Run for your life...!

[Jarniqa Dynithril]

”Det er sandheden, Lucifer. Vores brud skete måske ikke i går, men jeg ved, at det skete på grund af dæmonerne, og inden da nævnte du ofte, hvor meget de betød for dig, og hvor meget du savnede dem. Du valgte dem over mig,” pointerede Jarniqa ærligt. Det var slet ikke så besværligt at forstå. Han skulle bare lade være med at benægte, at han havde droppet hende, fordi hans kærlighed til hans anden familie og egen race havde været større, end den han havde følt for hende. Det havde gjort ondt.. Meget. Især fordi hun havde ønsket, at hun kunne være hans familie. Det havde bare ikke ligget i hans interesse. Hun stirrede på ham med et smertefuldt blik. Hvorfor gjorde han det ved hende? Jo, fordi han kunne lide at have overtaget, og at se andre have ondt. ”Hvorfor skulle du være interesseret i at blive, Lucifer? Jeg er ikke interesseret i at være din ven,” spurgte hun ligeud. Det var måske mere sikkert at være hans ven, end at være hans kæreste, men nej. Hun ville ikke løbe risikoen for forvirrede følelser. Dem kunne hun desværre ikke styre. Derfor var det bedre bare at afskære sig fra ham, og nogen anden for den sags skyld. Hun havde en hule, og den hest hun havde stjålet af Theodore. Mere behøvede hun ikke.. Hun havde jo allerede erfaret, at mere end det blot førte til problemer. Andre personer førte til problemer. Hun havde ikke oplevet andet end problemer i 5 år, og var det derfor så underligt, at hun nu ønskede, at der kom ro på? Bare for en stund?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste jo godt, at han havde begået en fejl, og han kunne ikke beskrive hvor træt af det hele han var! Han havde begået en fejl, som han havde svært ved at gøre noget ved, og det var jo også der, at han stod i øjeblikket. Svagt himlede han denne gang med øjnene. Fint.. Hvis det var sådan, at hun ville have det, så fint! "Jeg valgte min familie over den kvinde, som satte mig i det store ultimatum, det er sandt.. Min moder truet mig på livet, om jeg vendte hjem sammen med dig.. Selv hun har vist sig, at vende mig ryggen efterfølgende.. Jeg tog en fejl beslutning." Selv dengang havde det været en hård beslutning, men når man ikke engang kunne stole på sin familie, hvem pokker havde han så? Nu vidste han jo godt, at han i forvejen ikke var Faiths biologisk. Måske at det var det, som havde slået ind? Han var ikke Cedric og han var heller ikke Cecilaya.. Han var en udefrakommende, som var kommet ind i den forkerte familie, og det var jo så også der, at han stod nu.
Lucifer søgte vel efter en åbning.. Bare den mindste åbning, hvortil om han kunne finde ud af, om hun var helt lukket land, eller hvad hun nu var. Og hvorfor han skulle være interesseret i at blive? Hun var der jo trods alt. Burde da ikke være grund nok? "Du ønsker ikke at være min ven?" Han lod armene søge over kors. Det var meget specifikke ord, hvis han selv skulle sige det. Hvad så med mere end det? Var der nogen mulighed for, at han kunne komme hende nær og tæt igen? Han ville så sandelig ikke have noget imod det, hvis han skulle være helt ærlig. "... Hvad så med mere end det?" spurgte han denne gang. Han var jo for pokker da nødt til at prøve.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa så frem mod Lucifer. Denne her dag gik overhovedet ikke, som regnet med. Hvordan skulle hun også have vist, at Lucifer ville dukke op i hendes område? Ærlig talt havde hun ikke skænket ham mange tanker siden, at han havde sagt, at han ikke ville lade hende befri ham.. men nu stod han her. Var det skæbnen? I så fald var det en meget vovet skæbne. Det ville have givet mere mening for hende, hvis det havde været Theodore, der var dukket op, men det var det ikke.. Det var Lucifer. I nogle lange sekunder kiggede hun bare på ham. Han havde taget en fejlagtig beslutning? Hun ønskede ikke at være hans ven.. men mere end det? Hun vidste, at hun burde redde sig selv. Vende om med kurven og styrte væk. Desværre dragede Lucifer hende bare til at blive, og i bund og grund vidste hun godt, hvorfor. Hun tog en indånding. ”Og hvad så, hvis Appolyons porte havde åbnet sig for dig? At Faith havde hilst dig velkommen hjem? Ville du så have skænket mig en tanke?” spurgte hun ham sigende. Det var jo spørgsmålet. Lige nu indrømmede han bare, at han havde valgt forkert, fordi den anden havde sagt nej til ham. Hvad hvis vedkommende havde sagt ja? ”Og hvad hvis jeg sagde ja, og dæmonerne igen skulle trække i dig? Ville du så prøve lykken igen med dem?” Hun hævede et øjenbryn. Ja, hvad hvis hele historien bare genfortalte sig selv? En ting havde hun lært.. Dæmonerne var et egoistisk, legende og ubeslutsomt folkefærd. Lucifer ville måske benægte det, men det var, hvad hun som udefrakommende oplevede.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde taget en forkert beslutning, og han var nu heller ikke bange for at stå ved den, når det nu endelig skulle være. I dag, var han jo faktisk kun ked af, at det var gået som det var, også selvom han bestemt ikke havde tænkt sig, at sætte sig ned og tude over det. Det var oprigtigt det sidste, som han havde lyst til at gøre lige nu! Han blev stående, også selvom det var med en vis afstand til hende. Det var vel et sted bare til det bedste. Det var sådan, at han så på det i hvert fald. Han kunne ikke lide, at se hende på den måde.. At vide, at hun havde det sådan, men hun måtte da også gerne lige huske på, hvordan han havde det! Det havde jo heller ikke just været nemt for ham. Hans krop bar tydelige præg efter det. Selv i hans smukke ansigt, var der tydelige ar efter et møde med en pisk. Han hadede det virkelig.
At hun så ikke afviste det blankt, som han havde regnet med, forundrede et sted også Lucifer. Med andre ord, var det heller ikke helt tabt! Han kneb øjnene svagt sammen. Appolyon.. Han var i forvejen forvist derfra, og sidst nærmest truet på livet, hvis han viste sig i nærheden af det. Var det et sted, som man ønskede at søge hen? Nej.. Der var han heller ikke noget undtag. "Jeg har intet at bruge Appolyon til," sagde han denne gang. Dertil skulle man jo også huske, at det var hende, som var kommet efter ham, og ikke dæmonerne. Han tog et skridt mod hende. Ville han begå den samme fejl to gange? Var det virkelig det, som hun troede om ham? "Hvorfor skulle jeg forsøge mig med noget som helst, som ikke ønskede mig? Du kom efter mig.. Ikke dem." Det havde hun gjort af en grund.. Og sikkert også en anden, end den, som hun til nu, havde givet ham.

