Run for your life...!

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa ønskede ikke at tage den igen med Lucifer. Hvorfor skulle hun også ønske det? De ville jo alligevel ikke komme videre derfra. "Jeg forstår det skam udmærket," svarede hun igen. Afvisende og kort for hovedet. Tavs blev hun igen, som hun betragtede ham i hans forsøg på at komme væk. Det gjorde ondt at se på. Hele hans udseende og mimik var et tegn på forfærdelig smerte. Igen fortalte hun sig selv, at det var naturligt, at man ikke ønskede at se nogen som helst i den form for smerte. Det havde vel også bare været en naturlig reaktion fra hans side, da han havde bedt Tatiana om at stoppe og piske hende. Det var vel også fordi, at han heller ikke kunne lide at se andre i en ulidelig smerte? Også selvom at Lucifer ikke elskede nogen højere end Lucifer selv. "Løb et andet sted hen.. Der er jo kun plads til mig og mit ego her," endte hun med at sige med sydende sarkasme. Hun hadede, når han fremstillede hende som en snob.. men det vidste han jo også. Selv følte hun ikke, at hun var snobbet. Hun mente nærmere, at hun var blevet såret godt og grundigt af ham. Hvem ønskede også at gå klods op af sin eks? Hun knyttede hænderne, som han forsøgte at gå, men faldt ned på knæ, og forsøgte at gå igen.. Det var et ubærligt scenarie! Hun rystede på hovedet, inden hun med hastige skridt gik over til ham. Igen fortalte hun sig selv, at hun ville have gjort dette for hvem som helst. Hun gav ham et skub i ryggen, som han faldt ned på knæ. "Så læg dig dog ned!" udbrød hun skarpt og opgivende. Selv lod hun sig glide ned på knæ, hvor hun stillede sin kurv ved siden af. Der var jo tydeligvis en, som måtte se til hans skader. Uden flere ord greb hun ham om anklen i et forsøg på at holde ham og hans fod i ro. Det smaragdgrønne blik lod hun dernæst glide undersøgende hen over skaderne, alt snavset og al blodet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde slet ikke energi til at skulle tage denne form for konfrontation med Jarniqa lige nu, og derfor irriterede det ham kun yderligere, at hun absolut skulle køre sådan på ham, for han kunne slet ikke se nogen grund til det! "Du forstår virkelig ingenting.." Hun var jo indbegrebet af dum lige nu, og det irriterede ham jo kun yderligere! Det var desværre bare meget begrænset, hvad han lige var i stand til at gøre ved det, og den tanke måtte han faktisk finde utrolig irriterende. Det var jo heller ikke fordi at han stod overfor hende, fordi at det var noget, som han havde lyst til! Langt fra faktisk!
"Det er også det, som jeg har tænkt mig," endte han denne gang. Tydeligt var det, at der kun var plads til hende og ingen anden her, og derfor havde han heller ikke tænkt sig at blive der. Selvom det gjorde ondt. Hans hjerte ønskede det ene, hvor hans hoved sagde noget andet. Hans ben måtte atter give efter under ham. At hun så denne gang søgte direkte efter,forundrede ham faktisk. "Lad mig nu være..!" endte han denne gang, da hun brutalt tog fat om hans fod, efter at have skubbet ham ned i jorden. Han havde ikke engang styrken til at gøre modstand. Han blev bare liggende, hvor han svagt prustet. "Jeg skal bruge mine fødder, for at kunne forsvinde.." endte han denne gang, som han atter vendte blikket mod hende. Han havde ondt.. og han havde det af helvede til, og det at hun var sådan efter ham, gjorde det bare ikke meget bedre!