Run for your life...!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Nej, selvfølgelig kunne end ikke Lucifer gøre noget rigtigt, og det irriterede ham virkelig! Han kunne selvfølgelig ikke gøre noget rigtigt, når det kom til Jarniqa, hvilket i forvejen var en tanke, som direkte måtte irritere ham. Det kom dog ikke bag på ham. Visse ting, ændrede sig vel bare aldrig nogensinde? "Nej, ud har ret.. Jeg er jo så forfærdelig grusom, at det er utilgiveligt," endte han denne gang, inden han vendte blikket mod hende igen. Det gjorde ham vred, men også såret på samme tid. Han sukkede tungt denne gang. Hvor var hun dog irriterende! Der var ikke ord, som kunne beskrive det bedre end det!
Igen afvigede hun helt fra hvad han havde forsøgt. Han havde kun forsøgt at passe på hende. Aldrig i hans liv, havde han følt sig så sårbar og skrøbelig, som han havde gjort lige der, og det sad endnu dybt i ham. Det var der, at det var gået op for ham, at han slet ikke var færdig med hende. Hele hans krop og sind havde reageret på det, som var sket med hende, og nu sad de jo så her. Endnu måtte han jo have arrene i ansigtet efter de slag, som han havde modtaget. "Det er min egen skyld.. Det ved jeg godt.. Du var stadig den eneste, som kom efter mig," endte han denne gang. End ikke Faith havde vist sig for ham. Han rystede på hovedet. Hun kunne have været fuldstændig ligeglad med ham, og bare vendt ryggen til og stormet den anden vej, men end ikke det, var noget som hun havde gjort. "Så derfor lægger du hele Maerimydra i søvn, for at nå mig? Fordi at det var anstændigt?" Han kiggede på hende med en yderst kortfattet mine. Nej, det troede han simpelthen ikke på. "Det er fint, hvis du har lyst til at gå og lyve for dig selv. Jeg er træt af det," afviste han denne gang. Han forsøgte da om ikke andet, at tage det her som en mand!

[Jarniqa Dynithril]

”Godt, at du selv kan se det,” fnøs Jarniqa bare af ham. Selv fortalte hun sig selv, at der ikke var andet end grusomhed i ham. Hvis ikke han var grusom, hvorfor var de så endt således? Derfor havde hun længe sagt til sig selv, at alle de gode sider han havde vist hende havde været en løgn. Et skuespil fra hans side af. Hvad andet kunne man også forvente sig af en mentaldæmon? De var skabt til at lege med folks hjerner. Give dem livagtige indbildninger. Det var, hvad deres forhold havde været. Derfor ville hun også først slippe hans kræfter løs, når hun var sikker på, at han ville gå. Hun stirrede på ham, som han blev ved med at gentage, at hun var den eneste der var kommet efter ham. Det irriterede hende, at han talte om det, som var det af stor betydning. ”Og det har givet dig en eller anden form for åbenbaring?” spurgte hun ham sarkastisk. Det var lige, hvad der manglede, tænkte hun ironisk ”Jeg lyver ikke for mig selv,” sagde hun direkte. ”Jeg lagde herregården i søvn, fordi jeg ikke selv ønskede at blive taget i det, og fordi, at jeg både skulle have dig og Valandil ud. Jeg hentede jer begge, fordi det var det mest anstændige at gøre, ja.” At Valandil så var den eneste der havde taget med hende, kunne hun ikke gøre noget ved. Lucifers frygt for hende syntes dog at være unødvendigt. Jarniqa var i hvert fald endnu ikke blevet jagtet af nogen mørkelvere, fordi hun havde befriet en af deres fanger. Hun vendte blikket ned mod sin kjoles skørt. Som da hun havde vasket hans fødder, rev hun nu to nye flæser af, som hun lagde ved siden af Lucifer. Hun var ikke interesseret i at røre hans hånd. ”Hvis du er færdig med at smøre, så bind disse to om dine fødder,” sagde hun kortfattet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer himlede med øjnene. Nej, han var på ingen måder overrasket over, at hun skulle være så kold og kynisk mod ham, også selvom det gjorde ham ked af det. Det havde været en åbenbaring at se, hvad de havde gjort ved hende.. Brækkede hendes arm, og pisket ham, såvel som hende.. Og hun havde endda taget dem i forsvar. Ville hun stadig sige, at det havde været uden betydning for hende? Desuden havde de brækket hendes arm af en grund. "Hvis du siger det," endte han med en kortfattet stemme.
