The one I was looking for..

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Brayden Jaxson

For over to måneder siden var den dvasianske by, Atterlin, blevet angrebet af mørkelviske styrker. I over to måneder havde byen Atterlin derfor ikke været en del af Dvasias, men en tillægsby til mørkelvernes territorium. Mørkelvernes leder, Tatiana, havde ledt angrebet for den by der primært var kendt for enorme herregårde og landbrugsdyrkelse. Det var ikke for det første, at hun havde erobret den, men derimod for det sidste. Maerimydra, mørkelvernes hovedstad, havde ingen jord at dyrke. Derfor havde Tatiana set sig nødsaget til at erobre en by med den egenskab. Det havde nemlig været hendes hensigt at gøre mørkelverne til et selvstændigt folkefærd. Et mål der havde lykkedes. Atterlin var mørkelvernes, og den sygelige dvasianske regering havde end ikke gjort noget for at tage byen tilbage.
Under slaget om Atterlin var en del af Atterlins borgere faldet. Dem der havde overlevet var blevet bragt til Atterlin Skole, som mørkelverne havde omlogeret til et fængsel. Tremmer var kommet fra ruderne, og dørene var blevet bedre barrikaderet. Til en start var alle levende blevet anbragt i disse klasseværelser, som mørkelverne havde lavet om til celler. Mands- og kvindeopdelt havde det været, men stadig havde det betydet mange fanger per celle. I dag var der færre indsatte i cellerne. Dag for dag blev de tyndet ud, som de indsatte røg ind under en mørkelvisk kvindes ledelse, og derfor fik et arbejde og et hjem. I dag var der kun dem tilbage der ikke var blevet omplaceret.
Tatiana gik målrettet ned af det der engang havde været en skolegang, men som nu var en cellegang. Håret var stramt opsat i en fletning, og hendes krop var svøbt ind i den røde buksedragt af læder. Hun ledte efter en bestemt i dag. En mand hun havde fået nævnt. Hun åbnede en af mandecellerne op, så hun stod sikkert i døråbningen. Mørkt og let pjusket hår. Hendes gennemborende blå blik søgte omkring. ”Brayden Jaxson?”

[Brayden Jaxson]

Brayden var ikke den snakkende type, især ikke efter at folket var blevet stablet sammen i den gamle skole, der nu fungerede som fængsel. Mørkelvernes overtagelse havde taget mange liv og af og til undrede han sig over, hvorfor han ikke bare havde kastet sig for deres kniv og endt i graven med de andre. Det måtte være noget mere værdigt end dette. For en mand som ham, så kunne han slet ikke klare dette. Han var utroligt forfængelig, så det at have siddet fanget i to måneder uden mulighed for at bade og gøre sig pæn, det hjalp ham overhovedet ikke.
Selv stod han henne ved vinduet, selvom der var sat tremmer for og spejdede ud. I det mindste havde han en celle med kun 2. Desværre var hans skæg begyndt at gro ud, hans hår var blevet lidt længere og krøllerne var derfor blevet lidt kraftigere, da hans hår jo havde været halvlangt i forvejen.
Armene slog han om sig selv, mens han blev stående med ryggen til døren og med blikket ud af ruden. Han sukkede. #Hvad vil du?# Endnu engang, så ville hans stemme kun runge for hendes tanker. Men ingen af dem ville som sådan svare, da de to andre var frygtsomme. Han vendte sig så om og kiggede på Tatiana. Okay, det var jo nok åbenlyst, at det var ham. "Hvad ønsker den store kahli?"

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Fangerne der havde siddet i cellerne i snart to måneder så ikke længere ud af meget. Ikke at det bekymrede Tatiana. Ikke spor. Irriteret rynkede hun på brynene, som hun hørte en stemme i sit hoved. De to mænd der sad på jorden så ikke ud af meget, og derfor gik hendes penge på, at det var manden ved vinduet der besad denne evne. Ganske rigtigt var det også den mand der vendte sig om og talte. Denne her gang med tungen. "Gør det igen, og jeg vil klippe din tunge af," advarede hun ham kynisk. For dem der kendte hende, vidste de, at hun ikke jokede. Hendes øjne eller tone tydede ej heller på nogen joke, men selvfølgelig.. Andre racer end mørkelverne havde det med at være en tand for godtroende. "Kom med," forlangte hun kort for hovedet og trådte væk fra døren. Han havde ingen valgmuligheder. Faktisk burde han også blot være beæret over, at det var hende der kom og hentede ham. Det var nemlig langt fra alle, som hun kom personligt efter. Denne mand var hun dog kommet efter. Udelukket grundet de rygter, som hun havde hørt om ham. Han kunne bruges, og utroligt nok til andet end bare at pløje en mark. Om han var indstillet på det lige nu og her, var hun ligeglad med. Hun kunne se på ham, at han ingen kriger var. Han ville bryde sammen ved tortur. I det henseende ville bønderne være langt mere hårdføre end ham.

