missed you with all my heart but things are complicated

[Dragoian Cramenor]

Dragonia havde enlige beslutet sig at vise sig frem, efter at havde holdt  sig skjuldt i nogen  månden, mens han skyggede sine søskende. han havde dog ikke  set  så meget  til den  miste men Riniya, smukke Riniya som bare er blivet smukker og smukker med årene. havde han  varet i  skyggen  af nogen månder, han havde ikke følt  sig klar til at  stå frem. han var heller ikke sikker på om han  var klar nu  men det gjore ondt i hjerte  af savn, efter at kunne tale med  dem, holde om  dem  beskydte dem  igen. 
nu gik han gemmen  byen   han havde en hætte trykket op over hovdet, da han ikke  ønskede at  skulle blive genkendt af allemulige nu. det  ville være for meget. lige nu  var det en  svære beslutning at blodt at  skulle se sine søster og måske fader i øjene igen. han  viste at han ikke  havde lyst til at tale om de ting der var  sket med ham. han  ønskede ikke bekømmer deres hovede med dette. 
han gik og kiggede rundt mens han tænke på hvad han  skulle fortælle sin familie.

[Riniya Roshia Cramenor]

mange år var gået siden Riniya sidst hade set hendes elskede bror, og savnet var stort. hun var stadig plage af mareridt til tider omkring det der skete, hendes far hade ledt efter Dragonia men forgæves. det hade tage hårdt på den lille familie, deres far hade mere eller minder lukke dem ude af hans liv, Riniya tog sig af deres lille søster så godt hun kunne mens hun søger for at tjene penge som skrædder, og lave huslig arbejde der hjemme. det hade bestemt ikke være nemt, men de hade lært og klar sig med tiden.
at Dragoian hade skygge hende de sidste måneder hade hun slet ikke opdage, hun hade haft meget og se til med arbejde og ind da mødet skovens konge i egen person! hun hade virkelig være helt vild da det skete. men idag stod den på shopping, hun skulle have mere tråde og have bestilt stof hos hendes fast stof sælger der var her i byen. som altid var hun klædt i egen designe kjole, som hun selvfølgelig selv hade syet også. den var mørke grøn med, med lang ærmer og en v udskæring ved bryste, den var dekoret med brodering af balde i kanten af kjolen, og ærmerne. hendes platin blondt hår var sat op i en høj rund knold, med enkle totter der hang ud fra den. hun smile som altid, mens hun stod og snakke med hendes stof sælger mens hun bare nød det gjord vejre som var ind til videre, selv om det små blæst og kunne se ud til regne.

[Dragoian Cramenor]

Dragoian så hans smukke søster ved tøj boden tråtte hen bag hende. han ville bare drille hende lidt . han var helt tæt på hende bøjede hans hovdet ned til hendes øre og viskede ¤hvad laver en smuk prinsesse som dem her¤ . hans søskende havde altid været hans små prinsesser.også selvom de ikke var det. havde de været det i hans øjne. han stod stadigvæk med hætten over sig.det var mening at han ville gøre hende lidt bange, og overraske hende. han mærkede vramen i ham af at stå tæt på hende, den varme varme som kun et familie medlem ville kunne bringe fram i ham. han kunne dufte hendes hår den duft om kring hende hun altid havde haft, han havde længtes så meget at kramme hende trykke hende ind til sig. det var dig ting han havde set frem til det der havde holdt ham i live i alle disse år. at komme hjem til sin familie.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya stod i sin egen verden, hun var ved og finde stof til forskellig bestillinger hun hade og stoffet skulle være i tip top stand, til ordenlig penge. det var jo forskellig hvad stof folk ønske deres tøj skulle være lave af. så da Dragoian stilt sig bag hende fornemme hun det med det samme, hans ord skræmt hende dog pænt meget. byen her kunne sagtens være farlig, også selv om det var en elvisk by, så fandtes der elver med mørke ønsker og sind, så hun troede først at Dragoian var en farlig persone. hun sank en klump of holdt øjne på sælgerne for and hende, som også stirre på ham mens han stod bag hende. "intet som jeg ser kommer ved dem hr" svar hun så igen. selv om Riniya var bange, så ville hun ikke bøje sig for frygten og bare være stille. hun blev ståenden med ryggen til ham, uvidende om hvem det enlig var som skjult sig bag hende "gider de og træde lig tilbage, jeg bryder mig ikke om de står så tæt på" kom det så køligt fra hende, hun brød sig ikke om fremme mænd stod for tæt på hende, det gjord hende enlig utryg for ingen mand hade fået lov og komme tæt på hende hun gemt sig selv til den dag hun blev gift og sådan var det bare.

