Feel the magic

[Irina Lucille Marvalo]

Matthew Igleéias

___________________________________________

Det var en mørk og kedelig aften for mange. Lionell var bortrejst i disse dage, til hvor anede ingen, formentlig var han buret inde på et eller andet bordel med en kvinde alt for ung og smuk til ham og et par af sine kærlige flasker med alkohol. Det var næstene en befrielse for Irina ikke også at skulle tage stilling til ham så kort tid efter hun selv var vækket. Hun var svækket magisk og fysisk, hendes krop var slap, hun blev hurtigt træt og det led hendes magi desværre også under. 
I aften var hun dog ikke i fokus. Trods trætheden havde hun klædt sig i en mør, overdådig kjole hvis påsyede perler glitrede i det svage lys i det høje tårn hvor hun ligeså var vækket til live. Hun havde bedt et par af sine loyale tjenere om at hente Matthews.. ja lig var han jo nærmest, fra kælderen. Så udhungret som han var, så ville han være svag, ude af stand til at gøre stor modstand. Han var en Igleéias, han skulle ikke være bleg og have hugtænder, nej han fortjente sin magi. 
Tålmodigt sad hun på en slidt træskammel og ventede. Ved siden af hende stod Ianessa og var ved at gøre sig de sidste forberedelser. Der blev ikke udvekslet mange ord mellem dem. Døden havde sat sine spor på den kære Irina, hun havde stadig en hvid hinde over sine øjne, der gjorde alting sløret, hvilket irriterede hende, desuden var hun frygtelig bleg dog med mørke render under øjnene for uanset hvor meget hun sov, så længtes hendes krop efter mere. I sin forfængelighed havde hun givet sig tid til at binde de lange, mørke lokker op i en stram knold, så hun ikke så hverken for venlig eller for sårbar ud. Det kunne godt være at hun faktisk var det, men at vise det til omverdenen ville være det samme som at underskrive sin egen dødsdom, hvilket hun selvsagt ikke ønskede. 

[Matthew Igleéias]

Lyden af de bankende hjerter, skrig og råb, og ellers bare.. lyden af stilhed, havde været det, som havde fyldt mest ved Matthew igennem det sidste rigtig lange stykke tid. Efterladt i en mørk kælder, hvor han rent faktisk havde forventet, at Jaqia ville gøre langt mere, for at få ham ud, var han gledet hen i dvalen, så skuffet, som noget overhovedet kunne være. Intet andet end en bunke knogler med hud på nærmest.
Mændene som var blevet sat til at hente ham, var ikke just lykkelige for den beslutning, udelukkende fordi det aldrig var til at vide, hvordan en vampyr ville reagere. Dog var Matthew så afkræftet og svag, samt så dybt i sin egen dvale, at han knapt registrerede, hvad der egentlig skete omkring ham. Øjnene forblev lukket, og hans hud så ligbleg, at man skulle tro, at han var et spøgelse. Desuden vejede han intet, så det at blive båret op fra kælderen af, var jo heller ikke nogen større udfordring end det.
"Frue.." lød det denne gang, idet at de placerede Matthew på et bord. Han var stadig for langt væk, til at han var vågen. Øjnene åbnede sig svagt, da han blev lagt ned. Benene blev strukket ud, hvilket faktisk var svært nok. Han var jo nærmest.. dødsstiv. Ikke sagde han så meget som en eneste lyd. Hovedet gled svagt til side. Han kunne næsten ikke holde det oppe. Håret var blevet langt.. Hans negle var som klør.. Lange og spidse. I øjeblikket var han jo intet andet end et dødt monster. Som han også var blevet kendt for.

[Irina Lucille Marvalo]

