A soul for you from you

[Sephiran Acheron]

Kimeya Marvalo x Nick Direshade Acheron x Romeo Direshade Acheron

---

Begravelsen af de mange døde havde fundet sted for et par dage siden. Sasha havde fået den flotteste sten og hæder af dem alle og tvillingerne havde efterhånden forstået, at mor ikke var her mere. Nu skulle de snart lære deres far at kende i stedet, men først skulle Sephiran lige have fikset sin søn. Romeo var som en maskine med et defekt tandhjul, der gjorde, at værket ikke kunne fungere. Så derfor blev han nødt til at reparere på ham og det kunne han kun ved at give ham et stykke sjæl. Sjælen ville han tage fra Kimeya, der i forvejen bare havde været i kælderen nogle dage. Tiyanna havde nok været forbi for at torturere ham yderligere og vise ham, hvad hun mente om det hele, hvilket han havde ladet hende gøre. Så mon ikke han havde det rimelig stramt efterhånden?
Selv havde han gået og gjort klar i et af fangekælderens rum. Det var svær magi at udvinde en sjæl, der ligeså skulle plantes i en anden, men han var sikker på, at han kunne. Han fik til en start bragt Kimeya til kælderrummet af Samuel. Da det bankede på døren, så lod han den glide op. Samuel trådte ind med Kimeya i armene og fik manden lagt på det ene bord, som han blev spændt fast til omkring både arme, ben, mave og hals, så han lå fuldkommen fastlåst, ligeså ude af stand til at udøve magi, da det var låst i hans egen krop. Kimeya havde været igennem nogle dages tortur, da det sikrede, at han ville kunne kæmpe mindre imod det, som han nu skulle klare. Selv nikkede han blot mod Samuel og han forlod stedet igen.
Sephiran trådte hen til Kimeya og så mod ham. "Du ville nok ønske, du var død, når jeg er færdig med dig," endte han mørkt og fuldkommen ligeglad. Kimeya skulle bestemt bøde for alt hvad han havde gjort! "Har Tiyanna behandlet dig godt de sidste par dage?" Han grinte morende og vendte ryggen til for at søge hen til bordet. Her greb han en eliksir, som han gik hen til Kimeya med. Han tvang ham direkte til at drikke den, ved at tvinge hans kæben åben med den ene hånd, derefter hælde væsken i hans hals og til sidst holde ham for munden og næsen, så han blev nødt til at synke. Om lidt ville Nick bringe Romeo hertil, så de kunne udføre proceduren.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde det af helvede til, for at sige det mildt. Det her var på ingen måder en situation, som han havde regnet med. Et sted havde han faktisk håbet på, at han kunne regne med sin egen familie. At det så derimod havde været dem, som skulle være med til at fælde ham på den måde, var noget, som han udentvivl havde det meget stramt med. Han var så godt som slået ud i øjeblikket, da Samuel valgte at bringe ham til bordet. Hans ben brændt, efter at Tiyanna havde knust knoglen - for at sige det mildt. Han kunne i hvert fald ikke gøre noget ved det nu!
Han slap et kraftigt og smertefuldt gisp, idet at han blev spændt fast. At bevæge sig i det hele taget, gjorde jo ondt! Her tvang han øjnene op i stedet for. Han blinkede med øjnene, hvor han forsøgte at bevæge sig. Det opgav han dog meget hurtigt denne gang opgav det. Han gispede svagt.
Nej.. Tiyanna havde bestemt ikke været mild ved ham, men hvad havde han da forventet? Han bed tænderne svagt sammen. Hvad han kunne forvente her, vidste han ikke. Han havde det svært ved dette.. Han brød sig slet ikke om at ligge der! Han ville ønske, at han var død? Han tvivlede.. Døden var han ikke bange for. Han selv var bare træt af, at han tilsyneladende ikke var i stand til at stole på nogen som helst i hans liv! "Jeg sværger, Sephiran.. Jeg slår dig ihjel for det her.." vrissede han med en fast og mere sammenbidt end tidligere. Han var vred, og han var ked af det.. Han havde det virkelig af helvede til med det hele!

