My own little paradise

[Adrasteia de Amarante]

Synd og skam var det uden tvivl når vampyrer ikke fik den korrekte start på livet. Det havde Adrasteia selv fået, som hendes skaber, Neferet, havde været omkring hende, indtil hun havde været i stand til at stå på egne ben. Et godt bånd havde hun altid haft til sin skaber, og skønt hun ikke havde set hende i århundreder, ville hun komme i det sekund hun kaldte på hende. Det var sådan, at det skulle være.. og nu gik hun så vidt, som til at adoptere denne vampyr. At han selv gik med til det, fik hende til at smile kort og tilfredst. ”Fortæl mig nu dit navn, yndling,” opfordrede hun. Det var trods alt et punkt, som de pænt havde sprunget over indtil nu. Hun ville lære ham at kende, og lære ham at være vampyr. Hun skulle nok vise ham det smukke i at være det væsen, som han var. Til sidst ville han end ikke savne sit gamle jeg. Hun savnede slet ikke sit.. Faktisk huskede hun det ikke rigtigt længere. Kun, at hun kom fra en sølle baggrund, og at hun nu havde alle muligheder i verdenen. Hun havde i hvert fald ingen grund til at savne sit gamle liv, og hun skulle nok lære ham det samme. Hun kiggede på ham, som han fortsat ikke ville opgive sin skabers navn. ”Ikke for mig,” sagde hun og indikerede, at hun endnu ønskede at vide det. ”Det vil blive en af de ting, som jeg også vil lære dig. Båndet og ansvaret mellem skaber og den omdøbte.” Dette var en særligt vigtig ting at lære. Han måtte ej heller gå ud og omdøbe folk før, at hun forstod ansvaret ved det. Det at omdøbe folk var nemlig ligesom at få et barn. Selvfølgelig et mere selvstændigt og blodtørstigt barn.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste ikke helt, hvad han skulle sige til denne situation, og det kunne uden tvivl godt mærkes nu. Var det overhovedet underligt, at det vakte en form for uro i ham? Han bed tænderne svagt sammen. Hans navn kunne han sagtens give hende, men han vidste derimod også godt, at det nok også var et navn, som mange ville genkende, og det alene, vidste han faktisk ikke helt, hvad han skulle sige til. Han vendte blikket mod hende igen. "Mit navn er Marius Darcy," sagde han denne gang. Nu hvor hun opfordrede ham til det, kunne han jo godt.
Det smukke i at være det væsen, som han var, kunne Marius ikke se, og det havde han aldrig nogensinde været i stand til at se, også selvom han havde været omringet af vampyrer mange gange før. Melody for den sags skyld, som var den som han havde haft som sin nærmeste i sin tid, var blevet revet fra ham. Var der overhovedet noget godt og positivt at sige om det at være vampyr? Han kunne virkelig ikke se det. Af den grund, var han stadig ikke fristet til at skulle give hende navnet på hans skaber. På hans barnebarn. "Jeg forstår båndet," afviste han denne gang. Her var han vel i færd med at passe på og beskytte sit barnebarn, gjorde han ikke? "Og derfor har jeg ikke tænkt mig, at opgive hans navn," sagde han denne gang, inden han denne gang vendte blikket bort i stedet for. Igen strammede han grebet en anelse om flasken. Her førte han den atter til sine læber, hvor han forsøgte at beherske sig, for ikke at virke som et gement bæst.

