Reporting for duty

[Erica Magdalen Sashae]

Romeo Direshade Acheron    

---

Det var bestemt ikke hver dag, at man skulle starte nyt og så fint job. Slottet havde efterlyst en lærerinde, der primært ville skulle undervise de to yngste i familien: Sephirans børnebørn, der var tvillinger. Erica havde hele morgenen været igennem adskillige sæt tøj fra hendes skab. Prøvet et par kjoler og forsøgt at gøre sig pæn på den måde, men hun havde endt med at opgive. Derfor var hun trukket i et par bukser og en tunika, der havde et bælte om maven. På den måde fik hun alligevel vist lidt former, selvom blusen var lettere poset. På fødderne havde hun et par tætsiddende læderstøvler, der sluttede omkring hendes ankel. De var bundet stramt til foden, da hun godt kunne lide at have et godt fodfæste. Håret var i dagens anledning løst og hang let bølgende omkring hendes skuldre. Lige for tiden var håret skulderlangt, men hun var ved at gro det ud igen. Hun vekslede altid lidt. Blev hun træt af det meget lange hår, så klippede hun det op til skuldrene igen. Det blev dog aldrig kortere end det.
Med et smil på læben, så søgte hun ind på slottet. Hun havde fået at vide, at hun skulle møde op på biblioteket og så ville tvillingerne blive ført til hende. I dag handlede om, at de skulle lære hinanden at kende. De skulle se hvem hun var, hun skulle se hvordan de var. Om hun så ville møde deres far i dag også, det vidste hun ikke. Forhåbentligt ville hun det, for hun ville jo gerne lige afstemme med faren, hvad han også selv forventede. Da hun var blevet vist rundt ved ansættelsen, så huskede hun allerede vejen til biblioteket og hun fandt derfor frem. Forsigtigt åbnede hun døren derind. "Hallo? Er her nogen?" Hun stak hovedet ind og lukkede så døren efter sig.

[Romeo Direshade Acheron]

Det hele var stadig et kaos for Romeo. Selvom hans fader ydede ham en meget god og nødvendig hjælp, selvom der var visse ting, som han bare ønskede at gøre for sig selv. Sorgen og tabet over Sasha som særligt.. Det var næsten det, som var værst for ham i den her tid, og det kunne i hvert fald også godt mærkes nu. Han var ked af det.. Han havde fældet tårer, også selvom han havde svært ved det, og ikke rigtigt vidste, hvad det betød. Det var egentlig et kæmpe helvede for ham. Hans børn havde han ikke rigtigt noget forhold til. Nick var sur på ham, og det hele var generelt bare et kaos.
I øjeblikket befandt han sig på biblioteket. Det var et af de steder, hvor han kunne finde ro, og ellers bare være i fred for resten af familien, for der var vildt mange ting, som han pludselig skulle til at finde ud af. Og alle de tanke.. Det var jo næsten dem, som han måtte anse som det værste lige nu. Han rystede kort på hovedet, og stod ellers bare og stirrede ud af et af de mange vinduer. Selv hans børn havde han det ekstra svært ved. Han kunne jo se rigtig meget af Sasha i dem begge, og hans datter ønskede slet ikke at vide af ham. Ja, hvad kunne han forvente?
Den fremmede stemme, som endte med at falde, fangede dog hurtigt hans opmærksomhed. Hvem var det? Det var ikke umiddelbart nogen, som han havde hørt før, kunne han da sige. Han rynkede kort på næsen, inden han drejede blikket. "Ja?" svarede han denne gang i manglen på bedre. Han havde virkelig svært ved alt det her, og alt det, som han nu skulle til at finde ud af. Han drejede sig denne gang. Han stod i en løs skjorte og et par mørke bukser. Ha var jo faktisk en fin og fornem mand hvad det angik.

[Erica Magdalen Sashae]

Erica synes det var spændende. Hun glædede sig til at møde ungerne, men håbede lidt, at hun ville møde deres far først og fremmest og lige få snakket med ham om det hele. Det var jo hans børn og hun ønskede jo kun at gøre sit arbejde bedst muligt. Hun skulle jo lære dem at læse og skrive samt en masse bogligt. Derudover skulle de også have disciplin og en masse andre ting. Hun kunne hjælpe dem med at fokusere, eftersom hun som alkymist jo hvilede i sig selv, for ellers løb hendes kræfter jo løbsk. Det ville være skidt.
Hun trådte et skridt længere ind i biblioteket og vendte sig lidt forskrækket rundt, da hun fik et 'ja' at høre, men bag sig. Hun så mod ham. Kunne det være, dette faktisk var Romeo? Hun trådte hen mod ham og rakte ham hånden som første gestus, uden at tænke over, han jo faktisk var prins. "Erica Sashae, til tjeneste," præsenterede hun sig. Han måtte da vel vide, at hun skulle komme?

