Honey, I'm back.. Hey!

[Jarniqa Dynithril]

Sephiran Acheron

---

Hjem kære hjem.. Jarniqa havde været bortrejst i måneder, men nu var hun endelig hjemme igen. Hendes udflugt havde ikke været ligeså munter, som hun havde håbet på, at den ville have været, men ændret sig havde hun. Hun havde været en del af The Cursed Barons besætning i månedsvis. Hendes tid som pirat havde dog stoppet brat, da kaptajn Alvaro havde bedt hende om at gå planken ud. Det havde efterladt hende midt ude på det åbne hav, hvilket havde givet hende en åbenbaring. Det var ikke sjovt at være alene og efterladt. Derfor havde hun taget til Maerimydra, hvor hun havde befriet Valandil, og forsøgt at befri Lucifer. Nu var hun færdig med den del af rejsen, og nu var den eneste løse ende derfor Theodore.
Tavst søgte Jarniqa ind i det store hus, som det var aften. Her tog en tjener meget overrasket imod hende, men uden tøven tog tjeneren imod hendes overtøj. Det var meget sent på aftenen og derfor vidste hun, at Theodore ville ligge i sin seng. Hun smilte stille for sig selv. Hun glædede sig faktisk til at være sammen med ham igen, og hun glædede sig til at overraske ham med sin hjemkomst. Hun gik på listefødder gennem huset, som hun ikke ønskede at vække husets herre. I hvert fald ikke endnu.. Hun stoppede, da hun nåede hans værelse. Det største soveværelse her. Blidt listede hun døren op, så hun selv kunne liste ind. Mørkt var det, men hun kunne ane hans sovende skikkelse i sengen. Hurtigt smøg hendes krop sig ud af klæderne, så hun var helt nøgen. Dynen slog hun dernæst til siden i den side, hvor der var plads til hende. Forsigtigt lagde hun dig i sengen, inden hun krøb hen til Theodore – eller hun troede, at det var Theodore. Armen sneg tilfredst om ham, hvorefter hun blidt begyndte at kysse hans ryg. ”..Jeg beklager, at det tog så lang tid,” hviskede hun stille uden at vide, om han sov for dybt til at kunne høre hende eller ej.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var alt i alt tilfreds. Det gik indtil videre som planlagt og de var faktisk meget snart klar til at rykke sydpå og genvinde Imandra. Mange nye planer havde han allerede i tankerne. Men først skulle Kimeya have en kniv i brystet eller kvæles til døde indefra, hvor mindre kunne ikke gøre det! Faktisk så måtte alle spidde ham engang hvis det stod til ham, så han virkelig kunne få smerten at føle og så dernæst dø.
Theodore havde siddet i kælderen i lang tid efterhånden. Clemency havde sluttet sig til dem igen, da hun havde fundet ud af det, også selvom det jo et sted pinte hende at han var i kælderen, så var hun for en gangs skyld faktisk på den rigtige side ifølge ham. På hans nemlig. Et smil lå nærmest på hans læber, som han sov denne sene aften.
Han selv lå og sov ret tungt på den ene side. Han ænsede faktisk ikke, at der kom en skikkelse ind i lokalet. Han var træt i disse dage. Han manglede Tiyanna ved sig og han brugte mange kræfter på at træne de folk, der var omkring ham, så de alle ville kende hinandens signaler og derfor bedre kunne arbejde sammen. Armen som kom omkring ham var for ham til en start en drøm. Tiyanna var i hans tanker og han slap et let suk. Han mumlede noget uforstående og vendte sig så stille om, hvor hans arm gled omkring hende. "Tiyanna," var det eneste forståelige, der kom fra hans læber i hans halvsovende tilstand. Hans læber fandt vej til hendes og han tænkte lige nu slet ikke længere, end at det end ikke var Tiyanna... Han sov for tungt.

