Getting closer to the way home.

[Cale Joseia Nightgale]

Det havde uden tvivl påvirket Cale frygtelig meget, at skulle komme til at stå i denne situation. Det at være fri, var næsten ikke noget, som han kunne tackle, selvom det var en nødvendighed, og han vidste, at det var en nødvendighed, men hvad andet kunne han da gøre ved det nu? Det ændrede dog bare ikke på, at han ikke kunne lide, at se hende på denne her måde. Faktisk burde hun slet ikke have holdt det skjult!
"Du vil aldrig nogensinde komme til at blive en byrde for mig, Mydall," forsikrede han hende denne gang om. Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. Det forstod hun vel? Han ønskede at passe på hende, som det var en mands opgave, og derfor ønskede han på ingen måder, at høre hende sige noget andet! Ikke hvis han da kunne blive fri for det om ikke andet.

At byen måtte være i det fjerne, glædede Cale en smule, samtidig med at det gjorde ham en smule urolig. Igen fordi at han frygtede ,at hun ville komme noget til, eller at andre ønskede at gøre dem ondt. I det indre, bad han i sandhed til, at Demarcus måtte være der, og kunne bringe dem tilbage til øen. Han ville bare gerne væk herfra, og det kunne så sandelig heller ikke gå hurtigt nok!
"Så lad os komme af sted.." Han satte selv i trav ved siden af hende, kun fordi at han ønskede at komme videre. For ikke at glemme, at han heller ikke ønskede at der skulle ske hende noget som helst! Hans hjerte slog kraftigt. Han bad i sandhed til at Demarcus måtte være der nu.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun ville virkelig ikke være en byrde for hende. Hun ville meget heller være en hjælp, noget positivt men sådan som hun hade det lige nu følt hun sig ikke som andet ind en byrde for ham. hun så på ham som han snakke, og sag hun ikke var en byrde for ham. hun smile en smule, han var nu en dejlig mand. Hun var glad for han ikke så hende som en byrde men det var svært for hende selv og tro på det, for hun så ikke sig selv som andet ind en byrde nu hvor hun var dårlig. Hun så på ham og smile bare blidt til ham, og lod det ligge hun ville ikke sig ham i mod hun fornemme han ikke ønske hun kaldt sig selv en byrd i den.



Hun så roligt på ham, efter hun hade pointer at byen var i det fjerne. Hun så på ham og nikke ”lad os komme hjem” hun smile blidt og satte ellers i trav, nu hvor kvalmen hade lagt sig markant så hun kunne hun beder klar og løbe, og i trav ville de være der inden for kort tid hvilke motiver hende til og løbe videre. Hun holdt tempoet mens hun bare bad til demarcus ville være der til og tage dem med hjem, og holde sin del af aftalen selv om mydall hade tage sin tide og komme tilbage med cale hos sig. Mens de trave tog hun forsigtig om cales hånd, og klemt den blidt hun ville være sikker på han var hos hende nu de nærme sig byen hastig, man kunne begynde så småt og se flere huse, og skibe i havne ja hun var sikker de var på rette vej!

[Cale Joseia Nightgale]

Aldrig nogensinde ville Mydall komme til at blive nogen byrde for Cale. At hun så meget som overvejede den tanke, var slet ikke en som han kunne klare, for det var på ingen måder sådan, at tingene forholdt sig. Han elskede hende, og han ville derfor gerne have, at hun vidste, hvilken betydning hun egentlig havde for ham. Det var i hvert fald ikke noget, som han havde tænkt sig, at se det mindste bort fra, når det nu endelig var i den anden ende. Han sukkede svagt. Det gjorde ham faktisk en smule trist, at hun ikke rigtigt havde den tillid til ham, og hellere ville holde tingene hemmeligt.

