Let me save you..

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa søgte tilbage til soveværelset, hvor hun fandt Theodore med lukkede øjne.. Lige indtil, at hun kom ind. Et svagt smil frembragte det på hendes læber, på trods af at det også gjorde hende trist til mode. Det glædede hende, at Theodore endelig fik den tiltrængte velvære, men det gjorde hende trist, at han havde manglet den. Langsomt søgte hun over til ham i sengen. Gammel følte hun sig helt, for hun kunne helt føle, hvordan denne lille gåtur fuldstændigt havde afkræftet hende. Derfor lagde hun sig også op i den anden side af sengen. Theodore havde desuden også ønsket, at det var der hun var. Ydereligere utilfreds blev hun dog, som han nævnte skibet, som hun havde været ombord. Hun fik et hårdere drag om munden. ”..Det var en fejl,” lagde hun ud med at sige. Hun skulle ikke have søgt ombord, eller måske skulle hun have gjort det. Nogen oplevelser havde hun da fået ud af det, samt det havde ført til, at hun havde frelst Valandil. ”Jeg mødte en piratkaptajn i Atterlin.. Hans verden fascinerede mig, og jeg savnede de eventyrer, som jeg engang havde søgt.. så jeg søgte med ombord.” Det var sandt. Det havde kedet hende ikke at opleve noget på Acheron Landsted, og derfor havde hun søgt væk, da noget nyt og spændende havde budt sig. Det havde intet med Theodore at gøre, som det ikke var ham, som hun var blevet træt af. Det var det aldrig at opleve noget nyt og spændende igen. Hun lagde sit hoved tilbage mod puden. Hun nød ikke just at ligge her. Det eneste hun tænkte på, at hun ville sørge for, at sengetøjet blev taget af og brændt. Sephiran havde ligget her, som havde han været huset herre.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ingen af dem, brød sig om at ligge der, på den måde, som de gjorde nu, og det kunne da naturligvis godt mærkes. Et sted var det en frustration, selv for Theodore, at føle det på denne her måde, men ligelidt kunne han jo gøre ved det. Han måtte jo bare give det tid, og så ellers være glad for at Jarniqa havde haft styrken til at søge ned for at undersøge, hvem der var tilbage. At han så næsten havde formået at falde i søvn, var en anden side af sagen. Nu var Jarniqa der, og derfor havde han tænkt sig, at finde ud af, hvad der egentlig var foregået i hendes fravær. En oprigtig interesse faktisk.
At hun havde savnet og manglet eventyr, vidste Theodore ikke helt hvad han skulle sige til. Kedede hun sig her? Eller var det ungdommen som for alvor slog ind hvad det angik? Han rynkede kort på næsen, inden han denne gang gled ned på ryggen og vendte blikket mod hende i stedet for. Et godt stykke tid, blev han derfor liggende, hvor han samtidig også kiggede på hende. Hvad skulle han da sige? Et piratskib fra Atterlin? Det var uden tvivl en virkelig mærkelig fornemmelse. Han sænkede hovedet en anelse. "Keder du dig her?" spurgte han pludseligt, idet han igen hævede blikket, for at se i hendes øjne i stedet for. Hvad der var sket her på soveværelset, var tanker og billeder, som han var helt uvidende om, hvilket nok også var ganske udmærket alt taget i betragtning, for han ville bestemt ikke lide den tanke! Han trak vejret dybt, inden han kom helt om på siden, og denne gang med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse i stedet for. Det var vigtigt for ham. Han havde jo også manglet hende i hendes fravær.