[Jarniqa Dynithril]

Glad var Jarniqa for at være tilbage hos Theodore. Hun havde rent faktisk savnet ham. Derfor føltes det godt at kunne lægge armene om ham igen og blidt kysse hans ryg. Smilet trak hun glad på, som hun mærkede, hvordan han begyndte at rumstere i sengen. Armen hævede hun en anelse så der blev plads til, at han kunne vende sig mod hende. Ganske naturligt forekom det hele, og det var rart. Som han lagde armen om hende, lagde hun sin egen arm tilbage om ham igen. Det hele var godt igen. Selvfølgelig lige indtil.. Tiyanna? Brynene rynkede hun idet han kaldte hende en anden kvindes navn. Hun skulle også til at sige hvad?, inden hun mærkede hans læber imod sine. Delvist endte hun med at besvare kysset, alt imens hun hævede sin hånd igen, så hun kunne tænde en lyskugle med den. Heldigvis havde hun selv lige lagt sig, og derfor skar lyset ikke i hendes øjne, som hun tændte det. Hvad der derimod skar i hende var den person der lå over for hende. Den person var nemlig ikke Theodore. Hovedet fjernede hun øjeblikkeligt fra hans. ”Iv!! Hvad fanden laver du her?!” skreg hun op, som det var det allerførste der faldt hende ind. Øjeblikkeligt skubbede hun sig væk fra ham. Iv, iv, iv! Dynen tog hun derefter fat i, som hun flåede den med sig, som hun rejste sig op. Selv var hun ligeglad med, at det viste Sephirans krop, som det vigtige var, at han ikke så hendes. Beskyttende slog hun dynen om sig, alt imens hendes hjerte slog hurtigt. Hvad lavede Sephiran her?! Han var Theodores søn.. Ikke Theodore. Havde Theodore ladt ham overnatte her.. i hans seng? Det forekom hende på ingen måde troværdigt. Alarmklokkerne blinkede derfor hurtigt i hende! Magien begyndte derfor også at summe mere insisterende i hende.

[Sephiran Acheron]

Hvad der egentligt skete, gik slet ikke op for Sephiran til en start. Han var langt væk i drømmeland og med savnet til sin kone, så kunne han vel ikke undgå at tro, det var hende, der endelig lå i hans arme igen? Ja, nu blev det nok lidt følelsespræget for hans type, men helt i bunden af ham, der elskede han jo i sandhed Tiyanna og han kunne ikke vente med at befri hende. Et suk slap hans læber, som han pressede sine læber mod hendes. I det samme kunne han dog godt fornemme, at noget var ravende galt, for det føltes da helt forkert. Han trak sig med et grynt, hvor han øjeblikket efter nærmest blev blændet af en lyskugle, hvilket for alvor fik ham til at vågne op med et sæt. Ydermere så var skriget det, der for alvor fik ham op af sengen samtidigt med, at hun tog dynen med sig og han endte med at ligge fuldkommen nøgen på sengen. Hvem var den tøs? Et øjeblik efter så slog det ham. Det var Jarniqa. Ja, hvem ellers skulle det være? Han havde hørt af bagveje, at hans far hyggede sig med en anden og at det var derfor Clemency havde opsøgt Tiyanna i Imandra før Kimeya kom og spolerede det hele. "Ja, jeg kunne da spørge dig om det samme," endte han, stadig søvnig. Han selv kunne godt mærke hendes magi bruse i hende, men indtil videre tog han sig ikke af det. Roligt blev han bare liggende og kiggede hen mod hende.

[Jarniqa Dynithril]

