Let me save you..

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa Dynithril

---

Hvor længe Theodore havde siddet i det mørke kælderrum.. Fuldstændig lænket fast, ude af stand til at gøre noget som helst, vidste han ikke. Hernede, i et rum uden noget der mindede om vinduer, havde han fuldstændig mistet fornemmelsen af tid og sted. Det eneste, som han vidste, var at han havde siddet dernede længe. Frygtelig længe. At selv Jarniqa var endt i en celle nede af den mørke korridor, havde han slet ikke nogen anelse om. Selv havde han siddet i sin egen verden.. I sin tid, havde han jo ligeledes søgt efter hende, men ikke været i stand til at finde noget som helst. I hans verden, havde hun vel.. forladt ham?
Clemency og ham, var officielt blevet skilt denne gang. Han var en fri mand. Selvom man vel og mærke, kunne diskutere hvor meget fri han var, når det var så opfangende en situation, som han måtte befinde sig i.
Sephiran havde været forbi.. Fortalt ham, at Jarniqa befandt sig i en celle, og et sted vækkede det vel noget i ham? Ikke var det meningen, at hun skulle være udsat for sådan en situation, og særligt ikke, om han kunne gøre noget ved det! Lænken, som havde låst hans magi fast, blev fjernet. Ikke havde han tænkt sig, at søge til Imandra. Faktisk havde han mere lyst til at gøre noget ved denne situation her, også for at sikre sig, at noget lignende, under ingen omstændigheder, ville komme til at ske nogensinde igen!
At bryde de normale lænker, var intet problem, da magien langt om længe var fri igen. Han kunne næsten mærke, at den flød i hans årer, efter at have været fastlåst og låst af vejen for så lang tid. Døren brød han selv op, inden han kom ud på gangen igen. Hans ben skælvede svagt under ham. Han havde jo også siddet stille i måneder! I al den tid, hvor Jarniqa havde været væk og mere til. Han trak vejret dybt.. Skulle han? Alligevel søgte han ned mod cellerne i fangekælderen som lå for enden af gangen. Døren skubbede han op. Hans tøj hang mere slapt om ham. Han havde ganske vidst fået mad og vand, men slet ikke i den mængde, som han havde været vant til. "Jarniqa..?" Hans stemme var hæs. Han søgte ind og hen mod cellen. Der var en celle, hvor han kunne ane en skikkelse på den anden side. Ved hjælp af magien, brød han den op med en kraftig knirken.

[Jarniqa Dynithril]