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa blev fuld af medlidenhed og irritation, som hun så Lucifers ynkelige forsøg på at rejse sig og forlade stedet. Derfor kunne hun ikke dy sig, som hun endeligt skubbede ham i jorden, så hun kunne tilse ham. Det måtte hun hellere gøre, hvis hun ville være sikker på, at han forlod stedet.. Derudover ville det også gøre, at hun vidste, at han havde fået den retmæssige lægehjælp. Noget alle burde få.. Burde de ikke? "Hold kæft, Lucifer!" vrissede hun bare af ham. Hvorfor fanden skulle han være så pokkers irriterende?! Hendes læber blev stramme, som hun holdt ham om foden og undersøgte hans skader. De var blevet revet op.. Adskillige steder under foden. Nogen af rifterne løb endda hele vejen rundt om foden. Der var størknet blod.. Der var friskt rindende blod.. Der var skidt og snavs.. Der var vel også antydningen af betændelse? Hun mærkede, hvordan det stak og knugede i brystet på hende. Det handlede ikke om Lucifer.. Det handlede om en tilskadekommet mand. Det fortalte hun stædigt sig selv i hovedet. "Bandage.. Vand.. Urter.. Skål.. Sten," mumlede hun stille for sig selv. Hun lod øjnene glide i. Selv havde hun haft halvanden måned til at komme sig ovenpå den samme tids indespærring. Derfor var hendes magi helt frisk. Hun slap hans fod, hvor hun holdt håndfladerne over jorden i stedet. Øjnene lod hun glide i, som hun kanaliserede magien i sig. Tavst sad hun i et par sekunder. Efter noget tid fik hun fremmanet en lille skål.. Skålen fik hun kort tid efter fyldt med vand. Blikket vendte hun dernæst mod sin kjoles kant. I en bevidst bevægelse rev hun en slis af, som hun væddede i vandet. "Bare lig stille," bad hun ham denne her gang om i en mere rolig tone. Hun ville ikke gøre ham fortræd. Hun ønskede blot, at han stolede på hende i dette henseende. Blidt begyndte hun at dyppe og vaske hans fod. Til en start ville hun bare gerne rense hans fod, så snavset og blodet forsvandt. Derfra ville hun kunne tilse sårene. Han skulle blot være glad for, at hun havde været i færd med at finde helbredende planter, da hun havde stødt på ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det sidste som Lucifer havde brug for lige nu, var Jarniqas medlidenhed. Han ønskede den ikke. Meget af det som var sket, var jo hendes skyld! Selvom han vidste, at han måske også have en del af skylden, så var det fuldkommen underordnet. Det var slet ikke noget, som han ønskede at tænke på. "Du kan selv holde kæft..!" endte han med en fast tone, som han ellers bare blev liggende i stedet for. Øjnene lukkede han denne gang. Han havde ikke energien til at komme nogen vegne, og hans fødder var på ingen måder samarbejdsvillige. Det gjorde ondt, og han havde ondt over det hele. Desuden frygtede han stadig at mørkelverne ville finde ham, hvilket han heller ikke ligefrem ønskede skulle ske. Ikke på vilkår i hvert fald!
Det var ikke fordi at han ikke stolede på hende, for det gjorde han. Det havde han altid gjort, hvilket vel også var derfor, at han ikke havde forsøgt at gøre noget ved hende endnu? Han lukkede øjnene let, inden han atter en gang forsøgte at få ringen af halsen, ved at rive i den. Sådan.. brutalt. Han skulle nok gå, hvis han var så stor en pestilens for hende. Det gjorde ham oprigtigt ked af at tænke på. Han kunne virkelig ikke gøre for det! Han prustede svagt, idet at hun begyndte at vaske ham under fødderne. Dels fordi at det gjorde ondt, og dels fordi at det kildede. Lidt kilden var han faktisk derunder. "... Tak, Jarniqa," endte han denne gang. Hvad andet skulle han sige? For en gangs skyld, var det alligevel rart, at mærke, at der var nogen, som faktisk forsøgte at tage sig lidt af ham, når han havde været så vant til at håndtere det hele alene.

