Lovely to see you, child

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Adrasteia de Amarante

---

En fantastisk følelse var det at føle sig ovenpå. Neferet havde ikke haft den følelse i mange tusinde år efterhånden, men nu følte hun endelig, at hun var kommet til sin ret igen. Vampyrerne havde rettet sig ind efter hende og de, som ikke havde gjort det, de var blevet sendt på porten. Man hørte ikke til i Corvento, hvis man ikke kunne lægge sin loyalitet hos sin leder. Hun havde taget posten som Fyrstinde og leder. Hvilket hul Anthony var krybet i, det anede hun ikke og faktisk var hun også ligeglade. Om han lå som en bunke aske eller bare færdedes andre steder af frygt for sin egen ydmygelse, det kunne for hende være ligegyldigt. Mange ambitioner havde hun med vampyrerne, men vigtigst var det for hende, at man skulle værne om racen og om at være rene. Ligeså at værne om principper og love. Men det, som nok stod højest på listen, var selvstændigheden. Hun ville gøre vampyrerne til sit eget og sammen skulle de samle sig i Corvento for alvor, uden at behøve og falde på knæ for nogen anden magt end hende. Hun ville værne om racen, hvis de ville respektere hende. Og så skulle hun nok lede dem til noget større. Hun havde allerede sat folk igang med at genoptage noget af Lucians arbejde - det som gav mening for hendes egne visioner for Corvento. Det skulle bygges ordentligt op, uden tvivl, og hun modtog også gerne råd og vejledning fra folk omkring hende. Især fra hendes børn. Hun havde to nyskabte under sine vinger, som hun elskede. Men hun elskede alle sine børn, gamle som nye. Få havde hun dog omdøbt, men én som hun ikke havde set i længe, det var Adrasteia. Men hun vidste, at hun var i Corvento og derfor var det nu også på tide at opsøge hende. Marius havde fortalt om baren, så derfor ville hun nu også vise sig ansigt der.
I aftenens anledning bar hun en mørkerød kjole, der var syet med tråde af sølv. Hendes hår hang løst omkring hendes skuldre og var skilt med midterskilning. Kjolen slankede sig om hendes krop og stoffet faldt perfekt på hendes marmor-agtige statur. Smuk var hun og hun holdt sig godt af sin alder, da hun nok var ved at være en af de ældste. Hvis ikke den ældste. Dørene lod hun gå op ind til Sanguis bar og hun var ikke bange for at gøre sin entre. Direkte søgte hun til baren. Hvor mon hendes elskede 'datter' var?

[Adrasteia de Amarante]