Halvanden måned havde Jarniqa cirka siddet indespærret i en celle i kælderen på Acheron Landsted. At det var tidens omfang, vidste hun dog ikke. Hun havde nemlig ikke kunnet følge den daglige månecyklus, som der ikke fandtes nogen vinduer nede i kælderen. Det eneste hun vidste var, at der var gået længere tid, end hvad Sephiran havde hintet. Han havde fortalt hende, at han snart ville være ude af Acheron Landsted igen. Snart havde bare været en barmhjertig udtale, da hun i det mindste kunne regne ud, at hun havde været i kælderen i adskillige dage. Det havde hun regnet ud ved at tælle de måltider, som hun havde fået, og de gange hun havde sovet.
De første par dage af fangeskaben havde Jarniqa været vred. Hun havde været direkte arrig og destruerende. Til forskel for Theodore, havde Sephiran nemlig ikke låst hendes magi. Han havde derimod ladt hende være indespærret i cellen, som hun kunne alt andet end at flygte fra. Magisk ladet havde hele cellen derfor været, som der havde været adskillige faretruende lysglimt i den, som magiske lyn havde raseret den.
Da den værste vrede havde lagt sig, var Jarniqa i stedet gået over til at være ulykkelig. Der havde ikke kommet nogen for at tale med hende, så hun havde været alene med sig selv og sine tanker. Hun havde tænkt: Hvornår kommer jeg ud? Hvor længe har jeg været her? Skal jeg være her for evigt? Hvordan vil det føles at skære Sephirans læber af? Hvor er Theodore? Er Theodore overhovedet i live? Savner Theodore mig? Er Theodore i virkeligheden ligeglad? Deprimerende havde den tid været..
Jarniqa lå på siden og med ansigtet mod den kolde mur, som hun hørte fodtrin. At det var Theodore, gættede hun selvfølgelig ikke, som hun end ikke vidste, at Sephiran og hans gruppe havde forladt landstedet. Tavst lå hun i sin egen kedsommelige dvale. Det var faktisk utroligt kedeligt at være indespærret.. Lidt behageligt havde hun dog gjort det for sig, som hun havde fremtryllet sig en seng. Det var til gengæld fordelen ved at være indespærret med sin egen magi. At hun lå blødt var dog også den eneste trøst i denne periode.. Som den hæse stemme lød, blev hun helt stiv i kroppen. Den mindede hende om en, og alligevel lød den ganske fjern. Hun havde heller ikke set Theodore længere.. Om på den anden side gled hun dog, så hendes smaragdgrønne blik faldt på den slidte Theodore. Selv havde også hun nået at miste et par kilo og noget af sin solbrune kulør.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej havde Theodore nogen anelse om, hvor længe han havde siddet her. Det eneste, som han kunne konstatere, var at det måtte være i lang tid. Ondt gjorde det helt at bevæge sig, som han jo nærmest havde ligget stille, siden han var blevet placeret der af sin egen søn. Ham og Sephiran havde aldrig haft det bedste forhold, og ikke ville det nogensinde komme på tale denne gang. Hans blik faldt derfor til Jarniqas skikkelse. Den eneste skikkelse, som var i en celle her, så han gik da stærkt ud ra, at det måtte være hende, som måtte ligge der.
Træt som han følte sig, så lod han sig ikke stoppe af det. Var det savn, som han følte? En vis form for længsel efter hendes unge person og faste personlighed? Det var ikke nogen hemmelighed, at det havde været underligt for ham, at hun slet ikke havde været til stede. Det havde derimod været en frustration, at han ikke havde vidst, hvor hun var taget hen. Sågar hendes brev, havde han jo heller ikke modtaget. Cellen brød han op, kun for at søge ind mod hende. Nu hvor han havde vidst, at hun havde været der, så ville han derind. Han havde siddet alene i for lang tid. Det var vel til hans held, at han ikke rigtigt kunne tænke de tanker, som et normalt væsen, med en sjæl intakt, kunne? Han dumpede derfra ned på gulvet, ikke langt fra hende. Han havde ikke energien til meget mere end det. Han vendte blikket mod hende. Hun var der. Dertil tog han sig heller ikke af, hvad andre tænkte om ham.. om hende. "Han sagde du var her.." Hans blik faldt til hendes skikkelse, hvor han lod armene hænge slapt ved hans sider. Han var træt. Han havde jo også siddet i mørket her i flere måneder nu.

[Jarniqa Dynithril]

Et chok var det at gense Theodore efter så mange måneder. Inden Jarniqa var blevet fængslet i cellen her, havde hun nemlig været ude på en personlig ekspedition. Derfor var det alt i alt utroligt længe siden, at hun sidst havde set sin elsker. Han lignede heller ikke den mand, som hun sidst havde set. Han var blevet tyndere og tydeligvis svagere i kroppen. Hendes smaragdgrønne øjne fulgte forundret hans skikkelse, som han trådte ind i cellen, og derfra … nærmest kollapsede på gulvet. Det var bestemt ikke Theodore-agtigt. Han sagde du var her? Han måtte mene Sephiran.. Hans elendige søn. Igen mærkede hun hadet, vreden og væmmelsen stige op i sig. Han havde indespærret sin egen fader. Dernæst havde han snydt hende og indespærret hende i cellen her. Inden da havde han dog været så uheldig at kysse hende og holde om hende … nøgen. Det var sket, da hun havde troet, at hun havde lagt sig ind til Theodore. Hun blinkede med øjnene, som hun blev forenet med de følelser der kom af at se Theodore. Savn. De havde jo været elskere, samt han havde været hendes lærer, og den mand der havde taget hende ind. Frygt. Hun vidste nemlig ikke, om hans konstatering bare var en praktisk antagelse, da hun ikke vidste i hvilket lys han så hende. Det eneste hun vidste med sikkerhed var, at Sephiran og kompagni var rejst. Theodore havde ikke slået ham ihjel.. Han var bare blevet lukket ud, da Sephiran havde forladt stedet. Gad vide, om hun ville have sultet ihjel, hvis ikke Theodore havde valgt at tage turen forbi hendes celle? ”..Han spærrede mig inde her,” fortalte hun ærligt. Selv var hendes stemme ikke ligeså hæs og svag som hans. Dog var den heller ikke ligeså frisk og klar, som hendes stemme ellers plejede at være. Langsomt skubbede hun sig op i en siddende stilling i sengen. Da hun kun havde tabt sig et par kilo, sad hendes sorte buksedragt derfor kun en anelse løst på hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

