Opgøret om Imandra

[Sephiran Acheron]

Tidligere på Acheron Landsted...
Foråret stod på spring. De små spirer var dukket op i haven og Clemencys blomster stod i fuldt flor, hvilket betød, at det var tid til at forlade Landstedet. Alt var nemlig parat. Gruppen var i træning og klar til at drage mod Imandra for at vælte Kimeya af pinden. Tvillingerne ville blive skjult sammen med Malisha på bedste magiske vis, da hun ikke fik lov til at kæmpe med dem, eftersom hun ingen magi havde. Noget som Sephiran og Samuel havde besluttet i fællesskab, også selvom det ikke var faldet i Malishas gode jord, men der var nu ikke noget at gøre. Men det ville de gøre ved grænsen, så de nemt kunne hente dem hjem, når Kimeya blev slået. Ellers var alle andre klar til kamp: Sasha, Samuel, Clemency og Nick. Derudover havde de fået Cedric med på holdet og i ryggen havde 'ledergruppen' en stor flok warlocks og varyler i ryggen, der alle var enten helt eller halvt magiske, hvilket jo var fantastisk. Og de støttede alle ham: Den eneste sande leder og konge. Selvom han nu egentligt havde en helt anden plan med Imandra for fremtiden. Selv bad Sephiran alle om at stille sig klar udenfor. Han havde lige en sidste ting at gøre. Han søgte til kælderen, hvor han fandt sin far i det kælderrum, han selv havde placeret ham i. Han så herrens ud, men han havde da fået mad og drikke, så direkte underernæret ville han ikke være. Mest svækket af at sidde stille her i kælderen i nogle måneder. "Din lille tøjte sidder i en celle længere nede af gangen, så må du jo selv sætte hende fri. Jeg er færdig med dig og sætter du eller Jarniqa nogensinde fod i Imandra, så vid, at I ikke er velkomne." Han greb fat i sin fars hals og stirrede indgående på ham, før han skubbede ham fra sig igen. Han fik så frigjort den magiske lænke og vendte om. Så måtte han selv bøvle med at komme fri at lænkerne, men det ville nok ikke tage ham længe, nu hvor hans magi var fri. Han selv forsvandt op til sit følge og de forsvandt for at sætte gang i alle løjerne...

Slottet i Imandra
Alle kendte deres forskellige positioner. Vigtigst af alt var det, at alle skulle bruge de forskellige hemmelige indgange, som Sephiran og Nick kendte. For intet andet var godt nok. Folk skjulte sig med magi for ikke at vække slottets interesse med det samme og så gik turen ellers i første omgang, for Sephirans vedkommende, til kælderen. Han brugte samme indgang som sidst og søgte direkte til Tiyannas celle. I hånden havde han en opkvikkende eliksir, som en af varylerne havde brygget. Den ville styrke og nære hende med det samme, så hun kunne være med til at slås. "Tiya... Her, drik det her og så lad os få vores land tilbage," endte han ret alvorligt. Han svang sin hånd og brød cellen op samt brød hendes lænker. Nu skulle de igang. Dernæst skulle han til at befri Romeo, men han var... væk? Det havde han dog ikke tid til at gøre så meget ved, så han fortsatte som han skulle efter planen.
Alt virkede til at være gået strålende for de andre. Alle flokkedes i hallen foran tronsalen og så skulle de ellers igang. Med en stor magisk kugle sprang Sephiran dørene af til tronsalen. Kronen havde han på sit hoved, eftersom han var den retmæssige konge. Og den havde han jo stjålet fra Kimeya sidst. Han marcherede derpå ind med sin kone ved sin side, sin søn på sin anden sidste og derefter alle de andre også. De stod på en lang truende række og derpå så flokkedes hele hans følge efter ham, så de stod som en massiv flok, klar til at kæmpe for det, de mente, der var deres.
"Kimeya. Det er på tide, at du bøder for hvad du har gjort," endte Sephiran med en magtfuld og gennemtrængende stemme, der selvfølgelig var forstærket af magi, for at hele slottet ville kunne høre det. Derefter lod han magien stå af igen, så han kunne snakke til Kimeya. Han følte sig meget magtfuld i dette øjeblik og det var fantastisk.

