Unexpected Visitor

[Irina Lucille Marvalo]

Lionell Marvalo

______________________________________________

Horehuset var knap så meget en fest som den var ment til at være. Faktisk var det henlagt i fuldstændig tomhed, ingen aktivitet, ingen nydende suk eller støn eller overskønne mænd og kvinder der dansede sin vej forbi. Det forfaldne steds eneste beboere var Irina og Ianessa. Den unge kvinde var hendes ansvar, så hun havde naturligvis fjernet hende fra slottets farerfulde kamre. I øjeblikket lå Ianessa og sov på et af de mange værelser, mens Irina selv, sad i ensomhed ved et bord der engang havde været et fællesareal, med plads til kortspil og druk. Hun sad i aften, mørket, kun med en magisk blå flamme vækket i den ene fakkel på væggen, kun lige nok til at lyse bordet op. Hendes mørke skikkelse virkede nærmest bare som en silhouette i mørket. Hun lagde roligt endnu en spar knægt over i den korrekte bunke af sin kabale. En kvinde måtte trods at få aftenen til at gå på en måde. Foran hende stod et glas mørkt rødvin, og bidrog til underholdningen. Det så ganske fredeligt ud, men sandheden var at det allerede var hendes fjerde glas. Hendes rolige, kolde ydre afslørede ingen bekymring, men indeni var hun urolig. Nok var hun ikke længere en rigtig Marvalo, og havde ingen rettigheder eller noget at sige i forhold til familien, men Kimeya var faldet og Lionell havde været skyld i det. For det ville hun aldrig tilgive ham. Nok var han et røvhul, det havde han altid været men hun havde aldrig troet at han kunne synke så dybt som at bringe sin egen søn i knæ, havde han ingen idé om hvor meget skam det kastede over dem? 
Hendes kulsorte øjne stirrede overvejende ned på kortene. Det bragte en ro over hende normalt, men tankerne lod til at være svære at at aflede denne gang. Kimeya var hendes søn, blodbundet eller ej. Cressida var i sikkehed langt væk fra dette, og det var hun lykkelig for, men hun hadede tanken om hvad familien havde udviklet sig til. Der var ingen ære i dette, hun burde være glad for ikke længere at være en del af det, men hun hadede alt ved det! 

[Lionell Marvalo]

Irina var i live, hvilket i forvejen var en tanke, som Lionell havde svært ved, kun fordi at han vidste, hvad det betød. De var ikke længere gift. Døden havde nemlig skilt dem allerede for lang tid siden, og hvilken frustrerende tanke det end måtte være, så var han i øjeblikket optaget af helt andre ting. Han havde nedlagt sin egen søn.. Stået og set dem knuse hans ene ben, men ikke desto mindre, så var han i live, og det var det vigtigste lige nu. Det andet, var noget, som de nok skulle komme til, og dertil håbede han jo bare, at han havde og kunne regne med resten af familiens støtte. Det var for familien, og det var for deres ære.. Også selvom det var noget som Irina et sted slet ikke var nogen del af længere.
Alt havde ført ham til horehuset. Han havde vel bare en fornemmelse af, at det var her han skulle være. Hans gang var rolig. Nu var han ikke just manden som gjorde sig ekstrem bemærket. Ikke når han bare kom gående om ikke andet. En tur i sengen, var straks en helt anden sag, men end ikke det var noget, som han havde gjort længe. Ikke siden Irina faktisk havde vist sig for ham. Det var ikke det samme, når han ikke havde hende ved sin side, og skulle vise sig.. vise, at han var det bedre. Han hadede det faktisk!
I takt med at Lionell nåede døren, gik den op. Næsten som de bød ham indenfor. I øjeblikket, var han igang med forhandlinger med Sephiran. Dette møde, var bare ikke et af slagsen, som han skulle være kendt med på noget tidspunkt. "Irina!" kaldte han denne gang. Han var i sine fine klæder igen. Noget af det som han havde fået hentet på sit gamle værelse, før Sephira havde taget den endelige plads på tronen igen. Stadig underligt.. Marvalo var nemlig ikke færdig med den krig endnu! Den var kun lige begyndt!

