You are just the one I would like to talk to!

[Lionell Marvalo]

Faith Jaceluck Marvalo

---

Lionell var ikke kommet særlig langt, før han var blevet overfaldet af dæmonerne, da han havde nærmet sig Appolyon. Alt foreløb for nu, præcist, som han gerne ville have det. Han skulle derind, og han vidste, at der her fra indgangen, kun måtte være et sted at føre ham hen - til hjertet af Appolyon. Det var nu, at han skulle bringe Marvalo tilbage på verdenskortet, og han vidste at det ville blive nødvendigt at snakke med en kvinde, som havde stået Kimeya nær i frygtelig mange år.
Lionells hænder blev kraftigt låst bag på hans ryg, og allerede på vejen, havde han modtaget slag og andet. Han gjorde det her alligevel.. Alt det her skete med en mening. For nu, kunne han stå der i selskab med en række dumme dæmoner, som troede de havde fældet en warlock. De skulle bare vide.. Det her var jo meningen! Så de kunne jo tro hvad de ville!
Lionell blev ført direkte til Fangegrotten, hvor han blev placeret denne gang. "Hent en af lederne. De skal vide hvad vi har fanget her." En af de ældre dæmoner smilede et næsten tandløst smil. Lionell rettede sig op. Han tog det her meget lidt tungt, for det havde han slet ikke nogen grund til. Han ømmede sine håndled. For nu, kunne han jo kun håbe på, at de ville bringe Faith til ham. Uanset hvad, ville det slet ikke være særlig svært for ham at bryde ud og komme ud. Han var en stærk warlock.. Folk glemte lidt til tider, hvor stærk han egentlig var, fordi han aldrig rigtigt havde været aktiv. De skulle bare vide. Han stirrede fast på den flok dæmoner som hastede i retningen af Jared og Faith med den glædelige nyhed. De havde nemlig fanget en warlock!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var vendt tilbage til Appolyon for en bemærkning. Jared var ude, eller rettere så havde hun løjet om et forretningsmøde for muligheden for at have stedet her for sig selv. Med andre ord bestemte hun, tog beslutningerne og var derfor i stand til at bringe Appolyon tilbage til bedre tider, for den mand gjorde intet andet end at ødelægge det. Der midt i hendes fokuserede øjeblik, stod to dæmoner på hendes dør. Hun så op på dem med et neutralt blik, som de alle vidste ikke var et velkomment blik. "Jeg bryder mig ikke om at blive forstyrret," pointerede hun. Så godt burde de kende hende. De to mænd udvekslede et par overvejende blikke. "Det ved vi, Miss, men vi synes du skulle vide at en warlock er blevet pågrebet," fortalte den ene.
Hun hævede et slankt øjenbryn. Det var et par uger siden hende og Kimeya havde været hinanden nær. Han havde hat en dum vane med at dukke op hernede. Hun sukkede. "Fortæl Kimeya at jeg ikke har interesse i at se ham," vinkede hun dem af. Hun bemærkede godt at de udvekslede flere blikke. "Det er ikke Kimeya Marvalo, Miss, det er hans far," fortalte den anden. Det fangede for alvor hendes interesse. Hun så op på dem begge og rejste sig. "Og det siger i først nu?!" hun kylede en flamme efter dem der fik dem til at springe til side, hvorefter hun forlod sin hule, for at komme ned til et større hulrum der normalt fungerede som samlingspunkt. Ganske rigtigt, der i midten stod Lionell Marvalo. I det mindste mødte hun ham påklædt denne gang. "Lionell Marvalo, hvad bringer dig til Appolyon?" spurgte hun spidst. Hun vidste godt at dæmonerne ikke havde været i stand til at pågribe ham hvis det ikke havde været meningen. Hun gjorde tegn til dæmonerne om at slippe deres greb om ham.