En skygge af sig selv, var det som Theodore var, og han var på ingen måder særlig stolt af det. Særligt, som det stod lige i øjeblikket. Hans blik gled derfor til hendes skikkelse, som han var kommet dumpende ned på gulvet lige ved hende. Ud fra omstændighederne, havde hun det langt bedre end ham. Men igen, så var det heller ikke hende, som havde siddet her i måneder. Han havde slet ikke styr på hvor lang tid det havde været, men at det havde været lang tid? Det betvivlede han på ingen måder! Det forhold til hans egen søn, ville aldrig nogensinde blive bedre, og nu hvor han vidste, at hans søn var draget mod øst, og havde lukket ham ud, så havde han slet ikke været i tvivl om, hvor han skulle søge hen.
Theodore havde aldrig ønsket, at Jarniqa skulle sidde her. Selvom han ikke havde nogen anelse om hvor hun havde været, eller hvad hun havde lavet - ja, sammen med hvem for den sags skyld, for det var slet ikke noget som han egentlig havde forestillet sig, at hun ville gøre. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Han var træt. Han havde siddet lænket og fastlåst i måneder nu. "Det fortalte han mig.." De mørke øjne faldt til hendes skikkelse. Det var vel også på høje tid at de kom derfra nu? Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. Hvorvidt om han kunne komme op igen, vidste han ikke helt. Men han kunne jo heller ikke blive siddende her og glo. "Han er væk nu," tilføjede han denne gang, inden han atter så mod hendes skikkelse. Ikke et smil var at spotte.. Ingenting. Han trak vejret dybt. Hun så jo selv herrens ud.. Alene det, at Sephiran havde placeret hende her, gjorde noget ved ham. Var det følelsen af vrede?

[Jarniqa Dynithril]

