Lovely to see you, child

[Adrasteia de Amarante]

Neferet burde anskaffe sig en mørkelver. En kvinde kom måske ikke på tale, men mændene var henrivende! Al dette var der dog tid til, som begge kvinder nu var kommet frem i lyset igen. Selv havde Adrasteia måske aldrig været en ligeså fremtræden spiller som sin skaber, men med Sanguis Bar, skrev hun sig i Corventos historie. Hun lavede et skuldertræk, som Neferet nævnte Lucian. ”Jeg har hørt rygter om denne Lucian.. Han var dog i spil, mens jeg endnu var under jorden ,” sagde hun stilfærdigt. Lucian havde åbenbart været en frembrusende vampyrfyrste. Af hvad hun kunne høre, havde hans regime været ganske kort. Kortere end et menneskeliv. Derfor kunne han umuligt have været en synderlig smart vampyr. Ingen syntes dog at vide, hvad der var blevet af ham. ”Jeg kendte ikke til denne Lucians visioner, men jeg er enig i, at der burde opstå en selvstændighed blandt vampyrerne. Vi burde udvikle Alexander Imarichas visioner. Han havde fat i noget, da han udarbejdede vores kodeks.. Nu burde det blive videreudviklet,” sagde hun direkte. Det var ikke fordi, at Adrasteia var noget stort politisk væsen. At vampyrerne blev et selvstændigt folk, kunne hun dog klart se fordelen i. Særligt eftersom at selve landet ikke varetog deres interesser. Hun tog en ny tår af sin vin. ”Jeg har for resten adopteret en vampyr.. Staklen blev efterladt af sin skaber. Hvem det er, vil han beklageligvis ikke fortælle mig.” Selv ønskede hun naturligvis, at hendes skaber følte en vis stolthed over, at hendes barn gjorde det godt for vampyrsamfundet. Dog kunne man høre på hendes stemme, at det nagede hende, at hun ikke fik skaberens navn. Det var en fejl og et brud på loven bare at omdøbe vampyrer, og dernæst efterlade dem.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet fik endnu engang kastet sin væske rundt langs vinglassets sider og hævede glasset. Hun gjorde en let skålende hilsen mod Adrasteia og tog så endnu en tår. Det var i sandhed en fremragende vin. Den ville hun nok komme tilbage efter en dag. Eller en anden god vin, for hun var sikker på, at hendes 'datter' altid ville have noget i ærmet til hende. "Jeg nåede også kun at se ham få gange, før han beklageligvis forsvandt. Men vigtigst er, at han fik startede nogle ting jeg agter at fortsætte på, så helt dum var hans tankegang ikke," endte hun roligt. Men han havde måske været for ivrig med at klare for mange ting på én gang og havde endt uden overblik eller sans for samling. Hun vidste det ikke, han havde været væk den ene dag og Anthony havde siddet der dagen efter. Og nu havde hun så indtaget tronen. Hun agtede dog at blive siddende længe! "Jeg er enig. Hvad vampyrerne dog ikke har nedgjort sig selv til siden Alexanders tid," endte hun med et nærmest opgivende suk. Det var frygteligt. Vampyrerne skulle være selvstændige og ikke lystre nogen andre end dem selv. Ergo, hende, eftersom hun var den ypperste nu af dem alle, for hun havde gjort krav på den plads. Hun ville lede dem tilbage til storhed uden at skulle være under et kongehus. Desuden havde de jo ikke brug for mad eller forsyninger som sådan og blod kunne de altid finde med en jagt. Hun hævede et bryn. En vampyr? "Jaså? Hvem har du adopteret om jeg må spørge? Jeg har selv taget en vampyr under mine vinger. Ligeså har jeg én, der er ganske nyligt omdøbt også," endte hun. Måske hun jo kunne hjælpe med at redde trådene ud for Adrasteia.