De nærmede sig byen. Alene det, gjorde straks Cale mere urolig, kun fordi at han vidste, hvad der kunne ske, og ikke var det en tanke, som egentlig faldt i hans gode bog på noget tidspunkt. Det var nemlig ikke nogen hemmelighed, at han slet ikke stolede på væsnerne, som boede på fastlandet. Lige hvad det angik, ville han langt hellere tilbage til øen igen, hvor han ville kunne leve i fred sammen med Mydall. Eller.. det håbede han i hvert fald. "Bliv tæt ved mig," bad han denne gang, og særligt da de nærmede sig. Der var væsner over det hele.. Og han kunne bestemt ikke lide den tanke! Tvært imod faktisk. Han satte farten op, for at komme op ved siden af hende, for at holde hende sikker. Han kunne slet ikke lide det her!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var glad for cale ikke så hende som en byrd, han så hende som noget positivt og her tænkt hun kun negativ om sig selv. Hun skamme sig lidt, hun burt jo ikke skjule ting for ham hun burt jo fortælle ham alt og vise hun stole på ham. men ak grundet deres situationen var mydall forsigtig og bange for mere gik galt vis hun begyndt og vise sygdom eller svaghed, at hun ville blive en byrde. Hun så på ham, og smile bare og lod ellers emne ligge det var tydelig at denne diskutione ikke ville falde til hendes fordel, eller være en diskutione som ville nytte noget i den lange ende.



De nærme sig byen hurtigere nu de var i trav, de ville snart nå havne og forhåbentlig skibene og særlig det skib som de skulle med, hun fornemme cales urolighed og hun forstod ham godt. Hun så på ham som han snakke til hende, ”skal jeg nok” sag hun roligt, og holdt om hans hånd mens hun lod ham komme op på siden af hende. Som de kom ind i selve byen satte hun farten ned til bare rask gang, der var for mange væsner til de kunne løb mere. De blev stirre på, det var ret tydelig men mydall prøve og lade som ingen ting. Hun klemt bare om cales hånd og holdt godt fast mens hun forsøgt og føre dem ned til haven, inden der måske sket dem noget slemt. Hun brød sig ikke om alle kigge på dem, hun kunne nærmest fornemme hvad grimme tanker de måtte have, hun skyndet sig videre og holdt godt om cales hånd, hun kunne heller ikke lig det her.. slet ikke!

[Cale Joseia Nightgale]

Endelig var de ankommet til byen, og det var bestemt ikke altid en god ting, hvilket Cale vidste. Byer betød, at der var mange væsner, og i det her tilfælde, så var det på ingen måder noget, som faldt i hans gode bog. Han så sig om.. Folk kiggede efter dem, og de blikke, som blev sendt i deres retning. Han kunne bestemt ikke lide det! Dertil bad han bare til at Demarcus måtte være lagt til havn, så de kunne komme videre. Det ville til enhver tid være at foretrække, end det var det her i hvert fald. Han trak vejret dybt.
"Hvor er havnen?" spurgte han denne gang. I forvejen brød han sig ikke om det store hav, men hvis det betød, at han ville komme tilbage til øen, hvor han ville være i stand til at være sammen med hende, så blev det bestemt heller ikke så slemt, at han ville nægte at gøre det. Han ville være sammen med hende, og han ville gerne være den, som kunne passe på hende.
Han så sig om. Folk snakket, og selv i hans optik, var der også alt for mange mennesker, hvilket han heller ikke kunne lide. Han prustede svagt, hvor han slog let uroligt med hoven denne gang. "Og så håber jeg virkelig at han er der," sagde han denne gang. Han brød sig bestemt ikke om dette.

[Mydall Lupita Vivar]

