Getting closer to the way home.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus tog det ikke særlig tungt, at Cale ikke stolede på ham. Man kunne kun håbe på, at det var noget, som ville komme med tiden, og da særligt nu hvor de havde en mulighed for at gøre det om. Demarcus havde ofte været i Arenaen, som den højtstående mand, som han nu var, og han måtte jo sande, at han havde nydt de forestillinger, som var spillet for hans øjne. Det var der slet ikke nogen tvivl om.
Han bød dem derfor velkommen ombord. Der ville ikke gå lang tid, før de ville tage derfra, og søge tilbage mod Tayevania igen. Selv Demarcus måtte jo sande, at han glædede sig til at komme hjem. Nu var han i forvejen ikke særlig begejstret for fastlandet og de væsner som boede her. Det var bare nemmere for ham, at falde ind i mængden, end det var for en kentaur, kunne man sige.

"Gå endelig ombord," bød han denne gang, hvorefter han lod dem gå ombord først. Han agtet dog at holde sit ord. Han ville ikke gøre dem noget, og det havde han så sandelig heller ikke nogen grund til at gøre, kunne man sige. Han gik selv ombord bagefter. "Gør klar til at forlade havn. Den sidste kasse er snart ombord," endte han denne gang. Hænderne foldede han over ryggen, mens han selv blev stående ved rællingen. Den sidste kasse med varer, blev ført ombord, og gangbroen blev trukket op. Manden ved roret, gjorde klar, og det samme med dem i masterne. Langsomt lagde de fra kaj, og søgte ud mod det åbne vand. Nu var de på vej hjem.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stole på Demarcus, hvordan kunne hun andet? han hade lovet hende hjælpe og beskyttelse så det var svært ikke og hoppe på og tro på ham, og han hade jo fået hende her over i et stykke så det var da en god starte, hun så på cale og demarcus på skift. Hun kunne jo se han ikke brød sig spor om demarcus, men hun bebrejde ham ikke spor hun forstod ham kun godt, når nu Demarcus kendt til cale, og det betød jo han hade set nogle af de grusomme kampe han hade udført gennem tiden, hvilke mydall hade og tænke på. Men de skulle jo hjem, og han var deres eneste måde så det var vil bare sådan det var. hun så på cale og smile opmunderne til ham ”vi gå om bord.. og så vil jeg lægge mig.. jeg trænger virkelig til hvile nu” hun så på ham og smile inden hun så på Demarcus igen.

Hun nikke ”det gør vi” hun smile og så på cale og vippe med hoved mod skibet for at signaler de skulle gå. Hun gik roligt op af planken og kom op på dækket, hun mærke allerede sø sygen igen og gik blot hen og lage sig sådan lidt i midten af dækket men sådan hun ikke var for meget i vejen, hun ønske ikke og søge under dæk denne gang for det hade være et rent mareridtet for hende sidste. Hun lage sig tungt ned og pust, hun var virkelig ikke frisk.. måske hun skulle tyde stjernerne denne kommende nat og se om de kunne fortælle hende noget. Hun så på demarcus som han snakke, og nikke bare ”lyder godt.. ” sag hun stille, det var tydelig hun ikke var helt rask. Hun mærke som de begyndt og gøre klar, og snart mærke hun skibe bevæge sig og sejle fra kejen, enlig.. på vej hjem.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale stolede under ingen omstændigheder på Demarcus, men fordi at Mydall gjorde det, så var sagen lidt en anden. Det var også det som han reagerede på lige nu, og det var også derfor at han søgte med ombord. Han stolede jo heller ikke ligefrem på væsenet af fastlandet, kunne man sige. Han vendte sig mod Mydall. Ikke var det nogen hemmelighed, at han oprigtigt var bekymret for hende, for det var jo heller ikke meningen at hun skulle føle sig som lusen klemt mellem to negle. Det var oprigtigt slet ikke noget som han ville have. "Jeg skal nok passe på dig," sagde han denne gang. Et sted følte han jo, at han skulle bevise noget for Demarcus.

