Honey, I'm back.. Hey!

[Sephiran Acheron]

Selvom Sephiran havde valgt at slippe hende for denne gang, så kunne han sagtens gøre brug af andre tricks mod hende. Dog, så ønskede han ikke at starte en dobbelt krig med sin far, når han engang kom fri. Theodore skulle ikke have 2 hævnmål. Selvom... Theodore faktisk var sluppet ret godt fra alle de ting han havde gjort mod Tiyanna. Ting, som Jarniqa sikkert ikke anede noget som helst om og hun sikkert ville have svært ved at tro, så opslugt af Theodores 'gode jeg' som hun var. Han fnøs. Hun var ikke andet end et naivt barn i hans øjne. Han slog armene over kors og så indgående på hende. Det kunne meget vel være, at hun selv havde et par hænder, men de gjorde intet godt i forhold til at slippe Theodore fri.
"Tror du virkelig jeg er så dum, at jeg kun ville lænke min far på almindelig vis?" svarede han hende igen sigende. Der var magiske låse og mekanismer der gjorde, at kun han kunne befri ham, hvilket jo var gjort helt med vilje. Det ville i hvert fald tage lang tid at bryde hans magi for at få Theodore fri uden ham. Både magi og berøring skulle til, da han var den eneste, der fysisk kunne røre lænkerne. Alle andre ville føle en djævelsk smerte jage igennem kroppen. Et tilfredst smil strøg over hans læber. Morsomt. Selv anså han knap nok Theodore som værende en del af familien. Hans familie bestod af Tiyanna og hans to sønner. Sasha, med sine tvillinger, som jo faktisk var hans børnebørn. Det var en skræmmende tanke at være nået en alder, hvor han skulle agere farfar, men om ikke andet, så måtte det jo være sådan. Det havde kun gavnet ham, at blive klogere med årene. "Hvis du ikke vil ende ved siden af Theodore i kælderen, så vil jeg foreslå dig at forsvinde herfra."

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa vidste godt, at Theodore ikke var normalt lænket. Han var en warlock, og derfor ville han selv være i stand til at bryde ud af almindelige lænker. Derfor vidste hun udmærket godt, at der var magi indblandet.. men selv var hun jo halv magiker, så hvad var problemet? ”Du er tydeligvis dum, siden du har glemt, at også jeg har magikerblod I årene,” svarede hun hårdt igen. ”Desuden.. hvis det bare handler om at skulle bruge magi og din hånd, kan jeg bare skære din hånd af, og selv gå i gang med processen.” Hun smilede koldt til ham. Hun var uden tvivl blevet en hårdere kvinde med tiden, men hendes liv havde heller ikke altid været lige barmhjertigt. Det eneste problem ved al dette var dog bare, at det nok krævede en magisk duel med Sephiran.. Selv var hun blevet bedre til at slå Theodore i kamp, men ikke var det altid, at hun vandt. Desuden måtte Sephiran have overvundet Theodore i en magisk kamp, siden det var hans far og ikke ham der sad i kælderen. Det måtte derfor betyde, at Sephiran var noget stærkere end Theodore.. Kunne hun klare en der var stærkere en Theodore? Derfor endte hun med at nå frem til en udvej.. ”Jeg forlader ikke huset, uden at have Theodore ved min side. Slip ham fri, og jeg vil søge væk med ham,” endte hun stålfast med at sige. Hun forlod ikke Theodore her, ligesom hun heller ikke havde villet forlade Lucifer og Valandil. I hvert fald ikke uden, at hun havde forsøgt at få fat i dem. Spørgsmålet var bare, om Sephiran ville gå med til det, men ville det i princippet ikke gøre alle glade? Hun ville få Theodore, og Sephiran ville blive på Acheron Landsted?