Der var mange mennesker her i byen, det vist mydall godt. Hun så på ham, og holdt godt om hans hånd. Det var ikke en god ting for dem og være her i byen, folk sendt dem blikke og det var ikke første gang mydall hade prøve den slags blikke, hun forsatte dog da det ville være dumt og stoppe lig pluslig. hun så rundt, hvor var det nu havne var? hun bed sig svagt i læben. Hun tænkt mens hun hørt hans spørgsmål men der gik lidt tid inden hun enlig huske hvor bare en smule, men også kunne skimte nogle master længer ned i byen. ”jeg mener det den her vej” sag hun stille, og klemt blidt om hans hånd mens hun ænder kurs mod der hun mente havne var, så de skulle længer inde i byen, og længer ned af mod vandet. Hun brød sig heller ikke om alle de folk der stirre på dem, og snakke i krogene og skyggerne. Hun prøve dog og lade som ingen ting og bare gå så hurtig de nu kunne for alle de væsner der måtte være. Hun så på ham da han snakke ”håber jeg virkelig også..” sag hun stille, både så de kunne komme væk og hun kunne forsøg og få hvile og få det beder, men også så de kunne i sikkerhed på øjne og forhåbentlig få beskyttelse af Demarcus som han hade lovet dem, men nu måtte de se. Som de nærme sig havne syntes hun de væsner der var begyndt og stimle mere sammen og gør det svært for dem at undgå og støde ind i andre, og komme frem. Dette vagt uro i mydall hun forsøgt og holde fast i cales hånd og komme frem, uden at stød på nogle for meget da hun ikke ønske og skabe nogle ballade vis nogle blev vred over hun puffe lidt til dem med hendes stor heste krop. Hun kigge længer fremme, var det Demarcus skib? Hun var ikke sikker hun huske ikke helt hvordan skibe så ud, ”jeg tror jeg kan se masten på skibe.. men jeg ikke sikker på om det er det rigtig skib” hun så på cale, og mærke hun kom til og stød ind i en mand der næsten vælde for over, ”åh undskyld!” sag mydall og bakke en smule og lidt nervøst stampe på stede med alle 4 ben, mens hun klemt om cales hånd.

[Cale Joseia Nightgale]

Uroen var i den grad at mærke i øjeblikket, og det var bestemt ikke nogen behagelig fornemmelse som Cale måtte gå rundt med for øjeblikket. Faktisk var dette noget af det værste. Der var mennesker over det hele, og de kiggede efter dem. Lige nu ville han bare gerne tilbage på øen, hvor de kunne slippe for, at nogen skulle glo sådan efter dem. Det var i hvert fald, hvad han kunne mærke, og han kunne bestemt heller ikke lide det! Han bed tænderne svagt sammen. "Bare bliv tæt på mig," bad han denne gang. Han ville beskytte hende, og han agtet uden tvivl også at gøre det!
Cale fulgte hende glædeligt, i det at han stolede på, at hun vidste hvor de skulle hen. Nu vidste han bare overhovedet ikke hvor de var, også selvom han jo i princippet havde været der en gang tidligere. Denne gang var det bare noget andet. Noget helt andet, og han kunne virkelig ikke lide det her. "Bare vis vej," bad han denne gang. For ham, var det faktisk vigtigt. Han ville bare gerne frem, og det skulle gerne være så hurtigt, som det var ham overhovedet muligt.

At hun næsten gik ind i en, fik ham hurtigt til at reagere. Der var jo også sindssygt mange mennesker her! Han førte hende denne gang mere bag sig, hvor han trådte mere frem, da manden skulle til at hæve hånden, for at slå hende. "Du kan lige vove..!" endte han denne gang. Cale var langt større, så manden søgte hurtigt videre. Her faldt han da om ikke andet, så en smule til ro. Han vendte sig mod Mydall igen. "Lad os komme videre.." De andre kiggede meget efter dem.. Jo hurtigere de kunne komme ombord på skibet - hvis det var her, des bedre ville det uden tvivl også ende med at blive!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var selv meget urolig og hun kunne mærke cale var urolig, der var jo utrolig mange mennesker og de fyldt jo en del, så det var ikke nemt og komme frem. Hun så på cale som han bad hende blive tæt hos ham, ”skal jeg nok” sag hun ganske stille, og holdt fast i hans hånd. Hun så på ham, og smile svagt men hun var bekymret.

