Getting closer to the way home.

[Mydall Lupita Vivar]

Det var virkelig en helt utroligt tanke og skulle til og være forælder, hun glædet sig rigtig meget selv om hun var noget nervøs også for der var nok og skulle se til nu, de skulle gave tag over hovedet, og hun skulle have ting klar til babyen og hun skulle søger for at spise ordentlig! Ork der var så mange ting. Hun så på cale som han snakke, sikker? Ah hun var enlig ikke så sikker som sådan, hun prøve og være sikker i sin sag men hun var bestemt ikke 100 % sikker. Hun så på ham og smile blidt ”jeg ikke just så sikker.. men jeg har en god mave fornemmelse, og jeg kender dig nok til og vide du vil gør dit bedste som en far skal” hun smile blidt til ham og kysse ham på kinden.
Hun så på ham som han snakke igen og smile blidt, ”cale.. babyen vil jo ikke se en slave.. den vil se en mand, som vil passe på den alt hvad han kan, og vil vise den hvordan man skal klar sig, og være en god kentaur.. den vil kun se dig som sin far og aldrig andet” hun så på ham, og strøg ham blidt over kinden. ”din fortid er fortid.. og den vil babyen ikke finde vigtig.. for den er det vigtig at den ved at den har en far som elsker den, og beskytter den..” hun smile blidt. Dette var de tanker som hun hade haft om sin far den gang hun selv var lille, men ak den mand var ikke længer den far hun huske ham for og hun hade heller ikke set ham i mange år.
Hun så på ham som han forsat holdt om hende og stædig ikke ville lade hende hænde et tæppe. Hun så på ham, ”cale vis du får tæppe på kan det sikkert nå om begge vores over kroppe og så kan vi begge få varmen.. jeg vil ikke se dig frys” hun så på ham som han rejst sig, hun følt dog hendes hjerte smelte for det var sødt af ham og tænke på hende og babyen først, hun var glad for at han generelt allerede bekymre sig sådan for deres ufødt barn. Hun mærke hurtig varmen forsvinde da han rejst sig og der ved slap hende. Hun gøs og lag armene om sig selv, der var virkelig forband koldt her ude på det åbne hav! Hun gøs og bed tænderne sammen og glædet sig bare til cale ville komme igen så hun kunne få varmen hos ham igen.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var bange for om han overhovedet kunne finde ud af at være en far for deres kommendel lille, også fordi at han ikke vidste hvordan man var det. Derfor opstod frygten igen.. Kunne han overhovedet stole på Demarcus i det tilfælde? Han måtte faktisk være tilbøjelig til at have sine tvivl engang imellem, og nu tvivlede han mere end hvad han havde gjort før. Han havde jo heller ikke selv de bedste forudsætninger for det. "Og hvad så hvis det går galt? Hvad så hvis jeg ender i Arenaen igen? Hvad hvis vores føl, ender i Arenaen?" Det var jo ikke nogen hemmelighed, at de var nødt til at tænke tanken engang imellem, og særligt fordi at det jo havde været en del af hans liv i så frygtelig mange år. Det var jo ikke til at vide hvordan folk tænkte.
Cale rejste sig op, for at hente et tæppe. Han kaldte op efter det, og inden længe blev der smidt to store op til dem. Han greb dem, inden han søgte tilbage til hende i stedet for. Ikke ønskede han, at der skulle ske hende noget, og hun skulle bestemt ikke ligge der og fryse. Uanset hvad, håbede han da, at det her var noget, som de kunne finde ud af hurtigst muligt, også for deres egen skyld, selvfølgelig. Han lagde sig igen ved siden af hende. "De gav os to," sagde han denne gang. Han kastede det ene omkring hende, hvorefter han selv satte sig helt tæt ind mod hendes skikkelse i stedet for. Han ville jo gerne. Gud hvor han dog gerne ville lige nu. Han lagde det andet over sig selv. Ikke at det varmede noget særligt, men hvad.. Man skulle jo starte et sted.
".. Vi finder en løsning på det hele.. Det ved jeg at vi vil," forsikrede han sig. Han plantede et stille, men kort kys mod hendes pande denne gang. Han var træt.. Men lige nu, var det ikke at sove, at han hadve særlig meget lyst til. Han ville passe på hende og deres kommende lille!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall forstod godt cale var nervøs omkring babyen, i sær med hans fortid for hun vist jo han frygt han ville ende tilbage i arenaen igen, hvilke hun slet ikke ønske skulle ske! Hun så på ham mens an snakke, hans ord skræmt hende hun hade virkelig ikke lyst til og tænke de tanker, ingen skulle tage deres føl og proppe det ind i arenaen! Det blev over hendes lig! Hun så på ham inden hun så ned, tankene skræmt hende virkelig. Hun tog sig lidt til armen, ”det…. det ved jeg ikke” sag hun stille, og så ned mod dækket. Hun mærke frygten for der skulle ske deres baby noget vokse, for hun vist virkelig ikke hvad hun skulle gør vis det sket.. vis hun ikke hade cale hvordan skulle hun så passe på babyen… og vis de tog babyen også.. hvad skulle hun så gør. Hun gned øjne lidt da hun fornemme tåre var på vej, hans ord hade virkelig sat en frygt i hende som hun slet ikke viste hvordan hun skulle gribe an.
Hun lod cale hente et tæppe, hun frøs som bare pokker uden ham til og holde hendes varm. Hun snøft svagt mens hun vente på han kom tilbage. Hun så på ham som han lage sig hos hende da han kom tilbage og smile da han sag han hade fået to ”heldig så skal du heller ikke fryse” hun så på ham, og lod ham kast tæppe om hende, som hun søger for at holde lukke godt om sig. Det hjalp en smule og da cale rykke helt ind til hende hjalp det lidt mere. Hun så på ham som han snakke. Hun smile blidt, hun håbe virkelig han hade ret for hun ville virkelig bare gerne leve i fred nu, sammen med ham og deres lille føl. ”du har sikker ret cale.. du har sikkert ret” sag hun stille og så på ham som han kysse hendes pande. Hun smile blidt og lag hovedet ind mod hans krop mens hun lukke øjnene, hun var selv godt udkørt. Det hade være noget af et eventyr de hade være ude på, og med viden om en baby, og en uvished om demarcuse ville holde sit ord og sikker dem et sikkert sted og være, var hun virkelig udkørt men selv om hun forsøgt og sove lidt kørt cales ord om at de risiker at både han og babyen måske blev tage til arenaen gjord det svært for hende og hvile ordenligt.