A soul for you from you

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo var forvirret og forstod ikke rigtigt noget af det som skete omkring ham. Faktisk var det sidste som han havde regnet med, at hans fader ville redde hans liv. Var det da en straf? Kimeya var uden tvivl mere klar over, hvad der egentlig foregik, end hvad han selv var. Men igen, så var han jo også kun blevet introduceret til det, som Sephiran havde vist ham. Han blev derfor også bare liggende. At gøre modstand, havde de jo allerede nu, erfaret var fuldstændig nytteløst. Og det ville gøre ondt at gøre modstand? Ja, det var jo yderligere en grund til ikke at ende med at gøre det.
Lyset i scepteret nåede han kun lige at se, inden at magien forbandt ham med Kimeya. Han spændte kraftigt denne gang, hvor han også måtte slippe et smertefuldt gisp. Hvad pokker var det her? Her begyndte han at forsøge at kæmpe sine arme fri, også selvom det slet ikke ville, som han gerne ville. Han rystede denne gang mere kraftigt på hovedet. Kimeya bad dem om at stoppe det.. Det gjorde ondt! Som blev man brændt op indvendig! "F-far..!" endte han denne gang. Det var nok første gang i årevis, at han havde kaldt Sephiran ved den titel. Det kraftigt lysende glimt som kom fra Kimeya, ramte ham for alvor, og her brændt smerten sig for alvor ind.
Romeo skreg. Det var en intens smerte, som meldte sig direkte i hans brystkasse denne gang. Han forsøgte at skyde brystet frem, selvom han bare ikke kunne gøre det. Hans øjne blev fyldt med tårer, og smerten var så tydelig at læse. Hans krop kollapsede nærmest, da han ikke havde mere luft selv at skrige af. Han dirrede.. Hvad pokker var det..? Og smerte.. Aldrig i hans liv, havde han oplevet noget så ulideligt, som den han lige havde oplevet!

[Sephiran Acheron]

Et sted, så morede det Sephiran, at Kimeya var så sikker på, at han kun ønskede at slå ham ihjel. Det gjorde han jo et sted også, men efterhånden var der så meget andet, der talte for ikke at gøre det. Ellers havde han jo stukket en kniv i brystet på ham under generobringen. "Du må forstå, jeg ikke har tænkt mig at slå dig ihjel. Endnu," endte han med et selvtilfredst smil. Det var så rart, endelig at sidde lidt på magten. I hvert fald sådan som Kimeya havde opført sig overfor ham!
Magien fik han sat i værk og det hele så ud til at virke præcis, som han havde ønsket det. Kimeyas smerte ramte ham et sted, men han tog sig ikke yderligere af det lige nu. Let vædede han sine læber, som han selv holdt magien fast, da ingen for guds skyld måtte slippe før krystallen selv gik ud og opgaven ligesom var sket. Kimeya skreg op, som han havde forventet og nu ville han nok forstå, hvorfor han havde sagt som han ville. Det gjorde værre ondt at kæmpe imod, men uanset var det en voldsom smerte, som han selv aldrig ønskede at mærke igen. Nick selv klarede et fremragende job. Han var stolt af sin yngste. Nu skulle de bare have Romeo med på familie-vognen igen og ligesom rette op på den fejl, som han selv havde forsaget.
Krystallen skød sin magi mod Romeo, da den havde suget det den skulle fra Kimeya. At Romeo så direkte kaldte ham far, det kom faktisk bag på ham, for den tone havde de ikke haft mellem hinanden i flere år efterhånden. At høre Romeo skrige bevidnede dog kun om, at det var lykkes! Det betød, han mærkede smerten for alvor og faktisk kunne føle det, hvilket jo faktisk var godt, selvom han måske ikke syntes det lige nu. Krystallen selv gik ud som et lys, da den ikke havde mere kraft at give af og han stoppede sin magi. Han gjorde også tegn til Nick om at stoppe. "Hent Samuel og få Kimeya bragt til sin celle igen. Jeg tager mig af Romeo," endte han til Nick.
Han selv søgte hen til Romeo, hvor han faktisk frigjorde ham fuldkomment. Han hjalp ham op at sidde på bordet. "Den næste tid vil blive sværere end nogensinde før. Du vil føle ting, du ikke har gjort før. Men stol på mig og du er tilgivet for alt," endte han direkte. Han mente det dog grav alvorligt!