Hvordan det stod mellem hende og Theodore, vidste Jarniqa faktisk ikke. Det var problemet ved at være med en, som ikke besad det store følelsesregister. Sephiran havde påstået, at hun ikke skulle sætte sin lid til Theodore.. Ikke at hun stolede på Sephiran. Den mand havde allerede løbet om hjørner med hende. Hun betragtede sig af den tydeligt trætte Theodore. Han var i det mindste kommet ind til hende. "Det kunne jeg regne ud," sagde hun stille. Hun troede i hvert fald ikke et sekund på, at Theodore havde slået Sephiran af pinden. Derfor var det eneste logiske, at Sephiran havde lukket Theodore ud, og dernæst søgt fra landstedet. Hun skubbede sig længere ud på sengen, inden hun valgte at rejse sig helt fra den. Selvom hun havde sagt til sig selv, at hun skulle huske at gå omkring i cellen dagligt, følte hun sig stadig en anelse usikker på benene. Hun farede derfor ikke frem, som hun derimod langsomt gik frem, imens hun fokuserede på at holde balancen. "Kom med op," sagde hun dæmpet, som hun tog Theodore om armen. Hun kunne trods alt se, at han havde brug for mere hjælp end hende. Hendes plan var derfor at få ham med op i seng, så han kunne ligge blødt og hvile sig. Hvis tjenestestablen stadig var her, ville hun se, om kokkene kunne lave ham et måltid og høre, om der var en der kunne tilse hans krop. Selv havde hun en god forstand på urter og skader, men hun måtte desværre erkende, at halvanden måned i en celle ikke efterlod en med et overvældende overskud. Hun var træt i hovedet, og hun var træt i kroppen. Hun vidste dog, at hun ikke skulle pibe når nu, at Theodore havde det værre end hende. At han slet ikke vidste, hvor hun var blevet af i sin tid, tænkte hun slet ikke over. Hun tænkte nemlig, at han havde måttet modtage hendes brev. Hun vidste ej heller, hvor længe han havde siddet i sin celle. Sephiran havde nemlig ikke ulejliget sig med at fortælle hende, hvor længe Acheron Landsted havde været erobret. Hun håbede, at Kimeya dræbte ham.. Hun vidste nemlig, at det var dertil at Sephiran og hans flok havde søgt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke havde Theodore modtaget noget brev. Det ville i hvert fald være skam at sige. Han havde nemlig siddet i sin egen fangekælder, låst af vejen i et lokale, uden at kunne gøre brug af magi før det var kommet, og naturligvis var det noget, som også godt kunne mærkes. Særligt nu. Nu sad han herinde ved siden af hende, og han kunne for alvor mærke, hvad han havde manglet. Det var det savn. Hun havde været manglet, og nu hvor han kunne mærke hende tæt på sig, kunne han uden tvivl godt mærke det. De havde igen Landsstedet for dem selv, og ikke fandtes der nogen tvivl om, at der skulle sikres mere omkring denne bygning! Sephiran og hans familie, skulle under ingen omstændigheder have lov til at komme tættere på end det, som måtte være højest nødvendigt!
At hun rejste sig, forundrede ham ikke. Hun var uden tvivl også i langt bedre form, end hvad han måtte være. Han nikkede denne gang, som hun tog om hans arm, og han forsøgte at rejse sig. Der var ikke nogen tvivl om, at han virkelig ikke havde det godt. Det lignede ham bestemt heller ikke at have det på denne her måde, og det kunne i hvert fald godt mærkes nu! Han lagde forsigtigt den en arm om hende. Et sted for at støtte sig til hende, og samtidig have hende tæt på sig. Savnet kunne han i hvert fald godt mærke. Ingen tvivl om det. ".. Hvor har du været?" spurgte han denne gang. Næsten som var det et spørgsmål, som han pludselig var kommet i tanker om. Hun havde jo også været væk i lang tid, og det havde været meget pludseligt.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa tog om Theodores arm, så hun kunne hjælpe ham op på benene igen. Igen føltes armen ikke af, hvad den engang havde været. Tanken gjorde hende sørgmodig. Han havde siddet indespærret så længe, imens hun havde føjtet omkring. Ikke, at hun havde moret sig med nogen anden mand, for det havde hun ikke, men hun havde stadig haft det bedre, end hvad han havde haft. Om hun vitterligt havde kunnet gøre en forskel, hvis hun havde blevet her, vidste hun ikke. Hun havde trods alt ikke set kampen mellem far og søn. Ville hun og Theodore sammen kunnet nedlægge Sephiran? Hendes mundvige vendte opad for et sekund, som han lagde armen om hende. Det føltes rart.. også selvom, at han måske kun gjorde det for støtte. ”Jeg var ombord på et skib.. Jeg sendte dig et brev,” fortalte hun ærligt. Et brev, som hun nu kunne regne ud, at han aldrig havde fået. Havde han været bekymret for hende, eller var det bare et praktisk spørgsmål, fordi hun vitterligt bare havde forsvundet? Tænderne bed hun sammen, som hun begyndte at gå. Langsomt gik hun. Både på grund af sin egen styrke, og på grund af hans. Hun førte ham ud af cellen og langs kældergangen.. Gud, hvor hun ønskede at se denne kælder brændt sammen nu! Hvorfor havde Theodore også etableret celler under sit hjem?! ”Jeg hjælper dig ind i soveværelset,” fortalte hun ham stille. Om det var en god ide, vidste hun ikke. Hun følte nemlig helt en knude i sit bryst, idet hun tænkte tilbage på soveværelset. Sidst hun havde været der, havde hun fundet Sephiran i sengen.. Efter, at hun havde fjernet alt sit tøj, puttet sig ind til ham, og ladt ham kysse hende. Desværre kunne hun bare ikke komme på et bedre sted at lægge Theodore. Han foretrak vel også sin egen seng i soveværelset, frem for en mindre i gæsteværelser, eller sofaen i dagligstuen?

