Getting closer to the way home.

[Mydall Lupita Vivar]

Til den dejlig: Cale Joseia Nightgale




Der var gået en del dag mindst siden Mydall og cale var bleven slukke fri fra, kimeyas fangeskab. De var ikke nåde langt først, da de hade vandre i blinde i mørke mere eller minder og den nat hade være utrolig kold, det var da bleven en smule beder men der var stadig koldt om aften. Mydall hade gjort sit bedste for at føre dem i retning af Peula, og der hvor hun hade set skibe Demarcus hade sejle hende til landet med. Hun håbe han var komme tilbage for hun tvivle på han hade vente på dem i haven frem til nu. de var komme til stranden så måtte de da være komme nærmer, solen var næsten på midten af himlen så det var tæt på middags tid. Der var en smule blæsenden ud på stranden, men solen skind for nu hvilke var dejligt. De hade sove længer inde på stranden, ned i buen af en klit for at være præcis der hade være mest læ. Mydall var træt, den konstant flugt og frygt for og blive fange igen var stor, så hun hade ikke sove helt vildt godt til tros for cales tilstedeværelse hade hjulpet på det. de lå stadig i sandet hvor de hade sovet, mydall hade ikke følt sig så frisk så hun hade bedt dem blive bare lidt mere til hun fik samle lidt kræfter til og komme op igen. hun trak vejre dybt, hun savne virkelig Tayevania lig nu, hun savne og være hjemme. Hun lukke øjne, hun tog sig lidt til sin mave for at være præcis maven på hendes hest krop, hun måtte have spist noget der hade gjort hende syg de hade jo ikke spist meget de her dag og det de hade fundet af tidlig forårs bær og lidt rødder hade ikke alle smagt lige godt, mund nogle af dem hade være giftig? Det var ikke til og vide men hvad end der var galt hade hun ondt i maven og kvalme, hun holdt det dog mest for sig selv hun ville ikke bekymre cale for meget de måtte til og komme til haven og håbe Demarcus var komme tilbage og kunne have dem med hjem igen.

[Cale Joseia Nightgale]

At være fri, var i sandhed en meget mærkelig følelse for Cale, men gud hvor han elskede det! Alene det, at kunne være omkring hende, og værne om hende, som en mand nu burde gøre det, var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Selvom han ikke havde nogen anelse om hvor de var på vej hen, eller om de i det hele taget var på vej i den rigtige retning, så var det jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende.
I øjeblikket lå han og halvsov i læ mellem klitterne. Stenene holdt dem væk fra den hårde vind. Selvom foråret var over dem, så var det slet ikke i nærheden af den temperatur, som det havde været på øen. Det var nok det, som han savnede mest med sit gamle hjem. Ikke det arbejde, som han havde lavet, for han havde jo været klar over, at det var noget, som ville tage hans liv før eller siden. Det var slut nu.. Det håbede han virkelig.
Øjnene slog han denne gang forsigtigt op. De var trætte. Det var koldt at vandre ude, og han vidste stadig ikke om det var smart at søge tilbage til øen. Han havde stadig sine uafklarede sager med Noelle trods alt. Han kunne jo kun bede til, at hun var kommet i sikkerhed. Han sukkede let, inden han lagde hovedet mere ind mod Mydall igen. Han var bange for at blive for længe på det samme sted over alt for lang tid, og særligt fordi at de var så udsatte, som de nu var. ".. Mydall?" spurgte han denne gang. De havde hinanden nu, og aldrig havde han været mere lettet over det, end hvad han var nu.

[Mydall Lupita Vivar]

Det var dejligt og være fri igen, det var noget mydall aldrig ville kunne undvære hendes frihed. Den tide i cellen i den skrækkelig kælder hade virkelig skræmt hende, hun kunne slet ikke forstå man kunne leve sådan for det var jo sådan et liv cale mere eller minder hade haft, og det var jo skrækkelig. Heldigvis var han ikke fanget mere, og han var hos hende kunne hun dog bede om mere.

