Let there be war..!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde uden tvivl utrolig svært ved dette, men igen, så var det utrolig lidt, som han egentlig kunne gøre ved det. Han havde det faktisk utrolig dårligt med det. Ganske vidst kunne Riniya se bort og forbi hans skamferinger nu, men end ikke hun, havde formået at gøre det til start.
Han nikkede til hende, ved hendes ord. Han gjorde det godt.. Han følte sig næsten, som var han et barn, hvilket slet ikke var en tanke, som han brød sig om! Tvært imod faktisk. Han bed tænderne en smule sammen. Han var ikke noget barn, selvom han jo alligevel måtte erkende, at det betød meget for ham at sige det.

Han ville kalde elverne sammen. Nu hvor han var igang, kunne han jo lige så godt gøre det hele med stil, og gøre det ordentligt, og derfor ville han meddele, at han nu var klar til at komme tilbage igen, og han nu var klar til at fortsætte, fra hvor han slap alt for mange måneder tidligere. Soldaten var hurtigt ude, hvor han kaldte resten til sig - på kongens ønske. De fleste kom.. Og langt de fleste reagerede på hans udseende. For nu, forsøgte han at ignorere det, også selvom det selvfølgelig satte sig dybt i ham. Det værste som man kunne ramme ham på, var hans udseende. Som enhver anden skovelver, ar han forfængelig. Og han var en af de værre. Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst. Normalt var han slet ikke nervøs i en situation som denne, men lige her, var det faktisk svært for ham at lade være. "Jeg ved godt, at jeg har været længe fraværende. Også i forbindelse med min lange tur i Maerimydra, hos mørkelverne." Han holdt en pause. De andre gispet. Igen trak han vejret dybt. "Foran jer, ser I grunden til, hvorfor jeg valgte at holde mig på afstand." Det var hårdt det her.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kendt ikke til at Thranduil så hendes ord, som nogle man brugt til et barn. Hvordan skulle hun ellers have sagt at han gjord det flot? Hun hade kun prøve og motivere hendes søster og ja, der brugt hun vel det man kunne kalde barn sprog selv om hendes søster i dag var en voksen kvinde. Om han kunne lig det eller ej så hade hun nu brugt de ord, og sådan var det. nok var han forholdsvis nem og læse men Riniya kendt stadig kun Thranduil meget lidt, så der var mange ting hun ikke hade tænkt på eller tage højde for i hendes ordvalg til ham da hun jo ikke kendt ham ud og inde som en bog just. Hun så blot på ham, og smile opmunderne selv om hun fornemme han virkelig hade det her, og et sted fortrød han tråde frem men det skulle gøres og sådan var det jo.



Han hade valgt og kalde elverne sammen, det var ikke en dum ide så fik han sagt det han skulle til så mange så muligt, folk fik set ham og så kunne det også skrives under på som overstået. Hun stod roligt ved siden af ham, eller et par skridt bag ud for det var jo ham der var kongen, hun var blot en skrædder som hade til tider et lidt for stort hjerte. Hun så på de mange elver der kom, hun kunne ind da se hendes søster sammen med et par af hendes venner. Da hendes søster fik øje på Thranduil reager hun som alle de andre, forskrækket over hans udsende, men hun så hurtig Riniya hvilke fik hende til og stå og vinke til hende, og prikke til hendes venner for at sig hendes søster stod ved kongen, Riniya sukke inde i nok var hendes søster voksen men hun hade stadig et sind som en barn ind i mellem, ak ja Riniya smile bare og prøve og lade som ingen ting for nu hun kunne tage en snak med søsteren sener når hun kom hjem, hun lytte roligt til Thranduils tale. Hun kunne fornemme det var hårdt for ham, og hun følt sig helt magtes løs for hvad skulle hun gøre? Alle kigge jo så hun kunne ikke holde om ham eller tage hans hånd for at give ham tryghed, eller en form for støtte der. hun så roligt på ham, han gjord det virkelig flot, hun stod stolt og rank mens hun lytte til ham. hun ville udstråle til folk der nok måtte få øje på hende, at hun var stolt af og kalde ham konge at hans skamferinger ikke påvirke hendes opfattelse af ham, at selv om han hade være hos mørkelverne hade det ikke knække ham! hvilke vist hvor stærkt det skov elviske folk virkelig var for kunne deres kong klar dette så kunne de alle sammen! Hun ville støtte ham, og hun ville følge ham, nu og altid det var sådan Riniya hade det dybtest inde, hun så virkelig op til ham, hun beundre hendes styrke som kong og som mand, han var virkelig alt det en ægte skov elver skulle være, i hendes øjne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil følte sig en smule umyndiggjort, også selvom han vidste, at det udelukkende var hans egen skyld, at det skete. Han hadede det, men igen, så havde han jo også kun sig selv at takke for det, så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Et sted gjorde det ham vel en smule trist? Men hvad pokker.. Nu var det på tide, at han kom frem af de skygger, som havde haft sit faste greb om ham. Han kunne jo heller ikke fortsætte på den måde. Lige nu, var det bare hans tid, til at brillere og vise sig, fra den side, som han engang havde været præget af, og det var skam også det, som han havde tænkt sig. Derfor blev han stående og ventede på at resten kunne kaldes til stedet hvor han stod. Deres blikke sagde ham det hele. De væmmes lige så meget ved det, som det han selv gjorde.. Men det var bare forkert tidspunkt at lade sig slå ned af det på! Det var det virkelig!