//Denne tråd er Sephirans generobring af Imandra. Han har en stor flok i ryggen, men mange af de større roller spilles som NPC, for at tråden ikke kommer til at tage flere måneder pga. alt for mange implicerede karakterer. Tråden køres derfor alene mellem Sephiran og Kimeya Marvalo , selvom alt andet omkring dem jo også sker.

[Kimeya Marvalo]

Forladt i de mørke kældre, og denne gang alene, siden Kimeya havde hentet Romeo. Tiyanna havde det på ingen måder særlig godt. Selvom der ikke havde været nogen vagter eller noget lignende i nærheden af hende, så var hun jo stort set bare efterladt i mørket og til sig selv. Og kendte man hende, vidste man også godt, hvor dårligt hun egentlig håndterede, at være bag lås og slå på denne her måde.
Lyden af Sephirans stemme, fangede derfor hurtigt hendes interesse. Selv havde hun på intet tidspunkt været i tvivl om, at han ville komme for hende, og nu var han der endelig. Et kort, men tilfredst smil, og dog så træt som noget kunne være, måtte hun alligevel kigge på ham. "Jeg vidste at du kom," sagde hun denne gang. Celledøren blev brudt op, og det samme gjorde de sindssygt tunge lænker ,som holdt hende fast. Eliksiren tøvede hun slet ikke med at indtage. Hun stolede på ham. Til nu, havde han jo aldrig nogensinde givet hende en grund til at skulle tro eller mene noget andet. "Han tog Romeo.." endte hun denne gang. Hun havde ganske vidst sovet under hele forløbet.. men da hun havde været vågen og han havde været væk.. Hvem andre skulle ellers have gjort det? Eliksiren virkede hurtigt - heldigvis. Det tog hende ikke så frygtelig lang tid, at være nogenlunde tilbage på benene.

Kimeya derimod, havde allerede fornemmet, at noget var på færde. Romeo havde han rent faktisk formået at få over på sin side. Ikke at det havde kræver særlig meget overtale, så selv han måtte stå ved Kimeyas side, da døren ind til tronsalen brutalt blev tvunget op. Langsomt rejste han sig. Noget af det første, som han lagde mærke til, var først kronen.. og dernæst hans egen søn, som gik bag Sephiran.
Omgående måtte han mærke og føle den vrede, som placerede sig i hans tanker, krop og sind. "Jeg funderede over, hvornår du ville komme," endte han denne gang. Langsomt rejste han sig op. Selv Kimeya havde været igennem en større oprustning, end hvad der havde været hidtil, og det var ikke engang fordi at det rørte ham! Han skulle nok få hele Acheron ned med nakken, om det så skulle blive det sidste han gjorde. Mængden af væsner, som han havde samlet bag sig, var på ingen måder noget, som gjorde ham bange. Tvært imod. Hans egen stod klar, hvis det skulle blive en nødvendighed. "Har du og familien.. og alle andre livet kært.. Så forsvind herfra.." vrissede han denne gang. Han knyttede næven fast. For nu, gjorde han intet.. Men ikke desto mindre, så stod han klar. Også med meget kraftige væsner på sin side, hvis krigen for alvor skulle bryde ud.

[Sephiran Acheron]

Sasha selv stod klar til kamp. At se Romeo ved Kimeyas side gjorde hende vred. At vælge hendes far over hans egen, det var simpelthen ikke i orden. Hun troede virkelig, at han var smartere end det, men tydeligvis ikke. Ved hendes side var Samuel, mere klar til kamp end nogensinde og denne gang ville han ikke lade nogen få ham ned med nakken. Han var som en dræbermaskine, der var blevet holdt tilbage i alt for længe og nu fuldstændig klar til at slagte fjenden nådesløst.