[Romeo Direshade Acheron]

Smerten som Romeo skulle være udsat for, var ubeskrivelig og det gjorde ondt! I forvejen var han jo slet ikke vant til at føle noget sådan rigtigt, men her slog det ham da virkelig som et lyn fra en klar himmel! Det var ubehageligt og det brændt! Aldrig havde han været ude for noget lignende! Den intense smerte som satte sig direkte i hans bryst. Det føles virkelig, som var han ved at brænde op indvendig. Aldrig i hans liv, havde han oplevet noget så ubehageligt, som det her var!
Det hele var overstået i løbet af et ganske kort øjeblik, men det var slet ikke sådan at han følte det. Han blinkede let med øjnene denne gang. Hans krop dirrede.. Alt muligt skete for ham.. Hele hans liv kørte for hans indre blik, hvor han egentlig bare blev liggende på bordet, næsten uden at røre en muskel. Han var så fjern, at han næsten glemte at trække vejret.
Sephiran gjorde ham fri, også selvom han blev liggende. Alt det som pludselig skete i ham. Han forstod jo ikke noget af det. Han blev tvunget op at sidde. Her begyndte hans krop at ryste. Det var virkelig ubehageligt. Hans minder var ikke rigtigt kommet længere end til Sashas død.. Hvad var det han havde gjort? Han blinkede med øjnene, mens han stirrede ned på sine hænder, som var der blod på dem. Psykisk var der vel også? "... Hvad har du gjort ved mig?" Denne gang vendte han blikket mod Sephiran i stedet for. Kimeya var ham fuldkommen underordnet nu, hvor han selv blev siddende. Hans øjne var blanke.. Det første tegn på følelser nogensinde ved Romeo. Han havde slået sin hustru ihjel.. Moderen til hans to små piger. Og hvor var de henne? Han forstod jo ingenting af det her!

[Nick Direshade Acheron]

Det hele som skete, var næsten lidt for utroligt for Nick. Hvad der dog egentligt var sket, det var han stadigvæk ikke helt med på og han fik det tilsyneladende heller ikke at vide lige for denne omgang. Han havde dog hjulpet sin far, så han var ganske tilfreds med det hele. Både Kimeya og Romeo skreg op. Det underligste var dog, at Romeo gjorde. For det var næsten som om han havde følt smerten? Noget, som Nick slet ikke kunne forstå, for han vidste jo godt at Romeo ingen sjæl havde! Kunne det være det? Havde Sephiran skåret en del af Kimeyas sjæl af og givet til Romeo gennem scepteret? Det kunne næsten kun være den eneste forklaring. Det irriterede ham en del, men han sagde intet til det, for han havde jo ikke noget at skulle have sagt. "Ja," endte han igen. Sin fars håndlanger for en dag. Men sådan var det jo!
Han selv smuttede afsted og hentede Samuel, der ikke var langt væk og kom tilbage få minutter efter. Samuel og Nick fik spændt Kimeya op fra bordet uden at blande sig i Sephirans snak med Romeo. Samuel gav Kimeya en smal lænke om halsen, der slukkede for hans magi, så han ikke kunne kæmpe imod. Sammen fik Nick og Samuel så fjernet Kimeya fra rummet og båret ham tilbage til hans celle, hvor han blev lagt på den hårde træ-briks i hjørnet. "Hyg dig," endte Nick hånligt og trådte udenfor cellen. Han fik låst døren dertil og vendte så om og forlod kælderen.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Det hele var overstået. Også selvom det virkelig havde føles som det havde været igang i en mindre evighed! Den smule energi som Kimeya havde haft, var bestemt ikke noget, som han havde i sin besiddelse længere. Svagt hev han efter vejret.. Selvom det var med en helt anden mimik, end hvad det havde været tidligere. Ikke fordi at han var decideret tom indvendig, for det var han på ingen måde. Men de var et underligt tomrum, som han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre med. Det var en virkelig underlig følelse!
Svagt gispede han, da han denne gang blev givet fri og fjernet fra bordet. Han var et sted forvirret over, at føle tingene på denne her måde, for det var han jo slet ikke vant til! Brutalt som de begge måtte tage hånd om ham - Nick og Samuel, blev han denne gang ført ud af lokalet, og direkte tilbage i cellen. Han blev endda båret, som om at han var af betydning? Han lod sig glide ned i briksen i cellen, hvor han denne gang vendte blikket direkte mod Nick i stedet for. Han kneb øjnene svagt sammen. Følelseskold og forladt, var han jo på ingen måde. Der skulle man i hvert fald ikke tage fejl af ham. Det var da helt sikkert! "F-forsvind.." endte han denne gang. Han var træt.. han havde virkelig ikke noget energi tilbage. Og smerten i benet..? Den var slet ikke så intens, som den havde været tidligere. Da han blev ladt alene, måtte han dog alligevel give efter.H Han var i sandhed alt for træt til at holde sig vågen lige nu.