[Theodore Jarvis Acheron]

Et brev havde Theodore aldrig nogensinde modtaget, og derfor havde han jo tænkt over det.. Hvor mon hun havde været? Hvad mon hun havde lavet? Det var i forvejen ikke umiddelbart en tanke, som han kunne lide. Det gav ham en eller anden underlig knude i maven, og nu hvor han var frigivet af Clemency for alvor, så havde der jo også været plads til hende. Men hun havde været væk, og han havde søgt efter hende. Ganske vidst frem til Sephiran var dukket op og han var endt i kælderen, fordi at han havde nægtet at arbejde med ham. Det var slet ikke den retning i hans liv, som han ønskede at gå. Han vendte blikket mod hende. "Jeg modtog det aldrig," sagde han denne gang. Det havde ganske enkelt været tydeligt, at det hele havde været noget kæmpe rod.
Theodore ville bare gerne op og ligge i sin egen seng. Han var træt, og han havde brug for det. Nu havde han siddet stille i flere måneder, og bare stirret ind i den mørke væg, uden at han egentlig havde været i stand til at gøre noget som helst ved det. Han havde i hvert fald handlet i det øjeblik, han havde fundet ud af, at hun havde været der. Han nikkede denne gang. Han ville bare gerne have hende ved sig. "Lig der sammen med mig," sagde han denne gang. Svagt trykkede han hende ind mod sig. Det var muligt, at han havde svært ved følelser, men han vidste jo alligevel hvad han gerne ville, og det var lidt det, som han også reagerede på, hvad det her angik. Hans blik søgte mod hende, da de endelig kom op i hallen. Lyset skar ham nærmest i øjnene. Han havde været vant til mørke i så lang tid. Øjnene lukkede han denne gang en smule i. Han ville bare op at ligge.. og mere end gerne, hvis hun kunne ligge ved siden af ham.

[Jarniqa Dynithril]

”..Det ved jeg nu,” sagde Jarniqa stille. Uansvarlig havde hendes pludselige indskydelse måske været om at springe ombord på et piratskib. Ung var hun dog, og det var derfor, at hun havde handlet, som hun havde gjort. Hun var eventyrlysten, og at være ombord på et piratskib var et eventyr. Dog kunne hun godt se på det hele, at hun havde skullet være bedre til at give Theodore besked. Så langt havde hun dog ikke tænkt.. Hun havde været i sine egne følelsers vold. Hun mærkede en varme i sig, idet Theodore trykkede hende ind mod sig. Rart, savnet og ønsket føltes det. Det gjorde dog ikke hendes forsøg på at hjælpe ham op lettere. Hun kæmpede sig dog frem. Hen ad gangen, op ad trappen, op i hallen. ”Du har brug for hjælp,” modargumenterede hun. ”Jeg vil undersøge, om nogen fra tjenestestablen er tilbage.” Hvad hun mest af alt ønskede sig var at lægge sig i sengen med Theodore. Særligt nu når han tilkendegav, at han stadig ønskede hende ved sin side. Desværre følte hun sig forpligtet til at kæmpe imod den trang. Theodore havde brug for hjælp, og da hun ikke selv følte sig ved sine fulde fem, havde hun brug for en anden til at hjælpe ham. Derfor ville hun undersøge landstedet for tilbageblevne tjenere. Øjnene kneb hun selv en anelse sammen, som hun hjalp ham igennem hallen. Lige nu måtte det helt føles som en forbandelse, at det var dag! Lyset skar selv i hendes øjne. Heldigvis kendte de begge vejen, og til sidst kunne hun derfor puffe døren op til hans store soveværelse. Et soveværelse der først fik en knude til at melde sig i hendes bryst. ”Læg dig i sengen,” sagde hun stille, alt imens hun guidede ham derovre. Dagslyset var ubarmhjertigt stærkt herinde, som gardinerne ikke var blevet trukket for! Dem kunne hun dog først gøre noget ved så snart, at hun havde sine hænder fri.

[Theodore Jarvis Acheron]