[Lionell Marvalo]

Lionell blev holdt stædigt fast nede i Fangegrotten, kun fordi at han ikke rigtigt havde noget andet at tage sig til. Jovist kunne han sagtens. Det ville slet ikke være et problem for ham, at få hele Appopyon til at eksplodere, om det var det som han ville, og så ellers bare selv gå ud, uden et mærke eller noget på hans krop, som ville indikere, hvad han havde gjort.
Endelig dukkede hun op. Der strammede dæmonerne automatisk deres greb omkring ham, for at holde ham fast. De ønskede at understrege for deres leder, hvor dygtige de havde været? Åh ja.. så dygtige! De have jo givet ham lige præcis det, som han gerne ville, og havde bragt ham til hjertet af Appolyon, og endda overfor den kvinde, som han gerne ville snakke med! Så kunne det heller ikke blive bedre! Slet ikke!
"Det er jo den kære Faith Jaceluck.." Han trak tilfredst på smilebåndet, inden han selv brutalt rev sig fri af dæmonernes greb. De vidste jo godt hvor farlig en warlock var, og de ønskede ikke at der skulle ske noget. De holdt sig dog alligevel tæt ved, også mest for Faiths skyld. "Miss.." sagde den ene. Lionell var nu ligeglad med dæmonerne. Det var Faith han var kommet for at snakke med. "Jeg er såmænd kommet for at se dig, Faith. Er der nogen steder vi kan snakke selv?" Hænderne holdt han frem for sig, for at understrege, at han altså ikke var ude på at gøre hende noget, for det var det sidste, som han ønskede sig lige nu. Ingen tvivl om det. Han trak vejret dybt denne gang. De dæmoner rørte ham ikke.. Han ville nemt kunne slå dem ihjel, om det var det, som han ville. "Det gælder din søn," sagde han denne gang. Kimeya var ikke vejen ind, men derimod deres fælles søn. Dum var han ikke, selvom han var lidt for glas for flasken, og som regel sad i sin egen verden bugnet af kvinder og alkohol.. men lige her, var han ædru og ved sine fulde fem. Det var jo en alvorlig sag.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var ikke dum. Marvalo familien var stærk, Lionell i særdeleshed, hun huskede at Kimeya altid havde været bange for ham og hun forstod hvorfor. Dog udviste hun ingen frygt for ham, ikke engang selvom han engang havde været tæt på at tage hende ved tvang, kun afbrudt af Kimeya. "I egen høje person," bekræftede hun slog armene ud fra kroppen, før hun foldede dem foran sig. Dæmonerne havde gjort som Lionell havde ønsket, de havde ikke været dygtige, de havde gjort det let for ham. Derfor sendte hun dem også blot et advarende blik der fortalte dem at de ikke skulle forsøge at underkue hendes beslutning om at holde sig væk.
Om det var klogt at bevæge sig væk alene med Lionell, vidste hun ikke, men så snart han afslørede at det havde at gøre med Cedric, som hun i forvejen vidste var i Sephirans kløer, så vidste hun også at hun ikke havde noget valg. "Følg mig," bad hun og vendte ryggen til ham, som tegn på at hans skulle følge efter. På vejen lod hun en væg af ild afskære dem fra de øvrige dæmoner for at markerer for dem at hun havde kontrol over dette og at de ikke skulle følge med. Ikke langt derfra drejede hun ind i det hulrum som alle dage hvade været hendes. Hun slog klæddet til side og bød ham inden for. Her var de i det mindste alene, ingen vovede at afbryde dem. "Fortæl mig hvorfor du er her for at informerer mig om min søn.. er din egen søn stukket halen mellem benene?" spurgte hun tørt. Det var vigtigt for hende at forgive at Kimeya ikke betød noget for hende, selvom det langt fra var tilfældet. Hun gik hen i midten af lokale og vendte sig rundt mod ham med armene foldet over brystet.