De tunge døre gled op og ind kom hendes to tjenere med Matthew i deres arme. Mest af alt lignede han bare et forkrøblet skelet belagt med et tyndt lag hud. Der var intet i ham, ingen næring, ingenting, desuden lignede han en hulemand, det var en skam, Matthew Igleéias havde altid været en af de mest tiltrækkende mænd hun nogensinde havde kendt.
Hun rejste sig og lod kjolens mørke stof falde smukt omkring hendes krop. Døden havde sat sine spor på hende selv, men hun så levende ud, smuk som altid, stærk som altid. Hendes fingre fandt enden af det ru stenbord som hun selv var blevet vækket på, hun mærkede sig vejen frem, eftersom hendes syn stadig var sløret. Ianessa havde fortalt at det var en normal komplikation, som ville forsvinde med tiden, men hvor lang tid der ville gå, kunne hun ikke fortælle hende.
Hendes fingre strejede kort Matthews ben, og fik hende til at stoppe op for at se ned på ham, med det hun nu kunne under omstændighederne. Han så død ud, men det var han jo i teorien også.
"Du genkender min stemme, Matthew. Slap af, jeg vil gøre dig stor igen," lovede hun. Han skulle ikke være en sølle blodsuger, afhængig af andre for at nærer sig, det var ikke den slags mand han var! Nej han var et magisk væsen, og en stor en af slagsen. Hun gjorde gestus mod Ianessa som trådte hen til ham og gav sig til at forberede med et par olier. Irina selv trak sig lidt tilbage og stod blot med afventende hænder foldet foran sig. Hun kunne lige se Lionells ansigtsudtryk når han fandt ud af at hun var tilbage ved livet og allerede tog affære i ting som kvinder ellers ikke burde blande sig i.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde ligget stille i evigheder, og havde derfor slet ikke været i stand til at bevæge sig. Så det at blive rykket sådan rundt med, var underligt. Hans øjne åbnede kun for et kort øjeblik. Han kunne knapt se noget.. og derfor gled de bare i, igen. Sådan som han blev rykket rundt, så kunne han ikke gøre noget, der mindede om modstand, hvilket i forvejen gjorde ham temmelig frustreret et sted. Han vidste det ikke.. Han kunne ikke finde ud af noget som helst.
Stemmen genkendte han, og alene ved den, forsøgte han at bevæge sig. Hånden knyttede han svagt, inden han igen slappede af. Irina? Var hun virkelig tilbage? Han havde jo været væk i evigheder, og havde slet ikke styr på hvad der egentlig var foregået omkring ham.
Var det nu han skulle dø? Han vidste det ikke. Et sted bad han næsten til det. Jaqia var ikke kommet efter ham, og gud hvor var han skuffet over det! Lige nu ville han bare have det overstået. Han kunne jo ikke dø mere, hvis ikke hjertet blev fjernet fra hans bryst, eller hovedet skilt fra hans krop. Han ville bare gerne have det her overstået. Svagt skilte han læberne, inden han igen måtte opgive. Han havde ikke energien til at gøre noget som helst, hvilket skam også godt kunne mærkes nu. Hans øjne gled atter helt i.. Olier og alt.. Hvad var det helt præcist, der foregik omkring ham? Kunne han, havde han spurgt. Han forstod virkelig intet af dette!

[Irina Lucille Marvalo]

Man kunne se ham kæmpe for at få ord over sine læber, men de var overflødige. Det eneste de engang havde delt var et par intime stunder, godt nok nogle fantastiske nogle af slagsen, men ellers intet. De var rivaliserende familier, hun en Marvalo.. hvis man da endnu kunne kalde hende det og han en Igleéias. Det var hendes håb at hun kunne vinde ham over på deres side, styrke Warlockerne, for dette satte ham i den grad i gæld til hende.
"Shh, ord er overflødige kære Matthew. Alt skal nok blive fint," lovede hun. Hendes ord var milde men hendes stemme var kold og ubarmhjertig, det betød dog langt fra at hun havde tænkt sig at slå ham ihjel.

Ianessa tog hans håndled og svar en fin, tynd flænge som fik blodet til at pible frem. Hun fjernede det ikke men lod det løbe ned over hans arm, for det var i det at hans magi stadig løb, det var faktisk simpelt. Han blev levende og magien sprang frem igen, det var det fascinerende med folk af magisk opstand. Det løb i dem altid, uanset hvad der hændte dem var magi i deres blod.
Irina lyttede blot til Ianessas uforståelige ord, hun fandt stor fascination i hendes arme. Hun blev stående lidt i baggrunden, det skulle ganske snart være overstået. Hun så hende ligge en hånd på hans brystkasse, lige over hans hjerte o et forsøg på at tvinge det til at slå igen. Hun håbede inderligt at han ikke havde været død for længe til at det skulle lykkes.

