Let me save you..

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ikke noget imod at hun søgte ud, for det måtte hun gerne. Det skulle ikke være for det. Han ville bare gerne vide sig sikker på, at hun kom hjem igen, eller i det mindste vide, hvor hun tog hen, så han da vidste det. Hvis der var noget, som han selv ikke kunne lide, så var det uvidenhed, og den havde han oplevet lidt for mange gange, hvis han selv skulle sige det. Det var det værste af det hele. Han ville gerne se hende og mærke hende, men det skulle ikke være på den her måde. Han vendt blikket mod hende, som hun lagde sig ved hans side. "Fortæl mig, hvor du tager hen næste gang," sagde han denne gang. Han kunne nok ikke byde på de store eventyr, for det var bare ikke ham. Han havde sit arbejde her, selv på trods af alt det som skete rundt forbi. Ja, så skulle han jo stadig finde sin plads i det hele igen pludselig, og særligt nu hvor han officielt kunne sige, at han havde mistet sin egen familie, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Han kunne ikke købe hende.. Jamen.. hvordan kunne han så sikre sig, at hun blev ved ham, og rent faktisk var glad for at være der, hvis han ikke kunne gøre det materialistisk? Han havde uden tvivl svært ved dette. Han lagde sig endnu en gang om på ryggen. Han blev liggende tavs for et godt stykke tid denne gang. Han havde faktisk svært ved dette lige nu. "Jeg vil bare gerne have, at du er glad for at være her.." Igen vendte han blikket mod hende. Frustrationen var at spore i hans øjne, selvom han var for træt til at give udtryk for den på andet vis. Det var svært for ham.. Og han forsøgte da også virkelig at gøre det rette for hende her.

[Jarniqa Dynithril]

