Oooh! I still believe in destiny!

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var uden for hendes fatteevne hvordan nogen kunne nyde en andens lidelse på den måde.. og så alligevel ikke, for i bund og grund gjorde hun det samme, men sådan så hun det ikke. Hun var forblændet af sit had til ham, ude af stand til at slå koldt vand i blodet. Nu var rationel tankegang ikke ligefrem hendes stærke side i forvejen, men hun havde inderligt håbet på at ramme ham med den kniv, som nu blev vristet ud af hendes hånd da han vred denne rundt. "Jeg er ligeglad med hvor svært det bliver, dø det skal du!" fastslog hun vredt. Hvilken fryd det var at se ham gå direkte i knæ for hende. Hun så på ham med kolde, mørke øjne, der var uden enhver form for uskyld som hun ellers sædvanligvis bar.
Roligt bukkede sig for at samle kniven op, men hendes fingre nåede kun at lukke sig om den, før den kraftige vind blæste hende direkte omkuld. Hun faldt på den kolde jord tæt på det lille vandhul men trods alt uden at falde i.
Hendes mørke hår lagde sig ind over hendes ansigt, så hun næsten intet kunne se. "Tro mig jeg vil fryde mig over det for resten af mine dage!" vrissede hun lidt stakåndet. Hun var faldet hårdt, men forsøgte at kæmpe sig tilbage på benene. Kniven lå ikke langt ud for hendes rækkevidde, hun stirrede længselsfuldt efter den. Chancen for at han ville slå hende ihjel hvis hun ikke slog ham ihjel først, vurderede hun som værende ganske stor. Desperat rakte hun ud efter den, strakte sig på den ru skovbund under sig. "NEJ!" råbte hun både vredt og panisk. Uroen begyndte at melde sig igen, en uro som plejede at være dæmpet længere når hun havde taget liv. Stemmen.. hun kunne mærke den, trods den ikke talte til hende. "Jeg hadede det! Jeg hader dig!!" råbte hun og vred sig. Enhver med kendskab til hende vidste hvor skrøbeligt hendes sind var, hvor hurtigt hun kunne bryde sammen.

[Matthew Igleéias]

Liya hadve måske præsteret at slå ham ned i jorden, men det ændrede slet ikke på, at hun ikke ville få lov til at tage hans liv! Så nemt skulle hun ikke have det! Hun hidsede sig fuldstændig op og smed derfor mere brænde på bålet. Han elskede det vireklig! Han forsøgte denne gang at rejse sig igen, også selvom det skar i hans nedre, bare at bevæge sig. Det var bare ikke her han havde tænkt sig at ende sit liv. "Så giv mig hvad du har!" hvæsede han denne gang.
Matthew tog sig til sit nedre, næsten som han forsøgte at ømme lidt om det. Det gjorde ondt. "Jeg må sige, at du kan sparke hårdt," sagde han denne gang. Han trådte denne gang mod hende i stedet for. Igen fordi ath an ikke var ange for hende, for han havde aldrig haft en grund til det. "Jeg har ikke tænkt mig at ende mit liv her, og da slet ikke for din hånd." Hans stemme var hård, men ogås fast og bestemt.
Liya var skrøbelig. Hvorfor skulle hun ellers reagere på den måde, som hun gjorde? Han trådte fast i retningen af hende. Han holdt øje med hende og kniven, samt hver en bevægelse som hun foretog sig. "Indrøm det snuske. Du elsker hvad jeg kunne gøre ved dig." Fast greb han ud efter hendes hænder, hvor han gen forsøgte at tvinge kniven ud af hendes greb, og tvang hende derfra op mod det nærmeste træ, for at holde hende fast. Han havde endnu ikek tænkt sig, at lade hende gå nogen steder. "For det gjorde jeg.. Og jeg vil elske at gøre det igen," hvislede han denne gang med en fast og iskold stemme, tæt ved hendes øre.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var en fryd for øjet at se ham ømme om sin manddom, men det ville være en endnu større fryd at fjerne den helt, så han fremover ville være helt ude af stand til at tage patent på nogen kvinde enten med eller uden tvang. Hun skulede til ham og forsøgte at kravle væk og hen til kniven. "Jeg skal nok sørge for at du aldrig skal gøre krav på en kvinde igen," lovede hun hvislende og greb om kniven igen. Med ret stor præcision, kastede hun den direkte mod hans nedre, så kniven kløvede gennem luften med rimelig fart. Liya var ingen dum kvinde trods hendes manglende evne til at tænke rationelt særligt når først hun begyndte at mærke uroen dirre.
"Jeg giver dig intet valg," understregede hun sammenbidt og fik kæmpet sig tilbage på benene, dog en kende vaklende. Kvalmen begyndte at trænge sig på, bare tanken om hvad han kunne gøre ved hende, gjorde hende skidt. Hun følt hans stramme greb tvinge hende med ryggen op af et træ, hun gispede lidt overrasket da hun mærkede den ru barm i ryggen og hans faste krop der pressede hende op af den. Hovedet vendte hun bort i et forsøg på at undslippe hans ånde. Hun var ikke i stand til at finde ord til at sige ham imod, så i stedet samlede hun mundvandet og spyttede ham i hovedet. Han fortjente ingen større værdighed! "Læg en finger på mig og jeg skære dem af én efter en," advarede hun med intens, hæs hvisken. Hans kolde stemme gav hende gåsehud, kulden havde ikke så meget at sige lige der. Og rygter var ellers gået om at Matthew var en forandret mand, men han var tilsyneladende stadig ligeså afskyvækkende og pervers som han alle dage havde været. "Jeg ville hellere lægge mig for hundene end at lade dig komme tæt," hun forsøgte at skubbe ham væk, og vride sig fri under, men i forhold til ham var hun ikke synderlig stærk, og nu var hun trods alt også ubevæbnet.