Det her gjorde oprigtigt Lucifer ked af det. Hans blik faldt hårdt mod hendes skikkelse denne gang. Han forsøgte for en gangs skyld, at tage det som en voksen, men blev mødt af et barn.. Hvor frustrerende var det ikke lige? Han rystede kort på hovedet, hvor han denne gang lod fødderne være for lidt. Det sitrede under dem. Det gjorde jo ondt. Han bad bare til, at det var fordi at det andet var begyndt at virke. Han tog tavst omkring de klæder, som hun rakte ham og bandt dem om sine fødder. "Tak," sagde han denne gang, inden han atter så mod hende. Forbandt hun ham kun med smerte og ulykke? Han forbandt hende med andet.. Hvorfor skulle han ellers reagere på den måde? Han trak kort på smilebåndet. Han synes virkelig det var latterligt. Der var ikke ord, som kunne beskrive det bedre. "Det vi havde, er fuldkommen ligegyldigt for dig, er det ikke?" spurgte han direkte denne gang. Hans fødder havde brug for hvile, og hvis hun ikke gad ham, kunne hun jo gå. Det var en frustrerende tanke, men hvad kunne han da gøre ved den?

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa lod ham indbinde sine fødder. Bandagen var måske meget alternativ, men bedre kunne hun ikke gøre det lige nu og her. Hvis han ønskede en professionel behandling, forslog hun stadig, at han i stedet drog mod Catalena. Der burde han kunne være i sikkerhed fra mørkelverne. Dog huskede hun, hvordan han havde vrænget på næsen dengang, at hun havde foreslået ham, at de kunne flytte til Procias. Nej, han ville ikke søge til Procias. Hun kiggede bare på ham, som han smilede til hende. Hvorfor smilede han til hende? Var det endnu et af hans charmetricks? Selv gengældte hun ikke smilet. Hun kunne dog alligevel ikke lade være med at bemærke, hvordan han altid så tiltrækkende ud, når han havde det lille smil på læberne. Hun forstod godt, hvorfor det ansigt fik mange kvindekroppe til at skælve. ”Det vi havde sammen var smerte,” svarede hun ham. Hvorfor spurgte han hende om det? Med tiden havde hun lært kun at forbinde ham med smerte. Det havde mørkelverne sørget for. Dengang mørkelverne havde brækket hendes arm, havde været fordi, at hun endnu havde følelser for ham. Det var hun blevet straffet for ved at få brækket et legeme. Det havde været et bevis på, at deres forhold gjorde ondt, og at det var forkert. Endvidere så hun kun på det som smerte, som han havde knust hendes hjerte, da han havde slået op med hende. ”At elske dig har kun ført til smerte.. Hvorfor burde jeg se anderledes på det?” Hun kunne ikke se det. Hvis hun spurgte ham, hvordan han så på deres forhold, ville hun gætte på, at han svarede med morskab. Han kunne lide at lege med kvinder, og han havde leget med hende, samt knækket hende på den front. Det måtte vel være den allerstørste tilfredsstillelse for hans vedkommende?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ondt gjorde det uden tvivl på Lucifer, at vide, at det var således Jarniqa måtte se på ham, for han huskede stadig mange af de gode stunder sammen med hende. Han rystede på hovedet. Hvis det var således at hun så på ham, hvad var der så for ham at gøre ved det? Han rystede kort på hovedet denne gang, inden han så ned mod sine fødder i stedet for. "Supert.. Simpelthen fantastisk." Var det ikke også det, som mørkelverne havde formået at bilde hende ind? Et sted var det også en tanke, som faktisk generede ham helt vildt! Han sukkede denne gang. Desuden var han for træt til at fastholde den facade.. Men han var jo ked af det. Trættende oveni!