[Irina Lucille Marvalo]

Det var kun et spørgsmål om tid før Lionell ville vise sit ansigt, hvis han da turde. Han kunne ikke undgå at vide hvor meget hun bebrejdede ham for dette. Hun vendte et nyt kort i bunken, ikke et brugbart. Hendes bevægelse var rolige og elegante, hun udstrålede intet andet end kølighed selv i sit eget selskab. Hun havde aldrig lært at slappe af, end ikke når hun var selv. Selv har i mørket kunne hun næsten fornemme stedet dengang det havde været på sit højeste. Hun kunne høre glæden i en blanding af latter og støn, hun kunne dufte røgen og stanken af dyrt alkohol, også selvom det blot var en del af stedets ånd. Det sørgelige var at hun følte sig tilpas der efter de mange år hun havde været tvunget på et sådanne sted, og nu selv havde tvunget deres fælles datter i. Det var næsten ironisk hvordan hun nu var den eneste der var sikker.
Den knirkende dør, fik hende til at se op fra sit kortspil. Hun sad i rummet lige ved siden af hallen. Hans skridt kendte hun alt for vel, de havde tilbragt tilstrækkeligt mange år sammen til at hun altid kunne kende dem. Hun stirrede ud på mørket gennem vinduet der stod lige for hendes blik og følte langsomt modet kvæles i hende. "Jeg burde have vidst at du ville dukke op," svarede hun på hans kald. Hovedet bukkede hun atter og fortsatte med sine kort som om hans tilstedeværelse var det mest uinteressante i verden. Stedet her vakte ingen opsigt, særligt ikke her i mørket, hvilket var grunden til at hun gemte sig i det. For hende var der ingen beskyttelse under hans vinger længere, hun var et oplagt mål til at ramme hele familien. "Du skal være frygtelig god for at vække min interesse i at tale med dig, Lionell," sagde hun. Hun sad med ryggen til døren, men hun var ikke i tvivl om at det var ham og at han ikke ville gør ehende noget, såå havde han allerede slået hende ihjel, han kunne gøre det med lukkede øjne.

[Lionell Marvalo]

Lionell handlede for en gangs skyld, for at redde sin egen familie, og det var det som han havde tænkt sig at gøre. Om det så skulle vise sig, at blive med eller uden Irina, måtte han jo finde ud af. Hans søgte direkte ind i bygningen, hvor dørene roligt gled i efter ham. Her var stille i aften. Hvad kunne det være? Ej lignede det nogen, at skulle være så frygtelig stille som dette. Han rynkede kort på næsen, inden han denne gang nåede det, som engang havde været et kontor.
Her stod han ansigt til ansigt med det, som nu skulle være hans ekskone. En tanke, som han stadig måtte finde voldsomt irriterende, for det ødelagde jo bare alt for ham lige nu! Han rystede kort på hovedet, inden han hævede blikket mod hende. Han havde en god grund. Det ville han i den grad mene, at han havde. Der var en grund til, at han havde taget den lange tur til dette sted, hvor han stod nu. "Ville jeg dukke op, om jeg ikke havde en grund til at gøre det?" spurgte han denne gang.
For en gangs skyld, var Lionell ved sine fulde fem. Han havde nemlig sine egne ting, som han var nødt til at sætte igang, og ting, som han følte, at han var nødt til at gøre for at redde den lille ære, som var tilbage i deres familie. Ganske vidst ikke en, som Irina længere var en del af.. Også selvom Lionell stadig havde ringen på sin finger. Nu skulle Kimeya for alvor reddes, og dette var den eneste måde, han havde set på som en løsning. "Vi skal have Kimeya ud," sagde han denne gang. Nu havde han siddet passiv i mange år. Det vendte nu. Familien havde vel brug for ham?