At Romeo ikke var der, det fandt Sephiran da hurtigt ud af. Hvad der var sket ham, det kunne han så kun tænke sig til, men mon ikke han ville finde ud af det? Og ganske rigtigt. Så snart de marcherede ind i tronsalen, der så han med det samme hvor hans søn var. Ved Kimeyas side. Det burde han have vidst. Men faktisk berørte det ham overhovedet ikke. Jo, måske gjorde det ham en smule vred, men han havde Cedric under sine vinger nu, så han var faktisk så godt som ligeglad med Romeo. Det vidste Sasha også godt, men hun var lovet en position ved ham, eftersom hun jo havde skænket ham to skønne børnebørn i form af tvillingerne. Et smil passerede hans læber, som han så at Kimeya rejste sig fra tronen. Ganske vidst sad han måske i stolen, men han var ikke kronet, eftersom han stadigvæk havde kronen på sit hoved. Som det skulle være, for han var den retmæssige konge og leder af dette land! Han kneb øjnene sammen. "Jeg skulle til at sige det samme til jer... Bortset fra, at I ikke får chancen for at forsvinde herfra," endte han og lo hånligt. De skulle bøde for hvad de havde gjort! Let kneb han øjnene sammen mod Kimeya. Han følte sig magtfuld og stærk, for han havde trænet dagligt de sidste måneder. Let hævede han en hånd frem for sig. Det var som stilhed før stormen. Fast dannede han en mørk kugle i sin hånd. Han sigtede den som start mod Kimeya, men endte med at sende den direkte mod sin egen søn i stedet. Kampen ville starte uanset når den første magi var sendt afsted.
Sephirans flok gik selv til angreb på Kimeyas oprustning.

[Kimeya Marvalo]

Romeo og Sasha stod pludselig ansigt til ansigt igen. Selvom der ikke rigtigt sket noget som helst ved Romeo i øjeblikket, så blev han stående fuldkommen stille ved siden af Kimeya. Han følte jo intet.. tænkte ingenting, og hvis skyld var det ikke lige? Det var jo manden, som han i øjeblikket stod overfor! Hans egen fader!
Kimeya havde dog ikke fortrudt på noget tidspunkt at han havde bragt Romeo op ved sin side. Det var mere synet af Cedric stående ved Sephirans, som var hans største problem. Var det underligt at det virkelig påvirkede ham? Selvom han aldrig havde været den stærkeste og bedste far i den forstand, så holdt han forbandet meget af sine børn. "Forsvind herfra, Sephiran..!" Han så skiftevis på manden og på sin egen søn, som holdt sig i baggrunden. At manden overhovedet kunne få sig selv til at vende sig til fjenden, var slet ikke en tanke som han brød sig om!

Et mørke forlod Kimeya og søgte over gulvet og hurtigt ud af rummet. Han kaldte de andre til sig. Han selv havde jo fået en hær bag sig, som var enig i ham og hans ideologi, hvilket han slet ikke havde tænkt sig, at lade Sephiran komme og ødelægge nu!
Det hele eskalerede pludselig frygtelig hurtigt. Kimeya havde næsten regnet med, at han skulle modtage det første slag, men at det blev sendt direkte mod Romeo, havde ingen af dem set komme. Romeo blev ramt direkte i brystkassen og kastet adskillige meter direkte ind i væggen bag dem, hvor han faldt til gulvet. Kimeya mærkede en vrede.. Det var et sammenstød mellem ham og Sephiran, og ikke alle andre!
En mørk og kraftig energi kugle dannede han i sin hånd.. Dernæst i den anden også. Han smed dem begge efter Sephiran. Her var han heller ikke det mindste interesseret i at gøre skade på sin egen søn. Han havde vel, og ville altid have et ømt punkt for dem.

[Sephiran Acheron]

Sephiran morede sig over Kimeya. Forsvinde? Aldrig i livet. Det var Kimeya, der skulle bøde for dette en gang for alle og mærke på sin egen krop, at han aldrig skulle lave sådan et nummer overfor ham igen. Han havde selv mange store planer med Imandra og han var sikker på, at Tiyanna ville kunne lide dem, hvilket var det bedste af det hele. Han havde en underlig lyst til at tilfredsstille hende og især nu, hvor de havde været væk fra hinanden så længe. "Det er dig, der har skubbet mig fra hus og hjem," vrissede han gengældende. Selv vidste han udmærket godt, at dette var et opgør mellem ham og Kimeya, men når Romeo stod bag fjendens fronter, så skulle han uden tvivl lige have en hilsen med på vejen. Endnu mere skuffet var han jo kun. Knægten var uduelig! Præcis ligesom hans far, hvilket kun gjorde ham irritabel. Tænk, at han havde fulgt familienormerne bare fordi det var tradition... Han burde have vidst bedre, for hans førstfødte søn var jo slet ikke egnet til nogen lederpost.