Efter at Jarniqas krop havde været helt rolig og i hviletilstand, syntes hendes hjerte helt at hamre derudaf! Hun havde fået sig et chok, som hun slet ikke havde regnet med at få! Som hun stod på gulvet, og med sin nøgne krop svøbt ind i dynen, fastholdt hun fortsat lyskuglen. At den sved i Sephirans øjne var hun ligeglad med. Han skulle bare være glad for, at hun ikke havde kylet den efter ham! De smaragdgrønne øjne holdt hun på hans ansigt. Hun havde allerede set, at han også var pinligt nøgen. Føj, føj, føj! Deres nøgne kroppe havde rørt hinanden! Den tanke ville hun allerhelst glemme alt om! Dertil håbede hun, at Sephiran ville gøre det samme. Det var for det første yderst upassende. Han var Theodores søn. For det andet så hun slet ikke Sephiran i det billede. Lige nu så hun kun Theodore i det billede. Hun havde end ikke givet sig hen til den kaptajn, hvis skib hun havde været ombord på. Det var måske derfor, at han bedt hende om at gå planken ud.. Fordi han var træt af hendes evige afvisninger. Hun var bare Theodore tro. ”Jeg bor her!” svarede hun ham forarget igen og med en hentydning om, at det gjorde han ikke. I hvert fald ikke sidst hun havde tjekket op på det. Der havde det været hende, Theodore, Sasha og tvillingerne i huset. ”Hvor er Theodore?” forlangte hun nu at vide. Selv følte hun lyst til at angribe ham. Sephiran havde hun altid haft en underlig fornemmelse ved, og nu var den kun endnu mere underlig efter, at hun havde fundet ham i Theodores seng. Dog lod hun sig ikke rive med.. Hun var nødt til at vide, hvor Theodore var først. Hun var pludselig … bekymret for ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran sukkede let og endte alligevel med at rejse sig, nu hvor han var blevet vækket. Det var ikke lige på denne måde han havde forventet at blive forstyrret i sin søvn, men om ikke andet, så kunne han da endelig selv få styr på den gimpe som Theodore havde taget ind i sit liv. En manjansk afstikker-prinsesse, der havde gjort alt andet end at følge sin føderet. Han søgte hen til skabet, hvor han fandt sine bukser frem og trak dem på. Han fik dem bundet. Så stod han da ikke fuldkommen nøgen foran hende. Hun boede her? Ja, det gjorde hun vel, men han var faktisk fuldkommen ligeglad. Med et let sving med hånden så blussede alle fakler i lokalet op og de blev nu lyst endnu mere op. Nu havde hendes lyskugle jo blændet ham én gang, så faklernes skær kunne da kun være mere nænsom. "Bor her? Pigebarn, blot fordi du knalder min far betyder det ikke, at du hører til her," afviste han hende blankt. For en gangs skyld, så var han faktisk på sin mors side, selvom han aldrig rigtigt havde været på hverken sin mors eller fars side nogensinde. Men efterhånden som Theodore havde ødelagt alt og hans mor havde fundet en veninde i Tiyanna, så havde han egentligt accepteret sin mor bedre end i sine unge dage. "Theodore sidder og rådner i kælderen," fortalte han hende ufortrødent. Han havde jo intet at skjule og hvis hun så gerne ville vide hvor han var, så vidste hun det jo nu. Dog vidste han også, at hun ikke kunne gøre noget som helst ved det, for eftersom han havde lænket Theodore med de magiske lænker, så var det også kun hans magi, der kunne åbne igen. En lille herlig magisk lås, som kun gjorde det hele bedre for hans vedkommende.

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt blev Jarniqa stående og med dynen om sig, som Sephiran rejste sig fra sengen. Selv ønskede hun bare ikke, at han nærmede sig hende, og derfor blev hun tilfreds, da han gik over til skabet for at tage tøj på. Det var meget bedre. Hun var nemlig på ingen måde interesseret i at se Theodores søn splitternøgen! Endvidere var hun heller ikke interesseret i, at han så hende, og derfor klyngede hun fortsat dynen om sig. Faklerne sagde hun intet til, at han dernæst tænkte. Faktisk fandt hun det behageligt, da det virkede slesk med ham og hende, alene på et soveværelse om aftenen, og kun med en lille lyskilde. Derfor lod hun også sin egen lyskugle ebbe ud. Rød i kinderne blev hun dog ved Sephirans direkte tale. ”Det giver mig mere ret til det end dig,” svarede hun ham stærkt igen. Theodore snakkede ganske vidst ikke meget om sine børn, men hun vidste, at ham og Sephiran ikke just var nogen såkaldt kernefamilie. At Sephiran dernæst sagde, at Theodore sad og rådnede i kælderen, fik helt hendes bryst til at knuge. Hvor længe havde han mon siddet der? Kunne hun mon have gjort en forskel, hvis hun var kommet hjem noget før? ”Hvorfor? Så du kunne agere greve, da du sandede, at du ikke duede som konge?” svarede hun skarpt igen velvidende om, at det var en farlig leg hun legede. Ret mente hun dog, at hun havde. Theodore havde arbejdet godt som greve. Det var en stilling, som Sephiran ikke fortjente. Han kunne end ikke finde ud af at fungere som konge. ”Slip Theodore fri.. eller føler du ikke, at han er en stor nok, når han er ude? Skal du have ham spærret inde, før du kan føle dig stærk?” Åh jo, hun legede med ilden. Det var en af de sider, som hun havde arvet fra sin mor. Hun vidste, hvad hun ville have, og hun gik efter det. Desværre var hun ikke ligeså taktisk, som sin mor i denne situation. Hun var nærmere aggressiv.