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo havde været kendt med at der skulle komme en og undervise hans børn, men han havde været indstillet på nogen lidt andre ting. Han havde jo aldrig skulle tage del i noget som helst, og det var også lidt det, som han reagerede på nu. Han vidste jo intet om det at skulle være far for sine børn. Hans datter ville jo heller ikke vide af ham, og det hele var jo generelt et stort kaos for ham.
Hans blik fulgte denne kvinde meget nøje, da hun alligevel valgte at søge mod ham. Hvem var hun? Det var egentlig først, da hun præsenterede sig ved navn, at han kunne placere hende. Sådan nogenlunde om ikke andet. "Du må være den nye underviser." Han kiggede kort mod hendes hånd. Han var forvirret over det hele. Alt det som egentlig foregik omkring ham. Han lod sin egen hånd lukke sig mere bestemt om hendes. Han havde nu altid haft et godt og stærkt indtryk. "Godt du kunne komme." Hvad fanden skulle han sige? Normalt var det jo hans far der førte ordet, og nu havde han jo bare ikke nogen anelse om hvordan man gjorde noget som helst. Hvor frustrerende var det ikke lige? "De er ikke her," tilføjede han. Han havde jo ikke styr på børnene. Han havde jo slet ikke styr på noget som helst lige nu. Igen vendte han blikket mod vinduet. Han anede slet ikke hvad han skulle gøre.

[Erica Magdalen Sashae]

Erica så på Romeo. Det var som om, der var noget meget forstyrrende over ham og hele hans sjælelige atmosfære. Det var noget, som hun slet ikke kunne forholde sig til, når det var hendes specialiserede område som alkymist! Hun sendte ham dog blot et venligt smil. Eftersom han ikke rigtigt afviste hende, så måtte han jo faktisk være sønnen. For han havde jo indtil nu kun mødt Sephiran og Tiyanna. I og med, at han sagde 'den nye underviser', så bekræftede det jo også kun hendes teori. "Ja, det er jeg," svarede hun roligt. Hun følte, at hun kom til at stege lidt med sin hånd, men holdt den dog fortsat mod ham. Endeligt tog han også fat og trykkede hendes hånd. Meget mandigt håndtryk, da det var fast og bestemt. Det kunne hun lide at se, eftersom han så en smule forvirret ud. Hun trykkede gengældende hans hånd og slap så.
"Jeg glæder mig til at starte," endte hun. Kort efter fandt hun dog ud af, at børnene ikke var her. Men... skulle de ikke komme her? Nu blev hun selv lidt forvirret og bange for, at hun var gået forkert eller havde taget fejl af dagene. "Kommer de senere?" spurgte hun så. Hun så efter hans blik, da han kiggede ud af vinduet. Der var noget meget forstyrrende ved den mand.

[Romeo Direshade Acheron]

Det hele var et kæmpe kaos for Romeo, som han selv tydeligt måtte kæmpe for at finde ud af, og det var bestemt heller ikke ensbetydende med, at det var nemt for ham. Derfor var han også lidt lang tid om at tage hendes hånd. Igen, så var der utrolig mange ting, som han skulle til at finde ud af, og det kom desværre heller ikke bare af sig selv. "Jeg hørte, at du skulle komme." Frem til nu, havde det jo primært været hans forældre og hans onkel, som havde taget sig lidt af hans børn, for han.. ja, han vidste jo faktisk ikke rigtigt, hvordan man gjorde det selv, og det var jo det, som han selv bed sig fast i.
Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. Hun var der for hans børn. Også selvom det endnu var svært for ham at finde ud af det hele, så ønskede han selv et forhold til dem. "De er nok som naturlige børn nu er.. De er lidt rundt over det hele." Skulle han tage ud og lede efter dem? Var det lidt det, som hun fiskede efter? Han var forvirret.. Alle de tanker og det hele.. Han gjorde sig jo hundrede af dem på en gang! "Skal jeg finde dem?" spurgte han, også mest for at finde ud af, hvad hun egentlig ønskede. Nu havde han jo i forvejen været så vant til at folk selv fortalte ham hvad han skulle gøre.. Nu skulle han til at finde ud af det selv. Det var faktisk svært.

