Just leave me alone..!

[Romeo Direshade Acheron]

Kimeya Marvalo

---

De mange tanker florerede i Romeos hoved. Eller, det gjorde de ikke, og så alligevel. Hvad hans moder og fader havde sagt om ham, den ene gang de havde mødt hinanden, var stadig noget, som et sted påvirkede ham, selvom det slet ikke var til at se. Det var en tanke, som faktisk gjorde ham trist at tænke på, og særligt fordi at han ikke rigtigt kunne give udtryk for det.
Sasha havde han fået ud og væk herfra, og det havde været i tide, sammen med deres børn. Han.. savnede dem vel et eller andet sted? Savnede og misundte sine forældre for det, som de havde, også selvom der tydeligvis heller ikke var plads til ham, som en del af familien. Var det overhovedet underligt, at han tog det hårdt? 

Hvor længe han havde siddet i kældrene i Imandra, vidste han ikke. Han havde ikke engang styr på, hvor længe Kimeya havde kaldt sig selv for konge af landet, og skulle han være helt ærlig, så var han også ligeglad. Skulle han være helt ærlig, så tvivlede han i det hele taget på at hans fader faktisk ønskede at redde ham ud, hvis han fik muligheden for det.
Han kunne i øjeblikket se, at hans mor lå og sov. Ikke at han ville blande sig i det. Han ville bare gerne ud. Han var efterhånden ved at blive rigtig træt af, at skulle sidde der, som han gjorde det nu. Om han ville støtte sine forældre? Han tvivlede.. De ville ham jo tydeligvis ikke alligevel. 

[Kimeya Marvalo]

Frygtelig mange ting skete rundt omkring nu om dage, og Kimeya vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden Sepihran ville gøre sit træk. Derfor var det vigtigt for ham, at han var forberedt, og helst gerne så godt som det var ham overhovedet muligt! Nu hvor det også var kommet ham for øre, at Sephiran havde fået fingrene i hans søn, var det på tide, at gøre et lignende træk den anden vej.
Romeo.. Han var Kimeyas næste mål, og derfor var det også det mål, som han nu havde sat sig. Han havde vækket sin moder, og ellers bare ladet sin fader passe sig selv. Han kunne ikke være mere ligeglad med den mand, for han var virkelig intet mere i hans øjne! Døren til kælderen gik op med en voldsom knirken, idet at Kimeya kom ned ene og alene. Ikke så han nogen grund til at skulle have nogen anden vagt eller soldat med sig derned, når dem som befandt sig i de dybeste celler i kælderen, ikke var i stand til at gøre noget som helst.
Den kongelige kappe bar han om sine skuldre, idet han søgte henover det kolde og klamme stengulv. Det var længe siden ,at selv Kimeya havde befundet sig i en lignende situation. Bevidst valgte han at søge direkte til Romeos celle, hvor han stoppede op. Tiyanna lå i sin sødeste søvn, og på magisk vis, sikrede han sig også, at hun for nu, valgte at forblive liggende i den. "Romeo Direshade Acheron.." endte han denne gang. Det var en meget vigtig samtale, som kunne vende op og ned på knægtens liv. Om han tog imod naturligvis.

[Romeo Direshade Acheron]

Ikke engang hans egne forældre ønskede ham. Hvad skulle han så foretage sig? Blive her og dø? Var det virkelig, hvad de ønskede for deres egen søn? Selvom han igennem hele livet, havde gjort, hvad han kunne, for at gøre dem tilfredse og glade for ham, så var det jo bare tydeligt, at det ikke havde virket efter hensigten.
At hans moder end ikke vågnede, da Kimeya kom ned, forundrede ham nu ikke rigtigt.. Igen, kunne han jo ikke tænke en anstændig tanke. Siden han var blevet født, kunne man sige, at han havde været fange i sin egen krop. Ikke at det så ud til at ville ændre sig for noget som helst. Langsomt hævede han blikket mod Kimeya. Han havde sorte render under øjnene, og han var bleg. På ingen måder kunne man sige, at han var en mand der så særlig godt ud. Særligt ikke lige nu i hvert fald. Og det kunne i hvert fald godt mærkes.
Denne gang rejste han sig dog op. Kæderne raslede omkring hans håndled, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved dem. "Kimeya." svarede han blot denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Han blev denne gang stående. Han var blevet svagt spinkel af krop, siden de var endt her. Han vidste, at denne mand, ikke var nogen, som de kunne lide. Igen.. forsøgte han jo bare at gøre sine forældre tilfredse, selvom de ikke var nemme at arbejde med. Tvært imod. Men han forsøgte.. gud hvor han forsøgte.

