Oooh! I still believe in destiny!

[Matthew Igleéias]

Liya Daimond Diamaqima

---

Solen var på vej ned i Dvasias. Selvom vampyren var blevet fjernet fra Matthews krop, sind og sjæl, så han stadig ganske udmærket. De mange skygger som blev kastet af de nøgne træer, selv på trods af sommeren, som hvilede over dem, så var det slet ikke noget som rørte ham. Tvært imod. Han nød lidt følelsen af det. Livet bankede endnu en gang i hans bryst. Det var også for alvor gået op for ham hvor meget han havde misset i verdenen, efter han var blevet smidt i kældrene i Imandra.
Den evige dvale, havde været hans seneste bo, efterfølgende af Irina, som havde taget sig lidt af ham. Nu var han endnu en gang klar til at stå på egne ben, som den store og stærke warlock, som han havde været før i tiden. Ganske vidst uden at have følgere efter sig, som kunen bruges som en støtte af nogen slags, så overlevede han da også det!
Den Mørke Skov, kendte Matthew efterhånden som sin bukselomme. Han havde jo nærmest boet her. Velvidende om, at han skulle være påpasselig med mørkelverne, som ligeledes holdt til her, så var det slet ikke noget, som fik lov til at skræmme ham, og det skulle det heller ikke have lov til.
Et par timers mørke ville gøre godt. I det fjerne og igennem de nøgne trætoppe, kunne man skimte det, som nok var månen oppe på himlen. Ikke længere hans fængsel, og han havde det mere end fint med det. Et kort, men tilfredst smil passerede derfor hans læber inden han fiskede en smøg op af sin lomme. Han bgyndte igen at nynne lidt for sig selv som en anden idiot. Han var glad! Løsrevet fra alt det, som før i tiden havde holdt ham fast. Nu skulle han så bare til at finde et nyt standpunkt i sit liv.

[Liya Daimond Diamaqima]

Om ikke så længe ville nat erstatte dag, og solen ville gå ned. Det var der hvor Dvasias blev et farligt sted særligt i disse mørke skove. Liya kendte den godt. Hun havde boet i den og vandret i den så mange gange at hun ikke længere frygtede dets farer, hverken mørkelverne eller vampyrerne som var kendt for at jage på disse kanter.
Jo flere år der gik, jo mere sygt hendes sind blev, des mere ligeglad blev hun som helhed, hendes virkelighedsopfattelse var blevet svækket kraftigt, hun vidste ikke længere hverken op eller ned, den rodløshed og forvirring og sorg hun følte, åd hende op hver eneste dag og det eneste der kunne hjælpe hende var at se lyset dø i deres øjne, for en gangs skyld føle sig magtfuld, føle sig i kontrol.
Ved et lille vandhul i skoven, sad hun på sin knæ og forsøgte at vaske bod af sine hænder. Det virkede lidt meningsløst taget i betragtning af at også hendes hvide kjole var dækket af både nyt og gammelt. Hun var ikke blevet rigtigt vasket eller havde fået nyt tøj på i måneder, hvilket fik selv den smukke kvinde hun var, til at se frygtelig forfalden ud. Blot et par meter fra hende lå en ældre mand, ikke den mest charmerende af slagsen, hans brystkasse var vidt åben, det havde taget hende mange kræfter og alligevel følte hun sig mere vågen og i live end nogensinde. Det gav hende altid ro i sindet om ikke andet så bare for et par timer, først der kunne hun se verden klart. Hendes spejlbillede viste sig i vandoverfladen. Hendes mørke hår var uglet og tungt, og hun var tydeligt beskidt. Hun havde ondt, knap så meget lige nu. Manden i nærheden var fuldstændig afklædt, hun afskyede tanken men havde været tvunget til at trække den lagt nok til at nå en vis form for tilfredsstillelse alene så hun kunne overleve.