[Jarniqa Dynithril]

Eftersom Jarniqa kun var 20 år, irriterede det hende til døde, at hun følte sig som en på 70! Hun var ung og stærk, og alligevel følte hun det, som havde hun lige gået et maraton. Det havde tæret på hendes kræfter at være stillestående i halvanden måned, samt være i sine følelsers vold i den tid. Hovedet vendte hun først imod hans, som han spurgte hende, om hun kedede sig her. Spørgsmålet i sig selv gav hende et stik af dårlig samvittighed.. Hun holdt jo af Theodore, og han havde været så god ved hende. Da han lagde sig om på siden, valgte hun at følge trop, så de begge lå med fronten mod hinanden. ”..Ja,” svarede hun ærligt efter et øjebliks tøven. Ville han blive vred over det? Det næste spørgsmål var bare, om han overhovedet kunne blive vred. ”Jeg har ikke haft noget for i den tid, hvor jeg har boet her. Du har dit arbejde, som tager det meste af din tid, men jeg har intet..” Hun var slet ikke vant til at være så stillesiddende. Det eneste hun havde haft for her, var rummet hun havde lavet til ham, men det var også det eneste. Tidligere havde hun været en eventyrsøger, som hun havde søgt landet med Lucifer, blevet trænet mørkelvisk, blevet trænet til at lede, havde ledet, havde været en tyv. Her havde hun intet formål. Hun gik bare og hang ud, indtil Theodore havde tiden til at lægge arbejdet fra sig. Hun sukkede dæmpet. Som hu endelig fik det sagt højt, kunne hun virkelig mærke, hvor meget det betød for hende at have mening med livet. At være pirat, havde dog heller ikke været hendes kald i livet. Hendes tanker søgte videre til Lucifer og Valandil, som hun havde prøvet at befri. Det havde derimod føltes godt at gøre.

[Theodore Jarvis Acheron]

