My own little paradise

[Marius Amalani Darcy]

At blive det væsen, som han her var blevet, havde været Marius imod. Hans barnebarn havde gjort det, for at beholde sin morfar, og det kunne man ikke tage fra ham. Marius var selvfølgelig glad for, at han var elsket i den forstand, og derfor havde han også valgt at blive omkring sit barnebarn. Han havde jo ikke ligefrem nogen anden længere. Han var en ensom mand, som selv forsøgte at finde sin plads her i livet, selvom det var svært og hårdt faktisk. Og kodeks? Det var i hvert fald ikke ting, som han var sat ind i, og skulle han være helt ærlig? Så tvivlede han også på, at det var noget som Marcianus var blevet sat ind i. ".. Hvilket kodeks, er der tale om?" spurgte han denne gang. Hvis Marcianus var ude hvor han ikke kunne bunde, ville han naturligvis og til enhver tid, gøre, hvad han kunne, for at rette op på det!
Blodet var blevet serveret, selvom Marius på nuværende tidspunkt, ikke rigtigt rørte ved det, også selvom han nok burde. Dels fordi at hun havde valgt at betale for det, og fordi at han var sulten. Og nu hvor han havde duften af det.. Duften af skovelver i sin næse, så var han i den grad også fristet til nærmest bare at springe ind over det! Han sukkede svagt, hvorefter han tog omkring glasset i stedet for. "Jeg er vel egnet til at leve det liv, som jeg ønsker at leve," afviste han denne gang. Stædig kunne han være, som han kunne være det modsatte. Han plejede nu at være den gode af dem, som han var omkring. Og han led i den grad også under det nu. Alligevel her, førte han glasset til sine læber, hvor han lod de første dråber møde hans læber. For fanden hvor smagte det! Læberne skilte han denne gang mere, for at få det ind. Her sluprede han nærmest det hele i sig. Det smagte virkelig godt!

[Adrasteia de Amarante]

Misbilligelse følte Adrasteia, som denne mand tydeligvis ikke kendte til det at være vampyr. Hans skaber havde uden tvivl ikke været god ved ham.. Havde det mon været en hævnomdøbning? Det skete trods alt til tider. Vampyrer der for sjov eller for hævnens skyld omdøbte folk, hvor de derefter lod til være til sig selv, så de ingen vejledning havde. Det var i bund og grund en modbydelig handling. En nyfødt vampyr skulle nemlig sættes ind i vampyrernes regelsæt, samt de skulle lære at forstå deres nye evner og lyster. ”Vores,” fortalte hun ham, alt imens hun studerede ham. Burde hun mon tage ham ind under sine vinger? Han var tydeligvis stadig som en nyfødt, og derfor måtte guderne vide, hvor meget han havde brug for en kyndig hånd. I fuld færd var hun dog allerede med at arbejde med ham. Modtagelig var han også for det, som han valgte at tage om det serverede glas.”Hvis du oprigtigt ønsker at leve dit eget liv, hvad laver du så her?” påpegede hun sigende. Lige børn legede bedst, og man søgte personer, som man kunne spejle sig i. Altså, denne her mand havde brug for vampyrerne, selvom han ikke brød sig om at reklamere med det. Intet sagde hun, som han begyndte at drikke af glasset. Hans allerførste menneskelige blod. Det var nærmest, som tog hun hans mødom. Det tilfredse smil gled ind over hendes kolde læber, som han hurtigt accepteret sit glas. Først var det intet andet end en tøvende nip.. Dernæst hældte han det i halsen, som om han var tørstende og midt ude i den golde ørken. ”Er det ikke det bedste du nogensinde har smagt?” spurgte hun ham selvsikkert. Han skulle selvfølgelig bare vente til, at han prøvede at få det direkte fra kilden. Det var noget ganske særligt!

[Marius Amalani Darcy]