[Jarniqa Dynithril]

På trods af, at det var hende dybt imod at gøre det, hjalp Jarniqa Lucifer. Hun var nødt til at gøre det.. Man kunne ikke efterlade nogen i den tilstand.. Og han ville jo aldrig kunne lade hende være i fred, hvis ikke han kunne gå. Hun skævede mod hans hals, som det gik op for hende, at han endnu havde den magiske lænke om halsen. Det så hun, som han ihærdigt forsøgte at kradse den af sig. Hun var tavs i et par sekunder. Hun kunne se, at huden var helt rødmende indenunder. Gad vide, om den havde revet noget af hans hud op? Eller gad vide, om hans fingrer havde gjort det? "Du kan ligeså godt droppe det.. Den ryger ikke af," påpegede hun sigende, inden hun igen fokuserede på hans fødder. Hun duppede og vaskede dem. Sin frie hånd måtte hun lægge mod hans ankel, som der kom så spjæt i hans fod i og med, at hendes handlinger kildede. "..Jeg kan tage den af dig, når du er klar til at forlade stedet," endte hun med at tilbyde. Det måtte ikke være rart for ham at have den om sig.. At være adskilt fra sine egne kræfter. Gad vide, om de i mellemtiden ophobede sig inden i ham og bare eksploderede, når de blev frigjort igen? Eller røg alt mon bare tilbage til det gamle? Hun vidste det ikke.. Selv var hun aldrig blevet adskilt fra sine kræfter på den måde. Hun havde kun været det, da hun ikke havde forsøgt at bruge dem, og det havde endt med at gå galt. Hun lagde tøjstumpen fra sig, som hun fik fjernet al snavset og blodet fra hans fødder. Kønne gjorde det dem ikke, da det blot gjorde, at hun tydeligt kunne se alle hans rifter. Igen blev hun stram om læberne. "Du bør finde en stav, når du søger videre.. Du vil være nødt til at kunne støtte dig op af noget, når du går," fortalte hun ham. Hun tog om skålen med vand, hvor hun hældte størstedelen af vandet ud af den. Dernæst vendte hun sig mod sin kurv med planter. Tavst sorterede hun dem, inden hun tog om to stængler grøn plante. Disse puttede hun ned i skålen, så de blandede sig med restvandet. Håndfladen lod hun dernæst køre søgende hen over jorden, til hendes fingre til sidst lukkede sig om en mellemstor sten. Med den mosede hun stænglerne i vandet, så det langsomt blev til en grov grøn sammenhængende substans.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste og forstod godt, når han var uønsket, selvom han ville mene, at det var noget, som de begge to var ude om. Ikke at han kunne sige eller gøre noget ved det nu. Han ville virkelig gerne have den skide ring af, så han atter ville føle, at han kunne trække vejret frit og ordentligt. Det havde han virkelig brug for nu! Han følte i forvejen, at den skar og den var irriterende at have på! Han himlede svagt med øjnene. Nu havde han haft den på i så lang tid, at det meget snart drev ham til vanvid! "Jeg vil bare have den af nu. Jeg bliver snart vanvittig." endte han denne gang. Hvordan det ville blive, vidste han ikke.. Men så lang tid, at han havde været frarøvet sine egne evner, så var det jo ved at drive ham til vanvid!
Langsomt vendte han blikket mod hendes skikkelse, ved at skæve over sin ene skulder, og direkte imod hende i stedet for. Hvorfor hun udviste den form for omsorg, havde han svært ved at forstå. Det var jo slet ikke normalt, at det skulle være på den måde. Svagt kneb han derfor øjnene sammen. Hans fod spjættede, da hun vaskede ham under foden, for det kildede faktisk en del! Han prustede svagt, inden han spændte i sin krop denne gang. "Tak," endte han denne gang. Også selvom han ikke helt kunne forstå at hun gjorde det, når hun jo hadede ham så meget. Desuden kunne han jo høre på hende, at hun ikke kunne få ham hurtigt nok af sted. Han himlede kort med øjnene, inden han vendte sig mod hende igen. Ja, han havde savnet hende.. Længtes, men tydeligt, at det ikke var gengældt. "Jeg skal nok forsvinde så hurtigt som muligt.. Gud forbyde, at du skulle hænge på mig," endte han denne gang. Det gjorde ham ked af det, og han gemte det i stedet for, bag de mange facader i stedet for.