[Erica Magdalen Sashae]

Erica kunne kom fornemme, at noget var helt galt for kronprinsen. Det var et kæmpe rod omkring ham. Hans aura, hans sjæl og det hele og det forstyrrede hende mere end hvad godt var. Ingen skulle da være så meget i kamp med deres indre, som han i øjeblikket var det. Hun nikkede. Ja, hun skulle jo faktisk komme her dagligt fremover. Men det var jo først nu, hun faktisk mødte ham. Hvorfor var hun ikke klar over. "Ja, det var jo deres far, der stod for ansættelsen," endte hun bemærkende. Det kunne både lyde som en konstatering som det kunne lyde som et spørgsmål, så der måtte han jo selv finde ud af hvordan det skulle fortolkes. Et smil passerede hendes læber. Hun glædede sig til at lære børnene at kende og den første uge ville primært komme til at gå ud på det, før de tog fat på alt det kedelige arbejde. Den uge til eller fra skulle ingen skade gøre, tvært imod kunne det derimod være gavnligt! "Det er selvfølgelig klart," endte hun medgivende. Letterede fraværende endte hun med et stå og sno en tot af hendes hår rundt om hendes ene finger, som hun så sig lidt omkring, indtil han spurgte igen. Hun slap da sit hår og vendte sig mod ham igen. "Det kan også vente lidt. Jeg ville faktisk gerne snakke med dig om, hvad du forventer af undervisningen. Og deres månedlige fremskridt," endte hun sigende.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo kunne slet ikke finde ud af det. Han havde svært ved det hele. Faktisk havde han ikke rigtigt haft noget med noget som helst at gøre, omkring hans børn. Han havde vel i bund og grund bare hjulpet med at bringe dem til verden? Resten havde faktisk ikke haft noget med ham at gøre. Han kiggede på hende. "Jeg tror mere det er min far, som har været involveret i det?" svarede han denne gang. Eller hans mor. Det kunne i hvert fald godt ligne dem. End ikke det her, var en form for ansættelse eller undervisning, som han havde været inddraget i. Heller ikke dengang han havde været barn. Det var jo ved at være et godt stykke tid siden nu.
Romeo kunne sagtens finde børnene, hvis det var det som hun ville. Desuden var et jo også dem som hun var der for. Han kunne slet ikke finde ud af noget..! Han sænkede hovedet en anelse. Nu hvor han i forvejen havde været vant til at folk fortalte ham hvad han skulle gøre, så havde han faktisk utrolig svært ved det her nu. Han nikkede blot. "Jeg... beklager.. Jeg kan bare ikke finde ud af det her," sagde han denne gang. Han endte med endnu en gang at kigge på hende. Faktisk var det her en meget svær situation for ham, dog selvom han virkelig forsøgte at finde ud af det.. Der var bare pludselig utrolig ting, som han skulle tage stilling til, og det kunne han slet ikke klare lige nu. Hans krop dirrede.. Det var en konstant indre kamp om at finde sig til rette.

[Erica Magdalen Sashae]

Erica så roligt mod Romeo. Han så forvirret ud og som om, han ikke anede særlig meget om alt dette. Det var jo selvfølgelig Sephiran og Tiyanna, der havde fået hende tilkoblet, men de havde jo blot sagt at Romeo var opholdt og ville blive involveret senere. Men det var måske for tidligt endnu? Hvad, der var hændt, det anede hun bestemt ikke, men det var da interessant at tænke over alligevel! "Ja, men det lød på ham som om, at du ville blive sat ind i sagen og blive en del af hele arbejdet... Det kan selvfølgelig være, jeg skal starte op med dem alene, det er jeg ikke helt klar over," svarede hun med et smil.
Hun trådte hen imod ham og søgte at få øjenkontakt med ham. Det skete også, da han endte med at kigge på hende. Hun trak på mundvigen. Han kunne ikke finde ud af 'det her'? Men hvad mente han helt præcist med det? Hans forvirring, begyndte også at forvirre hende nu. "Hvad mener du, når du siger 'det her?' Og at du ikke kan finde ud af det?" spurgte hun ham. Hvis han kunne sætte ord på, så kunne det jo være, at hun faktisk kunne hjælpe ham en smule.