Marcianus havde efter bedste formåen, forsøgt at tage sig af ham. Marius havde bare haft utrolig svært ved dette, og særligt fordi at det jo var hans barnebarn, som havde gjort det. Derfor følte han et sted også, at han var nødt til at tage ham i forsvar. Ikke bare var det familiebåndet, som kom i vejen her, men så sandelig også det faktum, at knægten havde gjort det for at beholde ham.. Fordi at han holdt af ham, og det var heller ikke noget som han havde tænkt sig, at ødelægge, hvis han kunne undgå det! Svagt kneb han øjnene sammen. "Jeg er ikke kendt med noget vampyrisk kodeks," indrømmede han denne gang.
At tage imod det blod, var næsten en handling, som kroppen tog til sig, uden at han egentlig tænkte over det. Den havde jo trods alt brug for det, og det kunne mærkes. Der skete så mange ting i hans krop og sind lige nu, som han bare ikke kunne gøre noget ved, hvilket uden tvivl var en tanke, som frustrerede ham helt af helvede til lige nu! Han sukkede svagt, idet at de første dråber ramte hans tunge, inden han denne gang bare.. sluprede det hele i sig. Ikke kunne han lade være, og særligt sådan, som han kunne mærke det lige nu! Begge hænderne lukkede sig grådigt omkring glasset, hvor han forsøgte at tømme det helt for dets indhold! "... M-mere.." bad han denne gang. Hun vækkede det i ham, ved at give ham det her, og han kunne i hvert fald godt mærke det nu. Det føles jo godt. Også selvom han frem til nu, havde gjort alt, hvad han kunne, for at afholde sig selv den fristelse, for han var fristet.. Han var så fristet, men vidste samtidig at det ville ødelægge alt det, som han så gerne ville!

[Adrasteia de Amarante]

Adrasteia havde allerede regnet den ud, at manden her ikke kendte til vampyrernes kodeks. Farligt var det faktisk, når det forløb sig således. Vampyrernes kodeks fungerede nemlig som en lov for verdens vampyrer. Derfor var alle vampyrer under den også selvom, at de ikke holdt til i Corvento. På den led kunne deres handlinger sagtens få konsekvenser, skønt de ikke troede, at det var muligt. ”For denne fejltagelse vil det være op til fyrsten at vurdere, hvad din skabers straf skal være,” sagde hun direkte, hvor man også kunne høre snerten af alvor i hendes stemme. Kodekset var nemlig noget, som hun gik op i. Det gjorde enhver anstændig vampyr. At den uvisse vampyr begærligt drak begærligt af det blod, som han havde fået serveret, fik hende nærmest til at betragte ham, som var han en sød lille kattekilling. Det var altid charmerende at se en vampyr få sit første rigtige blod. Også selvom, at dette ikke var den ægte vare i og med, at det ikke kom direkte fra kilden. Dog var hun også forarget, som hun var vred over, at en nydøbt vampyr ikke havde fået den korrekte oplæring. Koldt trak hun på smilet. ”Du er fri til at bastille mere,” svarede hun ham roligt. Det var trods alt hendes bar, og derfor overlevede hendes virksomhed kun, hvis hendes kunder betalte for de varer de indtog. Den eneste grund til, at hun havde betalt hans første drink var fordi, at hun havde valgt at tage hånd om ham. ”Når nu du har valgt at gå fra dyreblod og over til menneskeblod, skal du huske, at dets virkning er mere gennemtrængende.. Blodet vil styrke dig, samt vække lysterne i dig. Det er selvfølgelig langt mere forblændende at drikke direkte fra kilden, men lad os starte med de små skridt,” forklarede hun ham, samtidig med at hun gjorde det klart, at hun ville hjælpe ham.

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede ikke, at der skulle ske Marcianus noget, og tanken om det, kunne han slet ikke lide. Derfor ville han gøre alt, hvad han kunne, for at passe på den unge knægt. Det var nok også det, som for ham, var det vigtigste lige i øjeblikket. Svagt bed han sig derfor i læben denne gang. Han vendte blikket bort. Han havde tilsyneladende sagt for meget. Han klarede sig jo godt trods reglerne i et oldgammelt kodeks. Og nej.. han havde aldrig nogensinde hørt om det før. "Det er slet ikke en nødvendighed." lød det denne gang mere roligt fra ham. Der var slet ikke nogen grund til at skulle straffe Marcianus. Slet ikke faktisk!
At blodet skulle have den form for virkning ind på Marius, havde han på ingen måder forestillet sig, og faktisk måtte han sige, at den tanke var en smule skræmmende. Den brændende lyst og den sult som blev vækket i ham.. Det glas var jo på ingen måder nok! "Du..! Et glas mere!" Denne gang vendte han sig direkte mod bartenderen. Penge havde ham skam nok af, til at kunne betale sig fra dette, så det skulle endelig ikke være for det i hvert fald. Han bed tænderne svagt sammen, som hans øjne denne gang blev mere rødskudte end hvad de havde været tidligere. "Jeg har ikke fået menneskeligt blod i virkelig lang tid." sagde han denne gang. Han følte slet ikke, at han kunne få nok, eller få stillet den sult, som han nu måtte føle i sit indre. Det lignede ham på ingen måde, at reagere på den måde, som han nu gjorde det. Bartenderen satte endnu en flaske på bordet foran ham. Den nåede knapt at ramme, før Marius havde taget den i sine hænder, og ført den til læberne, hvor han sluprede det hele i sig.