[Irina Lucille Marvalo]

Lionell havde ikke gjort andet end at bringe skam over en familie som hun havde forsøgt at holde samling på, og da hun havde været væk og han havde lovet at varetage opgaven, havde han druknet sig i alkohol og låst sig inde på et kammer. Sikke en stor og ærefrygtig warlock! Hans skridt kom nærmere men Irina gjorde ikke tegn til at interessere sig for ham. Der manglede ikke meget for at kabalen skulle gå op, desværre havde hun ikke heldet mig sig i dette. Hun sukkede opgivende og vendte sig endelig rundt på stolen. Der stod han i egen høje person, som en skygge i mørket kun svagt oplyst af den samme blå flamme der oplyste bordet for hende. Hendes mørke øjne så vurderende op og ned af ham. "Imponerende. Du kan stå på sine ben i aften," kommenterede hun køligt. Normalt var han altid ved at falde over sine egne ben i ren og skær fuldskab. Ringen havde forladt hendes fingre hun ville ikke udstråle et tilhørsforhold som ikke eksisterede, for hende handlede det om at finde stabilitet i livet igen nu hvor hun ikke længere var hans hustru.
"Det var en lidt pludselig ændring i attitude eftersom du fik ham bragt i den situation i første omgang,Lionell," sagde hun bebrejdende. Først bad han hende om at tage sig af en dreng, undfanget i et forbudt forhold som intet havde med hende at gøre, og nu hvor hun havde gjort det, så bragte hun den samme i knæ. Hun rejste sig uden at lægge skjul på sin lidt passive aggressioner. Hun forholdt sig roligt, men hun havde lyst til at skade ham. "Jeg tager mig af det som jeg altid gør. Det er bedst hvis du holder dig uden for. Du gør dig bedre i sengen end i krig," sagde hun køligt. Hvis man var til den slags i hvert fald, i hendes øjne var han egoistisk og alt andet end god når det kom til lagnerne, men det var en helt anden snak.

[Lionell Marvalo]

Det var nok ikke normalt for hende, at se ham stå ædru, men her stod han. Han vidste at han ikke kunne tillade sig, at drikke sig hen i hegnet, når det var på tide, at handle og reagere på det. Han blev stående, selv da hun vendte sig mod ham, ved at dreje stolen mod ham og rejste sig op. Hun vidste at han havde blandet sig, men havde hun tænkt på hvorfor han havde gjort det? Ikke rørte han en centimeter, også selvom han virkelig havde lyst til det. Hun var smuk.. endnu mere nu i hans øjne. "Ser du overhovedet hvorfor jeg gjorde det?" spurgte han denne gang med en mere skarp stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere.
Og nu gav hun ham skylden? Han trak denne gang kort på mundvigen, inden han fiskede en lille pakke med smøger op af lommen. Han satte den ene i mundvigen, hvor der gik ild i den. Han lod den hvile mellem fingrene. "Giver du mig skylden?" spurgte han denne gang. Det var ikke nogen hemmelighed, at Kimeya havde dummet sig, og at han havde gjort det mere end en gang. Nu tog han straffen for det. Lionells indblanden havde bare sikret sig, at han ikke havde mistet sit liv undervejs. "Du kan lige vove på at lukke mig ude af det her, Irina..!" Han tog et skridt tættere på hende denne gang. Nok var de ikke længere gift, og af den grund, skulle hun bestemt ikke komme her og tro, at hun kunne tage den magt og kontrol over ham, for det kunne hun slet ikke! Han stillede sig denne gang helt tæt på hende. "Jeg vil redde den sidste del af min families ære, som er tilbage.. Og det bliver med eller uden din hjælp," afsluttede han denne gang. Han stirrede faretruende på hendes skikkelse.

[Irina Lucille Marvalo]