Neferets magtovertagelse af Corvento, kom rent faktisk som en overraskelse på Adrasteia. Hun havde intet fået af vide, hvilket rent faktisk havde gjort hende bitter for et øjeblik. Hvis hendes skaber, Neferet, havde hidkaldt hende og bedt hende om sin støtte, ville hun have gjort det med største fornøjelse. Mærkværdigt nok var hun bare ikke blevet hidkaldt. Hendes skaber havde haft andre ved sin side, som hun havde overtaget Corvento. Af hvad rygterne sagde, havde hun haft to mænd tættest på sig. Var det mon et snert af jalousi hun følte? Travlt havde hun dog selv haft det, og derfor var hun hurtigt kommet sig over den menneskelige følelse. Sanguis Bar var fortsat nyåbnet, og krævede derfor hendes opmærksomhed. Derudover havde hun adopteret vampyren, Marius Darcy, der ikke var en nydøbt vampyr, men derimod en forsømt vampyr.
I øjeblikket var Adrasteia i et af barens baglokaler, hvor hun kiggede papirarbejdet igennem. Hun lavede skam andet end blot at sidde på ”tronestolen” for enden af baren. På trods af, at hun sad på et indelukket kontor, så hun dog overdådig ud som altid. Hendes hår var nydeligt opsat i fletningen omkring hovedet, så man kunne ane de store metaløreringe, som hun havde i hvert øre. Om halsen bar hun to halskæder. En tætsiddende en der lå hende helt tæt om halsen, og en der faldt ned over hendes kavalergang. Kjolen hun bar var et mesterværk. Halsudskæringen var firkantet, ærmerne store, overdelen tætsiddende og skørtet løssiddende. Stoffet var i en metallisk sølvfarve, og var lavet i adskillige små firkanter.
Blikket førte Adrasteia op med et ryk. Hun mærkede den velkendte summen og kald i sit blod, som hendes skaber trådte ind i baren. De var måske ikke i det samme rum, men hun kunne mærke det.. Papirarbejdet tøvede hun ikke med at lægge bag sig, som hun i et splitsekund var ude af kontoret og inde i baren. Faktisk lignede det, at hun dukkede op i den blå luft og pludselig var ved Neferets side. ”Min fyrstinde,” sagde hun ærbødigt og nejede dybt for hende, alt imens hun bøjede hovedet. En handling der straks fik hendes ansatte til at efterligne hende.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Der var rige grunde til hvorfor Neferet ikke havde valgt at hidkalde en af sine 'førstfødte' til at deltage i overtagelse. Adrasteia var en selvstændig kvinde og havde jo været det i mange år. Hun havde ikke ønsket at hive hele byen væk fra deres normale gøremål blot for at iagttage hende sætte sig på fyrstetronen på slottet. Dem hun havde haft med sig, var folk, der til en start havde været imod hende eller de få, hun havde med fra Imandra. Folk, hun havde omvendt og dermed endnu engang blev nødt til at bevise sin magt overfor, hvilket hun så endelig havde gjort. Ligeså skulle hun have overbevist de folk, der havde stået ved Anthonys side hele vejen igennem, hvor også nogle havde valgt at forlade byen. Så meget var der skam ikke i det, faktisk skulle hendes yndling kun se det som et kompliment, at hun ej var blevet inviteret.
Selv kunne hun tydeligt mærke, at Adrasteia var her i baren, men lige til at spotte som det første var hun dog ikke. Som sædvanligt, så tog det dog ikke mere end et splitsekund før hun stod ved hendes side som altid. Et næsten kælent og dog moderligt smil gled over hendes læber. Hun modtog alles buk og nej, nikkede og lod dem så vende tilbage til deres oprindelige gøremål. "Min kære Adrasteia," svarede hun. Hun hævede hånden og strøg sine slanke fingre langs hendes kæbe, hvor hun afsluttede med at nusse tomlen blidt over hendes kind. "Er alt vel?" endte hun direkte.

[Adrasteia de Amarante]