[Matthew Igleéias]

Selv på trods af stilheden, som hvilede på stedet her, vidste Matthew hvilke farer, der lurede. De gjorde bare klogt i at holde sig langt væk fra ham. Selv på trods af, at han endnu en gang, var trådt ind i de levendes rækker, så foretrak han mørket. At leve i skyggerne, og slå til når ingen anden kunne se ham. Han var et rovdyr, og nu var det på tide, at han endnu en gang indrammede sit territorie, og så var han fuldstændig ligeglad med med hvem hans så end måtte træde over tæerne med det!
Med en nynnen, skubbede han sig denne gang fra træet. Som havde det været en effekt af hans liv som vampyr, var det næsten lydløst, selv på trods af hans forholdsvis store størrelse. En lille mand var han jo trosd alt heller ikke ligefrem, kunne man sige.
Det var her, at han for alvor bed sig fast i rumlen og rumsteren nede ved bækken, som løb igennem skoven. Nok det mest frodige her på stedet, som man kom i nærheden af. Han stoppede op igen. Smøgen fik endnu et lille sug, inden han pustede røgen ud igen. Han søgte mod skoven og mod bækken. Her så han først den døde mand på jorden. Det var rigtig mange år siden, at det overhovedet var noget reaktion over sådan et syn. Dette indikerede kun en ting: Liya. En kvinde, som han havde stiftet bekendskab med for mange år siden. Flabet måtte han derfor lade smilet passere hans læber. Han kunne jo ikke lade være. For pokker, han elskede jo det her! "Ser man det.. Liya Diamaqima." Hans blik faldt intenst til kvinden, som sad ved bækken. Dækket i blod..Var det underligt, at det var et synd der dirkete tændte ham?

[Liya Daimond Diamaqima]

Der var engang hvor hun havde været en næsten helt normal kvinde, med en mand der elskede hende og to vidunderlige børn. Manden elskede hende ikke længere og hun ikke ham, og børnene havde hun været tvunget til at forlade for deres egen beskyttelse, trods det gjorde ondt. Somme tider svor hun at se Jophiels og Silias ansigter omkring sig, som nu hvor hun kunne fornemme dem i vandets spejlbillede.
Hendes tanker drev væk, det føltes som om der havde lagt sig en tung stilhed. Der var ikke noget der havde forandret sig, ikke ud over roen i hendes hoved. Der var altid stemmer i baggrunden der forstyrrede hende, talte til hende, lokkede hende, men lige nu var der bare stille og hun nød det. Det kolde vand løb ned over hendes arme i takt med at hun forsøgte at vaske sig så godt hun kunne. Der var ingen samvittighed som plagede hende, den mand havde fået som fortjent og nu følte hun sig ubrugelig og ulækker over at have ladet hans beskidte hænder røre hendes krop, og hun hadede Nathaniel for at tvinge hende til den evige pine det var. Hun stivnede. Den stemme havde plaget hende i utallige mareridt, nok til at hun ville genkende den overalt. Langsomt rejste hun sig og vendte sig om. Hendes kjole var mere rød end hvid efterhånden. Hun stirrede direkte ind i øjnene på den mand der havde sat alt dette i gang, den mand som havde forsaget mange af hendes lidelser. I lang tid sagde hun ingenting men kiggede på ham med sine store, mørke øjne. Hun havde drømt om dagen hvor hun kunne få lov til at skærer halsen over på ham. "Matthew.." sagde hun tørt. Der var altid noget uskyldigt over hendes væsen, men det var alene facader, for der var intet uskyldigt over Liya. Kniven havde hun skjult på sig, og kunne hun komme ham tæt nok, ville hun nyde at slå ham ihjel.

