Opgøret om Imandra

[Kimeya Marvalo]

Slaget var tabt, og Kimeya vidste det. Han havde bare på ingen måder regnet med, at der var nogen i hans egen familie, som skulle gå imod ham! Det havde han på ingen måder set komme! Han blev låst fast med reb, og endnu tæt stående ind mod sin egen far, som stadig ikke havde sluppet grebet. Dette var bare noget som gjorde ham vred. Det var slet ikke meningen, at det her burde ske!
Cedric stillede sig bagved, og lod Tiyanna og Sephiran stå i front. Han var træt. Det her havde udmattet ham. Døde lå over det hele. Han kunne jo bare være glad for ,at han selv ikke var iblandt dem.

Tiyanna stillede sig ved Sephiran. Endelig var de sammen igen, og de havde vundet. Hvad hun dog ikke ville gøre for et bad i det her øjeblik! Slaget mod hans ansigt havde tildels gjort ham svimmel, men ikke skulle det få ham til at opgive endnu! "Jeg er langt fra færdig.." vrissede han denne gang, da han atter så mod dem begge. Nu ville det komme til at gå op for Cedric, hvad han egentlig havde gjort. Og hvilken betydning det egentlig havde.
Tiyanna trådte tydeligt tilfredst frem denne gang. "Med glæde.." At hun denne gang ikke fik lov til at slå ham ihjel, irriterede hende kun, men ret skulle være ret. Desuden skulle han slet ikke have lov til at slippe så nemt.
I takt med at Sephian tog pladsen i tronen igen og påkaldte, ikke bare den, men også titlen som leder som sin, mærkede Kimeya hvordan vreden meldte sig. Hans fader.. hans søn.. alle dem, som havde gjort det muligt for Sephiran at gøre det! Han var vred! Han forsøgte igen i et kraftigt ryk, at komme fri. Tiyanna så sit snit. Hun dannede en gnistrende magisk kugle i sin hånd, inden hun gjorde et kraftigt udfald mod ham og hans venstre ben. Kimeya skreg kraftigt op, idet at hans knogle i låret nærmest flækkede, og hans ben gav efter under ham. Lionell slap ham, og lod ham falde direkte til gulvet. Selv synet gav Cedric dårlige fornemmelser. Igen ønskede han jo ikke at hans far skulle dø, men derimod bare fjernes fra magten, som han ikke kunne tåle. Han vendte blikket mod Sephiran. Forsøgte at fokusere på ham i stedet.

[Sephiran Acheron]

Kimeya havde tabt og sejren var Sephirans. Kimeya skulle i sandhed bøde for hvad han havde gjort. Og selvom det havde været oplagt at slå ham ihjel i dag for at gøre eksemplet klar, så ønskede han i stedet at bruge Kimeya som eksempel på den nye orden han ønskede for Imandra. Noget, som Tiyanna selvfølgelig lige skulle sættes ind i, men han var sikker på, det ville behage hende. Det ville nemlig give kvinderne flere rettigheder, hvilket han var sikker på, hun ville synes om. Kronen sad jo så fint på hans hoved og der ville den blive siddende indtil hans planer for landet var kørt i stilling. Nok var Tiyanna måske lidt skuffet lige for nu, men hun skulle nok få sin hævn over Kimeya og adskillige gange endda. Alle, der ville flygte, var flygtet. Alle, der blev, de sad nu og knælede for ham. Han gjorde tegn til, at folk kunne rejse sig. "De døde vil blive begravet uanset om de var ven eller fjende og dette arbejde vil vi gøre om i fællesskab," endte han som det sidste.
Et sekund efter, så hørte han et skrig fra Kimeya og det gav ham et sus af behag gennem kroppen at høre det. Tiyanna havde brækket hans ene ben og faldt denne gang til jorden. Han nåede ned til dem igen og lod en arm snige sig om Tiyannas talje. Sin anden hånd rakte han frem mod Lionell. "Lad os snakke i morgen," endte han. Hvis manden gik mod sin egen søn, så ønskede han da bestemt at vide hvad han ønskede deraf. Men det var ikke noget, han ville i aften. Der ville han passe sin kone.