Hurtigt stod Adrasteia over for sin skaber, som hun respektfuldt tog imod. Den nat i nat var hun hende fortsat yderst taknemmelig for, hvad Neferet havde gjort for hende. At indtræde i vampyrernes verden havde nemlig endt med at betyde alt for hende. Længe siden var det nu, siden hun havde trådt ind i den verden. Længe siden var også siden, at hun havde stået over for sin skaber. Langsomt rejste hun sig op igen, som hun havde nejet for Neferet i en passende tid. Tilfredsheden mærkede hun ved igen at være i hendes nærhed. På trods af den tilfredshed, skiltes de altid for lange perioder af gangen. Rastløst blev Adrasteia nemlig altid for at begynde på noget nyt efter nogle årrækker, og derudover havde Neferet også sit eget at se til. Den blide berøring tog hun imod, som hun mærkede sin skabers kærtegn af sin kind og kæbe. Behaget bølgede igennem hende. ”Alt er i sin skønneste orden,” svarede hun, hvor der utroligt nok var en antydning af stolthed i hendes stemme. Sjældent var det nemlig, at hun udtrykte andet end et køligt overblik. ”Tillad mig at byde dig på en drink, inden jeg fortæller dig om mine beretninger.” En god værtinde var hun naturligvis, og derfor ledte hun Neferet bort fra bardisken, og i stedet hen mod det mindre areal, hvor der var borde og stole. Mange af disse attraktive pladser var der ikke, og derfor lavede hun en affejende håndbevægelse til et par der optagede et af bordene. ”Gå,” beordrede hun kortfattet. En handling der ikke blev sået tvivl om, som parret hurtigt fjernede sig for de to kvinder. Videre over det tænkte hun ikke. Hun anså det nemlig for at være en selvfølge, at det var sådan, at hun blev behandlet her.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet havde en forkærlighed for Adrasteia. Hun var nemlig en af de første, som hun havde omdøbt og ladet komme ind i vampyrernes verden med sit bid. Det betød dog ikke, at de stadigvæk behøvede at rende rundt efter hinanden. De var begge selvstændige kvinder, men hver deres at se til. Men båndet ville jo for evigt være der. Adrasteia var derfor også en af dem, der nok altid havde vidst, at Neferet aldrig havde været død, skønt rygterne havde lydt derpå. For det ville hun have mærket i og med, at båndet til sin skaber så ville være mærkbart borte. Et skævt og dog også køligt smil hvilede på hendes læber. Hånden lod hun falde, da hun havde skænket hende sit kærtegn og hovedet søgte let på sned. Stoltheden, der var at spore i hendes stemme var tydelig. "Det tilbud siger jeg ikke nej til," endte hun med det samme. Hun fulgte efter hende ned til bordene, hvor at hun ikke skænkede det en nærmere tanke, at Adrasteia blot viftede et par væk. Hun kunne snildt have fundet på det samme. Med det samme, så indtog hun også den ene stol, hvor hun satte sig godt til rette. Det ene ben gled over kors af det andet, hvor også slidsen i hendes kjole blev synlig, da hendes ben kom mere til syne. Ikke at det berørte hende, hun havde som sådan intet at skjule. Hendes støvler kunne man nu også se: Et par sorte læderstøvler, med en fin hæl og let spids snude. De gik hende halvvejs op ad underbenet og var bundet af snore foran. Let skævt sad hun på stolen og derfor lod hun sin ene arm lægge sig over ryglænet, så hun sad tilpas for en stund. Indtil deres drikkevarer ville komme vel og mærke, så ville hun nok ændre statur. "Hvad kan du byde, kære?" Med de ord mente hun også, hvilket særskilte specialiteter hun havde i gemmeren til en lejlighed som denne.

[Adrasteia de Amarante]

