Getting closer to the way home.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var virkelig dum hvad det her angik, for han fangede slet ikke, hvad det var Mydall indirekte havde forsøgt at fortælle ham. At han skulle være far.. Hvordan skulle det være en tanke, som slog ham? Det forstod han slet ikke. Særligt ikke, når det skulle foregå på denne her måde. Han rystede denne gang på hovedet.. Vi? Hvad mente hun helt præcist med det?
"Du snakker i koder.. Hvem vi? Der er jo bare dig og mig," fortalte han denne gang. Oprigtigt var det her noget, som faktisk måtte forvirre ham en smule, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Svagt rystede han på hovedet denne gang. Han skulle måske tyde sine egne? Han var et sted lidt bange for, hvad de ville fortælle ham. "Jeg tror desværre ikke, at de vil sige noget positivt til mig," sagde han denne gang, inden han langsomt hævede blikket op mod himlen.
Her sad Cale længe og kggede egentlig bare derop. Ja.. der var klare beskeder i hans egne stjerner, og han måtte indrømme, at det.. forvirrede ham lidt. Han blinkede denne gang med øjnene. "... 2 bliver 3.." Her vendte han blikket mod hende. Var så det..? Altså.. Ja, der var mange prøvelser også i hans, men det var særligt lige præcis den nyhed, som særligt var sprunget i hans øjne. ".. Du er..?" Han kunne næsten ikke sige det. Tænk hvis han havde tydet dem forkert? Det ville han jo heller ikke!

[Mydall Lupita Vivar]

Han hade virkelig ikke forstået hvad hun hade sagt til ham, hun så roligt mod ham som hun bare mærke hvor nervøs hun enlig var for hvad han ville sige til hende når han fatte at de vente sig en lille kentaur. hun så på ham som han sag hun snakke i koder, og kunne ikke helt lade være med og komme til og le en smule, for det var lidt sødt han ikke fatte noget. "jeg snakker da ikke i koder, det bare dig der ikke forstår det" sag hun ganske roligt og smile lidt, mens hun forsatte med og holde hånden mod sin mave. "prøve nu bare og se på din stjerner kære, og tænke over min ord.. så jeg sikker på du nok skal forstå hvad det er jeg snakker om" hun kunne godt mærke hun var meget nervøs nu, og det vokse kun da han kigge mod himlen for at følge hendes råd. hun lytte som han sag 2 blev til 3 eller nok næsten mumle, hun var slet ikke i tvivle om at der faldt det hele på plads for ham, hun mærke maven knude sig sammen som han kigge på hende og starte med og snakke men ikke afslutte hans egen sætning, hvilke mydall gjord for ham "gravid" sag hun roligt da han stoppe sin egne ord, hun smile forsigtig til ham for nu hvor han vist det ville han så blive glad? vred? frustreret? bekymret? hun så op på ham mens hun mærke hvor nervøs hun blev, plus den søsyge der plage hende men det holde hun inde. hun kunne godt se på ham han frygt han hade tyde forkert, det var igen lidt sødt men også synd for ham "du har læst rigtig cale" sag hun stille og så ned mod hendes mave, der stadig så normal ud men nu hun virkelig slappe langt mere af nu de var på vej hjem, så kunne hun enlig godt mærke noget ikke var som det burt i hende, så dette gave jo kun mening for hende. hun så op på ham igen, "vi skal være forælder...cale..." sag hun næsten pibene mens hun mærke hendes øjne blev blanke, dette var noget hun altid hade drømt om og nu sket det jo nu skulle hun jo være mor og med verdens bedste mand i hendes opfattelse.

