Run for your life...!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa Dynithril

---

Grænsen for hvad Lucifer fandt sig i, var endelig nået.. I takt med at de mørkelviske kvinder og soldater havde valgt at tømme byen, og derved forsvinde, havde Lucifer set sit snit til at komme derfra for alvor. En flugt, hvor Jarniqa ikke havde været nødsaget til at blive en del af det! Han var træt og han var afkræftet. Han havde jo egentlig bare løbet i det tøj, som han havde haft på, hvilket i forvejen var meget lidt. Sommeren var over dem, så det var heldigvis et godt vejr og et godt tidspunkt at gøre det på. Det var nok til hans held. Hvor lang tid, han i så fald var løbet, og hvor han egentlig var på vej hen, havde han derimod ikke nogen anelse om. Han løb bare.. Hans ben sydede som de aldrig nogensinde havde gjort det før, men han løb også, som stod hans herre over ham og piskede ham, for at få ham til at løbe mere eller hurtigere.
Her måtte hans ben også give efter under ham. Ringen om halsen føltes næsten kvælende, når han løb samtidig. Her faldt han så lang som han var, halvvejs i det, som var en mudderpøl. Den var ikke våd-våd, men den var mudret og mørk, samt mega ulækker at ligge i. Han lukkede øjnene, om ikke andet, så bare for et kort øjeblik. Træt var han. Særligt ovenpå mørkelvernes behandling af ham, samt det faktum, at Jarniqa også var den eneste, som egentlig var kommet efter ham. Han havde bare ikke ønsket, at noget skulle ske hende.. Og nu havde han så endelig set sin egen mulighed for at komme derfra! Hænderne satte han i jorden, idet han forsøgte at kæmpe sig op igen. Hvor var han egentlig henne? Solen skar i hans øjne.. Det var højlys dag, solen stod varmt på himlen, og han kunne høre fuglene synge. End ikke det, var noget som han havde hørt i frygtelig lang tid nu. Han sukkede svagt, inden han skubbede sig op på benene. Fuldstændig sort af mudder, fortsatte han dog. Han løb videre, også selvom han knap havde energien til mere. Han skulle bare sikre sig, at han kom så langt fra mørkelverne som muligt denne gang. Han vidste, at det med største sandsynlighed, ville være med døden til følge, hvis de fandt ham!

[Jarniqa Dynithril]

Halvanden måned siden var det, at Jarniqa havde taget turen fra Acheron Landsted i Paggeija. Det havde taget hende et par dage på hesteryg at beslutte sig for, hvor i verdenen hun skulle søge til, men til sidst var beslutningen gået på hjem. I dag havde hun boet en måned i sin hjemstavn. Paggeija var igen en by på vej frem. Folk havde igen valgt at flytte til bjergbyen, og da hun havde ønsket noget tid for sig selv, havde hun valgt for en start at flytte ind i en af klippehulerne. Af hvad hun kunne se, var hun også endnu en efterlyst person.. Også selvom, at efterlysningerne nu så yderst forfaldne ud.
Det var sommer, og selv skulle hun ikke længere vurdere sig selv i forhold til andre, og det måtte et sted gøre hende glad. Grundet varmen bar hun en enkelt rød kjole der sad tæt om overkroppen og blev bundet i nakken, og hvor skørtet var knælangt og flagrende. Hesten stod bundet uden for hendes klippehule, og derfor bevægede hun sig rundt på bjerget i sin egen verden. Om armen bar hun en flettet kurv, som hun havde sunget til. Allerede nu lå der nogle enkelte grønne planter i den, som hun bevægede sig rundt på bjerget for at samle diverse planter sammen. Ikke for synets skyld, som det var planter, som hun kunne udvinde til medicinsk brug. Det var trods alt en fordel, når man boede alene ude i ingenting. Længere ned mod bjergets fod bevægede hun sig. Det betød, at hun nu også kom til at stå over for blomster. Tilfredst bukkede hun sig ned, som hun plukkede en med fine røde blade. Hun smilede tilfredst for sig selv. Nu hvor hun var alene, kunne hun ikke længere gøre noget galt. En utroligt forfriskende tanke!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