[Jarniqa Dynithril]

"Jamen held og lykke med selv at få den af," sagde Jarniqa kort for hovedet. Hun ville ikke tage den magiske lænke af ham med det samme. Hvad nu, hvis han vendte sine kræfter mod hende? Det ville hun ikke risikere. Hun ville derfor først frigøre ham fra lænken, når hun var sikker på, at han ville forlade hende. Allerede nu hjalp hun til med hans forsvinden, som hun rensede hans fødder, så han ville være i stand til at gå væk på dem. "Beløn mig ved at gå, når jeg er færdig," mumlede hun blot, som han takkede hende. Det var den bedste tak han kunne give hende. At lade hende være alene. Hun mosede planten færdig i skålen, indtil hun tilfredst kunne lægge stenen fra sig. Hun tog noget af det grønne mos på fingeren, inden hun nøjsomligt og blidt begyndte at duppe det mod hans sår og revner. Øjnene måtte hun dog knibe sammen ved hans bidende tone. Selv mente hun bestemt ikke, at den tone var ham berettiget! Han havde selv forårsaget dette fjendskab. Han var den der havde vendt hende ryggen. Hun havde ikke gjort andet end at elske ham. "Hvorfor skulle jeg ønske, at du blev? Hvorfor skulle du ønske at blive? Du sagde selv, at vi ikke kunne blive sammen," spurgte og pointerede hun. Hendes stemme var skarp og direkte. Hvad prøvede han på? Forsøgte han at fedte sig ind hos hende, fordi han havde brug for pleje, indtil han var ved sine fulde fem igen? Selv agtede hun kun at tilse hans fødder. Resten af hans krop måtte en anden tilse.. Han kunne blinke til en ung kvinde ved landevejen og indfange hende, som han havde gjort med hende, eller han kunne søge en egentlig healer. Selv tænkte hun på healerne i Procias. De var dygtige og venlige.. De havde engang hjulpet hende med Damien. Damien.. Gad vide, hvor han var nu.. Fløj han af sted med hendes moder på ryggen? Hun vidste det ikke. Hun havde afskåret sig fra nyhederne. Hun ønskede ikke at vide, hvad der foregik i Neutranium. Hun ville end ikke nærme sig Ityrial.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer fnøs. Hun vidste jo godt, at han ikke kunne få den af, hvilket faktisk generede ham helt vildt! Han var træt af den! Han følte virkelig at den kvalte ham, og han var efterhånden ved at være desperat! "Ja tak, det ved jeg udmærket godt..!" Han havde det bestemt ikke særlig godt, go det at hun skulle være efter ham på den måde, gjorde det bestemt ikke bedre for ham lige nu! Han vidsete ikke, og han forsod ikke hvorfor hun gjorde det.
Uanset hvad hun i øjeblikket gjorde med hans fødder, fandt han det faktisk ubehageligt. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne. Han hadede vel sit liv? Jarniqa havde han ikke, og han havde ikke dæmonerne. Hvor skulle han egentlig søge hen? Nuvel, så var det jo bare en ting, som han måtte slås og kæmpe lidt mere med senere. Hun ville slet ikke have noget med ham at gøre, og det accepterede han. Hvad andet valg havde han egentlig? "Som du vil.." endte han blot. Han vendte blikket mod hende igen. Når han gjorde det, kunne han virkelig godt mærke, at den ring som han havde om halsen, virkelig var i vejen, og det var uden tvivl forbandet irriterende at have den på! Han rystede kort på hovedet. Hans fod spjættede igen, da hun spurgte mosen ud. Det føles virkelig underligt det her. Han fnøs igen. Hvor var det bare typisk dem, at skulle stå i disse situationer.
Hun havde taget tingene fuldstændig ud af sammenhæng, hvilket efterhånden var ved at gå op for ham, kunne man sige. Hun havde forsøgt at bestemme over ham.. nærmest tvunget ham til at vende ryggen til hans familie, og det kunne han ikke. At de jo så havde vendt ham ryggen efterfølgende, kunne han jo ikke gøre for. "Du hænger dig op i små bagateller," endte han denne gang. Det havde bare ikke gået.. Og det at vælge hende fra, havde været et hårdt valg. Hvis ikke det værste valg i hans liv.