Meget havde hændt siden Adrasteia og Neferet sidst havde set hinanden. Adrasteia havde lagt ud med et stop på vejen, hvor hun havde været indespærret, og var blevet tappet for massevis af blod. Dernæst havde hun været på et blodtørstigt togt for at få fyldt ressourcerne igen. Nu havde hun for første gang nogensinde etableret sin egen bar. En branche hun ellers aldrig havde været inde i. Ved siden af havde hun fået en lille bibeskæftigelse ved at adoptere en anden vampyr. Meget passende var hun nu med vampyrernes fyrstinde, så nu havde hun en oplagt mulighed for at diskutere skaberpolitikken. Som Neferet valgte at tage plads ved det lille bord, valgte hun selv at sætte sig overfor. ”Åh, af lager har vi enhver race på flaske,” fortalte hun. Det i sig selv var faktisk en imponerende bedrift. De fleste barer eller kroer serverede kun et lille udvalg. Sanguis Bar tilbød derimod alle racer. Både noget så eksklusivt og sjældent som nymfeblod til det mere almindelige og billige varylblod. Et køligt svagt smil viste sig på hendes læber. ”..Jeg kunne dog ikke drømme om at servere flaskeblod for dig,” sagde hun spottende og vendte blikket bort. Selv drak hun ikke engang flaskeblod. Kun den rene kilde. Blikket vendte hun imod baren, hvor hun fik øjenkontakt med en mandlig bartender. En smuk mand med utroligt rene linjer og langt sort hår. En mørkelver. Hurtigt lagde han viskestykket fra sig, inden han med raske skridt bevægede sig over til deres bord. ”Thalion vil servere for os. Han er fuldblodet mørkelver,” kommenterede hun sigende. Thalion der vidste, hvad det ville sige at arbejde i en vampyrbar, og som nød omgangen med vampyrer, trak troligt op i sit ene ærme, inden han rakte sit blottede håndled frem. ”Javel, min frue.. Fyrstinde..” Skønt hun havde det fineste af det fine blod på flaske, havde hun personligt altid foretrukket bidet af en levende person. Derfor ville hun langt hellere drikke fra et mørkevæsen, end at få et tappet lysvæsen.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet så mod Adrasteia. Det var i sandhed en smuk vampyr hun havde valgt at omdøbe i sin tid, hvilket hun faktisk var meget tilfreds med. Hendes hoved var vendt mod hende, som de endte med at sidde overfor hinanden. Selv havde hun egentligt forventet, at de ville have et bredt udvalg af blod, men hun måtte alligevel blive imponeret over, at hun sagde, baren havde enhver race. Det var flot klaret at kunne skaffe alle racer. Let vædede hun sine læber. Hun havde selvfølgelig spist sin normale måltid, men en lækker dessert kunne hun jo altid bruge. "Imponerende arbejde," komplimenterede hun. Hun var ikke bange for at give komplimenter, når hun mente det var fortjent. Selv var hun ikke i tvivl om, at baren kørte godt, for med så stort et udvalg, så var der jo noget til enhver smag og enhver pengepung. Hun trak på mundvigen ganske kort og nærmest morende over hendes næste kommentar. Det havde hun nu bestemt heller ikke regnet med. Det eneste flaskeblod hun tog med, det var noget, hun havde tappet fra sine egne bloddyr, hvis hun skulle ud på en længere tur og skulle færdes blandt andre racer i længere tid. Det var jo ikke populært at jage alle steder. "Selvfølgelig ikke," endte hun sigende. Hendes blik fulgte hendes op til baren, hvor hun selv tog den ganske flotte mand i blik. Det var altid rart med noget pænt at se på. Fuldblodet mørkelver? Det lød nu egentligt ikke dårligt. Om Tatiana ville finde det i orden? Det var hun så i tvivl om. Tatiana var jo mørkelvernes leder og den, der ligesom altid havde holdt sin race tæt sammen og gemt ude i skoven, så de levede i deres eget samfund uden påvirkelse af kongehuset. Noget, som Neferet selv ville indføre med vampyrerne. "Fantastisk," endte hun, mest for sig selv, da Thalion kom hen til deres bord og blottede sit håndled. Hendes blik gled derfor til hans håndled, som hun rettede sig på stolen og sad derfor mere lige på stolen denne gang, så hendes ryg hvilede mod ryglænet. Med sin ene hånd, så lod hun sine fingre gribe nærmest blidt omkring Thalions hånd. Den anden hånd greb på samme måde omkring hans underarm, så hun kunne holde ham stabilt. Hun indåndede lugten af Thalions rene blod, som hun kunne mærke strømme igennem hans arm. Hendes læber lod hun placeres mod hans håndled inden hun endeligt blottede sine sylespidse tænder og bed sig fast på mørkelveren. Hun tog det, der var ganske almindeligt og passende, inden hun brød biddet og kyssede det godt igen. Så slap hun ham. "Yderst tilfredsstillende," kommenterede hun til sidst. Ment til dem begge.

[Adrasteia de Amarante]