[Matthew Igleéias]

Kvinderne ville jo gerne have ham, og det var lidt den tanke, som Matthew levede utrolig højt på i øjeblikket. Han grinte af hende. Hun måtte virkelig hade ham, når det var sådan, at hun reagerede. Dog var han ligeglad. For at sige det mildt, så var han fuldkommen ligeglad lige nu. "Du skal være velkommen til at prøve," vrissede han. Én mand, havde præsteret at ende hans liv, men ikke at holde ham i graven, og det var nok også lidt det, som han kunne leve højt på, når det endelig var.
Kniven som hun kastede, undgik hun. Med andre ord, havde hun ikke flere våben på sig, hvilket var noget som passede ham ganske fortrindeligt! Fast greb han denne gang ud efter hende, for at holde hende fast og klemt op af det nærmeste træ. "Og skulle undgå hvad jeg kan gøre med dem? du har nydt det, Liya.. Jeg har set det i dit blik. Du kan lige så godt opgive at kæmpe imod," hvislede han med en fast og iskold stemme, også fordi at han jo mente det. Smilet bredte sig yderligere på hans læber. Han trykkede sig denne gang helt op af hende, også selvom hun vendte blikket og ansigtet den modsatte vej.
Hun vred sig som en slange i græsset. Hvor frydende var det her da ikke lige?! En kold latter brød hans læber. "Virkelig? Jeg mindes at du i den grad nød, hvad jeg kunne give dig sidste gang. Jeg har dygtiggjort mig siden.. Vil du se?" Han trykkede sig helt op af hende denne gang. Den ene hånd forsøgte at fange begge hendes, så han kunne holde hende fast.

[Liya Daimond Diamaqima]

I alle de år havde kvinder dånet alene ved synet af ham, Liya vidste udmærket at han var en sand casanova, der kunne lægge enhver kvinde ned, men ikke hende, ikke frivilligt vel og mærke. Hun ville aldrig blive én af hans mange trofæer, han derimod ville blive et henrivende trofæ når først hans hoved var skilt fra kroppen.. det lille hoved altså.
Uden våben var Liya svag. Hun kunne slås, men deres fysik var ganske forskellige, og særligt efter hendes lidt hårde, hjemløse liv. Der var mange steder hun kunne søge til, Silia ville nok åbne slottet for hende med åbne arme, men hun ville ikke gøre nogen ondt der, hun ville ikke bringe sin datter til skamme, hvilket var grunden til at hun nu ledte efter Kimeya som var i stand til at kontrollere hende.
Matthew var vild, han lagde ikke bånd på hende, på sin egen mærkelige måde anerkendte han hende jo, og han bemærkede hendes signalet, og lige nu overskyggede hadet til ham alt det, men inderst inde var det jo hvad enhver kvinde ville have. Hun vred sig smidigt, og forsøgte at komme fri, men egentlig resulterede det kun i at deres kroppe måtte smyge sig om hinanden og komme i tæt kontakt. "Jeg vil aldrig lægge mig ned for dig!" vrissede hun hidsigt og spyttede ham direkte i ansigtet. Hendes hænder var fanget i hans jerngreb, med andre ord var hun gjort fuldstændig forsvarsløs. De mørke krøller faldt ned over hendes ansigt og skjulte hende delvist i hendes desperate kamp om at komme væk fra ham. Hun huskede stadig smerten fra hans stød, det havde udelukkende været hans behov, han havde aldrig brudt sig om hvor vidt hun nød det eller ej! "Nej, nej, nej NEJ, nej!" hun rystede på hovedet, hendes krop skælvede. Langsomt falmede de mange parader, hun kunne høre den velkendte stemme i hovedet hviske til hende, påpege hendes lyst. Liya mærkede den, det vækkede noget i hende, måske en skade fra det hårde liv, men uanset hvor meget hun forsøgte at kæmpe imod, var hun ligeså draget af en voldsom lyst der dunkede i hendes nedre, spørgsmålet var - hvad havde hun tænkt sig at gøre ved det?