”Som sagt.. Jeg forsøgte også at sende dig et brev,” lød det fra Jarniqa, hvor hendes stemme denne her gang var skarpere end før. Hun havde forsøgt at kommunikere med ham.. Det var ikke hendes skyld, at han var blevet spærret inde i sin egen kælder! Hun kunne desuden ikke altid fortælle, hvor hun tog hen, og hvor længe hun ville være væk, når hun søgte ud af døren. Det var nemlig aldrig til at sige, hvem hun mødte på sin vej. Desuden.. sådan som han havde svært ved at forstå hende, blev hun automatisk det mere trodsig. Det lå vel også alderen til? Armene foldede hun over sit bryst. Det gav hende kun en endnu mere lukket attitude. ”Jeg er glad for at være her,” svarede hun ham igen kort for hovedet. Glad lige nu var hun dog ikke.. Hvordan skulle hun også kunne være det? Theodore gav hende ingen storslået nærhed lige nu.. Han forsøgte at købe hende med penge.. Han forstod ikke, at hun var glad for ham.. Han forstod heller ikke, at hun havde brug for at se andet end landstedet jord. Tavs lå hun igen. Hun rørte end ikke på sig, som køkkendamen bankede på og trådte ind i soveværelset. ”Suppen De bad om, frøken Dynithril,” erklærede hun høfligt. I favnen bar hun en bakke. På den stod to dampende skåle med grøntssagsuppe i og to fyldte vandglas. Jarniqa der var begyndt at ryge i sit demonstrative hjørne, reagerede ikke på køkkendamen. Hende måtte Theodore tage sig af! Dette gjorde, at den ældre køkkendame så yderst forvirret på scenariet. ”..Skal jeg bare stille bakken på sengebordet, og tage vandbaljen med mig?” spurgte hun forvirret i et forsøg på at gøre sit bedste.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var jo slet ikke det her Theodore ønskede skulle ske for nogen af dem. Det var det virkelig ikke! Svagt rystede han denne gang på hovedet. Hun havde sendt ham et brev ja, men han ønskede jo stadig for fremtiden at vide, hvor hun tog hen, så han da vidste, hvad han kunne forvente! Det var i forvejen svært, når han slet ikke vidste, hvad han kunne forvente af noget som helst. Det var jo trods alt også der, at han stod i øjeblikket. Svært synes det hele at være, og endnu sværere blev det trods alt også, da hun tog tingene på den måde, som hun nu gjorde. Det var på ingen måder noget, som gjorde ham gavn. Tvært imod faktisk. "Jeg vil stadig gerne vide hvor du søger hen, når du søger ud.. Og ikke bare modtage et brev," forsøgte han denne gang. Om ikke andet, så forsøgte han da at forklare sig, selvom det uden tvivl holdt utrolig hårdt, når hun var på den måde, som hun nu var. En tanke, som faktisk gjorde ham trist. Han kunne i hvert fald ikke lide den.
Den unge tjenerinde, som kom op, og kun blev mødt af en kold og afvisende Jarniqa, indikerede vel bare en umodenhed, som han ikke lige havde forestillet sig fra hendes side af? Han rystede kort på hovedet, inden han selv vendte blikket mod den unge kvinde ved hans side i stedet for. "Det må du godt, Christina.. Tak for det," sagde han denne gang. Han måtte mindes på, at dem som var tilbage, efter at Sephiran havde været der, skulle belønnes for deres loyalitet i hans hjem, og i hans navn. Han vendte blikket mod Jarniqa denne gang. Han ville jo bare gerne sikre sig, at hun kunne lide at være der, og havde noget at tage sig til! Så hvad krævede det at hun overhovedet skulle blive der? Her satte han hænderne i sengen, inden han denne gang tvang sig op at sidde igen. Han lignede noget der var løgn, men hvad fanden.. Det var han jo ikke død af endnu.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg vil se, om jeg er i stand til at huske det,” svarede Jarniqa blot igen. Tvær som hun var. Barnligt var det måske af hende, men det gav hun sig selv lov til at være. Lige nu irriterede Theodore hende nemlig, og derudover irriterede det hende generelt, at hun havde været indespærret, og blevet smidt af et skib. Hun havde lov til at være tvær og barnlig. At køkkendamen så skulle se den side af hende, var hun ligeglad med. Det måtte være Theodores problem.
Køkkendamen, Christina, bukkede for sin herre, Theodore. ”Så gerne, herre,” sagde hun venligt. Hun gik først over til sengebordet, hvor hun omhyggeligt stillede bakken fra sig. Suppen elle vandet skulle trods alt ikke skvulpe over. Som det var sikret, bøjede hun sig ned for at tage vandbaljen og kludene. Selv kunne hun udmærket fornemme den trykkede stemning, og derfor forlod hun soveværelse i et så hurtigt tempo, at det dog stadig syntes høfligt.
Jarniqa selv stirrede tavst op i loftet. Bare lugten af suppen fik helt hendes mave til at rumle! I et forsøg på at ignorere den, lagde hun hænderne over maven. ”Du burde spise, gå i bad, barbere dig og så gå i seng,” fortalte hun ham kort for hovedet. Det var vel, hvad han kunne forstå? Korte og præcise sætninger der rummede en handling. Spørgsmålet var så bare, om han kunne huske mere end en handling.. Jo, hun var rimelig bitter i sin tankegang lige nu og her. Hvad han mon følte omkring det, ja.. Følte han overhovedet noget omkring det?