[Romeo Direshade Acheron]

Hans forældre havde stået for det hele hvad angik børnene siden Sasha var gået bort vel? Selv i dag, brugte han faktisk rigtig mange timer ude ved graven, kun fordi at han vel et sted følte, at han skyldte hende det? Selvom han var grunden til, at hun selv var endt med at ligge der, så var det bare meget lidt, som han lige kunne gøre ved det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Dette var uden tvivl med til at gøre ham meget ukomfortabel. Han rystede denne gang på hovedet. Han havde virkelig ikke nogen anelse om, hvad han skulle gøre. "... Jeg ved det virkelig ikke. Jeg er ikke blevet sat ind i noget som helst. Det eneste jeg vidste, var at du ville komme," fortalte han denne gang. Ikke fordi at han følte sig udenfor eller sådan noget, for det var slet ikke det.
Igen sænkede han hovedet. De færreste forstod faktisk hvordan han havde det, for han havde det faktisk slet ikke særlig godt lige nu. Han kunne ikke finde ud af alle de tanker og følelser. Der var alt for mange af dem. Han hævede atter blikket mod hendes ansigt. Hun var en flot kvinde. Det var slet ikke det. "Jeg blev frataget min sjæl allerede før jeg blev født, og er nu tildelt en lille del." For mange ting i hovedet.. han kunne jo slet ikke finde ud af det, og det her, gjorde det jo ikke ligefrem et hak bedre, kunne man sige. Han rystede på hovedet igen. Der foregik så meget oppe i det lige nu.

[Erica Magdalen Sashae]

Erica så indgående på Romeo. Noget var i hvert fald utrolig forstyrrende i hans aura og hun ville gerne vide hvorfor, da det jo kunne være, at hun faktisk kunne hjælpe. Hun smilede svagt til ham. Han var ikke blevet sat ind i sagen. Så kunne det jo være, at Sephiran kunne oplyse dem begge om sagen, når børnene på et tidspunkt skulle sættes ind i sagerne. "Du skal nok blive sat ind i sagerne. Så kan vi finde ud af det sammen," svarede hun. Det ville være godt for børnene, hvis deres far ville blive en del af deres oplæring også. Især nu hvor de havde mistet deres moder, så havde de ekstra brug for, at deres far stod op for dem. Hun ønskede at styrke deres bånd til hinanden og det virkede til, at han faktisk gerne ville have noget med sine børn at gøre. Ellers skulle hun nok sørge for, at han ønskede at have noget med sine børn at gøre. Børn fortjente deres forældre. Hun vædede let sine læber og lod hovedet falde let på sned. Hun så indgående på ham. I det mindste, så snakkede han da lige ud af posen. Svaret kom dog både bag på hende og så alligevel ikke. Det var derfor, hun mærkede forstyrrelsen i hans sjæl og aura. "Det lyder virkelig forstyrrende," endte hun med det første. Hun lagde en hånd mod hans brystkasse og så også direkte på hendes hånd. Hun mærkede efter med sjælen. Om tilstanden og hvordan det gik med den. Der ville foreligge Romeo et stort arbejde i at blive forbundet til sjælen, men det kunne sagtens lade sig gøre med den rette træning og indstilling. "Det vil blive nemmere. Men der skal arbejdes målrettet," konkluderede hun.

[Romeo Direshade Acheron]

I det store og hele, var det hele forstyrrende for Romeo. Han var ikke rigtigt sat ind i noget som helst, hvilket naturligvis godt kunne mærkes nu. Det alene, sagde i hvert fald ikke så lidt. Han hævede blikket mod hende denne gang. Hun virkede til at forstå ham og hans situation, men nu vidste hun jo heller ikke, at han selv havde slået sin hustru ihjel, og havde gjort sine børn moderløse. Særligt hans datter ønskede slet ikke at have noget med ham at gøre. Han havde faktisk svært ved det her. "Det håber jeg da.." sagde han denne gang.
Romeo vendte blikket mod vinduet. Det hele var stadig et stort og massivt kaos i hans indre, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det lige nu. Hånden som hun lagde mod hans bryst, satte dog en tydelig sitren i hans krop og sind. Dette var noget som han faktisk havde.. svært ved. Her vendte han blikket mod hende igen. "Jeg arbejder på det.." Lige hvad det angik, var hans far faktisk en utrolig stor hjælp, så det skulle endelig ikke være for det, for det var han virkelig. Det var virkelig forstyrrende! ".. Jeg synes det er svært," sagde han denne gang. Det var nok en af de meget få gange, at han rent faktisk havde givet udtryk for en følelse. For han fandt det her svært. Her blev han så også stående og kiggede på hendes hånd. Hun havde rent faktisk rørt ved ham.