[Matthew Igleéias]

Sådan som hun sad der, og forsøgte at gøre sig ren efter aftenens mord, måtte Matthew egentlig bare stå og kigge på hende. Velvidende om, at han selv havde været med til at ødelægge det, så var det egentlig noget, som passede ham selv ganske fint. Han havde i hvert fald ikke noget, der mindede om nogen dårlig samvittighed over det her. Det var der ikke nogen tvivl om. Armene lod han denne gang falde over kors, inden han hævede den ene, tog om smøgen, og smed den direkte i vandet, som stille og roligt flød forbi.
Stilheden lagde sig, hvor de egentlig bare kiggede intenst på hinanden. Han nød det. Frygtede hun ham? Var det vrede? Panik? Eller en blanding? Det var jo noget af det bedste af det hele. Han trak på smilebåndet. Flabet og kækt som noget kunne være. På trods af, hvad hun var kendt for at gøre ved mænd, var han ikke bange for hende. Det havde han aldrig været. Hun havde vel egentlig bare været den type kvinde, som blev kategoriseret utilregnelig? Noget som han godt kunne lide. Det gav ham da noget spænding!
"Så er vi igang igen, kan jeg se.. hvad har den arme mand gjort? Taget dig på brystet? Forsøgt at komme længere ned?" Han hævede sigende det ene bryn, inden han kort vendte blikket mod manden, der lå på jorden ved siden af hende, med en opflået brystkasse. Det måtte koste tid og kræfter. "Fortæl mig.. Hvordan gør du det?" spurgte han denne gang. Nu havde hun altid været så morderisk af sig og nysgerrig var han jo. Det havde han altid været. Roligt trådte han tættere på igen. Velvidende om at han legede med ilden. Men det var jo ingen nyhed.

[Liya Daimond Diamaqima]

Før Matthew havde ødelagt hende, havde hun haft en vis kontrol over sine handlinger. En morder havde hun været så lang tid hun kunne huske, men motivet havde ændret sig markant siden. Hun kunne stadig lugte ham om natten, stadig huske smerten ved hans indtrængen og hendes fastbundne hænder. Værst var det faktum at han havde nydt det. Tanken fik hende stadig til at væmmes. Den eneste mand hun hadede mere end ham var Nathaniel, og kun fordi hun havde stolet på ham. For mange år siden havde hun besluttet sig for ikke at være bange, hun ville ikke frygte en mand der måtte gøre brug af tvang. En fornemmelse af kvalme fyldte hende. Hun havde i sit stille sind tænkt meget over hvad hun ville gøre når det her øjeblik kom, det øjeblik hvor de igen stod ansigt til ansigt.
Hun bed tænderne hårdt sammen så hendes kæbelinje blev tydeligt markeret. Man skulle tro at den slags ord snart ville pralle af på hende, men det var desværre ikke tilfældet. "Han eksisterede," svarede hun. Det var mandens største forbrydelse. De var allesammen ens, allesammen lige egoistiske og krævende, hvilket hun ikke ville finde sig i! Fristelsen til at trække kniven var stor, heldigvis gjorde roen i hendes hoved det, muligt for hende at tænke klart. Hvis hun passerede denne chance, måtte guderne vide hvor længe hun skulle vente på at få den tilfredsstillelse. "Træd tættere på og du vil meget snart finde ud af det," advarede hun roligt. Hun var langt mere kølig udadtil end indadtil, hun kunne mærke sit hjerte banke hårdt og rytmisk mod hendes bryst. Desværre fangede vandhullet hende her, hvis hun bakkede ville hun falde.

[Matthew Igleéias]

