virkelig tog til over deres hovedet og gennemvædet dem begge. "Mit navn er Cayenne, Cayenne Domingos" hviskede hun næsten lydløst. Forsigtigt løftede hun stille blikket tilbage mod hans skikkelse. Enkelte tårer trillede ned over hendes kinder selvom disse ikke var til at spotte i regnen.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Hvad havde Maurus egentlig forventet? Selv dengang havde han søgt og ledt efter Cayenne, uden at finde hende. Han havde opgivet.. Ladet Eniqa komme tæt på, hvor hun selv havde været den kvinde, som havde endt hans liv.. Han huskede og mindes stadig, at hun havde lagt sig ved ham i sengen, da hun havde skåret op i hans håndled, og ellers bare ladet ham forbløde. Hun havde valgt hans bror over ham - som så mange andre. Han havde altid været uheldig med den slags.
Nu skulle det være anderledes. Han stoppede hende derfor igen. Han kiggede på hende. Der var rgtig mange ting som sagde det her.. Men han var nødt til at sikre sig, at det var hende.. eller ikke hende. Faktisk vidste han ikke rigtigt, hvad han håbede mest på, hvis han skulle være helt ærlig.
Og der kom den.. Ordene.. Hendes navn. Han slap hende denne gang, hvor han lod blikket falde direkte til hendes eget blik i stedet for. Var det virkelig hende, der stod der overfor ham. Han.. Han kunne simpelthen ikke tro det. "... Cayenne?" Her begyndte hans hjerte at hamre mere og mere mod hans bryst. Det her var nok det sidste, som han lige havde regnet med. Ingen tvivl om det!
"Du er her virkelig..?" Han vidste slet ikke hvordan han skulle tage dette. Det var faktisk svært for ham at finde ud af. Han ville tage hende i armene, og kysse og kramme hende. Men det var bare.. hvordan skulle han da tage det hele? Måtte han? Var det hans ret? Han blinkede med øjnene. Chokeret.. men uden tvivl, så var han også utrolig glad for at se hende!

[Cayenne Madelaine Dormingos]

De havde ikke været heldige. Hun havde rendt ind i den forkerte bror den gang og det havde kostet hende alt og forvist hende til mørket. Døden havde ikke været kærkommen og da hun endelig havde fået lov til endnu en gang at betræde jorden så havde Maurus været væk. Hun vidste ikke hvordan det var sket men det var det. Hun var død og borte som hun havde været det. Længe havde hun vandret uden rigtig at finde et sted hun kunne kalde sit eget og nu så stod hun her foran manden som hun havde givet sit hjerte til og som hun troede hun havde mistet. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere det.
Blikket gled på hans skikkelse da hun gav ham sit navn. Hans reaktion var til at forvente men nøj hvor hun hadet det. Han slap hende og hun bed sig hårdere i læben. Dette var både en glædelig og en virkelig mærkelig situation at stå i. Hun ønskede bare at kaste sig i hans favn og bare trykke sig ind til ham og håbe på at dette ikke var en drøm som hun ville vågne af men hun vidste ikke om hun kunne eller måtte. Hun havde været den der havde svigtet, den der var forsvundet først. Vidste han overhovedet af hun havde død og at Matthew havde været hendes morder? Burde hun sige det? Der var så mange spørgsmål som hun ikke kunne få svar på lige her og nu. "Ja. Jeg er her virkelig" gentog hun for ham. Hun løftede den ene hånd og tørrede tårerne væk fra kinderne selvom regnen egentligt dækkede for dem. Hun hadet at være ked af det og græde men hun følte sig bare så magtesløs at hun slet ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Det var bare virkelig mærkeligt det hele. "Jeg ..." Hun tav kort og lod blikket glide lidt rundt på hendes omgivelser før hun vendte blikket tilbage mod hans skikkelse. ".... Jeg har savnet dig" fik hun endelig frem. Sandt var det jo. Hun havde virkelig savnet ham noget så frygteligt.

[Maurus Josephiax Igleéias]

At han skulle stå ansigt til ansigt med den kvinde, som han elskede og holdt af.. Den gang om ikke andet, havde Maurus virkelig, virkelig svært ved. Han stod tavst længe og kiggede på hende. At slippe hende, var bestemt ikke ment som nogen afvisning. Det var i hvert fald ikke ment sådan. Han kiggede på hende. Hvad fanden skulle han da sige? Han stod i en situation, som han slet ikke havde regnet med.
Hun var der virkelig. Her vendte han sig mod hende. Hendes stemme.. Alt indikerede jo, at hun var der, og det var en tanke, som han også rigtig godt kunne lide. Han havde søgt så længe efter hende. "Jeg.. jeg søgte dig så længe, Cayenne." Han havde nået punktet, hvor han havde opgivet.. fundet Eniqa, som havde elsket hans bror, og der havde han bare opgivet det hele.
Og nu stod han her.. Hun græd. Det var noget af det, som han aldrig havde kunne lide. ".. Du må ikke græde," bad han denne gang. Begge hænderne lagde han mod hendes kinder. Også for at sikre sig, at hun rent faktisk var der.
Han havde ikke bare savnet hende, men direkte længtes efter hende. Han trak kort på smilebåndet. Her måtte lettelsen i den grad også vise sig for ham. Det var i hvert fald svært ikke at ende med at gøre det. "Jeg troede virkelig at du var væk.." At hun havde været død, havde han jo ikke nogen anelse om. Han strøg hendes varme kinder med et smil, herefter slap han hende igen, trådte tættere på, og lagde armene om hende. Han trykkede hende tæt ind mod sig. Han havde i den grad savnet hende!

[Cayenne Madelaine Dormingos]

Cayenne vidste virkelig ikke hvilket ben hun skulle stå på. Det hele kørte rundt i hovedet på hende og hun anede næsten ikke hvad der var op og ned. Hun følte sig både glad og så fandens usikker på det hele. Det at han slap hende kunne hun ikke vide ikke var en afvisning. Det eneste hun så var at han trak sig den smule og det gjorde ondt på hende men kunne hun forvente andet? Hans ord fik hende blik til at søge mod hans skikkelse igen. "Det ved jeg. Undskyld jeg forsvandt" hviskede hun stille. Det gjorde virkelig ondt det her. Hun ønskede bare at søge ind mod ham og vide at alt var godt igen men hun vidste ikke om hun kunne eller om hun måtte?
Hænderne mod hendes kinder fik det til at sitre i hele hendes krop og hans strøg hen over dem fik hendes hjerte til at hamre i hendes bryst. Han ønskede ikke at hun græd men hun kunne ikke lade være. Hun var bare så ked af det over hele situationen. Han slap hende igen og hun mærkede kort hvordan hendes hjerte sank en smule men dog ikke længe. Armene som gled om hendes skikkelse og det at han trykkede hende ind mod sig fik virkelig hendes hjerte til at hamre derud af igen. Hovedet søgte hun mod hans skulder som hun puttede sig ind mod hans skikkelse. Hvor havde hun bare savnet ham. Følelsen af at være ham tæt var en af de bedste hun vidste. "Undskyld" hviskede hun igen ved hans ord. "Jeg døde. Jeg burde ikke have taget nogen steder. Undskyld, Maurus. Jeg begyndte at lede efter dig da mit hjerte endnu en gang fik muligheden for at slå i mit bryst men der var du væk og jeg kunne ikke finde dig. Undskyld." Hun blev ved med at undskylde. Hun følte virkelig at det hele var hendes skyld.