At hun lagde sig på dækket, havde han det fint med, for der kunne han selv holde øje med det hele. Han lagde sig forsigtigt ned ved siden af hende, mens han kiggede rundt på det folk, som var ombord. Det hele begyndte at gynge, i takt med at skibet vendte ,for at komme ud mod det åbne hav.. Og nu var de endelig på vej hjem. Det var i hvert fald noget som han så frem til nu! "Er du okay?" spurgte han denne gang. Det gjorde ham jo urolig, for hun havde jo også kastet op og alt muligt. Desuden var det også en glimrende måde, hvorpå at han kunne glemme Demarcus lidt. Hånden strøg over hendes kind, hvor han fjernede en lok af hendes hår fra hendes ansigt. Han følte sig magtesløs.. Alt magt og kontrol var revet fra ham, ved at han skulle være her, og hvilken frustrerende tanke, det også måtte være for ham!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus kunne udmærket godt huske, at have set Cale i Arenaen, for han havde jo selv været en del af det. Og nu agtet han nu at stå ved sine ord, også selvom han skam godt kunne forstå at manden reagerede på den måde, som han nu gjorde, så var det ikke noget, som egentlig rørte ham noget særligt. Det ville i hvert fald være dumt, at prøve på noget som helst, hvilket meget hurtigt nok skulle gå op for ham. Ikke at der ville være nogen tvivl om det.
Mydall var en helt anden støbning, og en kvinde, som han faktisk kunne snakke med, og rent faktisk føre en ordentlig samtale med. Turen tilbage til øen ville desuden også være lang, så manden ville rende rundt og være sur på ham hele vejen? Også når han ikke havde gjort ham noget særligt?

Demarcus kunne se, at de lagde sig til på dækket. Det rørte ham egentlig ikke det mindste. Han foldede hænderne bag på ryggen. "Sørg for, at vi hurtigst muligt kommer tilbage til Tayevania," meddelte han denne gang. Han ville gerne huse dem, som han oprigtigt gerne ville hjælpe dem. Desuden havde Tayevania brug for det. Det sammenhold, som engang havde været, var godt spoleret - af folket fra fastlandet. De havde allerede præsteret at blande sig lidt for mange gange, måtte man sige!
Inden længe var de ude på det åbne hav, og havde derfor sat kursen direkte i retningen af Tayevania. Et par dage, så ville de være fremme. Måske hurtigere hvis vinden var med dem. Han vendte igen blikket mod de to kentaure som lå der på dækket. De elskede hinanden. Han kunne slet ikke være i tvivl om det.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stole på Demarcus, men hun forstod sandelig også hvorfor cale ikke gjord og hun bebrejde ham heller ikke det mindste. Hun så på ham, som han også søgt ombord sammen med hende. Hun smile bare blidt til ham ved hans ord, ”det ved jeg cale, og jeg glad for jeg har dig til og passe på mig” sag hun blidt og stille til ham, hun vist han nok skulle beskytte hende, det gjord han jo altid når han altså kunne, men nu hade de ikke videre være heldig med og undgå situationer hvor han faktisk kunne passe på hende, men hun vist han ville forsøg alt han kunne og det var betryggende og vide.

Mydall hade lagt sig på dække, da hun følt det var bedst efter den sidste rejse hun hade være på, plus så kunne hun tyde stjernerne og se hvad de fortalt hende om deres fremtid, og måske om denne sygdom hun hade. Hun så på ham, da han lage sig ned ved siden af hende. Hun trak vejre dybt som skibet begyndt og gynge mere og mere, i takt med de kom ud på havet for til sidste og være på åben hav.. enlig på vej hjem. Hun hørt Demarcus herse lidt med hans besætning, det var rart og vide han ønske og få skibe hjem til øen så hurtig de kunne, så skulle hun ikke tilbringe for meget tid på dette gyngende skibe. Hun så på cale som han snakke til hende, ”ja.. jeg er okay.. jeg prøver i vært fald på ikke og blive for sø syg” hun smile skævt og så på ham, inden hun så mod himlen ”jeg håber stjernerne kan fortælle mig hvad der er som plager mig.. eller i vært fald om det forsætter hele vejen hjem” hun trak vejre dybt og prøve og slappe af, mens hun lage en hånd på maven da den gjord temmelig ondt.