[Nick Direshade Acheron]

Nick havde fået den store ære at overvære sin fars handlinger i dag. Hvad der helt præcist skulle ske, det vidste han faktisk ikke helt, men det var i den grad spændende at stå på den side. Han ville i hvert fald ikke være i Romeos sted. Ordren var tydelig. Når Samuel kom forbi, så skulle han tage Romeo med til kælderrummet hvor Sephiran holdt til med Kimeya. Der skulle ske et eller andet med dem begge, siden de skulle være på samme sted samme tid. Det blev interessant hvad hans far havde af planer, for Sephiran var god til at have det hele planlagt og så bare udføre det, mens han kommanderede rundt. Men det var nu også også for hans del, for han så meget op til sin far og ønskede at gøre det hele godt.
"Kom så," endte han og skubbede lidt bagpå Romeo. Romeo var jo våben, så han gik selv. Han havde dog en ring om armen, der låste hans magi fast, så han ikke kunne slå fra sig. Selv nåede han rummet, bankede på og søgte indenfor.
Bordet ved siden af Kimeya var ment til Romeo, så meget havde han fået at vide. Så han tvang Romeo derhen og fik ham til at ligge på bordet på den ene eller anden måde, om det så blev tvang eller frivillig tvang, det var en anden side af sagen. Romeo blev bundet på samme måde til bordet: Både omkring ben, arme, mave og hals. Han trådte så tilbage og så afventende mod sin far, men sagde ikke mere.

[Romeo Direshade Acheron]

Uønsket og uelsket af sin egen familie. Var det overhovedet underligt, at Romeo havde taget det valg, som han havde? Selv var han i langt bedre form end hvad man kunne sige om Kimeya, og han havde det jo egentlig ganske fint.. Mere ligeglad med omstændighederne kunne han i hvert fald ikke være.
Nick hentede ham.. Tvang ham med sig mod det lokale, hvor Kimeya var blevet ført ned i. Han vidste ikke hvad han skulle forvente, men han gik vel ud fra, at det var den straf for hans gerninger, som han i forvejen var blevet lovet nu? Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre. Straffet af hans egen biologiske fader.. Han regnede vel med at det var døden, som han ville møde nu?
Tomt vendte han blikket mod Nick, da han blev ført ind. Kimeya lå allerede fuldstændig fastlåst, og han gik vel næsten ud fra, at han skulle det samme? Umiddelbart kæmpede han ikke imod, da han vel allerede var klar over, at det var nytteløst, at det skulle være på den måde? Hvis han kom fra Nick, ville hans fader vel bare tvinge ham til at ligge der? Han spændte i kroppen, da han blev låst fast til bordet, hvor han selv ikke sagde så meget som et eneste ord. Det var i hvert fald ikke noget som han så nogen grund til! Han sank klumpen i halsen, hvor han ellers blev liggende. Urolig var han ikke.. Han følte jo virkelig og bogstavelig talt ingenting.

[Sephiran Acheron]