[Cale Joseia Nightgale]

Nu var Cale jo ikke ligefrem den type mand, som man forventede skulle blive far. Ikke med det hårde liv, som han havde haft, så hvorfra skulle de tanker da dukke op? Hun havde derfor bare snakket i koder for ham. Det var det som gav mest mening lige nu. "Og derfor snakker du i koder," konstaterede han denne gang, idet han kiggede op mod stjernerne. Det som der stod i dem, var derimod så klart og fint, som noget overhovedet kunne være, og det var i hvert fald at mærke. Det var jo lige før, at det var med til at sætte en skræk i livet på ham, for.. ham som far? Han vidste jo ikke noget om hvordan man var forældre eller noget i den dur! Hvorfra skulle han da vide den slags?
Han vendte blikket mod Mydall igen. Ikke fordi at han var sur eller vred over det, men mere.. bange på en eller anden måde, og frygt, var jo ikke just en følelse, som han var vant til at vise på nogen måde. Et sted var det en.. frustrerende tanke, kunne man sige.
Længe blev han derfor bare siddende og kiggede på hende. De skulle være forældre.. Der var en lille baby-kentaur på vej. Det.. det var jo.. ".. Fantastisk.. Virkelig, jeg.." han tav. Han kunne jo slet ikke finde ud af, hvordan han skulle reagere på dette, og det var vel også tydeligt lige nu? Et smil passerede derfor mere end glad hans læber, da han så mod hende igen. Oprigtigt, gjorde det her ham utrolig glad, så det skulle da endelig ikke være for det. Det var da helt sikkert! "Du har virkelig en baby inde i dig..?" endte han denne gang. Hånden derimod lagde han selv tæt ved hendes mave. Han vidste slet ikke hvordan han skulle tage det. I forvejen var det jo så sjældent, at noget der mindede om gode nyheder, måtte ramme ham på den måde, og nu gjorde det. Den tanke var jo helt igennem fantastisk! Den kunne jo ikke beskrives på andre måder! Denne gang smilede han.. Det var nok det mest varme smil, som hun havde set fra hans side af.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade virkelig set nu, at cale ikke forstod hentydninger på denne måde så vist hun da det til en anden gang. hun lo bare lidt som han snakke i koder, og ryste bare på hovedet af ham. "ja ja kære" svare hun blot, så fik han da som han ville selv om hun ikke så det som kode sprog men igen de var jo forskellig. hun så på ham mens han tydet stjernerne, hans ansigt fortalt hende at hans stjerner måtte være tydelig siden han kigge sådan på dem, nærmest intens. hun var virkelig nervøs for hvordan han ville tage denne nyhed.. de skulle have en baby kentaur.. deres egen lille vidunder.
Mydall hade selv kun en smule erfaringer med børn, hun huske stadig lidt hvordan hendes mor hade være og hun hade passe ganske få andre kentaur børn i den flok hun hade være i før hun hade flytte mere for sig selv bare for at være mere sikker.
hun så på ham som han kigge mode hende, hendes øjne var stadig blanke for hun var jo både glad, bange, nervøs og spændet på en gang så hun kunne slet ikke holde øjne tørre lidt nu. hun kunne se på ham, at han ikke virke vred så det var da godt, men hun fornemme en uro i ham alligevel. hun så på ham som han starte med og sig det var fantastisk, men så stoppe igen dette gjord hende dog mere nervøs at han bare stoppe med og tale på denne måde! hvad ville han have sagt! han kunne da ikke bare stoppe på den måde!hun så dog dette helt særlig varme smile der brede sig på hans læber, et smile hun slet ikke hade set før når de var sammen.. dette var et helt underlig syn, men det klædet ham og hun følt en glæde boble i hende, og hun nikke roligt som han snakke. "det siger min stjerner.. og nu jeg slapper af og mærker efter.. kan jeg godt mærke der noget der ikke er som det plejer i mig" hun så på ham, og mærke hans hånd tæt på hendes mave. hun så på ham, hun kunne godt set at denne stor og i hendes verden positiv nyhed ikke var noget de begge var vand til for ind til videres hade de ikke være så heldig med god nyheder. hun trykke sig blidt ind til ham, for hun glædet sig virkelig men hun var også nervøs for de skulle jo have styr på en del inden babyen kom, men vis hun hade tydet rigtig så hade de stadig god tid. hun så op på ham, og kysse ham blidt på hans kæbe parti "du skal være far" hviske hun blidt til ham, en sætning hun godt kunne lig og sige og tænke men et sted også en sætning hun ville sig for han virkelig forstod at de var ved og sætte en ny kentaur til verden.. en lille blanding af de to vokse i hendes inder, og hun ville beskytte det for alt i denne verden! intet.. absolut intet! skulle nogle sinde ske deres baby noget.

