Free as a bird..

[Clemency Mériah Acheron]

Maurus Josephiax Igleéias

---

I bund og grund, så vidste Clemency, at det var det eneste rigtige. Men at vide, at hun faktisk var fri og ikke længere gift eller forpligtet overfor nogen manden - nærmere betegnet Theodore - det var underligt. Skilsmissepapirerne havde hun kylet for ham i kælderen på Landstedet hvor han sad lænket. Og havde fået ham til at skrive under. Så det var altså officielt, at hun var en skilt kvinde. Men hun havde dog ikke tænkt sig at lade det påvirke hendes rygte negativt. Det var Theodore, der havde ødelagt det hele. Hun skulle aldrig have giftet sig med ham igen, da han var kommet tilbage fra de døde. Hun skulle være forblevet enke eller enlig eller hvad det havde været. Alligevel, så havde det ramt hende.Indrømmet, så var det nok ikke det bedste tidspunkt at tage ud og drikke sig fuld på. Sephiran stod overfor at rykke ud hvilken som helst dag nu, hvor han fandt det passende og derfor måtte alle jo stå klar. Hun ville kæmpe side om side med sine sønner og hun skulle med glæde se Kimeya blive spiddet ihjel.
Men nu var hun her altså. På Den Dansende Flamme i Rimshia. Hun havde efterhånden fået et par drinks indenbors, hvilket godt kunne ses på hendes let slentrende gang. Men hun havde dog det meste af sin fornuft med sig endnu, heldigvis. Det kunne dog nok hurtigt blive ændret på, hvis man fyldte lidt ekstra på hende. Hun sad alene på en barstol med en øl, som hun kun var halvvejs igennem. Ja, hun var vist faldet lidt i standarderne, men netop nu så orkede hun slet ikke at være så fin på den. Hun var jo ingenting. Hun var bare mor og farmor og endda oldemor. Ej, men hvad skulle det dog ikke føre til? Hun sukkede og tog endnu en tår for sine frustrationer og sorger.

[Maurus Josephiax Igleéias]

På afstand havde Maurus undersøgt og iagttaget det hele, uden at skulle have taget del i noget. Altid når det var sket for ham, var det gået galt på den ene eller den anden måde, hvilket han på ingen måder ønskede skulle ske igen. Særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå.
Rimshia var den samme by, som han i sin tid, havde ladet livet i. Et sted var det underligt, at være tilbage her, men der var kræfter og magter derude, som bare ikke havde ladet dette være hans sidste. Det var lidt sådan at han så det som, og denne gang, havde han så sandelig heller ikke tænkt sig, at forspilde de chancer og de muligheder. Det var da helt sikkert! Med afmålte skridt, søgte han derfor igennem byen og de mange gader.
Den Dansende Flamme.. Der var mange mennesker der, og det var det, som tiltrak sig lidt af hans opmærksomhed. Nu var der heller ikke nogen, som havde set hans broder over en lang årrække, og naturligvis var det også noget, som godt kunne mærkes nu. Måske at det var nu, at han rent faktisk havde muligheden for at brilliere lidt for en gangs skyld? Og ikke bare leve i skyggen af et frygtsomt navn og i skyggen af sin broder, så nu havde han måske endelig muligheden til det? Han slog dørene op ind til stedet. Der var mange derinde.. Det var tydeligt. Han kneb øjnene svagt sammen. Ikke var han den mand, som han engang havde været. Han var forandret, og det var uden tvivl til det gode, måtte man sige. Ingen tvivl om det. Han søgte ind.. Kappen blafrede efter ham. Han var jo ikke ligefrem pænt klædt, som han intet specielt havde med sig. Han satte sig op til baren. Her bestilte han et glas vin.. Meget simpelt i forhold til så mange andre.