Uden tvivl var Thranduil bange for, at han ville blive dømt på dette, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det. Hvilket næsten var det værste af det hele. Var det overhovedet underligt, at han havde det dårligt med det, som skete ved dette? Han rystede kort på hovedet, hvor han denne gang vendte blikket mod folket. Han var en mand, som skulle lede dem, og det var skam også det, som han havde tænkt sig at gøre nu.
Han talte til dem.. Lod dem vide, at selv på trods af, hvad der var sket, så var han stadig den mand, som han altid havde været. Det var i hvert fald det, som han særligt gerne ville overbevise sig selv om. Og nu hvor han havde hende ved sin side, så var det lidt lettere for ham at gøre det. Han var vel bange for hvordan de ville tage ham nu? "Med det som er sket mig, så får det ikke lov til at tage knækken på mig. I dag mødte jeg en kvinde, som viste mig, at det ikke skulle have lov. Jeg har længe siddet i min egen skygge og i mit eget mørke, og udtænkt den ene grumme hævn efter den anden.. Det er slut nu. Jeg er stadig den mand som jeg engang var, selv på trods af, hvad de har gjort mig." Igen holdt han en pause. Han var vred.. Og han var blevet bitter, som han aldrig nogensinde havde været det før.. Men det var slut. Han skulle vise mørkelverne at skovelverne var bedre end det! Han vendte sig denne gang mod Riniya ved sin side igen. "Og tak, Riniya," afsluttede han taknemmeligt.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne kun forstille sig hvor svært han måtte have det med alt det her, hun hade aldrig selv prøve noget ligene så hun kunne slet ikke sætte sig 100 % ind I det, men hun forsøgt for hun ville ham jo kun det bedste, han var en god konge, en god mand! Og han fortjent bare beder inde og gemme sig i skyggerne som en anden skræmt mus. Hendes ord var måske ikke helt overveje men hun gjord det så godt hun kunne, med den viden og forståelse hun hade. Men hun kunne mærke hvor svært det var for ham, hun følt den ubehag han hade det helt ned i maven, det gjord næsten fysisk ondt på hende og se ham sådan. Hun så bare på ham, inden hun så mod folket der mødet op og kunne se deres væmmelse i deres ansigter, hun fik det dårligt hun hade selv reager sådan men hurtig komme over det, men folket det sad nærmest fast på dem at de nu hade set ham sådan her. Kunne de ikke skjule det bare lidt? Så slemt var det altså ikke i hendes øjne nu hun hade set på det længer inde alle andre, og han var stadig den mand han var under såren og arne, men igen ikke alle var jo som hende.