Folk gik i kamp. Sasha selv gjorde sit for at nedkæmpe og hun holdt egentligt skansen godt. Samuel også fik hurtigt nedlagt to idiotiske warlocks og han nød, endelig at være stærk nok til at kunne tage hævn for alt hvad de havde udsat ham for. Nick også, var mesterligt på toppen netop som kampen startede. Men han havde også været trænet hårdest af sin far gennem de sidste par måneder.
Sephiran selv satte fokusset på Kimeya, så snart hans uduelige søn var faldet til grunden. Uopmærksom som altid! Fast afskærmede han Kimeyas kugler, der døde mod hans eget magiske værn. Han trådte selv frem, med magien knitrende i hele kroppen fra top til tå. Vreden var selv tydelig for hans vedkommende. "Du kommer til at fortryde, du nogensinde gik imod mig på denne måde," endte han hårdt. Han hævede armene og jorden skælve under Kimeya for at forstyrre hans balance, hvorefter han smed to magiske kugler tilbage mod ham.

[Kimeya Marvalo]

Romeo røg direkte i væggen og direkte i gulvet dernæst, for at blive liggende for et øjeblik. Han tog sig til brystkassen. At hans egen familie slet ikke ønskede ham, var efterhånden gået op for ham. Kimeya havde givet ham muligheden, hvilket han naturligvis var glad for, og ikke ønskede han, at det skulle gå mere galt. Han selv deltog i kampen. Han var dygtig magisk. Han havde jo ikke tanker eller følelser eller noget som helst.
Tiyanna var lykkelig over, at hun endelig kunne bevæge sig frit, og rent faktisk deltage i alt dette, og det gjorde hun. Hun var nådeløs i hendes behandling af de warlocks, som pludselig kom rendende, efter Kimeyas kald. De sprang også direkte ind i kampen.

Kimeya forsøgte for alt i verden, ikke at fokusere på Cedric, som selv havde taget kampen op. Af hans hjerte, ønskede han på ingen måder, at der skulle ske noget med hans søn! For pokker jo! Det var hans søn! "Jeg slår dig ihjel for det her!" vrissede han sammenbidt. Han holdt dels øje med Cedric, men også med Sephiran. Det var Sephiran og ham, som skulle afslutte og afgøre dette, og det vidste han. Det var dem, som det hele stod ved, og han hadede det virkelig! De to kugler sendte han af sted allerede med det samme, også selvom de naturligvis ikke ramte.
Hele jorden begyndte at ryste. En kraftig rysten og skælven, som kunne ramme hele slottet! Selv Lionell var kommet, men valgte for nu, at holde sig mere i baggrunden. Kimeya så ham i hvert fald ikke. Han havde kun øjne for Sephiran lige nu. Han rejste en kraftig mur, for at blokere for Sephirans angreb. Muren eksploderede, hvor små stykker, som mindede om glas, for direkte mod Sephiran. Han ønskede den mand ned med nakken!

[Sephiran Acheron]

Sasha, der også havde sin bue og pil med, skød en pil direkte gennem lokalet og afværgede en warlocks angreb mod Samuel. Warlocken faldt død til jorden og det berørte hende end ikke. Slet ikke i dette, der jo i sandhed var en krig. Hun kneb øjnene sammen og kæmpede sig vej gennem mængden, hvor hun endte med at stå overfor Romeo, da han jo selv kæmpede. Men de kæmpede jo så bare for hver sin side. Magien summede i hendes fingre. At han vovede at foræde hende og tvillingerne og gå med hendes far, der alligevel aldrig havde videt af hende! "Jeg hader dig...Jeg fortryder, at de valgte at ægte mig til dig, du er jo uduelig," endte hun og sendte en kugle direkte mod sin egen mand i vrede.

Sephiran så mod Kimeya. Han kunne mærke, at Cedric forstyrrede hans koncentration, hvilket bestemt også havde været intentionen. At Cedric så faktisk havde vist sig som en ganske intelligent mand, havde jo blot gjort, at han var sikret en plads i Imandra hvis han ønskede det, når de tog landet tilbage fra Kimeya. "Svært, når du kommer til at dø først!" svarede han med en næsten morende stemme. Han følte sig ovenpå. Også vred, men ovenpå. Derimod så Kimeyas vrede ud til at være en tikkende bombe for ham selv. Han selv lavede en manøvre til siden, men han var ikke helt hurtig nok og derfor borede der sig nogle af stumperne ind i hans venstre arm. Men, det var småting i forhold til hvad han havde været udsat for førhen. Magien summede i hans fingre og med en kort kunstnerisk pause, gjorde han så sit næste træk. En masse små kugler, der ville være sværere at afværge, da de næsten ikke var til at se. Men de ville gøre ligeså ondt som de større. Denne gang ventede han dog ikke på Kimeyas træk og han sendte også en større kugle afsted, direkte mod Kimeyas fjæs. Han skulle bare ned på jorden nu!