Hun så på cale, han var nu dejligt og se på når han sov. Han var da bestemt også dejligt når han var vågen men hans sovende ansigt, det var altså bare kært i hendes øjne. Hun lå stille, hun var heller ikke vild med de stadig var på samme sted men hun hade det virkelig ikke godt, hun blev dog rolig liggende. Kvalmen var grim men ikke så slem som da hun vågne i morges heldigvis, hendes tanker kræse om hvordan de skulle finde tilbage til byen hun var komme til den gang hun rejst til dette skøre land. Hendes tanker blev dog afbrudt da cale snakke, hun så på ham og smile bare blidt ”ja cale?.. jeg er lig her” sag hun ganske stille og lod en hånden glid op og stryg ham over kinden, han var nu en utrolig dejlig mand! ”vi må heller komme videre nu så vi kan nå lidt længer inden i aften” sag hun stille, hun ville helst ikke snakke for lange sætninger med den kvalme hun frygt hun endt med og kast op. Hun så på cale og kysse ham blidt på tindingen, hun kunne jo ikke lade være!

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var fri.. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde smagt smagen af det, og nu var han her.. og sammen med hende, så blev det bare ikke bedre. Han kunne ikke lade være med at smile, som han denne gang lagde hovedet tæt ind mod hendes krop. At ligge der og holde hinanden varme, var i forvejen en kæmpe udfordring, som ikke bare kom af ingenting, kunne man sige. Han sukkede denne gang dæmpet, inden han sagde hendes navn. Han ville et sted også bare lige sikre sig, at hun var der. Nu var han meget plaget af drømme og mareridt om hvor hun slet ikke var til stede.. At hun var blevet væk for ham.
Et kort smil passerede hans læber, hvor han denne gang åbnede øjnene, da han kunne mærke hendes hånd mod hans kind. Han hævede blikket en anelse. Selv havde hun ret i, at de burde komme videre, men selv han, vidste jo heller ikke hvor de skulle tage hen, og et sted, var det også en tanke, som vakte ham en form for.. uro. Ville de nogensinde komme herfra? Han vendte blikket mod hende. "Du har ret.." sagde han denne gang. Selv var han stadig meget spændt på, hvad Demarcus kunne tilbyde, som de ikke kunne finde andre steder. Selv var det bare vigtigt for ham, at vide sig sikker på, at den frihed, som han havde nu, var noget, som han fik lov til at bibeholde, når det skulle komme så vidt. Det var faktisk det vigtigste for ham. "... Ved du hvilken vej vi skal bevæge os i?" spurgte han denne gang. Fastlandet var stort.. rigtig stort, og her var koldt. Selv det, tog jo næsten mere af hans energi, end de mange kampe, som han havde udspillet i Arenaen!

[Mydall Lupita Vivar]

Frihede var noget af det mest dyrebar mydall eje, for hun hade ikke videre andet af værdi og cale vær hendes allerkæreste skat men hun eje ham bestemt ikke, nej han var fri til og bestemme om han ville være hos hende eller ej, og hun var taknemlig for han var hos hende nu. hun så roligt på ham, hun hade opdage han tit sov uroligt om natten, det var lidt svært og undgå og bemærke for han sov ikke just roligt altid. hun så på ham som han åbne øjne, hun smile bare blidt til ham tros kvalmen og nusse blidt hans kind.

Hun håbe virkelig hun huske vejen rigtig, hun så på ham mens hun tænkt over hvor de skulle gå hen nu for hun ville jo nødig risiker de gik den forkert veje. Hun så på ham mens hun strøg ham over kinden, mens hun tænkte lidt over hans spørgsmål. ”vi.. forsætter ned af stranden.. vis jeg husker rigtig så er vi ikke så langt væk igen” hun trak vejre dybt kvalmen var virkelig grum når nu skulle snakke, hun håbe virkelig snart de var ved byen så hun kunne få lidt hvile og forhåbentlig blive rask igen for det her tog virkelig på hendes kræfter.