[Matthew Igleéias]

Var han virkelig lagt i hænderne på Irina Marvalo? At det hele havde været et kaos udenfor kælderen, som han efterhånden havde tilbragt vanvittig lang tid i, havde han jo overhovedet ikke nogen styr på lige nu. Han blev liggende. Ikke at han havde noget andet valg. Han kunne slet ikke finde ud af, hvad der skete omkring ham, og særligt lige nu, så var det hele bare så uoverskueligt.
Øjnene forblev lukket, idet at han måtte opgive noget der mindede om ord. Han havde ingen energi til noget som helst lige nu. Hånden som hun tog fat i, og førte ud fra hans krop, var en ting. Hans klæder hvilede uanset utrolig slapt omkring ham. Han var virkelig bare skind, ben og hud lige nu.

Duften af blod, var det første som han reagerede på. Hans krop begyndte denne gang at dirre og sitre. Hans øjne for op denne gang, hvor tænderne blev blottet. Hvad han dog ikke ville gøre, for at få bare lidt.. Han havde ikke fået føde i guderne måtte vide hvor lang tid, og han havde virkelig, virkelig brug for det!
Hånden mod hans brystkasse, ænsede han knapt, før hans hjerte tog sit første slag. En smerte så intens og ubeskrivelig skød igennem ham. Brystkassen skød han frem med det samme, hvor et smertefuldt gisp brød hans læber. Han klemte øjnene sammen. "S-sto.." Ordene var ikke til at gøre. Endnu en gang tvang hun hans hjerte til at slå, og endnu en gang skød han brystet frem ved smerten som skød igennem ham. Et halvvejs skrig brød hans læber og alligevel knapt til at høre. Øjnene klemte han sammen. Hans hjerte begyndte at slå.. ustabilt, men det slog.

[Irina Lucille Marvalo]

Skæbnen havde sine sjove veje at arbejde, ingen havde nogensinde troet at han skæbne ville være lagt i hendes hænder, og dog så nød Irina altid at sidde i en magtposition og dette gav hende uden tvivl magt selvom Lionell ville hade hende for det resten af sine dage.. men så igen - det ville han jo alligevel.
Hun havde fuld tillid til Ianessa og brød ikke ind i hendes arbejde, hun vidste bedre end at stille spørgsmål, desuden havde hun aldrig givet hende grund til at tvivle, end ikke nu hvor hendes hjerte i bogstavelig forstand, var lagt i hendes hænder, hun havde stor magt over hende. De smertefulde klynkende lyde, rev lidt i hendes opmærksomhed. Hun kastede sit kølige blik på ham uden at føle medlidenhed, for det havde været smertefuldt for hende også. Hun huskede smerten da livet vendte tilbage i hendes krop, det var formentlig aldrig noget hun skulle udsættes for igen.
Hun lagde en hånd på hans ben, hård for at holde ham lidt nede inden smerten blev for overvældende. "Det er snart slut."
Ianessa oldt hånden på hans bryst og mærkede hvordan dets uregelmæssige slag slog mod hendes hånd. "Træk vejret Sir, dybt. Jeg ved det er pinefuldt men det er ganske snart forbi og så vi Irina sørge for at du får både hvile og mad," talte hun blot. Hendes ansigt var skjult under sin kutte, så hun kunne skjule de mange ar og mærker. Den forfængelighed havde hun trods alt stadig selvom Irina havde set hende så mange gange.

[Matthew Igleéias]

Matthew lå i øjeblikket og bad dem om at det hele snart skulle overstås. At det her bare var noget, som ville tage hans liv, og det var sådan, at han havde det lige nu. Hans krop dirrede virkelig. Duften af blod skar i næsen, og vækkede hver en celle i hans krop. Han havde brug for det. For fanden da, hvor han havde brug for det! Der var ikke komme nogen efter ham, og han var derfor stadig vildt skuffet over, at en kvinde som Jaqia, slet ikke var kommet efter ham.
Smerten slog ham nærmest ud! Han skød brystet frem, hvor han denne gang forsøgte at skrige. Det gjorde virkelig, virkelig ondt det her! Han glemte at trække vejret. Han havde glemt hvordan man gjorde det. Det var også virkelig mange år siden han havde skulle tænke på den problematik sidst jo! Hans hjerte begyndte denne gang at slå.. Kæmpede for at slå, da han heler ikke havde nogen energi tilbage. Tårer meldte sig i hans øjne.. Han kunne slet ikke styre noget som helst lige nu.
Matthew gispede kraftigt denne gang. Som aldrig før. Det var ubehageligt det her! Øjnene klemte han sammen, idet han nærmest krøb sammen på siden. Han slog kraftigt ud efter kvindens hånd. Hvem pokker hun var, vidste han ikke. Han forsøgte bare at få luften tilbage i de tomme lunger. Han forsøgte igen, selvom det var med en fast og intens smerte. En smerte, som han slet ikke kunne huske, at han havde været i nærheden af før! "D-det e-er no-nok..!" Han endte denne gang mere på siden og om på maven. Hans hjerte slog.. han kunne mærke hvert et slag det foretog sigo g det gjorde ondt. Det gjorde virkelig ondt!