[Adrasteia de Amarante]

”Du kunne være kommet grueligt galt af sted,” påpegede Adrasteia sigende. Han ønskede måske ikke, at hans skaber blev blandet ind i al dette, men selv var hun af ganske andre tanker. Imens han med en helt anden personlighed bestilte endnu et glas blod, funderede hun selv over, om hun skulle rette henvendelse til Anthony. Deres races fyrste. Det var op til ham at vurdere om denne vampyrs skaber kunne gå med en advarsel, eller om der skulle tages nærmere hånd om ham. Det gik nemlig ikke, at vampyrer frit blev omdøbt. Musestille sad hun helt, som hun tænkte. Ikke en muskel rørte på sig, hvilket ofte skræmte de levende. Stille som en sten var hun, inden manden foran hende talte om blod. Langsomt blinkede hun med øjnene. ”Så du fortæller mig, at du allerede kender smagen af menneskeligt blod, men har valgt at fornægte det efterfølgende?” Det lød bizart.. Især fordi han allerede syntes som en narkoman der krævede mere. Ikke at det undrede hende, at han var så sulten. Det var den effekt dyreblod havde. Det holdt en vampyr stabil, men det var ikke som den ægte vare. Konsekvenser kunne det derfor godt have, hvis en vampyr udelukket levede af dyreblod og pludselig fik menneskeligt blod. Det gjorde som regel, at de blev fyldt med blodlyst og ikke kunne styre sig i jagten efter mere. Hånden hævede hun derfor også, så hun kunne gribe om hans håndled til den hånd der holdt glasset, så hun bestemt kunne guide glasset væk fra hans læber. ”Sch, yndling,” tyssede hun stille på hans handlinger. ”Drik stille og roligt. Der er nok af det, hvor det kommer fra..” En af de ting en vampyr skulle lære var selvbeherskelse. Denne disciplin skulle han lære, inden han gik over til den direkte kilde.

[Marius Amalani Darcy]

Hvem end denne kvinde var, var ukendt for Marius, hvilket alene burde være en grund for ham, til at være mere påpasselig, end hvad han havde vist sig, at være frem til nu. Ikke ønskede han, at der skulle ske noget med hans barnebarn, som i forvejen havde sit at kæmpe med, og som havde arbejdet hårdt, for at opnå, hvad der nu var opnået for dem begge. Ingen af dem, var jo trods alt kommet galt af sted, kunne man sige. "I vampyrisk forstand, lever jeg i bedste velgående.. Og det samme gør min skaber," svarede han oprigtigt denne gang. Til enhver tid, ville han forsvare Marcianus, og det ville være mod alt det, som ville gå dem imod, for det ønskede han på ingen måde! "Ud fra mit liv, har jeg ikke haft andet valg," sagde han denne gang. Han havde forsøgt at tilrettelægge sit liv efter det i Procias, selvom det aldrig havde gået, som han ville det. Et sted gjorde det ham jo trist.
Dog var det ikke en tanke, som slog Marius lige nu, som han bogstavelig talt bare sluprede blodet i sig! Helt fantastisk smagte det jo trods alt også, og han var virkelig sulten! Det kunne han desværre ikke se bort fra, selvom han ville elske at kunne gøre det. Han sukkede svagt, som hun tog om hans håndled, og førte derfor glasset væk. Hans krop begyndte at sitre. Han følte slet ikke, at han var færdig endnu! Han var så sulten.. "Det sitrer i mig, efter at få mere.." Han vendte blikket mod hende. Hans krop sad fuldkommen stiv.. Hans muskler var spændt. Han var virkelig, virkelig sulten lige nu.