Riniya så roligt på ham, men shun lod ham snakke. Hun fange sig selv i enlig og nyde og hør ham tale, måske lige en tand mere ind hun burt. Hun holdt det dog for sig selv, mens hun stadig kunne se hendes søster ud af øjnene krogen, hviske med vennerne som hade sprede sig til flere som også hviske til hinanden nu. gu nåde og trøst hvad end den tøs hade fundet på i hovedet, det måtte hun undersøg sener.

Hun så bare på Thranduil som han snakke, at han så nævnt hende fik en klump til og sætte sig i halsen, da flere rette blikke mod hende, normalt hade hun intet problem med og blive set på men det var lig godt mange der stirre nu. hun så på ham som han slutte talen, ved og vende sig mod hende og takke hende offentligt for and folket. En kraftig rødme steg ikke op i hendes kinder, men i hendes fin spidse øre. Mens kun en svag rosa farve var i hendes kinder. Hun smile godt bare blidt og imødekommende, ”de kan altid regne med mig” sag hun ganske roligt og med en tydelig selvsikker stemme, for det kunne han. Fik han nogle sinde brug for hende igen, ville hun være der så hurtig hun kunne, hun kunne lig Thranduil han var en god konge og en særlig mand, og.. hun ville enlig gerne lære ham ind nu beder og kende vis det ellers var muligt, hun fandt ham spændene og som en mand som godt kunne brug en han vist han kunne kalde efter vis han igen hade brug for en støtte pæl eller bare en og snakke med.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Folk stirrede på det, og det var på ingen måder på den behagelige måde. Thranduil kunne i hvert fald ikke lide det, men der var for nu, ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det. Et sted var det en direkte tragisk tanke, men der var intet at gøre ved det. Han vidste jo udmærket godt, at han ikke var den mand, som han frem til nu havde været, og hvad kunne han gøre ved det, andet end at kæmpe videre? Ingenting. Det var jo det, som Riniya havde lært ham, og det var grunden til, at han i øjeblikket, valgte at handle, som han nu gjorde. Dels mere, fordi at det var det rette for ham at gøre, og det var sådan, at han ville have det. Det skulle ikke have lov til at knække ham. Det skulle simpelthen ikke have lov til at gøre det!

Talen gjorde han færdig, også selvom han kunne se, at flere af dem snakkede indbydes. Den væmmelse, som han nærmest kunne se i deres øjne, gjorde det bestemt heller ikke bedre, men det var derimod meget lidt, som han jo egentlig kunne gøre ved det nu, hvilket næsten var det værste af det hele.
Afslutningsvis, valgte han at takke Riniya. I hans øjne, skulle det ærlig talt bare mangle, at han gjorde det. At se den røde farve i hendes kinder, og den manglende væmmelse, glædede ham faktisk. Med andre ord, var han stadig i stand til at gøre bare lidt ved det. Han sendte hende et stille smil, inden han nikkede. Han gjorde tegn til at hun skulle tage med ham. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at lade hende gå endnu, og sådan som folk kiggede efter ham.. så ville han egentlig bare gerne videre. Det begyndte nemlig at blive utrolig ubehageligt for ham at stå der.

[Riniya Roshia Cramenor]

Folk stirre sådan var det bare, de var jo tydeligvis stødt og skræmt over hvordan han så ud, og at det var hvad der var sket efter mørk elverne tog ham. Hun så roligt på ham, mens hun næsten kunne høre folkets indbyrdes snak, som sikkert handle om hans udsende men også hvorfor hun stod ved hans side, hun kunne kun forstille sig hvad de mund begyndt og tro var mellem de to, selv om der jo intet var ud over at hun hade være venlig og hjælpe ham så godt hun kunne, de var vel ind til videre blot er bekendt skab for nu. Riniya ville hjælpe ja, så godt hun kunne og måske kunne hun også lære noget fra ham hvem ved, det måtte tiden dog vise. 