[Lionell Marvalo]

Dæmonerne havde gjort det forbandet nemt for Lionell at opnå lige hvad han ville. Selvom han havde været passiv igennem de sidste utrolig mange år, men der var grunde til at en mand som Kimeya var bange for ham. Han havde bare aldrig rigtigt gjort noget ud af det. Det var på tide nu, at komme tilbage på banen igen. Folk havde desværre vist ham, at hans handlinger og hans magiske kundskaber og egenskaber var lidt glemt. "Perfekt," sagde han denne gang med en tydelig tilfreds stemme. Svært var det at sige noget andet lige nu.
Hun bed på med det samme. Det var noget som passede ham mere end fint! Han stirrede kort mod Dæmonerne, som stod næsten forundret tilbage over Faiths beslutning, samt hvordan hun havde taget alt dette. Hvorfor var det lige dem, som hun var vrede på? Det havde i hvert fald heller ikke været deres hensigt.
Ufortrødent fulgte Lionell med. Utroligt hvilken betydning børn særligt kunne få på det kvindelige køn. Det var jo også det, som han havde udnyttet lidt i situationen hvad angik Irina. Kimeya havde brug for dem.. Cedric også for den sags skyld. Det var jo for pokker hans barnebarn! Kort skævede han mod den mur af flammer som rejste sig. Nu var han der jo heller ikke for at gøre skade på dem - utroligt nok. "Kimeya er nedlagt, Faith.. Han er blevet placeret i kælderen af Sephiran Acheron.. En mand jeg formoder du kender?" Han trådte ind i den lille hule. Han havde svært ved dæmonernes levevis. Kunne de overhovedet klare det her? Under jorden og det hele? Han rystede kort på hovedet. "Cedric er ved dem. Jeg vil have dem begge ud derfra," sagde han denne gang. Cedric levede i en verden af tilfredshed ved Acheron.. En virkelighed som skulle fjernes og erstattes af den sande. Han så mod Faith. "Jeg regner med din hjælp." afsluttede han denne gang.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Somme tider blev Faith nærmest pinlig over dumme hendes artsfæller var, særligt når det kom til Warlocks. Hun var ikke dum nok til at sætte sin lid til Lionell, men han gav hende intet andet valg. Nok var hun ikke god til at vise sin svaghed for sine børn, men hun gjorde hvad hun kunne for at passe på dem, ligesåvel som hun endnu bekymrede sig om Kimeya. Hendes blik faldt på ham igen. Bevidst sørgede hun for at holde en vis afstand til ham, uanset hvilket henseende han var her i, så havde de en lang fortid og hun vidste at han aldrig havde været begejstret for Kimeyas svagheder overfor hende. Hvor kold hun end gerne ville fremstå, kunne hendes blik ikke skjule den uro der pludselig bredte sig. Kimeya var nedlagt? Hendes hjerte slog hårdt. "Naturligvis. Kimeya har kæmpet en kamp mod ham i evigheder. Jeg troede altid han ville være stærkere, men det lader til at jeg tog fejl," hun vendte sig om, så hun stod med ryggen til så han ikke kunne se uroen i hendes blik. Hun foldede armene henover brystet. Hendes sind kørte allerede hurtigt derudaf med muligheder.
"Hvorfor vil du have dem ud? Uden Kimeya bliver din magt større, så hvad får du ud af dette?" spurgte hun skeptisk. Dum var hun ikke, far og søn havde altid konkureret på det punkt, desuden plejede han ikke ligefrem at komme løbende når Kimeya var i knibe. "Og i hvilket henseende havde du forestillet dig min hjælp? Kimeya kom til mig for nogle uger siden og ønskede en midlertidig alliance mellem warlockerne og dæmonerne, jeg fortalte ham det samme som jeg fortæller dig. Min magt over dæmonerne i disse tider er begrænset, jeg kan kun tilbyde min personlige hjælp," pointerede hun.