[Sephiran Acheron]

I Sephirans øjne var Jarniqa ikke andet end et barn. Selv Nick var mere moden end hun var, hvilket han egentligt fandt morsomt, da Jarniqa jo nok var ældre. For da han havde set hende sidst, havde det været i Imandra. Helt tilbage til før han overtog Imandra første gang. En hånd kørte han igennem de lange sorte lokker, der nåede ned til hans skuldre. Det var en smule uglet fra at have sovet, da han jo ikke ligefrem havde nået at gøre noget ved det før han blev vækket af en skrigende unge, der syntes hun tilhørte Theodore og huset. Han så mod hende, som hun stod der med dynen om sig. Det irriterede ham faktisk, at hun bare tillod sig at tage den plads, som hans mor førhen havde haft. Men dog, så mente han også at Clemency var langt bedre uden Theodore, så Theodore kunne for hans skyld sejle sin egen sø. Ved hendes første ord måtte han direkte le. Det var dog det morsommeste han havde hørt i længe. "Pigebarn. Du har og får aldrig nogen rettigheder i dette hus," endte han unådigt. Han lod hovedet søge let på sned. Han kunne så let som ingenting fjerne dynen fra hende, men så ville hun sikkert eksplodere. Hun var som en lille tikkende bombe, hvilket han dog kun fandt morsomt. For netop nu, var det måske hende, der legede med ilden... Men det var kun hendes egen hun satte mere og mere i kog. Agere Greve? Altså, nu måtte hun jo lige få sine fakta på plads. "Jeg agerer ikke som noget som helst. Jeg er konge og jeg har lånt huset her, mens jeg samler mine styrker," endte han kortfattet. Hun kunne alligevel ikke nå at sladre til nogen, for de rykkede ud meget snart. Han rullede med øjnene af hende. Hun var da i sandhed dum. "Jeg har spærret ham inde, fordi han er illoyal og ikke kan finde sin retmæssige plads i familien," omformulerede han hendes modsvar.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa fnøs af ham. Nej, hun kunne bestemt ikke lide ham. ”Du har tydeligvis ikke været omkring længe,” svarede hun afvisende igen. Huset var måske ikke hendes, men hun turde alligevel satse sine penge på, at Theodore hellere ønskede hende her end sin egen søn. Hun slap en kort hånlig latter, som han sagde, at han var konge. Han skulle tydeligvis have sine fakta på plads. ”Theodore fortalte mig aldrig, at han havde en skizofren søn. Procias har ingen konge.. Manjarno har Salvatore.. Dvasias har Nathaniel.. Imandra har Kimeya.. Hvad skulle helt præcist være dit kongedømme?” Hendes stemme var spottende og kølig. ”Og lånt er et meget nydeligt pakket ind, når der nærmere er tale om en erobring,” endte hun køligt med at sige. Sephiran havde ikke lånt en skid! Han havde taget sin fader og smidt ham i kælderen, så han selv kunne være her. Nu skulle hun blot finde ud af, hvordan hun fik ham fri.. Hårdt hvilede hendes blik på ham. Ikke brød hun sig om, at Theodore var låst inde, mens hans væmmelige søn lå i hans værelse og hoverede. Familie var virkelig ikke noget der var værd at samle på.. Hendes egen var end ikke, og derfor var hun heller ikke at finde i Manjarno. ”En familie der end ikke ville ham.. Hvorfor være jer loyale, når I ikke er ham loyal?” Glad var hun for, at Theodore havde fravalgt sin familie til fordel for hende. Det var i sandhed noget, som Lucifer ikke havde været i stand til, og den familie havde heller ikke ønsket ham. Derfor ville hun også sige, at hun havde langt mere ret til at være her, end hvad Sephiran var. Hun var ønsket af husets herre.. Det var han ikke. ”Luk ham ud, Sephiran.”