[Clemency Mériah Acheron]

Bartenderen, som havde godt gang i at servere de mange gæster, fandt på sin vej tid til at fylde mere øl i Clemency's krus, skønt hun end ikke havde bedt om det. Måske han havde ondt af hende? Det irriterede hende. Man skulle ikke have ondt af hende, når hun i forvejen havde ondt af sig selv. Hun havde ikke brug for ynk, hun havde nærmere brug for at spark bagi og en, der kunne sige, at hun skulle tage sig sammen. For det var præcis, hvad hun skulle... tage sig sammen. Hun sukkede dæmpet og hævede sit krus mod bartenderen som tak, før hun tog endnu en tår af det. Det faldt nu et meget godt sted, især ovenpå de genstande hun i forvejen havde fået indenbors.
Blikket vendte hun, da en mand kom op og satte sig i baren og bestilte et glas vin. Her sad hun med sin øl og så kom der en mand ind og bestilte vin. Det ramte hende på en eller anden måde, men der var jo ikke noget at gøre ved det lige nu, så hun tog blot en slurk øl mere. Hun var ikke yderligere pænt klædt på, men hun havde jo heller ingen stilling at skulle leve op til som sådan. Hun bar en enkelt sort kjole, med et bælte om maven, der snævrede ind og lidt snore hen over barmens udskæring. Hun sukkede dæmpet og stirrede ned i bordet foran sig.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Maurus var ene og alene sig selv, uden nogen forventninger eller noget lignende, at skulle stå til ansvar for, hvilket var noget, som faktisk kun passede ham rigtig fint. Han var en Igleéias, hvilket han i forvejen var klar over, var et kæmpe pres at have hvilende på skuldrene, men ikke mere. Det var som om, at det navn havde mistet den magt, som engang havde været, og det var noget, som uden tvivl passede ham mere end fint, hvis han skulle være helt ærlig. Det kunne i hvert fald ikke blive bedre end det.
Han fik bestilt sit glas vin, som han hurtigt fik serveret. Han fiskede en lille pose penge frem fra sit bælte, så han kunne betale. Maurus var blevet til en mand af ganske få ord. Faktisk var han ikke typisk den mand, som opsøgte kvinderne. Snarere omvendt faktisk, og det var noget, som han samtidig også havde haft det ganske fint med selv. Kvinderne var ikke just et væsen, som han havde været mest heldig med, og derfor havde han det vel egentlig også fint med at være sig selv nu? Fingrene lukkede sig om glasset, som han førte til læberne. De mange der var derinde, fangede ikke rigtigt hans interesse.. Foruden en enkelt. At en kvinde, skulle være her på sådan et sted alene, var rent faktisk svært at forestille sig. Denne gang drejede han blikket direkte mod hende. Her mødte han hendes blik intenst. Han kiggede på hende.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency tog endnu en tår af sin øl. Det var vel ironisk, at hun skulle sidde her med sin øl i et krus, der næsten så forvokset ud i forhold til hendes fine feminine kropsbygning... og en anden mand, skulle have bestilt vin. Det var bare ikke nok for hende. Hun følte sig ikke fin nok til at bestille vin som alt var netop nu. For i princippet var hun jo ingenting. Okay, det var heller ikke en optimistisk indstilling at have. Men det var svært at se positivt på noget, når man følte sig uværdig. Hun havde mistet sit navn og stilling, hvilket jo efterlod hende med at være en skygge af familien. Kernefamilien og den titlen som mest berygtet og kendt, var jo nok Sephiran og Tiyanna. Først efter man havde nævnt dem, så dukkede de andre op i folks hukommelser. Og hun var nok endda en af de sidste. Igen hævede hun glasset og tog denne gang et par tåre i streg af ren og skær selvmedlidenhed. Det tog hende dog ikke mange sekunder at bemærke, at hun blev kigget på. Hun satte kruset ned, tørrede sig let om munden og vendte så langsomt blikket til side. Det var manden fra før, med vinglasset. Hun fangede hans øjne, men i stedet for at kigge væk, så blev hun ved med at kigge gengældende på ham. Hun havde ikke umiddelbart set ham før..