[Cale Joseia Nightgale]

Friheden var fantastisk, men den var også hård på samme tid. Det var det, som han havde svært ved. Cale var urolig, kun fordi at han ikke helt vidste hvordan han skulle forholde sig til den. Et liv uden lænker, og hvor de var sammen for en gangs skyld. Det var det, som for hans vedkommende, var det vigtigste. Der var ikke noget andet, som havde nogen betydning for ham, og det erkendte han gerne.
Et stille smil passerede denne gang hans læber. Han kunne jo ikke lade være. Hun havde bare den effekt på ham, og det føles samtidig rart, når det endelig skulle være i den anden ende. "Okay.. Så gør vi det." sagde han denne gang.

Cale sænkede hovedet en smule denne gang. Han havde brug for hende, og nu mere end nogensinde før. Han var ganske vidst den stærke mand, men der var visse ting, som han faktisk havde svært ved - og det var det som også kunne mærkes her. Han greb denne gang omkring hendes hånd. "... Jeg glæder mig nu til at komme hjem," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Han glædede sig til at komme hjem og tilbage til noget velkendt, og særligt med det, som de nu havde været igennem i forvejen. Han havde bare brug for noget ro for en gangs skyld.

[Mydall Lupita Vivar]

Frihed var noget mydall elske utrolig meget og have, hun kunne ikke undvære sin frihed ikke når hun var vokset op med den. Hun så på cale, og smile bare blidt til tros for hun hade det rigtig skidt. hendes frihed var bestemt kun bleven beder af han var hos hende, det gjord friheden den tand søder. Hun så på ham som han som han snakke, hun nikke roligt igen og fik sig op og stå med lidt besvær, hun kunne mærke hvordan kvalmen på virke hende så føltes svag men holdt det skjult, hun ønske ikke og bekymre cale mere ind nødvendig og der var nok og bekymre sig om lig nu mens de var her på fast lande.


Mydall så på ham som han sænke hoved ”er du okay?” spurt hun stille mens hun stadig skjult hendes egen kvalme, hun så på ham som han tog hendes hånd hun klemt blidt om den. Hun smile blidt til ham, ”glæder mig også til vi kommer hjem” hun så på ham, og begyndt roligt og gå mens hun kæmpe med kvalmen og prøve bare og huske vejen i steden for så de gik den rigtig vej mod byen. Vinden tog med det samme fat i hendes hår da de kom op og stå og begyndt og gå, det var koldt stadig og hun hadet det. hun savne virkelig bare øens mere tropiske klima, det blev godt og komme hjem men først skulle de finde byen og sejle hjem hvilke hun heller ikke glædet sig til.

[Cale Joseia Nightgale]

At Mydall skulle rende rundt og have det dårligt, var slet ikke en tanke som slog Cale på noget tidspunkt. Hans tanker, var nemlig indstillet på nogle helt andre ting, så det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse denne gang. Han havde det jo fint. Der var bare utrolig mange ting, som han pludselig skulle til at finde ud af, og deri lå udfordringen for ham faktisk. Det var nemlig heller ikke noget, som bare kom af ingenting, kunne man sige. Det var faktisk svært engang imellem. "Jeg har det fint.." sagde han denne gang.
Lige nu ville han bare gerne hjem, hvilket ikke kunne komme til at ske hurtigt nok. Her var stadig skide kold, og han var bange for at Mydall skulle blive syg. Han var mere bange for hende, end hvad han var for sig selv, hvilket jo også gjorde, at han meget hurtigt kom til at sætte sig i meget dumme situationer, som kunne blive farlige for ham på sigt, og han gjorde det ikke engang med vilje. Han nikkede. "Så lad os komme derned af," sagde han denne gang. Han sendte hende et smil denne gang, inden han blot søgte efter hende. I forvejen, var han nemlig ikke særlig meget for at skulle være omkring fastlandets væsner. De havde jo til nu, kun præsteret at gøre dem ondt. "Og beder til at Demarcus er en fornuftig mand," sagde han denne gang. Det var faktisk det vigtigste for ham. At komme hjem, og rent faktisk kunne få lov til at beholde det, som han nu havde fået: Sin frihed.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade det virkelig skidt, men hun holdt det skjult for cale han skulle ikke bekymer sig om hende også, ikke mere ind han allerede gjord. Hun så roligt på ham, der var mange ting de skulle have styr på men det vigtigst var lig nu og finde til havne i byen og håbe på demarcus var der til og tage dem hjem til øen. Hun så på ham, ”godt godt.. ellers sig til” hun så på ham og smile blidt og kysse ham på kinden, hun kunne heller ikke lade være.