Clemency, der så noget medtaget ud af kampen også, dukkede op ved siden af Tiyanna og Sephiran. Kimeya skænkede hun end ikke en tanke, han jo lå alligevel bare der på jorden ude af stand til at gøre noget. "Vi har mistet Sasha," endte hun dæmpet. Hun tog sig let til sin højre arm, den var da vist mere medtaget end først antaget. Nick selv stod i nærheden af dem. Sasha... Død? Samuel stod også ganske stille og blot overværede sin bror stå i midten af rummet foran Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

Romeo var slået ud, Cedric var gået imod ham, og det skulle nu også vise sig, at hans egen fader havde gjort det samme? Det havde han slet ikke regnet med! Han vidste jo hvor meget den mand gik op i familiens ære, og nu valgte han selv at ødelægge det hele? Kimeya var uden tvivl vred. Han var virkelig, virkelig vred, og han kunne bare ikke få det ud!
Sephiran tronede på tronestolen og med kronen på hovedet. De andre warlocker knælede for ham, hvilket Kimeya fandt skammeligt. Han skammede sig næsten over, at de havde valgt at gå med den mand, og derved også valgt at gå imod ham! Ikke fordi at han direkte følte sig uelsket, for han vidste, at der stadig var nogen derude. Kunne hans moder finde på at gøre noget nu? Han vidste det oprigtigt ikke. Han vidste slet ikke hvor han havde sin egen familie længere! "Jeg slår jer ihjel.. alle sammen!" endte han denne gang.

Tiyanna var mere end tilfreds med, at kunne få lov til at knuse hans ben. Han skulle i hvert fald vide, at man ikke satte sig op mod deres familie! Armene som Sephiran kom og lagde om hende, sagde hun intet til. Det var rart. Hun havde i sandhed savnet ham. "Lad mig også tage det andet ben," bad hun denne gang. Hvis hun kunne, ville hun smadre ham til uigenkendelighed!
At de havde mistet Sasha undervejs, fik hende denne gang til at dreje blikket mod hendes døde skikkelse. Kimeya så selv i retningen af den. Han blev liggende på gulvet. Benet lå i en højest mærkværdig stilling, og det brændt virkelig! Hans krop dirrede.. Han kunne bare intet stille op. Lionell derimod var ligeglad med det døde lig.. Dem lå der jo faktisk en del af rundt forbi. Han tog Sephirans hånd i stedet for. "Det vil jeg se frem til," endte han denne gang. Cedric selv, holdt sig denne gang tavs og mere i baggrunden. Han var blevet beskidt, og han var en smule blodig efter kampen og striden. Tiyanna derimod var vred.. Sasha havde været en god kvinde.. en god del af familien. Hun sitrede. "Få ham væk.." bad hun denne gang. Hun ville ikke se mere på Kimeya! Det var hans skyld!

[Sephiran Acheron]

Ved Clemency's ord omkring Sasha, så mærkede Nick selv et stik et sted. Sasha og ham havde været ret tætte gennem hele hans barndom, for hun havde jo faktisk altid været der, så længe han kunne huske. Det var jo også ham, der havde afsløret for alle, at hun var gravid med tvillingerne, fordi han havde syntes det var forkert at holde det fra familien. Men de havde haft meget sjov ud af hinanden. "Hvem?" endte han direkte med at spørge. Han ville vide det! Clemency mødte sit barnebarns blik. "...Romeo." Nicks øjne slog nærmest gnister og han så sig skarpt omkring efter Romeos skikkelse. Han lå henne ved væggen og han marcherede direkte derhen. Han var ikke død, hvilken glæde, så kunne han gøre hans liv til et helvede! Han fik selv kastet et magisk reb omkring Romeo, før han daskede til ham for at få ham vågen. Han hev så sin storebror på benene og første med hen til de andre.