På flugt fra mørkelverne og uden noget fast sted at tage hen, havde Lucifer egentlig bare løbet som pisket væk fra Maerimydra. Det var vel også længst gået op for Tatiana, at han var væk? Velvidend om, at det ville koste ham hans liv, hvis de fangede ham. Han var ligeglad.. Han ville hellere lade sig piske til døde, end at lade de kvinder få den magt over ham, som de havde været så frygtelig tæt på at få!
Hans ben gav efter under ham af træthed. Han kørte på de sidste reserver. Det var jo heller ikke nogen helt lille løbetur, og han havde ikke engang fodtøj til at tage af. Hans fødder var revet op af skår og sten, som han havde trådt på undervejs, men ingen smerte som han havde bidt sig fast i. Ikke før nu om ikke andet. Mærker havde han om halsen, da han havde forsøgt at tvinge ringen af, men uden held.. Stadig måtte hans magi være fastlåst, som den havde været i.. ja guderne måtte vide hvor lang tid nu.
Med krampagtige bevægelser, kæmpet Lucifer sig hen til en busk, hvor han lagde sig ned. Han havde uanset ikke mere at give af. Han havde ikke mere energi. Ville de finde ham her? Oprigtigt, så havde han ikke nogen anelse om hvor han var endt henne. Han var egentlig bare løbet hvad hans ben kunne bære. Utroligt, at han alligevel var kommet så langt, med tanke på at han havde haft det energiniveau, som han havde. Øjnene lukkede han denne gang i, hvor han tungt sukkede i stedet for. Han hev efter vejret. Han var på ingen måder lydløs i hvert fald. Beskidt og ussel at kigge på.. Den Lucifer som han engang havde været, var godt gemt af vejen. Han ville fri.. Og han ville have sin frihed nu!

[Jarniqa Dynithril]