 

[Cale Joseia Nightgale]

For alt i verden, ønskede Cale ikke at tænke yderligere på, hvad Demarcus kunne finde på at gøre ved dem, for det ønskede han slet ikke. Han var en mand, som vel egentlig bare gerne ville have lov til at passe på sin udkårne? Mydall var virkelig det vigtigste som var sket i hans liv, og derfor ønskede han jo heller ikke, at der skulle ske hende noget. Og dette var virkelig en tand for meget for ham.
Han lagde sig langsomt ved siden af hende. Ikke havde han tænkt sig at flytte sig på noget tidspunkt, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå det. Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Han smilede kort for sig selv, hvor han denne gang blev liggende og holdt øje med Demarcus ud af øjenkrogen. Foreløbig, havde han frygtelig mange grunde til ikke at skulle stole på den mand. "Før eller siden, så er vi tilbage på øen igen." Lige nu glædede han sig faktisk til det.

Hun ville læse stjernerne i aften? Måske at det var en meget god idé, for han selv ønskede at vide, at hun havde det godt, og om ikke det, så hvad der var galt med hende, siden hun havde det dårligt. Det var jo slet ikke en tanke, som han selv kunne lide. Det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Jeg beder til, at det ikke er alvorligt," sagde han denne gang. Oprigtigt måtte han jo sige, at det var en tanke, som faktisk gjorde ham usikker. Tænk hvis det ikke var noget, som han kunne beskytte hende fra? Den tanke, kunne han slet ikke have!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Bevidst valgte Demarcus at give dem plads, og albuerum, kun fordi at han kunne se og mærke på Cale, at han slet ikke brød sig om hans tilstedeværelse. Ikke fordi at han ikke forstod ham, men selv han måtte forstå, at han i forbindelse med Arenaen, også havde haft en særlig rolle at spille. At han jo så selv havde nydt de mange kampe og stride, var jo så en anden side af sagen, og ikke noget, som han sagde højt, for det var der jo slet ikke nogen grund til.
Vinden var med dem i dag, så det var muligt, at de ville kunne komme hjem hurtigere end først antaget. Selv nu hvor Demarcus måtte se dem ligge der, måtte han jo faktisk sande, at han savnede sin egen hustru derhjemme. Hun ventede jo, og havde i forvejen så meget, som hun jo bare måtte acceptere, kun fordi at det var det liv han havde haft.

"Vinden er med os," meddelte kaptajnen, hvilket var ord, som faktisk glædede Demarcus. Selv nu hvor det gyngede, så rørte det ham ikke. Han nikkede mod ham, inden han denne gang, søgte ned mod Mydall og Cale, som lå på dækket. "Det ser ud som vi lægger til kaj på Tayevania i morgen tidlig." meddelte han. Han sendte dem et smil, inden han denne gang rettede sig en smule op. Han søgte selv nedenunder dæk. Det var ved at blive sent, men han gik da stærkt ud fra, at de ville melde fra til ham, hvis de manglede noget. For nu handlede det om at komme igennem natten og ellers nå hjem i morgen. Nu glædede han sig uden tvivl også til det.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall glædet sig virkelig til de kom tilbage, kunne få lov og leve et roligt liv sammen og bare være to normale kentaur eller mere eller minder normale. Hun trak vejre dybt, hun forstod cale ikke brød sig om det her, og bare ønske og beskytte hende men for nu måtte han finde sig lidt i det her og passer på hende så godt han kunne mens de var på denne gyngende helves båd. Hun hadet virkelig og sejle! Hun blev aldrig en sø hest. Hun så på ham som han så på hende og smile blidt, det var dejligt og ligge her med ham og bare slappe af mens dagen gik på hel. Snart ville stjerne komme og hun ville tyde dem, som hun hade gjort så mange gang før. ”det ved jeg cale, og jeg glæder mig til vi kommer hjem” hun smile blidt til ham, og glædet sig bare helt vildt.