Hvor de skulle hen var jo lig det, hun hade svært ved og finde rundt. den gang hade hun bare storme af båden og ud af byen, ikke lagt mærke til noget som helst rigtig hun hade haft fokus på at finde cale den gang. Hun så på ham, som han snakke og nikke og begyndt og gå mens hun forsøgt og komme frem for alle de mennesker, der bare stirre på dem som var de freaks. Hun forsatte dog så godt hun kunne, og langsomt kom de da frem men folk stirre på dem, nærmest gjord det svær for dem og komme frem gennem mængden.



Da hun stød ind i manden, hade hun bakke lidt for ikke og risiker og trampe ham ned, hun hade dog mærke cale hive hende mere om bag sig, og hade blot lade ham flytte hende. Mens hun så til hvordan cale praktisk talt skræmme manden væk der hade være ved og ville slå hende, hun trykke om cals hånd som hun stadig hade om sig. Hun så på ham, og nikke da han sag de skulle videre ”okay vi burt være der nede snart vis vi kan komme frem” hun begyndt og gå igen, folk flytte sig lidt nu efter den scene lig før men de holdt også skrapt øje med dem, mydall skyndt sig bare videre og kunne da se skibe som kom nærmer og nærmer som de gik ”der! jeg tror det den der!” sag hun og pege mod et skib, det line vel det rigtig skib men igen for hende var de alle ens så hun kunne ikke være helt sikker.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale ville egentlig bare væk og ud af det her forbandede sted, og gerne så hurtigt, som det var ham overhovedet muligt, for han kunne bestemt ikke lide at være der! Manden blev hurtigt skræmt væk, hvor han denne gang vendte sig mod hende. Hun var nok den af de to, som havde den bedste stedsans hvad angik det her.. Han havde virkelig ikke nogen anelse om hvor han var henne, og han måtte jo erkende, at han fandt den tanke skræmmende. Normalt var det jo ham, som havde styr og kontrol på den slags, og det havde han bare ikke i det her tilfælde.
"Lad os komme videre." bad han denne gang. Jo tættere på havnen de kom, des flere mennesker viste der sig, og han kunne bestemt ikke lide det! Frygten for at nogen kunne finde på at gøre dem noget, gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for hans vedkommende. Desuden frygtede han, at han til sidst, ikke ville kunne passe på hende.

Som hun udpegede et skib, hævede Cale hurtigt blikket. Kunne det være det? Han håbede virkelig! Hvis det var deres vej ud og væk herfra, så var han mere end klar! Og dog.. Han ville gerne have lov til at se denne Demarcus an, før han gjorde noget som helst. "Så kom.." endte han denne gang. Han tog hurtigt omkring hendes hånd igen, for at føre hende ned igennem mængden af mennesker. Nu bad han bare til at det var det rigtige skib!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde lagt til i havnen et par gange, uden at Mydall eller hendes udkårne havde været at spotte nogen steder. Nu var han her igen. Han havde denne gang lagt til mere i forbindelse med noget forretning, som han gjorde med Imandra, så varer skulle af skibet, og andre skulle med ombord igen. Han stod på dækket, selv på trods af det kolde vejr, i hans forholdsvis tynde klæder. Det der med klæder som varmede, var jo ikke en nødvendighed på Tayevania, da det altid var varmt i vejret der. Det var også derfor at han så frem, at de kunne komme afsted. Det krævede bare at skibet blev læsset med de varer, som han skulle have med og tilbage til øen igen.