Da de enlig stod op begge to, begyndt hun roligt og gå i den retning hun hade sagt ”vis vi holder et godt tempo burt vi nå et godt stykke inden aften” sag hun stille, selv om hun ikke ønske og bevæge sig særlig hurtig presse hun sig selv, til og gå hurtigere men dog ikke helt i trav. At cale gik med mange tanker hade hun ikke tænkt på, hun så på ham, mens de gik ”bare rolig.. jeg stoler på demarcus.. han skal nok holde sit ord” sag hun stille, klemt blidt om hans hånd mens de ellers begyndt og gå i den retning hun hade sagt og som hun regne med var den rigtig vej til byen, i mens kæmpe hun med kvalmen der bare tog til syntes hun i vært fald nu hvor de bevæge sig hun holdt det dog i sig. Dog da de hade gået i lidt omkring to timer, stoppe mydall dog bræt op og slap cales hånd og holdt sig for munden, hvor hun begyndt og hoste og kæmpe virkelig for ikke og kaste op. Det lykkes dog ikke, og hun bukke sig lidt i forbene og læne sin menneske krop for over og fjerne hænderne for munden, der kom ikke meget op da de ikke rigtig hade spist siden dagen før men lidt kom der og det smagt grimt, hun hoste en smule mens hun ryste kort i kroppen, hun følt dog kvalmen falde noget nu hvor hun enlig hade kast op.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var på ingen måder gået op for Cale, at Mydall skulle have det dårligt. Desuden var det heller ikke noget, som hun havde delt med ham på noget tidspunkt. Han selv havde bare så mange tanker i hans hoved, at han heller ikke rigtigt kunne finde rundt i dem, og det var i sig selv, temmelig frustrerende. Nu var de endelig frie og de var ude af Kimeyas klør.. men hvad nu hvis Demarcus havde skiftet mening? Hvad skulle de så gøre? Der var så mange ting, som de skulle til at finde ud af, og det var faktisk svært nok for ham i forvejen. Han smilede svagt for sig selv. "Det skal jeg nok," lovede han denne gang. Skulle han sige til? Nej.. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle være mere bekymret end hvad hun var i forvejen.

Cale vidste bare ikke, om han var i stand til at stole på denne Demarcus. Det var vigtigt for ham, at hun vidste, hvad det her overhovedet var for noget.. Han ville bare gerne have, at de havde det godt og trygt alle sammen, så det var vel heller ikke så underligt, var det? "Det håber jeg godt nok," sagde han ærligt, mens han egentlig bare valgte at fortsætte.
Hvor lang tid de gik, vidste han ikke. Det var først, da hun begyndte at hoste og.. kaste op? Han stoppede op omgående, inden han så mod hende. Opkast var en sjældenhed. Det var i hvert fald ikke noget, som han havde set meget af. Og når det var hende, så gjorde det ham naturligvis meget bekymret! "Mydall? Er du okay..?" Denne gang, var det da uden tvivl ham, som blev voldsomt bekymret. Hurtigt var han derfor henne ved hende, hvor han tog fat om hendes hår, så det ikke blev grisset til. Han vidste ikke hvad ellers han skulle gøre!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt det skjult for cale at hun hade det dårligt, det hade hun gjort siden de enlig kom fri fra kimeyas fangeskab, hun mistænkt det måtte være noget fra kælderen der hade gjort hende syg eller noget af det som de hade fundet og spise på vejen her til stranden. Hun så på ham, og smile svagt. Hun glædet sig til og komme hjem, og hun håbe virkelig demarcus var komme tilbage igen med skibet ellers ville de være pænt på røven for at sig det mildt. Hun så på ham, og smile bare blidt til ham så han ikke skulle få mistanke til hendes dårlig dom. ”godt” sag hun stille og gik bare videre med ham langs stranden