[Lionell Marvalo]

Dæmonerne var ikke just de mest smarteste man kunne komme i nærheden af, og det kunne han nu udnytte - fordi at han kunne, og det var det, som han samtidig også havde tænkt sig at gøre. Han blev stående ganske roligt foran hende. Han var fuldkommen ædru for i aften, og han havde tænkt sig at reagere på det. Han havde selv nedlagt Kimeya, men det havde æret for at redde hans liv. Cedric havde været til stede, og enhver vidste, hvordan den mand reagerede, når hans nære var i nærheden. Selv det var jo noget, som han for længst havde fundet ud af, hvilket var en tanke, som han kun måtte finde utrolig irriterende. "Jeg gjorde det selv, for at redde hans liv," sagde han denne gang. Det var muligt, at han havde en tendens til at virke fuldkommen ligeglad, selvom det langt fra var sådan at det forholdt sig. Særligt i det her tilfælde. Han ville faktisk værne om sin familie, og nu hvor den var i så meget opløsning som den var, var det på tide, at selv han reagerede og handlede på det.
Denne gang tog Lionell et skridt tættere på hende, selv da hun stillede sig med ryggen til. Deres historie var han ligeglad med. Han havde forsøgt at skille dem ad.. tvinge Kimeya hjem. Og han havde nydt at se knægten krybe for ham. Han vidste at knægten var bange for ham. "Min magt bliver større, men det er ikke det, som jeg er ude på," endte han denne gang. Tro det eller ej.. Magten var han ikke efter. Kunne han, ville det slet ikke være et problem for ham at skulle tage den. "Jeg er ærlig talt ligeglad med de andre dæmoner.. De bragte mig direkte til dig, som jeg gerne ville have. Det er dig og de nærme omkring dig, som jeg vil få brug for," sagde han denne gang. Han betragtede hende med en meget indgående mine. Han havde en idé.. Han havde bare brug for dæmonerne. En opkommende alliance. Han fortsatte vel bare hvor Kimeya havde sluppet?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Uden at have været en del af det, anede Faith ikke hvad der foregik på den side af grænsemuren. Hun havde travlt med at finde sin plads i Appolyon, eller faktisk havde hun mere travlt med at finde ud af hvordan hun kunne skubbe Jared af pinden og igen tage sin retmæssige plads. Hun var den fødte leder, hun havde gjort sig fortjent til det, knoklet for det, mens han havde snydt sig til det. Trods hun stod med ryggen til var hun hele tiden opmærksom på hvor han befandt sig i forhold til hende, det var ingen hemmelighed at han altid havde ønsket hende borte, det var næppe forandret nu. "Det lyder besynderligt," pointerede hun og vendte sig om mod ham igen. Han havde bragt Kimeya ned? Hun havde lyst til at lade sin vrede gå ud over ham, men ikke uden at kende detaljerne.
"Så fortæl mig hvad du er ude på," opfordrede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Med en mand som Lionell var det særligt vigtigt at kende alle detaljerne før man sagde ja til noget. Hun lod armene falde slapt ned langs siden. Han var et tårn i forhold til hende, men det var Kimeya trods alt også. "Godt. Så fortæl mig hvordan du havde set min hjælp være nyttig. Hvad vil du have mig til?" spurgte hun lidt direkte. Faith var ikke kendt for at være en tålmodig kvinde, hun ville ikke spilde tiden på ligegyldigheder, og slet ikke hvis både Kimeya og Cedric var i farer hvert øjeblik de bare stod her og snakkede.

[Lionell Marvalo]