[Jarniqa Dynithril]

Brynene rynkede Jarniqa, som han spjættede med foden, idet hun forsøgte at smøre planteekstrakten over hans sår og rifter. Jovist hun forstod, hvorfor han bevægede sig. Hun kunne jo se, hvor ondt han måtte have det. Han var blot nødt til at ligge stille, hvis hun skulle kunne hjælpe ham. ”Hvis du er interesseret i at blive behandlet, er du nødt til at prøve at ligge stille,” kommenterede hun, som det blot var en kendsgerning. Hun havde ikke bundet hans fødder fast. Derfor var han nødt til at hjælpe til med at ligge stille. Da han dog sagde, at hun hang sig op i bagateller, stivnede hun, som havde han stukket hende en lussing. Det sved som om, at han havde gjort det. Hun burde et sted ikke føle sig så ramt af det, da hun længe havde tænkt, at han alligevel ikke havde lagt det samme i deres forhold, som det hun havde. Alligevel gjorde det ondt.. Rigtig ondt. Han havde end ikke brug for sine kræfter for at gøre hende ondt. Han havde bare brug for sin mund. Hårdt endte hun med at tvære noget af mosen ind i et af hans åbne sår under foden. Hun var ligeglad med, om det fik ham til at skrige nu! ”Selvfølgelig var vores forhold intet andet end en bagatel..!” endte hun lettere hysterisk med at sige, som hun efterabede hans ord. Hun følte endnu, hvordan hendes ansigt føltes slået. Hvordan hendes strube vred sig. Hvordan hendes bryst føltes stukket. Det var en fejl at forelske sig og elske en anden.. Det førte kun smerte md sig! Med ublide, hårde og bestemte strøg smurte hun nu hans fødder ind. Han fortjente ikke engang denne behandling! Hun burde bare lade ham ligge i sin egen pøl!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer forsøgte at ligge stille, også selvom det ikke var nemt. Han var kilden og det gjorde ondt på samme tid, hvilket kun gjorde det langt mere frustrerende for ham, at skulle ligge der. Han sukkede tungt. "Jeg forsøger," sagde han denne gang. Han kiggede på hende med en fast mine. Hvor var det frustrerende, at det var sådan, at hun skulle se ham. Han havde bare set sit snit til at tage afsted, og han var endnu mere overrasket over, at det havde virket.
At hun nærmest trykkede mosen ind i et af de større sår, som han havde under foden, gjorde at han næsten sparkede ud efter hende. Det gjorde sgu da ondt! Hvad fanden var det da ikke lige hun bildte sig ind?! Han skreg op, idet han denne gang vendte sig halvvejs om mod hende. "Hvad fanden er det du laver?!" vrissede han denne gang. Han havde jo ikke sagt de ord, for at gøre hende ked af det. Han havde jo sagt de ord, fordi at han havde ment det. Det at hun havde ønsket, at han nærmest havde vendt sig mod sin familie, hvilket han ikke kunne. Han stirrede intenst på hende, idet han denne gang trak fødderne til sig. Det der var bare overhovedet ikke nødvendigt! "Skal vi virkelig til det her igen, Jarniqa?" spurgte han denne gang. Det gjorde ham faktisk ked af det.. Hun havde hængt sig op i ting, som han bare ikke kunne håndtere.. Hun havde ønsket ham for sig selv.. Det havde han haft det godt med. Mere ned godt med. Det var resten, som han fandt frustrerende! Han tog sine fødder til sig, hvor han ømmede dem i stedet for. "Tager jeg da fejl måske? Hmm?" Han vendt blikket hårdt mod hende.

[Jarniqa Dynithril]

Hænderne trak Jarniqa til sig, som han skreg af hende og trak fødderne til sig. Han havde fortjent det. Det holdt hun fast i. Her var hun villig til at tilse hans fødder og hjælpe ham i behandling, men stadig var det ikke godt nok for den selvhøjtidelige dæmon. Hvorfor skulle hun blive ved med at hjælpe ham? Hun fik jo tydeligvis intet ud af at være god! Intet andet end sorg, og det kunne hun sagtens være foruden! Hun var taget hertil, så hun ikke kunne blive såret, men det havde Lucifer nu været så god og spolere. Fik hun nogensinde fred? I 5 år havde hendes liv været et værre gedemarked, og bedre så det ikke ud til at blive. ”Hvad ønsker du at høre mig sige, Lucifer? At jeg elskede dig?! Ja, jeg elskede dig! At du knuste mit hjerte?! Ja, du knuste mit hjerte,” lød det højt fra hende i en noget skinger tone. Hun kunne ikke gøre for det.. Han pillede ved de værste følelser i hende. Hendes sårede hjerte. Sådan havde Theodore i det mindste ikke været. Han havde ikke været ond ved hende. Hun mærkede, hvordan varmen steg op i hendes ansigt. Ligeså mærkede hun, hvordan den sårede pige i hende ønskede at græde. Hun ville dog ikke græde.. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse. Hun stirrede direkte på hans ansigt. ”Er jeg virkelig så forfærdelig en person, at jeg fortjener dette? Eller tager du bare nydelse i at opleve andre folks smerte? Eller er det bare min der giver dig en udsøgt glæde?” spurgte hun direkte, skønt man kunne høre sårbarheden bag. Det gjorde ondt, at han opførte sig sådan over for hende. Særligt fordi, at hun havde elsket ham, og set en fremtid med ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej kom det Lucifer som nogen overraskelse, at Jarniqa gjorde det for at gøre ham ondt, eller fremstille ham som et andet grusomt og forfærdeligt væsen. Han ville ikke sige, at han var så grusomt et væsen, som hun meget gerne ville fremstille ham som. Det var tydeligt, at det var en af de slemme denne gang. Han var ked af det.. Og endnu mere, når det var sådan, at hun ville fremstille ham, så forsøgte han for alt i verden, bare at bide det i sig, også mest for sin egen skyld faktisk. Han var en mand.. Han skulle være den stærke.