Mydall lytte til cale som han snakke, hun håbe virkelig demarcus var der og ville tage dem med tilbage og i sær hold den aftale de hade lavet tros hun nok hade brugt noget længer tid på og finde cale ind demarcus måske hade haft i tankerne. ”han skal være der.. jeg sikker på han er der” sag hun stille og prøve at lyde sikker selv om hun var meget nervøs.

Efter de to timer de hade gået var det bare gået galt for hende, hun kaste den smule væske hun måtte have tilbage i maven op, men mærke så en bedring i hendes kvalme og det var kun godt! Hun kunne godt høre cale snakke til hende og tage hendes hår så der ikke kom noget i det. der gik lidt før hun svar ”ja..ja jeg har det fint nu.. tror bare.. jeg må have spist noget måske.. eller måske bleven smitte af noget fra den kælder” hoste hun svagt og med en hånd tørt munden, hun hade en grim smag i munden men de hade intet og skylde det væk med så hun må bide det i sig. ”jeg er okay nu.. las os komme videre.. jo før vi kommer til havne jo beder” hun så på ham og trak vejre dybt og prøve og samle sig lidt igen.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde virkelig ikke nogen anelse om, at Mydall skulle have det dårligt. Desuden havde han slet ikke nogen grund til at skulle gøre sig de tanker. Om hun havde det dårligt, ville han da straks gå ud fra, at det var noget, som hun ville dele med ham, hvis det endelig var.
Det var stadig svært for Cale at forstå at han rent faktisk var fri, for det var underligt. Det var virkelig, virkelig underligt, at han skulle tænke i de baner, for det var helt nyt og fremmede for ham. Han sendte hende et kort smil, selvom det meget hurtigt døde igen, da han så hvor dårlig hun egentlig var.

Hurtigt var han derfor henne ved hende, hvor han tog fat om hendes hår. Ganske enkelt fordi at han ikke vidste, hvordan han ellers skulle reagere, og det kunne i hvert fald godt mærkes. Han bed tænderne en smule sammen. Var hun syg? "Jamen.. Er du dårlig, Mydall?" spurgte han denne gang. Hvorfor var det lige, at hun ikke havde sagt noget til ham? Hun fortjente da slet ikke at rende rundt og være dårlig!
"Jeg kan ikke lide, at du har det sådan.." Hans stemme var denne gang mere en hvisken. Det lignede slet ikke ham, at være sådan her, men når han ikke vidste, hvad han skulle gøre, så var det virkelig også svært. Han vidste slet ikke hvordan han skulle forholde sig til det her. At hun så bare pludselig var... fin igen, forundrede ham lidt. Han rynkede en smule på næsen. "... Er du sikker?" spurgte han denne gang. Han ville hende jo trods alt også kun det bedste.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall ville ikke sige til cale, hun ville ikke bekymere ham mere ind nødvendig, da de begge hade nok og tænke på. Hun forsatte bare mens hun holdt det inde i sig selv, hun så på ham ind i mellem mens de gik sammen. De skulle nok finde tilbage til haven, og komme hjem på en eller anden måde, det var hun helt sikker på. Det var dejligt og have sin frihed, mydall elskede det og den var beder nu han også var hos hende, fri som fuglen som man nu sag det, og hun nød været et sekundet de kunne være sammen i friheden.



