Drink up me 'earties, yo ho!

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Soraya Salvorique

---

Nådeløst og frygtsomt kunne havet være, som det også kunne være det stik modsatte. De havde lige været igennem en af de værreste nætter på åbent hav, og de havde alle sammen overlevet! I hvert fald af hvad Alvaro var i stand til at tælle sig frem til i hvert fald. I øjeblikket stod han placeret oppe ved roret, hvor han havde fuldt udsyn ud mod det nu helt rolige hav foran dem.
Der var få på dæk i øjeblikket. Der var dem som kravlede i masterne og dem som kravlede rundt på dækket, for at vaske det. Der var en god og dejlig vind i dag, så det var rart.. Den salte vind.. Der var simpelthen ikke noget bedre! 
I sin egen lille verden stod Alvaro så der. Han havde den lange kappe på, hvor han stod rank. Han nynnede for sig selv. I mange henseender, ville folk nok nærmere beskrive ham som sindssyg, selvom han nok ville gøre brug af ordet 'egoist' i stedet for. Kort fortalt, så gjorde han jo tingene som han ville dem og når han ville dem. Hvorfor skulle han ellers have ladet Jarniqa gå planken ud? Hovedsageligt fordi at hun havde været direkte irriterende at være tæt på, og man ikke havde fået lov til at komme tæt på hende, og dels fordi at han havde savnet at se nogen gå den planke. Den stod alt for stille i de her dage!
Blikket gled ned mod hans kompas, som han havde liggende på et hjemmelavet bord foran roret. Så var det nemlig muligt for ham at holde styr på det hele på en gang. Det synes han derimod var meget smart! Han endte med at trække på smilebåndet, inden han førte skibet en anelse mod højre. Nu var de på vej mod de fjerne lande! Og gud hvor han glædede sig til at komme frem. 

[Soraya Salvorique]

Livet på havet var befriende. Soraya havde faktisk aldrig følt sig så tilpas. Godt nok var der også dage og nætter, hvor hun gik rundt med en forfærdelig uro i kroppen, fordi fortiden stille indhentede hende af og til, men så skubbede hun den også endnu længere væk i næste omgang. Det var hårdt at løbe fra det hele, men de sidste mange måneder... Ja, det var vel snart et helt år... havde hjulpet hende med at ryste Kimeya af sig. Hun var sig selv og tilhørte ikke nogen, hvilket var den største befrielse man kunne forestille sig for en som hende. Hun havde fundet et sted at være, skønt hun udgav sig for at være en mand og havde gjort det i et år nu. Det gik dog ganske fremragende syntes hun selv og som mental dæmon, så kunne hun påvirke alle til at tro, hun var en mand. Hun havde mange gange måtte bevise sit værd, men da hun havde klaret dem alle, så havde alle efterhånden accepteret hende. Hun var jo en slank og lille 'gut', så derfor var hun fremragende til at klatre i masterne og havde som regel udkigsposten, når de nærmede sig land.
Den forgange nat havde været hård og selv havde hun kastet op over rælingen en enkelt gang, hvilket hun var blevet drillet for. Men det gjorde hende dog som sådan ikke noget.
Selv stod hun netop nu ved udkigsposten med en kikkert foran sig og spejdede ud over det nu ganske rolige hav. Her var faktisk ganske fantastisk. Der var dog ingen land i sigte endnu og det ville der nok ikke være det næste døgn eller to. Hun foldede kikkerten sammen og lagde fra sig, inden hun klatrede ud over udkigsposten, kravlede hen på nettet af reb og langsomt kom ned på dæk igen. Hun søgte op mod Alvaro. "Ingen tegn på land, Hr. Kaptajn," endte hun. Selv var hun klædt som en ægte pirat. En bandana om hovedet, hvor hendes uglede og ret snavsede hår hang løst. Det havde flere af besætningens mænd alligevel, så hun havde ladet som om, håret var vokset ud undervejs og havde så endelig ladet det hænge i sin fulde længe nu. I håret var bundet diverse perler og et enkelt smykke, som hun selv havde stjålet under et togt. På kroppen bar hun en stor skjorte og en vest udover. På benene et par posede bukser og ellers et par lange sorte læderstøvler med en hæl, der klikkede når hun gik. Om hofterne bar hun et bredt læderbælte, hvori hun havde sin dolk til daglig.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Det havde været en virkelig hård nat for dem alle sammen, hvor det ikke bare var den kære Soraya som havde været henne, for at knække sig over rællingen. Det var der flere som havde gjort. Den slags ting, kunne man nemlig ikke skjule for Alvaro. Han så nemlig alt ombord! Lige foruden en ting: Det var endnu ikke rigtigt gået op for ham, at Soraya egentlig var en kvinde skjult i mandlige klæder. Lige den del, havde hun gjort godt.
Alle var de i færd med deres daglige gøremål. Alvaro havde selv taget pladsen ved roret, hvor han nu havde stået siden stormen havde taget af. De havde måske mistet en mand eller to, men hvad fanden.. Dem fandt han sjovt nok altid igen, når de lagde an til havn. Livet på havet, var nok mere lokkende for flere, end hvad man lige skulle tro. Ikke fordi at det var noget som rørte ham. Han elskede det jo selv. Han var jo ikke opkaldt efter Alvaro Salvorique uden en grund trods alt! Langsomt vendte han hovedet mod hende. Der var intet land i sigte. "Stormen præsterede alligevel at få os skubbet lidt ud af kurs.. Han kiggede kort ned mod kompasset på bordet, inden han igen drejede en smule på roret, så de var på helt rette vej. Han havde nemlig helt styr på, hvor de skulle hen, og det var også der kursen var sat. Før eller siden skulle de nok nå den lille ø-gruppe, som han vidste lå derude. De havde været der et par gange før. Nogen elskede når de kom forbi, og så var der naturligvis dem som ikke kunne fordrage det - med andre ord, dem som sad derude med penge, guld, juveler og andre rigdomme, som de kom og tog med sig. Han smilede let for sig selv, inden han denne gang så mod Soraya igen. "Du klarede natten bedre end de fleste," tilføjede han denne gang. Han var en af de meget få, som ikke havde knækket sig, men han havde derimod kun set hende gøre det en enkelt gang.