[Maurus Josephiax Igleéias]

Det var rigtig mange år siden, Maurus sidst havde sat sine ben på denne jord, og han var glad for muligheden. Denne gang havde han bare ikke tænkt sig at gøre de selv samme fejl, som han engang før havde gjort. Det var i hvert fald det, som han godt kunne mærke i dag. Han kneb øjnene fast sammen denne gang, inden han kort så den anden vej. En kvinde som sad her alene.. Det var en underlig tanke. Det var i hvert fald ikke normalt fra hans tid af. Så hvad mon hun sad der alene for? Han forstod det faktisk ikke rigtigt.
Igen tog Maurus en tår af sin vin, inden han atter vendte sig mod kvinden igen. Han vidste ikke hvem hun var. Han havde været væk i alt for mange år. Der var bare ikke noget, som kunne gøres ved det nu. Han tog sit glas denne gang i sin hånd, og rejste sig op. En kvinde skulle ikke sidde der alene. Det var i hvert fald ikke meningen. Han søgte denne gang henover gulvet, for at stille sig tættere ved denne kvinde. "Må jeg sætte mig," spurgte han denne gang med en rolig stemme. Han selv valgte for nu, en mere rolig og imødekommende tilgang, end hvad han typisk ville have gjort. Eller hvad hans familie typisk var kendt for, om ikke andet. Han sendte hende et smil.. Meget intetsigende, men ikke desto mindre, så var der rent faktisk et.

[Clemency Mériah Acheron]

Mange havde allerede spejdet efter Clemency til aften, men så afvisende som hun også kunne være i sin attitude samtidig med, at hun følte sig som et nul, så gjorde det også, at de fleste tog deres afstand. Hun kunne sagtens slå fra sig, det var bestemt ikke det, men hun kunne sikkert også hurtigt ende i problemer til aften, hvis hun ikke snart passede bare en smule mere på. Hun tog en slurk øl mere og fik efterhånden bundet øllen, nok lidt for hurtigt. Kruset skubbede hun let fra sig og i stedet foldede hun sine hænder foran sig. Hun kunne godt mærke det snurre let, men på trods af det, så følte hun det end ikke specielt befriende. Hun havde nok brug for mere alkohol, det måtte være det. Hun sukkede dæmpet.
Et øjeblik føltes det som om hun forsvandt helt ind i sin egen verden. Også selvom hun sad og kiggede på manden ned langs baren. Han rejste sig. Han kom tættere på. Hun forstod ikke helt hvorfor. Næsten lød han venlig, men på trods af det, så virkede han lettere kølig og tom i overfladen. "Jeg skal nok lade vær med at stoppe dig i forsøget," svarede hun ham. Nok et provokerende og flabet svar, men hun var også i et oprørsk humør.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Hvem end denne kvinde var, vidste Maurus ikke. Han havde været væk længe. Frygtelig længe, og nu havde han tænkt sig, at gøre et ordentligt comeback. Det var for ham, faktisk det, som var det vigtigste lige nu. Han skulle ikke begå de samme fejl, som han havde været ude i tidligere. Det ville han slet ikke! Det skulle slet ikke have nogen mulighed for at komme på tale igen. Han havde været dum.. Virkelig, virkelig dum, og det var slut nu!
Kvinden var flabet.. Ikke hvad han havde forventet, men hvad. Det var jo aldrig til at vide, hvad man så i Dvasias, eller mødte på sin færd for den sags skyld. Han valgte dog at tolke ordene, hvor han trak ud i stolen, og satte sig. I hans tid, var det stadig forkert, at en kvinde sad på sådan en plads alene, og det stod han fuldkommen fast ved. Hans blik faldt til hende. De isblå som uden tvivl indikerede, hvilken familie han kom fra. "En kvinde, burde slet ikke færdes omkring på egen hånd," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Det kunne jo meget hurtigt vise sig, at blive en farlig affære, og det var jo trods alt heller ikke meningen. Han tog endnu et sip af sin vin. "Mit navn er Maurus," præsenterede han sig denne gang. Mest af alt, bare for at gøre det mindre formelt, i forhold til, hvad det var lige nu.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency sendte manden et analyserende blik. Hun vidste faktisk ikke hvem han umiddelbart var og det var ellers ikke ofte, at hun var uoplyst på den måde. Hun selv havde brug for at genetablere sig selv under eget navn, da hun ikke længere tilhørte nogen mand. Det var måske underligt for mange, men nu hvor hun fik chancen, så ville hun også gribe den. Hun skulle bare lige over det første bump og den første nedtur, som hun jo så havde i øjeblikket. Hun så kort ned i bordet, da han satte sig, så hun ikke blev ved med at nedstirre ham. Derpå hævede hun igen først sit blik til ham, da han snakkede. Selvfølgelig var det den første kommentar, hun ville få med på vejen. "Og hvorfor så ikke det? Når en kvinde, ikke tilhører andre end sig selv," endte hun direkte til ham. Okay, hun spillede måske et lidt farligt spil netop nu, men om ikke andet så ville hun gøre det klart, at hun ikke var ejet af nogen - og slet ikke nogen mand! "Clemency," præsenterede hun sig kort for hovedet.