[Cale Joseia Nightgale]

Tanken om at han skulle være far, var en tanke, som Cale var en smule skræmt ved.. Det var jo ikke noget, som han havde været før! Var han overhovedet et godt potentiale med den titel, med tanke på det liv, som han kom af? Pludselig var der rigtig mange tanker der poppede op i hans hoved. I fremtiden ville han ikke bare have hende at beskytte, men ligeledes en lille en? Det var jo.. fantastisk! Og skræmmende på samme tid.
Den hentydning som hun tidligere var kommet ved, var uden tvivl ved at sive ind nu. Han kunne i hvert fald godt mærke det, og det gjorde ham helt glad indvendig, at vide det. For pokker.. De skulle jo være forældre nu! Så var det jo kun ekstra godt, at de var på vej hjem, og nu kunne han så samtidig håbe på, at Demarcus virkelig holdt ord, når der var en lille en på vej.
".. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige," startede han ud med at sige. Han vidste det ikke. Hans blik faldt denne gang til hendes mave. Hun kunne godt mærke det? Var det så også derfor, at hun havde været så dårlig, som hun havde været? Han håbede i hvert fald, at det var tegn, som nu gav mening for hende. ".. Så det er derfor, at du har haft det sådan. Er det ikke?" spurgte han denne gang.
Armene lagde han tæt omkring hende. Han skulle være far. Han kunne jo godt lide den tanke! Bare den tanke om, at han nu skulle til at have et ganske normalt familieliv igen. Det var lige det, som han havde brug for lige nu. Bare en tanke om at være som alle andre. Han rystede kort på hovedet, og med det så varme smil på hans læber. Han kunne jo ikke lade være! Det var svært at lade være. "Jeg glæder mig!" sagde han denne gang. For pokker, hvor han glædede sig!

[Mydall Lupita Vivar]