Som han afslutte talen snakke folk markant mere, mens de stod og bare stirre på ham, der var ingen rigtig glæde over han enlig hade vist sig bare en afsky i stedet for, det gjord helt ondt i hende på hans vegne. Da ham takke hende, fik hun helt røde øre og svag rosa kinder, hun smile dog bare blidt til ham. Hun var glad for at hjælpe ham, og glad for at brug tid med ham. Som han gav tegne til hun skulle gå med ham, nikke hun bare ganske svagt, så kun han så det og begyndt bare og gå med ham, hun hørt dog sin søster råb fra Folke mængden "ikke for sent hjem!" Her rødme Riniya igen og slap et tydelig suk, kunne det blive mere pinligt og akavet at ens lille søster råbt den slags offentligt! Hun skulle bestemt have en snak med hende når hun enlig kom hjem, men for nu lod hun det ligge og forsøgt og dæmpe den rødmen hun hade i øren, de var helt tomat røde og brændt helt syntes hun.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil brød sig bestemt ikke om denne situation, og det ville han heller ikke komme til. Faktisk var det noget af det værste af det hele. Han rystede denne gang på hovedet af sig selv, hvor han færdiggjorde sin snak og samtale med resten af folket. For hans vedkommende, var det her nemlig grotesk. Han brød sig bestemt heller ikke om det, og det var i hvert fald også hvad der kunne mærkes.
Det gjorde ham ked af det. Folk snakkede i forvejen allerede om hans udseende. Han kunne jo høre det, og han kunne jo se hvordan de kiggede på ham, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.

Derfor søgte Thranduil derfra igen, også mest for sin egen skyld. Det gjorde ham ked af det, at se det hele foregå på denne her måde. Det kunne hvert fald godt mærkes. Det var faktisk hårdt for ham, at det forholdt sig på den måde. Han søgte igen ud i retningen af skoven, for at komme ud, hvor han atter følte, at han ville være i stand til at trække vejret bare en smule frit, for det var netop det ,som han havde brug for lige nu. Han stoppede op ved et af de store træer. Et af dem som særligt Serenity havde været glad for. Han rettede sig op, hvor han let lænede sig en smule op af det i stedet for. Det havde faktisk været hårdt.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne mærke han ikke brød sig om noget af det her og det forstod hun godt, men han gjord det rigtig godt og det var hun stolt af men hun syntes også han hade gjort nok nu, så at han ønske og komme videre var forstålig. Folk snakke, de hviske og undersig. Både omkring hans ansigt der virkelig hade stød dem og skræmt dem men også hende, og hendes tilstedeværelse ved siden af ham, Riniya vist godt hun ville blive stilt mange spørgsmål når hun kom hjem, i sær når rygterne nåde helt ud til lands byen fra hendes søster der med sikkerhed ville sladder om hvad hun hade set, til dem der ikke hade være mødt om til talen men det måtte hun se på sener.



Hun fuldt med ham tilbage til skoven, hun sag ikke noget for hun fornemme han ønske bare og komme væk for nu. så da de enlig kom til nogle store træer hvor han stoppe, gik hun hen ved siden af ham som han læne sig op af træet, hun lage blidt hånden på hans skulder ”er du okay?” hun så bekymret på ham, hun kunne jo godt se han ikke hade det videre godt men, hun følt han selv skulle have lov og uddybe vis han ville og vis han da ønske og snakke om det. ”det var en meget stærk tale Thranduil du gjord det rigtig godt” hun smile blidt til ham, den ros skulle han have for det var en rigtig stærk og god tale, hun var sikker på et sted nogle hade forstået ham, men lig nu skulle alle lige tykke på det og falde til ro efter det de hade set.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Folk kiggede og de snakket. Under normale omstændigheder, ville det slet ikke røre ham, men denne gang, var det bare helt anderledes. Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at nogen skulle se ham eller noget lignende. Og nu havde han vist sig. Han havde det faktisk ganske godt med det, men ikke desto mindre, så havde han vel forventet noget andet, end hvad de egentlig havde vist ham lige nu?
Her stod han denne gang lænet op af træet. Hans hænder rystede. Han var jo vred. Dels over deres reaktion, men også det faktum, at dette i det hele taget var sket ham, for han kunne jo intet gøre ved det, hvilket næsten var det værste af det hele, og særligt, når det foregik på denne her måde, så var det svært for ham at forgive anderledes. Hånden mod hans skulder, fik ham denne gang til at dreje blikket mod hende. Forfængelig som han var, så havde det været hårdt, at blive konfronteret med sit udseende på den måde, og det erkendte han gerne. Det havde faktisk været utrolig hårdt for ham det her.