//Out

[Sephiran Acheron]

Sephiran vendte blikket mod Nick da han kom tilbage med Samuel og fik Kimeya ført ud. Det var vigtigt, at Sephiran tog en snak med Romeo netop nu, hvor det hele åbnede sig for ham, så han faktisk ville føle sig velkommen på trods af de mange års splid, de havde haft. Mest fordi Sephiran havde indset, at han havde fejlet og ikke havde ønsket at acceptere det. Det havde han så gjort nu. Indviet Tiyanna i sine planer og de var blevet enige om, at hans straf skulle være at få sjælen. Især fordi han ville komme til at føle og tænke en masse, også om de seneste hændelser som for eksempel Sashas død.
Han så indgående mod sin søn. I det mindste reagerede han ikke udadtil. Det kunne han så heller ikke, for Romeos magi var stadigvæk låst på grund af den ring, der sad om hans arm. En, som han selv havde givet Nick tidligere for at sætte på Romeo. "Du er blevet skænket en bid sjæl. Så du vil føle dig velkommen ved os," startede han med at forklare. Det ville i hvert fald udrede de første tråde og han ville så også kunne lægge to og to sammen til, hvorfor han begyndte at føle. Han så mod Romeos hænder, som knægten selv vendte blikket der. Han så så op igen og gik et skridt tilbage, for at få Romeo ned på gulvet ved hans side. "Du skal ikke straffes for mine egne fejltagelser. Din mor og jeg blev enige om, at det ville være straf nok for dig at begynde og føle. Vi vil støtte dig og jeg vil selv lære dig, hvad de forskellige ting vil sige. Det jo ikke en fuld sjæl du har, men det har jeg heller ikke selv. Så jeg vil lære dig at koble de forskellige ting sammen som du har at gøre med og hvordan du skal forstå." Han gjorde en gestus mod døren, for at få ham til at forlade det. Som de gik ud af lokalet, så lukkede han selv for døren og låste den bag sig. Han førte Romeo med sig mod trapperne op til slottet.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo blev siddende og stirrede ned mod sine hænder. Det hele kørte som en film i ekstrem høj fart for hans blik. Alt det som han havde set, og alt det som han havde oplevet.. Alle de års følelser og tanker, som han aldrig havde gjort sig, men som ahn burde, og som var blevet kastet direkte tilbage i hovedet på ham. Han havde slået Sasha ihjel. Det var hendes blod, som han nærmest kunne fornemme i sine hænder. Det lignede ham slet ikke at gøre sig de tanker, men lige her, var det så godt som umuligt ikke at gøre det.
I øjeblikket var Romeo forvirret. At de bragte Kimeya ud af lokalet, havde han det faktisk fint med. Hans fokus lå helt andre steder. Han.. alle de stemmer i hovedet. Det var jo slet ikke til at holde ud. Var det straffen? At han skulle plages til evig tid med alle de tanker, som kørte rundt i hovedet på ham? "Det larmer.." Hænderne hævede han til sit hoved, for at forsøge at tvinge det til at stoppe. Det ville bare ikke som han ville!
Da Sephiran hjalp ham op på benene, knækkede hans ben næsten sammen under ham. Han var træt. Gud hvor var han dog egentlig træt! De ville have ham tilbage i familien? Efter alle de år, hvor han havde været så uvelkommen og så uønsket, som noget overhovedet kunne være? Det var svært for ham. Gud hvor var det her svært. "J-jamen..." Havde han fået en sjæl? Den som han vidste, var blevet revet fra ham? Han fulgte med sin far ud. Ikke at han følte, at han havde meget andet valg lige her. "Sasha.. Jeg... jeg slog hende ihjel." sagde han pludseligt. Tidligere havde det jo ikke hørt ham.. Men denne gang.. Nu kunne han slet ikke slå det ud af hovedet.. Han tænkte på det.. Han kunne rent faktisk tænke nu!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne se, at alle tankerne kørte rundt i hovedet på Romeo. Det ville kræve tid og træning, men det var noget, som han faktisk ville ofre på sin søn. Tiyanna kunne med tiden også komme ind over, men til en start ville Romeo nok bedst kunne læne sig op ad ham for at forstå det hele. Sasha var død og det ville nok være det sværeste at sluge lige nu. Han nikkede. "Ja, det kommer til at tage tid," endte han til ham med en endnu alvorlig stemme.
Han greb sin søn, da han kom på gulvet, så han ikke væltede. Da Romeo selv kunne stå på sine trætte ben, så slap han ham igen. Ja. Familien ville have ham. Det havde de jo altid gerne ville, for han var jo deres ældste søn. Men på grund af Romeos manglende sjæl, så havde de skubbet ham væk. Noget, som han så nu, var en større fejl end at have taget Romeos sjæl.
Da de nåede ovenpå, så søgte Sephiran bevidst mod Romeos værelse. De skulle have tid at snakke sammen, men Romeo skulle også hvile ovenpå hele begivenheden. Han nikkede. "Ja. Du handlede, som du kun kunne, i og med Kimeya havde snøret dig til at kæmpe på hans side," svarede han nærmest tilgivende. Nok var tabet af Sasha stort for dem alle, men det havde også bare gjort det sidste i, at Romeo skulle have en sjæl. Romeo fortjente at blive som de andre!