Med det ry og rygte, som Liya måtte bære med sig, vidste Matthew, at han burde være påpasselig. Det alene, var jo så bare en grund til netop ikke at skulle være det. Han kunne lide spændingen i det, samt se hvordan hun reagerede på hans blotte tilstedeværelse, for det var tydeligt, at den ikke faldt i hendes gode jord.
Manden havde eksisteret, og det var den fejl, som han havde begået? Arme mand.. Nuvel.. Det gav da bare det ekstra plads til Matthew, så det havde han det jo egentlig ganske fint med i den anden ende, kunne man sige. Han lod hovedet søge på sned, som han intenst kiggede på hende. "Du frister mig, kære Liya.. Husker du sidst? Jeg tror et eller andet sted, at du nød det." Uden at tøve, tog han et skridt tættere på hende. Nu havde han aldrig været bange for døden, som så mange andre havde været, og han nød den spænding, der var i det her.
Liya var livsfarlig, men igen, så var det slet ikke noget, som rørte Matthew på noget tidspunkt. Det var der slet ikke nogen grund til. Han selv kunne være mindst lige så farlig. Og nu hvor han var så styret af egne lyster og fristelser i forvejen, var han heller ikke nær så præget af den dæmon, som var i hende. Det våben, som hun primært udnyttede, for at komme de arme fyre så tætte. "Jeg er ikke bange for dig, Liya." Her stoppede han op, inden han rakte hånden mod hende, hvor han med en pegefinger, forsøgte at kalde hende til sig. Igen så provokerende, som noget overhovedet kunne blive, men hvad fanden. Hvad havde man overhovedet forventet fra hans side af? Han havde leget med Liya før, og derfor kunne han ikke se nogen grund til ikke at skulle gøre det igen.

[Liya Daimond Diamaqima]

De fleste mænd tog benene på nakken og løb den anden vej, i hvert fald de mænd der vidste hvem hun var. Der gik rygter om hende i hele verden, hendes mord var trods alt ikke begrænset til område eller land. Matthew løb ikke væk, tværtimod lod han til at finde morskab i hendes lidelser. Det gjorde hende vred, men hun var nødt til at være bare en smule i kontrol. Ironisk at han stod der og nedgjorde en bevæbnet kvinde dækket i alverdens mænds blod. Glemt var hun tilsyneladende ikke, nej han havde nydt at ydmyge og skade hende dengang. Hun havde lyst til at trække sin kniv og gå amok på ham uden kontrol, men han ville formentlig være stærkere end hende. Døden skræmte hende ikke, faktisk var den befrielse, men hun ville ikke falde for hvilken som helst hånd, slet ikke hans!
I stedet lod hun sine skuldre falde mere afslappet ned og betragtede ham intenst med hovedet let på skrå og et både lokkende og sårbart blik. "Jeg har tænkt på det siden.. gentagende gange i min søvn," indrømmede hun stille. Det var ikke forkert, men det var bestemt ikke så sukkersødt som hun stod og fremstillede det. Langsomt førte hun den ene hånd ned over sit lår og samlede kjolen op, så hun langsomt blottede sine slanke ben. Hvis hun skulle have nogen chance for at lykkedes i at slå ham ihjel, var hun nødt til at tage chancen og komme tættere på ham, også selvom hun væmmedes helt ind i marven ved tanken om at lade ham røre hende igen. Hans hidkaldende bevægelse fik hende til at bide sig blidt i sin underlæbe, før hun lidt tøvende gik ham i møde. Hun stoppede op foran ham med sit lokkende blik og greb bestemt ud efter den hånd han havde holdt strakt frem mod hende. Uden at slippe hans blik, før hun den ned mellem dem, og op under hendes kjole. Mænd var alle de samme, deres svaghed var ikke svær at finde, og hun var tættere på end nogensinde nu! "Det har du ingen grund til at være," hviskede hun intenst.

[Matthew Igleéias]

Skulle Matthew være bange for hende? Oprigtigt havde han ikke nogen grund. Hun var bange. Det stod tydeligt i hendes blik, at hun var bange for ham, hvilket var en tanke, som han levede højt på. At kunne skabe frygt ved sin blotte tilstedeværelse. Hvilken mand ville da ikke elske den slags? "Du ved da lige, hvad en mand ønsker at køre, kære Liya.. Fortsæt endelig." Hun hadve endda tænkt på ham. Han vidste godt, hvor meget han havde ødelagt. Foruden det, at han var en af de meget få, som faktisk havde præsteret, at overleve et møde med hende.
Hver en bevægelse som hun foretog sig.. At hun trak op i kjolen, og lod det slanke ben komme til syne. "Den må jeg give dig. Du er ikke værst." Hun stoppede op foran ham, for i stedet brutalt at tage fat i hans hånd, og føre den op under kjolen. Så det var på den måde, de skulle lege denne gang? Han var med!
Matthew kendte hendes tricks, og vidste hvordan hun ønskede at lege. Her tøvede han så sandelig heller ikek med at lade fingrene komme i kontakt med goderne, som måtte hvile under kjolen. De isblå øjne hvilede på hendes ansigt. En dog smuk kvinde. Farlig, men smuk. I hans øjne, den bedste kombination. "Blev Nathaniel træt af dig?" spurgte han denne gang, hvor han hævede den anden hånd, som han næsten kælent lod stryge mod hendes kind. Han legede med ilden, hvilket han udmærket godt vidste. Han elskede det jo! Han lænede sig langsomt tættere på hende. "Sig mig, kære Liya.. Har du savnet mig?" hviskede han intenst og tæt ved hendes øre denne gang.