[Adrasteia de Amarante]

I et øjeblik gled Adrasteia ind i sig selv. Igen var hun helt livløs og lignede en komplet statue, som hun tænkte. Marius Darcy.. Darcy.. Hun tænkte lidt over det, og der var skam også en klokke der ringede et sted. ”Du har levet i Procias,” endte hun med at konstatere, som hun ”levede op igen”. Han var procianer. Det var også derfor, at han var en hyklerisk vampyr. Det gjorde ondt i hans procianske hjerte. Det gode hjerte. Det var hun dog ligeglad med. Hun ville gøre ham til en vampyr. Intet andet. Hvis hun havde været menneskelig, ville hun havde sukket af ham, som han talte om båndet mellem skaber og omdøbt. Menneskelig var hun dog ikke, og derfor stirrede hun bare på ham. Fjollede naive mand. Hun så dog frem til at arbejde med ham. Han måtte også glæde sig.. ellers havde han ikke accepteret hendes tilbud. ”Du beskytter ham.. Det er en del af båndet, men nej, du forstår endnu ikke, hvad det i sit fulde omfang betyder,” svarede hun direkte og affejende i forhold til hans ord. Han skulle ikke forsøge at belære hende. Ikke når hun havde ret, og når han tog fejl. Det var også derfor, at hun skulle oplære ham og ikke omvendt. Flasken lod hun ham drikke færdig. Den var hans, og blod var også hans form for næring. Selv var hun blot glad for, at han havde lagt det ækle dyreblod på hylden. Efter i nat ville hun i hvert fald ikke lade ham drikke mere af det. Det eneste tidspunkt, hvor det ville være acceptabelt var, hvis han tørstede, og der ikke var nogen mennesker i miles omkreds. Dette skete dog stort set aldrig. Verdenen var nemlig fuld af de levende!

[Marius Amalani Darcy]

At han allerede var afsløret, var heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Alt taget i betragtning, så var hans navn jo heller ikke ligefrem af ukendt karakter, og det kunne i hvert fald godt mærkes. Han bed tænderne svagt sammen, inden han denne gang nikkede. Han havde jo forsøgt så vidt muligt, at indordne sig under deres regler, og deres normer, selvom det bare ikke havde virket efter hensigten. Det var en ting, som han naturligvis var utrolig ked af i dag, men hvad fanden kunne han da gøre ved det? Han vendte blikket mod hende. "Jeg gik heller ikke ud fra, at mit navn var af ukendt karakter," sagde han denne gang. Han sænkede blikket igen mod flasken, inden han denne gang fik den tømt. Han satte den fra sig.. Det sitrede helt i kroppen. Han følte slet ikke, at han i øjeblikket, var i stand til at få nok. Slet ikke.
Det føles helt uvirkeligt. Han beskyttede Marcianus. Selvfølgelig gjorde han da det, og det havde han tænkt sig, at fortsætte med resten af sit liv, hvis det skulle komme så vidt! Han kunne nemlig ikke undgå at tænke det. "Måske ikke.. Men jeg ser ikke nogen grund til at gøre ham noget," fastholdt han denne gang. Her var det jo ikke bare skaberbåndet, men ligeledes også familiebåndet, som spillede ind, og for ham, var det nemlig også forbandet vigtigt, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt. "Lær mig, hvad du vil mene, en vampyr skal kunne, og skal vide.. Hvad angår min skaber, er det en sag mellem ham og jeg," sagde han denne gang. Han accepterede intet mindre. Marcianus skulle beskyttes for alt i verden..!

[Adrasteia de Amarante]