[Romeo Direshade Acheron]

Alle de tanker, som pludselig begyndte at kværne i hans hoved, var da lige til at få hovedpine af! Desuden havde det uden tvivl også taget alt hans energi. Romeo rejste sig op, hvor hans ben næsten gav efter under ham. Nu havde han været så uelsket og uønsket i så mange år, og det var jo en bekræftelse, som kun var kommet i og med, at han havde hørt dem nede i kælderen.. Hvor meget de var trætte af ham, også selvom han kun havde gjort hvad de ville have.. Det forvirrede ham. Kimeya havde da i det mindste åbnet sine arme for ham allerede fra starten af. "Det gør helt ondt i hovedet.." Hvis det var sådan at have en sjæl.. tanker og følelser, så ville han meget gerne af med det igen, og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok, kunne man sige!
Øjnene lukkede han svagt i, da de gik op af trappen. Det sydede helt i hans ben. Normalt var han slet ikke påvirket, men denne gang var det noget helt andet. Han følte for første gang i sit liv en træthed. "... Hvad er det der sker med mig?" Det var muligt, at han kun havde fået en stump af en sjæl, men det alene, som han kunne mærke, var da helt igennem.. underligt! Forfærdeligt og underligt på samme tid! "Jamen.. Det havde han heller ikke.." Han havde jo ikke ligefrem snørret ham til noget. De havde snakket, og det havde været fristende. ".. Han ville mig jo.. Det ville I ikke.." samtalen mellem hans forældre huskede han jo.. Og nu gjorde det jo kun ondt. Han sænkede blikket denne gang.