"Du er virkelig faldet i mørkelvernes magt." Nu var det i hvert fald slet ikke nogen tvivl om, at han ikke kunne klare det væsen! Nu havde han jo også set, hvad det gjorde, hvilket bestemt heller ikke var meget bedre. Ingen tvivl om det. Han blev siddende og kiggede på hende. Det var muligt, at det bare var ham, som tolkede det anderledes. Det var jo heller ikke ligefrem en nyhed, kunne man sige. "Det er fuldstændig ligemeget," endte han denne gang. Hvis det var ham, som kun havde det på den måde, så var der jo slet ikke nogen grund til at gøre denne situation mere akavet end hvad den var i forvejen. Hans blik faldt til hendes igen. Han forsøgte at holde sig oppe og ovenvande. Nu havde han jo også kun sig selv, når han engang ville være klar til at søge videre herfra. Det alene, synes bare at have sine lange udsigter lige nu. "Tænk hvad du vil.. Gud forbyde, at nogen var uenig med dig." tilføjede han denne gang mere spidst end tidligere.

[Jarniqa Dynithril]

Ironien i hans ord kunne Jarniqa tydeligt høre. Hun var trods alt ikke døv. Derfor gjorde hans kommentar også blot, at hun sendte ham et kort koldt blik. ”Jeg er i ingens magt,” afviste hun ham. ”Jeg er min egen, men jeg har lært af mine erfaringer, og nu er jeg her alene.” Hun var ikke længere en del af mørkelverne. Hun var end ikke en del af Theodore længere. De havde brudt op med hinanden. Dog havde hun sagt til ham, at han måtte opsøge hende, hvis dagen engang kom, hvor han fik mere af sin sjæl tilbage. Hun havde været glad for Theodore.. Hun havde bare aldrig elsket ham, som hun havde elsket Lucifer.. Vel også stadig elskede Lucifer? Hvorfor vidste hun ikke, men selvom hun hadede ham, rokkede kærligheden stadig i hende. Hun fnøs, som han sagde, at det var lige meget. ”Selvfølgelig siger du det.. Jeg skal besvare dine spørgsmål, men du skal ikke besvare mine. Det giver fuldkommen mening,” kommenterede hun sarkastisk. Typisk Lucifer. Alt drejede sig om ham. Verdenen snorede omkring ham, hvis det var op til ham. Hun betragtede ham med et sigende løftet bryn. ”Og hvad er du uenig i? Kom med det og bevis, at det får mig til at eksplodere,” opfordrede hun ham direkte, som hun prikkede til ham med sine ord. Det skulle dog ikke undre hende, hvis bare han havde det hele i munden. Lucifer var nemlig en stor løgn i et utroligt pænt ydre. Igen gav hun mentaldæmonen i ham skylden for det. Den race rendt omkring i andre folks hoveder.. Selvfølgelig havde det en betydning.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvorfor var det at de altid skulle ende i disse situationer? Ikke var det noget som Lucifer ønskede, og særligt nu. Han var i forvejen hvad han ville kalde for et vrag. Et liv på flugt fra mørkelverne vel? Hvordan mon Tatiana ville reagere, dersom det gik op for hende, at han havde taget flugten ved første given mulighed, som var kommet for ham? "Så det er derfor at du gemmer dig her?" Han vendte blikket mod hende igen og med en meget sigende og kortfattet mine. Det gjorde ham selvfølgelig trist, at de ikke kunne få det til at fungere, men hvad fanden.. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu!