[Dragoian Cramenor]

DRago smillede hun var kær også når hun var bange ligsom de var små. han så hen på kunde og blikkede ligsom for at sinaler at han ikke var ude på at gøre hende ondt- han tog hætten ned mens hun stod med ryggen til. han flyttede sig ikke " når da er min lille prinsesse nu skrap i munden, selvom hun måske er for bange til at vende sig om for at se sin bag mand i øjende " sagde han drilsk med et smil på muden. han var varm inde i men også forviret for en del af ham viste ikke om han havde valgt at vise sig endnu om det var fortidliget -

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya holdt forsat ryggen til ham, hun ture ikke flytte sig fra stedet. hun håbe vel et sted på han bare flytte sig eller gik igen nu hun hade bedt om det selv om det vel var for meget og håbe. hun så på sælgerne som stod og kigge på Dragoian, hun kunne se sælgerne slappe mere af hvad sket der dog bag hende? som Dragoian snakke blev hun lidt mobset hvad var det for noget og sig. "nu skal jeg sig dig noget!" starte hun hvor hun vendt sig surt om, men da hun så hans ansigt stak hun i steden for ud i et skrig i ren chok. hvilke fik alle der var i nærheden og inde for høre vide til og vende sig om. Riniya skynde sig og tage hænderne op for munden, hvordan kunne det lade sig gør! var det virkelig ham!? hun så tydelig vist skræmt på ham som hade hun set et spøgelse for hun hade jo troede han var død! hun slap sin mund mens hun fik våde øjne, der gik ikke længe før hun stor tudet og nærmest sprang på ham og hang ham om halsen mens hun bare trykke sig ind til ham, "du i live! du i live!" hyle hun mens hun trykke sig ind til ham.

[Dragoian Cramenor]

Dargo bliver overvellet af følser det vare nogen sekonter før han lage armne omkring hende. der var så mangen følser blaning af glæde lykke men også frygt han ville godt havde tabt nogen tåre af glæde, man han kunne ikke. ikke fordi han ville havde syndes det var flovt eller noget, han kunne ikke for en del af ham inden i lukkede af for de følser. han tog armen væk fra krammet og fjænet hendes arme fra ham han lavede hænden på hendes kinder og nussede dem blidt " ja jeg er i live tak i være jer "
han viste hun sikkeret ville kunne mærke han havde forandret sig, for det havde han han ville bare ønske hen ikke havde. han så hende i øjen.
en del af ham var glad men en anden del af ham var tom.
han havde drømt om dette øjeblik i åre vis han havde kæmpet for det i åre vis men nu vor de stod her. han stod med sin vidunderlige elskede og savnet søster .
alt den glæde og vrame han havde følt før ved at se på hende på afstand, glæde sig til at holde ham hende. var ligesom forsvundet lidt, den var blivet overtaget af en inder kulde af bekømringer og mørke tanker .

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade trykke sig ind til ham, han var i live! hendes kære bror var i live! bare vent til deres far hør det, og den mindste søster også! det måtte da få hendes far til og lyse lidt op igen! det måtte det. hun mærke han fjerne hendes arm fra ham, for i steden for at ligge hans hænder på hendes kind. hun så på ham, og smile bare stort mens tåren trille ned af hendes kinder og ned over hans hænder. "ih Dragoian jeg ikke lille mere!" snøft hun, mens hun bare lod ham nusse hendes kinder.
hun fornemme dog noget var helt galt.. han var ikke den bror hun huske hun hade, han virkelig forkert helt forkert. hendes glæde blev til bekymring og en smule frygt. "Bror.. hvad er der sket med dig.. du.. anderledes.." hun så op på ham, som hun tog om hans hænder og fjerne dem fra hendes kinder, men holdt dog stadig om dem. der var virkelig noget helt galt her, hun kunne mærke der var noget i ham som var forkert helt helt forkert, hun holdt fast om hans hænder mens hun så ham op i øjnene med hendes krystal blå øjne "hvad... er der sket med dig.." spurt hun igen mens hun bare så op på ham.

[Dragoian Cramenor]

Dargo havde vist et eller andet sted at han ikke vile kunne skjule det for hende. på tros af deres allers forskel har deres tætte forhold som børn gjort det svært at skjule ting for hinaden. han havde forventet det et eller andet sted. " ikke noget min kære prinesses skal bekømmer sit kønne hovdet med" han viste at han måske ville slippe for nu, men hvor længe histe han ikke, han kendte sin familie. " du har også noget den tolmodige kunde af din venter på gelm nu ikke det " smille han men det blev et svæger smil ind han havde renget med. " jeg tænkte på vi kunne gå os en tur når du er færtig her for idag " sagde han. han ønskede stadigvæk ikke at tale om hans oplevelser men han vil gerne høre om sin familie

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya så op på ham, mens hun fik fjerne de tår der måtte falde fra hendes øjne, helt ude af kontrol hun var jo så lykkelig for og se ham i live! hun så på ham, og snøft inden hun skift over i en mere alvorlig og bestemt tone "du skal ikke komme der og sig jeg ikke skal bekymre mig! jeg har alt grund til og bekymre mig!" skælde hun mens hun så op på ham, åh han kom ikke til og slippe hun ville vide hvad der var sket hvorfor var han så underlig? hvor var hendes glad chamerne bror bleven af? hun så op på ham, som han hentyde til manden bag hende som hun hade være ved og handle hos. manden smile bare "mig skal i ikke tage jer af, jeg får skaffe det stof du bad om Riniya og betalinge er når jeg får det hjem som vi plejer" Riniya nikke roligt og så på ham, "så begynde og gå kære bror for du har meget du skal fortælle mig, og du slipper ikke om jeg så skal plage dig til verdens ende!" sag hun strengt, inden hun smile mere sødt og tog hans hånd og begyndt og gå væk fra byen, de boede jo i en minder landsby lidt uden for byen så der var jo et stykke og gå for dem.