Cedric var ikke i fare, så meget vidste Lionell. Af hvad han havde fundet ud af, havde Acheron af en eller anden mærkværdig grund, valgt at tage knægten til sig som sin egen. Han stirrede direkte på hende. Hun var vred.. Af grunde, som han ikke skulle være idiot for selv at finde ud af, kunne man sige. Han trak denne gang morende på smilebåndet. "Det var enten det, ellers ville det koste ham livet.. Jeg har faktisk gjort det for at redde ham," fortalte han denne gang. Hun havde ikke været der.. Hun havde ikke set hvordan Cedric egentlig var blevet brugt mod manden. Dette var vel bare en måde, hvorpå at han forsøgte at redde dem begge?
"Du ved hvor meget Marvalo går op i ære, ikke sandt?" Han så sig denne gang om i stedet for. Et sted skuffet over, at han ikke var blevet tilbudt noget at drikke ovenpå den grumme behandling, som han allerede var blevet underkastet. Dog var det ikke noget, som kom bag på ham. Tvært imod faktisk. Han vendte blikket igen i retningen af Faith. "Har I intet at drikke her på stedet?" ende han denne gang. Armene lod han kort søge over kors. Som sagt, så var han her ikke for at gøre hende noget ondt, men derimod for at pleje den kommende alliance, som han vidste, havde været undervejs i noget tid nu. "Kimeya står overfor en offentlig henrettelse, om jeg ikke tager helt fejl. Sephiran ønsker at lade det være op til folket at afgøre, hvad der skal ske med ham.. Vi ved hvilken retning det går. Du er lille.. Du vil nemt kunne komme tæt på. Jeg vil selv blande mig. Jeg ønsker ikke Kimeya død," sagde han denne gang. Utroligt nok.. Men det gjorde han ikke.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde ikke været der, hun havde ikke set hvordan Cedric var blevet brugt imod Kimeya, men hun vidste at han om muligt var endnu mere svag overfor børnene end hun selv var, desuden ville Kimeya aldrig skuffe hende ved at gøre dem ondt. Det var en del af deres fortid som de begge respekterede dybt, det ville være dyb forræderi at gå imod dem, mere end hvis han havde forsøgt at slå eksempelvis hende ihjel. "Hvilken ædel far du er," hendes tone dryppede af sarkasme. I forvejen gav hun ikke meget for faderfiguren alle dem hun havde haft, havde vendt hende ryggen. Hendes biologiske far havde efterladt hende som barn på et marked, Isiah der havde taget sig af hende efterfølgende havde gjort hendes liv til et helvede, og Nathaniel som havde kendt hende siden hun var barn og som hun havde fundet en ven og faderfigur i, havde fundet andre mere spændende veje. "Det siger i, desværre ser jeg jer sjældent gøre ærefulde ting," pointerede hun med et ærligt skuldertræk. Det var ikke bebrejdende men nærmere konstaterende.
"Jeg burde have vidst at din ædruelighed var for godt til at være sandt. Gik dernede, Jared gemmer sikkert noget," opfordrede hun og pegede på et skab henne i hjørnet. Den mand var jo selv glad for flasken, hun selv holdt sig primært til vin, af åbenlyse grunde. Hendes slanke øjenbryn skød op. "Jeg er lille?" gentog hun skeptisk. Han stod overfor en af tidernes stærkeste dæmoner, og det våben han så i hende, var hendes få centimeter og manglende former? "Det er fint, jeg kan komme tæt på. Og hvad med Cedric?" spurgte hun. Han var vred på hende og ville næppe høre på hende selv hvis hun forsøgte at tale ham til fornuft, det sørgelige var at Lionell formentlig bedre ville kunne nå ind til ham.

[Lionell Marvalo]

Lionell havde ingenting for Cedric. Desværre for den unge knægt, var han en varyl og datter af kvinden, som han i øjeblikket måtte stå overfor. Ikke at det var noget som vækkede ham nogen større interesse. Nej, det som han ville lige nu, var at redde hans søns liv, og dette var den måde, hvorpå at han havde fundet muligheden. Nu handlede det jo i bund og grund bare om at gribe den. Og til det, havde han brug for hjælp. Han kunne ikke gøre det alene.
"Jeg takker," sagde han denne gang. Nu for alvor hvor hans families ære var i fare, kunne han ikke lade være med at bide sig fast i, hvordan han kunne gøre noget ved det, for netop at gøre det ondt. Det var det som han havde brug for nu, og det var helt klart også det, som han havde tænkt sig at gøre. Og for at tænke klart.. måtte han have noget at drikke! "Glimrende..!" Han søgte med det samme ned mod skabet. Her fandt han en halvfuld flaske whisky. Endda en af de bedre. Havde dæmonerne virkelig så god smag? Proppen fjernede han derfor hurtigt, hvor han tog en tår. Det smagte jo fantastisk!
Han sukkede næsten nydende, hvor han sænkede flasken denne gang. "Din søn er udenfor farer, Faith. Sephiran og resten af hans uduelige familie, har taget ham under sine vinger. Spørg mig ikke hvordan. Men det har de." Han vendte sig mod hende denne gang. Hun var lille.. Størrelsen var jo perfekt! Intet mindre! "Tager jeg da fejl?" spurgte han denne gang. "Kimeya er blevet låst af vejen i de mørke kælderrum. Desuden ved jeg, at der er yderligere et individ der, som du sikkert ønsker løsladt." Han sendte hende et næsten lokkende smil, inden han tog endnu en tår. Det gjorde godt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