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvorfor nu den opførsel? Det var slet ikke noget som gav mening for Theodore, og han måtte ærligt indrømme, at det generede ham en smule. Han burde måske have set det komme, men det var bare meget lidt, som han kunne gøre ved det lige nu. Christina gjorde bare som der blev sagt, og derfor skulle hun også behandles ordentligt. For ikke at glemme, at hun havde valgt at blive der, og det var noget, som han i forvejen var glad for. "Tak, Christina," sagde han denne gang, inden han vendte sig mod Jarniqa igen. Han forstod ikke, hvorfor de nu skulle derud, hvor hun skulle være så sur og utilfreds. Hvad havde han nu gjort? Han forsøgte jo selv bare at finde hoved og hale i det hele, og det var faktisk heller ikke nemt i forvejen!
Theodore blev denne gang siddende, hvor han vendte blikket mod hende i stedt for. Selv han var jo sulten. Faktisk meget sulten. Han kunne ikke huske hvornår han havde fået mad, som rent faktisk havde mættet ham sidst, og det kunne i hvert fald også godt mærkes nu. Han greb ud efter en skål, som han tog til sig selv. "Skal du være sur på mig?" spurgte han denne gang. Han vendte blikket denne gang i retningen af hendes skikkelse igen, inden han denne gang begyndte at spise sin mad i stedet for. Hvis hun alligevel bare havde tænkt sig, at ligge der og være sur på ham, så kunne han jo lige så godt få noget i maven, for han havde brug for det. "Jeg skal nok selv bestemme hvordan og hvornår jeg gør de forskellige ting," tilføjede han denne gang. Han tog endnu en skefuld, og sluprede det tavst og lydløst i sig i stedet for.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa var meget lige nu.. Hun var skuffet over, at der var stilstand i deres intime del af forholdet.. Hun var vred over, at han ikke forstod, hvad hun fortalte ham.. Hun var bitter over, at hun både var blevet smidt af et skib og kylet i en fangekælder. "Og hvad så, hvis jeg er?" svarede hun ham skarpt igen. Hvis hun ville være sur på ham, skulle hun have lov til at være sur på ham! Så kunne han få lov til at sidde der ved siden af og være ligeglad. Som han tog sin skål suppe, begyndte hendes mave det mere instinktivt at knurre. Insisterende hold hun sig for maven. Hun var selv forbandet sulten! Og den behagelige duft, og hans slubren hjalp ikke på det! Det hele skulle også bare være så besværligt! Hun fnøs for sig selv, som han da kunne forstå, hvad en ordre betød. Selvfølgelig fattede han sådan noget, og selvfølgelig nægtede han det.. Han var bare irriterende lige nu! "Så kan jeg også selv fint bestemme, hvad jeg laver, og hvornår jeg laver det," svarede hun provokerende igen. Hun kunne for eksempel være ligeglad med at sige det personligt til ham, når hun gik nogen steder hen. Det var da kun fair, hvis han ikke selv ville lytte til hendes ord. Hvorfor skulle hun så lytte til hans? Det lød komplet fair i hendes hoved. Det gav glimrende mening! Hvad hun helt præcist var ude på, vidste hun ikke.. I bund og grund vidste hun jo udmærket godt, at Theodore ikke var en almindelig mand, og at hun derfor ikke kunne forvente det samme af ham, som en anden. Måske havde de bare været adskilt for længe, siden hun syntes at have glemt det.. Frustrerende var det dog også, når hun i dag blot ønskede, at han var som en anden mand.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvordan de kunne gå fra at sidde og snakke ende i kælderen, til at sidde her, som de gjorde nu, forstod Theodore ikke. Det hele havde vel bare eksaleret i en skala, som han slet ikke kunne følge med i? Et sted var det uden tvivl med til at gøre ham mere usikker på det hele, end hvad han var i forvejen. Var det hele bare ment til at være besværligt? Han spiste.. hvad andet skulle han da gøre, når hun nu slet ikke synes at ville have noget med ham at gøre? Det var det samme som Clemency havde gjort. Ofte havde han jo bare siddet selv, også selvom hun nu lå der ved siden af ham. "Hvorfor?" spurgte han denne gang direkte. Han forstod jo ikke at hun var sur på ham, når han inte havde gjort! Det var det, som et sted gjorde ham trist og ked af det, og det var i forvejen svært for ham at få tingene frem. Hun gjorde det i hvert fald ikke nemmere for hans vedkommende. Tvært imod faktisk!
Der var ikke nogen, som skulle komme her og bestemme hvornår han skulle gøre de forskellige ting. Det gjorde han, når han følte for det. Og nu hvor han selv var ved at blive temmelig frustreret, så var det bare svært for ham, at finde ud af, hvordan og hvorledes de forskellige ting skulle gøres. Det var hårdt. Han rystede kort på hovedet. Selvom han var sulten, tog selv det her hans appetit. Hvad havde han egentlig gjort hende, siden hun skulle rende rundt og bruge tiden på at være så sur på ham? Det synes han var unfair! Der var jo ingen retfærdighed i det! Han så mod hende igen. "Det har jeg ikke sagt ,at du ikke kunne.." afviste han. Han ville bare gerne vide, hvor hun tog hen, og når hun søgte ud.. Var det virkelig meget at forlange? Han satte skålen fra sig igen, inden han satte sig med ryggen til hende. Det her gad han simpelthen ikke!