[Matthew Igleéias]

Matthew levede virkelig et spændende liv, og når man passerede kvinder som Liya på vejen, så kunne det jo kun blive bedre, kunne man sige. Han elskede det mere end han nærmest elskede livet selv. Det var det her han levede og åndede for! Han smilede kort for sig selv. Hun ville ikke lægge sig ned for ham? Hun havde gjort det før, og derfor kunne hun også sagtens gøre det igen!
"Det siger du nu.. Du ved, at du gerne vil mærke mig tæt på igen, kære Liya." Han fastholdt hendes hænder denne gang med sin egen stærke næve. Stærk fysisk var hun nemlig ikke, så det gav da ham en klar fordel, som han så sandelig også havde tænkt sig at udnytte denne gang. Det var i hvert fald noget, som sagtens kunne ses lige nu. Ikke at der var nogen tvivl om det. Han smilede koldt for sig selv. Hvor han dog elskede det her!
Den frie næve søgte direkte til hendes bryst, hvor han kærtegnede det med en tommel. Han kunne sagtens trække tiden ud, og ærligt..? Hvor fande ville bryde ind og afbryde ham og hende? Nok nogen af de to mest frygtede væsner, som overhovedet kunne vandre på den her jord? Det var nok også med til at gøre det bedre.. Han elskede virkelig det her! "Du kan lige så godt bare give efter, min kære.. Jeg ved at du vil," hviskede han denne gang tæt ved hendes øre, uden at smilet falmede det mindste af hans læber denne gang.
Matthew lod sig trykke helt tæt ind mod hende, for at holde hende fast. Sådan som hun vred sig, gjorde det jo også kun tingene ekstra problematisk for ham, og det ønskede han jo trods alt heller ikke. Han grinte kort for sig selv. Hvor han dog elskede, når han kunen lege på den her måde. "Du er en smuk kvinde.. En skam, at du ikke lader nogen anden mand nyde det.. Desuden ønskede du en sand mand. Den mand kan jeg godt være," fortsatte han tæt ved hendes øre. Han legede med hende.. Og han elskede den her leg.

[Liya Daimond Diamaqima]