Nej, hans navn var ikke af ukendt karakter for Adrasteia. Hun var gammel, og havde derfor opsnappet meget igennem årene. ”Din adelige titel fulgte dig ikke til Dvasias,” konstaterede hun sigende. ”Hvordan får du nu økonomien til at løbe?” Mørkets væsner var blevet fordrevet fra Procias. Hans gamle hjemstavn. Da han nu var vampyr, var han derfor naturligvis blevet jaget på flugt. Derfor spekulerede hun nu over, hvad han måtte få tiden til at gå med. Hendes mørke blik gled omkring i lokalet. Der var ledige stillinger her.. Hun kunne tilbyde ham et arbejde med løn blandt sine egne. Det ville faktisk passe hende ganske udmærket. Særligt nu hvor, at hun praktisk talt havde adopteret ham. Hun tænkte over mulighederne.. Udsmider og vagt ville højst sandsynligt ikke fungere. Han var nemlig endnu en blød mand, og derudover var han endnu ukontrollerbar. Om han havde et musiktalent, kunne hun ikke sige. Danser tvivlede hun på.. Bartender eller afrydder kunne de fleste finde ud af. Hun kiggede på ham igen, som han beskyttede sin skaber. ”Det er fordi du ikke forstår reglerne,” sagde hun sigende. ”Bebyrd ikke længere dit sind med de tanker. Inden længe vil du forstå reglerne, og når tiden er inde, vil du selv omdøbe vampyrer og være en god skaber for dem.” Hun var sikker i sin sag. Marius skulle nok blive en god vampyr, og en god skaber. Dertil stolede hun nemlig på sine egne evner. Menneskelig var hun måske ikke, men det var heller ikke meningen, at hun skulle være det. Hun var vampyr, og hun havde været det så længe, at hun ikke vidste hvor længe, og hvordan det føltes at være i live. Det huskede Marius til gengæld endnu, og det hindrede ham.

[Marius Amalani Darcy]

Marius' liv og tilværelse, havde uden tvivl været hårdt, og særligt efter han selv var blevet det væsen, som han nu var blevet. Det var jo ikke ligefrem blevet nemmere, kunne man sige, og han var udentvivl også forbandet træt af det, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han bed tænderne svagt sammen. "Det ville være synd og skam at sige," sagde han denne gang. Han hadede det.. Også fordi at hele hans grundvold, var blevet rystet så voldsomt. "Med det, som jeg er.. så er det svært," sagde han ærligt denne gang. Han vendte blikket mod hendes blik denne gang.
Selv var Marius endnu meget påpasselig, for det var han nødt til at være, også mest for sin egen skyld. Han kunne i hvert fald slet ikke lade være med det. Han bed tænderne svagt sammen. Hun gjorde sig tanker.. Han vidste bare ikke helt, hvad det var for nogen, som hun gjorde sig, og det var det, som han reagerede på lige nu. "Jeg er slet ikke interesseret i de regler," sagde han denne gang. Han kneb øjnene svagt sammen denne gang. Hvad ville hun ham? Og hvor ville han ende? Det var lidt det, som han var urolig for et eller andet sted. Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det lige nu. "Det er en vane, som er svær for mig, at ændre på.." Han tænkte på andre, og han tænkte på deres godtbefindende, og det havde han jo alle dage gjort. De mørke øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. ".. Hvordan har du tænkt dig, at gøre det om?" spurgte han denne gang. Det forundrede ham lidt og gjorde ham urolig. Det hele var jo endnu et kæmpe rod for ham.

[Adrasteia de Amarante]

Tilfreds måtte hans ord gøre Adrasteia. Han havde mistet sit tilhørsforhold til Procias, og han levede af resterne af, hvad han engang havde haft. Det kunne hun være behjælpelig med. At hun skænkede ham et arbejde, passede også ind i billedet af, at hun havde taget ham ind under sine vinger. ”Arbejd for mig,” endte hun med at foreslå. ”På den måde kan vi hjælpe hinanden.” Hun havde brug for bemanding, og han havde brug for penge, samt kendskab til vampyrsamfundet. Det var en win-win! Det var intet adeligt job at være i en bar, men det var, hvad Adrasteia ønskede at lave. Det var tydeligvis også et populært valg, som baren allerede havde fået sig nogle gæster. ”Om du er interesseret i reglerne eller ej, vil du indordne dig dem,” sagde hun bestemt og affejende. Det skulle han ikke diskutere med hende. Hun tog ansvar for ham nu, og derfor skulle han også indordne sig.. Hun kiggede på ham med et roligt blik, som han alligevel virkede søgende efter at føle sig tilpas. Han var ude, hvor han ikke kunne bunde, og hun skulle nok hjælpe ham ind på land igen. Hun lænede sig frem i stolen, så hun kunne række ud efter ham. Den kolde hånd lagde hun imod hans kind, som hun blidt strøg. ”Stol på mig, yndling. Åbn dit sind for mig, og jeg skal nok vise dig det hele,” sagde hun roligt, imens hendes fingre let strøg hen over hans hud. Hånden valgte hun at trække til sig igen. Hun skulle nok vise ham det hele skridt for skridt. Det første var, at han drak ægte blod. Et skridt han havde taget.. På flaske om end. ”Hvis ikke du allerede bor der, vil du flytte ind i et af mausoleerne her fra i nat.”