Umiddelbart kunne det godt lyde som hun kedede sig, og det var ikke en tanke, som behagede Theodore på noget tidspunkt. At hun så derimod bekræftede, at hun kedede sig, var en tanke som gjorde ham en smule trist. Det var jo ikke meningen, og ærligt? Så havde han slet ikke tænkt på, at hun kunne komme til at kede sig. Han selv, havde jo utrolig meget arbejde at foretage sig, og det var noget, som selv godt kunne mærkes. Ingen tvivl om det. Han nikkede blot for sig selv, inden han atter gled om på ryggen, hvor han lagde sig i stedet for.
Theodore var træt.. Og nu skulle han samtidig også konfronteres med dette. Det var noget, som han oprigtigt havde svært ved. Hun havde jo aldrig nævnt det for ham, og de tanker, havde han bare ikke. Han vendte blikket kort op i retningen af loftet. Hvad skulle han sige? "Javel.." endte han denne gang. Var det derfor, at hun bare havde valgt at forlade Landsstedet? Fordi at hun havde kedet sig? Valgt at søge væk, uden at informere ham om noget først? Han havde ikke decideret været bekymret, men han havde da kunne fornemme, at hun havde manglet, og den tanke alene, var heller ikke en, som han brød sig synderlig meget om. "Du kunne have fortalt mig det." Vred var han ikke just. Han vidste ikke rigtigt hvad han var. Ked af det? Var det sådan, at det føles?
For nu, lod Theodore den tanke ligge, da tjenestepigen forsigtigt bankede på døren. Hun kom op med varmt vand og klæder, som ønsket af Jarniqa. "Vand, som ønsket, frøken Dynithril," sagde hun ydmygt, og søgte hen til sengen med det. Theodore forblev tavs denne gang. Han vidste uanset ikke rigtigt, hvad han skulle sige.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa fornemmede en knude i sit bryst, som Theodore vendte sig bort fra hende. Det føltes i hvert fald som om, at han lagde afstand imellem dem, som han lagde sig på ryggen, og i stedet valgte at fokusere på loftet over ham. Han var ikke tilfreds med, at hun kedede sig, men hvad kunne hun gøre ved det? Hun var ikke som Clemency der havde det fint med at stå i hans skygge og lave … ingenting. Hun havde brug for en mening med livet, ligesom ham selv. Hans mening med livet var trods alt hans arbejde som greve. ”Jeg..” Hun valgte at tie idet stuepigen trådte ind i soveværelset. Hun ville ikke drøfte emnet med Theodore, imens andre var til stede. Hun skubbede sig selv op i en siddende stilling igen, så hun kunne følge stuepigen med blikket. ”Bare stil det ved hr. Acherons side af sengen. Det var alt for nu,” fortalte hun, som de ikke længere havde brug for hendes tjeneste. Hvor irriterende det end var, valgte hun at stige ud af sengen igen. Theodore gjorde alligevel ikke længere mine til, at han ønskede at ligge med hende længere. ”Når hr. Acheron er frisk nok til at forlade sengen, skal sengetøjet skiftes og smides ud,” tilføjede hun, inden stuepigen forlod rummet. Hun vidste umiskendeligt også godt, at Sephiran havde ligget i sengen her. Hun bøjede sig ned til balgen, som stuepigen lod dem alene igen. Her tog hun om en af klæderne, som dyppede i vandet, inden hun vred det ud af klædet igen. Stille var hun, som hun rettede sig op igen med det våde klæde i hånden. Blidt begyndte hun at tage sig af ham, som hun startede med forsigtigt at vaske og duppe hans ansigt. Han trængte egentligt også til en barbering. ”..Jeg er ikke Clemency,” sagde hun stille.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forstod ikke, at Jarniqa ikke havde fortalt ham det. Han selv var jo en mand, der var meget optaget af det, som var foran ham. Resten så han ikke. Så det der med at kede sig, og mangle noget at lave, var jo slet ikke en tanke som havde slået ham på noget tidspunkt. Med andre ord, var det faktisk hans skyld, at hun havde valgt at søge bort? Det var nu heller ikke en tanke, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han blev liggende, selv da stuepigen kom ind. Hun satte vandet fra sig på Theodores side, inden hun nejede for dem begge. Theodore så det bare ikke, som han var helt optaget af mange andre ting.Han rystede kort på hovedet, inden han atter vendte sig mod Jarniqa. Selv hun burde jo hvile, fremfor at bruge tiden på at tage sig af ham. Det var desuden heller ikke hendes opgave.
Hun var ikke Clemency.. Nej, det vidste han udmærket godt! Det ændrede dog bare ikke på det faktum, at han ikke kunne lide, at hun bare havde valgt at søge bort, uden at fortælle ham om det først. Hun havde jo bare været væk fra den ene dag til den anden. "Og derfor forsvinder du, uden at informere mig om hvor." Kluden over ansigtet var virkelig rar. Det var lang tid siden, at han havde oplevet det at blive håndteret på den måde.. generelt bare det at være ren. "Clemency er ikke længere en del af Landsstedet," endte han. Sandt var det, at hun var dukket op, men det var for skilsmissen.. Denne var fuldendt nu, så han var i princippet en fri mand nu, og han havde det faktisk meget fint med det. Hans mørke øjne faldt til hendes skikkelse. "Men hvis du ikke vil være her.." Han blev ellers liggende. Hun af alle, havde jo haft fri passage til at gøre, hvad hun ville. Han var jo glad for hende.. så det at låse hende fast, ønskede han faktisk ikke.

[Jarniqa Dynithril]

Med langsomme og blide bevægelser vaskede Jarniqa Theodore med den våde klud. Et sted føltes det godt, da det betød, at hun var ham tæt, men på den anden side gjorde det hende trist, da det var en nødvendighed. "Jeg vidste ikke, at der ville være et skib i havnen, der ville vække min interesse, da jeg besøgte Atterlin. Jeg planlagde ikke at tage af sted.. Det skete bare. Jeg skrev dog til dig samme nat, jeg kom ombord på skibet," fortalte hun ham sandfærdigt. Hun førte kluden videre ned over hans hals og vaskede den. Selvom hun selv var træt, føltes det rart at holde sig beskæftiget, ligesom det føltes rart at være omkring ham igen. Hun havde jo savnet ham. Hun kiggede kort på ham, da han nævnte Clemency. "Det ved jeg," sagde hun kortfattet. Han havde trods alt smidt ringen væk efter den første nat, hvor de havde ligget sammen. Nogle uger efter havde Clemency sågar forladt huset. Det havde glædet hende. Stille begyndte hun at knappe hans skjorte op. Den sad lige pludselig helt løs på ham. Theodore havde ellers altid været meget striks omkring sin påklædning. "Jeg kom tilbage, fordi jeg savnede dig," sagde hun på trods af, at det helt lød som om, at han tog afsked med hende. Hun ville gerne være med ham. Hun kedede sig bare her i huset. Det forstod han sig dog næppe på, da hans tidligere hustru havde nydt at være hjemmegående husmor. Hun selv havde brug for at have en mening med livet. Mere end at kunne hygge sig med ham, når han engang havde fri. Hun bøjede sig ned for at gøre kluden fugtig igen. Hun bed sig selv i læben. Skulle hun fortælle lidt mere? "Jeg var ikke med nogen, mens jeg var borte. Jeg har dig.. Kun dig. Derfor ville jeg også overraske dig, ved at lægge mig ind til dig den nat, hvor jeg kom hjem.. Sephiran lå der.."