Denne gang rystede han på hovedet. "De stirrede på mig, som var jeg en vanskabning, og ikke deres konge," fortalte han denne gang med en nærmest væmmelse i hans stemme. Tanken om det, var noget som gjorde ham arrig, selvom det nu var meget lidt, som han selv kunne gøre ved det. Han så sådan ud, og det måtte han leve med. For nu om ikke andet.
Riniya var god ved ham, hvilket for ham var lettende på en eller anden måde. Det betød i hvert fald meget, at der var nogen, som ikke delte deres syn på ham. Igen sænkede han blikket til sine hænder. Disse var pludselig knyttet. Det lignede ham heller ikke at reagere med vrede på den måde.

[Riniya Roshia Cramenor]

Folk snakke, det var helt naturlig når man opleve sådan noget her. Men det gjorde jo ikke noget godt for ham lig nu, men Riniya var sikker på folket nok skulle falde til ro igen og ikke være så stød af hans udsende det ville jo blive beder med tiden. Hun så på ham mens de gik, hun kunne mærke vreden, frustrationen og væmmelsen over hans udsende stråle ud af ham, og det gjord ondt på hende og se ham have det sådan men hvad kunne hun gøre? Hun kunne lytte til ham, forsøg og finde det lyse i det hele men hun vist godt det ikke altid var en løsning på et problem. Hun så på ham som han læne sig op af træet, han virke udmatte og hun forstod ham godt at stå der og tale måtte være utrolig trættende for ham, også når han var så utilpas med det som han var.

Hun hade roligt hånden på hans skulder, mens hun lytte til han snakke. Hun kunne høre væmmelsen i stemmen, det gjord virkelig ondt på hende. Hun valgt og gå hen og stå for and ham i steden for på siden, hans øjne var på hans hænder, hun kunne se var knytte sammen så hun kunne godt regne ud han var vred. Hun så på ham med et ømt blik. ”de er blot i chok over at se dig sådan her Thranduil.. du skal se når der gået lidt tid og de har fået tykke lidt på denne oplevelse så skal de nok se på dig med et langt beder syn” sag hun blidt som hun blidt lukke sin hænder om hans knytte hænder. Hun så roligt på ham, mens hun bare holdt blidt om hans hænder. ”du gjord det utrolig flot, tror ikke jeg kunne forstille mig nogle der kunne holde så stærk en tale efter det du har være igennem.. det virkelig noget du kan være stolt af, for jeg er i vært fald stolt af dig” hun smile blidt til ham, og nusse blidt hans hænder mens hun holdt om dem og så blidt på ham. hun ment det bestemt og hun prøve på ikke og lyde som en der rost et barn, det var ikke nemt men hun forsøgt det bedste hun kunne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det havde været hårdt. Under normale omstændigheder, havde Thranduil ingen kvaler ved at skulle stå foran sit folk og fortælle dem, hvordan han havde det med tingene, eller generelt det at vise sig. Men der var vel ikke nogen normale omstændigheder længere? I forvejen kunne man sige, at der skete utrolig mange ting rundt forbi, og dette gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for hans vedkommende.
Riniya var da alligevel valgt at komme efter ham, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for. Hans hænder var knyttet. De mange tanker som han gjorde sig, var slet ikke nogen af slagsen, som han burde gøre sig, selvom det hele var så forbandet fristende alligevel.