[Irina Lucille Marvalo]

Ianessa fjernede hånden på hans kommando og konstaterede at han hjerte slog, uregelmæssigt men sikkert. Det skulle nok finde sin vanlige rytme ret hurtigt, særligt når han fik varme og mad, den mand var jo udsultet. Hun trådte igen tilbage og lod Irina komme til. "Tak Ianessa, enestående arbejde som altid," roste hun uden at se på hende. Kunsten ved at holde sine venner tæt var at anerkende deres arbejde, det havde hun for længst opdaget. Hun lagde en blid hånd på hans arm. "Velkommen tilbage," hilste hun og trak mundvigen op i et lidt køligt smil.
Hun løftede hovedet og gjorde tegn til de to tjenere der stadig stod og ventede. Som en kvinde ville hun ikke nedgøre hverken sig selv eller ham ved at bære ham selv. "Før ham til det klargjorte værelse og gør et bad klart. Giv besked til kokkene, jeg vil være der om et øjeblik," beordrede hun trods det egentlig ikke længere var hendes ret. Tjnerne gjorde som bedt og trak ham nådesløst op på benene og førte ham ned på værelset der var redt. Pejsen var sat i ild, så der også var godt lunt.
Kort efter fulgte Irina efter dem. Matthew burde allerede være blevet lagt i sengen og badet i gang med at blive gjort klart. Irina trådte ind på det varme værelse og kastede et blik på ham. Det var næsten ynkeligt at se ham sådan. "Fortæl mig Matthew, hvordan endte du så sølle?" spurgte hun lidt tonløst. Det var synd for ham, hun følte dyb medlidenhed, og ingen havde forsøgt at finde ham, lige der var de i samme båd, den eneste loyale ven hun havde var tilsyneladende en søn som ikke engang var hendes.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde slet ikke styr på noget som helst. Han anede jo heller ikke ligefrem hvor pokker han var henne. Det var en følelse af intens kulde, som pludselig skød over ham, og han kunne ikke lide det! Hans krop dirrede.. febrilsk efter at finde noget varme, som bare ikke ville komme til ham, uanset hvor meget han forsøgte! "H-hvo.." Han tav igen. Han havde slet ikke styrken til at snakke eller noget lignende. Ordene ville heller ikke rigtigt komme, selvom han kunne høre dem i hovedet.
Mændene som stod lige ved, tog mere eller mindre brutalt fat i ham igen, og rev ham ned af bordet. "Javel, Frue," sagde den ene denne gang. Han kunne ikke kæmpe imod, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne, så kunne han bare ikke.
Det tog ikke mændene lang tid, at få Matthew lagt i sengen. De oldgamle og slidte klæder, havde de tvunget ham ud af denne gang, for i stedet at lade ham ligge i sengen i ingenting og forsøge at finde varmen under den varme dyne. Han havde fået øjnene mere op denne gang, også selvom han stadig var så svækket og afkræftet. Her faldt hans blik til Irina. "... I-ikke v-vig-gtigt.." afviste han denne gang. Det havde været en fatal og dum fejl i hans tid og glæde sammen med Jaqia.. Hvor han dog bitter kunne fortryde nu. Hans øjne gled i, kun lige for et øjeblik. Han var virkelig, virkelig smadret lige nu. Han var virkelig træt. ".. H-hvor-for?" spurgte han. Hans stemme var hæs og knap hørlig. Hvorfor gjorde hun det her ved ham?