Sephiran tog sig ikke af Kimeyas ord. Det var for ham fuldstændig ligegyldigt. Manden ville nok komme på bedre tanker, når han ikke længere var i sin mors favn. Den kvinde var en forbandelse uden lige. "Du må ødelægge hans krop, som du har lyst. Bare han lever. Senere skal jeg fortælle dig hvorfor," endte han og plantede et kys mod hendes tinding. Han gav så Lionell hånd og slap den igen. Clemencys ord havde sat indtryk på ham, men han havde set Nick gå mod Romeo. Samuel og en anden warlock greb fat om Kimeya og trak ham så væk, ned til den kælder hvor Tiyanna havde siddet placeret de sidste mange måneder. Hans blik faldt dernæst på Romeo, der nu var bundet i sin lillebrors greb. "Jeg troede næsten ikke, det kunne blive værre med dig," endte han, nærmest opgivende. I bund og grund var det hele jo hans egen fejl. Han havde valgt at følge familie-normerne, hvilket han dog for guds skyld ville stoppe med fra nu af, for det førte ikke til noget godt overhovedet!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvad der egentlig skete omkring ham, var Romeo uvidende om lige for nu. Han var slået ud af sin egen farmor. At hun ville angribe ham og sin egen familie, havde han ikke just forestillet sig. Som Kimeya, havde han vel bare gjort sig de samme erfaringer? At man ikke engang kunne stole på sin egen familie? Rebene lagde sig stramt om ham, og holdt ham fastlåst, da Nick rystede livet i ham igen.
Øjnene åbnede han, hvor han alligevel følte, at han havde den mest voldsomme hovedpine! Øjnene klemte han sammen, idet at han blev revet op på benene igen. Kimeya var blevet ført bort denne gang.

At det var deres egen søn, som skulle have taget Sashas liv, havde Tiyanna virkelig svært ved! Dog tog hun imod Sephirans kys mod hendes kind. "Jeg håber virkelig, at du har en meget god forklaring." Selv lystede hun kun at slå Kimeya ihjel, for det som han havde gjort! Hvordan han havde ødelagt deres familie for så lang tid.. Holdt hende i kælderen. Og Romeo.? Hvad skulle de gøre ved ham? Hun vendte sig mod ham, i takt med at Sephiran selv gjorde det. Romeo fortrak ikke så meget som en eneste mine, som han heller ikke gjorde noget for at kæmpe sig fri. Han var svimmel ovenpå den omgang, og han blødte fra øjenbrynet. "I ønsker mig jo ikke alligevel," sagde han denne gang direkte. Han havde jo for pokker hørt dem snakke i kælderen! Det skar i Tiyannas hjerte, at høre ham sige det. Uanset hvordan man vendte og drejede det, så var det jo stadig deres søn. Hun vendte blikket bort. Her fokuserede hun på Cedric i stedet for. Knægten som vel havde taget deres egens plads?

[Sephiran Acheron]

Sephiran så jo kun, at Romeo var meget lig Theodore op ad dage. Theodore havde jo gjort en masse gerninger, som havde gjort andre forfærdelig ondt, men som ikke havde berørt ham overhovedet. Theodore havde jo selv påført Tiyanna en del af den smerte, fået hende til at glemme og hvad andet, de ikke havde været igennem på grund af Theodores forbandelser. Og det var jo lidt det samme nu med Romeo. Han vidste jo i sandhed ikke bedre og handlede jo bare som han kunne ud fra at have et følelsesregister, der var direkte i nul. Det skuffede ham, men allermest så syntes han næsten at skuffelsen over sig selv var værst og han kunne slet ikke tage det! Han måtte rette op på. Han måtte gøre sin søn mere normal og give ham et ordentligt liv. Selvom han selvfølgelig også skulle straffes for sine handlinger. "Dine egne handlinger, har forårsaget vores mening omkring dig. Men aldrig har det lydt, at vi ikke ønsker dig overhovedet," svarede han. Cedric selv havde dog for en periode haft pladsen som anden søn ved Sephiran og lige nu ville det også fortsætte sådan. Som Romeo var bygget uden sjæl, så var han ikke i stand til at varetage de vigtige opgaver, som han ønskede at betro sine nærmeste. "Du vil blive straffet for din handling. Din mor og jeg vil bestemme hvad det skal være," endte han. "Før ham bort, Nick," endte han og viftede med hånden.

Nick så mod sin far og bøjede let hovedet for ham, inden han hev sin storebror med sig. Det var underligt, som den yngste bror, at skulle stå som det mest ønskede barn. Men han kunne nu godt lide det, for han havde aldrig haft et forehold til sin storebror. Og nu havde han endda dræbt Sasha! Han førte Romeo mod kælderen også og smed ham i en celle, hvor han kunne sidde indtil Sephiran og Tiyanna havde besluttet sig. Han vendte derefter tilbage til tronsalen. Samuel trådte denne gang frem. "Bror... Jeg vil hente Malisha og tvillingerne, hvis det er i orden med dig," endte han kortfattet og rakte en hånd frem. Sephiran tog sin brors hånd og nikkede. "Afsted, Samuel. Vi andre skal nok få ryddet op her," endte han. Samuel nikkede, gav sin bror hånden og forlod så stedet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Havde Romeo været normal, havde han været ked af det. Det kunne han bare ikke. Han havde jo aldrig gjort sig en tanke eller en følelse, eller noget, der bare mindede om det. "Jeg hørte jer.." endte han med en kortfattet stemme. Desuden havde han jo i sin tid set hvordan de havde været overfor Nick kontra ham. Det var muligt, at han ikke gjorde sig de vildeste tanker, men helt ærligt! Han bed tænderne svagt sammen, da Nick denne gang førte ham mod kælderen. Han kæmpede ikke imod, dog selvom han nu havde nydt, at han slet ikke havde været i den kælder i det som var et godt stykke tid nu!