[Sephiran Acheron]

Sephiran syntes at Jarniqa var barnlig. Troede, at hun ejede det hele, blot fordi Theodore havde inviteret hende i seng. Men hun anede ikke noget som helst om hvordan tingene var foregået herhjemme, for hun havde end ikke været født da det hele var startet. Theodore var en sabotør uden lige og han fortjente ikke andet end at rådne i sin egen kælder. Nej, han havde måske ikke været her i længe, men han havde heller ingen interesse i sin far. "Næh, det har jeg heller ikke haft grund til," svarede han sigende. Han rullede med øjnene. Ganske vist havde han som sådan ikke et land, men derfor var han stadig konge. For han havde kongekronen til Imandra her i huset, så derfor kunne Kimeya aldrig blive retmæssige konge i Imandra. Desuden foragtede folket ham, der alle var blevet drevet fra hus og hjem, så der kun var en flok idiotiske warlocks, der rendte rundt. "Kimeya er ikke konge," afviste han hende blankt. Blot fordi Kimeya havde erobret slottet betød det ikke, at han var konge. Præcis som han ikke var Greve, blot fordi Theodore havde boet i kælderen i et par magiske lænker i nogle måneder.
Et smørret smil passerede hans læber, da hun kommenterede på, at han havde 'erobret' huset. Ja, det havde han vel nok, men han skyldte bestemt heller ikke sin fader noget. Tvært imod, så skyldte Theodore ham en hel del. Hvad Theodore havde bildt Jarniqa ind fik ham til at le. "Ikke ville ham? Årh lille skat, du aner ikke noget som helst om denne familie. Theodore fortæller dig, hvad du gerne vil høre for at holde dig nær ham," endte han fast. Hun var i sandhed dum at lægge sin loyalitet i Theodore, der ville smide hende bort så snart han fandt noget, der var mere interessant. For loyalitet lå ikke til Theodore. Han tog hvad han ville have, ligegyldigt hvem, der stod på spil. Der ville Sephiran faktisk altid vælge Tiyanna før noget andet.

[Jarniqa Dynithril]