tanken om de skulle være forælder, var virkelig noget der begyndt og gå rigtig op for hende nu. det var både skræmmenden men også meget spændene. nu håbe hun for alvor at demarcus ville holde sit ord, for de skulle være sikker på at kunne få lov og leve i fred og være i sikkerhed nu hvor de skulle have en lille kentaur baby. der var virkelig mange ting de skulle tænke på, men dem der fyldet mest hos mydall var om hun ville være god nok som mor? ville fødslen gå godt? eller ville hun blive svag og til sidste dø som sin mor? hvordan ville cale tage det hele? vil de risiker nogle kom og tog deres baby? disse tanker rumster meste i hendes lille hoved.
hun så på cale, nu måtte han kunne fatte den hentydning hun var komme med før. selv om det nu var lige meget nu, han hade forstået det og lig nu var det tydelig det kom som en overraskelse og chok for ham. hun så på ham som han snakke, hun var stadig nervøs for han virke ikke helt vild med det lig nu, men hun så på ham og holde øje med hans ansigt og hvad han sag for at finde den mindste tegne på glæde. hun nikke som han spurt om det var der for hun hade det sådan "ja det der for.. baby kvalme " hun smile skævt og så på ham og trykke sig blidt ind til ham. hun mærke hans arme tætter om sig, hvilke fik hende til og smile mere og hans ord varme hende meget "Jeg glæder mig også... vores første lille Kentaur" hun så op på ham, og smile blidt tydeligvis med en glæde der stråle ud af hendes øjne. "jeg elsker dig cale.. eller skal jeg kalde dig farmand i steden for?" hun lo blidt og nusse sig ind til ham, mens hun holdt hånden på sin mave hvor deres lille baby lå inde og hygge sig inden den skulle komme ud, hvor hun glædet sig til og se hvordan babyen så ud, hvor stor mund den var, line den hende eller cale meste og allermest var den mund en dreng eller pige? hun håbe lidt på en dreng, en sund og rask dreng som gerne måtte line sin far, et rigtig lille mand folk, tanken fik hende til og smile og le for sig selv.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall havde i sandhed præsteret at vende op og ned i Cales liv, og det var i den grad kun ment positivt, for der var jo intet negativt at sige om hende. Hun havde vist ham en helt anden verden, og nu skulle de sammen til at gå ind i en helt ny. En som han slet ikke havde forventet, at han nogensinde skulle i nærheden af, og hvor skønt var det ikke lige? Han smilede glad denne gang. Hans liv som slave, synes virkelig at være forbi nu, og det var uden tvivl forbandet rart, at det var på den måde!
Armen lod han glide om hende, så hun denne gang kunne komme helt tæt ind mod hans krop. Det var nemlig der, at han ønskede at hun skulle være. Han ville jo gerne passe på hende. "Bare det ikke er noget alvorligt, så er jeg glad," fortalte han denne gang, inden han kort betargtede sig af hendes skikkelse i stedet for. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes hoved.
De skulle være forældre. Det var slet ikke en tanke, som han rigtigt kunne få ud af hovedet, og særligt ikke på den her måde. Det var fuldstændig.. surrealistisk. Han rystede denne gang på hovedet. "Jeg skal vidst lige vænne mig til den tanke," sagde han denne gang. Han sendte hende et smil. Nu følte han da om ikke andet, at han kunne slappe lidt af igen. Han glædede sig på en eller anden måde, og det var svært. Han havde aldrig været ude i en situation, hvor han direkte havde følt en eller anden form for glæde på den her måde.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydalls live hade virkelig være vendt op og ned siden hun mødet cale, fra hendes besøg ved hans tidligere ejers hjem, til og komme ved hans celle ved arenaen, til han redet hende ved arenaen, til deres tur i skoven og helt frem til hun hade rejst efter ham for at finde ham på fastlandet blot for at ende med og blive fange og der fra sluppet løs og nu på vej hjem igen. og nu kom den største omvæltning i hendes liv, hun skulle være mor.. en rigtig mor.. denne tanke bragt hende stor glæde da det var en stor drøm i hende, men samtidig var hun nervøs vis ikke bange for med cales fortid måtte de være forsigtig så han ikke blev tage igen, og måske de tog hende med.. den tanke ønske hun bestemt ikke.
Hun så på ham som han snakke, og nød han trykke hende ind til sig og mærke hans hoved tæt ind mod hendes.. han var sgu en dejlig mand. ”samme her kære.. samme her” sag hun bare stille, så længe kvalmen bare var sø syge og baby kvalme så skulle det nok gå. Hun trykke sig bare ind til ham, og nød hans varme og trykke arm om sig.
Hun så op mod ham som han snakke, at de skulle være forælder virke så uvirkelig. Det ville nok hjælpe når maven vokse og de begge kunne mærke spark der inde fra men for nu virke det næsten uvirkelig. ”det forstår jeg godt cale.. det virker helt uvirkelig.. men jeg glæder mig” sag hun stille og så op på ham og så hans smile. hun smile blidt til ham, og trykke sig bare ind til ham og nød virkelig bare og ligge her med ham, hun begyndt dog og mærke maven rumle vis ikke cale dirket kunne høre det efter hånden, hun hade dog ikke lyst til og flytte sig dels fordi hun lå rigtig godt men dels fordi hendes søsyge gjord hun ikke var særlig sikker og lade gå på dækket.