Jarniqa hadede ham, og selvom han agerede for det samme, så var det slet ikke sådan at det hang sammen. Han havde jo ikke ligefrem lyst til at fortælle hende hvordan han havde det, når det var så tydeligt, at det kun var ham, som havde det på den måde. Et sted var det forvejen en tanke, som faktisk måtte irritere ham lidt. Det gjorde ham også mere trist til mode, end hvad han var i forvejen. Kærlighed var problematisk... Det havde de jo så begge måtte erfare på den hårde måde. "Du er virkelig for meget lige nu, ved du godt det?" spurgte han tvært. Alt skulle omhandle hende.. Selvfølgelig skulle det da det! Så var alle ting jo i skønneste orden, ikke sandt? Han rystede kort på hovedet. "Du har ret.. Du har været en forfærdelig kvinde at elske, og det har kun bragt ondt med sig.. Og dog, så kan jeg ikke lade være." Han forsøgte igen at rejse sig op. Denne gang var det bedre, men det gjorde uden tvivl stadig ondt. Han blev mere fast i minen, idet han igen sigende vendte sig mod hende. Han kunne ikke lade være. Hans problem var jo oprigtigt, at han stadig elskede hende.

[Jarniqa Dynithril]

"Jeg gemmer mig særdeles ikke!" svarede Jarniqa skarpt igen. Hun ønskede bare ikke at være omkring andre længere.. Det havde jo vist sig, at man ikke kunne regne med menneskeligheden. Hun følte sig forrådt af alle dem, som hun nogensinde havde holdt af. Damien.. Hendes mor.. Lucifer.. Theodore. Ingen af dem havde forstået hende, eller forsøgt at kæmpe for hende. Eventyrer var derfor også noget værre vrøvl.. Der fandtes ingen Prinsen på den hvide hest. Lun uhyrerne. Hun sendte ham et koldt smil. Dog ikke et oprigtigt et, da hun var trist ved de mange tanker hun gjorde sig og hans ord. "Jamen så er det jo dit held, at du gjorde det forbi med mig," vrængede hun af ham. Hvis hun virkelig var for meget skulle han jo være glad for, at han havde droppet hende, og endda for længe siden. Tænk hvor længe han kunne have haft det forfærdeligt over at være sammen med en forfærdelig person! Hun stirrede på ham, som han rejste sig.. og som han talte om at elske hende. Han elskede hende ikke.. Han havde droppet hende.. Han havde måske heller aldrig elsket hende.. "Hvad taler du om?" spurgte hun ham skarpt. Det føltes mest ideelt at angribe ham hele tiden med sine ord. Det var en måde at holde sine egne følelser i skak på, ligesom det var en måde hvorpå, at han ikke ville kunne narre hende. Selv kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad hun havde læst og hørt om sin mor. Hun var en kvinde, som alle mænd havde stræbt efter at ende op med. Hun havde haft konstante bejlere. Endda på samme tid. De fodspor følte Jarniqa bestemt ikke, at hun havde fulgt. Hun følte sig nærmere som en fiasko på det plan. Hun havde kun haft to bejlere og på separate tidspunkter, og intet af det havde gået, som ingen af mændene havde været ellevilde efter at holde på hende. Hun havde ellers troet, at hun havde knækket koden med Theodore. Han havde jo smidt sin vielsesring væk for at kunne være sammen med hende. Senere havde han dog ikke været villig til at stoppe hende i at gå..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Hvad kalder du så det her?" spurgte Lucifer med en spids tone. Hun sad på en bjergtop alene, og ville end ikke lade ham passere det. Jamen for helvede.. hun var jo virkelig noget særligt, og det var bestemt heller ikke altid, at det var positivt ment. Det var det i hvert fald slet ikke i det her henseende. Han himlede kort med øjnene, inden han rejste sig op. Han havde gjort det slut ja, men det havde været hans livs hårdeste og værste beslutning. De havde vel bare været på et sted, hvor det bare overhovedet ikke havde fungeret dem imellem? Hvilket selvfølgelig var en trist tanke, men det var nu bare de omstændigheder som de var. Han var jo også så forfærdelig en mand at være sammen med, også selvom de havde haft deres gode stunder. Det var da om ikke andet dem, som han forsøgte at holde fast i, selvom det heller ikke altid var lige nemt. "Men fint. Hvis du har det bedre af at kalde mig alverdens mærkelige ting, og kun holde fast i alt det negative jeg har gjort, så skal du være velkommen til det." Han delte ikke det syn. Selvom der var mange negative, så var der også de gode og positive.. Det var jo derfor at han stadig følte de følelser for hende, som han jo gjorde.