Hun stillede sig foran ham, hvilket han faktisk heller ikke havde noget imod. Han sukkede svagt. For ham, var det her faktisk hårdt, og det gjorde ondt. Bare tanken om, at de havde kigget på ham på den måde, kunne han slet ikke håndtere. Det var slet ikke sådan, at de burde kigge på deres konge! Han stirrede ned mod sine hænder, fremtil hun tog om dem. Så god som hun havde været ved ham. "Jeg ved ikke om det vil blive anderledes," sagde han denne gang. Ondt som det gjorde, så forsøgte han for alt i verden, at holde sig selv bare en smule ved lige. Han ville jo gerne. Han ville virkelig gerne, men det var hårdt for ham det her. Han forsøgte at slappe af.. Det hjalp, når hun rørte ved ham, af en eller anden grund. "Er jeg så forfærdelig at se på, Riniya?" spurgte han denne gang. Hun var kommet over det så hurtigt.. Hvad ignorerede hun, som de andre ikke kunne?

[Riniya Roshia Cramenor]

Det hade være hårdt for ham, det hade hun jo kunne se i hans øjne, hans krops sprog.. hun var virkelig påvirke af det, selv om hun kun kendt ham overfladisk. Hun så på ham, normalt ville han jo ikke skulle stå med den slags skader for and folket, hun hade aldrig hørt om han skulle have lidet denne slags skader før, så hun forstod godt folket hade reager som de gjord for det hade hun jo selv, men hun var komme over det for tros de skader kunne hun jo stadig godt se en flot og stærk elvisk mand, så hun forstod ikke folk ikke blot hade set forbi det. men Riniya var nok just heller ikke som en typisk, Elver kvinde hun var nok mere.. ja hvordan skulle man beskrive hende, hun var bare anderledes på nogle punkter. Hun holdt blidt om hans hænder da hun kom om for and ham mens han stod op af træet, hun ville gerne hjælpe ham få ham lidt op af det mørke han måtte være fange i, men nemt var det bestemt ikke.



Hun så på ham, mens hun holdt hans hænder og nusse dem blidt. Det var ubeskriveligt og se ham på denne måde, hun ville sådan ønske hun kunne gøre mere ind hun gjord nu. hun så på ham som han snakke, ”det ved jeg heller ikke om det gøre.. men tro på folket lig som de har troet på dig frem til nu, jeg er sikker på det nok skal ænder sig” hun så på ham, og prøve virkelig og være optimistisk her selv om det var svært. Hun holdt bare om hans hænder, som han stille sit spørgsmål. Hun stod lidt og tænkt over det, hun måtte være ærlig for jo hun hade set forbi det, men det var fordi hun så en helt igennem fantastisk mand ind bag de grimme skader, hvor andre elver jo var meget forfængelig så var hun det nu også, men slet ikke i så høj grad som normale elver på det punkt var hun igen bare anderledes. ”jeg vil ikke lyv.. det er ikke kønt” hun så på ham, ”men jeg syntes ikke det så slemt.. for jeg ved der er en fantastisk mand ind bag de skamferinger.. og det vil nogle sår og ar ikke ænder på” hun lod en hånd glid op og blidt lægge sig på hans venstre kind. ”du er en og bliver en flot mand Thranduil.. nej ikke kun flot en smuk mand, og det vil aldrig ænder sig i min øjne” hun smile kærligt til ham mens hun blidt strøg ham over kinden, mens hun stadig hade den anden hånd om hans hænder.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At blive stirret på, som et dyr i en zoologisk have, var en tanke, som gjorde ham ked af det, men det var faktisk meget lidt, som han kunne gøre ved det, og hvilken frustrerende tanke, det nu måtte være, så kunne han bare ikke rigtigt gøre noget ved det. Han ville elske om han kunne, men der var bare visse ting, som han ikke kunne se bort fra, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne gøre det.
At hun derimod havde et helt andet syn på ham, var ham en glæde. Det var ikke så slemt, også selvom han vel bare - igen var blevet konfronteret med, at han så forfærdelig gyselig ud, sådan som de andre også havde kigget på ham? Det var faktisk utrolig ubehageligt, at de havde gjort den slags. Igen måtte han jo bare give hende ret. Han nikkede denne gang, mens han virkelig forsøgte at finde roen i sig selv igen. Det lignede ham uanset ikke, at køre sådan op, som han gjorde lige nu. "Det håber jeg virkelig, at det gør," endte han denne gang. Tanken gjorde ham faktisk trist og ked af det, for han synes bestemt heller ikke at det var fair, at det skulle foregå på denne her måde. Denne gang rystede han let på hovedet. Det gjorde ham ked af det.