Her satte han sig mere op, og ømmede sine egne fødder. Han forsøgte såvidt muligt selv at smøre resterne af mosen ud, så det dækkede mesteparten af hans ømme fødder. Han rystede kort på hovedet. "Nu skal du slet ikke komme her, og spille et offer, Jarniqa," sagde han denne gang. Her hævede han blikket mod hende. De var begge lige gode om det, og det vidste han.. Men det var vel bare nemmere at ramme hende, når det var sådan, at hun opførte sig, og sådan, at hun var overfor ham? Det gjorde jo også ham ked af det! Hun havde elsket ham. Hans problem var jo, at han stadig gjorde det! Og hendes måde at håndtere det hele på, gjorde det bestemt ikke nemmere af den grund! Han fnøs svagt denne gang. Han havde ondt.. Både i fødderne, men også i sit hjerte. Det gjorde ondt at sidde ved hende. "Jeg bad dem om at piske mig, for at du ikke skulle lide under det.. jeg nægtede at tage nogen steder hen, fordi de ville kunne spore det. Du skal ikke spille et offer, når vi begge har været lige gode om det her." Han vendte blikket direkte mod hende. Han indrømmede og erkendte det da. Hans problem var jo også, at han savnede hende.. Og han derfor ikke ville have, at hun skulle have lov til at ramme ham på den måde.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa løftede irriterende brynene, som han begyndte at bruge den mos, som hun havde lavet, så han selv kunne smøre det på foden. Ja ja, selvfølgelig. Hun var ikke god nok, men det var det, som hun kunne fremstille. Hun var for fanden ikke andet end en genstand for folk! "Selvfølgelig siger du, at jeg intet offer er.. Du siger jo, at det hele er min skyld!" bed hun af ham. Det gjorde ondt. Men at råbe af ham distraherede hende i det mindste imod at græde. Fandeme nej, om han skulle se hende spilde tårer over for ham! Den mand havde allerede bragt hende nok smerte! Hun stirrede koldt på ham. "Jeg ønskede ikke, at du tog imod mine piskeslag! Jeg prøvede at slippe af med dig!" råbte hun af ham. Det var nemlig ham der havde drevet hende til Maerimydra. Måske ikke bevidst, men det var på grund af ham, at hun havde ønsket at lukke af og hærde sig. Det havde hun gjort ved af forsøge at blive en ægte mørkelvisk kvinde. Hun havde været ulykkelig og alene.. I dag var hun alene, men ikke nødvendigvis ulykkelig. På sin vis var hun dog stadig såret. "Du ønskede at være foruden mig, så jeg søgte væk.. Det er din egen fejl, at du blev grebet af mørkelverne! Du kunne bare have holdt dig fra mig, som du ønskede.. og du bør stadig holde dig fra mig." Hun forstod ikke, hvorfor han blev ved med at sværme om hende. Hvorfor fandt de to altid hinanden? Hvorfor kunne han ikke bare gøre det med en anden? Hun tvivlede desuden ikke på, at han havde ønsket andre kvinder i den tid, hvor de havde været adskilt. Ja, hun troede jo også på, at han havde set på andre inden da. Det var bare sådan han var. Flirtende. Det var hun derimod ikke. Han spillede dog ikke spor op til hende nu. Faktisk prøvede han kun på at såre hende, samtidig med, at han selv fremstod som den sande fortabte helt. Hun kunne kaste op over det..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke fordi at Jarniqa ikke var god nok, men det gjorde sgu da ondt, når hun bare trykkede sådan på! Det var jo tydeligvis meningen, at hun ville have, at han skulle have ondt, hvilket faktisk var en tanke, som han måtte finde vanvittig forstyrrende! Han sukkede let. Hun forstod da bare ingenting, og hvilken frustrerende tanke det nu måtte være. Hun fattede jo slet ikke hvor han var på vej hen med alt dette! "For en gangs skyld, så hør dog efter hvad jeg siger..!" endte han med en tydeligt frustrerende stemme. Han sagde jo netop ikke at det alene var hendes skyld! Han havde gjort fejl.. fint nok.. Men han kunne da i det mindste stå ved dem, i stedet for det andet fis her, for det kom han da slet ikke nogen vegne med!