Hans mine forblev kortfattet og næsten ulæselig, da han stirrede på hende med et olmt blik. Forsøgte hun nu også at gør sig til et offer her? Det var de begge to, som de samtidig også havde placeret sig selv i denne situation, hvilket nok heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre. Og hvad han mente? Han elskede hende stadig! Det var lidt det, som var hans store problem lige her! Han kunne ikke lade være. "Jeg må gå rundt med den pine, Jarniqa.. Du har virkelig været blind." Hvad han mente? Han havde jo lige sagt, at han ikke var holdt op med at elske hende!

[Jarniqa Dynithril]

"Det er mit fødested! Jeg er vendt hjem," svarede Jarniqa ham skarpt igen. I forhold til ham var hun ikke blevet født i midten af et stort samfund. Hun var blevet født her på Paggeija. Hendes mor var gået bort, så der havde kun været hende og Damien tilbage. Hun havde i femten år levet et isoleret liv med ham, og nu følte hun, at det var på tide at fortsætte det liv. Derfor kunne hun ikke se, hvordan det var at gemme sig. Han var nærmere den der gemte sig! Ham der var på flugt, og som ikke turde vende hjem! "Du er bare misundelig over, at jeg vendte hjem, når du ikke selv turde gøre det!" Han havde altid fortalt hende om, hvor guddommeligt et sted Appolyon var, og hvor guddommelig en kvinde Faith var. Utroligt nok havde han stadig ingen af de dele.. Også selvom, at han havde stukket af fra hende for at hjælpe denne guddommelige Faith med at vælte et styre. "Det passer mig særdeles udmærket at kalde dig øgenavne," gav hun han koldt ret. Hun rystede på hovedet af ham. Jo, hun kunne have tolket hans ord som om, at han stadig elskede hende, men det troede hun ikke på. Det var alt sammen spil fra galleriet. "Den eneste pine du lider under er den, at det ikke har lykkedes dig at manipulere mig denne her gang," afviste hun ham. Igen.. Han var en løgner. En bedrager. Han havde sagt, at han havde elsket hende, og alligevel havde han forladt hende. Det burde elskende ikke gøre.. Hun ville i hvert fald ikke have forladt ham. En irriterende kendsgerning, da det gjorde, at hun følte sig som den svage. Hun kiggede tomt op på ham. Han havde trods alt rejst sig. "Går du nu?" spurgte hun ham kortfattet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jamen så tillykke..!" endte Lucifer med en spids tone. Det gjorde ham vred, og det gjorde ham irriteret, at det var herud de skulle, for han kunne bare ikke gøre noget ved det. Han var ked af det, hvilket hun jo så tydeligvis var fuldkommen ligeglad med. Hvad andet kunne han ærlig talt forvente sig af hende? Ikke rigtigt noget åbenbart. Det var da bare frustrerende! Øjnene kneb han sammen. Han ville gerne hjem.. Der var ikke noget han hellere ville. "Du glemmer bare, at mit forhold til dig, har sat en pris på mit hoved i Appolyon. Jeg har ikke noget hjem at tage tilbage til," sagde han kort for hovedet. En tanke som faktisk gjorde ham trist, men hvad kunne han da gøre ved det nu?