[Sephiran Acheron]

Sephiran så indgående på hende. Han vidste udmærket godt, at hun havde magikerblod i årene, men det nyttede intet i forhold til den magi han havde lagt over Theodores lænker. Han havde sikret sig ekstra meget, da hans far slet ikke skulle have muligheden for at komme fri på nogen måde. Især ikke, fordi Theodore nok hellere ville rende til Kimeya og redde sin røv fremfor at stå op for sin egen familie. Svagt var det. Han burde faktisk bare putte Theodore i graven endnu engang, for han betød intet for resten af familien. Han kunne ligeså godt være så god som død. "Dit magikerblod hjælper ikke her, snut," endte han sigende. Det kunne godt være, at hun i hendes naive hoved ville tro, at hans afhuggede hånd og hendes magi ville hjælpe. Men sådan gik det ikke. Det skulle være hans magiske kerne, der skulle bryde den første lås og dernæst hans berøring. Og hvis han ikke havde sine hænder, så kunne han jo ikke engang udøve det første skridt - magien. Han så utålmodigt mod hende. Kunne hun ikke bare smutte tilbage til det hul, hun var skudt op af? Finde sit eget sted at være fremfor at gemme sig under Theodores navn her. Hun havde sin egen slægt at bekymre sig om, hun skulle ikke blande sig i Acheron. Han rullede med øjnene. "Så kom," endte han. Hvis hun ikke forlod huset uden Theodore, så måtte han jo finde på noget andet. Han gjorde en gestus mod døren som tegn til, at hun skulle gå ud af den først. Han havde bestemt ikke tænkt sig at gå forrest.

[Jarniqa Dynithril]

Blikket holdt Jarniqa på ham med letklebne øjne. Hun brød sig mindre og mindre om Sephiran.. Hans udseende.. Hans ord.. Hans stemmeføring.. Hans bevægelser.. Hans måde at trække vejret på. Hidtil havde hun ellers ikke haft de store kvaler med Sephiran. Hun havde ikke vidst, hvor hun helt præcist havde ham, men hun havde ikke ønsket ham ud i intetheden, som hun nu gjorde. ”Jeg er ikke din snut,” afviste hun ham, som var det det essentielle i hans sætning. Dog tænkte hun skam over, hvad han ellers havde sagt. Hendes magikerblod ville ikke hjælpe. Hvad havde han mon gjort ved det rum, hvor Theodore var indespærret? Ikke vidste hun det.. Det var ikke lige den form for magi, som Theodore havde lært hende. Ej heller havde hun lagt planer om at låse folk inde.. Dette var nok noget, som hun skulle drøfte nærmere med Theodore. Ud fra denne situation burde han lære hende mere om tilfangetagelse. Selv var hun nemlig sikker på, at Theodore nok skulle komme ud, så han ville kunne fortsætte undervisningen af hende. Den tanke blev også kun bekræftet for hende, som Sephiran bad hende om at følge med. Hun skulle til at tage et skridt, inden hun blev opmærksom på dynen, som hun endnu havde viklet om sin nøgne krop. ”Vend dig om, så jeg kan klæde mig på,” endte hun med at sige. Ikke ville hun undvære sit tøj, som hun gik ned i kælderen med Sephiran, og ikke var hun ligeså frisk som Sephiran, så hun ville lade ham se, mens hun klædte sig på. Det syn tilfaldt kun Theodore for tiden. Derfor sendte hun Sephiran et bestemt blik, som hun ventede på, at han viste hende den respekt.

[Sephiran Acheron]

Et kynisk smil gled over Sephirans læber, som dog hurtigt falmede igen. Nej, det var hun ikke, men det var nu faktisk heller ikke det han havde sagt. For han havde ikke brugt ordet 'min' i sætningen. "Som om jeg ville have en trunte som dig nær mig," svarede han hende igen. Også for at afvise, at han overhovedet havde gjort krav på hende som hans. Nok fordrejede han ordene endnu engang, men det var da kun sjovt at vende det hele til sin fordel, så hun lignede tumpen.
Hendes tanker fløj rundt, da han forklarede hende, at det ej ville hjælpe. Det kunne han tydeligt se. Det var noget, som hun så tydeligvis ikke forstod sig på, hvilket dog bestemt ikke gjorde ham noget. Theodore var vel ikke så dum at dele alle familie hemmeligheder med en ung tøs? Nok kunne han træne hende, men derfra til at dele de gamle hemmeligheder, der var forhåbentligt langt. I hvert fald ville Theodore få med ham at bestille, hvis det kom så vidt, for så beviste han da kun, at loyaliteten til familien var fuldkommen ødelagt! Selv Samuel havde fundet sin plads nu, hvilket var utroligt nok som det var. Men de havde jo endelig et fælles mål: Kimeya. Han rullede med øjnene og valgte så alligevel at gå gennem døren.
"Jeg venter på gangen," endte han sigende. Ikke forventede han, at hun faktisk ville prøve på nogle numre. Han lukkede så døren ind til soveværelset og blev tålmodigt stående, til hun var færdig. Da hun så kom ud, så fik hun stadigvæk lov til at føre an, så han kunne holde øje med hende. Hun kendte vel udmærket vejen til kælderen, eftersom hun havde været en del i huset her. "Den bagerste celle til venstre," endte han til hende. At det ikke var den celle, det var så en anden snak, men han havde da bestemt heller ikke tænkt sig at befri Theodore.