Tiyanna derimod, var ked af det. Det var jo slet ikke det her, hun havde ønsket for sin egen søn. Romeo var deres søn, og ikke ønskede hun at slå ham ihjel. Kimeya derimod var en anden sag. Ham ønskede hun død.. Og det kunne bare ikke gå hurtigt nok. Lionell selv havde søgt væk, og Samuel gjorde det samme nu. Det efterlod dem faktisk selv for en gangs skyld. Hun vendte sig mod Sephiran igen. Hun vidste, at han allerede nu, havde gjort sig tanker om alt dette.. Alt det, som var sket, og ville komme til at ske i fremtiden.
"Du har gjort dig utrolig mange tanker omkring det her, Sephiran." At være uvidende om det, vidste hun ikke helt hvordan hun skulle have det med, for det var slet ikke typisk hende, at have det på den måde. Bare tanken om, at de havde vundet deres hjem igen.. Så blev det bestemt heller ikke bedre! De skulle bare lige have fundet ud af problematikken med Romeo. "Del dem med mig," beordrede hun nærmest denne gang, da hun stillede sig helt tæt ved ham. Hun hævede hånden, for at stryge den over hans kind. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun virkelig havde savnet ham, mens de havde været adskilt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så blot efter Nick og Romeo, da han blev ført bort. I dette øjeblik fik han en idé om, at han ville rede bod på det hele. Romeo skulle have noget sjæl og så skulle han gøre det godt igen overfor sin ældste søn, som han jo faktisk bare trampede på, på baggrund af sine egne fejl. Men det var ikke noget, han kunne gøre lige nu. Knægten skulle stadigvæk straffes for at have slået sin egen kone ihjel. Moderen til hans egne børn. Et suk forlod ham. Han var selv en smule medtaget, men mest på grund af splinterne i armen, som havde fæstnet sig. Ellers var han egentligt ganske ovenpå. Kimeya og hans brækkede ben havde det nok en del værre. Han vendte sig mod Tiyanna og lagde begge arme omkring hende. "Det vil jeg meget gerne, men ikke herinde," endte han. Han lod en arm gribe fat under hendes knæ, den anden arm støtte bag hendes ryg og så løftede han hende ellers op i favnen. Hun plantede et let kys mod hendes læber, som han førte hende ud af tronsalen. Nick kom dog tilbage til tronsalen i det samme. "Søn, vil du organisere at alle de døde bliver klargjort til at blive ført til kirkegården i morgen tidlig?" endte han. Nick bøjede hovedet for sin far og gik straks igang med arbejdet.
Sephiran derimod førte Tiyanna med sig væk og op til deres gamle soveværelse. Nok havde Kimeya boet her den sidste tid, men hans ting skulle de hurtigt få skiftet ud med nyt af deres eget. Her satte han hende ned igen og skænkede hende endnu et kys. "Jeg ønsker at lade folket få mere bestemmelse. Et slags Råd, hvor folket bestemmer, hvem de vil have, der skal bestemme over dem. Det er mit langsigtede mål. Til en start, så skal vi stifte dette Rådsting og plante de første ledere, som kan være med til at starte det op. Et demokrati, lignende på Tayevania. Og kvinder skal få ligeså meget stemmeret, som mænd," startede han med at forklare hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var vred, glad og ked af det på en gang. Hun kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det, hvilket faktisk var en utrolig frustrerende tanke for hende. Hun bed tænderne svagt sammen. Deres søn havde slået Sasha ihjel.. Gjort sine egne børn moderløse.. bare tanken, fandt hun forkasteligt! Selvom det i bund og grund, var Sephirans skyld, da det var ham, som i udgangspunktet havde taget knægtens sjæl, allerede inden han overhovedet havde stiftet bekendskab med, hvad det ville sige at tænke og føle bare en smule. Og havde han ret? Var han uønsket? Nej.. og så alligevel. Hun kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det. "Fortæl mig det.." bad hun endnu en gang.
Nick havde klaret det rigtig flot, og hun var stolt af ham. Ingen tvivl om det. At Sephiran hævede hende i sine arme, fik hende nu kun til at smile. Endelig var de sammen igen, og hun måtte jo ærligt indrømme, at det også var på tide! Hun lod sine arme falde om hans nakke. Faktisk var hun træt.. Det havde været hårdt, og det havde været en ekstrem udfordring for hende, at være med her. Turen op til soveværelset, havde hun bestemt ikke noget imod. Hun havde nemlig brug for noget tid sammen og alene med sin mand. Var det overhovedet underligt? Hun lod ham sætte hende fra sig. Hvad han derimod fortalte hende, var uden tvivl noget, som faldt i utrolig god jord. "Virkelig..?" spurgte hun denne gang. Hun hævede blikket i retningen af hans skikkelse igen. Hånden hævede hun til hans kind, som hun strøg denne gang. "Du er godt klar over, at det er en kæmpe ting at sætte igang? Og hvad med Marvalo? De er stadig mange.." Hun stolede på ingen måder på Lionell.. hun stolede faktisk slet ikke på nogen, som ikke var en del af deres familie i forvejen. Cedric var nok eneste undtag. "Romeo slog Sasha ihjel, Sephiran.." Igen bare for at vende lidt tilbage til det igen.