Aldrig havde Theodore modtaget noget, der mindede om et brev, og det havde måske været godt, hvis han havde modtaget det i sin tid? Han havde ikke været decideret bekymret, for det havde han aldrig gjort. For nu var han bare glad for, at hun var der, da det var det, som han havde brug for, og han ønskede at vide med sikkerhed, at hun var til stede i stedet for. Han ville nemlig ikke lade hende søge nogen steder hen, hvis det var noget, som han særligt kunne få lov til at blive fri for i den anden ende. Ingen tvivl om det. Han sukkede svagt.. Han hadede at have det på den måde.
Lyset skar ham uden tvivl i øjnene, så her måtte det være Jarniqa, som måtte føre ham frem. Desuden stolede han mere på hende, end hvad han havde gjort med så mange andre i hans liv. Sågar hans egen familie, havde han slet ikke denne form for tillid overfor, og nu var det vel også tydeligt hvorfor han ikke havde det? Han tvang øjnene op denne gang, da de nåede de næste trapper, for at komme op mod soveværelset. At Sephiran havde sovet i hans seng, var en ting, som han var uvidende om. Han havde ingen anelse om, hvad der egentlig var sket deroppe, siden han var blevet placeret nede i kælderen, og ladt i mørket.
Sengen søgte han roligt hen til, hvor han satte sig på kanten. "Jeg klarer mig," forsøgte han denne gang. Hans blik faldt til hende. Han havde det ganske vidst af helvede til, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det, hvilket næsten var det værste af det hele. Han vendte blikket mod hende. Han var træt, og for en gangs skyld, så var det også til at se. Han gled denne gang ned at ligge. "Der er endnu nogen i huset," fortalte han denne gang. Han kunne i hvert fald mærke det.

[Jarniqa Dynithril]

Hvad Theodore tænkte om hende og dem, kunne Jarniqa stadig godt tænke sig at vide. I anden række måtte det dog komme, da hun selv godt kunne se, at Theodore lige pt var en skygge af sig selv. Hun havde aldrig før ham brug for at hjælpe ham, som hun havde nu. Hun var for en gang skyld nødt til at hjælpe ham, da hun kunne se, at han ellers ikke ville nå langt. Derfor passede det hende udmærket, at han lod hende hjælpe hende. At han på den baggrund følte en stor tillid til hende, tænkte hun ikke over. Hun tænkte blot, at det var naturligt, at hun skulle hjælpe ham. ”Måske.. Men med min hjælp kan du klare dig hurtigere,” sagde hun bestemt på trods af, at hendes stemme ikke var hård. Igen efterlod halvanden måneds indespærring ikke en med voldsomt mange kræfter. Heldigvis gav han sig hurtigt, som han efter få sekunder gled helt ned i madrassen, som han ellers havde sat sig i sengen. Selv måtte hun tage en god indånding, inden hun skubbede sig selv helt op på benene igen. ”..Jeg skal nok finde dem,” lovede hun ham. Først skulle hun dog tage sig af de forbandede gardiner! Det skar ubarmhjertigt i hendes øjne, som hun gik over til de store vinduer og greb om gardinerne. Med noget besvær fik hun dem til sidst trukket for, så værelset blev henlagt i mørke. Forfærdeligt, som det var, fik det hende nærmest til at ånde lettet op. Hun elskede ellers solen og naturen. ”Vent her,” endte hun med at sige. Ikke, at hun just forventede, at han løb nogen steder hen. Langsomt søgte hun ud af værelset igen på jagt efter tjenestestablen. Hvis der stadig var nogen tilbage måtte det betyde, at de stadig var Theodore loyal.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste ikke hvad han skulle forvente. Dog var han glad for at Jarniqa endnu måtte være der. Han følte et tillidsbånd til hende, som han ikke følte til nogen anden, og naturligvis var det noget, som ligeledes godt kunne mærkes. Ingen tvivl om det. Han lagde sig derfor bare ned på sengen, da han heller ikke havde kræfter til andet. En skygge af sig selv, var lige præcis hvad han var, og han hadede at det skulle forholde sig på den måde, men hvad andet kunne han da gøre? Uanset gjorde han sig heller ikke rigtigt mange tanker.
Værelset blev endnu en gang mørkelagt. Det var også først der at han for alvor kunne se igen. Det lys skar ham i øjnene. Normalt var han heller ikke meget for de højlyse dage, men det havde aldrig været så slemt. Han lukkede øjnene svagt igen. "Jeg skal nok klare mig," fastholdt han denne gang. Ikke skulle hun være bange for, at han ville søge nogen steder hen, da det slet ikke var noget, som han havde kræfterne til. Efter måneder i et koldt kælderrum, hvor han havde siddet lænket, så havde det også efterladt sig sine klare spor på ham og hans person. Hans blik vendte han mod hende. Han kravlede kun op og lagde sig i sengen, da hun bad om om at vente. Det var så sandelig heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at søge nogen steder hen, så det skulle hun slet ikke være bange for. Bare det at komme ned i en seng at ligge, var fantastisk! Enkelte var tilbage på Landsstedet. Det var en enkelt stuepige og en køkkendame, som sad forskræmt i køkkenet efter alt hvad der var sket. To individer, som havde været i Theodores husstand i årevis.