I så mange år havde Irina været vant til hans druk. Hun havde taget sig af alt der var vigtigt mens han drak hjernen ud og sov med en ny kvinde hver nat, ydmygede hende offentligt. Det var slut nu, måske det var grunden til at han endelig tog sig sammen? Ej kunne hun rende rundt og holde ham oppe i kraven mere, og hvor havde han godt af det! Hun lagde hånden på stoleryggen og lod et par fingre kærtegne denne mens hun stod og betragtede ham. Alverdens kaos eksisterede lige ude foran døren, men hendes blik var ubekymret og hun stod der i alt sin pragt i en mørk, smuk kjole der fremhævede særligt hendes barm. En kvinde måtte altid té sig godt ud for at overleve i denne verden. "Fordi du elsker at ydmyge folk omkring dig Lionell. Derfor!" fastslog hun hårdt. Det var alt han nogensinde havde gjort, ydmyget andre for at vinde større magt. Normalt var hun en kontrolleret kvinde, men nu hvor hun igen besad sine følelser, så havde de det somme tider med at rende af med hende. Hun tog en dyb indånding der nær havde sprængt hendes barm ud af korsettet hun bar. "Hvis du blot havde holdt dit løfte i stedet for at drikke din hjerne ud hver aften, så havde vi slet ikke været her, Lionell! Du er en ynkelig kujon, og jeg kunne ikke være mere lykkelig for ikke længere at skulle lade mit ry skade af at have en så ubrugelig ægtemand!" sagde hun denne gang med hævet stemme, det var ikke noget han havde hørt i mange år, for de manglende følelser før i tiden havde gjort hende i stand til at kontrollere sig selv.
Hun lod hånden glide langs stoleryggen til den faldt ud over kanten og faldt slapt ned langs hendes side i stedet for. Vreden nærmest stod i hendes blik og fik hendes kinder til at blusse. "Hvorfor skulle jeg indvie dig? Du har aldrig interesseret dig for vores godtbefindende," pointerede hun spidst og hævede hagen lidt som han stilte sig helt tæt på hende, flot en mand som han altid havde været. Hun skævede end ikke til smøgen i hans mundvig som hun ellers plejede at reagere hurtigt på. "I så fald er det sandelig en skam at jeg ikke længere er en del af den familie. Det er for sent at bevise noget," hun bakkede lidt for at lægge lidt afstand til ham.

[Lionell Marvalo]

Lionell havde dummet sig, men hvad fanden. Han kunne ikke gøre noget ved den fortid nu, og derfor ville han jo hellere reagere fremadrettet. De havde ikke længere hinanden. De var ikke gift, også selvom han endnu måtte bære ringen. Den var vel bare blevet en del af ham igennem alle disse år? Han reagerede knapt på at den var der længere. Irina var vred og denne gang var det tydeligt. Han kunne i hvert fald ikke huske, at have set den side af hende i virkelig lang tid, hvilket da uden tvivl godt kunne mærkes. Det var jo lige før det tændte ham at se hende reagere for en gangs skyld! "Hvorfor skulle jeg blande mig i en sag, som du havde styr på, Irina?" spurgte han denne gang. Aldrig havde han blandet sig i noget, hvad angik familie, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Hårdt sagt måske, men ikke desto mindre, var det sandt. Han havde nydt sit liv og levet det, hvor de havde levet deres. Han ville vel bare ind og blive en del af det nu?
Irina skulle i hvert fald ikke komme her og tro, at hun kunne tage æren for det, som han havde gang i! Ved at handle som han havde gjort, havde han reddet Kimeyas liv, og det måtte hun jo for pokker bare indse! "Du må jo være lykkelig over, at det ikke længere er en titel, som jeg bærer, ikke sandt?" bed han hende af. I forvejen var det virkelig sjældent at han hævede stemmen, for det havde der aldrig været nogen grund til, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag. Han kneb øjnene svagt sammen. At holde ham ude af det hele, når det var ham, som startede det hele, gjorde ham arrig. Det fandt han sig ikke i! Den frie hånd, knyttede han om hendes kæbe, for at tvinge hendes blik op mod sig. "Jeg vil redde den sidste ære, som ligger i den familie, Irina.. Og du kan lige vove på at ødelægge det for mig, når jeg endelig handler, som du har ønsket det," vrissede han denne gang. Han fjernede smøgen fra mundvigen og stumpede den ned i hjørnet på bordet lige ved. "Enten er du med mig, ellers er du imod mig.. Vælg," afsluttede han med en meget kortfattet og direkte stemme.