[Sephiran Acheron]

Sephiran smilede bredt. Tiyanna var præget af mange følelser. Han havde dem jo selv, men de skinnede bare ikke ligeså tydeligt igenne, da han jo stadigvæk havde mindre sjæl end hvad hun havde. Han havde en stump. Men en stump, som kun hun forstod helt til bund og den tanke kunne han godt lide. Selv gjorde det ham vred, at Romeo var så dum, at han havde slået sine egne børns mor ihjel. Men på den anden side, så havde han jo kun sig selv at takke, hvilket han dog slet ikke ønskede at tænke over. Derimod måtte han rette op på det, så denne slags ulykker ville blive fjernet for fremtiden. Han nikkede. Han skulle nok fortælle hende det hele, men først, da de nåede op til soveværelset. Han havde faktisk savnet hende helt ufatteligt, så det var fantastisk at være sammen med hende igen. Denne gang ville han holde hende mere nær end hvad han havde gjort førhen. "Ja. Det fører ikke til noget særlig godt, at have et dominerende kongehus. Tiderne skifter, det kan jeg så tydeligt se. Og på Tayevania fungerer deres råd, så jeg ønsker at etablere noget lignende," fortalte han videre. Han vidste udmærket det var en kæmpe ting at sætte igang, derfor ville han heller ikke bare fra den ene dag til den anden gå fra enevælde til demokrati. Det skulle være en glidende overgang, hvor folket fik mere og mere medbestemmelse efterhånden. "Kimeya vil blive første eksempel på folkets medbestemmelse. En offentlig udstilling, hvor folket får lov til at bestemme om det skal være død eller anden straf. Vi skal starte i det små og jeg håber du vil hjælpe mig med at regne vejen fra kongedømme til folkedømme ud med mig." Han tog hendes hånd og førte hende med hen til sengen, hvor han gled ned at sidde. Han havde faktisk helt glemt, at hans arm var skadet, indtil han fik mærket efter. Han fnøs og begyndte så at pille de spidse stumper ud af hans skulder. "Jeg ved det," endte han dæmpet og hev til, for at få en lidt større stump ud. Hans krop reagerede med en let sitren, men han selv sagde ikke en lyd som reaktion. "Jeg vil gøre bod på min fejl med Romeo. Så en sådan fejl ikke sker igen."