Aldrig ville hun blive en af hans villige kvinder der lagde sig på ryggen og spredte benene for ham inden han overhovedet havde passeret. Nej hvis han ville have hende ned var det med tvang, og hun ville kæmpe imod ham alt hvad hun havde i sig, alene for at han ikke skulle finde den tilfredsstillelse. Hendes mørke øjne stirrede direkte ind i hans med had og foragt, det var snart de eneste følelser ud over vrede som hun genkendte og forstod. "Jeg ville hellere lade en ko bestige mig end dig!" vrissede hun og forsøgte at skubbe ham væk med sin egen krop. Havde hun ikke været blændet af sin frygt og sin vrede, ville hun måske have set at han var en flot mand og mærket at han vækkede hendes krop til live uanset hvor modbydeligt det end var, men hun var desperat efter at komme væk. Nathaniel reddede hende altid i disse situationer, men hun vidste at hun kunne spejde efter ham så længe hun ville, han ville ikke høre hendes kald.
Det værste var næsten at hvor bizart det end var, så var hun begyndt at mærke lyst ved den slags, det som hun havde afskyet og som enhver kvinde afskyede og frygtede, var blevet en så stor vanesag for hende, at hun faktisk var begyndt at føle lysten ved tvangen og smerten. "Det eneste jeg vil er at serverer din manddom på et sølvfad for grisene!" hviskede hun intenst. Hvilken fryd det ville være. Hans krop trykkede sig så meget op af hendes at hun kunne mærke den ru bark fra træet kradse i ryggen gennem hendes kjole. Pinen var sød. Hun slog hovedet tilbage mod stammen og så op på himlen. At slå ham ihjel kom næppe til at ske, hun havde mistet sin chance, nu havde hun alene to valg.. hun kunne lade ham tage hvad han ville have og risikerer sit eget liv, eller give ham det under frivillig tvang. "I tager alle hvad I vil have, jeg har alligevel intet at sige i den sag," svarede hun lidt tørt. Hun havde ikke nogen grund til at lade nogen mand nyde det, når han bare tog det alligevel, hendes krop var blevet en fornøjelse i sig selv for dem der tænkte det, men det holdt hende i live, holdt smerterne væk. "Få det overstået, så vi begge kan komme videre med vores liv," bad hun så ligegyldigt som noget kunne være. De andre mænd brugte et par minutter, så var det forbi, én gang fra eller til, han ville få det alligevel, så kunne hun altid planlægge hans død til en anden dag.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde så sandelig ikke tænkt sig at lade Liya gå nogen steder, og det var vel også ved at være tydeligt for hende? Et kort smil passerede hans læber denne gang, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Åh, den kære Liya.. Han morede sig ved det her. Ingen ville formå at tage hans liv, og særligt ikke på den her måde. Han havde nemlig ikke tænkt sig at lade en kvinde underkurre ham igen. Slet ikke! "Hvorfor lade noget dyr bestige det smukke bjerg, når en mand som mig, kan gøre det samme? Og samtidig give dig en oplevelse, som du sent vil glemme?" Hovedet lod han denne gang søge på sned. Han stirrede direkte i hendes blik.
I takt med at hun forsøgte at skubbe til ham med sin krop, lod han derfor armen glide omkring hende, så hun denne gang blev låst helt fast ind mod hans krop. Han smilede skadefro. Hvor han dog elskede det her! Det var jo helt ubeskriveligt at det skulle være sådan her! "Du har jo prøvet det så mange gange før.." Denne gang trykkede han hende helt tæt ind mod sig, inden han skubbede sig fast ind mod træet, for at holde hende fast. Han ville nemlig ikke have, at hun skulle søge nogen steder hen.
Alene det, at hun bare ønskede at få det hele overstået, gav ham alene en grund til at skulle trække den ud i lange drag, dersom han havde muligheden for det. Han grinte endnu en gang. Hun var fanget i sin egen frygt for ham, og det føles jo helt igennem fantastisk! "Kære Liya... Jeg har hele aftenen og hele natten," hviskede han denne gang intenst og tæt ved hendes ører. Han fjernede hende fra træet, for istedet insisterende at tvinge hende ned på den hårde jord under dem. Han slap dog ikke hendes hænder. "Nyd det," hviskede han denne gang mod hendes øre. Den ene hånd førte han op under kjolen, for i stedet at komme i direkte kontakt med hende. Han kunne nemlig heller ikke lade være. Hun var en smuk kvinde.. En skam, at der ikke var nogen mand til at se det.

[Liya Daimond Diamaqima]