[Marius Amalani Darcy]

Arbejde for hende? Marius vendte blikket mod hendes skikkelse igen. At hun så meget som overvejede at tilbyde ham det, fandt bestemt ikke i hans gode bog. Aldrig havde han arbejdet for nogen, og ikke var det noget, som han havde særlig meget lyst til at blive introduceret til, hvis han skulle være helt ærlig. Han bed tænderne svagt sammen. Det var da uden tvivl en af de mere grumme måder, hvorpå at hun kunne holde fast i ham. "Du vil have mig til at arbejde for dig? Hvorfor..?" For at holde øje med ham, eller for at tvinge ham ind i grebet og fængslet som en af nattens væsner? I forvejen var det jo heller ikke ligefrem et væsen som han var meget for at finde en glæde i. Der var jo ingen glæde i dette, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Marius blev siddende, selv da hun denne gang rykkede tættere på ham. Hånden som lagde sig mod hans kind, efterlod ham med en klar sitren. Han vendte blikket mod hende denne gang. Yndling.. Han kunne lide klangen af ordene, men derfor ville han ikke bare imødekomme det, bare sådan uden videre. "Jeg er bange for den verden," sagde Marius denne gang. Hans ord var sande. Der var så mange ting ved det, som han slet ikke vidste, om han overhovedet kunne leve med på sigt, selvom han virkelig forsøgte med det. Igen vendte han blikket mod hendes skikkelse. Hans øjne var endnu svagt røde.. Han skulle bo her? "Mausoleum? Du vil have mig til at bo der?" Han bed tænderne sammen. Han savnede virkelig den seng, som han havde haft i Procias. Han savnede generelt alt ved det liv, som han dengang havde haft i Procias. Det var jo bare en fortid, som han ikke kunne få igen. "Det er virkelig en omvæltning.." Han sænkede blikket. Det hele var et rod!

[Adrasteia de Amarante]

Undrende måtte Adrasteia hæve brynene, som han stillede spørgsmålstegn ved hendes tilbud. ”Så skeptisk..,” sagde hun stille for sig selv. ”Medmindre du planlægger et liv som tigger eller som tyv, har du brug for tjente penge. Det kan et arbejde i min bar give dig. Derudover mangler jeg ansatte.. Både vampyrer og levende. Ved at arbejde for mig, vil du desuden være tættere på din art.” Hans skepsis forstod hun ikke. Hun så kun mulighederne i det. Muligheder, som han også burde se. De ville trods alt gavne ham. Denne mand havde nemlig brug for en hjælpende hånd efter, at han var blevet efterladt. Hendes hoved søgte på sned, som han erkendte, at han var bange. Igen måtte hun ikke føle, at hun havde meget tilovers for hans skaber. ”Vampyrer føler ikke frygt.. De hæver sig over den,” sagde hun stærkt. Vampyrer var rovdyr. Ikke byttedyr. Derfor var det ikke op til dem at føle frygt. Det var derfor en frygt, som hun nok skulle få pillet af ham. Hun nikkede kortfattet til hans ord omkring at bo her. De vampyrer der ikke havde deres egne herregårde her, som i mausoleerne på kirkegården.. og så var der dem der gik så vidt, som til at grave et hul på kirkegården og sove der. ”Enhver vampyr der ikke ejer sit eget hus her i Corvento, kan frit benytte sig af et af mausoleerne. De er rene, aflukkede og mørklagte.. Du er selvfølgelig også velkommen til at grave et hul på kirkegården, hvis det er din præference.” Hun diskriminerede ikke på det plan. Han kunne sove, hvor han ville. Hun forlangte blot, at det var her i Corvento. Omsorgsfuldt strøg hun ham over håret, som han blev nedtrykt og så ned i gulvet. ”Og jeg vil hjælpe dig igennem det.. Gør blot, som jeg siger.” Igen måtte hun føle et stik af vrede imod hans skaber. Det var skaberens job, som hun påførte sig!