[Kimeya Marvalo]

Romeo endte med at stå overfor sin egen hustru. En kvinde, som han i sin tid havde ægtet, fordi at det havde været en aftale mellem deres fædre. Han følte jo ingenting. At hun så derimod heller ikke ønskede ham, forundrede ham ikke. Det var jo tilsyneladende kun Kimeya som ville give ham denne mulighed. Han sænkede hovedet, men fjernede ikke blikket fra hende. "Ingen anden giver mig muligheden," endte han denne gang. Han gik direkte i strid med hende. Her var der no mercy. Han var i sandhed en hård mand, hvad det her angik. Han blokerede hendes angreb, kun for at give hende det samme i retur.

Lionell holdt sig endnu i baggrunden af de bekrigende warlocks og andre væsner, som havde valgt at blande sig for nu. Hans egen opmærksomhed hvilede på hans søn, som var gået direkte i krig med Sephiran. Kimeya havde kun øje for Sephiran - og sin egen søn. Det var det eneste, som egentlig havde noget, der mindede om en betydning for ham i det her henseende. At Sephiran havde formået at overbevise ham om at blive en del af det, gjorde ham vred. Lige her, blev han konfronteret med alle de svage punkter, som han egentlig havde!
"Det kommer aldrig nogensinde til at ske!" vrissede han denne gang. Et sted var han præget af en vrede, som han aldrig rigtigt havde vidst, hvordan han skulle få ud. Kuglerne som blev sendt mod ham, forsøgte han at afvige, så vidt muligt. Det gjorde ondt og brændt nærmest hver eneste gang, de små ramte ham. Han trak sig flere skridt denne gang. Han skreg op i frustration. "FORSVIND HERFRA!" udbrød han kraftigt. Han sendte en kraftig trykbølge afsted, som ramte en stor del af dem - inkluderet Cedric, som røg langt tilbage. Kimeya gjorde denne gang et kraftigt udfald mod Sephiran. Han gjorde dette for at slå ham ihjel!

[Sephiran Acheron]

Sasha var i sandhed skuffet. Hun havde troet, han ville forblive hende tro, uanset hvad hans fader havde valgt for ham eller ej. Men nej, ikke engang det havde han hoved nok til. Det var som Sephiran havde sagt: Knægten var uduelig på baggrund af hans egne valg og for det kunne han kun fortryde. Men det kunne jo ikke laves om. Hun fnøs og sendte kuglen bort, så den endte med at ramme en anden warlock lige i fjæset. Det sitrede helt i hende. "Du får aldrig lov til at se mine børn," endte hun direkte til ham. Ville det overhovedet ramme ham? Hun anede det ikke. Kuglen ramte hendes arm og hun skreg i frustration. Hun sendte endnu en kugle mod ham.

Sephiran så mod Kimeya. Lige nu havde han ingen bekymringer ude andet end Kimeya. Han vidste, at hans kone og søn kunne klare sig, for han havde jo selv trænet dem. Så hvad var der at være bekymret for. "Den tro må du da gerne leve i," endte han hånende. Kimeya var ude et sted lige nu, hvor han slet ikke kunne bunde, men det var da heldigvis kun til deres fordel. Trykbølgen fløj afsted, hvilket gjorde, at Sephiran lod sig selv forsvinde for derefter at dukke op igen på den anden side af Kimeya. Derved, så ville Kimeya også falde til jorden, da der ikke var nogen at gribe fat i. Han selv sendte en kugle direkte mod ham igen. Han ønskede som minimum at slå manden bevidstløs, for han havde andre planer med Kimeyas død end at gøre det her.