[Adrasteia de Amarante]

En vampyrs bedste velgående? Manden vidste tydeligvis ikke, hvad han talte om. Han var blind for sine egne fejl. Også selvom sandheden tårnede sig op lige foran ham! Rolig så Adrasteia dog ud. Faktisk udtrykte hendes udseende ingen følelser, som hendes krop var stille, og hendes blik blot hvilede på ham. Tanker var der dog i hendes sind. ”Du kaster dig begærligt over en flaske blod, og alligevel påstår du, at du er en vampyr der lever i bedste velgående?” kommenterede hun sigende, så han selv ville være i stand til at se problematikken i det. Hovedet lod hun falde på sned. Han var tydeligvis blind for, hvad der var lige foran hans næse. Som hun tog om hans håndled, så hun kunne forhindre hans intense drikken, valgte hun blidt at stryge ham hen over huden. Afslappet gjorde hun bevægelsen, og måske ville det være nok til, at hun vendte hans tanker mod noget andet. ”Forstår du nu, hvori forskellen ligger mellem dyreblod og menneskeblod?” spurgte hun ham roligt. Hun kunne allerede se og mærke på ham, at han nu forstod sig på forskellen. Dyreblod gjorde nemlig ikke en vampyr vild i varmen, ligesom menneskeblod. Hun strøg hans hånd, inden hun valgte at trække sin egen tilbage. Nysgerrige blikke var faldet på dem i mellemtiden, og det tog hende ikke andet end en kort rundkiggen, før alle de andre så bort igen. Et kort koldt smil viste sig på hendes læber. ”Jeg skal nok hjælpe til med at kontrollere din trang,” endte hun med at sige, hvor hun selv mente, at hun gav ham et glimrende tilbud. Det tog naturligvis tid at lære at indtage blod korrekt, men hun skulle nok få ham lært det. Nu havde hun også allerede fået ham til at tage det første skridt på vejen.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde heller ikke ligefrem taget det her på en måde, som han egentlig havde regnet med. Det at blive skænket det menneskelige blod på de måde, havde været.. utroligt. Det havde været særdeles ubeskriveligt på alle måder, og derfor kunne han heller ikke undgå at bide sig fast i det. For fanden hvor han dog nød det her! "Jeg har kontrol.." forsøgte han denne gang, og tydeligt mere sammenbidt, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mærkes nu. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Hvad pokker var det der gik af ham? Det her, var overhovedet ikke noget, som burde være til i det hele taget!
Hans kolde og faste blik, faldt direkte til hendes skikkelse denne gang. Hun strøg over hans hånd.. Alene, var det lang tid siden, at han havde taget imod et kærtegn, hvilket godt kunne mærkes. Han burde bare ikke. For nu, lod han flasken stå fast i hans stålgreb. Ikke ville han slippe, og ikke kunne det falde ham ind, at skulle gøre det. "Jeg forstår... Det.. nej.. Jeg har ikke lyst." Han rystede denne gang en smule på hovedet. Han ønskede jo heller ikke at være afhængig af menneskeblod på den måde. Han var ikke som resten, og han ønskede ikke at være afhængig af det, som resten af vampyrerne! At hun derimod ville hjælpe.. Var det nødvendigt? "... Hvorfor vil du hjælpe mig?" spurgte han denne gang. Det havde han svært ved at forstå.

[Adrasteia de Amarante]

Denne vampyr havde ingen kontrol. Lige nu sad han som på pinde, som hver en fiber spændte i ham, og som han helt knugede sin flaske. Hendes mørke øjne søgte ned til flasken. Skønt hans knoer ikke kunne blive mere hvide, end hvad hans hud i forvejen var, kunne hun alligevel se, hvordan hans hud og muskler tydeligt spændte op. ”Hvorfor føler jeg så en nødvendighed i at sige, at du snart skal sætte flasken fra dig, inden jeg behøver at tilkalde en oprydder?” spurgte hun ham roligt, hvor det igen var en tydelig hentydning. Hvis ikke han snart slækkede sit greb om flasken, ville den snart springe. Det ville betyde glasskår på gulvet og tabt blod. Det var da synd. Blikket hævede hun imod hans ansigt igen. Han var uden tvivl en mand i komplet fornægtelse. Det var en skam.. Han så slet ikke det smukke i, hvad han var. Han burde føle en jagt. Det kunne omvende enhver vampyr! Hun hævede de lyse bryn. ”Vover du at påstå, at du ikke føler den mindste længsel efter at drikke resten af blodet? Påstår du, at det ikke virker berusende og lettende for dig?” spurgte hun med antydning af morskab i sin stemme. Det var nu engang ganske morsomt at prikke lidt til ham. Særligt når han reagerede. Hun lænede sig roligt tilbage i stolen igen. Nyx der alt imens havde tabt interessen for den mandlige vampyr, havde i mellemtiden hoppet tilbage på stoleryggen. ”Fordi du er vampyr,” sagde hun ligeud. Det var da ganske ligetil? Han var en vampyr, der endnu ikke havde fået den fornødne hjælp, og derfor skulle han naturligvis have hjælp. Det, hans kønne ansigt, og hans tydelige reaktioner. Det gjorde det det værd.