[Brayden Jaxson]

Brayden følte sig beskidt og ussel - hvilket han jo i princippet også var, hvilket bestemt ikke hjalp ham. Han var forfærdelig forfængelig og gjorde alt for at se bare nogenlunde præsentabel ud. Men skægget kunne han intet gøre ved, ej kunne han jo klippe sine lokker. Ligeså var det beskidt at sidde her i det samme lokale i 2 måneder, hvor der blev samlet støv i bunkevis i hjørner og langs kanter. Derfor opholdt han sig også oftest i midten af rummet eller ved vinduet, da han bestemt ikke brød sig om det andet. Det var slet ikke noget for ham! Et suk passerede hans læber, som han blot blev stående med ryggen til indtil han valgte at tale. Hendes trussel rørte ham... Men efter 2 måneder fanget her, så rørte det ham knap så meget. Desuden, hvad ville det ændre? Han ville stadig kunne kommunikere med alle, for hun ville aldrig kunne tage tankens gave fra ham, eftersom han mestrede tankelæsning og tankeoverføring til fulde som alkymist. "Det vil ikke ændre på, at jeg kan hjemsøge dine tanker med min stemme," svarede han hende sagte. Hun kunne da bestemt ikke kende meget til andre racer. Men var der noget at sige til det? Hun var mørkelver og havde jo til for 2 måneder siden været isoleret i skoven det meste af sit liv, fordi hun ønskede at beskytte og værne om sin race. Noget, som han slet ikke kunne sætte sig ind i. Han så det som en fornøjelse at handle med enhver, der var interesseret, især når han kunne få mere ud af det. At hun bad ham komme med, det valgte han dog at tage imod. Hårdfør var han bestemt ikke, for han havde aldrig været veltrænet på nogen måde. At være muskuløs betød jo, at man arbejdede, og det gjorde han bestemt ikke. Ikke som bønderne. Han var en stor handelsmand og havde jo haft stor succes. Heldigvis ville mørkelverne aldrig finde ud af, at hans specielle kartoffelplanter kunne blive til mere. I hvert fald ville de aldrig kunne omsætte det. "Hvis kahli'en ønsker det," endte han. Selv kunne han sagtens tale med respekt, men gjorde det selvfølgelig mest for at redde sin egen r*v.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana sendte Brayden et tydeligt irriteret blik. ”Jeg mindes ikke at have nævnt dine tanker. Kun din fine bløde lyserøde tunge. Hvis du ønsker at kommunikere med tankerne, har du ikke brug for den, så simpelt er det,” svarede hun ham køligt igen, som han tvang hende til at belære ham.. og hun som ellers havde hørt, at han var en lærd mand. Almen klogskab havde i hvert fald ikke fulgt ham. Det var hun også ligeglad med. Han skulle tiltale hende respektfuldt, og han skulle gøre, som hun forlangte. Det var hendes eneste krav til hans eksistens. Det var da ikke så slemt. Heldigvis synes han at have lært det med respekten. Han kendte i hvert fald til den korrekte tiltale. Det bragte hende en lille tilfredshed. Ikke en stor en, da det jo var, hvad hun forventede af ham. Intet mindre. Dog var der én ting hun måtte rette ham på. ”For dig er jeg ganske rigtigt kahli. En anden højtstående mørkelvisk kvinde, vil du kalde for dominae. Alle mørkelviske kvinder skal du dog betegne med; De, Dem og Deres,” belærte hun ham, samt rettede på ham. Selv spottede hun ham til, at han hurtigt ville lære det. Han virkede af den støbning. Hun havde dog brug for et nyt stykke legetøj efter, at Lucifer havde formået at stikke af fra hende. Tatiana låste celledøren efter ham, som han kom med ud på gangen til hende. Selv var hun ganske positiv omkring det der skulle til at ske. Det burde ikke gå galt. Igen begyndte hun at gå. Hun bevægede sig elegant, men alligevel med en utrolig styrke og selvtillid. ”Du må savne den friske luft.. og noget ordentligt at væde ganen med,” sagde hun roligt i takt med, at hun førte ned ad gangen om mod udgangen. Han kom rent faktisk uden for nu. Den første gang i to måneder.

// Out

[Brayden Jaxson]

Brayden var en lærd mand og derfor kendte han også til mørkelverne, skønt de holdt sig meget for sig selv. Det betød dog ikke, han aldrig havde stået overfor racen før. Men han havde dog aldrig oplevet dem reagere udadtil på denne måde ved at styrke deres område og grænser. De besad et stort område af hvad han havde hørt, eftersom de havde gjort krav på Atterlin og Den Sorte Sø, sammen med skoven. Måske følte hun, at hun belærte ham, men han var faktisk ligeglad. Det var hendes tab at fjerne hans tunge, for det ville blive være for hende at høre hans stemme i hendes tanker hele tiden. "Jeg oplyste dig bare om den mulige konsekvens hvis du ville udføre handlingen," svarede han hende sagte. Det måtte hun da ærlig talt godt selv kunne se. Nok ønskede hun, at han skulle tiltale hende med respekt, men han ville ikke give hende det hele på et sølvfad. Det var en hård-fin balance mellem at skubbe lidt til hende, men også beholde sit liv. Det var så beskidt og blodigt det andet og han kunne virkelig ikke fordrage det. Han håbede virkelig, han kunne få et bad snart. Han kneb øjnene svagt sammen mod hende, som hun igen prøvede at belære ham. Hans øjne, der var så klare og krystallignende, at de nærmest så gennemsigtige ud. "Og er der en særlig måde, man kan kende forskel på deres rang i hierarkiet?" spurgte han så. For hvordan skulle han kende en højtstående kvinde fra enhver anden mørkelvisk kvinde bare sådan på stående fod?
Han trådte mod hende og fulgte med hende ud på gangen og efterlod de to andre folk i cellen, der så længselsfuldt efter ham. Men om dette var en større frihed, det måtte tiden jo vise. Hendes sidste ord svarede han ikke på, men han fulgte blot med i tavshed.

//Out.