[Maurus Josephiax Igleéias]

Det var sjældent, at man så en kvinde sidde alene, og selv vidstem an jo godt, at det kunne vise sig, at blive en farlig affære i Dvasias, at en kvinde skulle sidde alene. Maurus blev siddende ved siden af hende. Selvom hun måske var meget afvisende overfor ham, så tog han det faktisk ikke særlig tungt igen. "Single, enlig eller enke?" spurgte han denne gang mere direkte. Hvis hun ikke ønskede at lægge bånd på sig selv, kunne han heller ikke se nogen grund til at skulle gøre noget ved det.
End ikke kvindes navn, var noget som sagde ham noget som helst. Kort måtte han alligevel trække på smilebåndet. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Han nikkede mod hende. Clemency. Et dog smukt navn. Den måtte han jo give hende. "En glæde, Clemency," sagde han denne gang, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Et lille smil passerede denne gang hans læber, inden han denne gang tog et snip af hans vin. "De virker nedtrygt.." sagde han denne gang. Bare for at sige noget. Hun gjorde det ikke ligefrem nemt for ham, at føre en samtale med hende.

[Clemency Mériah Acheron]

Det gjorde egentligt ikke Clemency noget, at denne Maurus havde taget pladsen ved hendes side. Det kunne da forhåbentligt gøre, at mindre skumle og direkte typer ville opsøge hende, når hun allerede havde selskab. Men derfor kunne han jo også blot spille en facade og så egentligt kun ønske hende ondt, men lige for nu, havde hun ikke den dømmekraft at kunne gøre brug af. Der talte alkoholen lidt for meget. Ved hans spørgsmål, så holdt hun blikket rettet lige frem fra sig. Ja, selvfølgelig var det kun de ord der kom i brug. For det var jo egentligt ganske vanærende at være fraskilt som kvinde. "...Skilt," svarede hun lettere lavmælt. Så han ville høre det, men så hun prøvede at holde det fra andre.
Blikket vendte hun mod ham igen. En glæde? Ja, det syntes han vel nok. Hun var jo trods alt en smuk kvinde og hun så ikke forfalden ud udadtil, selvom hendes sammenbøjede positur nok viste noget andet. Da hun så kom i tanke om det, så rettede hun sig fast op igen. Hun så indgående på ham... Så godt hun kunne, da det snurrede en smule af alkoholen. "Jeg er blot i vildrede," endte hun. Det var jo, hvad hun var. Nyligt skilt og intet rigtigt sted at være. Eller jo, hun skulle jo snart slås ved Sephirans side.