[Jarniqa Dynithril]

Munden snerpede Jarniqa sammen, som han ikke forstod, hvorfor hun var sur. Hvad forstod den mand overhovedet?! "Prøv for en gangs skyld at bruge den der," sagde hun hun tvært og prikkede ham på hovedet. Det var dog den eneste kontakt hun søgte med ham, som hun hurtigt lagde armene over kors igen. Han skulle ikke tro, at hun længtes efter at røre ham! Slet ikke når det var noget, som han slet ikke søgte efter med hende. Kort kiggede hun på den ryg, som han havde vendt til hende. Det gjorde ondt og det gjorde hende vred. Hun havde ikke overskuddet til at svare på hans ord. I stedet mærkede hun det bare boble i sig. Igen fik det også magien til at flyde hende. Det gjorde på en måde luften omkring dem sitrende. Selvom han havde trænet hende igennem lang tid, syntes hendes magi stadig at have en direkte forbindelse til hendes følelsesregister. Stædigt vendte hun blikket op mod loftet igen. Hvis han ikke ville kigge hende i øjnene, skulle han ikke tro, at hun ville se på ham! "Fint! Vend bare ryggen til mig, som om jeg ikke eksisterer.. Tak for det!" sagde hun bidende sarkastisk og såret. Det gjorde ondt.. Selv var hun på vej igennem den helt store følelseskala, og den syntes kun at stige fra sekund til sekund. Stædigt stirrede hun op i loftet. Theodore var en idiot.. Det var måske ikke, hvad hun inderst inde følte omkring ham, men det var, hvad hun tænkte om ham lige nu og her. Hun kiggede fortsat på loftet. Hvorfor kunne det ikke bare åbne sig og sluge hende? Som resultat af den tanke og magien der flød i hendes årer begyndte malingen i loftet langsomt at skalere.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forsøgte at finde ud af alt det her, men hun gjorde det for fanden heller ikke nemt for ham! Han forsøgte jo bare at finde ud af, om der var en måde, hvorpå at han kunne holde hende ved sig, og så var hun blev sur? Hvad havde han egentlig gjort hende? Det var jo heller ikke fordi at han havde placeret hende i kælderen eller sådan noget, så det gjorde ham faktisk ked af det, at det her skulle ske. Han sænkede hovedet direkte mod hende, da hun prikkede ham på hovedet. Der var slet ikke nogen grund til at være spydig! "Det der, er overhovedet ikke nødvendigt," sagde han denne gang med en mere kortfattet stemme. Nok var han stadig meget blank, men helt dum, var han faktisk heller ikke. Det var i hvert fald ikke noget, som han ville lade hende kalde ham! Det var helt sikkert!
Theodore ønskede at gøre bod på dette, og rent faktisk finde en løsning, som de begge ville kunne leve med. Og at hun denne gang gik sådan amok, var da overhovedet ikke en nødvendighed! Derfor vendte Theodore sig direkte mod hende denne gang. Han ville jo gerne se på hende, men han gad da slet ikke, hvis hun skulle mugge på den måde! Lige nu opførte hun sig som et eller andet barn og hun var altså en voksen kvinde! Hvorfor sad hun og råbte af ham? Havde han nu gjort noget forkert igen? "Jeg gider ikke det her.." Han satte hænderne i sengen denne gang, inden han tvang sig op på benene, også selvom de straks begyndte at skælve under ham. Han så denne gang direkte mod hende. Han synes ikke det her var retfærdigt gjort af hende. "Hvis du er så utilfreds med det hele, så gå," endte han denne gang. Clemency var smuttet, og han fandt sig på ingen måder i, at hun skulle rende rundt og være sur, samt råbe af ham!