Ufortrødent fortsatte Jarniqa omkring i skovbunden. Hendes kurv var allerede halvt fyldt, og et sted kunne hun kun prise, at det var op til denne årstid, at hun var blevet smidt for porten af Theodore. Det gjorde nemlig, at hun fik en langt mildere start på det primitive liv, og at hun ville være bedst muligt rustet til vinteren. Om nogen år ville hun måske forsøge sig med et hus i Benden, men for nu var det bedst at være alene og komme ud af søgelyset. Opmærksomt stoppede hun op, som hun hørte urytmiske bevægelser i området. Det lød helt sjusket, som om vedkommende pløjede ukontrolleret igennem skoven. Nogle få sekunder senere så hun synderen.. En beskidt og forfalden mand der snublede sig vej, inden han dejsede om ved en busk. Forbløffet stirrede hun i mandens retning. Hun antog ham ikke først for at være Lucifer. Manden var nemlig tilsølet i mudder, og hans tøj var forrevent.. Vidst også hans krop. Hun kiggede sig en enkelt gang omkring. Hvis hun listede af sted nu, ville han end ikke vide, at hun havde været her. Hun ville fortsat kunne leve sit ensomme liv, som hun havde fået halvanden måned til at få styr på. Nej.. Hun kunne ikke bare vende det blinde øje til, når der var en der tydeligvis var i helvedet. Hun tog en indånding. Hvilken skade kunne det også gøre at hjælpe en fremmede? Hun trådte lidt nærmere. Hun holdt dog stadig en hvis afstand, imens hun samtidig holdt sin kurv ind til sig. "...Klarer du den?" sagde hun bekymret. Høflighedsfraserne lod hun ligge hjemme. I den tilstand som manden var i, måtte han også være ligeglad med den form for høfligheder. Derudover havde det aldrig betydet meget for hende at være høj i hatten. Hun havde aldrig vægte ægte kongelig af Neutranium eller adelig af Acheron Landsted. Hun var bare sig selv. Her i Paggeija kunne hun også nyde det primitive liv, som hun altid havde holdt af. Hun havde ikke mange penge, men hun havde, hvad hun havde brug for at overleve, og hun var fri. Hvad bedre var der end det? At denne mand så havde en betydning for hendes frihed, gættede hun ikke lige nu og her. Det var også 3 måneder siden, at hun sidst havde set manden her.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde ikke mere energi, og endnu en gang måtte hans ben give efter under hans vægt. Ringen om hans hals forsøgte han igen næsten desperat at kradse af, selvom det heller ikke ville, som han gerne ville det. Det gjorde ham frustreret. Han ville gerne føle sig fri for en gangs skyld! Han kunne slet ikke huske hvornår han havde følt det sidst. Ingen foruden Jarniqa var kommet efter ham, og det gjorde ham.. trist. Særligt fordi at han ikke havde været i stand til at tage med hende, hvilket næsten var det værste af det hele.
Denne gang blev han liggende på jorden. Han hev efter vejret. Det var dog kun frem til en stemme ramte hans øre. En stemme, som han kun måtte genkende alt for godt lige nu. Jarniqa..? Var hun her? Hvor var han egentlig endt henne? Øjnene lukkede han let. Skulle hun nu til at råbe og skrige af ham igen, ligesom sidst? Hvor han havde bedt hende om at tage af sted og rent faktisk efterlade ham der på hans eget ønske, uanset hvor meget det så end havde været ham imod, for det havde virkelig været hårdt. Han rystede svagt på hovedet. Han var i øjeblikket så træt, at han var ved at falde i søvn. "Jeg har det af helvede til, Jarniqa.." Denne gang vendte han sig, så han denne gang kunne vende blikket mod hende. Af alle væsner, som han kunne møde på sin vej, så hende? Nuvel, det var da bedre end Tatiana, hvis hun da ikke ville bringe ham tilbage dertil, og det hele egentlig bare var blevet til en eller anden form for leg? Endnu slavebundet med ringen om halsen, og de mange slag med pisk og andre torturredskaber, så var han bare så ved siden af sig selv, som han overhovedet kunne. Hans hjerte hamrede stadig mod hans bryst, og han hev efter vejret. Det havde været en lang løbetur fra Maerimydra, og hvad han frygtede var, at han slet ikke var færdig med at løbe endnu.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hjerte sprang en takt over samtidig med, at hun stirrede vantro på manden foran sig. "Lucifer?" lød hendes stemme vantro. Det var ikke så meget et spørgsmål.. Hvordan skulle hun nogensinde glemme den stemme? Hvad han lavede her var dog derimod noget, som hun ikke forstod. Selv vidste hun, at han tilhørte mørkelvernes leder, Tatiana, og det betød, at den kvinde måtte være lige i nærheden. Undersøgende så hun sig omkring. Var det al den fred hun fik? Halvanden måned? Selv tænkte hun ikke just, at han var stukket af. Han havde jo ikke ønsket at stikke af. For 3 måneder siden havde hun nemlig forsøgt at befrie ham. En handling, som han havde nægtet. Hendes hjerte slog automatisk nogle takter hurtigere. Var han her for at bringe hende tilbage til Maerimydra? Selv ønskede hun ikke at vende tilbage dertil. Det havde været hende en falsk livsstil. Hun havde forsøgt at udgive sig for at være noget, som hun ikke var. "Jeg render ikke med dig tilbage, hvis det er det du tror," sagde hun skarpt. Det forekom hende usandsynligt, at han var flygtet og var her af egen fri vilje. Det ville nemlig være ganske ironisk, da det var hendes fødested, og det sted, hvor hun engang havde bragt ham til for at redde ham. Hun stirrede på ham. Han lignede noget der var løgn. Han lignede nærmest noget der var blevet kastet op. Mudder, sår, udmattelse, ødelagt tøj. Hun så ned på hans fødder. Han havde ingen sko, og hans fødder var dybt forblødte. Hun så væk.. Hun ville ikke føle medlidenhed med ham. Det ville hun ikke.. Det fortjente han ikke.. Han havde nemlig før udnyttet hendes bløde side, og det ville hun ikke lade ske igen!