[Cale Joseia Nightgale]

Tanken om at skulle blive en far, var stadig helt underlig for Cale, for det var slet ikke noget i nærheden af, hvad han havde regnet med, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Han vidste ikke rigtigt hvordan han skulle reagere. Igen havde han brug for at finde ud af, hvordan og hvorledes.. Nu havde han jo ikke bare Mydall i fremtiden, som han skulle passe på, men også en lille en. Det var da virkelig underligt det her!
Cale var glad. Virkelig, virkelig glad, så det skulle da endelig ikke være for det! Hovedet lagde han ind mod hendes. Et sted var han jo selvfølgelig utrolig glad for, at deri kke var noget mere alvorligt galt med hende, og at det 'kun' skulle vise sig, at være en graviditet, men det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. "Det er underligt det her." At skulle blive en far,var virkelig underligt! Det var slet ikke noget, som han havde regnet med, at han nogensinde ville få muligheden for at opleve!
Her vendte Cale blikket mod hendes mave. Selvom der ikke rigtigt var noget at se lige nu, så bare tanke om at der skulle være et lille individ i hendes mave, var fantastisk. Det var et lille mirakel, og han elskede det jo uden tvivl også, så det skulle endelig ikke være for det. "Jeg glæder mig også.. Rigtig meget," sagde han denne gang. Han trykkede hende ind mod sig, inden han plantede et kys mod hendes pande denne gang. Et smil passerede denne gang hans læber, inden han lænede sig mere ned, for at fange hendes læber denne gang.

[Mydall Lupita Vivar]

Tanken om og skulle være forælder var virkelig helt uvirkelig, sådan føltes det i vært fald. Med alt det de to hade være igennem og oplevet med deres kort tid sammen som et par, burt man ikke videre kalde det her for det meste uvirkelig der kunne være sket for dem, men akt sådan føltes det lig nu. at der faktisk lå et lille individ inde i hendes mave, vokse og gro sig større og stærkere for hver dag der nu skulle gå til den kom.. det var virkelig helt vildt underligt og tænke på. Men hun kunne jo mærke hendes krop hade ænder sig, og stadig ænder sig hun hade bare være for stresset til og opdage det.
Hun var dog glad.. helt vildt glad! Det her var en drøm for hende som gik i opfyldelse.. hun skulle have en baby, og være en rigtig mor! Det var jo fantastisk! Men også skræmmende for hun hade ingen ide om hvordan man var mor, og hun kunne jo ikke spørge hendes egen mor og hjælpe da hun jo ikke var blandt dem mere. Hun så på ham som han snakke og smile blidt til ham, ”underligt.. men helt igennem dejligt ” sag hun stille og nød bare og ligge helt ind til ham, og vide han var der til og passe på hende og babyen nu og han var far til hendes baby hvad mere kunne hun ønske sig.
Hun så på ham som de lå der og putte med hinanden, hun fornemme han så mod hendes mave og smile bare blidt. Hun smile bare som han snakke, ”det gør jeg også.. jeg har drømt og dette siden jeg var ganske ung.. og nu sker det enlig” hun smile og mærke hans kys på hendes pande, og smile bare. Hun mærke så han læne sig mere ned for der efter og fange hendes læber i et kys. Hun sukke stille og gengældt glædelig hans kys mens hun trykke sig ind til ham, det hele var virkelig bare helt utrolig og så uvirkelig hun hade så mange blande følelser i sig over denne spænde og uventet opdagelse, at hun mærke hendes øjne måtte blive langsomt blive fyld op med en blanding af glædes tår og nervøsitet for hvad der ville ske når de igen satte hovene på øens jord.

[Cale Joseia Nightgale]