[Adrasteia de Amarante]

”Fortæl mig om de ting, som du vil fortsætte med,” opfordrede Adrasteia hende. Hun havde trods alt ikke været omkring sin skaber i mange år. Derfor vidste hun end ikke, hvilke ideologier hun kom til Corvento med. Hun vidste blot, at hun ville yde hende den støtte, som hun kunne. Selv var hun nemlig ikke et sekund i tvivl om, at Neferets sag var værd at støtte. ”Det er der noget om,” medgav hun. ”Jeg har ganske vidst ikke været tilbage i byen i over et år, men jeg kan forstå, at vor race stort set har stået lederløs siden Alexanders tid. Ledere er kommet og gået, men ingen er blevet.” Et sted beviste det vel blot, hvor svært det var at finde egentligt lederpotentiale? Det var således, at hun selv analyserede situationen. Hvordan Neferet ville regere vampyrerne var hun naturligvis spændt på at se. Hun havde altid været en kvinde med større ambitioner end som så. Hun tog en tår af sin vin, som deres samtale gled over på den vampyr, som hun havde adopteret. ”Marius Darcy.. Tidligere adel i Procias. Han er ikke for nyligt omdøbt, men han ved stadig intet om sin race. Det forsøger jeg nu at lære ham, samtidig med, at jeg har ansat ham her i min bar,” fortalte hun sandfærdigt. Konsekvenser mente hun, at der skulle være, når man blot omdøbte. Det var nemlig ikke en handling, der skulle tages let på. Desværre skete det, men heldigvis blev det straffet, hvis man fandt frem til synderen.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet så mod hende. "Der er noget byggeri rundt i byen, der er gået i stå siden Lucian forsvandt. Blandt andet omkring kirkegården og kirken, men også på slottet. Det skal gøres færdigt," forklarede hun. Det var nok mest de praktiske ting hun ville forfølge efter Lucian. Ligeså ville hun også støtte sig til vampyrernes kodeks, som var fra Alexanders tid. Men den skulle også gennemgås for at se, om den skulle rettes til. Ligeså skulle kongehuset have at vide, at de ikke længere havde noget at skulle have sagt over Corvento. De var en selvstændig stat midt i deres land og prøvede de på noget, så ville alle vampyrerne gå imod dem, det skulle de blot vide. "Mit indtryk har været det samme og det er en skam. Jeg agter at lede i mange år," endte hun. Hun ville have den stilling for at beholde den; ikke for at lege rundt et par år og så forsvinde, fordi man så ikke syntes det var sjovt længere. Hun tog en tår af sin egen vin igen og da hun havde tømt den, så greb hun om flasken og skænkede op til sig selv endnu engang. Det var jo nu engang ganske fornøjeligt at sidde her og snakke med en af sine ældste omdøbte. Et smil fortrak sig på hendes læber. "Marius Darcy er en meget interessant sag. Det glæder mig, du har taget ham under dine vinger, da jeg har for meget at se til lige nu. Jeg har selv adopteret hans barnebarn, Marcianus," startede hun med at forklare. Selv kendte hun jo udmærket deres situation, da hun havde fået den at høre i Imandra, da selv hun havde sat spørgsmålstegn ved deres underlige vampyriske adfærd. "Marcianus blev omdøbt som barn, for at forhindre hans død. Han er derfor også opvokset under noget specielle omstændigheder. Det er Marcianus, der har omdøbt sin morfar, grundet en hændelse under Alexanders tid. Men grundet Marcianus' manglende oplæring, har han af gode grunde ikke kunne lære det fra sig heller. Så jeg har tilgivet dem begge," afsluttede hun. Selv ville hun ikke straffe Marcianus eller Marius for begge at være forsømte. De var et særtilfælde udover det normale.

[Adrasteia de Amarante]