[Sephiran Acheron]

Sephiran sendte Romeo et overbærende smil. Ja, Tiyanna og Sephiran havde ganske vist været trætte af ham, men det havde været nemmere at give ham skylden end sig selv. Han vidste jo godt, det var hans valg, at Romeo var blevet sådan. Påvirkningen havde jo været kraftig fra hjemmefronten endnu, da Tiyanna var blevet gravid med ham og det var jo først senere hen, han var fuldstændig frigjort af Theodore. Fra nu af skulle de gamle traditioner i Acheron stoppe og de skulle opbygge deres egne. Ikke mere sjælerøveri skulle finde sted, det ville han simpelthen ikke acceptere. Derfor havde Romeo nu også fået skænket en bid sjæl, så han kunne lære og forstå. "Der vil være mange tanker for tiden. Derfor vil din magi også være dig frarøvet den kommende tid, så du ikke får et magisk udslag før dit sind kan følge med alle nye tanker og følelser," fortalte han ærligt. Han vædede roligt sine læber og lod Romeo sætte tempoet, da han kæmpede mest med sine ben.
"Det som sker er, at du begynder at føle. Dine tanker vil ældre sig, fordi du har en sjæl, der giver dig en anden varme. Det vil betyde, du kan blive meget vred... Meget glad eller meget ked. Alle følelserne skal du lære at holde i snor, så du ikke er et følelsesmæssigt vrag. Det vil vi træne dagligt fra nu af," forklarede han. Om det gav mening... måske ikke, men det ville det med tiden! Han foldede hænderne over lænden og fortsatte sin gang. "Kimeya ville dig ikke, Romeo. Han ville bruge dig imod mig. Vi skubbede dig væk på grund af mit fejl-valg før du overhovedet blev født og det skal du ikke længere bøde for. Du er vores ældste søn og sådan skal du føle dig," endte han. Han nåede Romeos værelse og lod døren gå op, hvor han selv trådte ind. Han vendte sig mod sin søn.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo vidste ikke rigtigt hvad det hele havde været før han var blevet født, og hvordan det var normalt.. Sagen var vel bare, at han aldrig havde følt en eneste følelse, eller gjort sig en eneste tanke. Han havde gjort, hvad hans fader havde ønsket af ham, og det var det eneste. End ikke det, havde han jo tilsyneladende været i stand til at gøre rigtigt, kunne man sige. Det var egentlig.. frustrerende. Var det den følelse, som han følte lige nu?
At hans magi var låst, var slet ikke noget som gik op for Romeo.. ikke før hans fader egentlig gjorde ham opmærksom på det. Han vendte blikket mod ringen som lå om hans arm. Var det så det den gjorde? "Jeg kan ikke lide det her.." Hænderne holdt han mod sine tindinger. Der skete virkelig alt for meget omkring ham lige nu, og han kunne slet ikke klare, at skulle høre på alle de stemmer og se alle de billeder i hovedet!
Gangen op mod værelset var langsom. Romeos ben truede virkelig med at give efter under ham, og det var faktisk utrolig ubehageligt at det var sådan! Dog kunne han ikke glemme de ord, som de havde sagt til hinanden om ham nede i kælderen. Det gjorde ham både vred og ked af det lige nu.. Og han kunne ikke finde ud af det! Han rystede på hovedet denne gang. "Det er et rod heroppe.. Jeg kan ikke finde ud af det.." Han trådte ind på sit værelse.. Han havde ikke været der længe nu. Rigtig længe. Han søgte derfor hen mod sin seng, hvor han satte sig. Hans krop dirrede og sitrede, og han var træt.. Og et kaos. Han kunne slet ikke finde ud af det lige nu! "Jeg hørte jer.. Hørte hvad I sagde.. Jeg var en fejl.. Det var hvad I kaldte mig.." Han hævede blikket mod ham. Det kunne godt være, at Kimeyas havde været falsk, men det havde da givet ham.. Noget. Det havde været rart derimod! Igen sænkede han blikket mod sine hænder. Han kunne slet ikke fatte, at han havde slået Sasha ihjel.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så mod Romeo. Det var på tide, de fik talt ud. Han havde jo selv nedgjort sin søn, endda for sine fejl, hvilket jo ikke var hans skyld. Han tog en dyb vejrtrækning og fulgte med i Romeos tempo, da knægten skulle have en chance for at kunne følge med. "Det bliver ikke nemt. Men det er for dit eget bedste," endte han. Det ville gøre tingene nemmere for Romeo, når han lærte at mestre følelses-registret.
Han lod døren glide i ind til Romeos værelse, da han selv var gået ind. At han søgte mod sengen sagde han intet til og han foldede blot hænderne bag ryggen, som han holdt blikket rettet mod sin søn. "Du er magisk stærk. Du skal nok lære det," endte han til ham. Han søgte hen til vinduet, der var på værelset og så ud over det store område. Det var blevet mørkt udenfor, mens de havde været i fangekælderen. Månen stod smukt og selv kunne han nærmest høre hvordan ulvene løb rundt ude på deres områder. Ikke at det gjorde ham noget, han var faktisk tilpas med, at de havde skovene. Så længe de kunne samarbejde. Snart skulle han også mødes med Rhaenys igen og få alt afklaret med hende ovenpå Kimeyas stunt.
"Vi kaldte dig måske en fejl. Men det vi mente var, at jeg havde lavet en fejl," startede han med at forklare. Han vendte blikket mod Romeo, der sad på sengen. "I Acheron er der tradition for at fjerne sjælen på den førstfødte søn. Sådan har det været i mange generationer før dig. Clemency forhindrede min far, Theodore, i at fjerne hele min sjæl dog, så derfor har jeg haft en stump, der har gjort, at jeg har kunne tænke og føle nogle ting. I starten var det oftest vrede, men det har jeg fået tæmmet. På grund af familiens tradition, så tog jeg valget på dine vegne før du blev ført.. Om at du skulle fødes uden en sjæl. Det var en kæmpe fejl og det har taget mig for længe at indse det. Derfor har du nu fået en bid sjæl. Vi skal ikke længere i Acheron forfølge de gamle traditioner."