Tanken om at han skulle være far, havde Cale stadig svært ved. Det var dog en tanke, som gjorde ham glad. Det havde han så sandelig heller ikke tænkt sig at skjule, for det gjorde det. Selvom det var en tanke som ligeledes måtte skræmme ham, for det gjorde det så sandelig også. Det var der ingen tvivl om. Han lagde armene om hende, også for at holde hende varm. I fremtiden havde han ikke bare hende, men også en lille at skulle beskytte. Det var virkelig underligt at tænke på.
"Jeg havde nu aldrig regnet med at det skulle ske mig.. Nogensinde." Han vendte blikket mod hende. Nu havde han heller aldrig troet, at han skulle få muligheden for at komme væk fra arenaen og de mange gladiatorkampe. Nu måtte han jo så bare finde ud af, om Demarcus virkelig var en mand,s om han kunne stole på. Han måtte jo indrømme, at han stadig den dag i dag, måtte være tilbøjelig til at være lidt i tvivl.
"Jeg elsker dig, Mydall.. Jeg lover, at jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at passe på jer begge to," sagde han denne gang. Han plantede et kys mod hendes pande. Normalt var det heller ikke ham, at være så kærlig og omsorgsfuld, men hun havde vist ham, at det var okay at vise sig på den måde, og derfor havde han tænkt sig at fortsætte med det. Han begyndte at ryste. Her var faktisk temmelig koldt nu i takt med, at de bevægede sig mere og mere ud på det åbne hav. For nu, forsøgte han at bide det i sig. Vigtigst for ham, var hun havde det godt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på cale, mens han holdt om hende. Tanken om skulle være mor var en vidunderlig tanke og hun elskede det utrolig meget allerede selv om hun også var bange for med deres held ind til videre frygte hun e måske blev skilt af igen, eller der ville ske noget med deres baby. Hun så på ham og nød hans varme arm, og krop mod sig det gjord hende dejlig tryg her ude på skibet midt på havet efter hånde.
Hun så på ham som han snakke, og lod blidt en hånd glide op og nusse hans kind ”men nu er det sket.. og jeg er sikker på det hele nok skal gå.. du bliver en god far cale.” hun så ham i øjnene som han kigge på hende, og smile opmunderne til ham. hun forstod godt han hade haft tvivle om at han aldrig skulle blive far men nu skulle han til og være det og hun var virkelig sikker på han nok skulle klar dette ny ansvar sammen med hende. ”vi er to om dette ny liv.. og sammen skal vi nok klar det” hun så på ham og smile opmunderen til ham. hun burt enlig fortælle demarcus denne nyhed, hun håbe dog ikke det ville ænder noget på hans tilbud om husly for dem for hun kunne virkelig ikke se hvad de så skulle stille op.
Hun så på ham som han kysse hendes pande efter hans hade snakke, ”og jeg elsker dig cale.. jeg ved du vil passe rigtig godt på os begge to” hun smile blidt til ham ”men min læber sider altså her ned” hun lo blidt og valgt og give ham et kys før han sag noget. Hendes kys var dybt og tydeligvis længles fuld for hun elskede virke hans kys, og kunne ikke helt få nok af dem. Hun brød det dog og så på ham og kunne fornemme han frøs ”skal jeg gå ned og bede om et tæppe? Du fryser jo!” hun så bekymret på ham, han skulle da ikke frys i hans forsøg på og holde hende varm.

[Cale Joseia Nightgale]

Tanken om at være far, var en tanke som Cale fandt skræmmende. Han havde aldrig forestillet sig, at det var noget som skulle være sket for ham. Og her var han. Man kunne i den grad sige, at det vR en kæmpe udfordring, så det skulle da endelig ikke være for det. "Jeg håber i hvert fald, at jeg er en god en," fortalte han oprigtigt. Han kunne ikke lade være med at kigge på hende. At vide at noget så værdifuldt var i færd med at vokse i hendes mave. Han kunne virkelig godt lide det!
Nu var han jo endnu mere i tvivl om Demarcus' intentioner i dette, for ej ønskede han at Mydall eller nogen anden omkring ham, skulle udsættes for den slags. Han blev derfor langt mere fast og anspændt, end hvad han tidligere havde været. Han ville gerne. Rigtig gerne endda. "Jeg håber virkelig at jeg kan. Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan, for at vogte om jer begge to," forsikrede han denne gang. For ham var det vigtigt at hun vidste det.
Smilet bredte sig endnu en gang på hans læber. Han smilede til hende, inden han lænede sig ned mod hende, og plantede et kort, men kærligt kys mod hendes læber. Hun var dejlig. Hun var helt igennem dejlig, så det skulle da slet ikke være for det. Og selvfølgelig fandt hun ud af at han frøs. Han var uden tvivl kold, så det kunne da uden tvivl godt mærkes nu. Han rystede på hovedet. Hun var bestemt ikke den som skulle gå og gøre alt muligt for ham. Sådan gang tingene ikke sammen. "Jeg klarer mig. Det skal du slet ikke tænke på." Jo mindre han fik med de andre at gøre, jo bedre var det uden tvivl også. Sådan så han på tingene i hvert fald.