[Dragoian Cramenor]

Dragoian gik med hende og lod hende holde ham i hånden, nu tætter de kom på det hjem han en gang havde set som sit hjem, blev hann mere og mere usikker. han kunne mærke i ham selv at dette der en gang havde føltes som et hjem, føltes så framede. han kumme ikke længer føle det som et sikkeret sted. alt det som de gik forbi, alt det han havde opvokset i alt tid havde lavet med, var ikke et trygt hejm for ham mere, han føltetr sig beder i sin isolation der havde havde brugt sin tid de sidte magen måder som fri mand. dette var svær at forstå selv for ham selv.
Dragoian stoppede op da de vat foand deres hjem og så på sin kære Riniya " jeg er ikke sikker på dette er såden en god ide endnu Riniya" han hentydet at gå ind i huset, han viste vis alle så ham nu ville de sikkeret havde forvente at han flyttede ind igen til familien, men det følte han ikke for ikke endnu. han håbede at han en dag ville kunne være kalr til at gøre det men på nuvæende tidspunkt, ville han føle det for farliget. ikke for ham selv men for dem hans familie.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya gik stille og rolig med ham, og holdt godt om hans hånd for at sikker sig han ikke bare smutte igen. mens hun ført ham hjem til deres træhus i toppen af et træ i den lille landsby de nu kom fra. hun glædet sig til hendes far kom hjem, måske han kunne blive sig selv nu! og deres lille søster! hun måtte da blive helt vild når hun så ham. hun smile bare stort mens hun næsten hev ham af sted til den snoe træ trappe der ført op til deres hus.
da han stoppe så hun dog på ham, "hvad mener du! selvfølig er det en god ide! du hjemme! og det kan måske få far til og tage sig sammen! og søster bliver vild når hun ser dig vis hun da er hjemme" hun så på ham og smile bare, igen fornemme hun dog noget var galt med ham. hun så på ham og slap hans hånd, "hvorfor er du så underlig Bror.. du..du ikke dig selv mere.. " hun så på ham, var han nu også hendes bror? hvorfor var han så underlig? hvad var der dog sket med ham mens han hade være væk? hvorfor ville han ikke sig noget om det!? dét fustere hende virkelig meget det her! hun så på ham og lage armen over kors og så afventene på ham for hun ville have en forklaring på hvorfor han ikke var den mand hun huske ham som.

[Dragoian Cramenor]

Han så på hende og sukkede " Rin jeg ikke sen som jeg en gang var. der er sket så magen ting, som har ænder mig. jeg har savnet jer savnet min familie. men ligeså snart jeg træder ind af den dør, forventer i alle at jeg er den gamle Drago. men det er jeg ikke. og jeg ved ikke om den gamle Drago vil kunne finde tilbage til mig igen." han så på hende.
" i alle de år jeg har været værk har været en kamp for overlevelse, det gør noget ved en Rin " han havde ikke lyst til at rive op i det i detalijer ikke endnu

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya så på ham som han snakke, og holdt bare armen over kors og lytte selv om hun bestemt ikke brød sig om det han sag just. "vi forventer ikke du er den gamle Dragoian dit stor grød hoved" sukke hun og så på ham "vi forventer en længe savne og formode død bror komme ind af den døre for og blive! " hun så på ham og slap sig selv og tog hans hænder, og klemt dem blidt. "jeg kunne mærke du ikke var den samme det sekundet jeg kramme sig på marked... " hun så på ham og holdt bare om hans hænder "vi har savne sig som en gal dragoian... vi har bedt til du ville komme hjem hver dag.. og nu du hjemme! du får ikke lov og gå igen! ikke før far og lille søster har set dig, de vil aldrig tro mig vis jeg sag jeg hade set dig.. og du kan ikke være bekendt og gå igen før du har være oppe og få et ordenlig bad, noget mad og rent tøj på kroppen" hun så på ham, dette var ikke et forslag men mere en order "så lad være og pive og få den mås op af trappen og ind i huset tak" hun smile munder og begyndt og hive ham mod trappen.

[Dragoian Cramenor]

Drago. Sukkede dybt og så son.søster i øjne "du har ret min engel som altid du ved jeg elsker dig " han stå og ser på huset han.ved stadigvæk ikke hvordan han skal forklar det der var sket. Han følte efter hende, hun.havde ret i de ting hun sagde der var ille.nogen.grund til at kæmpe imod. "Et bad og mad lyder godt jeg ved ikke hvor længe jeg bliver, jeg møde lille.søs og far så.de kan se jeg lever så de tro på.dig rin " han.begynde at gå hen og på af trappen "men i må havde tolmodighed med mig" sagde han og gik.hvider op af trappen.