[Marius Amalani Darcy]

Svært var det for Marius at håndtere alt dette, og særligt fordi at det var så langt ved siden af det liv, som han engang havde haft. Det var hårdt, når man tidligere havde været så selvstændig, og nu ikke engang var i stand til at kontrollere sig selv. "Jeg har under ingen omstændigheder tænkt mig, at ende op som tyv eller en tigger på de dvasianske gader.. Aldrig.." Som havde man fornærmet ham, rynkede han i vantro på næsen, og satte sig det mere op. Han var en mand, som stadig klanrede sig fast til det liv, som han engang havde haft. Tankerne, følelserne og det liv, som han frem til nu havde haft. Var det overhovedet underligt? Han ønskede det jo, selvom de havde jaget ham på afstand i Procias.
Lokkende måtte det nu alligevel være, at komme under de mere stabile vinger, end hvad Marcianus kunne give ham. Også selvom han udmærket godt vidste, at han slet ikke burde tage imod det, så gjorde han det nok alligevel. Tanken om et arbejde her tæt på vampyrer, var en ting. Men tanken om et mausoleum, vidste han slet ikke hvad han skulle sige til. Store værelser og gode senge, var jo trods alt hvad han havde været vant til nu. ":.. Jeg skal nok finde en løsning på den problematik," endte han denne gang. Han ønskede ikke nogen af delene faktisk!
".. De er god ved mig," endte han denne gang, som han jo vidste, at det nok var på sin plads, at udvise en eller anden form for taknemmelighed. Hun var desuden også en del ældre, og ville kunne slå ham ihjel med lethed. Her hævede han blikket mod hendes skikkelse igen. Taknemmelig var han. Han havde nok bare svært ved at vise den.

[Adrasteia de Amarante]

Udtryksløst betragtede Adrasteia ham, som han lod fornærmelsen omsvøbe hele hans væsen. Både hans ord, stemme og kropssprog. Han var i sandhed en ny vampyr, som han intet filter havde for de gamle menneskelige træk. Det var en vampyrs styrke at kunne styre sine følelser udadtil. Igen en styrke, som han endnu ikke havde lært. Han var endnu i følelsernes vold. ”Jeg vælger at tro, at du har accepteret mit jobtilbud,” kommenterede hun blot, inden hun mindst ligeså stilfærdigt fortsatte: ”..Og jeg vil også lære dig at maskere dine følelser.” Det var svagt for en vampyr at rende omkring som en åben bog. Hun stirrede på ham. Han virkede hverken tilfreds med ideen om at grave sig under jorden eller bo i et mausoleum, men det var hans problem. Selv så hun ikke problemet i det, da hun kun så det naturlige i det. Det var derfor også det, som han skulle lære at omfavne. ”Det forventer jeg, at du gør,” sagde hun direkte. Derudover forventede hun også, at han fandt et hvilested her i Corvento. Det mente hun dog, at hun havde tydeliggjort for ham. Hvis han havde penge – hvilket hun tvivlede på, at han havde – kunne han bo på Desmodus. Ufatteligt dyrt var et kroophold dog, hvis man valgte at blive der hver eneste dag. Tilfredsheden mærkede hun i sig, som han endelig viste hende en smule taknemmelighed. Det følte hun nu også kun, at det var på sin plads. ”Vi vampyrer må hjælpe hinanden, og du min yndling, har aldrig fået din retmæssige hjælp,” endte hun roligt med at sige. Det var, hvad hun hele aftenen havde prøvet på at fortælle ham.