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne ikke rigtigt finde ud af hvordan han skulle håndtere denne situation. Dels fordi at Jarniqa havde givet udtryk for, at hun havde kedet sig så meget, at hun havde været tvunget til at søge ud, og det var jo heller ikke fordi at det havde været en kort tur. At hun vaskede ham, havde han faktisk ikke noget imod, hvor det derimod føles utrolig rart at have hende tæt på sig igen. Han sukkede svagt. Hun var ikke Clemency, men når han var en mand, der rendte rundt i de mange alt for mange gamle vaner, som han endnu var præget af, så havde han slet ikke tænkt på at hun faktisk havde kedet sig. "Du var væk længe," sagde han denne gang. Det var nok det, som han havde sværest ved.
Det var ikke noget, som umiddelbart skulle tolkes som nogen skidt ting, men han ville jo heller ikke tvinge hende til at være der, hvis det heller ikke var noget, som hun havde synderlig meget lyst til. Alene det, var noget som hun havde en magt over. Hun havde en kontrol over ham, som ingen anden havde haft, og han havde faktisk også svært ved det, når det nu endelig skulle være. Han blottede halsen, da hun nåede den, og knappede hans skjorte op. Han vidste jo godt, at han kun måtte være en skygge af den mand, som han ville have været normalt. "Du har savnet mig?" Han vendte de trætte, men mørke og tomme øjne direkte mod hendes skikkelse igen. Han havde svært ved lige præcis de følelser, og nu at vide, at hans egen søn havde ligget i sengen her.. Han var jo et kæmpe kaos. Han kunne jo slet ikke finde ud af alt dette! "Jeg har intet med den side af familien at gøre mere.. Jeg er alene nu," fortalte han blot. Sephiran havde afskåret ham helt fra familien, og skulle han være helt ærlig? Så havde han det faktisk rigtig fint med det. Han havde nægtet at støtte ham i hans gøremål, hvilket havde placeret ham i kælderen i udgangspunktet. Han havde jo siddet der i frygtelig lang tid.

[Jarniqa Dynithril]

Jo, Jarniqa havde været væk længe. Det havde taget sin tid at være ombord på et piratskib. De havde sejlet i lang tid, indtil kaptajnen havde nået til den konklusion, at hun skulle gå planken ud. En forfærdelig oplevelse.. Dernæst havde hun brugt tid på at nå til Maerimydra, hvor hun havde reddet Valandil, og forsøgt at redde Lucifer. Dernæst var hun taget hertil, hvor hun var blevet spærret inde. "Jeg sejlede i lang tid.. Indtil besætningen forrådte mig.. Hvad andet kan man regne med, når det er pirater? Dernæst søgte jeg til Maerimydra. Jeg havde noget uafsluttet der, som jeg måtte løse, og derfra kom jeg straks hertil.. Hvor Sephiran smed mig i en celle." Jovist hun lød bitter et par gange i sin tale. Hvem ville ikke gøre det? Hun havde været udsat for et helvede, men samtidig havde hun også fået en åbenbaring omkring sig selv. Blidt begyndte hun at vaske hans brystkasse. Hans overkrop havde altid været en ældre voksen mands, men nu så den helt slidt ud. Der var blevet tæret på hele hans krop. "Selvfølgelig savnede jeg dig," sagde hun fast. Om de decideret var i et forhold, vidste hun ikke, men de havde da en affære med hinanden. Derudover var der også det faktum, at hun fortsat havde været ham tro, selvom andre havde tilbudt sig. Kaptajnen Alvaro og nogle af hans besætningsmænd havde nemlig været ganske standhaftige på det punkt. Hun vaskede hans mave. Havde Sephiran overhovedet tilbudt ham et bad i de måneder, hvor han havde siddet indespærret? Garanteret ikke. Sephiran var ikke sjæleløs, men han var kold. Ond og mørk. Hun skævede til ham ved hans ord. "Du er ikke alene. Du har mig.. Hvis du altså stadig gerne vil have mig," sagde hun, hvor hun startede ud sikkert og afsluttede tøvende. Hun vidste jo ærlig talt ikke, om hun stadig var ønsket.