[Liya Daimond Diamaqima]

Hvis Matthew virkelig var så naiv at han troede på hendes ord, så var han ikke alene det, men også direkte dum. Naturligvis havde hun tænkt på ham, mange gange men det var ikke ment som ros overhovedet. I hendes øjne fandtes der ingen værre djævel ud over Nathaniel og kun fordi han havde været i forklædning som en engel. Alt i hende vendte sig og alligevel lod hun et charmerende smil falde på hendes læber. Det var direkte kvalmende at skulle lade ham røre hende på den måde, alene tanken faktisk.. hun mærkede hans målrettede hænder søge op over hendes lår og direkte til hendes skød. Trusser havde hun ingen af, så adgangen var fri. Hun følte en intenst varme plante sig i hende, blandet med en sitren af.. nydelse faktisk, som fik hendes pupiller til at trække sig sammen, skønt hun gjorde alt i sindet for ikke at nyde det. Hun skulle bare holde ud til hans øjne gled i, så ville hun blive en fri kvinde, stemmerne ville måske endda forsvinde.
Den intense følelse blandede sig med en følelse af had og vrede. Nathaniel var endnu et ømt punkt for hende, han var den eneste mand der havde været i stand til at elske hende, og hun havde selv skubbet ham fra sig. Vreden meldte sig flygtigt i hendes blik men blev hurtigt erstattet igen af et lokkende. Roligt lænede hun sig frem, ind mod hans skikkelse og begravede hovedet mod hans hals. "Jeg blev træt af ham.. jeg havde brug for en rigtig mand.. kan du være sådan en Matthew?" spurgte hun med en dæmpet hvisken i hans ører. Enhver mand elskede at blive talt til deres ego, det var hendes stærkeste våben så at sige. Hun lod læberne berøre hans hals med i et blidt kys. "Du skulle bare vide.." svarede hun og holdt vejret for ikke at slippe et støn. Han skulle ikke vinde. Det var så fristende bare at trække våbenet, men hendes sind var ikke indrettet sådan, de var nødt til at lukke øjnene først.

[Matthew Igleéias]

Matthew troede ikke en skid på Liyas ord. Igen fordi at han kendte hende bedre end det, og vidste, at hun kunne vende på et øjeblik, hvis det skulle være det. Hun legede med ham. Hun forsøgte i hvert fald. Lige nu, handlede det om, at få hende til at føle, at hun havde magten, hvor det faktisk var ham som havde den.
Hun havde skrottet Nathaniel? Han måtte uden tvivl finde den tanke en smule morende. "Så han var alligevel ikke mand nok for dig?" Han trak kort på smilebåndet. Hun ville have en ordentlig mand. Jovist var det ikke nogen hemmelighed, at det var en rolle, som han snildt kunne hoppe ind i, hvis det var det han ville.. Men hvorfor skulle han? Det andet her, var jo sjovt!
"Har du brug for en mand, som kan give dig... Det her?" Han lod hånden søge til hendes skød. Han selv var jo ikke ligefre en mand som spurgte om lov, eller ventede, hvis han kunne undgå det. Han sænkede hovedet ned mod hendes skulder. Han kendte Liyas tegn.. Han vidste hvor hun ville have ham hen, og det var bestemet ikke i den retning, som han havde tænkt sig at gå!
Matthew trak hovedet en anelse til sig.. Hun kæmpede sine kampe, som også var begyndt at melde sig for ham. Hvilket faktisk var en kæmpe frustration for ham lige nu. "Fortæl mig hvor meget jeg har plaget dine tanker, Liya... Del det hele med mig," endte han denne gang. Fingrene fortsatte deres leg ufortrødent imens. Han plantede et kys mod hendes hals og videre nedover hendes kraveben. Han kunne da godt lade sig rive lidt med, uden at falde helt hen. Han vidste hvor farligt det her var.