[Mydall Lupita Vivar]

Tanken om de skulle være forælder var spændene og skræmmende, for de ville komme til og skulle stå med ansvaret for et lille væsen som ville være hjælpe løs de første mange år, og som de skulle lære og blive en god kentaur, det var altså ikke lig så lidt en opgave. Hun så på cale, som han snakke og kunne godt forstå han måske ville være nervøs for denne stor forandring, når man tænkt på hans liv så måtte det vær svært og skulle til og lege far og være et godt forbillede ”du bliver den bedste far som kun du kan være cale.. og ingen forlanger mere af ens far ind man gør sit bedste.. du skal nok klar det” hun ville gerne munder ham op, og forsikrer ham om det hele nok skulle gå, og han godt kunne være en god far for det troede hun på han kunne.
Hun smile blidt til ham, og nusse sig blidt ind til ham ”det ved jeg du vil cale.. og jeg forlanger heller ikke andet ind du gøre dit bedste og det ved jeg du vil.. jeg er tryg vel vidende du passer på os” hun så på ham og smile blidt.
Hun så på ham som han smile, inden han planet det kort men kærlig kys på hendes læber. Hun smile bare og var glad for han forstod hendes lille hentydning til et kys på munden, et kys på panden og kinden var fint men hun nød nu kys på munden mest. Hun så på ham, som han stadig holdt om hende. Hun kunne jo fornemme han frøs og det kunne hun ikke lig! Hun så på ham som han snakke ”jo jeg skal! Jeg kvinden i det her forhold og min pligt er at sikker mig du har det godt, og lig nu fryser du… du har brug for et tæppe der kan holde kulden lidt væk fra dig” hun så på ham tydeligvis bekymret, for hun ville ikke have han risiker og blive syg fordi han var stædig og holde hende der for at varme hende og han selv ikke søger for at holde varmen.

[Cale Joseia Nightgale]

Tanken om at de skulle være forældre, var uden tvivl en tanke, som Cale fandt utrolig skræmmende, men hvad var der lige at gøre ved det? Måske det blev bedre, når han blev mere klar over, hvad han egentlig var på vej ind til? Det var lidt det, som han håbede på i hvert fald, for det her var nok noget af det værste, som han var udsat for. En fuldstændig uventet situation, men ikke desto mindre, så føles den jo utrolig fantastisk!
Mydall virkede bare så sikker i sin sag.. Hvad så hvis det var noget af det, som de så skulle finde ud af, at han faktisk slet ikke kunne finde ud af? "Du virker bare så sikker i din sag," sagde han blot. Hvad andet skule han sige? Lige nu var han ikke så sikker, hvilket ikke lignede ham! Og hvordan han var som forbillede? Ih ja, en mand som dagligt havde slået ihjel for andres glæde og underholdning.. Hvilket forbillede! "En slave med en masse folks blod på hænderne?" Han var jo virkelig begyndt at tænke tingene igennem så at sige, og det var jo også meget tydeligt, at han var begyndt at gøre det.
Stædig som han kunne være, så ville han stadig gerne vise, at han kunne klare sig selv, og det blev på den her måde, at han gjorde det! At hun så skulle være så bekymret, forundrede ham ikke. Det havde hun været for ham siden han havde set hende første gang. En tanke som varmede ham.. Selv på trods af kulden som var begyndt at bide temmelig voldsomt. "Du og den lille har mere brug for det end jeg," fastholdt han. Det var hende som bar på en baby i den mave, og derfor var det hans pligt at gøre, hvad han kunne for at passe på dem! "Jeg finder et tæppe til jer," fastholdt han dog. Mere til dem, end til ham selv. Han slap hende, rejste sig, og søgte hen til trappen, hvor han kaldte ned. At komme ned på hove og alle 4, synes at være en meget dum ide på en meget lille trappe.