[Soraya Salvorique]

Soraya trak vejret roligt. De havde været igennem en del uvejr det sidste års tid. En gang så slemt, de havde været fanget på en øde ø i flere dage, før de kunne sejle videre. Nok så påstod Alvaro, at han så alt, men Soraya vidste, at han ikke vidste alt alligevel. For han vidste jo stadigvæk ikke, at hun var en kvinde. Men hun kunne jo også manipulere hans sind som mental dæmon til at tro, hun var en mand og overse de små fejl hun havde.
Hun så mod ham, som han stod der ved roret. Han gjorde det nu ganske godt som kaptajn syntes hun selv. For hun havde jo ikke været i strid med ham, så det betød jo bare, at de endnu var på god fod. Dog havde han sjove ideer af og til og kom man ham på tværs, så reagerede han også på det. Som for eksempel den kvinde, Jarniqa, der havde endt med at gå planken ud, fordi hun ikke ville det som han ville. En tanke, som hun selv fandt morsom. Hun elskede en stærk kvindelig skikkelse, der kunne stå op for sig selv. Det havde Alvaro så tydeligvis ikke kunne. Hun nikkede til ham. "Ja, men vi er på rette vej kan jeg fornemme," endte hun og skævede ned til kompasset. Hun var selv blevet ret god til at navigere på havet og kunne også kortlægge efter stjernerne såvel som solen. Hun skævede ud over vandet, som hun nu havde placeret sig ved hans side. Var det lige et kompliment hun hørte? Hun havde jo været trænet til mord-sith, så hun var ret modstandsdygtig! Også selvom hun havde mistet noget af det siden, fordi det ikke blev holdt ved lige. "Jeg er ikke sart. Det lovede jeg dig jo for et år siden, da du tog mig med i din besætning."