Sephiran fnøs af Kimeyas ord. Den trussel kunne han komme med til evig tid, men det var slut med at slå hinanden ihjel fordi man gjorde noget forkert i den andens øjne. Kimeya havde jo allerede brugt tricket en gang mod ham, hvilket dog havde fået ham til at se mere fornuftigt på tingene. Han ønskede jo faktisk kun at gøre det samme for Kimeya, men så optaget af sin biologiske familie som han var, så var de milevidt fra hinanden. Aldrig havde de nok været så fjerne som de havde nu og det irriterede selv ham. Kimeya havde jo altid været hans nærmeste og stærkeste ligemand, men nu... Hvem vidste, om de nogensinde blev så tætte igen? Eller om det for alvor var ødelagt mellem dem grundet Kimeyas egne handlinger.
"Du har selv forårsaget dette, Kimeya. Jeg kunne have slået dig ihjel, men det er jo den nemme udvej. Det er på tide, du for alvor giver slip på din mor," endte han mørkt.
Som det bankede på og Nick kom ind med Romeo, så trådte han selv hen og tog en eliksir mere i hånden. En, der var matchende den, som Kimeya havde fået. Han søgte hen til Romeo. "Du vil snart blive en del af din sande familie igen," endte han kortfattet til ham, før han også tvang væsken i Romeos mund på samme måde som med Kimeya. Da han havde sikret sig, at Romeo havde slugt væsken, så gik han tilbage til det lille bord, hvor han havde lagt alt frem og klart. I dagens anledning havde han fundet sit gamle scepter tilbage, men den havde han dog opdateret en smule siden Kimeya nok have set den sidst. Den havde nu en klar krystal placeret i midten. Scepteret skulle være med til at forstærke magien samt holde den i skak, så det ikke endte med at gå grueligt galt. Han greb om scepteret og fik det til at hænge stabilt i luften mellem Kimeya og Romeo. "Kæmper I imod, bliver det værre for jer, end at give jer hen," startede han med at sige. Han så mod Nick og pegede på en anden væske på bordet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya slugte også kun ekstremt modvilligt den eliksir, for overhovedet at kunne trække vejret igen, siden Sephiran denne gang holdt ham for næse og mund. Han lå bestemt ikke der med sin gode vilje, men derimod så meget imod den, som det han overhovedet kunne komme til! Han foragtede den mand, og det som ham og hans familie havde gjort. Han hadede at skulle ligge der i denne situation, uden at kunne gøre noget. Og endnu værre var, at hans familie var gået imod ham. Han var alene i det her henseende, hvilket næsten var det det værste af det hele.
"Bare vent.. Den dag jeg kommer fri igen, Sephiran, der tager jeg dit liv.. og sikrer mig, at du aldrig nogensinde vil stå ud af den grav igen..!" vrissede han denne gang med en fast tone. Det gjorde ham vred, men hvad andet kunne han da gøre ved det nu?
Romeo blev bragt ind i rummet.. Han ville snart blive en del af sin sande familie? Hvad var det lige at Sephiran havde gang i? Nu vidste Kimeya jo godt, at den mand altid havde været af den mere kreative slags, og derfor måtte han også tydeligt føle uroen denne gang. Hvad var det helt præcist, der ville ende med at ske? Hænderne og kroppen generelt var fuldstændig spændt, selv på trods af den smerte, som i øjeblikket hvilede i hans ben. Det var virkelig ubehageligt det her! Han fulgte med hvad de gjorde ved Romeo, og det scepter.. Han havde set det før. Han trak kort på smilebåndet. Visse ting ændrede sig vel bare aldrig? "Jeg troede du havde lagt det gamle legetøj til side.." endte han denne gang. Han lagde hovedet mere tilbage igen. Han kunne intet stille op. Han var fuldstændig fastlåst.. og urolig. Det meldte sig for alvor nu.

[Nick Direshade Acheron]

At Romeo fulgte ganske frivilligt med gjorde kun Nicks arbejde nemmere. Desuden havde Romeo kun mulighed for at miste yderligere hvis han kæmpede imod, så man kunne formode, at han faktisk ville samarbejde bare en smule. Han kunne vel ikke i sandhed mene, at han for altid ville være på Kimeyas side? Han ville i hvert fald så kun foragte sin storebror yderligere. I forvejen havde han jo slået Sasha ihjel! Ubegribeligt. Det gjorde faktisk stadig ondt på ham. Han manglede hende. Men indtil videre havde han kastet sin kærlighed på sin niece og nevø, Mériahna og Mérandon, som de jo allesammen hjalp med at passe for tiden. Han ville selv gerne hjælpe med at opfostre dem for Sashas skyld, for hun havde været ham nær siden han selv havde været lille. Han fik Romeo spændt fast på bordet og trådte så ellers tilbage, mens han fulgte sin far med blikket. Det var spændende hvad der skulle ske. Selv havde han aldrig set scepteret før, så han stirrede let efter det. Det så interessant ud og krystalkuglen var også spændende. Hvad pokker skulle der ske? Nu blev han kun endnu mere nysgerrig jo!
Da hans far pegede på væsken på bordet, så greb han fat i den og ventede på yderligere ordre. Men han stod klar til at hjælpe!