[Irina Lucille Marvalo]

Døren lukkede hun bag sig på magisk vis, med et elegant sving med håndleddet. Den slags magi havde hun styrke til at udfører, men det var også så langt som det rakte i disse dage. Varme havde hun selv svært ved at finde, så hun søgte hen foran pejsen med ryggen til hans nøgne krop og varmede sine hænder foran ilden. Engang havde han været et pragteksemplar af en mand, nu lå han der som en bunke knogler med skind, men det skulle nok komme igen, hun troede inderligt på ham, ellers havde hun aldrig gjort dette. "Lad mig gætte, det var en kvinde?" spurgte hun retorisk. Med Matthew var det altid en kvinde, han gjorde den samme fejl, lod sig blødgøre, det var svagheden ved kærligheden, på det punkt kunne man vel sige at hun var blevet sparet for en del.
"Det er altid sådan med dig," konstaterede hun dog uden at lyde bebrejdende. Det kunne han jo ikke gøre for. En yndig ung kvinde kom ud fra badeværelset efterfulgt af en dampende sky. Hun var klædt i tynde klæder som man svagt kunne fornemme hendes barm indenunder. "Bliv endelig Aniaya, jeg er sikker på at Matthew her kunne bruge en hånd til at blive ordentligt ren," bad hun. "Før ham ud på badeværelset, vi kan snakke der," hun vendte sig rundt og så på ham. "Hvorfor? Du var engang en stor warlock, Matthew, du kender mig. Jeg hader at se talenter falme, og særligt til noget så sølle som en blodsuger. Vores familier har haft stridigheder men du er mere værd end det," svarede hun ærligt. Den unge pige kom hen med bukket hoved og forsøgte at hjælpe ham op på benene, for at lede ham ud til det dampende bad som stod klart.

[Matthew Igleéias]

Matthew var iskold, og han havde svært ved at finde varmen i det hele taget. Det var utrolig ubehageligt det her, og han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han blev dog liggende. Det her var langt mere behageligt, end det at skulle ligge på gulvet i en kold kælder. Ikke at han havde følt det som koldt.. Før nu om ikke andet.
Selvfølgelig havde det været en kvinde, som havde været grund til at det her var sket. Jaqia.. Endda Jaqia af alle væsner, som han kunne falde over. Han havde faktisk troet, at han havde fundet det, som han skule have brugt på daværende tidspunkt. Alt det, som han havde haft brug for. "D-du k-kend-er m-mig.:" sagde han denne gang. Hvad andet skulle han sige? Det kunne ikke forekomme hende som nogen større overraskelse i hvert fald.
Kvinden kom frem og badet blev gjort klar. Han glædede sig faktisk. Glædede sig til at få varmen og bare det at komme ovenpå igen. Han lod armen falde om kvindens nakke. Nu var han ikke ligefrem den største mand at komme rundt med lige nu om ikke andet. Han trak kort på smilebåndet denne gang. Han følte sig stadig ekstremt træt. "D-du vil ikke h-holde m-mig med s-sel-skab?" spurgte han denne gang. Han lod kvinden hjælpe ham ud på badeværelset. Nøgen og deth ele, så stod han der uden så meget som en trævl på kroppen. Normalt var han slet ikke forfængelig eller noget lignende, men lige denne gang.. så var det anderledes nu. Der var jo ikke ligefrem noget at være stolt af her. Han kom op i karret, og denne gang med en klar lettelse.. Et tungt, men lettet suk brød hans læber denne gang.

[Irina Lucille Marvalo]

Når en mand faldt på sine knæ var det altid for en kvinde. De ville aldrig indrømme det men kvinderne besad i virkeligheden magten, det var mere et spørgsmå om hvor vidt de turde bruge den eller ej. Irina var stoppet med at frygte mænd for lang tid siden, delvist i hvert fald. Desværre var der også én mand der altid havde holdt en vis magt over hende, men selv det var slut nu. Hun betragtede Matthew mens han lå der, svag og afkræftet. Hun stod u alt sin pragt, men sandheden var en ganske anden, hun var selv svækket efter måneder i graven. "Det er ikke dig jeg kender, Matthew det er din art. Det er min erfaring at når store mænd falder, er det for en kvindes fødder. Det er ynkeligt på sit vis, men forståeligt naturligvis," konstaterede hun og trak på skuldrene. For hende havde det været meget nemmere da hendes sjæl stadig havde været splittet og den del der rummede hendes følelser gemt af vejen, nu var hun igen komplet, så hun forstod kærlighedens dilemmaer uden selv at have stået i dem.
Hun lod den smukke kvinde tage fat om ham og fører ham ud på badeværelset. Irina selv fulgte med og lukkede døren bag sig. "Naturligvis," Hun satte sig på en skammel ikke langt fra karret som han blev placeret i. "Tag dig rigtig godt af ham Aniaya, han har haft det hårdt," den unge kvinde vidste hvad det betød. Irina lænede sig lidt tilbage og betragtede den unge kvinde, ydmygt tage om en badesvamp og fører den over hans krop for at vaske ham ren. Først langs skulderen og over brystet, derefter under vandet og hele vejen over hans krop til hans manddom. Irina fortrak ikke en mine, hun var vant til den slags eftersom hun havde bestyret Lionells horehus i årevis. Tænk sig at man kunne komme til at savne det. "Dette er dit kammer. Jeg skal sørge for at du kommer tilbage i form. Æd, hor og drik hvad du vil, du har brug for kiloerne," bemærkede hun. Lige nu var han et skelet med hud, ubrugelig med andre ord.