Mydall hade det beder nu, det hjalp faktisk og få kaste den smule op utrolig nok hvad pokker var der dog galt med hende. Hun hoste lidt mens cale holdt om hendes hår, ”bare…en smule dårlig” sag hun stille, selv om det var noget mere ind hun lig sag men det var på vej tilbage igen så det var et sted sandt nok. Hun fik hoste færdig og tørt munden med hånden og rette sig op. ”det ved jeg.. men det er ved og trække sig igen” hun så på ham, som han nærmest hade hviske hans ord, hun kunne godt regne ud han ikke brød sig om det her, og han var bekymret og hun satte også pris på det. ”ja jeg er sikker.. det er ved og forsvinde igen, så lad os heller komme videre inden det måske kommer igen ikke” hun smile lidt mere munter til ham, hun måtte virkelig holde øje med det her, for vis det blev ved helt til de kom hjem måtte hun finde hjælp for så måtte der være noget galt med hende.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale kunne på ingen måder lide, at se Mydall på denne her måde. Her flte han sig endnu en gang direkte magtesløs, og det var vildt ubehageligt at have det på den måde! Nu var han jo ikke ligefrem den type mand, som havde været vant til at færdes omkring syge, og særligt ikke i det arbejde, som han nu havde haft. I den forbindelse, når det endelig opstod, slog man dem ihjel.. Og det ønskede han jo på ingen måder skulle ske for hende! Selvom hun måske havde det bedre nu, var det i hvert fald slet ikke noget, som han delte med hende. På noget tidspunkt. Endnu en gang måtte han jo sidde igen med følelsen af at være direkte magtesløs, og det var uden tvivl ubehageligt.

"Du har jo intet fortalt mig.." sagde han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Han vendte sig mod hende. Han var på ingen måder stedskendt her, hvor han derimod bare var drevet dertil og ført med at de væsner som var kommet efter Noelle.. Hvad nu hvis de overhovedet ikke gik i den rigtige retning? Hvad skulle de så gøre? Den tanke, måtte han næsten finde endnu mere frustrerende lige nu.
Cale nikkede denne gang. Det her gjorde ham bange og urolig på en eller anden måde, som han slet ikke kunne styre eller kontrollere, og hvilken frustrerende tanke, det end måtte være lige nu. "Lad os finde havnen.. Jeg kan ikke lide det her," afsluttede han denne gang. Han kunne på ingen måder lide det her!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall kunne godt fornemme at cale ikke brød sig om det, men hun kunne ikke rigtig gør så meget ved det. hun vist godt hun ikke burt have skjult det men hun hade gjort det fordi hun troede det var det bedste hun kunne gør som alt var lig nu, hun så på ham som hun kunne se hans bekymring for hende. Han var nu en dejlig mand, men hun var så ked af og være sådan en byrd for ham, altid og gør ham bekymret omkring hende og altid ende i situationer hvor han intet rigtig kunne hjælpe hende med.



Hun så på ham som han snakke, ”nej for jeg ønske ikke og pålægge dig mere bekymring ind du allerede har.. jeg har fornemme hvor meget denne flugt har påvirke dig.. jeg ønske ikke og igen være en byrd” hun så på ham, før hun så skamfuldt ned for det var jo ikke for at holde ham for nar eller noget men hun bekymer sig for ham og ønske ikke han skulle stresse over hendes helbred midt i dette kaos. Hun hade det beder nu så det var jo kun noget godt, men det kunne jo komme igen så det var ikke slut før det forsvandt helt. Hun så ned af stranden, hun syntes og ane noget i det fjerne.. var det byen? Hun så på ham, ”ja lad os.. kom jeg tror faktisk vi kan se byen i det fjerne nu” hun så på ham, og smile svagt inden hun satte i trav denne gang for nu hade hun det godt nok til og gør det og det var da positivt for så kom de da hurtigere frem.