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo regnede vel med, at han ville dø her? Hvorfor skulle Sephiran give ham noget andet? I forvejen havde han jo tilsyneladende ikke gjort andet end at skuffe både ham og hans moder, selvom han jo faktisk kun havde gjort, hvad de havde ønsket og krævet af ham. Han så kort mod Kimeya og så mod sin far, da han var blevet spændt fast. Han ville snart blive en del af hans sande familie? Hvad skulle det da lige sige? De havde jo afskåret ham! De havde jo ikke ønsket ham, så hvorfor skulle han nu igennem det her? "Jeg forstår ikke hvad du vil.." Han tav, idet at hans kæber blev tvunget fra hinanden, og miksturen blev tvunget i hans hals. Her var han - ligesom Kimeya, tvunget til at sluge det.
Romeo forsøgte at vende blikket den anden vej, også selvom han nu lå ganske stille på sin plads. Meget andet ved det, kunne han jo heller ikke ligefrem gøre. Han fandt det faktisk utrolig ubehageligt. Han havde ikke nogen anelse om, hvad han kunne forvente af dette. Slet ikke faktisk.
Kæmpe imod? Kimeya var uden tvivl en smule mere med, end hvad han selv var. Men igen, så kunne han jo knap lægge to og to sammen, om hans liv så afhang af det! Her vendte han blikket tomt i retningen af Sephiran. Han var kold.. ligegyldig, også selvom han et sted inderst inde var ked af det. Men igen, så var han jo bare et resultat af sine forældre.. og hvad de havde gjort ved ham. Hvorfor skulle det gå udover ham, at de havde dummet sig, samt fejlet omkring ham?