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo kunne stadig ikke lide det. Allerede nu, var han blevet overfaldet af så mange ting og følelser, som han slet ikke kunne finde ud af. Og træthed...? Han kunne næsten ikke gå på benene, og hans øjne føles så tunge. Hvad var nu det for noget? Han havde jo slet ikke været vant til noget som helst. "Hvis du siger det.." endte han denne gang. Han var virkelig bare for træt og uoplagt til noget som helst lige nu, og det kunne i hvert fald også godt mærkes lige nu. Det var noget, som helt klart vakte ham en frustration.
Romeo satte sig denne gang hen på sengen. Han havde udmærket godt hørt, hvad de havde kaldt ham og han havde jo set det.. Set hvordan de havde været omkring Nick kontra ham, som jo bare.. ja, havde været der. Han rystede kort på hovedet og lagde igen hænderne over sine øre, næsten som han håbede, at det kunne holde stemmerne væk i hans hoved. Det var da til at få hovedpine af, konstant at høre det hele!
Romeo var forvirret.. De havde forkastet ham, selvom han intet forkert havde gjort? Det forvirrede ham da kun endnu mere! Han bed tænderne svagt sammen denne gang. Han rystede denne gang på hovedet. Det hele var forvirrende, og det lignede i forvejen ikke ham, at blive forvirret på den måde! Han kunne ikke klare det! "Men I kaldte mig en fejl, far.. Jeg hørte jer begge to.." Han vendte blikket mod ham. Var det underligt at det gjorde ham ked af det? For pokker.. Og så var det absolut den følelse, som han skulle føle mest lige nu! Han sænkede hovedet. Gud hvor var han træt. "Jeg forstår det bare ikke.. Jeg ved godt, at det er normalt at gøre det.. Hvorfor tage hele min.. Når du har fortrudt? Altså.. Har jeg virkelig kun skuffet dig?" spurgte han denne gang. Han forsøgte da at finde ud af det hele nu.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så mod Romeo. Det var naturligt, at han blev træt og følte sig udmattet lige nu. Det var også noget af det, de skulle træne. Først skulle de genoptræne sindet op, så skulle den magiske armring af og så skulle de igang med at træne magisk. Det hjalp jo også selv ham at træne og han kunne godt lide den fysiske og magiske form han selv var i i øjeblikket. "Det gør jeg," fastholdt han. Han trak vejret roligt og vendte igen blikket ud af vinduet. Romeo havde aldrig fået noget betroet på denne måde, mest fordi han aldrig havde været rigtig modtagelig overfor informationen før. Lige nu snurrede det ganske vist rundt i hans hoved og han kunne måske ikke rigtigt omsætte det hele lige nu, men det ville han kunne med tiden.
Blikket vendte han igen mod sin søn. De havde ganske vist skubbet ham til side, men det var fordi det ikke havde vidst hvad de skulle gøre med ham. Han havde været ret håbløs i sidste ende, for han havde bare været en top krop, der kun handlede ud fra ordre. Ikke selvstændig på nogen måde, hvilket havde skuffet dem, ja. Men det var jo ikke hans fejl. "Fordi det var en fejl, at fjerne din sjæl før du blev født," forklarede han endnu engang. Han søgte hen mod sin søn igen og stoppede op overfor ham. Indgående så han på sin søn med sine blå og klare øjne. Han sukkede. Det var faktisk en svær samtale det her, for de havde jo skubbet ham væk. Det kunne de jo ikke løbe fra. "Jeg troede, det var det rigtige at gøre. Fordi det var traditionen. Fordi min far gjorde det mod mig. Hvad jeg ikke tænkte over var, at jeg jo havde en del af min sjæl, som har gjort mit liv en del anderledes fra min fars. Så ja, jeg har fortrudt beslutningen og derfor prøver jeg nu at gøre det om," svarede han. Han vædede sine læber og tyggede en del på spørgsmålet. Havde Romeo kun skuffet ham? Ja. Men det var jo ikke knægtens fejl. "Du har gjort hvad du kunne, med de midler du havde. Jeg har været skuffet, ja, det skal jeg ikke holde fra dig. Men det har været uberettiget langt hen af vejen."