[Maurus Josephiax Igleéias]

At en kvinde skulle være skilt, var på ingen måder en god ting. Tvært imod, og særligt her i Dvasias, hvor man værdsatte de gamle vaner, skikke og traditioner, så havde denne kvinde da tydeligvis en mase imod sig. At hun så derimod skulle vise sig, at være skilt, fik kun Maurus til at vende blikket mod hende. En skam.. en smuk kvinde var hun jo, og derfor vidste han også godt, at det måtte være en hård omgang, som hun nu stod overfor. Det var i hvert fald svært, at gøre noget ved det, kunne man sige.
"Ærgerligt," svarede han blot i manglen på bedre, inden han hævede glasset til sine læber. Tilbage i gammel tid, havde han været en rolig og fattet mand. Det var bare ikke rigtigt noget, som man så noget af mere i ham. Han derimod, var begyndt at stå op, samt passe på sig selv, for det andet, var ikke just noget, som gavnede ham. Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. I vildrede? Det måtte man da uden tvivl sige, at hun var! "Som en skilt kvinde? Du har virkelig mange dårlige odds imod dig.. Hvad har du tænkt dig at gøre nu? Har du noget sted at være? Nogen at opsøge?" spurgte han denne gang. Nysgerrig som han var, ville han jo gerne vide, hvad tanker hun egentlig gjorde sig. Særligt fordi, at det jo var en temmelig alvorlig situation, hun var blevet placeret i, som kvinde.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency vidste, det ikke var et godt ry. Men derimod havde det været det eneste rigtige for hende at gøre, da der jo ikke var mere at komme efter med Theodore. Han havde fundet en ny, en der var mere spændende. De skulle aldrig have prøvet igen, efter han var stået op af graven, for at være væk fra hinanden i 1000 år, det ødelagde bestemt alt. Især når man havde troet, at manden aldrig ville komme tilbage. Hun trak på skuldrene og vendte blikket mod ham, hvor hun også endte med at dreje sig lidt på stolen. Derved sad hun mere med front mod denne Maurus, hvor hendes ben så også strejfede hans.
"Jeg har min søn og svigerdatter, det er der jeg har tænkt mig at starte i hvert fald," endte hun sigende. Mere sagde hun ikke om det, for hun havde ikke tænkt sig at afsløre noget om Sephiran i dette øjeblik, da det navn var et, der sagde alle noget. Hun så indgående på ham. "Hvad med dig selv? Hvad er din situation?" endte hun. Det hele behøvede vel ikke at handle om hende?

[Maurus Josephiax Igleéias]

At hun skulle være en del af den store Acheron-familie, var ærlig talt, slet ikke en tanke som slog Maurus på noget tidspunkt. Det ville være en skam at sige, at den familie ikke havde skrevet sig ind i historien, for det havde den da uden tvivl. Han nikkede blot til hende. Så lang tid, at hun da havde et sted at starte, så stod hun da uden tvivl også stærkere, end hvad hun havde gjort frem til nu, hvilket vel også var det vigtigste? "Om ikke andet, er det et sted at starte.. Hvor er de henne?" spurgte han denne gang. Om det var et sted, hvor hun havde tænkt sig at starte, kunne man da næsten forvente, at hun ville være omkring dem nu?
Hans situation? Han rystede kort på hovedet. Hans egen familie og slægt, var jo trods alt heller ikke ukendt, selvom det nok mere var på grund af hans kære broder. Matthew. Han vendte blikket mod sit glas, som han denne gang valgte at bunde, og satte det så fra sig igen. "Jeg er en vandrer.. På må og få," sagde han denne gang. Ikke havde han taget noget videre standpunkt i livet, som han ønskede at se, hvor det kunne drive ham hen, og det var også sådan, at han havde det i øjeblikket. Hans blik gled mod hende. "Jeg har været væk i mange år, forstår du," tilføjede han. Døden havde været hans stand, og han var kommet derfra igen. Nu skulle han jo så derimod bare finde ud af, hvad han skulle gøre herfra.