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne være igennem hele følelsesspekteret på ganske kort tid, og det ville jo end ikke overraske nogen, når det endelig skete. Hun forstod jo så derimod også godt, når Sephiran ikke kunne, og derfor reagerede hun heller ikke så voldsomt på det endnu.
For nu, ville hun bare gerne have muligheden for at være lidt alene med ham. Hun havde brug for at være alene med ham. Hun havde savnet ham, selvom det nok var ord, som man aldrig nogensinde ville få lov til at høre fra hendes side, men hun kunne vise det med handling. Derimod det, var noget, som hun også vidste, at han forstod. Hun vendte blikket mod ham. Hun var nysgerrig. Hvad havde han gjort sig af tanker, nu hvor de endelig havde fået deres hjem tilbage? Og det var bestemt heller ikke ligefrem småting, som han havde sat sig for! "Det bliver noget af en omvæltning. Og hvad så hvis de ikke ønsker dig som en overordnet leder?" spurgte hun denne gang. Ikke at hun regnede med, at de ville foretrække Kimeya, for det gjorde hun på ingen måde. Den mand havde jo kun lavet kaos her i landet. Ikke noget vidunder, at selv hans fader var gået imod ham. Ikke at det gjorde hende noget, for det gav dem bare en stor fordel.
Sephiran var en forandret mand.. Og det var her, at det gik op for hende, at han ligeledes var kommet til skade. Hun satte sig tæt ved ham. "Er det Kimeyas værk?" spurgte hun denne gang, inden hun selv lod hånden glide om hans arm. Her hjalp hun forsigtigt med at fjerne dem. Tanken om Romeo gjorde hende både vred og ked af det. Hun rystede svagt på hovedet. "Jeg havde ikke troet, at han kunne finde på det.. hun skal have den fineste begravelse af dem alle." Hun hævede blikket mod hans. "Og hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte hun denne gang. Det var jo stadig deres søn.

[Sephiran Acheron]

Sephiran tog en rolig vejrtrækning. Det var rart at se Tiyanna igen, for han havde manglet hende gennem den sidste lange tid. Det havde været for risikabelt at redde hende, før han var klar til at tage hele slottet og vælte Kimeya. For han kunne så have risikeret at blive fanget selv, hvis han ikke havde haft sine styrker med og det havde ødelagt alt. Og han ville selv være den, der skulle redde sin kone.
Han så indgående på hende. Selvfølgelig krævede hun at vide hvad hans tanker var, og han havde også tænkt sig at dele det med hende. For hun skulle være en del af hans plan, det havde hun så bare ikke vidst før nu. Men det virkede da til, at hun gerne ville. "Det ved jeg det gør. Derfor skal vi også gøre det nænsomt. Men jeg tror folket vil kunne lide forandringen ovenpå det hele med Kimeya. Især når de, der er blevet drevet væk, kan komme hjem. Vi kommer til at være deres redning," endte han med et let smil.
Han sukkede dæmpet og blev siddende på sengen med hende ved sin side. Han nikkede. "Det er ingenting," endte han. Da hun tog over med at fjerne de små splinter, så lod han selv sin arm falde, for ellers sad de bare og sloges om at fjerne splinterne. Ikke rørte han en muskel når hun fjernede dem, heller ikke selvom nogle af dem forværrede blødningen. Men det skulle nok hele igen, det var bestemt ikke slemt. Kimeya ville have det meget værre med hans brækkede lemmer.
"Bestemt. Vi klarer det hele i morgen, der er ikke noget at gøre nu," endte han.
"Jeg vil finde en stump sjæl til Romeo," afsluttede han.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Nu hvor Tiyanna kunne slappe af igen, følte hun hvordan hendes skuldre faldt mere og mere på plads igen, og den energi, som hun havde fået, langsomt måtte fordufte igen. Det gjorde hende træt. Men for nu, valgte hun at kæmpe, for at kunne stå som den stærke hustru, som hun var for ham. Det som hun havde været over temmelig mange år nu. Det var uanset en kæmpe forandring af planer, som han havde lagt. At han så selv havde tænkt på det, glædede hende dog. Han havde faktisk lært utrolig meget af sin tid sammen med hende- som hun jo også havde lært utrolig meget af at være sammen med ham.
Hun begyndte denne gang forsigtigt at fjerne de ting, som sad i hans arm. Det blødte.. Men det var ikke i den grad, at hun følte at der var nogen grund til uro. Hun strøg hånden over det. Det som han havde tænkt sig, ville komme til at tage tid. Virkelig, virkelig lang tid. "Og hvad så hvis de ikke kan lide det, men ønsker det, som det engang har været? De har ikke øen at sammenligne med.. Det har jeg jo heller ikke," kommenterede hun denne gang. Selv havde hun jo aldrig nogensinde været der. Hun havde jo været hjemme af en grund, da han var taget af sted, og det var jo så der, at Kimeya havde valgt at tage skridtet videre.
Romeo var nok det største problem lige nu. Det var jo stadig deres søn, uanset hvordan man så på det, eller gjorde ved det. Og finde en sjæl? Med andre ord, erkendte han, at det havde været en kæmpe fejl at tage den fra ham i udgangspunktet. En tanke, som glædede hende. "... Og hvor har du tænkt dig, at finde den?" spurgte hun. Hun stoppede med at fjerne de små splintre i hans arm. ".. Og hvad med resten af Kimeyas familie? Jeg stoler ikke på Lionell." afsluttede hun denne gang. Hun stolede ikke på Marvalo!

