A soul for you from you

[Sephiran Acheron]

Dette var en komplikeret situation, det vidste Sephiran udmærket. Men det var jo ikke rigtig faldet ham ind at gøre det om på Romeos vegne før nu. Ikke før Kimeya havde overtaget det hele og havde lavet rod i sagerne. Han havde nærmest været parat til bare at lade Romeo leve videre i total uvished og uden en følelse i livet. Bare være en tom skal, som han kunne udnytte som et mesterligt våben. Men det ville aldrig været gået i det lange løb, det havde de da fundet ud af. Især nu, hvor Sasha var borte. "Der vil komme en vis ro på, når du finder ud af det hele med tiden. Som sagt, skal jeg nok hjælpe dig," endte han.
Han søgte hen til sengen, hvor han selv satte sig ved siden af sin søn. For en gangs skyld, så ønskede han da faktisk at være på sin søns niveau, så han ikke blev ved at tale ned til ham. Han havde forsømt sin ældste søn, det vidste han udmærket, men han håbede jo faktisk bare de kunne komme videre herfra.
"Lad os ikke undskylde mere. Hvis du kan tilgive mig, så kan jeg gøre det samme med dig. Fra nu af skal vi se fremad," endte han. Han gjorde antræk til at rejse sig, som endnu et spørgsmål kom fra Romeo. Hvor Sasha var begravet? "Sasha er begravet på kirkegården, i en velholdt del af pladsen. Vi kan tage en tur en af dagene, men for nu, så må du sove," svarede han roligt. Han skubbede sig op at stå og vendte sig igen mod ham. "Prøv at få noget søvn. Vi ses til morgenmaden," afsluttede han. Han nikkede let mod sin søn og vendte om for at forlade hans værelse og søge tilbage til Tiyanna. Alt i alt, var det jo gået godt!

//Out.

[Romeo Direshade Acheron]

For Romeo, var det her virkelig en svær situation at stå placeret i, men lige lidt kunne han jo gøre ved det nu. Nu måtte han sidde igen med tanken om at have skuffet sin familie, og endda slået sine børns moder ihjel.. Han følte det hele pludselig, og det var et kaos. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af det.. Hvordan kunne hans familie tage det sådan med ro? De havde vel en hel sjæl? Ja, lige foruden hans far vel og mærke. Men hvordan kunne hans mor og Nick håndtere alt det her? "Jeg har ikke ro.." Han så op på sin far denne gang, da han i stedet tog pladsen ved siden af ham.
For en gangs skyld, følte han sig respekteret på en eller anden måde i hvert fald. Hans far sad i højde med ham.. snakket med ham, og var der rent faktisk sammen med ham. Det var han jo heller ikke vant til. Han havde jo bare stirret på sin familie, når de havde været sammen. Særligt da Nick havde været lille. Han havde været elsket og ønsket.. Ham selv derimod, havde været det modsatte. "Tilgivelse.." Hvad var det overhovedet? Han nikkede. Han havde set de andre sove, og vidste derfor også, hvad det ville sige at sove. "Godnat." sagde han denne gang. Han så efter sin far, da han forlod værelset, og lod ham selv. Det føles stadig underligt. Sengen var for stor til en.. Han manglede faktisk Sasha. Det var helt uvirkeligt, at det skulle være på denne her måde. Her valgte han at lægge sig under dynen, på den samme måde, og på den samme side, som han plejede. Det tog ham ikke mange minutter at falde hen i en søvn.

//Out