[Kimeya Marvalo]

Det rørte slet ikke Romeo, også selvom han vidste, at det burde gøre det et eller andet sted. Det var bare ikke noget som han kunne gøre for. Han var et produkt af sine forældre, og de valg som var taget allerede inden han var blevet født. Og hun ville ikke lade ham se hendes børn? Hendes? Det var lige så meget også hans egne! "Det er også mine børn.. Jeg var med til at sætte dem til verden," endte han denne gang. Han ramte hende.. og hun skreg. Igen, vidste han, at det burde ramme ham, men det gjorde det slet ikke! Hænderne førte han mod hinanden og trak dem så fra igen.. Et gnistrende og kort spyd havde han i hånden. han smed det direkte efter hende. Han kendte opgaven og han vidste, hvad det krævede af ham!

Vrede kørte ganske enkelt Kimeya træt, og nu hvor han havde både Cedric og Sephiran at holde styr på, så var det bare ekstra besværligt. At skulle være opmærksom på så mange ting på en gang, var faktisk slet ikke nemt. Tvært imod, så måtte han hade det!
Han sprang direkte mod Sephiran, selvom han desværre var for hurtig. Han ramte intet. Kuglen som ramte ham direkte i ryggen, slog ham direkte ned i gulvet. Han gispede kraftigt, som det svagt slog luften ud af ham. Han vendte sig hurtigt om, kun for at sende endnu en af sted, inden han kæmpede sig op på benene denne gang.
Det var der Lionell handlede fra sit ensomme og mørke hjørne. Han forsvandt fra stedet, kun for at dukke op bag Kimeya. Han tog fat om mandens arme, og tvang dem om på hans ryg, så han slet ikke kunne bruge dem. Kimeya stivnede kraftigt. Hans far? Hans far?! "SLIP MIG!" hvæsede han kraftigt.

[Sephiran Acheron]

Sasha så mod Romeo. Hun forstod ikke, at han kunne være så dum. Men Sephiran havde jo indrømmet, det var hans egen fejl og at han ikke ville gentage dem. "Gu' var du ej," vrissede hun vredt af ham. Hun hævede hænderne og formede en kugle, som hun nåede at afsende lige efter han selv sendte sit eget magi. Det magiske spyd endte med at bore sig direkte gennem hendes bryst, som havde det været 10 pile, der ramte hende på en gang. Hendes øjne blev totalt opspilede og hun vendte næsten det hvide ud af øjnene, som hun bare faldt bagover så lang hun var. Fuldkommen død på stedet, da spyddet havde gennemboret hendes hjerte. Clemency, der selv var igang, så det med det samme og hun fik et sug gennem maven. Hun endte selv med at gå i krig mod Romeo. "Du er jo komplet hjernedød som din farfar er," skreg hun vredt og sendte en stor trykkugle mod ham, for at få ham slået ud på en eller anden måde.

Sephiran selv smilede tilfredst. Kimeya var virkelig vred og det gavnede ham ikke ligefrem. Og derfor morede det ham kun yderligere. Han selv dannede endnu en kugle. Det var nemt at undgå Kimeyas kugle, eftersom han lå og rodede rundt på gulvet. Næste træk havde han dog bestemt ikke lige regnet med. Lionell? Det var godt nok mange år siden han selv havde stået overfor Kimeyas far. En mand, der dog faktisk så noget fornuft i og med, han nu stod og holdt Kimeya tilbage. Han lo. "Selv din egen far vil ikke have dig... Eller din søn. Du er alt for langt ude, Kimeya," endte han og lod kuglen i hans hånd dø. Han gik langsomt mod ham og greb så fat om Kimeyas hals, som han klemte fast om. "Du vil bøde for dine handlinger efter landets love og regler, for dette er mit land og det har og vil aldrig være dit eller warlockernes, bare fordi I har invaderet landet!" sagde han helt op i Kimeyas ansigt.

[Kimeya Marvalo]

Romeo stoppede op, som han kunne se, at Sasha faldt direkte til jorden og rent faktisk.. døde. Det var en underlig følelse, som selv det kunne efterlade ham med. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han havde jo forsøgt at beskytte hende og deres tvillinger, ved at sende dem bort og selv blive. Ja, han havde vel et sted også forventet, at han var mere ønsket, end hvad han var? Og det var alene en grund til at det slet ikke var et liv, som han ønskede at søge tilbage til igen.
Langsomt vendte han blikket. Hans farmor.. Reagerede hun nu også sådan? Han kneb øjnene svagt sammen, inden kuglen ramte ham i brystet. Denne gang ramte den langt mere præcist, hvor den også slog luften ud af ham.