Kun den dumme og naive ville tro at han ville slippe hende, Liya var hverken dum eller naiv. Hun vidste godt hvor dette bar hen, men hun havde været nødt til at tage en chance, bare denne ene gang, og skulle det her blive hendes sidste, så ville hun i det mindste endelig få lidt frem. Hun bed tænderne så hårdt sammen at hendes kæbelinje i stedet trådte meget tydeligt frem og afslørede hendes vrede. "Du er ikke bedre end et dyr!" vrissede hun og forsøgte at skubbe ham væk. Hans krop var massiv i forhold til hendes udhungrede og trætte skikkelse. Det tærrede på hendes energi at være to sind i samme konstant. Hun havde ikke tænkt sig at give op, så hun forsøgte at trække sig ud af hans stærke favn, men træet bagved dem forhindrede hende i at nå særlig langt med sit forsøg. Hun stønnede af anstrengelse og kunne mærke hvordan hendes muskler sydede ved den uvante kamp. "Det gør det ikke okay," fik hun frem med vrede øjne. Han havde også prøvet at dø flere gange, men han ville nok sætte meget lidt pris på at hun slog ham ihjel igen.
Modvilligt gav hendes ben efter og hun blev tvunget ned på skovbunden, der var både kold og hård, men smerten den frembragte var intet i forhold til den anden smerte hun evigt og alt bar på. Hun havde snart ikke energi til at stå imod mere, men hun forsøgte ihærdigt at trække hænderne ud af han greb, selv med en hånd kunne han holde begge hendes slanke håndled. Til sidst måtte hun endelig sande at hendes kamp var tabt og hun brugte livsvigtig energi på intet. Hendes krop blev slap i det øjeblik hun opgav sin modstand og i stedet lå forpustet på jorden med sammenbidte tænder. Som han sagde havde hun prøvet det før, og hun vidste at jo mindre hun reagerede, jo mindre sjovt des hurtigere overstået. "Bare for det gjort," hun lukkede øjnene i et forsøg på at holde ham ude og trak vejret ned i maven. Hans kølige fingre mødte hendes skød der desværre, med sin fugt, afslørede den bizarer lyst han havde vækket i hende, den samme lyst gjorde det svært for hende netop at ligge der upåvirket.

[Matthew Igleéias]

I og med at Liya kun ønskede at få det her overstået så hurtigt som muligt, kunne Matthew ikke se nogen anden grund, end at skulle trække tiden ud, og pinen også for den sags skyld. Desuden var der ikke noget bedre, end når han kunne få kvinden med sig, og rent faktisk valgte at give sig hen til ham. Det var et mål for ham at gøre med Liya også.
Denne gang tvang han Liya ned i skovbunden, hvor han selv tog pladsen over hende i stedet for. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Alt den modstand.. Det klæder dig ikke, min kære.. Du kan lige så godt bare give efter fra starten af," sagde han denne gang. Han stirrede intenst på hende, som hun fortsatte sin modstand. Hun kunne lige så godt opgive. Han havde selv genvundet meget af sin egen styrke efter han havde været fanget i Imandra igennem alt den tid.. Nu var det bare på tide at han viste hvad han kunne, og at han var tilbage!
"Jeg har god tid.. Du kan jo bare.. give efter og nyde det," endet han denne gang, for det var jo præcist sådan at det skulle være. Han lod hånden søge op under kjolen og over hendes lår denne gang. Et smil passerede denne gang hans læber. Hun var dejlig varm at være tæt på. Han lænede sig frem denne gang, inden han plantede et kys mod hendes hals. Her slap han også grebet omkring hendes hænder, så hun ville kunne bruge dem. Han fandt ikke nogen spor af våben på hende, så han gik heller ikke ud fra, at der var noget her, som han skulle være bange for. "Du er en smuk kvinde, Liya... Det er en skam, at Nathaniel kørte træt i dig." Han var denne gang meget oprigtig i hans ord og stemme. Hun var j en flot kvinde, og hvorfor var det noget, som mændene ikke kunne se? Han accepterede hende for hendes særheder. Han havde jo selv rigtig mange af dem.

[Liya Daimond Diamaqima]

Havde hun været i stand til at tænke en klar tanke, ville hun have vidst at hun skulle have ladet som ingenting, men overfor ham var hun slet ikke i stand til at skjule sin foragt ved tanken om at han skulle røre hende igen. På den lyse side, så kunne hun næppe blive mere syg end hun i forvejen var, og heller ikke mere alene. Hun havde accepteret tanken om at hun var skabt til at vandre på egen sti. "Aldrig," hvislede hun uden at se ham i øjnene. Hendes tomme blik stirrede op på den mørke himmel og på grenene der svajede lidt i den kølige vind. Normalt brugte hun det til at distrahere sig selv, men i baghovedet var hun hele tiden klar over hvor hans hænder befandt sig på hendes krop.
Skønt hans slap hendes hænder lod hun dem ligge i nøjagtigt samme position. Hun overvejede naturligvis at gøre modstand igen, men hun vidste allerede at det ville være spild. Hvis hun nu bare lå der og var uinteresseret så ville han vel køre træt i hende ligesåvel? Hun mærkede sin forræderiske puls dunke mod hans læber idet han kyssede hende ned over halsen. Hun var opsat på ikke at nyde det, men det var næsten umuligt for hende at lade være. Hans læber var kølige og ru og fik hende til at sitre. Det gjorde ondt hele tiden at blive mindet om hvilken fiasko hun havde været i forhold til Nathaniel, og hvor lidt alt den tid havde betydet i sidste ende. Hun kunne mærke hendes øjne fyldes med vand men hun tilbageholdt tårene og holdt i stedet vejret. LLige nu vidste hun ikke hvem hun helst ville tage hævn over om det var ham eller om det var Nathaniel, som bare havde efterladt hende til denne her bizarer og urimelige skæbne! "Han var en kujon og et svin der legede med mig som et dyr leger med sin mad.. nøjagtigt ligesom dig," hun vendte hovedet væk og knyttede hænderne som stadig lå lidt overgivende over hendes hoved. Hun hadede Nathaniel.. det gik først rigtigt op for hende nu, desværre ville den bedste hævn være lykke, og den vej havde hun længe opgivet.