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste udmærket godt, at han slet ikke lignede sig selv. Det som han lignede lige nu, var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med. Han havde vel regnet med, at hun var taget tilbage til Theodore? Han havde hørt utrolig mange rygter derude.. Og at hun havde valgt ham fra til fordel for en gammel mand uden en sjæl, havde han faktisk svært ved. Meget endda, for det var slet ikke sådan at det burde være. Han lagde sig denne gang ned på siden i stedet for. Han var beskidt alligevel.. Og her måtte han jo nærmest tænke som dem, for at undgå at de skulle finde ham igen! "I egen høje person.." Han trak næsten kækt på smilebåndet, inden han lagde hovedet ned. Han var virkelig træt.. Og kunne ikke hvile. Han vidste jo godt, at han var nødt til at fortsætte.
Lignede han ærlig talt en, som havde tænkt sig at gøre hende noget? Mørkelverne var ligeglade med hende! Hvad var de da ikke ligeglade med? Han fnøs let. Hvorfor pokker skulle han da bringe hende til et sted, som han selv var flygtet fra? Uanset hvad, vidste han, at han nok stod til at blive halshugget, hængt eller noget andet, hvis de fangede ham igen. Det ville uanset stadig være bedre end det liv, som de havde tilbudt ham. "Jeg er lige kommet derfra.. Og tro mig.. Jeg vil ikke tilbage igen..!" endte han denne gang. Jarniqa havde måske formået at give ham lidt blod på tanden, for han havde jo ikke accepteret, at det var der han skulle være, dog selvom han var efterladt der. Han trak vejret dybt. Han havde ikke overskud til, at hun også skulle til at være spydig. "... Hvor er jeg egentlig?" spurgte han denne gang. Han var jo bare løbet.. Løbet hvad hans ben kunne bære ham, hvilket hans stakkels fødder også kunne mærke nu. Forslået og oprevet, samt blodig. Han kunne jo knapt gå mere.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa stirrede blot på Lucifer, som han forsøgte at spille kæk over for hende. Typisk Lucifer. Det var dog en side af ham der ikke havde eksisteret, da hun havde besøgt ham i Maerimydra. Hvad lavede han her dog? Hans smil gengældte hun ikke. Det var længe siden, at han havde gjort noget, der gjorde hende glad. Hvorfor også smile til den person, der havde slået op med en? Han havde nemlig droppet hende, som hun ikke havde været ham god nok. Vantro blev hendes blik, idet han sagde, at han var sluppet fra Maerimydra. Ud fra hans udseende, var han enten flygtet, eller også havde mørkelverne sat ham fri og efterladt ham til døden. Hun hældte til det første. Mørkelverne ville ikke bare slippe ham fri og lade naturen gå sin gang.. De ville vide sig sikre på, at han rent faktisk døde. Hun fnøs. ”Selvfølgelig slap du egenhændigt fri.. Min hjælp ville naturligvis ikke have været god nok,” bed hun af ham. Hun følte, hvordan hendes kinder blev varme. En blandet følelse af vrede og sorg. Hvorfor skulle han også være her? Og nu? Hvad var tilfældigheden ved, at de begge var her og samtidig? Hun var for fanden først lige vendt tilbage! Og han var lige sluppet ud af sit fængsel! ”Paggeija,” svarede hun ham kortfattet. ”Dit elskede hjem ligger øst herfra,” tilføjede hun køligt. Dæmonerne var jo hans hjertebarn. Dem han havde efterladt hende for. Nu burde han være ellevild efter at søge dem igen. Han ville måske ikke nå Appolyon i dag, men så højst, som han værdsatte sin race, burde iveren brænde i ham. Her i Paggeija havde han intet. Det eneste han havde her, var noget af deres historie.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var endelig fri, og bare den følelse alene, gav ham lysten til til at springe rundt! Hoppe og danse, og bare være glad! Selvom det langt fra var tilfældet. Fuldkommen ødelagt og beskidt måtte han være, hvilket bestemt ikke var noget, som bragte ham nogen glæde af nogen slags. Og værre var det jo også, at han skulle stå ansigt til ansigt med Jarniqa, hvilket han slet ikke havde regnet med. Her af alle steder..? Han havde vel regnet med, at hun ville blive ved den gamle mand i Dvasias, fremfor at søge hertil? Han sukkede opgivende.. Det hele var jo et kaos uanset. "Du forstår det virkelig ikke, gør du?" Han havde kun forsøgt at passe på hende, ved at bede hende om at tage af sted uden ham. Det var bestemt ikke fordi at han var stolt af det, eller noget lignende, for det var han ikke. Der havde nemlig ikke været det, som han ikkeville have gjort, for at kunne tage med hende, men frygten for at mørkelverne ville komme efter hende, var det, som havde fraholdt ham at gøre det!
Paggieja.. Var han virkelig tilbage der? Han drejede hovedet. Det var ikke til at kende igen. Men igen, så var det jo også lang tid siden, at han havde været herude. Hans hjem var øst på? Med det, gik han ud fra, at hun mente Appolyon? Og ærligt.. Hvorfor skulle han søge til et sted, som ikke engang havde søgt efter ham? Han rystede denne gang kort på hovedet. Han var ikke kommet hertil for at skændes eller debatere med hende! Han var træt af, at det altid måtte være der, at de endte. "Ved du hvad? Det er fuldstændig ligemeget. Jeg skal ikke tilbage dertil." Han fik rullet sig om på maven, idet han gjorde et forsøg på at rejse sig. Han skælvede i hele kroppen og havde virkelig ikke energi.. Men det var bedre, end at hun skulle stå og skælde ham ud! Her forsøgte han at komme op på de kraftige forslåede fødder. Det gjorde ondt.. Og efter at have ligget ned, kunne han i den grad godt mærke det!