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Oprigtigt, så var det slet ikke gået op for Alvaro, at Soraya rent faktisk var en kvinde gemt i mangeklæder. Hvorfra pokker skulle han da kunne gætte sig frem til det? Der var jo til nu intet som indikerede det.. Og det som havde været, havde hun præsteret mentalt at skjule for ham. Han trak morende på smilebåndet. Naturligvis var de da på rette kurs! Han havde jo helt styr på hvor de skulle hen, også selvom der var åbent hav lige så langt som øjet rakte. Og det var jo så til alle sider! "Eye.. Vi er på helt rette kurs." Han nikkede, inden han atter vendte blikket frem for sig. Havde hun da ikke bedre at give sig til end at kigge på ham? Nu var det ikke fordi at han have noget imod det. Han var jo den smukkeste kaptajn - hvis da ikke den eneste, som overhovedet var ude på de syv have!
Igen vendte han blikket mod hende. Sandt at sige, at han havde troet, at hun skulle være langt mere sart, end hvad der var tilfældet. Så spinkel og lille. Der var jo ikke ligefrem særlig meget mand gemt i det der. Han var uden tvivl overrasket. Der var mange af de større mænd, som havde ligget og haft det meget værre, end hvad hun lige havde haft, måtte man sige. Og det at han var overrasket.. Det var kun en god ting. "Du har overrasket mig." Denne gang vendte han sig helt mod hende i stedet for. Hun havde vist sig at være lærenem og dygtig til det han havde bedt hende om. "Hent mig en flaske rom.. Vi deler den." Med andre ord, så havde man undervejs også fået hans tydelige accept. I forvejen var det, at han selv opfordrede til at dele en flaske, noget, som i den grad hørte til sjældenhederne!

[Soraya Salvorique]

Soraya var glad for, at hun havde formået at skjule sig. Men så svært var det heller ikke, når hun faktisk kunne snøre dem med sine mentale evner. Kimeya havde jo faktisk også trænet hendes mental dæmon. Først splittet hende fuldkommen ad som barn for at splitte hende og hendes søster ad. Men hun havde fået forbindelsen til sin søster igen på en ny måde, da de sidst var blevet genforenet. Det betød, at de faktisk nærmest kunne ses i drømmene og det var rart. Så vidste Leonore også, at hun var okay, selvom hun selvfølgelig havde valgt at flygte fra det hele. Men det havde bare været nemmest for hende på den måde. Hun nikkede bare til ham og drejede siden til, så hun stod nærmest lige ved siden af ham. Hun kunne på den måde se præcis samme retning som han selv kunne. Hans skibe var et af de eneste på de fire have og derfor var hun også glad for at være ombord. Det gav hende en frihed, hun aldrig havde troet hun skulle opleve. Og det var endda på trods af, at hun havde haft en forfærdelig sejl-oplevelse første gang hun havde været tvunget på en båd. Men nu havde hun fundet kærligheden dertil og selv forstået en masse ting omkring havet. Hun var jo lærenem trods alt. Ved hans ord, så vendte hun blikket direkte mod ham. Havde hun det? Det var da godt nok ord, man aldrig hørte på dette dæk! Hun valgte dog ikke at kommentere på det, da det ikke lå til mænd at blive ved at køre i det samme. Så hun nikkede bare. "Aye, kaptajn," endte hun. Hun søgte væk for en stund og ned til lageret, hvor hun tog en flaske rom med og vendte så tilbage til kaptajnen. Hun trak proppen af flasken, da hun stod ved hans side og rakte ham flasken, så han kunne tage den første tår.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Kvinder ombord, var i forvejen slet ikke noget som faldt i Alvaros gode bog. Lige hvad det angik, var han styret og kontrolleret af de gamle skikke og traditioner, for ikke at glemme, at han ikke kunne se nogen grund til at skulle friste skæbnen mere ned hvad godt var i den anden ende. Han smilede let for sig selv, som han roligt vendte blikket frem for sig i stedet for. Han sikrede sig i hvert fald at skibet holdt ret kurs. Han kunne bruge kompasset om dagen, hvor han navigerede ved hjælp af stjernerne, når det var mørkt. Han var ikke den kaptajn som kæftede op på sidelinjen, som han faktisk var den, som tog meget del i arbejdet, og selv var en del af flokken ombord. For ham, var det nemlig vigtigt.
Soraya havde virkelig overrasket ham på den gode måde, og det var i forvejen noget, som skete temmelig sjældnet. Han nikkede afmålt mod hende. Det var en klar og tydelig anerkendelse, når først han valgte at åbne op for nogen, og rent faktisk lod dem dele en flaske med de gyldne dråber med ham. Desuden.. han havde ikke drukket i et par timer, og han følte jo nærmest abstinenserne.. Man vidste at man var dranker og pirat i stor stil, når man ikke kunne klare sig uden nemlig! Han så til, som hun vendte om og hastede i den anden retning. Det passede ham perfekt. Igen stillede han sig med begge hænder mod roret og førte den stolte skude over havet. Det var jo lige før han følte en form for sult. Den som alkohol uden tvivl sagtens kunne præstere at slukke for. Det var nok også hovedfordelen ved at skulle have det store lager med ombord, når de var ude på de lange togte. At hun hurtigt var kommet retur, passede ham nu mere end fint. Derfor vendte han blikket mod hende igen, da hun åbnede den. Han tog om flasken, inden han tvang en ordentlig slurk ned i svælget. Det var fantastisk! Derfra rakte han den tilbage mod hende.