Hun så på ham som hun sag hun ville tyde stjerneren, hun var glad for han selv var med på ideen og smile blidt ”jeg er sikker på det ikke er noget slemt” hun smile og så på ham, hun vist han ønske og beskytte hende og hun håbe da også det bare var en lille bi ting der forsvandt igen. hun så på demarcus da han sag de allerede ville være tilbage den næste dag. Hvor herligt! ”det jo fantastisk!” hun smile og måtte kort kæmpe for ikke og kast op igen da båden jo gynge en del, hun hadet det virkelig skidt. hun smile og så på cale ”i morgen cale lyder det ikke dejligt” hun smile som demarcus søgt ned under dækket, i mens læne mydall mod cale og så mod himlen og vente på stjernerne mens hun forsøgt og hvile og ikke kast mere op, plus hun burt enlig høre om noget og spise hun var også sulten tros kvalmen.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale kunne ikke rigtigt finde nogen glæde i øjeblikket. Hvad glæde var der i, at hun havde det på den måde? Den var jo fuldkommen ikke-eksisterende lige i øjeblikket, og det kunne i den grad også godt mærkes. Svagt bed han sig i læben, som han lagde sig helt ind mod hende. Han vidste jo ikke engang om han glædede sig til at komme hjem endnu. Bare han kunne være sammen med hende, så var han glad og tilfreds, da det oprigtigt var det eneste, som han havde i hovedet og i tankerne lige nu. Det var jo også derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. "Jeg finder ud af, om jegkan glæde mig ved det, når vi ankommer," sagde han denne gang. Det var muligt, at hun stolede på Demarcus, men det var så sandelig ikke noget, som han kunne sige, at han gjorde endnu, for det gjorde han da slet ikke.

Demarcus kom dem i møde, og meddelte dem, at de ville være i havn allerede i morgen. Dette passede ham fint, men dog sagde han intet til manden, som selv søgte under dæk. Han blev liggende lige ved hende, da det også var tydeligt, at hun slet ikke havde det særlig godt. Mon stjernerne kunne fortælle hende noget? Han bed tænderne svagt sammen. "Jeg håber ikke, at det er noget alvorligt." Hvad andet skulle han sige? Han følte sig jo direkte magtesløs i forvejen, og han havde i sandhed også svært ved dette!
Armen lod han denne gang glide forsigtigt om hende, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Han plantede et kort kys mod hendes pande. Lige nu ville han bare gerne frem og måske få nogen til at tilse hende. Det her var slet ikke noget, som han kunne lide!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Sjældent forekom det, at Demarcus følte sig så uønsket ombord på sit eget skib, men igen, så forstod han godt Cale et sted. Han ville bare personligt ikke mene, at han havde givet ham nogen grund til at reagere sådan overfor ham, og det var lidt det, som han reagerede på lige nu. Han vendte blikket direkte mod deres skikkelse. Han kunne uden tvivl godt lide Mydalls begejstring. Den var bare ikke eksisterende fra Cales side af.
"Lad mig vide, hvis I mangler noget. Jeg går under dæk nu." informerede han denne gang. Der var stadig besætningsmedlemmer oppe på dækket, og så var der jo selvfølgelig dem. Det var bare ikke rigtigt noget som rørte ham. Der var nemlig ikke nogen, som ville lægge så meget som en finger på dem nu.

Demarcus søgte ned, for at få sig noget søvn. Det havde uanset været nogen lange ture og de forretningsrejser, tog faktisk også hårdt på ham, når han endelig var af sted, fordi at han jo ikke havde pause på noget tidspunkt. Derfor krøb han faktisk direkte i seng. Her regnede han så også med at ligge, til de endelig ville være i havn igen, eller til Mydall eller Cale ønskede noget af ham. Hvorvidt om det overhovedet ville komme til at se, var jo så en anden side af sagen. Oprigtigt, så var det ikke rigtigt noget, som han gik ud fra, ville komme til at ske.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall vist cale var bekymret for hende, i sær efter hun hade kast op ude på stranden. Hun så på ham som han lage sig helt ind til ham, hun var virkelig taknemlig for at hun hade ham hos sig. Han tog sig virkelig godt af hende, og hun kunne virkelig ikke være mere glad for ham ind hun allerede var. hun så på ham som han snakke, ”jeg sikker på du nok kan være glad når vi kommer hjem til øen” hun smile blidt til ham og trak vejre dybt mens hun lage sig ind til ham. hun så på Demarcus som han snakke og nikke ”skal vi nok mange tak Demarcus” hun smile roligt inden hun igen vente sin opmærksomhed mod cale, man kunne nærmest skære i gennem hans mistro til demarcus når han så på ham.