Tavst lyttede Adrasteia til Neferets ord. Selv kunne hun udmærket se ideen i at styrke byggerierne. Hvis byggerierne blev støttet, ville Corvento nemlig blive det mere attraktivt. Det kunne både udvide deres by, og tiltrække nye vampyrer hertil. "En glimrende idé. Det kan få vor by til at vokse. Vampyrerne skal føle, at de har det hele her, hvis ikke de skal ønske så søge andetsteds hen," sagde hun stilfærdigt. Selvfølgelig var der dog det faktum, at vampyrerne skulle ud og skaffe blod. Corvento kunne måske have en række bloddyr, men aldrig nok til alle byens vampyrer. Derudover var der en stor forskel på jagten af et ufrivilligt bytte, og det at tage fra et villigt bloddyr. Hun hævede glasset mod sin skaber. "Længe må du regere," sagde hun ærbødigt, ligesom man priste en nyligt indsat regent. Som Neferet stillede flasken fra sig, valgte hun selv at skænke mere vin op til sig selv. At hun så kendte alt til Marius og hans barnebarn - som åbenbart fandtes - overraskede hende. Dog sås dette ikke i hendes ansigt. Både Marius og hans skaber havde tydeligvis fået et forkvaklet liv på den vampyriske tilværelse. Hun bøjede sit hoved i respekt for Neferet. "Hvis du har tilgivet dem, vil jeg naturligvis det samme.." Glad var hun ikke ved situationen, men hvad skulle hun gøre? Hun ville desuden ikke sætte sig op imod Neferet, der ikke kun var hendes fyrstinde, men også hendes skaber. Hendes ord var mere lov for hende, end hvad de var for andre. "Jeg vil i så fald se bort fra skaberpolitikken med Marius, og fortsætte min træning af ham. Den har han endnu alvorligt brug for," sagde hun som et resultat på deres snak.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet nikkede. Hendes tanke præcist var, at når byen ikke så faldefærdig ud eller stagneret ud, så ville det måske tiltrække nogle nye. Selvfølgelig skulle der stadig jages, for man skulle jo have til at overleve. "Ja, byen skal ikke se ufærdig ud. Ligeså vil jeg styrke byens kanter, så folk ikke bare kan vade ind. Det skal gøres klart, dette er vores territorium," svarede hun roligt. Det var i hvert fald sådan hun så på det hele. Hun smilede skævt til hende. Som Adrasteia bød ind med sin skål, så hævede hun glasset mod hende i tak og tog endnu en tår. Selv var det en sjov tanke, at Marius havde forvildet sig herned og Adrasteia havde valgt at tage ham under sine arme. Men hun mente disciplinen ville være god. Marcianus var dog trænet i hårdt arbejde, så hun gik mere ind for at oplære ham i diplomati og god rådgivning. Hun havde tilgivet dem, da hun havde fået forklaringen fra dem for længe siden, da hun selv havde spurgt til hvorfor de var så 'mærkelige' vampyrer. Men ingen af dem skulle straffes for det, for Marcianus havde jo ikke vidst bedre og havde været tvunget til at omgøre Marius. "Det regnede jeg også med," svarede hun. Nok var hun ikke glad for situationen, men sådan måtte det jo være. Hun nikkede. "Bestemt. Gør det endelig," endte hun. Hun tog endnu en tår af vinen og sendte hende et smil, som hun gjorde antræk til at rejse sig. "Jeg ville gerne sidde her hele aftenen min kære, men jeg må tilbage og se på planerne over byen. Tak for din gæstfrihed og du er selvfølgelig altid velkommen på slottet," endte hun. Hun rejste sig og satte så glasset fra sig på bordet, som hun lænede sig frem og skænkede Adrasteia et let kindkys for at vise sin skaber-kærlighed til hende. Det havde været en dejlig aften.

//Out.

[Adrasteia de Amarante]

Interessant forekom tanken hende om, at Corvento fik sin egen bygrænse. Personligt mindedes Adrasteia ikke, at det nogensinde havde været således. End ikke under Alexanders styre. En bygrænse ville være en klar måde at sige på: At de tilhørte intet land, og at dette var vampyrernes by. En ganske interessant tanke, som hun gerne ville se i aktion. Spørgsmålet var jo, om det kunne lykkes eller ej. ”Det vil være en interessant forandring at se Corventos areal forseglet med bymure,” kommenterede hun roligt. ”Regentparret vil højst sandsynligt få sig noget af en overraskelse. Jeg har hørt om dem.. To procianere, der forsøger at lave en fælles regering med racerne.. De skal nok få sig et par lange næser.” Videre politisk var hun ikke, men meninger havde hun skam stadig. Det var tåbeligt med et tidligere prociansk kongepar på Dvasias’ trone, og det var en interessant forandring for racen at barrikadere sig. Hun betragtede Neferet, som hun kom på benene igen. Nej, hun havde alligevel ikke regnet med et langt visit. Neferet var hersker af en hel race nu, og Adrasteia selv var en voksen kvinde og en fuldt udlært vampyr. ”Altid en fornøjelse at se dig, Neferet,” svarede hun venlig igen, som hun deltog i kindkysset. Selv forhindrede hun selvfølgelig ikke Neferet i at gå. Respektfuldt blev hun også siddende, indtil hun var forsvundet. Først der forsvandt hun for at søge tilbage på sit kontor. I mellemtiden pilede en afrydder over til deres bord, hvor glas og flaske hurtigt blev fjernet, samt en klud hurtigt blev kørt hen over bordpladen.

//Out