"Lad os få tingene ombord, så vi kan komme videre herfra," meddelte han sin styrmand, inden han stillede sig klar ved rællingen i stedet for. De to store hestelignende væsner - kentaure, som kom ned af kajen, fangede dog hurtigt hans interesse. Kvinden genkendte han dog. Den arme Mydall.. Havde hun endelig formået at finde ham? "Vent," endte han denne gang. De sidste kasser ved ved at blive læsset ombord.
Demarcus søgte ned af skibet, ved roligt at tage turen over gangbroen, for at møde dem på kajen i stedet for. Hans gang var rolig og fattet. Nu var han jo i forvejen vant til at skulle vise sig fra sin gode side. Han havde nu alligevel håbet på muligheden for at se Sephiran hernede i dag. Han havde bare ikke fået den mulighed. Desværre. "Jeg ser at du fandt ham," sagde han denne gang. Han skævede i retningen af Cale. Han var en stor mand.. Han mindes i hvert fald, at have set ham i Arenaen før. Han sendte dem begge et smil. Han var i hvert fald mere end villig til at holde sin andel af aftalen.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall gik så hurtig hun kunne tros de mange væsner som der var, men nemt var det ikke men hun forsøgt. Hun var glad for cale var der til og passe på hende, og skræmme manden væk inden han hade nåde og slog hende. Hun hade sendt ham et lille taknemlig smile, og følt en kort lettelse inden hun rev sig tilbage til virkeligheden. ”ja lad os” hun så på ham og forsatte ned mod havne, med besvær selv om folk flytte sig mere nu, efter det optrin der hvilke vist bare var klog nok af de folk. Hun så på ham og gik videre mens hun klemt om hans hånd. Hun var næsten sikker på det var skibe men igen hun var nød til at være helt sikker, inden hun ville juble og sig hurra de kunne komme hjem. Hun så på ham og nikke, og klemt om hans hånd og mærke han så ført hende ned gennem alle menneskene og ned til skibet.



Synet af Demarcus gjord mydall lette, han var der! gudskelov så kunne de komme hjem! Hun fuldt roligt med cale til de stod for and Demarcus, ”ja… beklager jeg først kunne komme nu der skete nogle.. komplikationer ” svar hun ham roligt, og så på demarcus og smile bare. Hun var så glad for at han var der, og hun nu hade cale med sig til rejsen hjem, nu håber hun bare cale ville godtage demarcus og det han hade tilbudt dem som gengældes for og sejle med ham hjem igen. hun så roligt på cale, han var en stor mand, et rigtig stykke mand folk! Og hun kunne ikke helt lade være og blive blød i alle 4 ben når hun så på ham, hun så dog på demarcus igen ”vi kan stadig rejse med??” hun så på ham og bed sig svagt i læben.

[Cale Joseia Nightgale]

Endelig så det ud som om, at de havde bare lidt held med sig for en gangs skyld. For Cale, var det uden tvivl utrolig lettende, at det var på den måde! Hurtigt var de derfor nede ved skibet. Hvad han dog skulle regne med, samt forvente herfra, var jo så det, at han havde en smule svært ved. Det var heller ikke underligt, var det? Han havde ikke rigtigt kunne stole på nogen.. End ikke fra Tayevania. Herigennem måtte han stole på Demarcus, og det var kun fordi at Mydall gjorde det. Han havde jo behandlet hende ordentligt.
Demarcus havde de fundet. Med andre ord, havde de også fundet det rigtige skib, som kunne bringe dem tilbage til øen igen! Et sted var han uden tvivl også lettet over det faktum, at det endelig synes at gå lidt mere i deres retning, end hvad det havde gjort hidtil.

Manden genkendte han dog, fra tribunerne under Arenakampene, hvilket gjorde, at han næsten automatisk pustede sig en smule op. Kunne han virkelig stole på, at den mand virkelig ønskede at hjælpe dem? Han måtte være tilbøjelig til at have sine tvivl pludselig. Dog måtte han ikke sige noget som helst, for han ønskede jo trods alt heller ikke at ødelægge det mere end hvad godt var i den anden ende. Han kneb øjnene mere fast og dræbend sammen denne gang, end hvad han tidligere havde gjort. Her vendte han sig mod Mydall. Bevidst undlod han at sige noget, som kunne forværre deres mulighed og chance for at komme hjem. Lige nu ville han bare gerne langt væk herfra.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Cale var på ingen måder ukendt for Demarcus, men for nu valgte han selv, at tage det fuldkommen professionelt, da han ikke kunne se nogen grund til at hidse sig op, mere end hvad der var højest nødvendigt. Det var i hvert fald sådan at han havde det med det.
Et sted havde han været bange for at Mydall og Cale var blevet forhindret mere end hvad godt var, inden de kunne være ankommet til havnen her. Nu ville de jo gerne hjem igen, og en aftale var en aftale. Som sandhedsseer, kunne det aldrig nogensinde falde ham ind at skulle lyve.