De arbejdede mod fælles mål uanset om han brød sig om hende eller ej. Sandheden var at hans søn havde elsket hende og nok et sted stadig gjorde, han var på sit vis tvunget til at respekterer hende nu. Familieæren var på spil, også for Faith, det ville være mere end almindeligt flovt, hvis hendes søn af eget kød og oprindelse, gik bag om ryggen på sine forældre.
Faith lænede sig op af skrivebordet og betragtede ham i hans færd hen til skabet. Man skulle jo næsten tro at han var hjemme, hun så tydeligt hvor Kimeya havde sin slående selvtillid fra, men nu havde hun heller aldrig haft æren af at møde hans mor. "Tag endelig for dig, jeg kan næsten ikke kende dig så stabil på benene," pointerede hun og rullede med øjnene.
"Jeg forestiller mig ikke at det var svært for dem. Cedric har altid været skrøbelig ser du, lige fra han blev født var han et svagt individ, intelligent men svag. Oven i det er han bitter, at slå sig sammen med Sephiran er den ultimative straf for både Kimeya og jeg," hun sukkede. Ærligt havde hun forventet mere af sin kære søn, han burde have vidst at de ikke var varme, kærlige forældre i ordets forstand. Hun rystede bare på hovedet. Hun var lille det kunne hun ikke lyve sig fra, og det havde givet mange fordele, men det betød også at hun måtte kæmpe dobbelt så hårdt for at skabe sig et værdigt ry. "Kimeya er en stor mand, han kan tage hånd om sig selv. Hvem skulle ellers falde i min interesse?" spurgte hun og rettede sig lidt op. Lucifer og Evan ledte hun stadig efter men de var forsvundet som dug for solen, det var irriterende!

[Lionell Marvalo]