[Matthew Igleéias]

Skæbnen havde ville at Matthew skulle tæt på Liya igen. Sjovt nok, havde han slet ikke noget imod det. Sidst havde ikke ligefrem været nogen større succes, også selvom han havde fået det ud af det, som han gerne ville. Det havde været med til at gøre hende vanvittig. Nok mere, end hvad hun ville have været ellers, men hvad fanden. Det måtte han jo erkende, at han var fuldkommen ligeglad med lige nu. Han trak morende på smilebåndet.. Hænderne vandrede over hendes krop. Han genkendte meget af den. Hvem ville glemme en krop som hendes?
"Du ved, at jeg altid får det, som jeg vil have," hvislede han med en iskold stemme tæt ved hendes øre. Han havde nemlig ikke tænkt sig at give efter, selvom hun bare ville ligge der, som en anden slaskedukke. Så nemt, skulle hun så sandelig heller ikke have lov til at smutte fra ham! De rolige kys placerede han mod hendes hals, mens han bevægede sig nedover hendes kraveben. Det var faktisk vigtigt for ham, at kvinden var med. Der fandtes jo ikke noget bedre. Dertil kunne man jo heller ikke sige, at det havde været imod hendes vilje. Hånden søgte ned til hendes skød, hvor han intenst kælede for hende. Før eller siden ville hun give efter. Der var ikke den kvinde, som havde præsteret at modstå ham frem til nu. "Kald mig alt hvad du vil, min kære Liya... Men du nyder det.. Du nyder, at en rigtig mand, rent faktisk gerne vil lægge en finger på dig.. Har jeg ikke ret?" hviskede han fortsat, da han igen havde hævet hovedet til hendes øre. Nej.. han gav ikke op her. Han agtet at få hende med sig igennem det her, koste hvad det koste ville!

[Liya Daimond Diamaqima]

Det her var ikke skæbne det var bare typisk hendes misrable liv. Mens han fantaserede om hvordan det ville være at tage hende endnu engang, fantaserede hun om hvor tilfredsstillende det ville være at skære hans lemmer af én efter en, og se ham lide til han druknede i sit eget blod, for han fortjente ikke mere end det - at blive slagtet som et sølle dyr. Hans hænder følte sig vejen over hendes krop, Liya forsøgte desperat at holde fast i sine voldsomme fantasier men hans kærtegn slettede dem langsomt fra hendes forræderiske sind der længtes sådan efter at give efter og lade sig tilfredsstille.
Hun blev liggende slapt på jorden uden at stå imod men hun forsøgte at forbyde sig selv nydelsen, det viste sig hurtigt svært. Det var skræmmende lystvækkende at en mand ville have hende så meget at han ikke tog nej for et nej, hun burde afsky det, men hendes krop reagerede, hun kunne ikke skjule for hans fingre at hun var fugtig og hendes køn svumlende, hun kunne mærke det dunke rytmisk i takt med hendes hjerteslag. Hun lukkede sine øjne og bed sig hårdt i læben men desværre bidrog smerten kun til begæret. I hendes øjne vidnede det kun om hvor syg hun var blevet, at hun kunne tænde på den slags! "Den eneste grund til at du vil lægge en finger på mig er for at demonstrere din magt, Matthew, det vækker intet i mig," løj hun vredt. Det var ikke sandt, med Nathaniel havde hun altid haft magten i det her foretagende, det var befriende at en mand faktisk tog den, og viste hende sit begær tydeligt. Så kunne det godt være at det var Matthew, men det fik hende til at føle sig... levende, hun var ikke bare en tom skal, nej hun følte sig levende og ønsket og det fik hende til at føle sig magtfuld på en helt ny måde.