"Naturligvis kan I stadig komme med," forsikrede han denne gang. Hvad der var sket dem, ville han ikke blande sig i. Han agtet nu stadig at håndhæve den aftale, som han indbyrdes havde lavet med Mydall. Så spørges det, om Cale var interesseret i det? Umiddelbart synes manden nemlig at være.. hidsig på en eller anden måde? Nu havde han jo ikke umiddelbart gjort ham noget.
"Vi er ved at laste på skibet, så vi er ved at være klar. Gå endelig ombord. Mydall, kære.. Du ved hvad du kan forvente dig af turen over det store hav." Han betragtede hende sigende. Om de ville sove på dækket eller et andet sted, måtte de jo indbyrdes selv finde ud af. Demarcus trådte elegant til side denne gang, så de ville kunne komme op af gangbroen og ombord. De var jo klar til afgang lige om lidt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var bare så glad for at det var det rigtig skibe hun hade set, og det stadig lå til kaj! Det måtte jo betyde heldet var lidt med dem, og de nu kunne komme hjem! Hun hade der for skyndt sig ned mod skibe sammen med cale, og at se Demarcus igen var næsten en hel fryd! Mydall stole mere på Demarcus i for hold til cale, men hun forstod godt cale og hans forsigtighed her for han hade haft det svære med tillid til andre fra øen, hvor mydall hade haft det forholdsvis nemmer ind ham med det.

Hun så på Demarcus som han snakke til dem, hun var virkelig ked af de hade være bleven holdt hen af den skør warlock men nu var de der! og de kunne ind da få lov og komme med tilbage! Hvor dejligt, hun smile selv lykkeligt for så kunne de komme hjem igen og aldrig se dette skør fast land igen! hun fortrød helt hun nogle sinde hade ønske sig og opleve fastlande det var jo rædsomt. Hun så på cale, hun fornemme han ikke var vild med det her og hun hade ret for han nærmest puste sig op, og gave Demarcus et blik der næsten kunne dræbe. Hun klemt blidt hans hånd, inden hun så på Demarcus. Tænke skibet allerede var ved og være klar til og sejle! Hvor fantastisk! Hun smile bare og nikke bare ”Mange tak Demarcus” hun smile bare ganske roligt hun så på cale og smile opmunderne til ham, inden hun slap hans hånd og begyndt og gå op af planken så hun kunne komme op på dækket, og så hun enlig kunne få lov og hvile ordentlig! Eller bare lidt beder vis hun da ikke blev sindssyg søsyg igen.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Cale ikke stolede på nogen, for foreløbig, havde han jo heller ikke ligefrem haft nogen grund til at skulle gøre det, kunne man sige. Han stirrede tavst på Demarcus, næsten som han faktisk forsøgte at læse ham. Han brød sig på ingen måder om, at det skulle være på denne her måde, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Mydall stolede på ham, og det kunne han godt mærke, hvilket da hjalp lidt på det. Men tankerne om, at han rent faktisk havde set manden sidde på tribunepladserne i Arenaen, mens han havde kæmpet for sit liv til deres underholdning.. Det havde han faktisk utrolig svært ved at glemme.

Endelig fik de lov til at gå ombord. Sidst han havde været på et skib, var han ikke direkte blevet søsyg, men han var blevet dårlig. Derfor brød han sig endnu mindre om det. Han trak vejret dybt, og vendte blikket mod hende. "Hvad så nu?" spurgte han denne gang. Han var urolig, og det kunne mærkes. Det her var en uvant og ubehagelig situation for ham. Ude på havet, kunne han jo heller ikke ligefrem beskytte hende, og det var oprigtigt det eneste, som han var interesseret i lige nu. Særligt fordi at han jo allerede havde fundet ud af, at hun havde det dårligt. Det kunne han jo slet ikke lide at se hende have!