Hun så på cale efter demarcus var gået, det var dejligt de allerede næste dag ville være hjemme igen så kunne de begynde og få styr på deres liv sammen og finde ud af hvordan og hvor ledes det skulle være. Hun så på ham, som han snakke ”samme her kære.. men det er sikkert intet slemt” hun smile og så på ham, og ville bare gerne gøre ham tryg ved det hele og have ham til og føle sig tryg ved hendes ord. Hun mærke hans arme om sig, og sukke stille, hun elskede når han holdt om hende det var virkelig noget af det bedste hun viste. Kysset på panden fik hende bare til og smile, ”elsker dig” sag hun ganske stille og lag hænderne blidt på hans arme, mens hun så op mod himlen som blev mørkere og mørkere, hvilke fik hendes nervøsitet til og stige for hun frygt hun måske fejle noget meget slemt som ville gøre hun måske ville blive reven væk fra cale, og det ønske hun bestemt ikke.

[Cale Joseia Nightgale]

Frygten for, at der skulle være noget slemt i vejen med hende, var det som egentlig fyldte mest for Cale lige nu, og han kunne ikke lide det. Slet ikke faktisk. Han blev derfor liggende ved hende, hvor han lod armen glide mere beskyttende omkring. Han havde brug for, at hun lå der, og at han kunne passe på hende for en gangs skyld. Det var lidt det, som var problemet nu - Kunne han hvis det viste sig, at hun rent faktisk var ved at blive syg? Den tanke, måtte han faktisk finde utrolig skræmmende, for sygdom kunne han jo ikke rigtigt stille noget som helst op imod. Han brød sig bestemt ikke om det faktum! Tvært imod faktisk.
Han strøg hende over ryggen, mens han endnu kiggede på hende. Såvidt muligt, ville han sige, at de var i sikkerhed her, men det var ikke til at vide. Han stolede stadig ikke på Demarcus. Og om han ville komme til det? Det ville de jo nok finde ud af på et eller andet tidspunkt.

Han sendte hende et stille smil. De havde hinanden, og for nu, var det også det vigtigste lige nu for ham. "Det håber jeg ikke," sagde han denne gang. Selv var han ikke så sikker og så overbevist, men det var så bere det. Det var svært for ham, at finde ud af, hvad han kunne gøre ved det uanset hvad. Han sukkede dæmpet. Han elskede hende jo, og selv det, var en meget ny ting for ham. Han rykkede sig, så han lå helt tæt ind mod hende denne gang. "Jeg elsker også dig," sagde han denne gang.
Selv nu i takt med at det blev mere og mere mørkt, blev det også mere og mere koldt. Dog sagde han intet. Han ville selv bevise for Demarcus, at de udmærket godt, kunne tage sig af hinanden, og passe på dem selv.

//Svarer med Demarcus igen, når de er i havn <3
    

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var selv bekymret, hun frygte virkelig selv at hun måske var alvorlig syg hvilke ikke var en behalig tanke for hun ønske jo bare og være sammen med cale, men vis hun var bleven alvorlig syg hvordan skulle hun så kunne det? denne tanke skræmt hende en del, men hun holdt det for sig selv hun så bare på ham og smile blidt, hun nød han holdt om hende det gjord hende langt mere tryg ved det hele, plus han var dejlig varm så hun klage bestemt ikke her oppe på det kølig dæk, der blot blev koldere og koldere i takt med det blev mørkere og mørke udenfor. Han så på hende, som han strøg hende på ryggen hvor var hun glad for hun hade sådan en god beskytter det varme hende virkelig inde i og vide han var hendes mage og han tog sig så godt af hende.

Hun så på ham, som han smile til hende. Hun nød altid og få et smile fra ham, det gjord hende glad og tryg for så vist hun da han ikke var helt trist. Hun så på ham, og nikke roligt som han snakke hun håbe også det ikke vare noget slemt. Hun smile ved hans ord og mærke han lage sig tætter til hende, hvor hun dog elskede det! hun sukke stille og så blot mod himlen for guidens.
Da mørke enlig faldt nok på til hun kunne se stjernen begyndt hun og tyde dem, hun mærke hvor spændt hun var og trykke sig bare ind til cale for at holde varmen. Øjne gled blidt over himlen som hun følt hjerte hammer bag hendes bryst, ”vis jeg har læst rigtig.. så har jeg god og dårlig nyheder” hun så på cale, hendes øjne nærmest glimt ”den dårlig nyhed er.. at stjernen siger at min næste tid bliver prøvene, med dårlig og god dag, med ubehag og ligene” hun trak vejre dybt og tog så blidt om cales hånd og lage den mod hendes heste mave ganske blidt med sin hånd over hans ”men at vi om mange måner.. vil møde en som vil ændre vores liv for altid” hun så på ham i øjne, mens hun holdt på hans hånd på hendes varm heste mave vis hun hade tydet rigtig så.. vente de sig… de skulle være forælder!