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo var træt, og selv den følelse var jo fuldstændig ny for ham. Før i tiden, havde han jo bare fulgt deres døgnrytme.. Gået i seng, når de havde, også selvom han sjældent havde lukket øjnene. Det var jo først kommet efter Sasha var kommet ind i billedet. Det var jo først nu, at han for alvor stiftede bekendskab med det at være.. træt. Det lignede ham jo slet ikke at føle sådan. "Det er meget... Der er jo aldrig ro deroppe.." Alle de tanker, der pludselig kværnede rundt i hans hoved. Det var da slet ikke til at holde ud i længden! Han kunne ikke klare at skulle høre på det mere!
Romeo vidste at han havde skuffet. Det gik da i hvert fald op for ham nu, hvor han selv havde forsøgt at gøre hvad de havde bedt ham om. Hvordan skulle han da kunne tage en selvstændig beslutning, når han ikke var i stand til at gøre sig noget, der mindede om en tanke? De havde jo fjernet alle muligheder for ham. Han havde jo ikke engang nået at stifte bekendskab med det, inden de havde fjernet det. Med andre ord, så havde han jo kun skuffet.. Om det var hans egen skyld, eller om det var mange andres, var jo underordnet. Han nikkede blot denne gang. Han klandrede sin far for det.. Det var hans skyld. Og først nu, vælger han at gøre noget ved det? Efter han har taget sin hustrus liv? "I så fald, så beklager jeg dybt, at have skuffet dig sådan.." Han hævede blikket mod ham igen. Han var træt.. Hans øjne var virkelig tunge, og han forstod slet ikke hvorfor! "Hvor er hun begravet..?" spurgte han pludselig. Sasha kunne han slet ikke få ud af hovedet lige nu. Han manglede hende.. Denne gang var det oprigtigt følelsen af savn.