[Jarniqa Dynithril]

Et fnys var det eneste Jarniqa slap denne her gang. Der var intet godt ved denne mand, og derfor tænkte hun: Jo hurtigere hun kunne blive fri for ham, jo bedre. Derfor holdt hun tungen lige i munden denne her gang. Også selvom, at hun havde lyst til at stikke ham en syngende lussing, og give ham en opsang med på vejen. Tavs var hun dog for nu. Han fortjente ikke, at hun brugte sit stemmeleje på ham. Da han lod hende klæde om alene, takkede hun ham heller ikke. Fandeme nej, at han fortjente et tak! I det sekund han gik, smed hun dynen fra sig, hvor hun hurtigt trak i tøjet igen. En sort buksedragt med et bælte om livet. Få sekunder efter trådte hun rankt ud af værelset, hvorefter hun mindst ligeså rankt og yndefuldt bevægede sig ned mod kælderen. Hun kendte hele huset nu. Ned af trappen gik hun, og da han sagde: bagerste celle til venstre, nikkede hun blot. Med sikre skridt bevægede hun sig ned ad gangen. Nu ville hun endelig få ham at se igen.. ”Theodore..,” kaldte hun stille, så han vidste, at hun var på vej. Problemet var bare, at der ingen Theodore var.. Ikke i den bagerste celle til venstre.. Frygten og vreden mærkede hun vælde op i sig! Det var ikke til at tage fejl af, og det var heller ikke til at undgå. Hun skabte en så stor og mørk knitrende kugle, så den fyldte hele gangens bredde og længde, og sendte den efter Sephiran! ”Hvor er han?!” skreg hun arrigt. Den forpulede løgner! Det værste var dog bare.. betød dette, at Theodore var død? Selv mærkede hun, hvordan det fik et mørke og en vrede til at blusse op i hende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran morede sig. Hun var ret naiv bare at tro, at han ville følge hende til Theodore, men okay. Han var en fremragende skuespiller og havde altid mestret kunsten, så der var vel ikke så meget at sige til det. Den eneste, der faktisk kunne gennemskue ham 100% var Tiyanna. Endnu en grund til, at hun var hans eneste ene. Han tog en dyb vejrtrækning og ventede på hende. Hun var noget af en snob i hans øjne, sådan som hun skulle marchere ud af lokalet med rank ryg. Det fik endda et suk til at slippe hans læber. Hvad så hans far dog i sådan en umoden og ung tøs? Han var virkelig ikke imponeret og det morede ham uden tvivl, at hans far var faldet til sådan et niveau, eftersom Theodore havde foragtet Tiyanna hele vejen igennem. Et grin forlod hans læber i det øjeblik det gik op for hende, at hun var blevet snydt.
På magisk vis forsvandt han fra sit sted og dukkede op bag hende, hvor han hamrede sine hænder i ryggen på hende, så hun ville ryge ind gennem celledøren på cellen han havde vildledt hende til. "Han sidder i et lukket rum," endte han. Ikke i en celle som sådan. Han svang med hænderne for at få cellen lukket og magien til at låse, så hun ville være fanget derinde med sin egen magi. Han slog armene over kors igen og kiggede bare på hende. Som om hun var en spændende attraktion i et bur. "Hvis du ærligt troede, at du kunne slå mig, tøs, så tog du da grueligt fejl," endte han hånligt.