Hun kunne kalde ham hvad hun ville, hvis det var det som hun ville bruge tiden på. Det indikerede jo trods alt også for ham, at det som han følte bare ikke var gengældt? Eller var det? Han kunne ikke finde ud af det.. og ringen om hans hals forhindrede ham lidt i at finde ud af det. Han trak kort på den ene mundvig. Det var simpelthen for latterligt det her! "Manipulere dig? Siden hvornår har jeg forsøgt at manipulere dig?" spurgte han denne gang. Han havde elsket hende.. Der var snart ikke det, som han ikke ville gøre for hende, men nu stod han i denne situation. Så var det straks noget andet. Hans ben sitrede og skælvede nærmest under ham. Det havde også været en meget lang tur for ham. Om han ville gå? Et sted kunne han ikke komme hurtigt nok derfra, og et andet sted, ville han gerne blive, for at overbevise hende om, hvad han egentlig ville. Det var bare så fandens svært det hele! "Jeg har jo ikke prinsessens tilladelse til at blive," kommenterede han denne gang. Han kiggede kort på hende. "Ville du hjælpe mig af med den der?" Han pegede på ringen om hans hals.

[Jarniqa Dynithril]

Advarende rejste Jarniqa sig op, som han nu gav hende skylden for, at han havde mistet sit hjem. Det kunne han simpelthen ikke mene! Eller... selvfølgelig kunne han det. Han ville jo have alle andre end sig selv ned i støvet! Ligeglad med, hvor svag han var, kvalte hun afstanden mellem dem. Dog med ingen romantiske ladninger i luften. I en hurtig bevægelse hævede hun sin højre hånd, så hun kunne give ham en syngende lussing hen over kinden. Ingen magi denne her gang. "Du tabte dit hjem længe før, at du mødte mig! Glem ikke det!" råbte hun ad ham, som hun faktisk ikke var skyld i, at han var blevet forvist fra Appolyon. Det var han selv skyld i, som han havde forsøgt at tilrende sig magten der. Vredt og såret drejede hun om på hælen, hvor hun hidsigt greb om sin kurv med planter og blomster i. Hendes blod kogte, som hun var vred over hans usande beskyldninger, og hun var såret, som hun jo endnu følte for ham. "Alt mellem os har jo været en forbandet leg for dig!" råbte hun af ham, som svar på det med det manipulerende. Efter det vendte hun yderligere ryggen til ham, hvor hun også gjorde mine til at storme væk. Hun nåede dog kun et par hidsige skridt, inden han mindede hende om lænken om sin hals. Hun stoppede op og drejede hovedet tilbage mod ham. Hun sagde ikke noget denne her gang. Hun hævede bare hånden. Ikke for at slå ham, men for at lave en affejende bevægelse med den. Med et pludseligt klik gled lænken op. Som den ille længere blev holdt sammen af lukkemekanismen, faldt den til jorden med et bump. Hans kræfter var nok engang fri.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa gjorde kun Lucifer ked af det, og derfor var det også bare på sin plads, at lade hende vide, hvordan han egentlig havde det med alt dette! Slaget i form af en lussing, som ramte ham direkte i ansigtet, gjorde det bestemt heller ikke bedre. Det sang næsten for hans ører, idet han langsomt rettede sig op igen, og med blikket intenst hvilende på hende. Muligt var det, at det ikke var hende, som havde kostet ham hans hjem i udgangspunktet, men det var efter at han havde fundet sammen med hende, at han nærmest var blevet truet på livet, hvis han overvejede at vende hjem. Derfor kunne han vel snildt sige, at han ikke havde noget hjem at vende tilbage til. "Jeg mistede det, før jeg mødte dig.. Det er sandt, men det er mit forhold til dig, der har kostet mig det permanent," vrissede han med en mere sammenbidt stemme end tidligere. Hun skulle bestemt ikke komme her og bare slå ham!