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ligeglad med, at de begge slugte eliksiren lettere modvilligt. Det skulle have den, da den gik ind og langsomt bedøvede deres hjerneaktivitet, så de ikke kunne kæmpe ligeså meget imod. Faktisk, så prøvede han at gøre dette mere behageligt for dem, end det han selv havde været udsat for. Men uanset hvad, så ville det nok være den værste smerte de nogensinde havde oplevet. Et køligt smil passerede hans læber. "Du vil indse, at jeg gør det her for at styrke dig og redde dig fra din families klør, Kimeya," endte han med en fast og afvisende tone. "Jeg kunne også have valgt at lægge dig i graven og du sikre mig, du aldrig ville stå op. Men på trods af alt, så ønsker jeg faktisk at redde dig," vrissede han gengældende. Han gad simpelthen ikke de dumme trusler, for han gjorde jo faktisk dette for også at hjælpe ham. Nok stod han overfor en offentlig afgørelse, men hvis folket ønskede hans død, så ville han faktisk sikre, at Kimeya ville stå op af graven igen. Han ønskede jo faktisk ikke at miste Kimeya. Lige nu var deres tillid bare brudt i stor grad efter Kimeyas nummer og forrådelse. Han vendte blikket mod Romeo. Nej, han forstod ikke, men det ville han snart. "Du vil snart forstå. Jeg agter at rette op på det valg, jeg tog for mange år siden på dine vegne."
Scepteret blev placeret hvor det skulle. Det var en noget opgraderet udgave end hvad Kimeya havde set dengang, han havde lavet det. Og i denne sag fik den også en helt anden funktion end at dræbe vampyrer. Nu skulle den være sjæle-udveksler i stedet. "Det er bestemt ikke et legetøj," svarede han roligt Kimeya. Han så mod Nick. "Drik væsken," endte han. Nick skulle være beskyttet, da det ikke var til at vide, om scepteret ville gå amok. Han havde også selv taget sine egne forbehold.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne intet gøre, i den situation, som han nu måtte ligge i, og han kunne virkelig ikke lide det. Det var virkelig at tage magt og kontrol, samt hans magi fra ham, og det var ubehageligt. Han ville faktisk bare hellere have at Sephiran tog hans liv og fik det overstået! Også selvom han stadig følte, at han havde så meget, som han endnu ønskede at udføre i sit liv, og bare ikke fik mulighederne for at gøre. Det var en tanke, som han faktisk måtte finde utrolig frustrerende! Han spændte i hele kroppen. Hvad fanden var det som skete? Man kunne jo heller ikke stole på en Acheron! Han kunne jo tilsyneladende slet ikke stole på nogen som helst! Også selvom de engang havde været så nære og tætte, så var det bare ikke noget, som man kunne kalde dem mere.. Grotesk som det end kunne være, og hvor voldsomt tingene kunne ændre sig i løbet af faktisk meget kort tid.
"... Redde mig? Du har slet ikke nogen grund til at skulle redde mig fra noget som helst..!" vrissede han denne gang med en sammenbidt stemme. Han følte sig udsat og sårbar. Det var virkelig ubehageligt! Han fulgte Sephiran meget nøje med blikket, hvor hans krop tydeligt dirrede og sitrede under det her. Han fandt virkelig det her ubehageligt.. Hvad var det Nick skulle beskytte sig selv for? "Så hvad har du tænkt dig? Langsomt og smertefuldt at ende mit liv? Tvinge mig til at skrige, til mine lunger ikke kan mere?" Han vendte blikket direkte mod Sephiran denne gang. Han brød sig bestemt ikke om at ligge der.

[Nick Direshade Acheron]

Nick ville ønske, at han vidste, hvad hans far gerne ville. Lige nu hvor Romeo lå der, så vidste han ikke helt, hvad der skulle ske. Især ikke mellem Kimeya og Romeo. Ordene til Romeo havde heller ikke rigtig givet mening. En del af den sande familie igen? Men hvordan? Romeo havde forrådt dem. Slået Sasha ihjel. Hvordan kunne man nogensinde byde det velkommen i familien igen? Det var noget som Nick i den grad havde svært ved. Men lige nu ville han dog ikke tage sorgerne på forskud, han ville faktisk gerne stå her for sin far, for han havde jo fået æren af at få lov til at være her.
Han selv blev stående tavst med eliksiren i sin hånd, klar til hvad han end skulle. Dog endte det ikke med at blive specielt udfordrende, da han fik at vide, at han selv skulle drikke den. Men hvorfor? "Okay," endte han. Han tog proppen af flasken og bundede væsken, som ikke smagte synderligt godt. Han skar derfor en grimasse, men gjorde ellers ikke mere. Det ændrede som sådan ikke på noget følte han selv. Så hvad havde det overhovedet betydet?
Selv forstod han ikke hvorfor hans far skulle ønske at redde Kimeya, men igen, så stillede han ingen spørgsmål. Det havde været begrundelsen for, at han fik lov at være med. Han blev blot stående, indtil han fik yderligere ordre.