Cedric var fanget i en duel, som han havde svært ved at komme ud af. Det var også noget som Kimeya reagerede på lige nu. Endnu mere det faktum, at hans egen fader havde valgt at blande sig - og arbejde imod ham! Hans krop spændtes med det samme. Hvad fanden skete der for at hans far skulle være ædru i aften?! "Jeg slår dig ihjel..!" hvæsede han med en fast tone.
Uelsket og uønsket. Det var en følelse som Kimeya havde siddet inde med mange gange, men aldrig havde han ladet det opsluge ham. Han knyttede sine næver kraftigt, idet at Sephiran kom ham i møde. Han kunne intet gøre lige nu. "Jeg slår jer begge ihjel.. og alle I nogensinde har holdt kær..!" Sephiran greb om hans hals, hvor han stirrede dræbende mod ham. Igen forsøgte han at komme fri af Lionells jerngreb. Det var bare umuligt.. Uanset hvor meget han forsøgte, var han fastlåst. "S-slip mig..!" endte han mere anstrengt. Igen forsøgte han et halvhjertet udfald mod Sephiran.

[Sephiran Acheron]

Clemency havde troet, at Romeo var klogere end det. Nok havde han ingen sjæl og dermed ingen følelser, men idet mindste havde Theodore havde lidt mere hjerne end det knægt tydeligvis havde. Ondt gjorde det dog på hende, at Sasha skulle være faldet i kampen, for det fortjente den unge kvinde bestemt ikke. Hun havde jo selv eskorteret hende og tvillingerne til Dvasias, da de havde flygtet herfra under Kimeyas overtagelse. Set til dem regelmæssigt og hun havde holdt en stor del af hende. Og nu var hun borte. Det smertede hende og den vrede sendte hun også med magien mod Romeo, der heldigvis slog pusten ud af ham. Med magien sendte hun et vindsus mod ham, så han ville flyve af-h-til, da hun slet ikke ønskede at se hans ansigt for sig. Derefter hastede hun hen og faldt på knæ ved Sashas døde krop, hvor hun lukkede hendes øjenlåg.
Nick fik øje på, at Cedric var fanget i en noget intens kamp, så han fik gjort sig fri af sin egen og sendte så en kugle mod Cedrics modstander. Det ville forhåbentligt hjælpe lidt. Han måtte dog hurtigt vende tilbage mod de fjender han selv var igang med at nedkæmpe. Selv rimelig forslået efterhånden, men han gav ikke op. Samuel havde også fået fat i en af dem, der dengang havde tortureret ham og var igang med en ond behandling af vedkommende.

Sephiran så mod Kimeya og lo. "Ikke på vilkår," endte han næsten roligt. Kimeya havde været alt for opslugt af magt og sin moders tilbagevenden, at han slet ikke var sig selv længere. Det skulle han dog nok få rettet op på. Hans moder var sikkert flygtet herfra, eftersom hun ikke ville risikere at skulle dø igen. Svagt. "Det bliver svært, når du selv kommer til at bøde for dine handlinger," endte han med et nærmest kælent smil. Han slap Kimeya, men kun for at stikke ham en direkte knytnæve mod ansigtet. "Jeg vil brække hver en knogle i din krop... Hele dem igen og derefter brække dem igen, for det du har gjort," endte han fast. "Og tænk engang. Din familie ønsker dig ikke. Din oprustning har været forgæves!"

[Kimeya Marvalo]

Denne gang var det Romeo som måtte blive slået fuldstændig ud. Kuglen mod hans bryst, havde taget hans luft, hvor den efterfølgende, kastede ham tværs igennem lokalet, hvor han denne gang faldt direkte til jorden, hvor han blev liggende stille i stedet for.
Cedric ønskede jo ikke sin far død.. Men af den magt, som han tydeligvis slet ikke kunne håndtere, og det var tydeligt, at han slet ikke kunne håndtere den. Han svedte. Det her var i hvert fald noget, som meget hurtigt gav ham varmen! Han pustede lettet ud, da Nick hjalp ham. Han nikkede taknemmeligt mod ham, inden han fortsatte. Han nød det.. Det adrenalinkick!