[Marius Amalani Darcy]

Endnu fanget i følelsernes vold, kunne man vel godt sige, at Marius var, for han havde kæmpet for at klamre sig til dem, mere end at skulle give slip. Det alene, var nemlig ikke noget som han ønskede, og ikke hvis det var noget, som han ellers kunne undgå. Han bed tænderne svagt sammen. Som hun sad der.. uden at fortrække en mine eller noget lignende, kunne han kun konkludere, at hun måtte være af en af de ældre. en som satte pris og elskede sit væsen. Ikke at det var en tankegang, som han måtte værdsætte.. Men det var vel bare hans liv nu? "Jeg er ikke ladt med andet alternativ," sagde han denne gang. Desuden havde han ikke noget alternativ, som han ikke var i besiddelse af nogen steder at søge hen, eller noget lignende. Det var et sted en tanke, som han måtte finde skræmmende lige nu.
At bo under jorden, var på ingen måder en tanke som Marius satte pris på! Han kunne faktisk slet ikke lide den! Penge havde han heller ikke nogen af længere, hvilket også efterlod ham med en hel del. Det var jo en fuldstændig anden verden, som han var blevet en del af, end hvad der var normalt for ham. Vant til en god og varm seng, havde han jo været. "Javel," endte han blot. Denne kvinde, var ikke en, som han ønskede at kaste sig i krig med, og derfor forsøgte han såvidt muligt, at undgå det. Tungen strøg han kort over sine læber denne gang, inden han atter hævede blikket mod hende. Den rette hjælp havde han ikke fået, hvilket han nu kun måtte give hende ret i.. Hvad andet kunne han da gøre ved det nu? "Det har jeg nok ikke, nej," sagde han denne gang. Igen så han mod hendes ansigt. Hvad skulle han forvente af hende? Han synes faktisk det var en smule svært. ".. Så hvad så nu?" I forvejen brød han sig slet ikke om at være så meget på bar bund, som han var lige nu.

[Adrasteia de Amarante]

”Du taler, som var den skæbne jeg tilbyder dig slem.. Det er den ikke,” sagde Adrasteia direkte. Han var en mand der led af al for meget selvmedlidenhed. Den slags var trættende, og derfor skulle han se at pille det af sig. Derfor lod hun ham heller ikke dvæle ved det, som hun tvang ham til at tænke videre end det. ”Fortæl mig, hvad du kunne se dig selv lave her,” bad hun sigende. Ledelsen gik selvfølgelig til hende, men derfra var der frit valg.. Hvis han kunne finde ud af arbejdet. Hendes mørke blik hvilede på ham. De udtrykte ikke nogen følelse. Selv var hun ikke det store følelsesspekter, som det han var. Gudskelov for det! Hun løftede en bleg hånd for at stryge Nyx henover fjerene. De fjer der også prydede hendes egen kjole. Hånden lagde hun tilbage på armlænet. De havde haft en god lang samtale nu. Nu kunne han godt snart vende tilbage til de menige mænd på gulvet. Hun havde også andet at se til end en enkelt mand. Også selvom, at det skam havde været et spændende møde. Det var heller ikke hver nat, at hun adopterede andres afkom. ”Tag den med ro i nat. Find et sted, hvor du kan sove for dagen. I morgen starter du i arbejde, samt påbegynder din vampyrtræning,” sagde hun roligt. I nat var hans sidste frinat, inden hans vågne timer ville blive travle. Han ville være godt beskæftiget, og det ville være til hans eget bedste. Resten af i nat kunne han bruge, som han ville. Han kunne finde en kvinde.. eller en mand måske.. eller hvad han ellers kunne lide at lave.