Selvom Adrasteia kun lige havde påbegyndt successtigningen, følte hun alligevel en hvis stolthed over sit arbejde. Selv havde hun ingen umiddelbar erfaring, hvad angik at bestyre en bar. Alligevel havde hun gået til værks med det, hvor hun havde lavet baren i billedet af, hvad hun personligt kunne tænke sig. Efter at have været indespærret i et par århundreder, havde hun ønsket at nyde livets fornøjelser. At forlyste sig seksuelt med andre. At drikke blod. At have magt over andre. Baren var et perfekt sted for al det.
Thalion var hurtigt ovre ved hende og Neferet, hvilket uden tvivl behagede Adrasteia. Alle skulle opføre sig vel, så længe hendes skaber og deres fyrstinde var til stede! At Neferet tog vel imod mørkelverens blod, behagede hende derfor også. Han var måske et mørkevæsen, men han var smuk og stadig elver. Nydeligt sad hun på sin plads, alt imens hun betragtede sin skaber og sin ansatte veksle blod. ”Intet mindre kunne gøre det,” endte hun tilfredst med at sige, som Neferet blev færdig og roste Thalions blod. Selv rakte hun ud efter Thalions hånd, som hun let kærtegnede. Selv skælvede han let ved berøringen. Ikke af ubehag. Hovedet lod hun dernæst sænke, så også hun kunne kysse hans håndled, inden hendes hugtænder gled ned i hans faste kød. Ikke tog hun meget. Hendes høje alder gjorde, at hun kunne leve på små mundfulde. I hvert fald så længe, at hun ikke blev såret. Som hendes hugtænder forlod Thalions kød, stønnede han dæmpet, hvorefter hun blidt lod tungen slikke resterne, samt såret rent. Der gik ikke lang tid før, at det lukkede, og hun igen så imod Neferet. ”Baren har ej været min i måneder, men vampyrerne synes at have taget vel imod mit forehavende. Mit ønske er, at også de dødelige for øjnene op for stedet,” fortalte hun roligt efter deres fælles drink.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet vidste, at stedet var nyt. Hun havde bare ikke haft tid til at besøge det før hendes overtagelse. Men det passede hende også fint, at hun kunne vise rundt om i byen og ligesom vænne vampyrerne til deres nye Fyrstinde. Hun var egentligt ganske social og havde ingen problemer i at hænge ud med mængden, hvis de blot viste hende den almene respekt. Hun selv havde jo oplært Adrasteia til at omfavne vampyren i sig, tilbage dengang hun havde valgt at omdøbe hende. Den 'hårde' livsstil havde Neferet jo selv levet i sine unge dage, da hun havde spredt frygt. Og nu ville hun stile tilbage mod det gamle rygte, bare med endnu mere stil end hun havde formået dengang. Let vædede hun sine læber, da hun lod Thalions arm slippe. Selv havde hun ikke taget særlig meget, da hun slet ikke krævede særlig meget. Og slet ikke, når hun endnu følte sig mæt fra sit sidste måltid. Elverblodet var lækkert, også selvom han var mørkelver. Et skævt smil sendte hun til Adrasteia. Hun forstod at pleje båndet til sin skaber endnu, ligeså vel som Neferet også stadigvæk værnede om alle sine tidligere omdøbte. Mange havde hun dog ikke. Af nulevende, var det kun Adrasteia og hendes to nye unger, hun kunne kalde hendes. Dog havde hun taget Marcianus under sine vinger, der var et specielt tilfælde i sig selv, eftersom han var blevet omdøbt allerede som barn. Et se hvordan Thalion reagerede af behag overfor Adrasteias kærtegn gav hende en følelse af tilfredshed. Det behagede hende, at andre væsener kunne være i godt selskab her, for alle skulle være så hjertens velkomne! Men hun magtede ikke at se på væsener, der rystede i bukserne over at være i vampyrernes nærvær eller følte ubehag ved det. Det var for svagt. Men enhver, der ønskede at være her af egen fri vilje, skulle også få chancen. Endda muligheden for at blive vampyr for fremtiden, om man ønskede det, når man havde gjort sig fortjent. "Ja, bestemt. Det er hurtigt blevet rygtedes til at være et fremragende sted," endte hun og nikkede. "Og tak for serveringen."