[Kimeya Marvalo]

Det ville ende ud i en kæmpe fejde på et eller andet tidspunkt, hvilket Kimeya allerede var forberedt på. Dette, og derfor ville han selv sikre sig, at han havde den bedste elite og den bedste hær, når det ville komme såvidt. Og nu vidste han, at de havde fået fat i Cedric, hvilket var en tanke, som gjorde ham vred. Derfor havde han tænkt sig, at gøre brug af dette træk, mest for at stille sig selv i en langt bedre situation.
Romeo var vågen.. Glimrende. Det tog da en hel del af besværet fra ham. Nu skulle han jo så bare sikre sig, at Tiyanna forblev liggende i sin egen søvn, så hun ikke ville blande sig i denne situation, for det ønskede han på ingen måder at hun skulle gøre. Det var faktisk irriterende, så meget som den kvinde kunne råbe op. "Lige den mand, som jeg har brug for.. Sephirans søn," sagde han denne gang. Armene lod han denne gang falde over kros. Hvordan hans moder og fader ville tage dette, vidste han ikke, og oprigtigt, så var han også fuldstændig ligeglad med det. Det var vigtigt, at de vandt den kamp, når den kom, og de vidste alle sammen, at den ville komme. Hans blik faldt denne gang direkte til Romeos skikkelse, og de tunge lænker, som måtte holde ham fast. "Hvor meget ønsker du at bryde de lænker?" spurgte han denne gang. Alt skulle jo præsenteres på den helt rigtige måde.. Og det kom jo desværre ikke af ingenting.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo kunne kun gå ud fra, hvad han havde set og hørte, snarere end hvad han egentlig gik og tænkte, og det var ikke ligefrem positivt, det som han havde hørt sine forældre snakke om. Faktisk havde det kun været en tanke, som havde været med til at gøre ham.. trist? Kunne han føle den slags? Han vidste det ikke. Desuden vidste han at Kimeya var en mand, som de ikke kunne lide, hvilket også gjorde, at han heller ikke kunne det samme.
Lænkerne var tunge at bære, og særligt efter så lang tid. Han lignede noget der var løgn.. Han havde ikke set solens lys i det, som føles som måneder, og han var afkræftet. Ikke underligt, når det var disse vilkår, som de måtte blive holdt under. Hans moder lignede jo selv en, som heller ikke ligefrem havde det særlig godt. "Og hvad ønsker du at bruge mig til?" spurgte han denne gang. I og med, at han heller ikke selv, var i stand til at drage nogen direkte konklusioner, uden at skulle spørge ind til det, så var det jo kun fordi at han ønskede at vide, hvad der foregik her og nu. Han kneb øjnene en smule sammen, inden han sænkede blikket en anelse. Han ville jo gerne ud.. Det ville de jo alle sammen, men hvorfor skulle han pludselig af sit gode hjerte, gøre det? "Jeg vil meget gerne ud," svarede han denne gang oprigtigt. Det var jo heller ikke ligefrem lykke, at sidde i fangekælderen og særligt ikke på det sted, som man selv havde betragtet som sit eget hjem.

[Kimeya Marvalo]

Selvfølgelig havde Kimeya en bagtanke med alt dette. Hvad havde man egentlig regnet ham for? Han blev roligt stående ude foran cellen, og med blikket intenst hvilende på Romeo, som måtte befinde sig ene og alene på den anden side. Her var der nemlig ikke nogen til at beskytte ham. Desuden vidste han, at Romeo ikke var i besiddelse af sin sjæl. Han skulle vel i princippet bare fortælle ham det rette, for at få ham overbevist om at følge ham? Der håbede han da, at Cedric havde forvoldt lidt flere problemer for Sephiran, for bare tanken om, at hans egen søn var gået med fjenden, kunne han slet ikke fordrage! Han var forarget over, at det overhovedet kunne komme til at ske!
"Det vil du tidsnok finde ud af," sagde han denne gang. Hovedet lod han tilte en smule på sned, alt imens han intenst stod og betragtede sig af Romeo. Lænkerne var tunge, hvilket Kimeya udmærket godt vidste. Han havde selv oplevet at sidde i nogen adskillige gange. Utroligt, at han jo så alligevel kunne formå at fortsætte sit liv, men det havde han da formået alligevel.
Et kort, men tilfredst smil passerede denne gang Kimeyas læber. Den unge mand ville gerne ud. Men hvad han ønskede at præstere, vidste han jo endnu ikke. "Jeg vil gerne give dig din frihed, Romeo.. Du er en mand med et talent, som jeg kunne bruge," sagde han denne gang. Han stirrede intenst på den unge mand. Mon han ville med, eller afviste han blankt? Han var tilbøjelig til at have sine tvivl.