[Matthew Igleéias]

Matthew var for afkræftet til, at han kunne gøre noget som helst. Han lå egentlig bare og stirrede på hende. Han havde været fuldstændig idiot at åbne op for Jaqia på den måde. Kunne han nu, ville han tage den kvindes liv, og han agtet så sandelig også at gøre det! Han trak kort på den ene mundvig. "Du fremhæver kvinder som noget, de slet ikke er, kære Irina," endte han denne gang på vejen ud på badeværelset. Det var ikke fordi at han var særlig tung eller besværlig at komme rundt med. Han var virkelig ikke noget andet end et skelet med hud på, efter det, som han havde været igennem, og uden tvivl kunne det mærkes. Han var jo kun en skygge af den mand, som han ville have været normalt!
Den behandling som han denne gang blev udsat for, havde han faktisk intet imod. Det føles godt. Det føles virkelig, virkelig godt. Han lod hovedet falde tilbage, hvor han denne gang fast stirrede på hende. Dum var han jo heller ikke, og derfor vidste han, at der måtte være en grund til at hun havde valgt at hjælpe ham. Svampen som blev ført over hans krop, var rar. Bare at kunne få lov til at vaske sig lidt ren, var virkelig rart. Han lukkede øjnene kun for et øjeblik, hvor der heller ikke var nogen tvivl om, at han nød det her. Han bed tænderne en smule sammen.
Igen tvang han øjnene op, hvor han så mod hende i stedet for. Et kort træk fandt vejen til hans læber i stedet for. "Og hvad har jeg gjort for at fortjene den fantastiske behandling og få den mulighed?" Sarkasmen dryppede af hans stemme. Han sank næsten mere ned i vandet nu. Han havde ondt i brystkassen, og det var hårdt i det hele taget at trække vejret! Han kunne næsten sove nu! "Og jeg som troede, at du ville have æren af at vaske mig..?" Han betragtede hende med en yderst sigende mine.

[Irina Lucille Marvalo]

Mange stod i kø for æren af at få lov til at tage Jaqias liv, den kvinde havde om nogen formået at skabe sig fjender. Personligt var hun rimelig neutral, men hun ville glædeligt lade Matthew få sin hævn når han blev stærk nok til det igen. "Spar mig for forsøget Matthew, jeg har været omkring mænd længe nok til at vide hvilken magt kvinden holder over dem," pointerede hun og lænede sig mod den ru stenvæg bag hende. Det varme kar havde gjort luften omkring dem fugtig og varm, det var befriende at sidde i. Hendes mørke øjne studerede kvinden som hun tog sig af ham, og fik ham til at slappe af og nyde det, at se ham på den måde fik hendes eget hjerte til at slå. Det var mange år siden hun havde ligget med en værdig mand, Lionell var jo ikke meget at prale af i det henseende, ikke længere i hvert fald.
"Intet endnu. Det er mere hvad håber du vil gøre," svarede hun ærligt. Han var en stor warlock, kunne blive det i hvert fald, hvilket hun gerne ville udnytte. Hun kneb øjnene sammen og betragtede ham lidt koldt. De havde før delt intime stunder og hun havde nydt det. Uden et ord rejste hun sig fra sin skammel og stilte sig foran karret hvor hun vinkede mod den unge kvinde, der lidt forvirret rakte hende svampen. På magisk vis fik hun skamlen hen til kanten, så hun atter kunne sætte sig og læne sig ind over kanten så den fyldige barm, der kæmpede ofr at springe ud af kjolen, hvilede derpå. Svampen dyppede hun under vandet, hvorefter hun gav sig til at vaske hans bryst med lange, dvælende strøg, kun for at fortsætte ned over hans mave. Hendes blik havde brændt sig fast til hans.. det var et spørgsmål om hvor langt han turde at lade hende gå.