[Jarniqa Dynithril]

Ud af soveværelset søgte Jarniqa, som hun satte jagten i gang på den tilbageblevne husholdning. Selv kunne hun ikke fornemme husholdningen ligesom Theodore. Derfor slæbt hun sig langsomt igennem gangen og de forskellige rum. Øjnene måtte hun konstant knibe sammen i og med, at lyset brød ud i resten af huset. Hun skimtede ind i nogle forskellige værelser og stuer, men intet var der at se.. Det gjorde hende naturligvis en smule modfalden i og med, at hun kunne føle sløvheden i sin egen krop. At bevæge sig igennem hele det enorme hus, var nemlig en langt større distance, end hvad hendes celle havde tilbudt. Derudover var der også det irriterende synsproblem.. Til sidst nåede hun køkkenet, hvor hun så to tydeligt forskræmte kvinder. De stirrede også tilbage på hende med åbne øjne, som hun stillede sig i døråbningen. De genkendte hende dog.. og de vidste, at hun var på Team Theodore, frem for Team Sephiran. Selv antog Jarniqa, at de var på det samme hold i og med, at de var blevet tilbage. Hun tog en dyb indånding. Det at snakke havde hun heller ikke gjort så meget i halvanden måned. ”Jeg har brug for varm, mættende og næringsholdigt suppe,” fortalte hun direkte til køkkendamen. Hun så over på stuepigen. ”..Og nogle varme klude og en spand varmt vand.. Husets herre er vendt tilbage.” Det tog den lille tjenestestabel et øjeblik at sluge det hele, men til sidst talte køkkendamen. ”Selvfølgelig, frøken Dynithril.. Velkommen tilbage,” sagde hun høfligt, som hun fik stemmen på geled igen. Tilfredst nikkede Jarniqa. ”Bring det til hans soveværelse,” afsluttede hun, inden hun langsomt søgte tilbage til Theodore. Hun ville være til mere gavn der, end hvad hun ville være her. Derudover var der også den personlige længsel efter at tilbringe tid med Theodore. ”Køkkendamen og en stuepige er blevet tilbage,” oplyste hun ham, som hun kom tilbage i soveværelset.

[Theodore Jarvis Acheron]

Træt følte Theodore sig helt, men ikke ønskede han at sove eller hvile. Det følte han nu alligevel, at han havde gjort længe. Her blev han derimod liggende i sengen og afventede, at hun ville komme retur til ham. Ikke gik han ud fra, at hun ville søge bort uden at have en særlig grund til dette, og nu regnede han da med, at hun ville give ham besked, hvis hun ville søge ud igen.
Uanset hvor lang tid, hun havde været væk, vidste Theodore ikke. I det samme tidsrum, var hans øjne endnu en gang gledet i, hvor han ellers blev liggende i sengen. Han var træt. Han var så træt, at han slet ikke kunne huske, at han nogensinde havde været de for noget lignende. Hans øjne for op, idet at hun pludselig stod i lokalet igen. Ikke fordi at han havde noget imod det. Han nikkede blot træt denne gang. At der rent faktisk var nogen tilbage.. Det var noget, som de da uden tvivl skulle belønnes for, når det kom såvidt. "Det glæder mig.." Ej hævede han hovedet eller noget, som bare måtte minde om det, som han slet ikke kunne få sig selv til at sige det. Han sukkede tungt igen, inden han bare lagde sig til rette i sengen. Han var virkelig ødelagt. Han følte sig virkelig ødelagt denne gang. "Du havde været ombord på et skib..? Hvorhenne?" Sjældent var det, at nogen i det hele taget lagde til i nærheden af dette land, så hun havde da været langvejs, uden at informere ham om det på forhånd. Denne gang forblev hans øjne dog åbne, også mest for sin egen skyld. Han ønskede nemlig heller ikke, at ligge der, som et eller andet svagt individ overfor Jarniqa. Han følte sig nemlig svag nok, som det var i forvejen.