[Adrasteia de Amarante]

Ikke ønskede Adrasteia at Thalion blev drænet. Derfor tilfredsstillede det hende, at hun ikke skulle bede sin skaber om at behandle mørkelveren med omhu. Derudover tog hun også selv kun en lille tår. Med den ville hun desuden kunne holde sig mæt resten af natten. Grundet alderen var hun nemlig ikke krævende længere. Hun overlevede i nat på små mundfulde, uden at føle sig tørstende. Thalion slap hun derfor igen med et let kærtegn. ”Det vil glæde enhver bestyre, at ens forehavende løber en i forvejen med gode ord på vejen,” sagde hun med tilfredshed. Som Neferet takkede for mundskænken, bøjede Thalion respektfuldt hovedet for hende. Stående blev han desuden endnu. Adrasteia havde ikke bedt ham om at gå endnu. ”Er der andet jeg kan tilbyde dig at drikke?” spurgte hun høfligt. Det var derfor, at Thalion stod der endnu. Så han kunne hente noget at drikke til dem. De slanke hænder foldede hun pænt i sit skød. Alt i alt lignede hun en sammensat ekstravagant kvinde. Ikke en dræbermaskine, som hun egentligt også var. ”Hvad ønsker du at høre om min færd, Neferet?” Faktisk havde der hændt hende lidt af hvert, siden de havde skiltes med hinanden. Hun havde afprøvet at være gidsel. En tilstand hun alligevel ikke foretrak. Hun havde været på blodtogt, som det gjorde en tørstig at få franarret sit eget blod. Dernæst havde hun mødtes med Morticia, som var medejer af selve bygningen her. Det havde resulteret i, at hun havde fået lavet baren her. Derudover havde hun gjort noget andet, som hun ikke gjorde til dagligt. Nemlig at adoptere en anden vampyr. Hun havde nemlig forbarmet sig over en vampyr, der havde været vampyr i et godt stykke tid, men som endnu ikke havde indfundet sig med det. Hvad hendes skaber havde lavet, var tydeligt at regne ud.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

De eneste væsener Neferet drænede fuldstændigt, det var når hun tog på jagt, fordi hun havde lyst. Egentligt kunne jo sagtens klare sig på nogle mundfulde, men det var også dejligt at fylde hele kroppen med et helt væsens blodkapacitet og virkelig føle sig overmæt. Det var der næsten noget luksuriøst over for hendes vedkommende og det var meget tilfredsstillende at suge sit bytte helt tør for blod, når man nu havde brugt tid på at jage og lege med det. "En kraftfuld rødvin, kunne da ikke skade," endte hun. Hun så på Thalion med næsten et varmt smil. Ethvert væsen, der af egen vilje ønskede at være blandt vampyrerne, skulle også have lov. Nogle kom her fordi de ønskede at blive vampyrer, andre kom her for suset over at være bloddyr eller fordi nogle tilhørte vampyrerne via biddet. Hendes blik faldt derefter på Adrasteia igen. En smuk yndling havde hun i den grad. Og båndet ville jo altid være der, selvom hun jo havde 'givet slip' på sin datter for mange år siden, men sådan fungerede båndet jo. Når de var klar til at være selvstændige, så måtte man også give slip. Men det ødelagde jo ikke båndet. "Alt hvad du ønsker at fortælle mig, Adrasteia," svarede hun med en blød stemme.

[Adrasteia de Amarante]