[Theodore Jarvis Acheron]

Var det fordi at hun ikke ville være der? Theodore kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han vidste, at der for hendes vedkommende spillede utrolig meget ind, som han ikke rigtigt kunne følge hende i, selvom han virkelig gerne ville.. Men hvad kunne han da gøre ved det? Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. "Hvorfor tog du med derud?" spurgte han denne gang. Pirater var jo i forvejen ikke just kendt for at være et folkefærd, som man skulle have særlig meget at gøre med. For pokker.. Det var vel pirater af en grund?
Hun var taget væk, men havde savnet ham. I hans hoved harmonerede det ikke rigtigt. Dem som man savnede, var vel også dem, som man blev ved? Han forstod ikke rigtigt hendes måde at reagere på, og et sted gjorde det ham.. .Vred? Han sukkede let denne gang, inden han denne gang hævede hånden, for at tage fat om hendes. Han havde fået en klud fra tid til anden at vaske sig med, så det at få et ganske normalt bad, havde han ikke set i måneder. Hans ægteskab med Clemency var officielt slut. Papirerne var skrevet under og ringen var smidt bort. Han bar i hvert fald intet, som mindede ham om den tid. "... Jeg forstår ikke." Sjældent var det, at han indikerede, at han ikke forstod, men lige her, var det næsten som om, at det var det, som for ham, gav mest mening. Han kunne i hvert fald slet ikke gøre for det! Han satte den frie hånd i sengen, inden han denne gang kæmpede sig op at sidde. Han havde haft brug for hende.. manglet hende, da hun havde været væk, og intet havde han hørt fra hende. "Hvis det er fordi at du ikke vil være her, Jarniqa.. Så fortæl mig det." Et sted var hun blevet en del af ham og en del af dette hjem. Det havde været underligt, da hun slet ikke havde været til stede.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa slap et dæmpet suk. Havde hun ikke allerede forklaret, hvorfor hun var taget af sted? Var det på grund af indespærringen, at han var så langsomt opfattende? ”Jeg savnede spænding. Jeg savnede at lave noget. Da vi mødtes, stod jeg i spidsen for et helt oprør. Efter det tog du mig til dig, hvor du lærte mig at regere og sidde på en trone. Dernæst søgte jeg ud og oplevede hele verdenen med min daværende kæreste. Så flyttede jeg til mørkelverne, hvor jeg forsøgte at blive en af dem. Her.. Her har jeg intet formål,” endte hun med at forklare med et suk. ”Du har dit arbejde her, mens jeg venter bare på, at du får fri og tager dig tid til mig.. Det var måske fint for Clemency, men jeg selv har brug for at lave noget.” Hvad hun kunne lave, havde hun til gengæld fået en ide om nu. Hun stoppede med at vaske ham, som han tog om hendes hånd. Det føltes godt at mærke ham igen.. Hun havde bare håbet på en anden genforening, da hun først var kommet tilbage. En genforening med lidt mere festfyrværkeri. Ikke at hun skulle sidde indespærret i over en måned, og at hun dernæst skulle pleje ham. Hendes blik blev undrende, da han igen snakkede om hun ønskede at være der eller ej. ”Jeg savnede dig på min tur.. Det har jeg allerede sagt. Jeg vil gerne være med dig, men jeg har også brug for mere,” fortalte hun igen. Måske var det fordi han var afkræftet, at han ikke forstod hende.. eller også var det hagen ved, at han ikke havde en sjæl. Var dette verdens måde at sige på, at hun rendt ind i en væg, når hun forsøgte at være med ham? Lucifer havde ønsket sig flere kvinder på en gang, samt værdsat sin familie højere end hende, og taget på farefulde færde uden et ord.. Theodore havde bare svært ved at forstå og føle basale ting.