[Liya Daimond Diamaqima]

Hvad end hans plan var så virkede den desværre. Liya havde en falsk fornemmelse af at det hele gik præcis som det skulle, hun følte sig magtfuld og sejrsrig selvom hun endnu ikke havde vundet kampen. "Det var han aldrig," indrømmede hun hæst. Det var faktisk sandheden, på det punkt talte hun ikke usandt eller forsøgte at undskylde sig, Nathaniel havde været en kæmpe fejltagelse men han havde i det mindste givet hende to vidunderlige gaver i form af deres børn.
Hans dygtige fingres leg ophidsede hende. Hun kunne mærke sin hjertefrekvens øges betragteligt, til et punkt hvor hun nærmest følte sig svimmel. Der var noget i hende som ønskede sig mere og noget helt andet som stadig væmmedes over det.
"Mere end det..." hviskede hun i hans ører og lod sine slanke halv blotte. Efter længerevarig indre diskussion med sig selv, sneg hun en arm om hans nakke og lod fingrene glide op i hans mørke hår for at presse ham tættere ned mod hendes hals. Hun kunne mørke hans ånde, tanken gjorde hende direkte dårlig!
Han kunne ikke se det eftersom han var begravet mod hendes hals, men hun stirrede tomt på træet bagved ham, med et glimt i øjet der afslørede hendes inderste ønske om at se hans blod dryppe. Hun sukkede i hans ører.
"I årevis har jeg forsøgt at minde mig selv om hvordan din ånde føltes mod min hud, og hvordan dine berøringer vækkede en indre ild i mig. Og jeg har fantaseret om din manddom og måden du tog mig på den aften, alene fordi det har vækket en ny ild og længsel i mig og mindet mig om hvor godt det ville føles at gøre dette..." hendes silkesbløde stemme skiftede og blev nærmest en hvislen ved de sidste ord og i samme omgang drog hun en kniv fra sin hofte under kjolen og stak ud efter ham. Normalt ville hun ramme hjertet men eftersom han ikke havde lukket sine øjne, tog hun hvad hun kunne få og sigtede efter hans lår.

[Matthew Igleéias]