At hun vendte ryggen til og gik, sagde han intet til. Ikke før han bad hende om at fjerne den ring, som han havde om halsen om ikke andet. Han stirrede stift på hende. Nu hvor hun havde lovet, at hun ville fjerne den. At hun så til start intet gjorde, irriterede ham faktisk. At hun så bare på magisk vis lod den glide op.. han hørte klikket.. Omgående kunne han mærke hvordan det hele blev gjort fri i hans krop og sind, og hvilken befrielse det var! Han vendte næsten det hvide ud af øjnene af lykke, inden han hævede hænderne, tog fat i den og smed den fra sig allerede med det samme. Hvor var det befriende at få den af nu! Han vendt blikket mod hende. Lidt bamhjertig kunne hun faktisk være. "Og går du nu?" spurgte han denne gang, mere for at bruge hendes egne ord imod hende.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa ønskede at storme væk fra Lucifer! Det sårede hende nemlig at høre ham sige, at hans bortvisning fra Appolyon skyldtes hende. Hun vidste, hvilken ulykke det havde været for ham, at han havde mistet sit hjem. Derfor gjorde det ondt at blive beskyldt for den ulykke. Særligt fordi, at han havde kastet den over sig selv, inden de overhovedet havde kendt hinandens navne. Hårdt og lukket blev hendes ansigt, som hun måtte barrikadere sig mod de følelser, som vældede op i hende. ”Hvor må du være glad for, at du så endelig slap af med den kvinde, som kostede dig det du elsker allermest,” svarede hun tonløst igen. Det havde været problemet. Hun havde aldrig været hans førsteprioritet. Det havde altid været dæmonerne. Derfor var det vel også godt, at han havde forkastet hende? Hvem ønskede ikke, at være det bedste og vigtigste i sin elskedes liv? At være den der var elsket højst af en anden, havde hun dog ikke prøvet endnu. Selv higede hun heller ikke længere efter det. Nu var det acceptabelt bare at være alene. Hun stirrede på ham, som han spurgte om hun gik nu efter, at hun havde givet ham sine kræfter tilbage. Et sted var det rart at se ham igen, men på den anden side havde hun også fået bekræftet, at han virkelig kun bragte smerte med sig. ”Hvad mere er der for mig her, Lucifer?” spurgte hun ham direkte. ”Hvad er der for dig her? Du er endelig blevet fri for mig og mørkelverne.. Du kan gå hen, hvor end du vil,” sagde hun ærligt. Tavst stirrede hun på ham fra den afstand, som hun havde lagt mellem dem. Han burde forsvinde. Han burde elske at forsvinde.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tanken om dæmonerne, var slet ikke i så høj en kurs, som det engang havde været. Lucifer havde jo bare måtte sande, at de intet godt havde bragt ham til sidst, og da han havde haft hårdest og mest brug for dem, var de aldrig dukket op. Det var jo en situation som nu. Det var helt igennem forfærdeligt, at det var på den måde, men hvad pokker kunne han da gøre ved det? Det var jo næsten det, som for ham, var det værste. Han stirrede fast i retningen af hende. Om han var glad for det? Det havde selv dengang været en forbandet hård beslutning, og værre skulle den stadig kunne nå at blive for ham. Han kunne slet ikke lide at se hende på den måde, og vide, at det samtidig var hans skyld, at hun havde det på den måde. Svagt knyttede han næverne. "Ønsker du at jeg skal give dig ret, eller ønsker du oprigtigt at høre sandheden?" spurgte han denne gang.
Denne situation var gået hen og blevet meget akavet, men det var jo bare meget lidt, som han kunne gøre ved det nu, og det var en tanke, som kun gjorde ham utrolig frustreret. Det var i hvert fald noget, som tydeligt kunne mærkes for ham. Varmen spredte sig helt ud i fingerspidserne, og han kunne høre det igen. Han kunne høre alle de tanker omkring ham, som han igennem alt for lang tid, havde været lukket i tavshed. Han var den Lucifer igen! Nu var han fri til at gøre hvad han ville, men der var stadig ting, som han ville have på plads. Han sænkede hovedet en anelse, dog uden at fjerne blikket. "Nu spørger jeg dig, Jarniqa.. Og svar mig ærligt.. Vil du virkelig have, at jeg skal gå igen? Hvis jeg fortæller dig, at jeg ikke har lyst?" spurgte han denne gang. Det var ikke nogen hemmelighed, at han ikke selv ønskede at gå nogen steder. Han havde jo savnet hende.