[Jarniqa Dynithril]

”Tro mig.. Jeg forstår udmærket, at folk ikke anser mine handlinger for at være gavnlige. Du behøver ikke skære det ud i pap for mig, Lucifer,” svarede Jarniqa ham skarpt igen. Alt, hvad hun gjorde var forkert, og hun var bestemt ikke god nok. Det havde han særligt været god til at pensle ud for hende. Derfor ønskede hun slet ikke, at han var her. Slet ikke på dette sted der altid havde været hendes fristed. Skulle han nu komme og ødelægge det? At han ikke ville søge østpå, fik hende bare til at himle med øjnene. Hvorfor skulle der altid være den ballade mellem ham og dæmonerne? Deres had-kærlighed forhold gik hende på nerverne! ”Fint, hvis du ikke vil søge til Appolyon, så søg et andet sted hen. Det sted skal bare ikke være her,” sagde hun afvisende. Det skulle faktisk slet ikke være et sted, hvor hun kunne risikere at støde ind i ham. Hun ønskede slet ikke at se ham, da det at være tæt på ham gjorde ondt. Det fremkaldte minder i hende, som hun slet ikke ville huske. Det var ikke det samme med Theodore.. Theodore havde hun holdt af, men aldrig elsket. Derudover havde deres forhold ikke været vildt, og det havde sluttet anstændigt. Lucifer havde hun derimod elsket. Han havde knust hendes hjerte, og hun følte sig forrådt af ham. Det var langt værre at komme sig over. Hun stirrede på ham, som han forsøgte at rejse sig. Jovist det skar i hendes hjerte, men sidst hun havde passet ham, var hun kun blevet det mere forelsket i ham. Fandeme nej, at hun ville lukke ham ind i sin hule igen! Han kunne vel også bare blinke sødt til den næste kvinde på vejen, og hun ville falde i svime over ham?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rystede på hovedet. Hvor var hun dog dum! Kunne hun ikke se, at han havde handlet, for at redde hende? Holde hende sikker? Lade hende passere, uden at Mørkelverne overhovedet ville vide, at hun havde været der? Hun forstod da virkelig ingenting! "Jeg nægtet at tage med, fordi at alt indikerede, at det var dig.. Hvad fanden tror du ikke at mørkelverne ville have gjort ved dig?" Der havde ikke været noget, som han hellere ville, end at tage med hende ud og væk.. At de jo så bare var gået hvert til sit alligevel, var jo så bare en anden side af sagen. Lucifer var nemlig ikke stoppet med at elske hende. Der var jo ligesom også en grund til at han havde reageret, som han havde. At hun ikke kunne klare dæmonerne, havde gjort ondt på ham. I hvert fald frem til at det var gået op for ham, at de selv havde vendt ham ryggen fuldstændig. Nu ville han dem jo heller ikke selv.
"Jeg har ikke tænkt mig at sidde her.. og høre på dig meget mere.." Her forsøgte han at rejse sig, selvom det at komme op på benene igen, viste sig, at blive en direkte smertefuld proces for ham. Han bed tænderne sammen, inden han vendte om, og endte direkte på bagen i stedet for. Hans fødder var så blødende og forrevne, at han ikke ville komme nogen steder lige nu i hvert fald. Hans hænder skælvede, da han trak det ene ben op til sig. Han mindes slet ikke, at det havde gjort så ondt.. Forbandede mørkelvere! Han prustede svagt. I sit indre, bandede og svovlede han. Han havde desuden ikke brug for medlidenhed.. eller at hun skulle stå og kigge på ham for den sags skyld. "Du har vel bedre at give dig til?" spurgte han denne gang. Ikke fordi at han ville sende hende væk, men hvis hun alligevel skulle være sur.. Så kunne det hele da bare være ligemeget!