[Irina Lucille Marvalo]

For mange var fortid, fortid, men for Irina lå der så mange minder som hun ønskede at fortrænge men som stadig den dag i dag, plagede hende. Der var en grund til at hun i første omgang havde bedt Ianessa om at fjerne de følelser. Lionell havde skuffet hende gang på gang, ved at se passivt til og nyde livet til fulde mens hun havde været tvunget til at tage hånd om alt, og nu ville han udelukke hende fra at gøre det. Hun kneb øjnene sammen og så på ham med et intenst næsten udfordrende blik. Han skulle ikke komme her og tro at han var bedre end hende! "Ansvaret har du altid skubbet bort," hun vendte hovedet den anden vej for ikke at blive generet af røgen fra hans smøg, man skulle tro at hun før eller siden vænnede sig til det, men det var en vane hun aldrig havde accepteret til fulde. "Jeg er overlykkelig," svarede hun rapt. Det var ikke helt sandt. Der var engang hun havde elsket ham, og selvom det lå langt tilbage, så havde hun svært ved den omstilling. De mørke øjne faldt direkte tilbage på hans. Hun vidste bedre end at rive sig ud af hans greb. Hendes øjne lynede, hendes hud var varm af ren og skær raseri, og hendes hjerte lå et sted i sin æske og pulserede meget hurtigt, selvom hendes krop ikke mærkede sig af det. "Du glemmer hvem der ødelagde familiens ære, kære Lionell," hvislede hun og trak hovedet tilbage for at undgå hans hårde greb der havde efterladt hvide mærker på hendes kinder. "Jeg vil altid være imod dig og alt hvad du står for. Jeg burde i bund og grund være ligeglad med ham.. Kimeya, han er ikke engang min søn, han er din forpulede horeunge!" råbte hun og knyttede hånden for at mindske fristelsen til at slå ham. Desværre gik en del af hendes vrede netop ud på at hun vidste hun burde være ligeglad, men ikke var det. Lettere stakåndet vendte hun sig bort igen. "Når det er sagt, så efterlader jeg ingen løse ender. Jeg hjælper med at frigive ham, og når det er gjort så vil jeg aldrig se dit fjæs igen," sagde hun skarpt. Det var utroligt at man kunne elske en person som man samtidig hadede så dybt.

[Lionell Marvalo]

Lionell havde altid set passivt til, men denne gang reagerede han rent faktisk, og nu ville hun modarbejde ham? Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde gjort det nemt for ham på nogen måde! Svagt kneb han derfor øjnene sammen, som han intenst stirrede i hendes blik i stedet. Dette var noget, som uden tvivl formåede at gøre ham vred. Vred, som han aldrig nogensinde før havde været! "Tiderne skifter.. Jeg nægter at stå og se til at det hele glider til bunds i min tid," endte han med en kortfattet stemme. Hans blik faldt intenst til hende. At hun ville give ham den fulde skyld, var slet ikke noget som burde røre ham, for han var så vant til at høre det nu. Han pustede røgen direkte ud i hovedet på hende. "Glem ikke hvem er en del af familien, Irina," vrissede han denne gang med en kortfattet og meget intens stemme.
Irina havde ingen ret over Marvalo længere, men selv han vidste jo at Kimeya havde en betydning for hende. Alt havde indikeret det, og derfor agtet han at gøre noget ved det. Desuden var det hans søn.. Det gjorde ham til et fælles projekt, og noget som de burde vogte om. Han reagerede.. For helvede, det var jo det vigtigste lige her! Hun ville ikke have mere med ham at gøre efter det. Det kom et sted ikke bag på ham.. Desuden, så var de ikke længere gift. Her vendte han blikket kort mod sin ring. Han bar den endnu. Den havde jo været en del af ham i mange år. "Glem ikke hvem der opdrog ham..!" vrissede han denne gang.
Lionell var normalt svær at bringe til det temperament, som han udviste i øjeblikket, men det var svært og så godt som umuligt ikke at gøre det. Det gjorde ham faktisk ked af det, at hun ikke ville, men det kom jo heller ikke bag på ham. Havde hun nogensinde ville være sammen med ham? Han stumpede smøgen direkte i hjørnet af hendes skrivebord. "Vis mig din lykke, Irina.. Vis hvor lykkelig du er, for endelig at slippe af med mig.." Han kneb øjnene sammen. Han regnede med hendes hjælp i dette. "Men fint.. Jeg vil tage fat i dæmonerne.. Kimeya var i færd med en alliance med den kære Jaceluck inden det her skete. Vi får brug for hende." Han havde faktisk tænkt en del igennem her.