Kimeya kunne intet stille op i denne situation. Gud hvor var det ubehageligt! Det var i forvejen svært for ham at trække vejret, så stramt Sephiran havde lukket grebet om hans hals. Han gispede svagt, da han endelig slap. "Jeg vil personligt komme og hjemsøge dig, Sephiran.. Så nemt slipper du heller ikke af med mig..!" endte han fast. Lionell strammede grebet om ham igen. "Drop det, Kimeya," endte han med en kortfattet stemme.
Tiyanna fik selv lagt den ned, som havde forsøgt sig med hende. En kniv havde hun jaget direkte i hans bryst, for at sikre sig, at han denne gang blev liggende. Hun stillede sig over ved siden af Sephiran i stedet for. "Lad mig." bad hun. HUn svor at få sin hævn over den mand! Kimeya stirrede fast på dem, inden han kort så mod Cedric, og så mod Sephiran igen. Lionell fik låst hans arme bag på ryggen med magiske reb, som strammede godt om hans overkrop. "Lad mig gå...!" afsluttede Kimeya fast.

[Sephiran Acheron]

Samuel hamrede et magisk lyn-spyd direkte i brystet på den warlock overfor ham, som havde været en af Kimeyas nærmere håndlangere igennem den sidste tid. Men det var også den mand, der havde dumpet ham ude i ingenting til at dø, men her stod han da heldigvis. Warlocken faldt død om for hans hænder og han nød hævnens sødme, for det føltes i sandhed godt. Hans hævn i dag var både for ham selv og for Malisha. En kvinde, som han for alvor havde fundet kemien med efter han var vendt hjem efter at have været døden nær. Nick fik nedlagt sin modstander. Det var som om kampen efterhånden stagnerede. Nogle folk havde set, at Kimeya stod bondefanget og de, der prøvede at komme til hans undsætning, ja de blev kæmpet tilbage af Nick, Samuel og Cedric samt den store hær af warlocks og varyler med magiske kundskaber. En del var selvfølgelig faldet, men Sephirans hold var i overtal, da Kimeyas sølle warlocks også begynde at flygte. Det fortalte i sandhed bare, at Kimeyas seneste regime havde været ren afmagt og et ringe forsøg på at blive til noget, han aldrig kunne.

Sephiran lo hånligt. Det ville være svært at hjemsøge nogen, hvis man ikke var helt død. Halvdød kunne han dog altid gøre Kimeya. Men det ville i sidste ende være op til folket, når Sephiran havde moret sig nok med ham, for han skulle være det første eksempel på den nye form for ledelse af landet han ønskede. "Du er færdig Kimeya," endte han sigende. Som Tiyanna kom hen til ham, så passerede et skævt smil hans læber. Det var i sandhed den mest fantastiske kvinde han havde ved sin side og det havde han tænkt sig at værne om fra nu af. For han havde jo set, hvor et ulykkeligt ægteskab havde splittet Theodore og Clemency. Godt nok var de et kapitel for sig, men han ønskede ikke at se Tiyanna være trist og tom som Clemency egentligt var under overfladen lige for tiden. "Knus hans knogler, så han ikke kan stå," endte han nærmest ligegyldigt. Han trådte tilbage. Denne fornøjelse ville han faktisk gerne give Tiyanna. Fast søgte han op mod tronen og blokerede en hver form for kugle, der ville komme imod ham. Med magi, så forstørrede han sin stemme, så det ville runge gennem hele salen og nå ud i slottets korridorer.
"Jeres uduelige leder er faldet. Kimeya Marvalo er ikke længere jeres øverste og de, som endnu er ham loyale, vil blive forfulgt og slagtet. Jeg, Sephiran Acheron gen-indtager min plads som Imandras konge og overtager posten som warlockernes leder fra dette øjeblik. Kimeya Marvalo vil blive retsforfulgt efter nye regler og love, som Imandra står overfor under min Dronnings og mine planer. De som ønsker at sværge sig loyale til min familie og jeg er velkomne til at søge tilgivelse og accept derefter. I skal vide, at Imandra er et land, hvor enhver har ret til at bo og være, så længe de bidrager til landets fordel. Giver I, så får I også!" Fast slog han ud med armene, som han stod foran sin tidligere trone. De, der holdt livet kært, de knælede for ham og kampene ville stoppe nu.