[Sephiran Acheron]

Sephiran fandt det rart. For nu var de i sikkerhed og så snart folket vendte hjem, så ville de forhåbentligt stå rigtig stærkt. Det var i hvert fald sådan det skulle være efter hans hoved, så det skulle lykkes på den ene eller anden måde. Han var selv ret træt og udkørt, for de sidste måneder havde han lagt meget energi i at træne folk. Deriblandt sin bror og søn allermest. Lige nu ønskede han dog ikke at tænke på andet end Tiyanna. Han smilede skævt og fortrak stadigvæk ikke en mine, selvom hun sad og fjernede de små splinter i hans arm. Det var ikke ligefrem en livstruende skade og blødningerne stoppede også hurtigt af sig selv igen. Selv vidste han godt, at det ville tage lang tid før alle ville være med på hans idé. Men de måtte starte et sted og der ville Kimeya blive den første test. En test for at se, om folket overhovedet ønskede medbestemmelse og kunne finde ud af at deltage aktivt. Selv vidste han godt, det ikke var for alle, men han ville give de, der ønskede det en mulighed for at deltage aktivt. "Det tager vi hen ad vejen. Jeg ønsker at teste folket. Kimeya bliver første eksempel. Jeg vil lade folket være med til at bestemme hans skæbne," endte han og så mod hende. Da der ikke umiddelbart var flere splinter i hans arm, så rejste han sig og trak sin jakke af. Han fjernede alle overdele, så han endte med at stå i bar overkrop. Han var mere trænet nu end han havde været i en del år, hvilket faktisk klædet ham. Han så ned over sin arm, fandt et gammelt klæde og duppede let blodet væk.
"Jeg har en idé om at tage en del af Kimeyas," fortalte han. "Lionell skal jeg nok sørge for at holde i kort snor. De andre tør ikke komme her, det tvivler jeg på."

[Tiyanna Direshade Acheron]

Nu hvor de atter kunne slappe af, så kunne Tiyanna uden tvivl også godt mærke hvordan det bed sig fast i hende. Hun sad nu sammen med sin mand, hvor hun fjernede de mange splinter fra hans arm, for at sikre sig, at han også kom igennem det. Selv, havde hun j kun fået nogen knobs i form af slag eller lignende, og det var også det, som kunne mærkes. Hun vidste ikke helt hvordan hun havde det med, at de ikke bare tog livet af hele Marvalo-familien. Desuden var der også Jaceluck? Skulle de også til at blive bange for hende? Skulle de forvente, at møde mere modstand nu?
"Det håber jeg, at de også kan se," fortalte hun denne gang, hvorefter hun slap hans arm. Hun var træt, og hun ville egentlig bare gerne have lov til at ligge lidt sammen med ham. Hun havde manglet ham. At han fjernede sit tøj, så han stod med blottet overkrop, gjorde hende intet. Altid havde han været flot.. Og nu var han mere flot, end hvad han havde været nogensinde før, og hun kunne i hvert fald godt lide det! "Du har gjort dig til for mig," sagde hun denne gang med en tydelig tilfreds stemme. Denne gang var det hende, som valgte at rejse sig op, hvor hun søgte mod ham. Begge hænderne lagde hun mod hans brystkasse.
Kimeyas sjæl? Var det nu en god idé? Hun var enig i, at de var nødt til at gøre et eller andet. Hun ville jo heller ikke have, at deres søn skulle få en bedre start på sit nye liv. Og det nye liv, var noget, som de uden tvivl skulle give ham. Hun smilede let. "Bare sørg for at den mand bliver knækket, og aldrig nogensinde sætter sig op mod os igen," sagde hun denne gang. Hun mente det. Andet gjorde hende vred at tænke på! "Jeg stoler ikke på Lionell.. Jeg stoler ikke på nogen af dem." Hun sænkede blikket igen. Hun var skeptisk. Meget endda.