Det var fint nok at hun ikke ville ham. Han var bare nødt til at prøve, også selvom det var tydeligt, at hun slet ikke forstod hvad det var han ville. Hans problem var jo, at han stadig elskede hende.. og hellere selv tog imod de piskeslag, end at hun skulle have dem. "Og jeg ville ikke have at du skulle have dem, okay?!" Var det overhovedet så forkert? Jamen fint.. Dejligt at vide, at han ikke engang havde præsteret at gøre det korrekt og ordentligt! Han sukkede denne gang svagt. "Jeg sagde heller ikke, at det var din skyld, gjorde jeg?" Han havde været kæk og flabet overfor den forkerte, og det havde kostet ham alt for lang tid i Maerimydra. Nu vidste han jo så bare hvem han havde, og hvem han ikke havde.. Hun var jo den eneste, som faktisk var kommet efter ham. "Du var den eneste der kom efter mig.. Gider du mig ikke.. Fint." Han vendte blikket ned mod sine fødder i stedet for. Han elskede hende.. hun var kommet for ham. Han hadede det virkelig!

[Jarniqa Dynithril]

"Jeg ville være langt mere tilfreds, hvis du helt stoppede med at tale!" bed Jarniqa af ham. Han sagde alligevel intet der behagede hende, så hvorfor kunne han ikke bare helt tie stille? Burde han ikke også koncentrere sig langt mere om sine fødder end om hende? Armene lod hun glide over kors. Han var irriterende.. Vanvittigt irriterende. Han havde altid været irriterende. Engang havde der dog været en hvis charme over det. "Ærgerligt for dig, at du i stedet blev tvunget til at se på det så," svarede hun kynisk igen. Hun huskede dog, hvordan det havde været.. Forvirringen over, at han ville tage hendes piskeslag. Dernæst følelsen af, at hendes hjerte skulle briste af at blive pint i hans nærvær. Hun havde knap troet, at hun havde været i stand til at huske torturen ud, når han overværede den. Hun huskede ham hviske hendes navn.. Hun huskede, hvordan hendes egen krop var blevet brækket, da hun havde skullet overvære hans piskeslag. En kort skælven gik igennem hendes krop. "Hvis ikke det havde været for vores sammenstød, ville du ikke have endt i Maerimydra.. Den tanke må du have tænkt," kommenterede hun skarpt. Selv havde hun dog forsøgt at få ham ud igen. Han havde dog nægtet at komme med hende. "Jeg kom kun efter dig, fordi det var det anstændige at gøre," svarede hun afvisende, som hun ikke var interesseret i, at han tillagde hendes handlinger noget. Sandheden var dog, at hun havde valgt at redde Lucifer først og fremmest. Hun havde haft valget mellem Lucifer og Valandil, og hun havde valgt Lucifer. Også selvom, at hun højst sandsynligt havde skyldt Valandil mere. I de baner tænkte hun dog ikke. Hun ville ikke tænke sådan. Hun tænkte nærmere, at det var en tilfældighed, at hun havde gået ind til Lucifer først. Hun havde jo alligevel endt med at opsøge begge mænd. Valandil havde endda valgt at tage imod flugten, hvor Lucifer derimod havde nægtet den.