Hans blik fulgte hendes hånd, da denne valgte at lægge sig mod hans kind. Sjældent var det desuden også, at han lod nogen i det hele taget komme så tæt på, at de kunne røre ved ham. Det var ikke fordi at han ikke ønskede det, for det gjorde han. Det skulle bare ske under de rette omstændigheder.
Han lod hovedet svagt glide mod hendes hånd denne gang. Han søgte hendes kærtegn, som han samtidig søgte hendes kontakt. Han nikkede denne gang. "Jeg håber meget snart, at jeg kan bevise for dem, at jeg stadig er den samme mand, som jeg engang har været før." De grønne øjne faldt direkte til hendes skikkelse. Det blev hans nye mål nu!

[Riniya Roshia Cramenor]

De hade stirre på ham, faktisk ret voldsomt meget som var han et dyr i en zoologiskhave eller et misfoster med to hoveder. Hun kunne mærke det frustrerede ham utrolig meget, det påvirke hende også ved hun følt sig lidt trist. Hun kunne dog ikke gør det vild ved det, og det samme kunne han heller ikke. Hun håbe bare hende opbakning og positive snakken kunne hjælpe ham bare en smule, selv om hun ikke altid følte det virke overhovedet. Hun så på ham som han nikke af hendes ord, og svar hende på hendes ord. ”det jeg sikker på” hun så på ham, og smile et lille blidt smile, hun håbe virkelig det ville vende for ham for hun ønske ham jo kun det bedste og folket hade jo brug for ham, og hun kunne ikke forstille sig de ville være så skræmt for evigt efter det her, det kunne hun virkelig ikke.



Hun så på ham som hun placer sin hånd på hans kind, og strøg den blidt. Hun hade efterhånden opdage han slappe af når hun rørt ham, og vis lidt uskyldig kærtegen kunne hjælpe på hans humør så ville hun da med glæde give ham det, plus hun nød også og måtte rør lidt hun hade jo beundre ham siden hun var lille og så og få lov og rør selv kongen det var ikke så lidt igen. hun så på ham som han svagt lag hoved mod hendes hånd, hun smile bare blidt mens hun lytte til ham. ”det jeg helt sikker på du kan Thranduils.. du kan hvad du sætter dig for” hun smile blidt og så på ham, og så ham roligt på ham og lage blidt panden mod hans mens hun nusse hans kind blidt, mens hun stadig hade om hans hånd også.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hendes ord, var nogen som i sandhed måtte gøre Thranduil utrolig glad, for ikke at glemme, at det også lettede ham, at det skulle være på den her måde. Øjnene lukkede han let. Han følte sig virkelig vammel og kvalmende, når de stirrede sådan på ham, og han havde svært ved det. Han ønskede sin hævn, velvidende om, at det nok var det dummeste som han kunne gøre, men ærligt.. Hvad kunne han gøre ved det nu? Han bad vel egentlig bare til, at det ville hjælpe med tiden, og at det meget snart ville blive bedre igen, for det var præcis det, som han havde brug for lige nu. Det andet kunne han simpelthen ikke holde ud at tænke på. "Det er hårdt," erkendte han denne gang. I forvejen var det virkelig til sjældenhederne, at han erkendte når han havde det hårdt.

Hovedet lod han søge mod hendes hånd. Et sted også en tavs bøn til, at hun slet ikke måtte stoppe med det igen, for det føles uden tvivl rigtig rart, at hun stod der og kunne se på ham, uden det blik, som alle de andre havde skænket ham. Han sukkede indvendig. Han vidste, at det her slet ikke var ham, og det irriterede ham samtidig. "Det skal nok komme," sagde han denne gang. Han trak hovedet en anelse til sig, og vendte blikket mod skoven i stedet for. Den dømte ham jo heller ikke. Tvært imod, så havde den jo budt ham velkommen hjem, som elverne også burde have gjort - men ikke havde gjort. Han var jo stadig deres konge..!