[Jarniqa Dynithril]

"Det er det tydeligvis," bed Jarniqa af ham. Det var meget relativt, hvad han forstod. Derfor mente hun, at hendes opførsel var berettiget. At de begge to mente, at hver deres opførsel var dem berettiget, betød blot, at det hele eskalerede. Faktisk eskalerede det til et stadie, som hun slet ikke havde set komme. Magien stoppede med at summe på et split sekund.. Han gad ikke mere.. Hun kunne bare gå.. Smed han hende ud? Hun mærkede, hvordan hendes bryst trak sig sammen. Det gjorde han vel? Eller nærmere.. Selvfølgelig gjorde han det.. Damien havde smidt hende for porten. Hendes moder havde smidt hende for porten. Lucifer havde smidt hende for porten. Hvorfor skulle Theodore ikke gøre det samme? Hun mærkede en sorg og en kulde brede sig. Hun burde være blevet ved mørkelverne, og blevet en af dem. Lært føle ingenting.. Nu følte hun sig igen udnyttet, kasseret, alene, såret. Hun kiggede tomt på ham. Som han rejste sig, føltes det også kun son et stempel, at han virkelig ikke ønskede hende her. "..Smider du mig ud?" spurgte hun, hvor hun alligevel ikke kunne skjule sporet af det ulykkelige. Selvfølgelig smed han hende ud.. Det gjorde alle. Han havde vel bare fået nok af hende, ligesom alle andre? Det var dog en første gang, at hun ikke blev kasseret for en anden. Måske var det værre? Hun var åbenbart nået til det punkt, hvor folk bare ikke kunne holde hende ud, og derfor hellere ville være alene, end at være ved hende. Hun satte sig op i sengen. De smaragdgrønne øjne holdt hun ikke længere på ham. Det føltes ydmygende at se på ham nu. Hvad skulle der overhovedet blive af hende nu? Hun skulle vel leve på gaden? Tjene til dagen ved at bestjæle andre? Burde hun tage noget herfra med sig? Han ønskede hende jo ikke, så hun kunne vel ligeså godt stjæle fra ham også? "Må jeg i det mindste tage mine ting med mig?" Hun havde jo nogen ting her. Selvfølgelig medmindre, at han heller ikke mente, at hun måtte få dem med sig. Lige nu og her ville hun dog ligne en der hørte til på gaden. Hendes hår var ikke velredt, og hendes tøj var lettere støvet efter, at hun havde siddet i en celle.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ønskede hende, men når hun befandt sig på dette barnlige stadie, havde selv han svært ved at arbejde sammen med hende. Hårdt var det, og det var svært for ham at sige, men ønskede hun ikke at være der, så kunne hun blive fri for det. Han ville endelig ikke holde på hende, hvis det var noget, som hun slet ikke havde lyst til. Allerede nu havde hun glemt, at det var ham som var kommet til hende i kælderen, ham som havde lært hende at kontrollere og benytte den, samt givet hende disse enestående muligheder, og hun takkede ham, ved at blive sur på ham? Over ting, som han faktisk slet ikke forstod, at han skulle have gjort galt.
Var alt det her en fejl? Han vidste det ikke, men selv han måtte jo bøde med prisen på det. Det havde vel et sted været godt så længe det varede? "Nej," startede han kortfattet ud, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Var det nu hende, som ikke ønskede at kigge på ham? "Ønsker du ikke at blive her, kan du forlade stedet. Jeg holder dig ikke her, hvis du ikke vil." Han ville hende ikke noget ondt. Han holdt af hende, selvom det åbenbart ikke var nok for hende. Hvad fanden var det så lige hun forlangede af ham?!
De genstande som hun havde her, var hun selvfølgelig velkommen til at tage med. Han måtte vel bare se, hvad han ville gøre herfra? Selvom det var en hård beslutning.. Hårdere end at skulle forkaste ringen og hans ægteskab med Clemency. Han kunne ikke lide det, som det efterlod ham med. "Naturligvis." svarede han blot. Hvad skulle han bruge hendes få personlige ejendele til? Han gik vel ud fra, at det var fordi at hun ikke ville være der? Han blev stående denne gang, også selvom hans ben rystede under ham. Hvorfor skulle det hele blive så kaotisk?