[Soraya Salvorique]

Soraya var udmærket klar over, at kvinder ikke var specielt godt for et skib. Men de havde faktisk haft det meget bedre med hende her, eftersom hun klarede en del opgaver og var noget mere hårdfør i det. At hun havde klaret det et år havde været forbavsende for nogle af Alvaro's trofaste mænd. Så en hvis accept havde spredt sig langs skibet. Om de så ville acceptere hende, om hun stod frem som kvinde, det anede hun ikke. Så derfor lod hun jo indtil videre vær.
Hun var glad for, at hun havde fået lov til at blive. Det var jo også derfor hun ikke løb det an at afsløre sig selv. Det ville være så ekstremt dumt. For tænk hvis hun også blev smidt over bord? Det ville bestemt ikke gavne hende. De var langt ude på havet og om hun ville overleve, var ikke til at sige. Så det var vist bedst hun holdt sig i god jord. Selv var hendes svageste punkt dog nok alkohol. Selvfølgelig prøvede hun sit bedste, men hun blev nemmere påvirket end mændene alligevel. Det blev hun så også drillet med. Men så var hun hårdfør på mange andre måder. Tit lod hun mange gange bare som om, at hun drak og hældte det så ud af flasken når folk ikke kiggede. Selvfølgelig nemmest hvis man sad nær skibet ræling, så det kunne ryge i vandet. Hun vædede flygtigt sine læber og overværede ham tage en ordentlig slurk. Hun tog flasken fra ham og tog selv en lille tår.
"Har du altid vidst, at du skulle være pirat?" kom det lidt undrende fra hende. Hun rakte ham flasken igen.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Calista var nok den eneste kvinde ombord, som Alvaro ville kunne acceptere, men det var derudover kun fordi at hun havde ladet ham komme ombord dengang han ikke havde været særlig gammel. Og se ham i dag.. Han var kaptajn på skuden her nu, og han vidste, at han var virkelig god til det! Dertil vendte han blikket mod hendes skikkelse. Han tog imod flasken igen. Hertil måtte han jo faktisk give hende sin accept. Hun havde virkelig formået at overraske - ikke bare ham, men også mange af de andre som var ombord i forvejen.
Et kort smil passerede Alvaros læber. Om han havde vidst det? Han havde altid vidst det! Det havde været hans kald i livet! Han nikkede denne gang. Desuden var der ikke noget bedre, end at snakke om sig selv. Det var han i forvejen en sand mester til! "Aye.." begyndte han, inden han tog en tår. Sjovt, som han klarede sig bedre med alkohol i blodet, end at han gjorde det uden. Han smilede let. Hans egen moder havde jo forgudet havet. Han var jo blevet opkaldt efter skibets gamle kaptajn, hvilket han i den grad var stolt af! Ingen tvivl om det. Han rakte flasken til hende igen. "Havet kaldte på mig, da jeg var lille.. Selv havde det en magt over min moder. Jeg er opkaldt efter kaptajnen af skuden her." Han vendte sig mod hende. Bare at fortælle det, voksede han på. Det var tydeligt, at han var stolt af lige præcis den ting.