[Marius Amalani Darcy]

Skulle Marius virkelig til at anse dette, som hans sidste aften og nat som en 'fri' vampyr? I forvejen var det jo trods alt et væsen, som han havde svært ved, nu at skulle være en del af, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det. Det var i hvert fald det, som han handlede og reagerede på for øjeblikket, så det alene, skulle der heller ikke rigtigt herske nogen tvivl om. "Det er en kæmpe omvæltning for mig," forklarede han denne gang med e mere kortfattet stemme. Han var ikke bare følelser. Nej, han var så meget mere, og det var noget som folk havde en mærkværdig tendens til at glemme. Han var vant til at folk dømte ham.. han havde forsøgt at imødekomme krav og forventninger, som han ikke kunne, uden at han egentlig havde gjort nogen noget ondt, eller forvoldt nogen smerte, eller noget som bare måtte minde om det. Det var en frustrerende tanke for ham.
Hvad han kunne arbejde som? Han havde nu altid været en struktureret mand, og været god til at uddelegere arbejdet, når det havde været nødvendigt. I særdeleshed med plantagerne derhjemme, kunne man sige. Han så mod hende igen. "Det kommer an på hvad du skal bruge," svarede han denne gang efter et ganske kort øjeblik. Svært var det hele nu at forstå for ham. Han ville få et helt nyt liv nu. Ikke en tanke, som han havde noget imod.. For hun havde jo ret i, at han var nødt til at tilpasse sig, også mest for sin egen skyld nu. Igen måtte han nikke til hendes ord. Han sukkede svagt og nikkede så. Han måtte jo finde et sted for natten, og skulle han det, skulle han nok også til at tage af sted nu. "Jeg møder ind efter solnedgang.. Til vi ses igen, Andrasteia," endte han denne gang. Han rejste sig denne gang op. Det hele var stadig underligt for ham. Han nikkede kort mod hende inden han forlod stedet. Det levende menneskeblod summede helt i kroppen. Han havde helt lyst til at jage!

//Out

[Adrasteia de Amarante]

”En omvæltning, som du vil blive glad for,” afværgede Adrasteia hans ord. Efter at have været under hendes hænder, ville han lære at være tilpas i sin krop. Det var hun ikke et sekund i tvivl om. Kunne man ikke også kun glæde sig over det vampyriske væsen så snart, at man havde omfavnet det? De var et majestætisk rovdyr. Det stærkeste på jorden. Det havde hun selv accepteret med det samme. Hun havde budt vampyrismen velkommen, som Neferet havde omdøbt hende. ”Åh, der er skam muligheder for lidt af hvert endnu,” sagde hun roligt, som han spurgte ind til jobmulighederne. Baren var trods alt endnu nyopslået. ”Jeg mangler vagter, bartendere afryddere, dansere, musikere..” Vampyrerne havde mulighed for at bestride alle stillingerne. Om man personligt havde kvalifikationerne var dog det næste spørgsmål og den eneste mulige hindring. Om han var egnet til mere ansvar end det, ville hun se på med tiden. Først skulle han blive en ægte vampyr. Lige nu accepterede han nemlig knapt, hvad han var. Hun fulgte ham med de mørke øjne, som han rejste sig. Selv hun kunne fornemme, hvordan blodet prægede ham, og tanken tilfredsstillede hende. En vampyr skulle nemlig omfavne sin natur, og det betød at drikke menneskeblod. At drikke dyreblod var en skændsel for deres race! Hun nikkede til ham. ”Vi ses i morgen efter solnedgang,” gentog hun stilfærdigt, som hun accepterede tidspunktet. En hurtig start var også at foretrække. Jo hurtigere han kom i arbejde, jo bedre ville hendes omsætning være. Jo hurtigere han blev oplært i vampyrismen, jo hurtigere ville han tilpasse sig. Det var alt sammen ganske glimrende! Tavst så hun efter Marius, som han forlod Sanquis Bar igen. Selv havde hun en ganske god føling med, hvad der skulle til at ske..

// Out