[Theodore Jarvis Acheron]

I korte træk, så var livet sammen med ham kedeligt? Var det virkelig det, som hun forsøgte at fortælle ham? Et sted vidste Theodore ikke rigtigt hvordan han skulle håndtere det. Ikke at der var nogen tvivl om det. Han sænkede hovedet endnu en gang. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det. Det hele kørte rundt i hans tanker og sind.. Alle mulige følelser og tanker, som han stadig ikke kunne finde ud af. Og hun havde jo ret i, at hun ikke var Clemency, men i og med, at hun intet havde fortalt ham, havde han vel stærkt gået ud fra, at alt var i skønneste orden? At det jo så ikke havde været tilfældet, gik jo så op for ham nu.
Han satte sig denne gang op, idet at han vendte blikket mod hende igen. Han mine forblev kun med spor af træthed, og intet andet. Det ar faktisk ikke rigtigt til at finde ud af. Hun havde desuden også en særlig magt og kontrol over ham, som han heller ikke helt vidste, hvordan han skulle håndtere, og det var også den som kunne mærkes nu. Han bed tænderne svagt sammen. Hun ville gerne være der? Jamen hvorfor havde hun så søgt ud i udgangspunktet? "Hvad mere ønsker du, Jarniqa?" spurgte han denne gang. Hans blik faldt til hendes skikkelse denne gang. Han havde svært ved at finde ud af det, men for pokker, han forsøgte da om ikke andet, så det var jo altid noget, som man kunne tage med sig, var det ikke? Han lænede sig tilbage mod puderne i stedet for. Han var virkelig træt. "Jeg vil ikke have at du skal gå nogen steder.." Det var da om ikke andet, så et behov, som han forstod. Han havde jo manglet hende her.. Han ville jo bare gerne have, at hun blev der sammen med ham, men ville hun overhovedet det, hvis hun kedede sig på den måde?

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa kunne se, at frustrationen lyste ud af øjnene på Theodore. Det måtte være sjælestumpen der gjorde det.. Det spørgsmål han stillede hende igen, havde hun nemlig allerede besvaret flere gange. Det var derfor som om, at han bare ikke kunne få hendes fortællinger til at hænge sammen. Det var også det der gjorde, at han var svær at være sammen med. Hun holdt af ham. Han var en spændende mand, som hun altid havde set op til. Efter lang tid havde hun også fundet ud af, at de også svingede godt intimt med hinanden. Hun tog en indånding. ”Efter at være blevet efterladt af piraterne, søgte jeg tilbage til Maerimydra. Jeg ville forsøge at gøre bod på mine ugerninger.. Dette fik jeg også gjort,” begyndte hun at fortælle ham. ”Dernæst søgte jeg hertil, hvor jeg blev indespærret af din søn. Igen tænkte jeg, hvor frustrerende det var at være magtesløs.” Hun kiggede på ham. Hun vidste ikke, om han var med eller ej. ”Jeg har fundet ud af, hvad jeg gerne vil.. Jeg vil hjælpe dem, som ikke nødvendigvis kan klare sig selv.” Selv mente hun, at det var et ærligt arbejde. Hun ville kæmpe for folk, som hun havde kæmpet for i sin modstandsgruppe. Dog ville denne her gang være anderledes, som hun ville gøre det alene, og kun hjælpe enkeltpersoner. Denne her gang var der ikke et helt land, som hun gik imod. Som han satte sig mod puderne, og som han tilkendegav, at han ønskede hende her ved sig, forsøgte hun at agere ud for det. Forsigtigt satte hun sig i sengen, inden hun forsigtigt førte det ene ben over hans krop, så hun sad på ham. Hun tog en indånding. ”..Du behæver ikke at miste mig,” sagde hun stille, inden hun igen forsigtigt lod sig læne frem. Her lod hun sine læber møde hans i et prøvende kys.