[Soraya Salvorique]

Havet havde aldrig været det, som havde tiltrukket Soraya. Mest fordi hun havde været fanget i en kælder siden hun havde været lille, hvor Kimeya havde trænet hende.. Eller nærmere tortureret hende, hvilket bestemt ikke var nemt at forholde sig til nu. Hele hendes barndom var revet bort til fordel for den træning, som han jo så havde endt med at fortryde. Så det havde været utrolig svært at finde sig selv. Men om ikke andet, så havde hun da alligevel fundet sin kærlighed til havet nu. Det havde hjulpet hende med at komme væk og det kunne faktisk ikke være bedre, hvis hun selv skulle sige det.
Da han tog flasken, så spejdede hun ud over det åbne hav som skibet så roligt sejlede hen over. Det var egentligt en fantastisk teknik, at man kunne sætte træ sammen og så få det til at flyde over vandet, så man kunne komme frem og tilbage. Hun havde jo selv været helt på Tayevania engang... Hvilket hun dog helst ville glemme.
At høre Alvaro tale med så stor stolthed var både godt og irriterende. Selvfølgelig skulle man være stolt, men det var som om, han var ufatteligt selvoptaget. Hun tog flasken igen. Panikken kom ikke til udtryk, men hun var skræmt over det her alkohol indtag, fordi hun ikke vidste om det ville ødelægge hendes mentale overskud. Hun tog en lille tår, men fik det i stedet til at se ud som om hun tog en ordentlig slurk. "Men hvis selv kvinder elsker havet og havet også kan have magten derover... Hvorfor er der så så sjældent nogle kvinder med?"

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Havet havde været Alvaros hjem i frygtelig mange år, og sandt at sige, så var han stolt af det. Han kunne slet ikke forestille sig, at hans liv skulle være anderledes. Han smilede kort for sig selv. Nu hvor de alligevel var inde på et af hans favorit-emner: Nemlig ham selv, så kunne han jo mere end fint snakke med på det!
Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. At hun alligevel valgte at hentyde til, at kvinder måske burde være ude på havet, var slet ikke noget, som han ville høre tale om! Overhovedet ikke! Han trak kort på smilebåndet. Der var han nok af den gamle skole, og derfor også præget af den gamle overtro. Kvinder ombord var ulykke. I den forbindelse, havde han også kun accepteret Calista, fordi at det havde været hende, som i sin tid, havde ført ham ombord. Han kneb øjnene svagt sammen. "Det kommer slet ikke til at ske," endte han denne gang. Igen lod han begge hænderne gribe om roret, for at sikre sig, at de var på rette kurs i stedet for.
Intenst måtte han lade blikket glide mod hende. Alligevel var der en lang række tanker, som var begyndt at melde sig i hans tanker og sind, hvilket på ingen måder, var noget som lignede ham. Særligt ikke i denne her grad. Han forsøgte så vidt muligt at tvinge det mere i baggrunden. "Hvorfor er det noget som vækker din interesse?" spurgte han denne gang. Som en mand ombord på den stolte skude.. Hvorfor?

[Soraya Salvorique]