Dæmonerne havde og ville aldrig nogensinde være Lionells kop the, og han havde vidst også givet udtryk for sin mening omkring Faith frygtelig mange gange tidligere. Det havde jo så desværre ikke formået at holde knægten på afstand fra hende, og det var nu det, som han selv, såvel som Kimeya, nu bare måtte acceptere. Sagen var, at hun i denne forbindelse, gjorde sig yderst brugbar, og det var det, som han reagerede på. Alt andet var ham fuldkommen ligegyldig.
Selvtilliden fejlede bestemt intet, selv på trods af den situation, som han stod i. En mand som faktisk havde mistet det hele. Han vidste at Kimeya ikke ville tilgive ham for hvad han havde gjort, dog selvom det havde reddet hans liv. "Jeg er fuldkommen ligeglad med Cedric i det her henseende. Det eneste som har min interesse, er at få Kimeya ud," sagde han kort for hovedet. Han vidste at Cedric var noget ,som særligt kunne lokke Faith med i det, hvilket skam også var den eneste grund til at han gjorde det her nu.
Endnu en tår af den dyre whisky måtte han få ned, inden han luntede tilbage til hende. Han måtte give Jared denne.. Dette smagte jo virkelig fantastisk! Ikke desto mindre, vidste han at den mand som lå i kælderen, også måtte være af en betydning for Faith. Hvorfor ellers gøre så meget ud af, at skjule ham? Forsøge at lokke ham over på deres side? Han trak denne gang morende på smilebåndet. "Jeg formoder at Evan Strife, er et navn, som siger dig en hel del mere, end det siger mig?" spurgte han denne gang, inden han tog endnu en tår. Længe havde han været på slottet.. Lionell var ligeglad. Han ville bare gerne have styr og orden på tingene nu.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Lionell såvel som Faith vidste udmærket hvad de begge mente om hinanden hver især. Hun fandt ham frastødende på alle måder, og han gjorde det samme med hende. Problemet var at hun havde lagt med hans søn, hun havde sågar ægtet ham af flere omgange, om han ville det eller ej, så var hun en del af dem, som de var af hende. Hende og Kimeya havde skabt et kaos, fordi de havde skabt en gensidig afhængighed af to racer der hadede hinanden. "Jeg forventer at få mit ud af det her, så jeg sætter også min lid til at du får Cedric ud," sagde hun lidt hårdt. Hvis hun ikke fik Cedric, var der ikke rigtigt noget at vinde for hende. "Hvis han ikke går med frivilligt, må du tvinge ham og vinde ham over på din side. Jeg er ligeglad, Sephiran bliver hans død, jeg ser ham hellere som inkarneret Marvalo end som død," sagde hun ærligt. Ja hun foreslog faktisk at Lionell vandt ham over på warlockernes side, men han var for svag til brug som dæmon, desuden havde magien i ham altid været stærkere. Det skulle ikke udvikle sig til en krig med børnene.
Hendes pupiller trak sig sammen og gav hendes blik et nærmest dragelignende udtryk. Evan var altså ikke død? Selvfølgelig havde de taget ham. "Du kan være meget glad for at vi lige har konstateret at vi har brug for hinanden, Lionell, ellers er jeg bange for at du havde ligget som en bunke aske," sagde hun vredt. Evan var meget vigtig for hende. Han var en ven, og en af de mest loyale. "Jeg vil have ham og jeg vil have ham i live," fastslog hun. Hun ville ikke være offer for et af hans numre, hun ville have Evan, hun havde brug for Evan særligt i forhold til Jared og hun havde søgt, ligesom hun også søgte efter Lucifer med lys og lygte. Ham havde hun brug for mere end nogensinde efterhånden.

[Lionell Marvalo]

Lionell himlede svagt med øjnene. Han kunne sagtens få Cedric ud, hvis det skulle være det, men det var så sandelig heller ikke fordi, at den knægt havde nogen videre stor betydning. Oprigtigt, kunne han ikke være mere ligeglad med den knægt. Men fik han hvad han ville have, så skulle han nok. Uanset hvad, så kunne han ikke se, hvad de skulle bruge den knægt til. "Udmærket. Hvis det er det frøkenen kræver, så er det hvad jeg skal gøre." Hvis det betød, at han fik sin søn ud derfra, så var det virkelig også det værd. Hans blik faldt meget sigende til hendes skikkelse igen.
Flasken blev han stående med i sin hånd. Hun så ham hellere som en del af Marvalo? Han sendte hende en yderst kortfattet mine, hvor han rynkede på næsen, som var han netop blevet grovt fornærmet. "Du vil ikke have ham.. Hvad får dig til at tro, at han kan blive en Marvalo?" spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme. Han havde virkelig ikke en skid, at skulle bruge den knægt til.
Evan Strife befandt sig også oppe på slottet, og nu hvor han vidste, at det var en mand, som havde en betydning for hende, så skulle det vel også bare mangle, at hun fik lov til at få ham med også? Hvis det betød at han fik Kimeya ud i live, så havde de en aftale. En aftale, som han gerne stod ved. "Hjælp mig med at få Kimeya ud i live, og du skal få Evan," endte han denne gang. Alt taget i betragtning, var det vel egentlig også en ganske fin aftale? Desuden havde han ikke haft en skid med den mand at gøre. Han kunne ikke være mere ligeglad. Var man ikke renracet warlock, havde man ingen betydning for ham. Det var så nemt.