[Irina Lucille Marvalo]

Den mand havde aldrig blandet sig i noget som helst, hvilket på mange punkter havde passet hende glimrende, det var kun irriterende at han nu synes at det skulle være anderledes. Selv den tykke tåge af røg der blev pustet direkte i hendes hoved, fik hende ikke til at blinke. Hans små provokationer skulle ikke have lov til at vække hendes temperament, men desværre var skaden nok allerede sket. "Hvorfor pludselig den ændring i attitude?" spurgte hun spidst og foldede armene hen over den fyldige barm der kæmpede en brev kamp for at slippe fri fra det stramme kortset hun bar. Irina var gammeldags på alle måder, men hun var stilrig og elegant i det. "Hvordan kunne jeg dog det?" spurgte hun sarkastisk. Navnet havde han ikke taget fra hende og så lang tid hun havde ret til at bære det ville hun gøre det. Han skyldte hende mere end dette! Han skyldte hende en vis respekt for at have gjort han liv værdigt, for at have holdt sammen på det hele, og finde sig i hans ydmygelser, og stadig forgivet at elske ham ligeså højt som hun engang havde gjort. Ringen havde hun sluppet kort efter sin tilbagevenden, men hun så den stadig pryde hans finger, dog var hendes blik ligeså stædigt som altid. Det gjorde jeg!" råbte hun vredt. HUN havde opdraget hans børn, vist dem ære og respekt og oplært dem som havde de været hendes egne sønner, og end ikke det kunne han anerkende hende for. "Jeg opdrog dem, Lionell, ikke du," hendes tone var nærmest advarende og lagde ingen skjul på foragten over at han overhovedet kunne få sig selv til at sige sådan. Kun ganske få gange havde hun været offer for hans hævede stemme, men det var en af de få gange. "Det vil jeg med glæde, Lionell. Åh jeg lover dig at du vil se mig funkle som aldrig før," advarede hun med sammenbidte tænder. Hvis han ville blande dæmonerne ind i det, kunne hun næppe stoppe ham, ikke at hun kunne se hvad de skulle bruge dem til. "Gør hvad du vil, sig til når du brug for mig," hun vendte sig bort fra ham go rakte ud efter sit rødvinsglas.

[Lionell Marvalo]

Lionell reagerede, og det generede hende også? Som det også generede hende, at han ikke gjorde noget? Han var ligeglad lige nu. Det eneste, som han ville redde, var resten af hans families ære. I forvejen var der ikke meget af den tilbage, udelukkende fordi at familien var så splittet som den var. Kimeya var nedlagt, Irina var faktisk ikke længere en del af den, og Blair og Nalani? Var de stadig på slottet? Det var han næsten bange for. Han ønskede faktisk at få familien ud derfra, og i sikkerhed, for det var jo aldrig til at sige, hvad en mand som Sephiran kunne finde på, og det var også lidt det, som han reagerede på. Han stirrede intenst på hende. "Vær du glad for, at jeg gør det nu." endte han kort for hovedet. Det var jo åbenbart kun ham, som ville have ham ud, for han var den eneste, som faktisk gjorde noget ved det her! Han blev denne gang stånede. En alliance med dæmonerne, ville uden tvivl give dem en fordel. Jo flere de var om den her opgave, jo bedre var det uden tvivl også.
HUn kunne sige hvad hun ville, og han ville være ligeglad! Det var ikke hende, som var en del af familien længere! "Du skal virkelig ikke komme for godt igang nu, Irina! Glem ikke, at du ikke længere er en del af familien! Du er ikke længere en del af Marvalo!" endte han med en fast tone. Døden havde frarøvet hende den titel, og det var bare omstændigheder, som selv hun måtte acceptere!
Hun ville være lykkelig over at slippe af med ham.. Han vidste at hun havde ønsket det længe, og nu havde hun endelig fået det! Han lod armene søge over kors. "Så hop og spring af den overdådige lykke, Irina.. Jeg ser kun vrede.. Og tro mig.. Det klæder dig rent faktisk at reagere for en gangs skyld!" endte han denne gang. Det gjorde ham jo ked af det. Et sted dybt inde, elskede han hende jo.