[Cale Joseia Nightgale]

Det eneste som Cale havde i hovedet, var at passe på hende. Oprigtigt, så var det nu det eneste, som havde nogen former for betydning for ham lige nu. Derfor blev han også liggende og forsøgte at holde hende varm. Nu hvor mørket var ved at lægge sig over dem, så var der kun den mere grund til at skulle passe på, og særligt fordi at det hurtigt kunne vise sig, at blive koldt om natten.
Det var sådan det havde været på fastlandet. Nu var det jo ikke til at sige, hvad der ville ske nu. Derfor vendte han blikket mod hende. Ville de møde mange prøvelser? Han gik da stærkt ud fra, at når hun mødte dem, at han ville det samme, for han havde slet ikke tænkt sig at lade hende gøre noget som helst på egen hånd længere! Nu vor de var sammen om det hele, så var det her også det, som han havde brug for.
Svagt kunne han mærke hvordan det hele synes at synke i hans brystkasse. Det var slet ikke sådan, at det burde være. Havde de ikke mødt prøvelser nok nu? "Uanset hvilke prøvelser vi nu skal udsættes for, agter jeg at stå ved din side.. du skal ikke være igennem det alene. Det lover jeg dig." De ville møde en om nogle måneder, som ville forandre deres liv for altid? det var jo ikke til at sige, hvad det betød.. Men hun tolkede det i hvert fald som en god ting.
Denne gang kyssede han let hendes kind, inden han atter så mod hende. Han tog virkelig ikke hentydningen, for hvorfor skulle han da tænke noget i den retning? det havde han jo slet ikke haft nogen grund til at gøre, og derfor gjorde han det heller ikke. "Er det hvad dine stjerner fortæller dig?" Umiddelbart lød det ikke som noget stort og noget voldsomt, hvilket passede ham fint. Særligt hvis det rent faktisk betød, at dette var noget som de ville komme igennem. Det kunne næppe blive værre, end hvad det var nu.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var glad for hun hade cale hos sig til og passe på hende, hun følt sig tryg hos ham så hun var sikker på han nok skulle passe godt på hende nu, hun putte sig bare ind til ham. der var ikke videre varmt her ude på havet, og slet ikke nu hvor solen var ved og være væk og måne begyndt og stige op over dem i steden for.
Hun så på ham, hun var spændt på om han kunne forstå det hun hade det men hun fornemme godt at hendes ord mere gjord ham utryg men hun sag ikke noget til og starte med og lod ham snakke, hun sukke inden i jep han hade ikke fatte noget.. var det bare typisk mænd eller var det bare ham hun skulle døj med? hun måtte smile lidt for sig selv, hun måtte vel bare skær det ud i pap for ham vis det skulle være. ”det ved jeg du vil være cale, og særlig denne prøvelse vil jeg få brug for dig.. VI får brug for dig” hun håbe virkelig han snart ville fange den, men hun blev også nu mere nervøs for hvad han ville sig til denne nyhed.
Hun så på ham, som han kysse hendes kind hvilke fik hende til og smile. hun så på ham som han snakke og måtte le, ”Cale.. jeg tror du skal prøve og tyde din egne stjerner nu.. og se hvad de sig, jeg sikker på de vil fortælle dig noget også” sag hun opfordrende og putte sig bare ind til ham, måske hans egen stjerner ville fortælle ham det beder, og han så måske ville forstå hvad det enlig var hun mente. I mens putte hun sig ind til ham, og lod øjne blide ned på hendes mave hvor hun hade lagt sin egne der ned med cales selv om han tydeligvis ikke hade opdage det, tanken om hun vente sig var.. så underlig men hun kunne mærke en varme fylde hende som tanken sank mere ind i hende, det var virkelig helt uvirkelig for hende.. hun skulle faktisk til og være mor.. en rigtig mor, og så sammen med verdens dejligst mand til mage hun kunne da ikke være mere glad.