[Jarniqa Dynithril]

Det eneste Jarniqa havde på hjernen var at befrie Theodore.. Lige indtil hun blev opslugt af lysten til at slå Sephiran ihjel, som hun fandt ud af, at han havde narret hende. Vreden syede i hende, som hun angreb ham! Meget impulsivt var grebet, men stadig var det kraftigt. Selv så hun ikke Sephiran forsvinde, da hun kun kunne se sin egen magiske kugle. Hun fandt først ud af, at den overhovedet ikke havde ramt ham, da hun mærkede det hårde slag i ryggen, der fik hende til at vakle forover. Hun slap et gisp, som hun tog fra med hænderne, da hun endte på det hårde gulv i cellen. Det svin! Arrigt fløj hun op igen og vendte sig omkring kun for at se, at det var for sent.. Gitterdøren var lukket i, og nu stod Sephiran på den frie side som en eller anden jubelnar! Han gloede for fanden på hende, som var hun et dyr i en zoologisk have! Hun snerrede af ham af afmagt og irritation. "Jeg skal nok komme ud igen, og så skal jeg nok slå dig," hvislede hun af ham. Det uærlige bæst! Han var bestemt ikke som Theodore der aldrig løj! Altså.. Denne mand havde rent faktisk noget sjæl? Det havde Theodore lært hende. Uden en sjæl kunne man ikke lyve, og det havde Sephiran nu gjort, altså, han måtte have en sjæl. Hun stirrede på ham med sammenknebne øjne, alt imens hun forestillede sig, hvilke måder man kunne dræbe ham på. Der var så mange! Her var det helt rart, at hun kendte til mørkelvisk drabs- og torturmetode. Nu kunne hun nemlig helt fantasere over de mange måder, som man kunne ende ham på.

[Sephiran Acheron]

Sephiran smilede for sig selv. Han kunne sagtens se dræberlysten i hendes øjne og det morede ham kun yderligere, at hun så stod bundefanget i cellen og ikke kunne gøre noget ved det. Selv havde han ikke tænkt sig at lænke hende. Hun var et større monster når hun kunne bevæge sig rundt, fordi der var så meget magi i hende. Nok kunne hun styre meget af det, men det var tydeligt også domineret af hendes følelser, hvilket var svagt i hans øjne. "Altså jeg ved, at du kommer ud igen, jeg har ikke tænkt mig at holde på dig forevigt," svarede han hende til en start. Selv frygtede han hende ikke. Desuden ville hun være på udebane, hvis hun kom og troede, at hun skulle gøre ham noget, når han igen sad på tronen i Imandra om en uges tid. Let vædede han sine læber. "Du sagde selv: Du forlader ikke huset, uden at have Theodore ved din side. Eftersom jeg ikke vil lade Theodore gå endnu, så bliver du jo nødt til at blive i huset," endte han og lo hånligt. Han vendte så siden til hende og begyndte blot at gå ganske langsomt væk fra hende. "Farvel så længe," afsluttede han. Han forlod så kælderen og lod hende sejle i sin egen sø.

//Out.

[Jarniqa Dynithril]

Hvis øjne kunne dræbe var Sephiran død nu. Det var i hvert fald, hvad Jarniqa følte lige nu og her. Hun var vred.. Direkte rasende! Han havde narret hende, hvilket havde endt med hende i en celle. Hun havde faktisk aldrig været spærret inde før på denne her måde, og ikke kunne hun sige, at hun brød sig om det. Hun kiggede på ham med et blik der tydeligvis udstrålede had. "Nyd din korte sejr, Sephiran.. Det vil være den sidste, som du kommer til at føle," hvislede hun af ham. Selv var hun så arrig i dette øjeblik, at hendes magi flammede op. Det lignede helt, at der var lynnedslag mellem de mange tremmer, men desværre kom ingen af dem ud. De blev alle med hende herinde, hvilket frustrerede hende yderligere! "Hyg dig i helvedet!" råbte hun ad ham, som han arrogant forlod kælderen. Hun var alene.. Helt alene. Alt andet her var tomt. Lige nu sydede hun dog også så meget, samt fyldte sin egen celle med så megen magisk elektricitet, at hun kunne udfylde hele kælderen med sin tilstedeværelse. Det værste af det hele var bare, at hun end ikke vidste, om Theodore priste denne handling.. Om han overhovedet savnede hende, og derfor, om dette i virkeligheden var nytteløs. Lige nu følte hun bestemt ikke, at hun besad nogen positive følelser. At hun havde reddet Valandil, kunne end ikke glæde hende. Nu sad hun jo selv her.. Alene og efterladt i en celle.. Hvor ironisk var det ikke lige?

// out