[Romeo Direshade Acheron]

Som ordene ikke gav mening for Nick, så gav de bestemt heller ikke mening for Romeo, som i forvejen havde meget svært ved at finde ud af dette. Han blev bare liggende stille. Han vidste at han skulle straffes, men hvordan og i hvilket omfang? Det var det, som han ikke rigtigt havde fundet ud af endnu, og nu lå han så bare der. Tydeligt at Kimya havde det langt værre, end det som han selv havde, men der var jo så ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det af den grund. Han spændte let i sine hænder, men uden egentlig at gøre nogen former for modstand. Han vidste jo godt, at det var nytteløst, så fastspændt, som han lå der i øjeblikket.
Denne gang vendte han blikket mod sin fader, som stod med sit scepter i hånden. Hvad det skulle bruges til, vidste han ikke, men Kimeya var urolig, så der var vel en fare i den? Ville han slå dem begge ihjel nu? Det var jo ikke fordi at det ville komme bag på ham, hvis det var det, som ville møde dem begge to. Romeo vidste at han havde gået mod sin egen familie.. men igen, så havde han aldrig haft en grund til at skulle gøre andet, sådan som han følte sig forrådt selv.. De ønskede ham jo heller ikke nogen af dem! Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik, inden han vendte blikket op mod loftet i stedet for. Han lå vel egentlig bare og ventede på straffen som skulle ramme ham nu? Og så måtte han jo se, om han overhovedet fik lov til at beholde sit liv, eller hvad det nu var. Han følte jo ingenting alligevel, hvilket hans forældre kun havde sig selv at takke for.

[Sephiran Acheron]

Kimeya ville intet forstå. Det ville han nok ikke gøre i lang tid. Men for Sephiran betød det ikke noget. Lige nu var de milevidt fra hinanden. Men selv på trods af alt, så var dette jo et forsøg på at redde Kimeya. Gøre ham normal, frigøre ham af sin families klør, for han blev direkte sindssyg af at være i selskab af sin egen familie. Det samme gjorde Sephiran jo, det var jo derfor Theodore nu kunne sejle sin egen sø i Dvasias med sin lille horepige i huset, mens han selv og resten af familien, der holdt sammen, kunne skabe et godt liv i Imandra. Selv følte han, at Kimeya havde brudt tilliden fuldkomment. Så måtte Kimeya jo synes hvad han selv gjorde.
"Du vil med tiden indse, hvor blændet du er af at være i dine forældres selskab," endte han kortfattet.
Selv fik han gjort det sidste klar og taget de sidste forholdsregler. Nick skulle bestemt ikke risikere at blive offer for sjæleudvekslingen, ej skulle han selv. Han vendte blikket mod Nick. "Stil dig overfor mig, på den side af scepteret," endte han og pegede. På den måde, så dannede de på en måde en firkant allesammen. Kimeya og Romeo på hvert sit bord med en hvis afstand. Scepteret i midten, hvor han selv stod ved den også. Og så Nick på den anden side. Han tog sig ikke af yderligere kommentarer fra nogle af dem, for de ville kæmpe mere imod hvis de vidste, hvad der skulle ske. Han så på Nick. "Fokuser din magi i scepteret. Du bliver nødt til at skabe magien, så krystallen har energi," endte han og så indgående på sin søn. Det måtte ikke gå galt!
Ganske lavmælt begyndte han at mumle en række ord. En række ord, han havde hørt sin far bruge mod ham flere gange, som var det, der ville hidkalde noget af det overnaturlige til at hjælpe med at fjerne en del af sjælen. Hans egen magi bruste i hans årer og da ladningen var klar, så sendte han alt magien direkte mod scepteret. Smertefuldt ville det blive, men nu skulle han frarøve Kimeya en del af hans sjæl. Scepteret lyste op i krystallen og skød magien ud til begge sider, hvilket ville ramme dem begge. Forskellen var bare, at magien sugede fra Kimeyas sjæl og videregav dette til Romeo, eftersom Romeo ingen sjæl havde at tage af. Det ville snart blive meget smertefuldt for dem begge og jo voldsommeren magien blev, jo mere lyste hele rummet nærmest op af krystallen.