[Marius Amalani Darcy]

Frygten for at nogen ville komme og tage blodet fra ham, var næsten det som fyldte Marius mest i øjeblikket. Et sted var det faktisk vildt ubehageligt, at det skulle være på den måde, men hvad fanden kunne han da gøre ved det lige nu? Han ville ikke slippe.. Han længtes uden tvivl at få lov til at drikke hele det, som var i den flaske, og ellers bare komme derfra så hurtigt som muligt, og gerne inden, at han ville blive drevet i fordærv af denne kvinde! Hvor hun dog kunne få det til at lyde så lokkende og fantastisk.. Han forstod det virkelig ikke! Det var slet ikke meningen, at det var noget, som i det hele taget burde forekomme! "Der er ingen grund til at tage det fra mig, før det er færdigdrukket," modargumenterede han hurtigt, som han næsten et sted havde set det komme. Ikke på vilkår, om der var nogen, som skulle komme her og tage det hele fra ham!
Marius vendte blikket ned mod flasken i stedet for. Han længtes jo.. Det her vækkede uden tvivl den vampyr i ham, som han ellers selv forsøgte at lægge skjul på. Han lukkede øjnene i et øjeblik. Han måtte forsøge at tage sig sammen. Forsigtigt løsnede han grebet - med den ene hånd om ikke andet. "Det er mit problem.. jeg ønsker ikke at føle de ting.." endte han denne gang. Han forsøgte jo så vidt muligt, at klamre sig til sit gamle liv.. Og derfor var han heller ikke meget for at en kvinde som hende, skulle komme i vejen for det. Særligt ikke på den her måde. "Og derfor føler De at jeg har brug for hjælp?" spurgte han denne gang. Var det underligt, at han fandt den tanke lidt.. forargende?

[Adrasteia de Amarante]

Med et muntert skær hvilede Adrasteias øjne på ham. ”Det er din flaske.. Du skal være velkommen til at drikke den,” svarede hun med den samme antydning af morskab. Hun havde bestemt ikke været ude på at franarre ham sin flaske med blod. Hun havde blot bedt ham om at sænke tempoet en anelse. Allerede nu forsøgte hun nemlig at lære ham at være vampyr. Hun faldt kort i staver, som fantasierne tog over hende. Det ville uden tvivl blive interessant at se ham kappe båndene. Ham, når han tog hånd om vampyrernes intensitet. Ham, når han fik smag for den menneskelige kilde og jagten dertil. Hun blinkede en enkelt gang med øjnene, som hun blev til stede igen. Hendes blik hvilede fortsat på ham. ”Du vil have et uværdigt liv, indtil du accepterer de følelser,” kommenterede hun direkte. Unødvendigt var det at klynge sig til sit gamle jeg. Det jeg døde nemlig i det øjeblik, som man blev til vampyr. At han forsøgte at fortrænge det, gjorde det kun det sværere for ham. Hvorfor kæmpe indædt, når han gik det uundgåelige i møde? Det vampyriske i ham ville nemlig før eller siden vinde. Hvorfor ikke bare acceptere den sandhed? Hun kunne endda fornemme nydelsen han følte ved at drikke blodet på flaske.. Hvorfor fornægte den følelse, når den tydeligvis appellerede til hans nye jeg? Koldt smilede hun. ”Hvorfor skulle jeg ikke ønske at hjælpe en medvampyr? En vampyr, som jeg allerede nu kan se, at jeg kan hjælpe?” påpegede hun sigende. Hun kunne hjælpe ham. Vampyren i ham brændte efter at blive sluppet fri, og det kunne hun gøre noget ved. Derudover havde han et tiltrækkende ydre, hvilket kun var yderligere behjælpeligt for hendes vedkommende. Hvem kunne ikke lide at være omkring et andet kønt individ?