Soraya så roligt på Alvaro. Han var højrøvet og elskede sig selv mere end hvad godt var, hvilket var noget hun slet ikke brød sig om i bund og grund. At være så egoistisk, var bare så... forkert for hende. For hele hendes liv havde gået op i at please Kimeya og ikke være selvstændig. Men netop derfor var det også spændende at udforske. Hvordan hun selv var, når hun bare satte sig selv først og det gjorde hun jo faktisk af og til her. Ligeså vel arbejdede hun jo hårdt for at få accepten fra hele mandskabet og det havde hun jo fået nu.
Hun så mod flasken, som hun holdt i hånden og tog en lille tår igen. Selv syntes hun, at hun havde fået formuleret det helt rigtigt. Hun hentydede som sådan ikke til, at de skulle med. Og hvis de skulle med, så kunne hun altid dreje den over på den mandlige tone, der løb på skibet overfor kvinder. "Aye, det ved jeg," endte hun forsikrende. Det skulle ikke lyde som om, hun ikke vidste det, for det gjorde hun. Hun ønskede vel bare et sted at høre om begrundelsen fra kaptajnen selv? For hun havde ikke rigtigt turde spørge før nu.
Hun mødte hans blik igen og rakte flasken tilbage til ham. "Vi ønsker da alle godt selskab," endte hun hentydende og med et smørret smil på læben.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro elskede at snakke om sig selv, og det ville nok aldrig nogensinde stoppe. Det var og blev bare et emne, som han kunne snakke om uafbrudt, hvis det skulle være det, og han ville elske at kunne gøre det. Ikke at der skulle herske nogen tvivl om det. Han smilede tilfredst for sig selv ved tanken om det.
At få kvinder ombord, var slet ikke noget som kom på tale! Igen, var det bare Calista, som var et enestående tilfælde, hvor han havde accepteret det, men det var også kun fordi at han følte, at han skyldte hende for den fantastiske mulighed, som hun havde givet ham, ved at føre ham ombord i sin tid. Han havde ikke været særlig gammel dengang, og nu stod han jo så her. Han kunne jo ikke andet ned at føle stolthed ved det! Han vendte blikket mod hende. "Mændenes sygelige lyst må de stille på hinanden, eller vente på en kvindes varme skød, når vi går i havn," sagde han blot. Han tog imod flasken, inden han igen så frem for sig i stedet for.
Hvorfor var det overhovedet noget, som hun spurgte ind til? Alvaro forstod det ikke. Det var jo fuldstændig unødvendigt, kunne man sige. Han rystede kort på hovedet. "Endelig.. Hvis det er fordi du ønsker en kvinde, vil jeg råde dig til at vente til vi ankommer. En dag eller to.. Det er vel muligt?" Han tog en god slurk. Han drak meget. Det var vel nærmest hans yndlingsbeskæftigelse. Han rakte igen flasken til hende. Den var næsten så godt som tom nu.

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne godt fornemme, at Alvaro ikke var helt enig. Tog han sig måske aldrig en kvinde? Hun vidste det egentligt ikke. Hun fulgte ham jo ikke rundt, når de gik i land. Hun vidste bare hvornår hun skulle melde sig på skibet, ellers kom hun ikke med. Hun vædede let sine læber og så mod ham. Hun vidste, at her var en kvinde, men det var også anderledes med hende. For hun havde været på de store have før Alvaro overhovedet var blevet født. Hun hævede et bryn. Var han tvær? Hvad pokker var hans problem, siden han lød som om, han i hvert fald aldrig havde de lyster.
"Der er vist en, der selv er trængende," endte hun drillende og så ud over havet. Det bølgede roligt foran dem og hun nød det. Til fulde. Det sidste år på havet havde i hvert fald gjort en stor del af hendes udvikling til at blive selvstændig og ikke bare en dukke, man kunne kommandere rundt med. Hun trak på skuldrene og lod vær at kommentere på det sidste. Hun trængte ikke. Flasken tog hun igen og drak så den sidste mundfuld, som hun så blot satte flasken fra sig.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

I forvejen var det sjældent, at Alvaro i det hele taget forlod skibet her, når de lagde til kaj. Det var som regel alle andre, som han sendte af sted i stedet for, hvor han selv tog sig af mange af de småting, som skulle laves ombord, inden de atter søgte ud mod det store hav.
Trængende? Ja, det var ikke nogen hemmelighed, at han - ligesom enhver anden mand, havde sine lyster. Han vendte blikket meget sigende mod hende. Ja, det var han vel? Han stirrede direkte på hende. At hun overhovedet havde taget de ord i brug overfor ham, havde han faktisk en smule svært ved. Igen, var det jo de færreste, som egentlig tog sig af de mere 'normale' former for samtale med ham. "Og hvis jeg er?" spurgte han denne gang, inden han rakte ud mod flasken. Den sidste tår, den ville han have! Egoistisk som han nu kunne være, så var det en ting, som han agtet at holde for sig selv. "Desuden hvis du mangler en kvinde så meget, kan det være, du er heldig med Calista." Han betragtede hende med en yderst sigende, inden han igen så ud mod det store hav. Måske at det var ved at være på tide, at han søgte til kajen og ind mod byen når de ankom til land? Han vidste ikke hvad det var, men denne pirat formåede at plante tanker ihovedet på ham, som slet ikke burde være der.