Matthew nød uden tvivl dette, og det var udelukkende fordi, at hun handlede og reagerede på den måde, som hun gjorde. Det føles jo helt igennem fantastisk. Desuden var det virkelig lang tid siden, at han havde været tæt på nogen i det hele taget, så hvorfor ikke bare.. gentage den fabelagtige succes, som dengang havde været? det ville bestemt ikke gøre ham noget.
Et kort smil passerede hans læber. "Du er langt om længe kommet til fornuft," sagde han denne gang. Det var noget, som uden tvivl også måtte passe ham yderst fint!
Hånden fortsatte sin kælen for hendes nedre. Også selvom han stod tæt ind mod hendes hals, hvor han kunne dufte hende.. mærke hende, så var han opmærksom på, hvad hun foretog sig. Igen vidste han jo godt, at det han lavede lige nu, nærmest var direkte livsfarlig for ham, og nemt ville kunen komme til at koste ham livet. Det var bare ikke en tilfredsstillelse, som han ville give hende.
Hånden mod hans hår, sagde han intet til. Igen var det her ne leg.. Det var intet andet end en leg lige nu. Faren i hendes ord, hørte han hurtigt. Både ved ordvalg, men også hendes hvislen. Derfor var han denne gang hurtig. Han trak hånden brutalt til sig, hvor han tog omkring hendes håndled, og derfor forhindrede hende i at stikke ham ned. Han trak hovedet langsomt til sig igen. Her stirrede han direkte i hendes blik. "Liya... Kære Liya." Han rystede denne gang på hovedet, hvor han slog let klik med tungen. "Du burde virkelig vide bedre.." Han vred om i hendes hånd, men uden at fortrække en mine. Den anden hånd lod han kælent stryge over hendes kind. "Du kan ikke slå mig ihjel," hvislede han iskoldt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Deres fælles fortid var intet at huske tilbage på, kunne hun så ville hun glemme det men den frihed havde hun desværre aldrig haft. Man skulle tro at hun snart var vant til at blive befamlet af alverdens mænd, for det synes at det var alt hun havde gjort hele livet, og stadig var hadede hun det lige meget. Hvor meget hans dygtige fingre end satte nydelse i hende, så væmmedes hun direkte ved duften af ham i sine næsebor og følelsen af hans varme ånde mod sin hals. Hun kunne ikke holde til at mærke ham mere, og hun nægtede at lade ham se hendes krop nyde hans behandling, så hun tog chancen.
Trods det krævede en mands styrke, så blev hun bremset i sin handling da hendes håndled blev fanget af hans hånd. Hun så op og stirrede direkte ind i hans blik med vrede og afsky på samme tid. "Det kan jeg og det vil jeg" sagde hun bestemt og trak knæet til sig i en hurtig bevægelse med hensigten at sparke ham hårdt direkte mod hans ømtålelige manddom. Godt nok kunne hun ikke magi men hun var god til at bruge sig selv og sine våben, og denne her gang havde hun ikke planer om at lade ham slippe. Hun forsøgte at trække håndledet til sig igen. Hendes hjerte slog frygtelig hurtigt, for inderst inde vidste hun godt at det havde været den ene chance spildt, men hun ville ikke leve hvis han ikke døde, med andre ord havde hun heller intet at tabe ved at gå op imod ham. Det var netop det der gjorde hende så farlig, hun havde allerede mistet alt det der var vigtigt for hende, nu vandrede hun alene.. den eneste grund til at hun var i skoven i udgangspunktet var fordi at hun var på vej til Imandra for at finde Kimeya.

[Matthew Igleéias]

Matthew var bestemt ikke dum, og derfor lod han sig så sandelig heller ikke slå ud af dette. Hun skulle bestemt ikke regne med, at det her, var det, som skulle til for at ende hans liv! Det kom overhovedet ikke til at ske. En kold latter brød derfor hans læber. Hun hadede ham og noget så inderligt, og han elksede det! Det var vel lidt det, som han også et sted levede lidt højt på? Han smilede kort og let for sig selv denne gang. "Tror du virkelig, at det vil være så nemt?" hvislede han tæt ved hendes ører denne gang.
Knæet som hun trak til sig, og sparket, som hun sendte direkte imod ham, havde han dog ikke lige set komme. Hun ramte derfor, hvor han slap hende med det samme, inden han gik direkte i jorden. Et kraftigt gisp brød hans læber, inden han denne gang handlede. Liya skulle på afstand af ham, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok! En kraftig trykbølge sendte han ud i samtlige grader af sin krop, for at skubbe at på afstand. Blade blev revet af træerne, og dem som i forvejen lå råde og stive på jorden. "D-det skulle du aldrig have gjort," vrissede han denne gang med en mere sammenbidt stemme, inden han denne gang kæmpede sig op på benene i stedet for. Det gjorde ondt! "Men smart.. Åh, det her kommer du til at fortryde." Han vendte sig mod hende. Hvor desperat var hun mon efter at ende hans liv? Og samtidig nyde hvad han kunne give hende? "Du nød det jo, kæreste Liya.." Et iskoldt smil bredte sig denne gang på hans læber.