[Marius Amalani Darcy]

At hun alligevel anerkendte ham og hans flaske, havde Marius det egentlig ganske fint med i den anden ende. Det gav ham en form for ro, som han faktisk godt kunne lide. Han løsnede derfor grebet en anelse med den ene hånd, men var nu stadig opmærksom på det hele omkring ham. Lidt som et barn i en børnehave, som slet ikke ønskede at dele. Det var vel også lidt det vampyriske stadie, at Marius befandt sig på lige nu? Han havde jo ikke rigtigt nogen guide til at finde ud af tingene, hverken til eller fra. "Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil komme til at kunne acceptere det liv," sagde han denne gang oprigtigt. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Et sted fandt han det faktisk rigtig urovækkende, at skulle sidde overfor hende. Så dominerende og autoritær. Det var ikke, hvad han var vant til, kunne man sige.
At hun ville tage ham under vingerne, vidste Marius stadig ikke helt, hvad han skulle sige til. Det var underligt, at have det på den måde. Han vidste hvad han ville af hjerte, men hovedet var bestemt ikke enig i det længere. Han bed tænderne svagt sammen, inden han løsnede grebet med den anden hånd. Det var faktisk sværere, end hvad det nok lige umiddelbart så ud til at være. Det var vildt frustrerende faktisk! "Hvordan har du tænkt dig, at hjælpe mig?" spurgte han denne gang. Et sted gjorde det ham jo også nysgerrig, men han ville også være sikker på, hvad han gik ind til. Han ønskede nemlig ikke at blive taget mere i røven, end hvad han allerede var blevet.

[Adrasteia de Amarante]

Adrasteias blik hvilede roligt på ham. ”Selvfølgelig vil du lære at acceptere det. Den eneste grund til, at du endnu ikke har accepteret det er, at du ikke fik den korrekte start på dit nye liv.. Det vil jeg nu hjælpe dig med,” sagde hun stålsikkert. Hvad der var sket mellem ham og hans skaber, kunne hun ikke sige, men hjælpe ham kunne hun. Det store arbejde troede hun end ikke, at det ville blive. Han var nemlig en sammenholdt mand, frem for en der var gået ind i en ustyrlig blodrus og masseødelæggelse. De var langt sværere at rette op på, men selvfølgelig kunne også det lade sig gøre. Derfor var hun yderst fortrøstningsfuld. Hvordan hun ville hjælpe ham? ”Jeg vil have, at du bliver boende her i Corvento. Her vil du kunne studere dine egne. Du vil kunne se, hvordan vi lever vores liv, og at vi ikke er det forfærdelige onde, som du tror vi er. Jeg vil endvidere lære dig at styre din blodtrang. Jeg vil lære dig at jage, og hvad du skal være påpasselig med,” fortalte hun ham direkte. Alt dette burde hans skaber have taget hånd om. Derfor havde hun også besluttet sig for, at hun ville give beskeden videre til fyrsten. Desværre havde hun ikke navnet på den person.. ”Hvem er din skaber, der ikke viste dig al det?” spurgte hun, hvor hendes stemme denne gang var lokkende. Hun ønskede at vide det. Ville han ikke også hjælpe hende? Hende der havde givet ham en gratis drink? Hende der uden betaling ville lære ham at være vampyr? Han burde føle en smule gæld og velvilge til hende. Hun havde i hvert fald ikke gjort ham ondt.

[Marius Amalani Darcy]

Svært havde Marius ved at gennemskue denne kvindes intentioner med alt dette, hvilket skam også var grunden til at han forholdt sig en anelse skeptisk overfor hende. Hans blik hvilede derfor på hendes skikkelse denne gang. For nu, lå flasken i et mere løst greb. Han var en sammenholdt mand.. Han vidste hvordan han ønskede tingene, og det var ikke just levet som en død blodsuger, som stod særlig højt på den prioriteringsliste. Derfor var det faktisk også svært for ham, at acceptere, at tingene forholdt sig således. "Nej, det kan jeg ikke prale med, at jeg fik." Det havde været dette, eller en tur i graven. Derfor kunne han heller ikke klandre hans barnebarn, for at have taget den beslutning. Det havde jo faktisk været for at redde hans liv. Hvis man kunne kalde dette for et liv.
At hun skulle og agtet at melde alt dette til fyrsten, var slet ikke noget som Marius ønskede skulle ske i det hele taget! Svagt bed han tænderne sammen igen. Han ville det ikke.. Han ønskede det ikke, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Hun overdyngede ham ikke med det.. Det var underligt. Han havde uden tvivl svært ved at læse hende lige nu. "I så fald... Så takker jeg." Han burde jo få styr på det, og han vidste det godt. Uanset hvor meget han så end måtte hade det, så var det bare lige lidt, han kunne gøre ved det. Han rystede på hovedet. "Hvem han er, er underordnet," afviste han. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at lade nogen straffe hans barnebarn for dette! Desuden ville han til enhver tid, beskytte sin skaber!