[Theodore Jarvis Acheron]

For alt i verden, forsøgte Theodore at få hendes historie til at hænge sammen, selvom det ikke rigtigt ville som han gerne ville. Han var forvirret og frustreret, hvilket nok tydeligt fremstod i hans øjne, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Hovedet sænkede han. Det forklarede jo ikke hvorfor hun var kommet tilbage, hvis det var fordi at hun havde kedet sig så meget! Ellers var det bare ikke en sammenhæng, som han var i stand til at se, hvilket han faktisk havde endnu sværere ved. Den stump af en sjæl, gjorde så sandelig heller ikke hans tilværelse særlig nem. Tvært imod faktisk. Han lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik denne gang, inden han så op mod hende igen. "Du har været langvejs omkring," sagde han denne gang. Han vidste ikke helt hvad andet han skulle sige.
Han ville jo gerne have at hun blev. Det var den følelse som han sad med, og den som han faktisk var i stand til at føle og forklare, at han følte. Kysset gengældte han dog. Han havde jo savnet hende, og han ville ikke have, at hun skulle tage nogen steder hen. Det var ærlig talt noget af det sidste, som han ønskede sig lige nu! "Så lad være med at søge så langt væk," endte han denne gang. Et sted var det jo også en tanke, som han fandt en smule.. skræmmende på en eller anden irriterende måde. Her lagde han sig igen ned i sengen. Han lignede jo lort alligevel, så det at vaske ham, kunne hun jo lige så godt opgive. Håret var blevet længere og hans skæg.. Det skulle bare af! Han gjorde tegn til at hun kunne tage pladsen ved ham i stedet for. "Hvad skal jeg give dig, for at du vil blive her?" Bange for at stille spørgsmål var han jo heller ikke. Han ville jo heller ikke have at hun skulle kede sig igen, så dette ville ende med at gentage sig.

[Jarniqa Dynithril]

”Det har jeg,” medgav Jarniqa, inden hun blidt kyssede ham. Til hendes store lettelse, besvarede han det. Også selvom, at det igen ikke var noget festfyrværkeri af et kys, som det nærmere var blidt og hurtigt overstået. Hvis man var en kvinde der ønskede at blive taget med storm, var det næppe her.. Hun kiggede igen på ham med sine smaragdgrønne øjne. ”Det var heller ikke min mening at søge ud på havet,” begyndte hun først at sige. ”..Men næste gang, skal jeg nok sørge for, at jeg højest er væk et par dage,” lovede hun ham. Efter at hun havde gået planken ud på et piratskib, havde hun desuden ikke længere den store træng til eventyrer. Hun brød sig ikke om at blive efterladt på den måde, som hun var blevet det. Endvidere mærkede hun et lille stik i brystet, som Theodore ikke ønskede, at hun blev siddende på ham, men at hun derimod var ved siden af ham igen. Hun skulle måske ikke tage det så højtideligt, eftersom han var træt og afkræftet, men alligevel gav det et lille jag i hende.. Igen svang hun dog det ene ben over ham, så hun kunne ligge sig ved hans side i stedet. ”Du kan ikke købe min tilstedeværelse, Theodore,” svarede hun ham med et løftet bryn. Det lød helt som om, at han ville tilbyde hende penge, eller en dyr halskæde, hvis blot hun lovede, at hun ingen steder gik. Faktisk var også dette en sårende tanke. Tavst lod hun sig derfor glide om på ryggen, så hun i stedet stirrede op i loftet. Hun havde uden tvivl glemt, hvordan det kunne være at være omkring Theodore i den tid, hvor hun havde været ude på havet. Han var en svær mand. Særligt når man forsøgte at opbygge noget med ham.