”Så skrid nu,” vovede Jarniqa alligevel at sige. Hvis han ikke før havde haft grund til at være her, skulle han bestemt heller ikke have en grund nu! Slet ikke en der betød, at Theodore sad nede i kælderen, og … rådnede op, som Sephiran sagde. Blev han virkelig ikke set til, eller spillede Sephiran bare smart i sin tale? Hun kiggede koldt på ham. ”Jeg tvivler på, at Kimeya og warlockerne er enig med dig i det,” afviste hun ham. Han havde mistet sin trone, fordi han ikke havde været stærk nok. Af hvad hun vidste af, havde han ladt sin kone og ene seng rådne op på det slot.. Han fortjente næppe at regere. Hun stirrede på ham. Han kendte slet ikke Theodore. Ikke som hun gjorde. Han kendte måske den gamle Theodore, men hun kendte den gamle og den nye. Han var en forandret mand. Han elskede hende måske ikke, men han holdt formentligt af hende så meget, som en mand af hans statur kunne gøre. Som sagt var han nemlig stadig ikke fuldt ud følelsesmæssig. ”Du burde næppe tale om familie, når du har efterladt din egen.. Tiyanna? Romeo? Spil ikke hellig, når du har efterladt din egen familie,” sagde hun koldt. Det var at puste ild til gløderne, men hvad fanden.. Sephiran skulle ikke have lov til at spille hellig, når han var mindst ligeså slem til det med familie! ”Luk nu Theodore ud,” gentog hun. Han var måske villig til at efterlade Tiyanna og Romeo, men hun var altså kommet efter Theodore! Ligesom hun sågar havde kommet tilbage efter Lucifer og Valandil. Hun forstod nu, hvor sårende det var at blive efterladt, og derfor ville hun forsøge at hjælpe på det punkt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran fnøs. Han skulle skride? Ja, det gjorde han også snart, for han havde intet specielt forhold til dette sted alligevel. Tropperne var samlet og det var på tide at søge til Imandra og tage det tilbage, der var retmæssigt hans. Kimeya fortjente ingen trone eller krone, for han var alt for højt til hest når han var der. Den slags magt kunne han ikke kapere. "Tro mig, det gør jeg også snart," endte han. Ikke hun skulle tro, det var på grund af hende at han ville forlade stedet her, men fordi han havde vigtigere ting at tage sig til. Det at overbevise folk om, at han var en ægte konge, havde dog ikke været lige let hele vejen rundt. Men nu havde han da samlet en stor flok, der skulle stå i hans ryg når han ville generobre Imandra. Han trak på skuldrene. Det var de nok ikke, men så var det jo godt, at han kendte sandheden. Let kneb han øjnene sammen. Denne tøs begyndte at irritere ham nu. Hvem var hun overhovedet, der skulle komme her og dømme ham? Hun anede ikke noget, om noget som helst. Heller ikke om Theodore. Han søgte hen til hende og greb uden tøven fat i hendes hals, som han klemte fast om. Han trak hendes ansigt hen til sig. "Tal ikke om ting, du ikke aner noget om, prinsesse," hvislede han køligt. Han havde ikke efterladt nogen. Han vidste, at Tiyanna stolede på ham. Men muligheden for at befri hende, havde bare ikke været der. Det havde været for risikabelt og han kunne ikke bare marchere ind og befri hende uden en plan eller en base, der kunne holde skansen. "Hvad får jeg ud af det?" endte han, stadig med grebet om hendes nakke.

[Jarniqa Dynithril]

"Godt," sagde Jarniqa kort og kontant. Han ville snart skride? Det var da en fortrinlig nyhed! Dog så hun allerhelst, at han skred nu. At han forlod Acheron Landsted, og lod hende og Theodore være. Ikke lyttede hun til hans formaninger om sin far. Hvorfor skulle hun? Hun vidste, at Theodore og Sephiran havde en forkvaklet historie med hinanden. Øjnene spilede hun arrigt op, som han lige pludselig kom over og greb hende om halsen. Hvor vovede han! Hendes smukke smaragdgrønne øjne slog gnister, og magien bølgede igennem hende.. Dette behøvede hun dog ikke at bruge magi for at kunne overvinde. Han anede slet ikke, hvad han gik ind til, når han lavede fysisk kontakt med hende! "Slip mig..," hvislede hun ildevarslende lavt. Som hun endnu brugte en hånd til at holde dynen om sig, brugte hun den anden til at gribe om hans håndled. Den hånd der havde irriterende fat i hendes hals! De mørkelviske kræfter slap hun løs, som hun lod dem gå ud over ham. De mørke kræfter der tærede på det liv, som hun havde kontakt med. Denne her gang Sephiran. Allermest forsøgte hun at koncentrere sig om hans hånd. Hun koncentrerede sig om at dræbe den.. Ødelægge dens nerver, så den ikke længere ville kunne bruges. Svækkelsen ville han dog kunne mærke i hele sin krop. En svækkelse der rent faktisk kunne ende med at tage liv, hvis det varede ved for længe. "Hvis du fortsat rør mig, eller nogensinde ligger hånd på igen, sørger jeg for, at du ingen hænder har," truede hun ham hvislende. Hvis ikke han troede hende, kunne han bare prøve hende af. Hun havde intet imod at frarøve ham en hånd eller to. Ikke med den uanstændige opførsel, som han havde! Hun var heller ikke som Acherons kvinder, der lydigt gjorde, hvad de blev bedt om. Hun kunne sagtens gå sine egne veje. Clemencys underdanighed havde måske også været med til at kede Theodore i længden? Var Tiyanna mon en ligeså underdanig kvinde? Ligeglad var hun dog med al det. Sephiran skulle bare lukke Theodore ud, og dernæst aldrig vende tilbage igen.