[Jarniqa Dynithril]

Ja, Jarniqa var kommet efter ham. Ikke Faith eller nogen anden dæmon. Dog havde hun stadig sine tvivl om, at Lucifer nogensinde ville kunne lægge dæmonerne helt fra sig. Den race havde nemlig altid været hans et og alt. Også selvom, at hun havde forsøgt at møve sig ind på den plads. Hun kiggede på ham. Det var som at lege med ilden.. men selvfølgelig var han også en del ilddæmon. Hun betragtede ham vove sig tættere på, som han tænkte, at det var sikkert.. eller også troede han bare, at det ville kunne overbevise hende. Hun vidste det ikke. Hun var jo ikke en del mentaldæmon, ligesom ham. Tankerne kørte igennem hendes sind. Skulle hun være vanvittig og give ham en åbning? Skulle hun slå ham halvt fordærvet, så han vidste, at han ikke skulle prøve sig frem igen? Da hun havde søgt fra Acheron Landsted, havde hun ikke planlagt at søge en ny mand.. men hun havde jo heller ikke planlagt at støde på Lucifer, og Lucifer var Lucifer. Da hun åbnede munden, var det for at besvare hans forrige spørgsmål. Ikke dette. ”Måske,” svarede hun. Kortfattet, og så måtte han selv fortolke det. Hun lod sig fylde af magien, og i det næste sekund var hun væk. Forsvundet i den blå luft. Det eneste tegn på, at hun havde været her var de kjolestrimler, som Lucifer havde om fødderne. Ellers var der intet synligt tegn på, at hun havde været der.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det hele tog en drejning, som selv ikke Lucifer havde været helt indstillet på. Hun... forsvandt bare? Et sted havde han vel næsten håbet på, at han ville kunne få en åbning, men lige nu, vidste han jo slet ikke hvordan han skulle håndtere alt dette, og det var også lidt det, som han reagerede på lige nu. Han blev denne gang stående. Mosen og behandlingen af hans fødder, havde ganske vidst hjulpet, og han kunne i den grad også godt mærke det, men alligevel.
Her stod han så pludselig alene. Det var på ingen måder det, som han havde regnet med, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Derfor blev han stående, hvor han egentlig bare.. kiggede på det sted, hvor hun havde været, men nu var væk. Han rynkede kort på næsen denne gang, inden han kort måtte slippe et suk. Hvor var det her jo bare typisk! At efterlade ham med en åbning, som han ikke engang vidste, om han kunne bruge til noget. "Jarniqa for hel..." Han tav. Det hjalp ham jo intet.. Skulle han fortsætte? Skulle han blive? Han vidste det faktisk ikke, og nu var han da kun endnu mere i tvivl om, hvad han skulle gøre, eller hvad han ikke skulle gøre, og den tanke, måtte han faktisk finde forbandet irriterende! Han rystede kort på hovedet. Han valgte at fortsætte. Så måtte han jo se hvor han endte henne.

//Out