[Kimeya Marvalo]

Var det underligt, at Kimeya var urolig omkring det her? Sephiran havde altid været farlig for ham at være i nærheden af, hvilket nok også var derfor, at han godt kunne lide at gøre det. Han knyttede næverne svagt, inden han denne gang slog hovedet tilbage ned i bordet. Han var kun præget af en uro. Sjældent var det nemlig, at han følte sig så alene og så.. sårbar, som det han gjorde lige nu, og endda overfor Sephiran? Den mand, som han igennem så mange år, havde anset som en ligemand.. Nu var han endda slået af ham og hans flok. Han lukkede øjnene kort. Han bad egentlig bare til at han bare ville tage hans liv, og bare ville gøre det hurtigt i stedet for!
"Så slå mig ihjel og få det overstået..!" endte han denne gang med en mere fast tone. Romeo forholdt sig irriterende rolig. Den knægt var da kun irriterende! Han så skiftevis i retningen af Nick og Sephiran i den forstand, at det var ham muligt. Hvad var det overhovedet som skulle ske her?
Remsen havde Kimeya dog hørt før, også selvom han ikke helt kunne placere hvor han havde hørt den. "Du kan lige vo..!" Han tav idet at lyset kom fra krystallen i Sephirans scepter, og skød magien både mod ham og mod Romeo. Kimeyas pupiller trak sig voldsomt sammen, idet at en smerte så ubeskrivelig, måtte melde sig. Han spændte omgående i kroppen.. Han kæmpede imod.. Han ville ikke det her! Hans krop begyndte nærmest at kampsvede, og han følte at han brændt indvendig. Han rystede kraftigt på hovedet denne gang. Han ønskede slet ikke dette! "S-STOP!" udbrød han denne gang. Gud hvor det gjorde ondt! Og i forvejen havde han mega ondt i benet! Denne gang skreg han op af den smerte som han følte. Et kraftigt lys brød ham denne gang, og blev suget direkte ind i krystallen, inden det kraftigt blev skubbet direkte ind i Romeo denne gang. Kimeya gispede efter vejret. Gud hvor han dog havde ondt!

[Nick Direshade Acheron]

Nick så skiftevis mellem Kimeya og Romeo. Hvad der skulle ske her, det var han meget interesseret i at finde ud af. Men med tålmodighed, så ville han jo nok også regne det ud. Sephiran lagde jo som sådan ikke skjul på, at der skulle ske noget og det virkede til at han skjulte resultat for udførelsens skyld og ikke for at holde ham uvidende. Det måtte være noget indviklet, eftersom der var taget så mange forholdsregler. Ikke at det gjorde ham noget, han ville gerne være udenfor fare. Selv troede han ikke på, at hverken Kimeya eller Romeo ville dø, hvilket han næsten fandt ærgreligt. De fortjente det i den grad begge to og det gjorde ham lidt tvær, at det ikke var den straf de skulle få. På den anden side så virkede det til, at Kimeya hellere ville dø end ligge her, så måske var dette en bedre straf.
Som hans far snakkede til ham, så nikkede han blot og stillede sig på plads. En slags firkant var dannet mellem dem alle, hvor scepteret nu var midtpunktet i festen. Han lyttede indgående til ham. Magi til scepteret. Javel. "Ja, far," endte han. Så han fik faktisk lov til at hjælpe med til det hele? Det var han meget stolt over!
Han gned hænderne mod hinanden og holdt så håndfladerne rettet mod scepteret. Magien lod han skyde mod den for at sparke gang i den, hvor han også kunne se at det begyndte at knitre inde i krystallen. Han holdt magien igang og fokuserede alt sin magi i scepteret, som Sephiran gik igang med noget andet. Det hele begyndte at lyse op og krystallen blev kraftigere og kraftigere, hvor den til sidst ende med at skyde voldsomt til begge sider og udvekslede energien mellem Kimeya og Romeo. Kimeyas skrig var også ret voldsomt, selvom han dog ikke lod sig påvirke af det.