Adrasteias mørke øjne vendte sig fra sin skaber og til Thalion i stedet. ”Thalion,” begyndte hun stilfærdigt. ”Gå ind i det aflåste vinrum. Tag rødvinsflasken på venstre side, bagerst i rummet og på den øverste hylde.” Selvfølgelig ville hun ikke servere noget for sin skaber, som alle de andre gæster kunne få. Thalion der også vidste, at dette var noget ganske særligt, bøjede hovedet respektfuldt for hende, inden han søgte væk. Tilfredst vendte hun øjnene tilbage mod Neferet. ”Jeg har ganske vidst ikke haft ham længe, men han har allerede bevist sit værd,” kommenterede hun tilfredst. Hun havde vel kun haft Thalion i nogle uger? Tilfreds var hun dog allerede med ham. Han var henrivende smuk mand, som enhver anden mørkelver, og som de mørkelviske mænd var kendte for at tjene, gjorde han det lydigt, respektfuldt og hurtigt. Væk fra Thalion og mod sit eget liv, gled hendes tanker dog, som Neferet ønskede at høre om hendes liv. Hvorfor ikke starte med det drabelige? ”Lad mig starte fra dengang vi sidst sås. Jeg røg i en omgang klamhuggeri.. Du er selvfølgelig kendt med blodtappere. Sådanne to alkymister rendte jeg ind i.. Uheldigvis for de to. De var listige nok til at overvinde mig med sølvkæder, så de kunne bringe mig med hjælp. Som alkymister nu altid er, nød de at eksperimentere. De tappede mig for deres sexlyst skyld, og hvis de var kommet til skade eller frygtede, at de ville komme til skade. De humpede som kaniner på mit blod, og hvert et sår de pådrog sig, helede de med mit blod..” Hun stoppede sin tale, som Thalion vendte tilbage. ”Vinen De bad om, min frue,” sagde Thalion ærbødigt. Han stillede to vinglas på bordet, som han begge fyldte halvt op med vin, inden han stillede flasken fra sig på bordet. ”Tak, Thalion. Gå nu tilbage til baren,” bad Adrasteia, hvorefter Thalion gik. Adrasteia så i et øjeblik frem for sig, som hun genvandt tidslinjen i sin historie. ”Efter et par århundreder overrumplede jeg alkymisterne.. Mandens hjerte flåede jeg ud, inden jeg trak tungen ud af munden på kvinde. Jeg ville gerne drøfte en ting eller to med hende, og man ved jo aldrig, hvad en alkymist kan finde på at messe, hvis de får chancen,” afsluttede hun ganske roligt, som om hun havde sagt, at hun var blevet færdig med at handle ind.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet så indgående mod Adrasteia og lænede sig tilfredst tilbage mod ryglænet, hvor hun lod hænderne lægge sig i hendes skød. Hun var i godt selskab her, så hun behøvede ikke sidde helt så stift. Selvfølgelig sad hun rankt som altid, det kunne man ikke tage fra hende. Selv lød det næsten spændende som Adrasteia fortalte om vinrummet. Det var som en lille gåde i sig selv. Det lød dog spændende som Adrasteia sagde 'rødvinsflasken'. Dermed var det én helt bestemt hun havde i sinde og hun glædede sig til at finde ud af hvilken. "Han virker loyal, det er et fint fund," endte hun medgivende. Igen, så var folk jo velkomne her, hvis de ønskede at mænge sig blandt dem. Hun lod hovedet søge let på sned og lyttede intenst til fortællingen. Et sted gjorde det hende sur at høre hvad Adrasteia havde været igennem, men på den anden side så kunne hun jo ikke holde hånden over hende forevigt, selvom det ville være rart. Adrasteia var hendes ældste 'barn', eftersom hun ikke havde noget familie tilbage, der levede. Så Adrasteia var vel det nærmeste hun kom på noget familiært efterhånden. Og så hendes ny-ømdøbte selvfølgelig. "Jeg beklager at du skulle ramme en sådan skæbne. Men jeg trøster mig med, at du sidder her. Næsten i bedre stand end sidst vi sås," endte hun sigende. Thalion vendte derefter tilbage med vinen og to glas. Fantastisk. Hun tog fat om glasset med det samme og tog en tår, mens hun hørte resten af historien. "Fremragende," endte hun komplimenterede. Let vædede hun læberne efterfølgende og satte glasset på bordet, men lod de slanke fingre hvile omkring stilken på glasset.
"Jeg har nok været under overfladen i de samme århundreder du snakker om," fortalte hun selv. For der var jo ikke rigtig noget at fortælle. Hun havde bare fulgt med fra skyggerne, væk fra folks åsyn og personlige visning.