[Jarniqa Dynithril]

Jovist Jarniqa vidste, at mørkelverne ikke ville tage vel om den person der havde løsladt en af deres fanger, men hvad fanden.. Hvorfor skulle Lucifer spille hellig og pludselig bekymre sig om hende? Hun havde desuden villet rense sin egen sjæl ved at hjælpe ham. ”Det er for sent for dig at bekymre dig for mig,” afviste hun ham. Hun ønskede ingen følelser fra hans side af. Ikke efter, at han havde smidt hende for porten. Det huskede han vel , at han havde gjort, eller havde han fortrængt den handling? ”Jeg er heller ikke interesseret i, at du bliver siddende her,” pointerede hun. Hun var langt mere interesseret i at han gik. At han forsvandt langt ude af syne. Han skulle nemlig ikke være her, så han kunne minde hende om deres fælles fortid, eller så han kunne plage hende. ”Søg mod hovedvejen, og du vil måske være heldig at støde på en kvinde, som du kan vippe med øjenvipperne af,” afsluttede hun tydeligt frastødt. Det var blandt andet det der var sårene ved ham. Lucifer var god til kvinder.. og han elskede dem. Hun stirrede på ham. Hun kom ham ikke til undsætning, som han var faldet på enden igen, og hun gik ikke, som han hentydede til, at hun skulle gå. ”Det har jeg, men jeg ønsker at sikre mig, at du forsvinder fra stedet her. Jeg agter ikke at støde på dig igen her,” fortalte hun ham direkte. Hvorfor vise ham den venlighed og være venlig ved ham? Han havde trods alt skidt godt og grundigt på hende. Som hun var nu, måtte hun også udtrykke, at hun var blevet hårdere, end hvad hun førhen havde været. Hun var dog ikke så hård, som hun havde udgivet sig for i Maerimydra.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste godt, at han i øjeblikket, ikke kom nogen vegne, hvilket næsten var det værste lige nu. Han ville ikke fremstå som svag, men med disse fødder, så kunne han jo lige så godt opgive på forhånd. Det ville ikke være til nogen nytte, for han kunne jo ikke gå på dem! "Du skulle ellers foregive at kende mig," lød det næsten helt skuffende fra ham. De havde været sammen længe faktisk. Ikke fordi a det var noget ,som gjorde det meget bedre.. Han ville jo heller ikke sidde der, hvis han var så uønsket. Desuden sad han midt i det åbne i et naturområde, så det var ikke her, hun kunne tage den form for magt over ham.
De isende øjne vendte han mod hende, idet han sad og ømmede sine fødder. Han var løbet langt, og han havde løbet meget. Hun skulle bare vide hvordan det var! Havde hun overhovedet tænkt på ham, og den behandling som hun egentlig havde efterladt ham i, i Maerimydra? Hvordan hun havde levet sit liv som en mørkelvisk kvinde, hvor han dagligt havde været udsat for pisk og tortur? "Så forstå hvad jeg siger.. Jeg kommer ikke herfra lige nu.. Desuden, er der slet ikke nogen grund til at du står der.. Jeg skal nok forsvinde, når jeg kan." Her vendte han blikket i en helt anden retning, også mest for sin egen skyld. Hans hænder var blodige og beskidte, idet han ømmede under sine fødder. Han havde jo intet beskyttende at gå på, når han var på færd. "I så fald, så beklager jeg...Prinsesse," vrissede han denne gang, som han jo stadig måtte huske, hvad det var for en titel, som hun måtte være født med. En titel som aldrig havde sagt ham noget, men som han brugte mod hende, når han følte sig ramt. Han følte sig jo sårbar nok, som det var i forvejen!