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det på Jarniqa. Det havde jo ikke været dette, som hun havde været ude på. Hun havde vendt tilbage for at være sammen med ham, fordi hun kunne lide ham, og fordi hun havde savnet ham.. og nu kunne hun ikke være her mere. Forundret stirrede hun i hans retning, som han sagde, at han ikke smed hende ud. Hvorfor føltes det så sådan? ”Jeg ønsker at blive her.. Jeg ønsker også bare, at du forstår mig,” sagde hun ærligt. Hun var gået fra at være bekymret, frustreret og vred til at være ked af det. Hun stirrede sørgmodigt på ham. Problemet var vel bare, at han ikke forstod hende, og heller aldrig ville gøre det? ..Måske havde Sephiran i virkeligheden bare haft ret? Tanken gjorde hende dog stadig trist.. Hun ønskede nemlig ikke at støtte op omkring Sephiran. Især fordi, at hun ellers altid havde haft et godt billede af Theodore. Hendes bryst strammedes, idet hun rejste sig fra sengen og gik imod Theodore. ”..Hvis du en dag skulle forstå, så find mig,” sagde hun stille. Hun lagde sin hånd om bag hans nakke, som hun stillede sig på tæer, og skænkede ham et blidt og endeligt kys. Om han nogensinde ville komme efter hende, vidste hun ikke.. Måske ville han? Han havde trods alt gået fra sjælløs til en knivspids sjæl, så måske der ville komme mere med tiden? Blikket slog hun ned igen, som hun langsomt gik ud af døren. Svært var det i og med, at hun rent faktisk holdt af ham. Uden et ord, men med en endnu rumlende mave, gik hun mod sit værelse. Her pakkede hun hurtigt sine ejendele, hvor hun viklede det ind i et tæppe. Dernæst gik hun til køkkenet, hvor hun snuppede noget brød og kød. Hun skulle jo ikke sulte! Til sidst lagde hun turen forbi stalden.. Her fandt hun frem til staldens bedste hest. En der både var hurtig og udholden. Hurtigt sadlede hun den op i og med, at Theodore ikke just havde givet hende den. Mange minutter gik der ikke før hun sad i sadlen, borede hælene ind i siden på den, og galoperede ud af gårdspladsen.

// Out

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke ønskede Theodore at smide hende ud, hvor det derimod måtte være hendes eget valg. At det jo så var et valg, som hun havde taget, og derved ville forlade stedet, indikerede så i hans øjne kun, at hun ikke ønskede at være der. Hvorfor var det, at det gjorde ham trist, at det var sådan? Det var bare meget lidt, at han egentlig kunne gøre ved det lige nu. Han blev stående og kiggede på hende. Han forsøgte at forstå hende, men det var virkelig ikke nemt for ham, når hun agerede på den måde! Var det ikke noget, som hun bare kunne forsåt? "Jeg forsøger jo, men fejler.. Du gør det heller ikke nemt for mig," endte han denne gang. Han havde svært ved følelser, hvilket hun i forvejen vidste, og når han så skulle blive banket i hovedet på den måde, så var det altså også bare ekstra svært! Han kunne i hver fald ikke klare eller holde ud, at det skulle være på den måde!
Kysset som hun alligevel valgte at give ham, forbavsede ham faktisk en del. Hvorfor var det lige, at hun gjorde det? Og derved gjorde det ekstra svært for ham i det hele taget? Han blinkede med øjnene. Han skulle finde hende? Hvorfor skulle han, når hun alligevel ikke gad at være der? "Jarniqa.." Han kiggede efter hende, da hun alligevel søgte bort for at pakke sine ejendele. Nu vidste han jo godt, at hun ikke havde særlig meget. Igen satte han sig ned på sengekanten, fuldstændig forvirret over denne situation. Ikke ønskede han at hun skulle gå, men det var jo trods alt hendes ønske, og meget lidt, kunne han jo gøre ved det nu. En tanke som et sted også gjorde ham trist. Ikke bare havde han mistet sin familie, men nu også Jarniqa.

//Out