[Adrasteia de Amarante]

”Hvad de siger om mørkelviske mænd, har jeg fundet sandt,” svarede Adrasteia tilfredst igen. Thalion var loyal og arbejdsom. Alt i alt den perfekte tjener. Efter at have mødt den mørkelviske mand, forstod hun udmærket, hvorfor de mørkelviske kvinder var så glade for dem, og ønskede dem for sig selv. Et ligeværdigt forhold var det måske ikke, men selv så hun goderne ved sin mørkelviske mand.
At høre sin skaber sige, at hun mente, at Adrasteia var kommet bedre ud, end hvad hun hidtil havde gjort, anså Adrasteia for at være en kompliment. På trods af, at hun ikke var vampyren der udviste mange menneskelige følelser, var hun stolt over sin egen succes. Hun havde skabt sit eget levebrød, og forhåbentligt ville successen eksponere i fremtiden. ”Som de levende udtrykker sig, når de har haft en nærdødsoplevelse, kan man vel sige, at det gav mig en ny, appetit på livet,” lød det tilfredst fra hende. Jovist det havde været nogle kedelige århundreder at sidde indespærret, men nu havde hun det langt bedre. Særligt efter at have slået de to alkymister og en god håndfuld ihjel. Hun tog selv om sit vinglas. Erfarent snurrede hun den røde væske rundt, inden hun førte glassets åbning op til næsen, så hun kunne lugte til druernes aroma. Efter at have gjort det, tog hun endelig en lille veltilfreds tår. ”Af hvad der rygtes, lyder det sandt. En del af de vampyrer jeg har talt med, har været overrasket over dit indtog,” kommenterede hun roligt. Selv havde hun på intet tidspunkt troet, at Neferet havde gået bort. Et sådant tab ville hun have mærket. Hendes tanker søgte tilbage på den erfaring, som hun havde været i gang med. ”Efter at være sluppet fri, mødtes jeg med en anden kvinde. Morticia Imeena Mathimæus. Ligesom jeg ønskede hun noget for sig selv, samt en virksomhed i samme genre, som min umiddelbare ide. Vi fandt bygningen her og delte den op. Bygningen er vi fælles om, men baren her er jeg personlig bestyrer af, hvor hun bestyrer restauranten ved siden af.”

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet nikkede stille. De mørkelviske mænd var smukke og loyale, noget som hun i hvert fald bifaldt rigtig meget. Til gengæld, så var Valerio og Marcianus også blevet hende meget loyale. Marcianus havde hun jo selv tager under armen for at oplære ham ordentligt, for han havde været forsømt hele sit liv. Ligeså omdøbt alt for tidligt, hvilket gjorde ham ret specielt et sted. Han huskede ikke andet end at være vampyr, men var alligevel opvokset med menneskelige tanker og følelser. Dem skulle hun dog nok sørge for at få fjernet. "Jeg må have anskaffet mig en," svarede hun igen. Hun kunne dog ligeså godt have sagt, hun skulle hente en ny kjole hos skrædderen. Ligeså almindeligt lød det nemlig, på den måde hun sagde det. Netop en del af vampyrerne, som mange fandt afskyelige. For de var jo monstre. Ja, det var de måske nok. Men altid med en grotesk ynde. Hun nikkede. Med en bestemt håndleds-rotering, så fik hun også kastet rødvinen rundt i glasset, så det lagde sig fornemt rundt i kanten og dannede nærmest en bølgende hinde indvendigt af glasset. Derefter hævede hun igen glasset og tog en tår, som hun smagte på et længere øjeblik. En kraftig og smagfuld rødvin, lige som det var bedst. Hun nikkede sagte. "Jeg har været stille i et par hundrede år. Jeg startede så med at bo i det hus, jeg selv var med til at bygge i Imandra, men endte her på grund af Lucian," fortalte hun roligt. Selv var hun klar over, at Adrasteia havde vidst bedre. For hvis hun skulle være død og borte, så ville hun have mærket det. Glasset ramte igen bordet og gav en blid klang, selvom det ikke var særlig meget. Hun lyttede så igen til hendes fortælling. "Det glæder mig. Det er et fremragende initiativ fra begges sider. Det giver et sted at gå hen og hygge sig. Jeg ønsker selv at igangsætte nyt byggeri. Og fortsætte på noget af det som Lucian startede. Vampyrerne skal være en selvstændig flok," endte hun.