[Jarniqa Dynithril]

"Jeg troede, at jeg kendte dig. Jeg fandt dog ud af, at jeg aldrig vil lære dig at kende, eftersom jeg ikke er af det rette blod," svarede Jarniqa spidst igen. Det var hårdt at vide, at hun var blevet fravalgt, fordi hun ikke var af dæmonisk afstamning eller dæmonelsker. Hun havde bare elsket ham. Selv havde hun troet, at det var nok, men det havde det ikke været. Han vidste næppe, hvordan det var at være hende.. At stå med de følelser hun stod med, når hun så på den mand der havde fravalgt hende. Han var næppe nogensinde blevet fravalgt af en kvinde. Frustrerende var det at vide, at hun blot havde været endnu en af mange. "Du har ellers tydeligvis en irriterende tendens til at støde ind i mig," kommenterede hub sigende. Faktisk havde det altid været sådan mellem dem. De havde på en måde altid været to poler der blev draget af hinanden.. Sådan havde det været lige siden, at de først havde set hinanden. Blikket vendte hun bort, som han ømmede sig. Det gjorde ondt at se ham sådan. Selv prøvede hun at fortælle sig selv, at det ville gøre ondt på hende lige meget hvem, der havde det så dårligt, som han nu havde. Hun bed tænderne sammen. Hun ønskede at sætte sig på knæ ved ham. Undersøge hans skader.. Give ham forbinding.. Give ham nogle helbredende urter.. Det værste af det hele var, at hun lige nu havde været i færd med at samle sammen til medicin. Skæbnen syntes at være grov.. Øjnene kneb hun sammen, som han kaldte hende prinsesse. Han vidste, at hun hadede den betegnelse. "Så svag kan du tydeligvis ikke være, når du stadig har kræfter nok til at være en pestilens," bed hun af ham, som hun igen vendte de smaragdgrønne øjne mod ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer sukkede indvendig. Skulle de virkelig til at tage den nu? Han vendte blikket fast i retningen af Jarniqa igen. "Skal vi virkelig til at tage den igen? Jeg troede du var intelligent nok til at forstå hvorfor jeg gjorde det," endte han denne gang. Desuden agerede hun som en prinsesse lige i øjeblikket. Hvorfor var det bare, at de skulle sidde i denne her problematik? Han hadede det, og lige nu, var det ærlig talt det sidste, som han havde noget synderligt stort overskud til!
Let rystede Lucifer på hovedet. Igen forsøgte han at rejse sig op. Han ville ikke sidde som den svage af dem. Det var hende, som havde givet ham blod på tanden, samt en lyst til at forlade stedet. Det var ikke nogen hemmelighed, at mørkelverne i sandhed havde præsteret at gøre ham bange. Det var han virkelig. "Jeg løb.. okay? Jeg beklager, at der ikke er plads til andet her, end dit store ego.." Han kom denne gang op at stå på benene, selvom det var tydeligt, at det gjorde ondt. Han var i hvert fald ikke meget for at støtte på benene, for han havde ondt, for ikke at glemme, at han ikke havde energien til det. Han rystede på hovedet. "Men fint... Fint!" Han kastede denne gang opgivende rundt med armene, inden han vendte ryggen til hende. Her tog han et par skridt. Han forsøgte i hvert fald på det, inden hans ben knækkede sammen under ham igen, hvor han med et smertende gisp, røg direkte ned på knæ i stedet for. Igen forsøgte han at rejse sig op. Han ville slet ikke give hende den glæde.. Og hvis han var så uvelkommen - som han var alle andre steder, så skulle han da nok forsvinde igen!