[Sephiran Acheron]

At Jarniqa var så besidderisk overfor Acheron Landsted irriterede Sephiran allermest. For hun havde ingen rettigheder hertil, eftersom hun ikke var en Acheron. Hun hørte ikke til her. Theodore kunne hygge sig med hende, når han ville, men han foragtede tanken om, at hun skulle føle ejerskab over huset og soveværelset, som var det mere sit end hans. Han klemte fat i hendes nakke og lagde faretruende sin tommel mod hendes hals, nærmest klar til at kvæle hende på stedet. Han havde dog bestemt ikke forventet, at den magi hun slap løs, ikke var magisk på den måde. Det var noget andet og nærmere ukendt. Mørkelvisk magi. Han mærkede det med det samme og han slap hende derfor omgående, for han skulle ikke have noget at gøre med sådanne tricks. Hun var blevet stærkere siden han havde set hende i Manjarno, det måtte han alligevel give hende. Hun havde omfavnet mørkelveren i sit sind og måske endda modtaget træning indenfor det? Et kynisk smil spillede over hans læber.
"Hvis du fjerner mine hænder, så kommer Theodore aldrig ud af sine lænker," endte han køligt. Hun troede måske hun var anderledes end de kvinder han normalt færdes med, men det var hun bestemt ikke. Tiyanna havde været ligeså ilter som hun selv var. Ja, faktisk så besad hans kone stadigvæk det samme temperament og det var derfor, han blev ved hende. Tiyanna forblev den eneste kvinde, der formåede at leve op til ham og det var noget, som Theodore aldrig havde forstået. Selv var Clemency jo gået, fordi de nærmest havde givet op på hinanden. Og hun nægtede at blive hos en mand, der horede rundt med en anden, hvilket han egentligt udmærket forstod. Hvis han rørte en anden kvinde, så ville Tiyanna også vende ham ryggen på stedet, så meget vidste han.

[Jarniqa Dynithril]

Stærkere var Jarniqa uden tvivl blevet siden hun og Sephiran sidst havde set hinanden. Hun var blevet mere i ét med begge sine racer. Theodore havde brugt adskillige morgener på at træne hende magisk. Faktisk trænede de hver eneste morgen, når hun boede her i huset med ham. Derudover havde hun fået træning hos mørkelverne, som hun havde boet der i et års tid. Et år der havde gjort meget for hendes udvikling. Triumferende måtte et køligt smil glide hen over hendes læber, som Sephiran anerkendte hendes styrke og endelig slap hende. Så langt så godt. Hun mente det også, når hun sagde, at hun kunne dræbe hans hånd. Hun mente det også, når hun sagde, at hun ville gøre det. Sin egen hånd lod hun glide ned og hænge langs siden, så hun brød de mørkelviske kræfter. Klar til at bruge dem igen var hun dog. Øjnene kneb hun sammen, som han kom med sin fine lille tale. Hun havde på fornemmelsen, at der var en hage ved hans ord.. Særligt fordi, at hun vidste, at Sephiran og Theodore skulle være lige gode til at tale hjerteligt ærligt. ”Og hvorfor skal dine hænder bruges, når jeg selv har nogen der er yderst funktionelle til sagen?” spurgte hun ham direkte. Selv var hun allerede træt af al den snak frem og tilbage. Selv ønskede hun bare, at der skete én ting. At Sephiran tog sig sammen og befriede Theodore. Familie.. Det gavnede tydeligvis ikke nogen. Ikke Dynithril-familien.. Ikke Jaceluck-familien.. og bestemt heller ikke Acheron-familien.. Fandtes der overhovedet funktionelle familier? Selv kendte hun dem ikke. Derfor var hun også mest tilbøjelig til at tro, at lykkelige familier kun hørte eventyrerne til. Gad vide, hvor længe Theodore og Sephiran ville være i krig med hinanden? Indtil en af dem døde? I så fald håbede hun på, at det blev Sephiran.