[Erica Magdalen Sashae]

Erica sendte Romeo et skævt smil. Han så virkelig forvirret ud og hun havde lyst til at hjælpe ham med at blive mindre forvirret. Hun vædede let læberne. Hun forstod ham, fordi hun forstod sig på sjæle. Nu hvor han ligesom også havde fortalt hende baggrunden for det hele, så forstod hun det da udmærket. Det var farligt at lege med sjæle, hvis man ikke vidste hvordan. Og det i det hele taget virkelig dumt at begynde at splitte sjæle, fjerne eller give, for det kunne skade mere end gavne. Dog ville hun sige, at han ville få det nemmere med en sjæl, fremfor ikke at have nogen, for sjælen var jo der alt kom fra. Det havde hun jo selv forsket i. Uden sjælen var man bare en krop, men der var ingen forbindelse. "Det ved jeg. Det sagde din far til mig, da jeg blev ansat," svarede hun ham.
Hånden lod hun hvile mod hans bryst, da hun stadigvæk mærkede efter på hans sjæl. "Jeg vil gerne lave en session med dig. Det som om din sjæl ikke er helt fæstnet. Hvis den bliver det, kan det være det falder hurtigere på plads og du bliver forbundet hurtigere," endte hun og sendte ham et let smil. Hun sænkede så armen og nikkede ham med sig længere ind på biblioteket.

[Romeo Direshade Acheron]

Alt den snak om sjæle, fandt Romeo endnu mere forvirrende. Han havde jo aldrig været indehaver af en, før hans voksne tid nu her, og det var i den grad også noget, som han godt kunne mærke. Det vakte jo kun en kæmpe frustration ved ham, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det, kunne man sige. Hånden lod han dog alligevel hvile mod hans brystkasse. Et sted føles det jo rart, at få lov til at mærke hende tæt på, på den måde. Han kunen slet ikke huske om Sashas berøringer havde føltes på den måde.
Romeo savnede hende.. Og særligt nu hvor han igen kom til at tænke på det. Og nu hvor han var blevet introduceret til de følelser, så var det ekstra forvirrende for ham, at det skulle være på den måde. Han sænkede blikket. "Min fader træner dagligt med mig." Han vidste ikke hvad en session var, og han hadede faktisk at fremstå som en eller anden idiot, der ikke vidste noget. Også selvom sagen nok var den, at han ikke vidste noget om noget som helst. Det hele var jo nyt og fremmede for ham. Det var i den grad noget, som godt kunne mærkes nu i hvert fald. Han hævede blikket mod hendes skikkelse igen. ".. Du vil hjælpe mig?" Det var jo i bund og grund det, som han faktisk fik ud af alt det her. Ikke at det gjorde ham noget. Tvært imod, så føles det meget rart på en eller anden mærkværdig måde.

[Erica Magdalen Sashae]

Erica ville hjælpe Romeo. Mest fordi, hun kunne og forstod sig på sjæle, så kunne hun bestemt ikke lade ham side alene med alt dette. Når sjælen blev fæstnet ordentligt i ham, så ville han også hurtigere blive forbundet med den og hans faders træning ville hjælpe hurtigere. Pludseligt ville han forstå, men han måtte også igennem mange følelsesregistre de næste uger, før han ville få styr på dem alle. De ville nok komme i perioder. Den ene uge, ked af det, den næste uge utroligt vred og sådan ville det gå i ring, indtil de alle ville finde deres plads. Det var dog vigtigt at træne det, så han ikke blev fanget i kun den ene følelse, når han nu kun havde en stump. Hun lod hånden falde fra hans bryst.
"Og det er godt han gør det," endte hun. Hun vædede let sine læber og vinkede ham med sig, da han tydeligvis ikke forstod hendes hentydning første gang. Nede mellem reolerne fandt hun et bord med nogle stole til. Den ene stol trak hun ud fra bordet og stillede ud på gulvet, så den stod fri af bordet og af reolerne. Hun klappede på ryglænet. "Kom og sæt dig," bad hun og smilede.